Skjødstrup Skole

Med spænding så jeg frem til at starte i Skjødstrup skole. Jeg glædede mig, selvom der var 5 km at gå. Om sommeren mødte vi klokken 7 og om vinteren klokken 9. Der var cirka en times gang til skolen. Vintrene var hårde at komme igennem, og da var det ikke muligt at tilbagelægge turen på en time. Vejene var da ofte lukkede af sne, men vi fandt som regel på råd, for vi satte en ære i at nå frem – og helst som de første. Vi gik over markerne iført vore jernbeslåede træsko med halmsåler i.
Træskoene blev hurtigt våde af sne. Det samme blev vore sorte hjemmestrikkede strømper. I skolen brugte vi kludesko, men når strømperne fra morgenstunden var drivvåde, hjalp skoene ikke meget. Det lunede til gengæld at se, når lærerinden med passende mellemrum gik hen og fyldte brænde på kakkelovnen, som stod inde i skolestuen.

Når skoledagen var til ende, var sneen i og under vore træsko smeltet, og der var vand overalt. Også i træskoene. Når vi havde samlet vore ting for at gå hjem, gik vi på tåspidser udenom de værste våde pletter hen til træskoene, som stod hulter til bulter i gangen. Morgenens vintervejr havde sat sit præg på dem, og det var ikke nogen nydelse at stikke i dem.

Pigernes påklædning var kjole ud-i-et med et forklæde over. Mine træsko og dertil hørende halmsåler havde far lavet. De sorte hjemmestrikkede strømper og strømpebånd var mors værk. Hun syede også livstykke med knapper til at holde strømperne oppe. Kludesko fik vi lavet hos en dame i Skjødstrup for 35 øre parret. Kludene leverede vi selv. De stammede fra fars gamle frakker og bukser. Sommetider pyntede damen skoene med nogle flotte kanter.