Mern - Belladonna rod

Pastor Arentz i Mern (1755-1769)

Pastor Arentz og hans lemfældige omgang med Belladonnaer og især den meget giftige plante: ATROPA BELLADONNA

Magister, Hans Vilhelm Clausen Arentz, kaldes 1755 til Mern kirke som afløser for sin svigerfader (provst  i Bårse herred gennem 5o år), past. Lars Terpager. Kort efter indsættelsen dør Arentz` kone,  Hedvig Sofie Terpager i barselsseng og efterlader sig en datter, Helvig Sophie. Hun blev 10 år senere  adopteret af det aldrende Terpager præstepar.

Næppe var fru Hedvig kold i sin grav, før past. Arentz ægter den meget  velhavende papirmagerdatter, Apelone Drewsen. Dette ægteskab bragte udover to børn en meget urolig og forargelig tid til sognet. Ved Apelones  første graviditet forsøgte Arentz sig gentagne gange med mordforsøg på moder såvel  som på det ufødte barn.

Sådan blev præsteparrets samliv beskrevet  af de dybt forargede Mernboere:
”Ved et bryllupsgilde i sognet tvang Arentz den højgravide Apelone til at  danse med de stærkeste bønderkarle i den frygteligste hede – medens Arentz selv sad og kyssedes med en vis ladefogedkone” og da barnet var født, bankede han med en tyk staver Apelone til blods, også ammen Marie fik den alvorlige behandling at føle.”  – Igen forsøgte han at forgive Apelone; først med et sukkerbrød med  knappenåle i, der satte sig fast i svælget, men heldigvis kunne bortopereres, vist nok af den lokale  kirurg, bartskærer, Hans Snedker, der boede tæt på præstegården, og i hvis hus Apelone gang på gang måtte søge tilflugt.

Giftmord forsøgene med ”rottekrudt” og anden gift?

Niels Vaagen fra Græsbjerg, der var apotekerekspedient i Vordingborg vidner mod past. Arentz, at denne gentagne gange havde beordret stærkere midler som Mercurius Sublimas, Wallisiske Obstruktionspiller, Bezoar Pulver m.m.” (Obstruktionspiller anvendtes til abort).

Men underligt var det, for pastoren havde slet ikke spurgt, hvordan han skulle anvende midlerne?

Som præstefrue blev Apelone også slæbt med til huset, hvor ladefogedkonen boede (lige over for Mern kirke). Besøget blev  ikke et embedsanliggende; den forelskede Arentz låste sig inde hos den berygtede ”ladefogedkone” og lod Apelone vente i timevis. På vejen hjem fik Apelone igen bank og blev trængt op i en tjørnehæk, medens Arentz skrålede i hendes øre:

”Din ugle! Der findes ikke een god blodsdråbe i dig, og ladefogedkonens mindste finger er bedre end hele din krop!”

De Mern sognebørn holdt deres uterlige præst under skarp kontrol, og  refererede til deres elskede gamle provst, Terpager, der nu så fredeligt skulle nyde sin  aftægt i den ene ende af præstegården. Fx havde et poetisk hoved kastet en vise ind i præstens forstue med titlen: ”Mernpræsten og ladefogedkonen”. (Den vise lader sig desværre ikke opspore).

Nu havde gamle Terpager selv øjne i hovedet, og han måtte se, hvordan sognebørnene under Arentz i forargelse svigtede kirken, når de måtte overvære Arentz` fordømmende  prædikener, hvor han kun holdt sine drømmende øjne på denne ladefogedkone, ja, selv når han stod foran alteret, vendte han sig og så kærligt på ladefogedkonen, som han efterhånden havde endog to børn med. Gamle Terpager  ( Arentz` tidligere svigerfader) advarede gang på gang Apelone mod Arentz` onde hensigter, og han forsøgte  sammen med egnens præster og Apelones brødre Drewsen at få hende og børn anbragt i tryggere kår deroppe på Svanemøllen i Søllerød. I første omgang blev det dog kun et lokalt eksil, nemlig hos naboen Hans Snedker under Apelones anden fødsel.

Her i 1700 tallet kunne Bårse præstekonvent ikke drømme om at anbefale en skilsmisse i pæstegården endsige foreslå en suspension af en kongelig  embedsmand.  Om han var nok så  uterlig, så var pastor Arentz manden i huset. En retssag mod en  kgl. embedsmand fordrede den gang  stærkere forbrydelser og helst lig på bordet…

Endnu lød kun rygtet i Mern, at medens Apelone lå i sin utrygge barselsseng hos Snedker Hans med barnet, der ”kuns var en tøs”, så skulle den rasende ”græsenkemand Arentz” have opsøgt snedkerkonen med en Banco Check på 50 rigsdaler og med den forsøgt  at overtale konen til at købe  et middel således, at han kunne miste denne umulige hustru, Apelone, som han kaldte  ”en hore”.

Mern – byen med vandmøllen
På gamle kort ses Mern å endnu i midten af 1700-tallet som et gigantisk vandløb, der drev endog 3 kgl. vandmøller, hvoraf Mern vandmølle var den betydeligste. Møllen lå mod øst i kirkebyen i Sdr. Mern og dæmmede op for en bred, sejlbar møllesø, netop ud for kirken. Her kan man i dag se møllesøens høje dæmninger, ja næsten fornemme vandet skvulpe i syd mod kirkemuren og mod nord i Nr. Mern ses rester af en opkastet dæmning, som skulle beskytte den gamle præstegårds lerklinede vægge lidt højere oppe.

Idyl var der om sommeren med møllesøens vuggende åkander, kvækkende frøer og det plaskende møllehjul, som drejede de skurrende kværne længere nede i ”Engbo”. På begge sider af den dybe sø lå robåde, som selv præsten måtte lade sig færge med, når han om søndagen skulle til sin kirke. Hans kørende som ”vadende” sognebørn kunne vælge at passere åen nede i engen ved ”spangen” eller ”vadet”. Herefter Møllen dannede åen et løb med lavt vand og fast bund.

Åens enorme vandløb delte fra oldtiden markant ”Nørre Mæred” som ”Søndre Mæred” i to landsbyer. – Det siges, at der udviklede sig et nord- og sydsprog? Det er korrekt, at der opstår indtil  flere dialekter i et sogn som det ”nedensognske” i fx Sandvig og det ”Mær’ske” i kirkebyen Mern.

(Dialektforskningsinstituttet, Amager, foretog i 80erne nogle lokale interviews -lydbåndene kan findes på Langebæk Lokalhistoriske Arkiv.)

Vandstanden sænker sig over alt i Danmark i 1700-tallet, og det ene vandmøllehjul efter det andet stopper for altid. Ved Mern å måtte Mern vandmølle som den sidste standse kort før 18oo.

En trafikal revolution har det været for Mernboerne, da det ca. 1750 blev muligt at slå en ”Fjællebro”( dvs. en træbro) over den tidligere så dybe møllesø.

Om korporalkonen, Karen Block, og hendes tjenestepige, Kirstens Christensdatter.
Tæt på Fjællebroen boede den pensionerede korporal fra Vordingborg husarerne, Zakarias Hahn, med sin unge kone, en præstedatter fra Bogø, Karen Bloch. Om hende kan man læse følgende i retsprotokollen:

”Pludselig kom Hahn ud, kun iført en brystdug (dvs. kravetøj) og med en stok i hånden, som han svang og bandede over hende, (Karen Bloch ), forfulgte hende over fjællebroen, hvor han trakterede hende med hug og slag og kaldte hende en ”fordrukken mær – magisterens kanalje” og hun kaldte ham en ”hore-gasse..” Og Jens skomager fra Mern havde selv set præsten komme til Hahns kone: ”mæen ded var kuns når at Hahn itte var hjæmm’ og så blev krogen ra’nok sat på indvænded og så blev der ald’red luk’t op før-ed a’ ded meste a’ Mæhr  var ræn’t samm’ her lige ydenforn’ kope’ralens huus.”

Jo, jo der blev snakket: Monsieur Swella, som var skoleholderen i Mern, han havde selv været til stede hos korporalen, da Karen Bloch stod med en bylt og ville rejse over til faderen, pastor Bloch på Bogø. – Hahn tog bylten fra hende, og hun råbte: ”Måske du tænke, der her er stjålne koster gemt?” – Så gik hun bylten igennem styk’ for styk’, og med det sidste stykke linned slog hun Hahn i øjnene. Men Hahn havde lånt nogle spanskrør af Swella, fordi: ”De passe sig bedre til min kones ryg end alle de kæppe, som jeg forhen har bruk’ket på hende”.

Forholdet til Karens noget fordrukne korporal har åbenbart ikke være det smukkeste. Under et besøg hos Hans Snedker i Mern havde Karen sagt: ”I komme nok snart te’ a’ gjøre en kist’ te’ min mand”. Hans snedker fortæller,” at hun den daw havde ham dær ”Magister Arentz” med, mæen ha’ stod bare-sens  og kyssedes med Karen derude i værkstedet”. Engang Karen rejste til sin syge fader ovre på Bogø, Så rejste Arentz bagefter. Han hævdede, at han skulle besøge præsten på Bogø, men Hahn fortalte naboerne: ”Ham Arentz besøger fanden ikke Bogø præsten, han besøger min kone!”

På vejen til Bogø gjorde Arentz holdt hos gårdmand, Larsbombisterrod - Bella donna rod - Atropa Beladonna  el. Salamun Lethala Rasmussen Bahl. (L.R. var kendt for at dyrke den giftige ”bombisterrod”, eller Bella donna rod, til apoteket ude i Vordingborg). Her ville  Arentz have Lars Rasmussens datter til at bringe Karen en rod, som hun kunne bruge til sin ”meget syge mand”, men Lars Rasmussen undveg ved at sige til præsten: ”Hvem dær dog barsens had’ ed’ pund rot’krudt te’ ham den syge Hahn?” Men så lo Arentz og sagde: ”Nej Gud bevare os, Lars Rasmussen – Nej, da kan man sandeligen få noget udi Kjøbenhavn, som folk roligt kan sove hen på”.

Korporalen har åbenbart været sejlivet. Efter flere mordforsøg med ”rottevand” i hans brændevin befalede Arentz nu Hahns tjenestepige, Catrine Hemmings, at tage Belladonna roden fra Viemose, ituskære den og koge den i øl! ”Thi efter denne drik havde Hahn ofte vommeret (opkastet ) og raset den ganske nat!”

Endelig kunne Catrine fortælle sin moder Marthe Povl Thomas’ : ”Now  æ Hahn død!”

Marthe: ”Næh, ded æ’ ha’ vel it?”

”Jooh!” svarede Catrine: ”For jeg har hat’ potten over ilden et’ter  ham”.

Det er her retten går Catrine på klingen, og dommen kan afsiges 11. oktober 1770: ”Det er klart og upåtvivleligt, at Zakarias Hahn i hans dødssygdom, nemlig natten mellem torsdagen og fredagen, som han nu døde lørdag morgen, er givet en temmelig stor portion brændevin, som beskrives at være en pægl, – og så meget som for to skilling, efterhånden at drikke, som var sat og i 4 af 6 timer have stået på sønderskåret rod af en urt, der blandt almuen kaldes ”bombisterurt”.

Det er ligeledes klart af de 3 fruentimmeres tilståelse, at de alle har været deltagne i denne handel: Karen Bloch ved at foranstalte roden hentet – Catrine  Hemmings  ved at hente, sønderskære og sætte den på øl og brændevin, Kirsten Christensdatter  ligeledes ved at sønderskære og sætte direkte på brændevinen – og alle 3 ved at præsentere drikken for den syge, som han nu forlangte drikken, – indtil alt var uddrukket”.

Responso Facultatis Mediinæ Hafniensis ( Det medicinske fakultet Kbh. ) tilsendes nu, forseglet, flere stykker af roden fra Lars Rasmussen i Bahl, ”opgraven i flere gode mænds påsyn”.  Heraf er et stykke nedgraven i fakultetets medicinske have. Roden have nu båren blomster såvel som en frugt af røde bær, der alle af Lars Rasmussen Bahl er genkendt som: ”Bombisti”.

(Yderligere hævdede forskerne, at planten var  kendt under navnet: Atropa –Beladonna  el. Salamun Lethala, samt at planten var gammelkendt i Danmark som en af de stærkeste gifte, der virker på hjernen og nervesystemet. Planten kom først til Europa med Christoffer Columbo 1492, og at den  tilhører natteskyggefamilien som tomat, kartoffel, tobak m.fl.)

”Efter denne besynderlige og uhyre vanskelige sag vides ej rettere at kende end:

Quinderne: Karen Bloch, Catrine Hemmings og Kirsten Christensdatter  for deres uforsvarlige som dumdristige og hele mistænkelige forhold – hver for sig at arbejde i Kjøbenhavns tugthus!”

Alle kvinder erklærede sig ”fornøjede” med dommen.

Dog forlød det i Mern, at tjeneste- og budpigen, Catrine Hemmings forud for arrestationen og forhørene (foretaget af amtmand Brochenhuus, Nysø, i det daværende Jungshoved Amt) skulle have forsøgt at styrte sig ud fra fjællebroen, ud i ”den sorte og bundløse Mern møllesø”…

Hvorfor dømmes pastor Arentz ikke med de 3 kvinder? Magister Arentz (titlen magister eller substitut og ikke pastor brugtes om endnu ikke fastansatte præster) dømmes senere fra ”kjole og krave” af en provsteret. Han nægter at fraflytte præstegården og bor endnu sammen med sin tidligere svigerfader, Terpager, kort før dennes død i 1772…

25. oktober 1771 skriver han til Sjællands biskop Harboe, der nu er hans formynder: ”Da jeg nu i 3 år har været betrængt og uden levebrød – kun nydt lidt renter af min kapital – så kan jeg i denne dyre tid ej leve i min kummerlige, brødløse og betrængte tilstand, – altså bønfalder jeg herved nådigst og underdanigst, at nådige biskop ville bifalde, at jeg dog til mit usle liv snart må nyde min retmæssige fædrene arv eller i det mindste, indtil separationens endelige dom mellem Apelone Drewsen og jeg – 2oo rigsdaler til føde og klæder – da jeg er syg af nød og chikaneri –”.

Senere og efter mere end 15 års ægteskab kommer endelig skilsmissen, og det ses, at  Arentz ”kun” søger 1000 rigsdaler af det åbenbart  meget rige ”Drewsen bo”. Arentz begrunder ansøgningen med: ”At jeg i min store nød vil påbegynde et borgerligt erhverv”!

Det var det sidste fra en uterlig, men også økonomisk beregnende præst i indgåelse af ægteskabet med den rige A. Drewsen, der ikke kunne føde ham drengebørn. Han indrømmer, at han ville ”omkomme” hende.

I dag synes retten af dengang at have een ret for manden og en langt strengere for kvinden?

I sakristiet i Mern kirke hænger i dag  portrætter af sognets præster gennem 2oo år.

Dog med undtagelse af denne uterlige magister, H. V. Clausen Arentz. Det ville  naturligvis være uværdigt, om han hang her mellem embedsbrødre, der hver især har tjent sognet bravt.

Ikke desto mindre kom Arentz til at tjene Mern kirke gennem 15 år…

Om den besynderlige og meget længere, nu mere end 230 år gamle retssag, kan der læses videre i Historisk Samfund for Præstø Amt, årbog 1929. I artiklen: ”Mernpræsten” ved viceskoleinspektør V. Møller.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.