Landsbyhistorier.dk

I roerne

Nutildags ses roer vel stort set kun i områder, hvor der forekommer sukkerprodution, men i gamle dage var det en vigtig afgrøde overalt. Men også meget arbejdskrævende! Og det begyndte allerede tidligt, fordi det var vigtigt at holde roerne fri af ukrudt. Derfor skulle de luges adskillige gange i løbet af sæsonen. Og det krævede folk – og tid – for markerne kunne være store og roerækkerne lange. Men der var jo også adskilligt flere mennesker beskæftiget ved landbruget dengang. Karlene på de enkelte gårde satte en ære i, at der var styr på tingene på “deres” gård. Og noget af det, man gik op i, var ikke at være bagefter andre med markarbejdet.

Far fortalte, at når de unge mødtes i Lemvig om eftermiddagen på Grundlovsdag, var et fast tilbagevendende spørgsmål, om man var kommet i roerne. Det var utænkeligt, at man skulle være nødt til at svare nej på det spørgsmål – en sådan indrømmelse ville simpelt hen være for ydmygende, så om ikke andet, så måtte man i det mindste om formiddagen på selve Grundlovsdag ud at hakke i hvert fald en halv times tid, for at man med god samvittighed kunne svare på det obligatoriske spørgsmål.

Der var stor forskel på, hvor hurtige de enkelte var til at hakke. Som regel var mange i gang samtidig, og lykken var jo da, at finde sammen med nogen, der arbejdede i samme tempo, så man kunne have selskab. Men ellers arbejdede hver enkelt sig igennem rækken i sit eget tempo, og man kunne derfor se folk spredt ud over marken. Roemarkerne lå jo af og til ud til landevejen, og folk, der var på farten – ofte til fods – passerede derfor forbi flere, der arbejdede i roerne, efterhånden som de kom frem.

Dengang var folks gudstro noget helt anderledes nærværende, end vi kan forestille os i dag, og det kunne komme til udtryk i den måde, man hilste på. Det kunne lyde således, når man vandrede langs en roemark, hvor der var folk i gang: – Godaw’ – og Gud hjælp’ dæ’! – Godaw’ – og Gud hjælp’ dæ’!
Samme hilsen for hver gang man passerede én. Og det var ikke bare en tom høflighedsfrase – man ønskede virkelig for dem, at Gud måtte være med dem i deres arbejde, så det bar frugt.

Det kan være svært for os i dag helt at sætte sig ind i, hvor integreret religionen var i folks dagligdag. Det kunne imidlertid også nærmest komme til udtryk i det stik modsatte af ovenfor, for hvis det skulle ske, at nogen f.eks. arbejdede i roerne på en søndag, var det ikke utænkeligt, at kirkegængere, der passerede forbi, i stedet kunne hilse med ordene: – Godaw’ – I helligdagsbrydere!

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.