En gammel skoleholder

Ophavsmanden til de fleste oplysninger i denne lille artikel, er en gammel fhv. lærer C. Barsøe. Han var lærer i Egtved Skovskole fra 1899-1906. Han fortæller i VAHS årbog for 1929, at der på skift var tre brødre, som alle havde været lærere i Tågelund skole, og en gammel kone havde der fortalt ham, at hun havde gået i skole hos én af dem. De hed Barsøe, men hun kunne ikke huske deres fornavne. “Vi kaldte dem den alvorlige, den muntre og den strenge. Konen fortalte at det var den muntre, hun havde gået i skole hos, og det var min farfar, Jens Barsøe, kunne jeg hurtigt regne ud, skriver Christian Barsøe.

Omkring 1840 blev Jens Barsøe kaldet til lærer i Bølling og Tågelund efter sin bror, Niels Barsøe, der var blevet lærer i Vork. Jens skulle have bolig i Tågelund skole, men de tre første dage i ugen skulle han undervise i Bølling skole, som han til fods måtte tilbagelægge de 10 km hver vej for at komme frem og  tilbage. Børnene går  tre dage om ugen hvert sted på de to skoler. Ikke sjældent kunne læreren tælle 10 børn i skolen, som kun havde tørt brød at spise og vand fra pumpen at drikke. Bønderne brugte ikke megen tid på deres børns opdragelse, og det var sjældent at de kendte bogstaverne, når de som 7 eller 8-årige kom i skole. Denne blanding af børn fra 7 til 14 års alderen lagde en betydelig hindring i vejen for undervisningens udførelse, skriver læreren mismodigt.

Begge skoler skyldes vistnok herremanden på Engelsholm, de Lichtenberg, idet han havde ladet skolerne opføre i 1741. Tågelund mark var dengang fæstejord under Engelsholm, og godsejeren byggede skolen i Tågelund for sine fæsteres børn. Der blev oprettet en fundats, hvor skoleholderen årligt af de 62 tdr. hartkorn  i Spjarup, Vollund, Lie og Tågelundskulle have en vis mængde rug, byg, boghvede, hø, halm, tørv og træ. Derudover fik læreren fri græsning på Tågelund mark af en ko og et får, samt 10 sletdaler i rede penge. Så sent som i 1861 var disse forhold endnu gældende skriver en senere lærer i Tågelund, Wolf-Jürgensen.
Der var langt til naboer i Tågelund, foruden skolen, der havde 15 tdr. ld, var der en gammel gård tæt ved og nogle hundrede meter derfra endnu en gård. De store bakker var beklædt med lyng, hvor der nu er granplantage. Skoledistriktet var enormt, når man tager i betragtning, at det var på gåben børnene skulle tilbagelægge de op til en mils vej fra de yderste dele af Torsted, Nordbæk, Lie og Spjarup krat til skole.

Da Barsøe aflagde sit første besøg i Egtved præstegård hos pastor Storm, blev han opvartet med smørrebrød, og da præsten ville skænke en snaps op til maden, fortalte Barsøe, at han aldrig nød spiritus. “Så kan De ikke klare dem her i sognet”, sagde præsten. Barsø svarede, at hidtil havde hans afholdenhed ikke været nogen hindring.
Og da pastor Storm var til eksamen ude i Tågelund skole, forlangte Barsøe at få en lås for yderdøren, så han kunne lukke sig selv ind, når han om aftenen kom sent hjem fra Bølling. Præsten svarede straks, at det havde sognet ikke råd til, og Barsøe måtte huske på, at Egtved sogn var både stort, magert og fattigt. Barsøe svarede, at hvis han måtte få de penge, som folk i sognet ved det sidste marked betalte for kaffepunche, så kunne han sagtens sætte en lås af sølv på døren.
Storm blev paf og sagde: “Han skal have låsen”.

Det fortælles om den samme pastor Storm, at hans syn efterhånden svækkedes i en sådan grad, at han frygtede at blive blind. Han henvendte sig til en øjenlæge i Fredericia, der kom til Egtved og undersøgte præstens øjne. Dommen lød, som præsten selv frygtede, at han ville blive blind, hvilket selvfølgelig bedrøvede pastor Storm. Lægen siger så: Det kan jo sikkert ikke nytte, at jeg forbyder Dem at nyde spiritus”? Storm svarede ikke, men gik hen og hentede et par glas, som han fyldte, klinkede med lægen og sagde: “Nu drikker jeg det sidste glas”. Han holdt efter sigende løftet, men døde dog kort efter af koldbrand i det ene ben.

Det blev sagt, at intet hjem stod Barsøe og hans hustru så nær som hjemmet i Nybjerg mølle, der ejedes af kammerherre Thulstrup. Der var næsten en daglig forbindelse mellem skolen og møllen, og de to mænd holdt af hinanden som to brødre. Det siger noget om Jens Barsøe, da Thulstrup på Nybjerg mølle var sognets betydeligste mand, var sogneforstander og en driftig forretningsmand.

Læreren fortalte sin far, den gamle Barsøe i Smidstrup.  I denne “fattige vesteregn” var befolkningens største fornøjelse gerne det årlige Vorbasse marked, og når man oplivede af adskillige kaffepunche, kunne køre om kap med hinanden hjemover. Men når så kammerherre Thulstrup kom kørende, veg folk ærbødigt ind til siden, og lod vejen være fri.

Barsøe befandt sig rigtig godt mellem beboerne i det store skoledistrikt. En dag kom en mand fra Tågelund til skolen og meddelte, at hans kone var død. Manden var meget bedrøvet, og det undrede egentlig Barsøe, for han vidste, at mand og kone nærmest havde levet “som hund og kat”, da konen var ret så galsindet. Det lod han en bemærkning falde om, og herpå svarede manden: “Ja, ja Barsøe, der er osse ly we en twornbusk“.
En anden mand fortalte Jens Barsøe ved hans første besøg i hjemmet: “Mi kuen å wor børn æ helle, men a æ fanden faar i mæ eet helle“. “Nej“, svarede læreren lidt studs, “det kan jeg da høre på den bøn du beder“.

Tågelund skole ca. 1870
De gamle skolebygninger var yderst tarvelige dengang og indeholdt en forstue, skolestue, dagligstue, køkken og et sengekammer. Skolestuen til højre og lærerens lejlighed til venstre på Barsøes tid. Men huset  var grundmuret og syntes anselig i befolkningens øjne. Et helt palads, skal en beboer have sagt om skolen, og de unge lærerfolk nænnede heller ikke at benytte stuen til dagligt brug, men opholdt sig mest i køkkenet, hvor der på det åbne ildsted blev fyret med store ukløvede brændeknuder.

Læreren var en rar og medfølende mand overfor børnene. Det kunne hænde at en lille tjenestedreng, som havde været tidlig oppe for at passe kreaturerne inden skoletid, faldt i søvn. Så kunne det ske at Barsøe lod ham sove timen til ende. Mange børn havde også en lang dag når de var i fremmed tjeneste, og de var dengang måske allerede ude hos fremmede fra 10 års alderen.

Barsøe søgte i 1847 en bedre stilling ved skolen i Trelde ved Fredericia, men det var nær gået i vasken efter en avisartikel, hvor der stod, at provsten der på egnen, behandlede lærerne meget ilde.
Provsten var blevet meget vred: “Det er Barsøe i Tågelund, der har skrevet den, jeg kender hans måde at skrive på, men det skal han komme til at angre“. En ung kapellan rejste sig da på præstekonventet, hvor bemærkningen faldt, og meddelte, at han var forfatter af den omtalte artikel. Også Jens Barsøe’s gamle far, der var lærer i Smidstrup, havde frygtet, at det var sønnen, som havde skrevet, og den gamle begav sig til fods til Tågelund, men blev selvfølgelig glad for at høre, at det ikke var sønnen, der havde skrevet om provsten.
Forhistorien var nemlig den, at Jens Barsøe havde opsøgt provsten i Gaardslev, men allerede i døren var læreren blevet afvist med ordene: “Du får ikke Gårslev“, og derpå var Jens vendt om på hælen og sagt farvel. Provsten havde kaldt ham tilbage og spurgt hvorfor han gik, men Barsøe sagde blot, at han var blevet lovet forflyttelse af provsten, men nu ville han søge andre steder.

Jens Barsøe kom til at virke i Trelde i 12 år, og oplevede her krigen 1848-1850.
Under “slavekrigen” var der også i Trelde stor angst, mange mødre med småbørn blev sejlet til Bogense, blandt disse også lærerens kone. Gårdmændene på egnen var ret velhavende i modsætning  til dem i Tågelund, og de satte ikke gerne deres penge i sparekassen, da de endnu havde statsbankerotten i frisk erindring. Pengesedler havde de heller ikke stor tillid til, men gode solide sølv og guldpenge gemte de godt hen. En sådan rig gårdmand, Peter Lassen, henvendte sig til Barsøe, og bad ham om at hjælpe sig med at begrave kostbarhederne i 1848. Sølvpengene blev svøbt i et lagen for sig, guldet i et andet og gravet ned i samme hul med sølvet øverst. Da freden kom og skatten skulle hæves, viste det sig, at kun guldet var i behold.

Barsøe var dog ikke under mistanke, men han følte sig alligevel meget påvirket af det skete, indtil der kom lidt lys over sagen nogle år senere. Et par tømmersvende på egnen blev nemlig uenige, og beskyldte hinanden ved et skænderi, at de vidste noget om det forsvundne sølv. Man gjorde anstalter for at blande politiet ind i sagen, men gårdmanden ville nu ikke have politiet indblandet, for som han sagde til Barsøe:
“Selv om det er dem, der er æ tyv, får a jo eet mi pæng igjen, å blyver de straffet, så æ a rej, det føst de æ ud igjen, så brænner de æ gård af, fo å hævn sig. – A får aaller en rolle tim“.

Efter 40 år opdagede en vaskekone på en gård, at der på et lagen stod P.L.S. og da hun spurgte konen på gården hvad det var for et lagen, svarede hun, at det vidste hun ikke, men hendes mor havde altid sagt, at vi skulle være forsigtige med det lagen. Nu var forældrene begge døde og nærmere en opklaring kom man aldrig.

Jens Barsøe kom senere til Bredstrup skole, dengang én af Vejle amts bedste lærerembeder, han blev der til 1889, hvor han trak sig tilbage 73 år gammel. Han døde som 95 årig hos en datter i Stallerup, og ved hans begravelse blev han omtalt således:

“Jens Barsøe var en lærer med et lyst og kærligt sind, der ved sine livfulde fortællinger kunne samle børnenes opmærksomhed, og med sit store lune og sin dramatiske kunst, havde meget fortjent, at blive nedskrevet“.