Landsbyhistorier.dk

Sønderjydernes afstemning 1920

En historie om Sønderjydernes afstemning i 1920, oplevet af en 10 årig fra Tostrup. Under udarbejdelse af en slægtsbog over ”Slægten Andersen fra Tostrup”, havde jeg en række samtaler med min mors fætter Morten Andersen, søn af Anders Christian Andersen og Meta Marie Feddersen født den 25. januar 1883 i Brede sogn i Sønderjylland og sønnesøn af Morten Andersen, Tostrup Nørgaard

Én af dem fandt sted i 1995 omkring 75 års dagen for genforeningsafstemningen i Sønderjylland. Her talte jeg i telefonen med Morten, hvor han talte sig lige så varm om denne som han havde gjort ca. ½ år før om hjemmeværnet. Jeg forstod nu pludselig, at hans stærke nationale indstilling og varme fortaler for hjemmeværnet måtte have rod i hans oplevelser som 10 årig dreng, da han var med sin mor i Sønderjylland for at deltage i afstemningen.
Da jeg selv som ung kom til Sønderjylland kunne jeg i de første år ikke undgå at mærke de stærke nationale følelser der var hos de gamle sønderjyder. Denne følelse mærkede jeg under samtalen igen hos Morten, og jeg fik lov til at komme ud til ham og optage en samtale om hans oplevelser på afstemningsdagen den 10. februar 1920 og genforeningsdagen den 10. juli 1920, som jeg prøver at gengive så godt som muligt. Det er desværre ikke muligt her, at gengive den oplevelse det var at høre ham fortælle om om turen.

Han fortalte: at der var udgået et særtog fra Skagen eller Frederikshavn, som standsede i alle byerne ned gennem Jylland, for at samle de sønderjyder der var blevet gift i Danmark eller var gået over grænsen (Grænsen der dengang fulgte Kongeåen syd for Ribe Kolding) for at undgå at komme i krigen som tysk soldat. Hans mor var født i Sønderjylland og skulle derfor ned og stemme landsdelen hjem til Danmark.
De stod på toget i Aalborg og stod af i Vamdrup, hvorfra de forsatte til Skodborg hvor bedsteforældrene boede. Turen i toget var en særlig oplevelse. Mange som havde kendt hinanden, gået i skole sammen eller været unge sammen mødtes nu igen efter mange år – der blev talt, sunget og byttet madpakker – ja, der var en stemning som man kun kan forestille sig, hvis man har oplevet den.

Morten der var 10 år, havde ekstraordinært fået fri fra skolen for at kunne opleve denne betydningsfulde dag. Overlæreren der gav ham fri havde dog betinget sig at han fortalte om oplevelsen, når han kom tilbage. Efter hjemkomsten måtte han op til katederet og fortælle om turen og afstemningen.

Afstemningen foregik hos “Amtsforstanderen” (En person til som man i Danmark havde som sognefoged/ Sognerådsformand) i det sogn den stemmeberettigede var født. Mortens mor var født i Brede sogn mellem Tønder og Løgumkloster og skulle derfor rejse med “Kleinbanen” (Navnet på de mange små privatbaner som Sønderjylland var gennemkrydset af i tysk tid) fra Skodborg tværs gennem landsdelen. Da hun og andre kom på stationen kom der ingen tog. Efter hvad der fortælles gjorde de tysksindede alt hvad de kunne for at hindre afstemningerne, og mange af de ansatte ved “Kleinbanen” var tyskere, så det var nok sabotage.
Stationsforstanderen i Skodborg var imidlertid en god dansk mand, så han riggede et rangerlokomotiv til med en personvogn, så Mortens mor, morbroder og de andre fra byen kunne komme af sted. Han fortalte det var en stor festdag alene det, at man måtte flage med Dannebrog så man frem til, og der blev gjort flagstænger klar ved hvert dansk hus. Han husker at flagsnoren blev klippet over hos hans bedsteforældre natten før af nogle tysksindede, men han hjalp sin morbroder med at sætte en stålvire i – for op skulle flaget.

Selve afstemningen oplevede Morten hos sin moster og onkel på “Lundsgaard” i Revsø ved Sommersted. Onklen var amtsforstander, så afstemningen i sognet skulle foregå på gården. Der var gjort klar i hele stuehuset, så alle der kom og stemte også kunne få kaffe. Bageren i Sommersted havde bagt tærter til kaffen og de stemmeberettigede kom gående, cyklende og kørende og der var den samme stemning, som han havde oplevet i toget for det var jo mennesker som i mange tilfælde var gået over grænsen og bosat sig i Danmark eller var flyttet til andre egne, som nu kom hjem og stemte.
Den stemning glemmer jeg aldrig gentog Morten nok for tyvende gang – og jeg glemmer heller ikke den mavepine jeg fik af alle de endestykker af svesketærten som jeg fik, da jeg gik rundt mellem de mange glade mennesker.

Han erindrer ikke rigtig hjemrejsen, formentlig fordi den skete med ordinært tog og afstemningsresultatet først blev kendt senere, og overdragelsen fra de allierede magter til hvem Tyskland havde afstået det nordlige Sønderjylland (Syd- og Nordslesvig som blev delt så de sønderjyske landsdele igen blev dansk) , først fandt sted den 14. marts 1920, således overdragelsen formelt skulle regnes fra 15. juni 1920, men Kong Christian den Xs historiske ridt fandt først sted den 10. juli 1920, hvorfor denne dag ofte bliver benævnt som genforeningsdagen. Derimod kan han huske genforeningsdagen den 10. juli 1920, hvor han var på sommerferie hos bedsteforældrene i Skodborg.

Han fortæller: at efter Kong Christian var redet over grænsen nord for Christiansfeld besøgte kongen alle de sønderjyske byer. I Skodborg havde de opbygget et podie, hvor alle veteranerne var stillet op. Bilen med kongen standsede og han stod ud og trykkede hver veteran i hånden. Skolebørnene var stillet op med flag ved siden af, og selv om Morten ikke hørte til fik han lov at være med.
Jeg har aldrig før eller senere været så tæt på kongen fortalte han. Det var en stor oplevelse. Det hele tog ikke lang tid så kørte kongen videre vist nok til Jels.

Det er i store træk hvad han fortalte. Hans varme fortælling om den på den tid 75 år gamle oplevelse fik mig til at spørge om det var hans mors og morbrødres (Hvoraf 2 var flygtet fra tysk miliærtjeneste og var kommet til søsteren i Aalborg) beretninger om, hvordan det var i Sønderjylland under det tyske herredømme der havde gjort, at han, til trods for han var opvokset 200 km nord for begivenhedernes centrum, havde fået en særlig national følelse, som ellers kun kendes i grænselandet – og bevaret den hele livet – og om det var den der var medvirkende til hans aktive virke i hjemmeværnet.
Ja svarede han, allerede under 2. verdenskrig var jeg lidt involveret i modstandsbevægelsen, men min kone kunne ikke lide det – så det var mest med uddeling af illegale blade jeg deltog. Efter befrielsen den 5. maj 1945 så snart hjemmeværnet blev etableret meldte jeg mig ind. Det var jo ikke noget ordinært hjemmeværn – nærmest en fortsættelse af modstandsbevægelsen, men den 1. april 1949 blev det statslige hjemmeværn stiftet, og jeg kom straks med i et kompagni fra begyndelsen.
Morten fortæller at de mennesker han har mødt i hjemmeværnet har været folk med samme nationale følelser som hans egne – og ikke som nogen siger blot nogen der vil lege “Røvere og Soldater”. Det er klart at hjemmeværnet er hans hjertensbarn og jeg måtte igen høre en længere redegørelse om hjemmeværnet, som jeg dog ikke mener, kan have almen interesse i denne forbindelse.

Hans beretning har gjort stort indtryk på mig – måske skyldes det at jeg har tilbragt et ½ liv i Sønderjylland. Morten har været aktiv hjemmeværnsmand i over 40 år indenfor distrikt Aalborg og er pt. (1995) næstkommanderende i Veterangruppen. Han har modtaget 40 års medaljen og Kong Frederik d. IXs. Fortjenstmedalje. Forklaringerne i parentets () er indsat af indsenderen.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.