Landsbyhistorier.dk

Men de tror mig ikke?

Hvor tit har jeg ikke hørt ordene udtalt med dyb undren i køkkenet hos min gode ven Kai Christensen, når vi sidder om køkkenbordet og nyder godt af hans store gæstfrihed og lytter til historierne fra dengang – for længe siden.
Kært barn har mange navne. Blandt venner kaldes Kai, Aguas, fordi han i sin ungdom var en vellidt fodboldspiller på Hornslets førstehold – eller Swot Kai på grund af det sorte, lokkede hår, der kunne give en den tanke, at han måske blandt sine aner tæller en af de spanske soldater, der under Napoleonskrigene havde deres gang på Ebeltoft egnen. I så fald har han ikke arvet temperamentet, for Kai er en solid og rolig bondedreng fra Holme.

Hans forældre, Ella og Laurids Christensen arbejdede på Skjærsø. Ella malkede køer – om sommeren tre gange om dagen. Laurids arbejdede som daglejer. Lønnen var beskeden: 18 kr. om ugen, fri mælk og kartofler samt logi i et af godsets gamle, dårligt isolerede arbejderhuse.
Fagforeningerne forsøgte at få landarbejdere til at organisere sig. En aften havde en fagforeningsmand indbudt til møde i Skjærsø skov. Flere arbejdere mødte op for at høre om deres rettigheder. Pludselig stod forvalteren på pladsen. En af de ansatte havde for at mele sin egen kage fortalt ham om mødet. Folk skuttede sig utilpasse. Værre blev det, da forvalteren roligt meddelte, at han selvfølgelig ikke kunne forbyde dem at melde sig i fagforening, ” men – – i så fald har vi ingen brug for jer på Skjærsø”. Mødet opløstes. Ingen havde råd til at løbe den risiko.
Da Kai blev født den 21. juli 1936, var familien flyttet til Holme i Smedens Hus, et lille, stråtækt bindingsværkshus af den slags folk i dag finder idylliske. Huset var såmænd ikke dårligere end andre huse. Det stod direkte på jorden. Vinduerne var utætte. Gardinerne blafrede, når det blæste. Lergulvet var isnende koldt. Undertiden fik børnene forfrysninger i fødderne om vinteren, så fyrede mor op i gruekedelen, hvorefter alle fire unger blev placeret på kanten for at få fødderne varmet godt igennem i det lune vand.
De sov alle fire i en stor karlekammerseng. Kaj og hans to brødre lå i hovedenden og lillesøsteren på tværs i fodenden. Undertiden fik de selskab af små mus, der i deres søgen efter føde balancerede rundt på hovedgærdet – det vender man sig til.
I 1930erne lignede Holme alle andre landsbyer i Danmark. Gennem byen løb den lille grusvej, der først i midten af 1940erne blev asfalteret. Trafikken var minimal. Der var ikke meget at se i gadespejlene, hvis man havde et – en enkelt cyklist eller hestevogn. Til gengæld var den en yndet legeplads for ungerne, der spillede kegler og fodbold, hvis de da ikke var så heldige at blive inviteret på en køretur i den flotte, grønne sæbekassebil med pedaler, smedens sønner havde lavet.

Familien
Kaj så højst sin fars forældre, der boede i Hinnerup, et par gange om året. De forskellige rutebiler tog ikke hensyn til andre selskabers køreplaner, derfor varede rejsen til Hinnerup seks timer, og en overnatning var nødvendig.
Fra Skjærsø station rejste man med Ebeltoftbanen, der var en privatbane, til Trustrup, hvor man måtte vente, til en af DSB’s røde togvogne rullede frem til perronen og førte en videre til Ryomgaard. Her var der god tid til, inden rejsen gik videre mod Aarhus, at styrke sig med et par kopper kaffe og fire sodavand.
Og hvad kunne tre landsbydrenge dog ikke opleve på Århus Hovedbanegård. Undertiden var de så heldige, at en voksen spenderede en 10 øre, så de kunne se de små tog suse rundt på modelbanen i ankomsthallen, inden de nød bylivet fra stationstrappen.
Den sidste del af rejsen fra Aarhus til Hinnerup voldte sjældent problemer, bortset fra den gang Laurids meddelte drengene: “Næste gang toget stopper, skal vi af”. Han havde glemt trindbrættet i Søften – her stod Jørgen af.
På Hinnerup station blev der stor opstandelse. Jørgen manglede. Men drenge fra Holme finder altid råd. Der blev stor gensynsglæde, da man til alles store lettelse så en  forpustet og svedende dreng komme asende langs skinnerne.
Belønningen for alle trængslerne var historien om, hvordan farfar havde tilbragt sin tid på skolebænken i Farsø som sidekammerat til en af Danmarks Nobelpristagere, Johannes V. Jensen.

Kais morforældre boede i Holme. Fra det højeste punkt på deres grund var der en vidunderlig udsigt over Kattegat. “Ja, og hwa så”. Morfar interesserede sig ikke så meget for naturen. Den kendte han alt for godt fra et langt liv som landarbejder. Hans ryg var ødelagt, og gigten tvang ham til at sidde op og sove om natten. Derimod holdt morforældrene meget af at sidde på den bænk, der var placeret i forhaven ud mod vejen. Her kunne de få deres viden om mennesker og begivenheder i sognet opdateret, når der kom folk forbi de kendte, og der var altid tid til en snak og en kop kaffe – husmødre i Holme var flittige med kaffekanden.
Kais mormor var en lille, trind og væver dame, med et varmt hjerte. Socialforsorg fandtes knap, så hun havde påtaget sig at passe en ældre dame i nabolaget – hjælpe hende i tøjet om morgenen og i seng om aftenen – hvem sku’ hejs (ellers) gøre det?
I Holme “gjorde man sig ikke” af småting.
Drengene havde stor respekt for mormoderen. Hun havde sin egen mening og var ikke bange for at udtrykke den – og hun flirede ikke.
Til guldbrylluppet indvilligede mormor i at sætte sig i sofaen for at blive fotograferet. Alle var himmelfaldne, da morfar helt uventet bøjede sig over og gav hende et lille kys på kinden. En enkelt nåede at fatte sig og fik taget et billede.
Det gav et sæt i mormor. Rasende vendte hun sig om og udbrød: Hold så op mæ’ de’ pjat. Og til fotografen: De’ bælled’ ka’ do got få sletted. Ingen i familien var i tvivl om, at kærligheden var der, men den blev ikke vist udadtil.
Under middagen, hvor drengene holdt lidt igen med kartofler og steg, fordi de glædede sig til isen, formanede mormor: Spis no nown kartofler. How po (husk på), huen de gik Peter. Historien om Peter kendte alle i Holme. Under en fest fik han et ildebefindende, sank sammen over istallerkenen og var død – men selv så barske kendsgerninger kunne ikke afskrække drenge fra Holme. De sparede på kartoflerne og vovede livet.

Drengeliv
For livsglade drenge har livet sine stjernestunder. Desværre opfatter uforstående voksne dem undertiden som “kunster” – som nu historien om naboens pæretræ, hvor pærerne i toppen nærmest lyste.
Kaj havde ikke sine ældre kammeraters livserfaring. Mens de diskret stillede sig bag hjørnet, smuttede Kai op i træet for – “do æ jo så gue te å klatter (klatre)”. Han havde lige fyldt lommerne, da døren gik op. Fruen i huset havde besluttet sig for at tilbringe en lille hyggestund med håndarbejdet på bænken under træet. Det blev en lang eftermiddag for Kai. Det er den slags oplevelser, der giver status i en drengeflok.

En Neger!
Drengene måbede, da den lille, hestetrukne vogn drejede ind i skolegården. Kusken en mørk, krøllet mand tjente til livets ophold ved at drage rundt og vise sit trylleshow på skolerne. Alle var enige om, at de 25 øre var givet godt ud. Også hesten optrådte. Den kunne tælle til syv ved at trampe i skolestuens gulv. Havde man kendt magen. Drengene var så begejstrede, at de efter forestillingen fulgte vognen en hel kilometer på vej.

Fastelavn
Hvert år til Fastelavn kom der ekstra liv i byen. Drengene indøvede fastelavnssangen. Mødrene klippede skulder-stjerner og ordensbånd til uniformerne, så drengene med manér kunne drage ud for at indsamle penge til fastelavnsfesten. Højdepunktet var, når fruen på en af de store gårde inviterede hele “hæren” ind i folkestuen til kakao og smørboller. Når besøget sluttede, kom husfaderen ind og puttede lige så mange penge i raslebøssen, som drengene kunne forvente at indsamle på resten af turen.
Det gav lidt munter uro, da en af de voksne under fastelavnsfesten ville vise, hvordan man “bed til bolle”.
Sådan, sagde han, idet han tog sine forlorne tænder ud i hånden og lod tænderne bide i den ophængte bolle.

Delfaer
Nå, ja. Så var der jo den gang, knægtene bød en ældre, senil kone på delfaer – de små, velsmagende lakridspastiller. Smagen var måske lidt anderledes, for drengene havde samlet dem op bag en ged, men til deres store skuffelse udeblev den ventede reaktion.
Kais kommentar: F. hvalp, at vi ku’ fin po’ed!

Gammel livet
Det kalder Martin A. Hansen det liv, der levedes i et landsbysamfund som Holme. De fleste, arbejdere og handlende, fik deres udkomme fra landbruget. Alle kendte hinanden på godt og ondt og var ofte afhængige af hinanden. Det styrkede sammenholdet. Man så det til Fastelavns- og høstfesten og til de private fester. Næsten alle deltog. Der kunne dog være enkelte, der havde sat sig så meget uden for samfundet ved at forbryde sig mod skrevne eller uskrevne love, at de ikke blev inviteret – og så var der de husmødre, der ikke inviterede enlige kvinder. De ville ikke være skyld i, at der “bløw lawed øwn te djer men (deres mænd)”.
Fester blev afholdt i forsamlingshuset, der havde til huse på Brugsens loft. I lokalet var borde og bænke, der tjente deres formål, men var en trussel mod enhver damestrømpe.
Runde fødselsdage og bryllupper blev, hvis man havde plads, afholdt i hjemmet. Borde, stole og service lånte man hos brugsuddeleren i forsamlingshuset. Man holdt meget af fester i Holme, og mindet om dem holdt sig i lang tid – som nu festen med suppen.
Manden i huset havde altid travlt, men han hørte måske ikke til de hurtigste. I alle tilfælde havde han glemt i tide at bestille borde og service til barnedåben. Da han endelig fik spurgt, var alt lejet ud.
Fest i morgen! Ingen borde! Gode råd var dyre. Et rundspørge hos venner og naboer gav resultat. Man fik samlet så mange brædder og æblekasser, at der om søndagen kunne dækkes et festligt bord. Menuen var superb: Suppe, steg og is.
Festen begyndte, da kogekonen anbragte den store terrin med suppe på bordet. Alt gik vel, indtil en gæst kom til strække benene og med foden skubbe til en af æblekasserne. Resten af selskabet så måbende til, mens terrinen hurtigt gled fra bordet ned på gulvet, hvor suppen fordelte sig i et jævnt, fedtet lag.
Da bordet var genrejst, serveredes stegen uden uheld.
Stemning var let og munter. Alle bortset fra værtinden og kogekonen havde milde øjne, man glædede sig allerede til isen – for tidligt skulle det vise sig.
Måske havde man været lidt lemfældig med gulvvasken efter uheldet. Da kogekonen stolt trådte frem på gulvet og præsenterede den smukt pyntede is, oplevede de forbavsede gæster igen et syn, de aldrig glemte. En kogekone, der mens hun kæmpende for at holde balancen på det fedtede gulv forsøgte at redde isfadet, inden hun med fortællerens ord: Sat’ stængerne lig’ i lowtet.
Den barnedåb blev der i adskillige år talt om over hækken – og den huskes endnu.

En Stauning-unge
Livets alvor meldte sig tidligt for “stauningungerne”, den tids øgenavn for arbejderbørn. Begrebet blev indført i Holme den dag Kais storebror, Jørgen, kom slæbende på en stor kurv med varer fra Brugsen. Hjemmefra var han vant til, at man hjalp hinanden, hvis der var behov. Troskyldig spurgte han en gårdmand, der kom gående samme vej, om han ville hjælpe med at bære kurven. “Har bilder do dæ ind, din stauningung”, var svaret efterfulgt af et tjat med stokken.
Klasseforskellen trivedes også i Holme – ikke alle var begejstrede for landsfaderen.
En dag Laurids var i Brugsen sammen med Jørgen og Kai, mødte han en landmand, der bad ham hjælpe med at tærske korn – “å så ka’u jo lig’ ta’ knejten mæ”.
Om aftenen, da Laurids havde fået udbetalt sin dagløn, henvendte gårdmanden sig til de to kulsorte drenge, der havde slidt hele eftermiddagen med at tage halm fra: “De’ var godt I knejt vil hjælp te. Go I no ind te kuenen å fo ed godt æwel (æble)”.

Ak, hvor forandret – tænker man med Johannes Evald, når man i dag kører gennem byen. Brugsen, skolen, ungerne og alle de andre er borte. Holme ligner en af de så almindelige sovebyer på landet, men mindet om noget andet lever stadig, hvis man er 75 og barnefødt i Holme.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.