Landsbyhistorier.dk

En tur gennem Nimtofte

Jeg vil gerne fortælle lidt om Nimtofte. Som nogen måske vèd, er jeg født her i Nimtofte – i Brugsen i 1929, og jeg boede her i 19 år. Jeg flyttede til Århus, og det var jo ikke længere væk, end at jeg kunne holde forbindelsen ved lige. I ca. 35 år har jeg mere og mindre effektivt arbejdet med egnens historie. Jeg har afleveret et ret omfattende materiale til Lokalarkivet her i Nimtofte – bl.a. 300 gamle fotografier, hvor jeg har skrevet tekst på. Nimtofte har eksisteret i ca. 1000 år – altså siden vikingetiden. Bynavnet ses første gang på tryk i 1426.

Første bebyggelse var i Svenstrup, idet Nimtofte var en ”toft” til Svenstrup.
Svends ”thorp” betyder Svends bebyggelse, boplads  – og en ”toft” er en lille toft eller mark uden for landsbyfællesskabet. Altså hvor Nimtofte er i dag, var en ”toft” på den anden side af åen.
Bakker og landskaber er dannet for ca.12.000 år siden, og har ligget uændret siden 4. istid. Da lå der et kilometer tykt lag is over det meste af landet. Isen kom fra nord og øst og skubbede sand og ler og grus foran sig, når den skurrede hen over grundfjeldet. Da isen så smeltede for ca. 12.000 år siden, dannedes smeltevandsaflejringer af sand og grus, som formede de landskaber, vi har i dag. Mols` bakker og Eskebakken, som møllen ligger for foden af, og alle de andre bakker, som byen er omgivet af, er altså fra denne tid.

En tur gennem byen
Vi kan begynde på møllen. Der har været mølle her, i hvert fald siden 1600-tallet. I 1798 fæstede Jens Nørager stedet og købte det i 1810. I 1823 blev det købt af kaptajn Knud Knudsen. Han havde været kaperkaptajn under krigen 1807-14 og havde erobret et engelsk handelsskib, som han solgte. Og for prisepengene købte han mølle og møllegård. I 1852 overtog H.C. Delholm stedet. Han var cand. polyt., og blev en god mand for byen. Der fortælles i øvrigt, at det første juletræ i Nimtofte blev tændt i 1860 på møllegården.
Møllen brændte i 1889 og igen i 1909. Der fortælles, at da branden opstod, blev en mand sendt på cykel til Tøstrup, hvor brandsprøjten stod. Den bestod af et stort, ovalt kar på ca. 1½ meters længde og 1 meter dyb. Sprøjten var anbragt på fire hjul og blev spændt bag en hestevogn. Brandsprøjten kom kørende i fuld galop, men den lille vandstråle har nok ikke kunnet stille meget op over for ilden i den store gård. Møllegården har et stateligt stuehus, og der fortælles, at i den lille tilbygning op mod kærlighedsstien er der en tilmuret hvid dør eller port. Efter sigende skulle der komme en hvid dame ud af døren hver nat kl. 12. Min kontaktmand havde dog aldrig set hende..!!
I 1915 blev møllegården købt af J.P. Kahr. Jeg husker ham som en stor, statelig mand. Vi børn havde en remse, som vi gik og sagde: ”Jens Peder Kåhr han har skut en håre, men hans kuen hun er møj viller, hun har skut en iller”. – Nå det var sådan lidt barndommens pjat.
I den gamle mølle var der ”overfaldsmøllehjul”, men i 1909 kom der turbine som trækkraft til møllen. Fra 1909 og til 1945 var møller Hvid møller, og efter 1945 var møller Mortensen bestyrer.

Smed Larsens gamle smedie var oprindelig en smedie, der tilhørte møllen i mange år. Så kommer vi op til ”Godsdalsbakken”. Den hedder egentlig ”Gåsedalsbakken”, og navnet kommer sikkert af, at der langt ude på marken, mellem Nimtoftegård og Tøstrupvej var en mose, hvor der altid var gæs. Vi løb på skøjter derude, og kaldte den Jacob Simonsens dam. Forneden ved Godsdalsbakken lå Meldgårds lange, gamle hus. Her boede i 1880erne et par, der blev kaldt ”tyske Peter” og ”tyske Anne”. I det gamle hus var der lerstampede gulve og alkover, og under spisebordet i stuen sad hønsene på fodstangen om natten.

Lidt ud af Tøstrupvej går der en vej ned til højre til Sivesteddal. Her skal man være forsigtig med at færdes på torsdage aftener, når der er fuldmåne. For så kan man risikere at møde ”Gravsoen”. Der er flere beretninger om det uhyggelige dyr, og historien har sin rigtighed, for den gamle smeds oldefar har selv set den.

Så går vi hen på torvet. Vi kommer til ”Torvegården” – Vi kaldte den Jørgen Hovgårds gård. Den havde fire skorstene. I midten af 1800-tallet boede gårdejer Grouleff her. Det er den familie, der har givet de fire lysekroner, som hænger i kirken i dag. Her var ”brevsamlingssted”, dvs. at folk afleverede og fik deres breve her.
Hvor Brugsen nu ligger, havde købmand J.P. Nielsen sin købmandsforretning fra 1861 og til 1901, da den blev opkøbt af den nyoprettede brugsforening. I 1912 blev der bygget en ny brugsforening. Det er den, jeg er vokset op i.
Manufakturhandler Ross` hus blev opført ved siden af Brugsen af en søn af købmand J.P. Nielsen ca. 1901. Hvor Genforeningsstenen står var der indtil 1920 en rodeplads, hvor der lå alt muligt skrammel – sten, blikdåser og gamle kødben, som hundene rendte rundt med. Men i 1920 hentede man en stor sten omme fra en gravhøj i Mols` bakker. Stenen blev slæbt på jorden af en masse heste, og støvede fælt hele vejen gennem byen. I dag ser der pænt ud med flagstang og indhegning.
Hvor der er Lokalarkiv i dag, var byens ældste købmandsforretning. Her har købmændene Leth, Hovgaard, Sigh og Kaj Åge Rasmussen drevet forretning.
Indtil 1911 var der kro i den østre ende af bygningen. Den blev nedstemt ved en afstemning. Der fortælles, at præsten sad hele dagen og kiggede på folk, der kom og stemte. Han kunne se på dem, hvad de ville stemme, og kroen blev da også stemt ned og lukket.
Otto Rafns store manufakturforretning lå næstefter. Huset er bygget af S.P. Simonsen i 1906.
På hjørnet lå Nimtoftegård, hvor slagter Lysgårds hus nu ligger. Gården var firlænget, og dækkede hele det areal, hvor i dag Otto Rafns hus og Svanes hus ligger i østlig retning, og mod syd dækkede det Gunner Hougårds hus (som er en gammel længe af gården) og telefoncentralen. Det var en hvid bindingsværksgård. Ud mod torvet lå haven, som var omgivet af et stengærde. Her sad ungdommen om aftenen og snakkede. Gården blev nedrevet ca. 1901.
I vestenden af torvet lå kroen indtil 1911, hvor det nuværende hotel ligger. På torvet lå krostalden fra 1832 og til ca. 1960. Her gjorde diligencen holdt og skiftede heste, når den kom fra Randers over Skoffergårde. I 1870erne kom den 2 gange om ugen, men senere 4 gange, indtil jernbanen kom i 1911. De 4 passagerer, der kunne være og kusken bedede så en times tid på kroen, før de steg til vogns igen, når postillonen, som kusken i sin røde kappe hed, blæste i sit horn – ”Truttelut” lød det, når den kongelige postvogn kørte ud af byen og videre til Tøstrup og over Gammelmølle til Grenaa.
Ovenfor krostalden lå Otto Rafns trælasthandel og svinefolden.
Hvor Lauses store hus ligger i dag lå et lille bindingsværkshus, hvor madam Rymenap havde sit brødudsalg og slikbutik. I 1800-tallet sagde man ”madam” til lidt pænere koner. Til præstens og degnens koner, sagde man ”fru”. Man sagde i øvrigt også ”fru” til koner i gårde, hvor der var 4 skorstene. bl.a. Torvegården. De almindelige koner i byen kaldte man blot ved fornavn.
Mellem Sighs forretning (altså Lokalarkivet ) og ned til åen var der et stort areal, som brugtes til markedsplads, indtil det flyttede til Ryomgård i 1904. Der var store markeder i Nimtofte, og på pladsen kunne der være op til 30-40 køer og nogle får og geder m.m. sådan en dag. Hestene blev handlet oppe på torvet. Her kunne også være 30-40 heste, som skulle sælges. Karlene rendte rundt og viste hestene frem – i trav og skridtgang og hvad det nu hedder. Hestene skulle bedømmes før man gav håndslag på en handel og bagefter gik ned på kroen og drak lidkøb. Markedsdagen var en festdag. Børnene havde fri fra skole, og ved enden af lokalarkivet og i den modsatte ende ned mod Nimtoftegård, var der nedgang til markedspladsen. Her var musik, gøgl og luftgynger sådan en dag. Og ovre hos madam Rymenap kunne børnene får Bismarksklumper og honninghjerter.

Stationsvejen – indtil jernbanen kom i 1911 kaldtes den ”Smedegyde” – ”Smejgyy” Jeg har spekuleret lidt på, hvorfor den hed det?Der må vel have boet smede der engang, og min teori er, at den har været kaldt sådan siden middelalderen.For i Georgsminde udvandt man myremalm dengang, ligesom man nu graver tørv. Man har altså gravet og udsmeltet jern i dette område. Og disse smede, som arbejdede her, har nok boet i den ende af byen. En anden ting, som bekræfter den antagelse er, at på gamle kort hedder den bæk, der går fra Georgsminde og ned gennem Ellerne til Nimtofte-Ramten åen, ”Smedebækken”! Et andet forslag er fremsat af post Chr. Simonsen med et glimt i øjet. Den går ud på, at før IC`shøje hus blev bygget, var der altid genlyd- eller ekko- ud gennem slugten i Smedegyde, når smeden slog på sin ambolt nede ved møllen.
Hvor gartner Erik Simonsens hus ligger, var der i 1860erne en højskole. Den hed ”Den højre Bondeskole” og blev drevet af Delholm på møllegården. Når man havde gået der i 2-3 år, kunne man komme på universitetet eller Landbohøjskolen. Så det var en god uddannelse. Det gamle missionshus ”Silo” er bygget 1893, og tømrer Aug. Jensens store hus er fra 1894.
Over for ligger et lille hus, som vi kaldte Løwschalls hus. Her havde doktor Pedersen i 1890erne en sygestue, som patienter blev indlagt på, når de skulle i en behandling, der varede i flere dage. Måske er det Djurslands første hospital?
Så har vi fattighuset og Stationen. RGGJ, altså Ryomgård, Gjerrild Grenaa Jernbane fungerede fra 1911 og til 1956. I mange år var fru Mogensen stationsforstander. Stationen var et vigtigt sted i byens liv. Da banen blev oprettet i 1911, sagde man, at nu kom der mange mennesker til Nimtofte og lagde deres handel, men det gik lige omvendt, for i stedet tog folk fra byen og handlede i Grenaa og Randers. Der var også visse ”traditioner” omkring banen. Når ”½-otteren” fløjtede, skulle de små børn komme ind og i seng, når de var ude at lege om sommeren. Og når ”Slæveren” kom kl. 12. gik karlene hjem fra marken for at få deres middagsmad.

Ad. Ryomvej – Kirken, er i romansk stil og fra ca. 1150.
Doktorens hus er fra 1869 og bygget af mursten fra et lille teglværk fra den nærliggende gård ”Kragelund”.
Urmagerens hus er fra 1896 og her var ”brevsamlingssted” en periode. Herredsbroen hedder sådan, fordi åen var skel mellem Nørre Herred og Sønderhald Herred. Her var et ældgammelt vadested, og endnu i begyndelsen af 1900-tallet måtte tunge arbejdsvogne ned over vadestedet, fordi den spinkle træbro ikke kunne holde til dem.
Apoteket er et enkesæde til fru Delholm på møllegården. Den firkantede tilbygning med selve apoteket er fra 1903 og 4.

Går vi videre om mod præstegården ser vi 9 store kastanjetræer langs åen. De er plantede i 1896. På modsatte side af vejen ligger det, vi kaldte ”Granbakken”. Den blev tilplantet i 1840erne af pastor la Cour. Træerne blev fældede i 1898, og noget af træet brugt som bygningstømmer til laden og vestre ende af Severin Hougårds gård i Kærende.
Så kommer vi til Wolle Skrædders lille hus før Forsamlingshuset. Det er det eneste 1600-tals hus, der er tilbage i Nimtofte.
Forsamlingshuset er bygget i 1893 og fungerede til 1949.
Præstegården er fra 1918. Den gamle præstegård er fra 1599 og altså 400 år gammel. Den gamle lade ligger der endnu, og over døren står årstallet 1599. Her i døren er en lem, som ingensinde må lukkes, for her hopper ”Den sorte hund” ind hver nat på sin færd gennem Nimtofte i midnatstimen. Men det er en historie for sig.
Ovenfor præstegården ligger ”Thorsens gård”. Den er flyttet herop i 1888, da den brændte. Den lå ellers kun en vognsbredde fra præstegården og hed Svanes gård.
Nær præstegården lå det gamle mejeri, og på modsatte side af vejen ligger Svenstrupgård.
Ude i engen lå ”Taigården”. Den er der lidt mystik om, for ingen vèd rigtig, hvor den har ligget. Tai betyder tudse. For foden af kratbakken lå et langt rødt bindingsværkshus, som vi kaldte Lenes hus. Nogen mener, at det var stuehuset til “Taigården? Engen blev drænet i 1906, men langt ude op mod baneskråningen ligger en lille rest af “Taisøne” endnu. ”Dos”, det 4000-årige vartegn for byen er kendt af alle. I 1700-tallet udgravede præsten højen og han fandt bl.a. tvende altre, en kobberring og en kobbersaks samt noget røgelse, som lignede rav, men var af en yndigere lugt. Helligkilden i krattet over for har jeg omtalt i Optimisten og aviser. Jeg satte et skilt op ved kilden i 1967 sammen med præsten og nogle fra Lokalarkivet. Jeg håber, det er der endnu.

Om krigen
Vi husker jo alle den 9. april 1940. Jeg vågnede ved lyden af flyvemaskiner. Nede i butikken havde mælkekuskene fortalt, at de havde set hagekors på flyverne, så vi var klar over, at det var tyskerne, der var kommet. I skolen havde vi alle sammen en sær fornemmelse i maven, da vi stod udenfor og ventede. Så kom lærer Krogh ud og fortalte, at landet var blevet besat, og han syntes, at vi skulle gå hjem. Vi drenge talte flyvere hele dagen, og jeg husker, at Erik Gartner havde set 352 flyvere over Nimtofte. Jeg tog åbenbart den fulde konsekvens, for i min dagbog skrev jeg:” Vi sov ind som danske, men vågnede op som tyske.” Nå, så galt gik det jo heldigvis ikke.
Bortset fra rationeringer og restriktioner mærkede vi ikke meget til krigen, og det varede år, før vi så en tysk soldat. Der blev dog omgående beordret mørkelægning, og om aftenen skulle man på gaden gå med et hvidt bånd om armen på ikke mindre end 10 cm’s bredde, eller et bånd om hatten på ikke mindre en 6 cm.
Så den 23. december 1944 kl. ca. 17.30 var jeg cyklende ud til stationen. Jeg hørte en sær raslen i venstre side af vejen, og ved nærmere eftersyn så jeg i mørket en lang kolonne af tyske soldater, der kom gående med deres hjelme og gasmasker. Jeg for omgående hjem og fortalte om det. Tyskerne blev modtaget med en blanding af nysgerrighed, venlighed og en kold skulder. De blev indkvarteret i forsamlingshus, missionshuse og skole. Desuden blev de indkvarteret hos private ca. 20 steder i byen. Her i Møllegården var en del, og på gårdspladsen havde de deres køkkenvogn – eller Gullaschkanon, som den blev kaldt.
Juleaften var der juletræ på tømmerpladsen ved siden af det nye missionshus. Kaptajnen holdt en tale, som sluttede. ”- – Deutschland hat gewonnen”. Nu kom en soldat ud på missionshusets trappe og sang: ”Stille Nacht, heilige Nacht” – altså ”Glade jul”. Jeg hørte senere, at han var operasanger. Soldaterne havde tårer i øjnene, og de unge ansigter var præget af højtiden. Om aftenen holdt tyskerne julefest i det gamle missionshus. Der fortælles, at stemningen var nedtrykt overalt, og ud på aftenen skød en af soldaterne sig. Næste dag var vi drenge henne og kigge på hullet i tagstenen, hvor kuglen var fortsat op igennem. Jeg siger altid, at der var ikke rigtig krig i Nimtofte.
De steder, hvor soldaterne boede hos private, var de som regel med ved aftenkaffen. Vi drenge havde travlt med deres gøren og laden, vi snakkede med dem, og når vi om aftenen legede i gaderne, lånte vi sommetider tyskernes projektør. En kold snevejrsdag på den gamle fodboldbane, hvor tyskerne havde skydebane, så en af mine kammerater et grimt optrin. 5 polakker, som var tvunget i tyske uniformer, var genstridige. Tyskerne befalede dem at tage alt tøjet af og lægge sig i sneen. Herefter kom andre tyskere til og dækkede dem med sne med deres spader.
Jeg gik tur med mine forældre om aftenen ad Ramtenvejen, jeg var 14 år. Vi hørte tit den ensformige brummen af engelske flyvere, der var på vej deroppe i natten med deres bombelast mod mål i Tyskland. Når vi kom hjem til aftenkaffen, stillede vi radioen ind på den tyske ”Soldatensender Belgrad” i Jugoslavien. Her havde tyskerne en meget kraftig radiosender, der kunne høres over hele Europa og i Nordafrika. 3 minutter i kl. 22 spillede de ”Lili Marlene” – krigens store slager. Der fortælles, at kampene ophørte i Nordafrika, når denne blev spillet, og soldaterne på begge sider lyttede.
Nu fortsatte kampene i Nordafrika – men i Nimtofte Brugs skruede vi radioen hen på BBC i London. Det var forbudt , at høre engelsk radio, men vi sad med ørerne helt henne ved den neddæmpede radio og lyttede, mens tyske vagtposter gik forbi uden for – der var en særlig stemning i stuen.

”Dum, dum dum, DUM” lød det, og herefter spilledes Sct. Jørgens March. ” Her er London, vi sender til Danmark – – – – – vi bringer en særmelding ”Astronomen taler i telefon” – – – Hilsen til Jonna, Valentin, Zakarias, Hjalmar – – – – –

Der omkom 4 tyskere i de fire måneder, de var i byen. En blev dræbt, da han ville lave sjov med en kammerat, der stod vagt. En omkom ved et ”vådeskud”, blev der sagt, men andre tyskere, der havde set det, sagde, at det var med fuldt overlæg. Det var en ung, rødhåret syttenårsdreng, de ikke kunne styre. Der var altså et mord her i Nimtofte, og det var ude på skydebanen ved Mathiasens granner, der hvor der nu er Hytteby. Den tredie døde som sagt nytårsaften. Den fjerde husker jeg ikke hvordan. Det er jo en tysker, der har været på besøg siden hos mig, der har fortalt om det.
En dansker så 3 døde russere (mongoler), der blev smidt ned fra en lastbil i et stort hul, der var gravet her omme bag møllegården og uden videre dækket til. Jeg ved, hvor det er.
Sidst i april 1945 – bl.a. Bededag tog de heste og cykler rundt om i byen. Jeg husker det postyr, der var. Vi gemte cykler på loft og i kælder, og dækkede dem til med madrasser og halm og andet. Der blev taget heste med vogn og seletøj 7-8 steder i Nimtofte. Der blev ydet en erstatning på 1500-2000 kr. pr hest.

Naturligvis vil jeg slutte med den 5. maj
Om aftenen den 4. maj. Kl 20.30 kom lærer Krogh gående ned gennem byen og råbte, at vi skulle stille ind på den engelske radio. Og her hørte vi ”Fredsbudskabet”;

”Her er London. I dette øjeblik meddeler Montgomery, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark har overgivet sig, jeg genta`r.- De tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark har overgivet sig”.

Alle her husker jo den 5. maj. Alle landets kirkeklokker ringede en hel time – alle havde fri – solen skinnede – himlen var blå – og alle var glade Jeg synes, at den 5. maj er den største dag i vort folks historie.

 

1 svar
  1. Helle Baldersbæk siger:

    Min oldemor hed Mette Sørensen Hougaard. Hun blev født i 1858 og var datter af Søren Pedersen Hougaard og hans anden kone, Esther Andersdatter. I familien er det almindeligt kendt, at slægten gemmer på et par hemmeligheder. Måske kan læserne her hjælpe.
    Søren Pedersen Hougaard, født 1808, var søn af Peder Sørensen Hougaard, og man kan følge slægtleddene tilbage til folketællingen i 1787, hvor den da siddende gårdboer må have været fæstebonde. Mine aner har været ældste søn i hver generation, og de har giftet sig med kvinder fra nabosognene. Søren Pedersen Sørensen gør tjenestepigen gravid. Else Jensdatter fra Marie Magdalene er 20 år og gravid, da hun står brud. Jeg kan ikke finde ud af, hvor brylluppet stod. De to får 10 børn, men kun døtrene Ane Kristine og Rasmine overlever. Karen dør 34 år gammel af tæring.
    Dernæst gifter Søren sig med Esther Andersdatter, og i det ægteskab blev der født fem børn – heraf to dødfødte. Eneste der overlever er min oldemor Mette, der dør knap 80 år gammel. Esther dør 40 år gammel af tæring.
    Mette er på det tidspunkt cirka to år gammel. Hvad der sker bagefter ved vi ikke. Men vi ved, at Søren dør en januar-dag i 1867. Præsten skrev i kirkebogen, at han havde hængt sig i et udhus på gården, og at han i øvrigt var hengiven til drukkenskab og svir!
    Mette var da knap ni år, og hun forsvinder fra folketællingerne. Hun er sandsynligvis taget ind hos en af de ældre søstre fra Sørens ægteskab med Karen, men vi ved det ikke.
    Har I noget, der kan fortælle lidt om gården, der tilsyneladende var i slægtens eje siden stavnsbåndet?
    Har I noget på Mette og hendes skæbne?
    Hvad stillede man op med forældreløse børn i 1867?
    Har I noget overhovedet på familien?
    I givet fald vil jeg blive meget glad. Efterhånden som jeg får stykket historien sammen, vil jeg gerne levere beretninger hertil siden.
    Venlig hilsen Helle Baldersbæk

    Svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.