Lerbæk Mølle

Hans Kristian Andersen arbejdede ved landbruget til omkring 18 års alderen, inden han kom i lære som møller på Lerbæk Mølle. Den lå omkring 7 km vest for Vejle ad landevejen mod Jelling. Der krydser Grejs å landevejen. Åen udspringer ved Fårup sø og løber gennem Grejsdalen for til sidst at løbe gennem Vejle og ud i Vejle Fjord.

Den store møllebygning er efter en artikel i Vejle Amts Folkeblad fra 6. december 1962 bygget i 1909 og var efter den tids målestok en meget moderne valsemølle. Før denne mølle havde der været andre grutmøller, der alle hørte under Leerbæk gods. En grutmølle malede bondens byg til grut, som grisene så blev fodret med. Af den grund var der mange vand- eller vindmøller, så bonden ikke havde alt for langt til mølle. En moderne valsemølle lavede rug- og hvedemel, som bagerne kunne bage brød af.

Rudolf Tams var ejer af møllen. I huset boede foruden hr. og fru Tams med deres to børn også Rudolf Tams’s mor, den gamle fru Tams, som hun blev kaldt.

Efter første Verdenskrig var Rudolf Tams i Tyskland efter denne lastvogn. Som det kan ses havde den fast gummi og kædetræk, men den måtte laste 7ooo

kg. Med den kørte chaufføren, der hed Chr. Østergaard, mel til bagere i Jelling, Gadbjerg, Thyregod og Give. Overalt grusveje.

Herunder kopi af et maleri. Det er malet af Aage Østergård, en gårdejer i Hørup. Han kunne lidt af hvert. Foruden at lave malerier fremstillede han dekorationer til årets dilletantforestilling i forsamlingshuset, og han fik flyvercerfikitat og gav bl. a. Hans Kristian og hans kone flyveture.

Lerbæk eller Leerbæk – begge stavemåder er brugt. Møllen var en moderne vandmølle med turbine, og da det efter danske forhold var et betydeligt fald på vandet, var kraften derfra stor. Møllen havde dog også en dieselmotor, en rød opretstående eencylindret motor, bygget i Frederikshavn. Når den skulle startes, kunne enten pumpe luft ind i en beholder, og når man så med en jernstang havde drejet det mandshøje svinghjul, så stemplet stod i top, lukkede man luft ind sammen med olie, og så skulle motoren gå i gang. De fleste gange slæbte man den i gang, dvs. man koblede den til møllen, inden vandet var helt brugt op, og så gik den i gang. Dens dybe dunk-dunk var hyggeligt. Kølevandet fik den fra åen, og det varme vand løb igen derud. At få det ind i huset i radiatorer – nej det tænkte man ikke på.

Møllebygningen havde 4 etager eller lofte, som man sagde – plus kælder.

I kælderen fandtes dynamoen, der leverede strøm til møllen, de nærmeste huse samt hele Lerbæk gods. Det var jævnstrøm, men 220 volt. I HCs tid blev der lavet en frokoststue dernede, og i den var dynamoen, den gav dejlig varme. Desuden blev der sat en vask derind, så møllersvendene kunne vaske hænder.

I kælderen var også akkumulatorrummet med de mange sydende glas med blyplader og syre. Det lugtede ikke godt, men det var jo nødvendigt, ellers var der ikke strøm, når mølle stod stille.

På billeder ses HC til venstre.

I stueetagen, der kaldtes undermøllen, fandtes i den ene ende udtag fra grutkværnene, vægte og plads til opbevaring af korn. Der arbejdede Arthur Nielsen. Det var hans opgave at male byg til grut for de mange bønder, der kom til mølle, og det var mange i de første år, for ingen bønder havde dengang selv kværn eller så megen strøm, at den kunne trække en kværn. Der gjaldt det gamle ordsprog, først til mølle – først malet korn.

Efter krigen, dvs. 1945, begyndte det så småt at blive almindeligt, at de største bøndergårde fik egen kværn og slap for at bruge en hel eller halv dag på at køre til mølle. Det gik ned ad bakke med grutmølleriet.

Men så havde møllen jo hvede -, rug – og grynmøllen. På næste etage var de mange valsestole til hvedemelet. De var flotte brune og fuldstændig ens, alle tyske fra Witzenhausen. Da Grejsdalens Valsemølle lukkede, kom valsestolene derfra til Lerbæk, så der kunne laves mere mel. Rugmelet blev enten lavet på kværn eller en rugvalse. Det sidste er jo det bedste, for fra en stenkværn vil der altid komme lidt stenstøv med i melet, og det har vore tænder ikke godt af, det slider. Så er det bedre med de moderne valsestole, hvor kornet løber ned mellem to riflede stålvalse og der bliver knust. Når kornet havde været gennem den første valse, blev det ved hjælp at elevatorerne hejst op og løb så ned på næste valse, der malede det lidt finere – osv., til det til sidst kom gennem nogle sigte på øverste eller næstøverste loft. Den næstøverste etage var til opbevaring af mel, nogle mindre maskiner og siloer. Det var også her, den mærkelige maskine, der gjorde melet helt hvidt, var placeret. Ved hjælp at elektricitet blev melet bleget. Det var et amerikansk patent, og der var en tæller, så man kunne se, hvor meget, der var løbet igennem. Man kunne dengang ikke sælge hvedemel, der ikke var helt hvidt.

Mellem etagerne var der trapper med gelænder. Når en møller skulle op, måtte han jo gå. Men ned gled han med hænderne på de glatslidte gelændere, og det gik stærkt. Mange gange i løbet af en arbejdsdag skulle man op eller ned, så ingen var overvægtige – tværtimod. En god stor madpakke var en nødvendighed. I løbet af en dag skulle mange sække flyttes. Kornsækkene indeholdt omkring 100 kg, men så var man også to om at løfte sådan en sæk. En pose mel vejede kun 45 kg, så det gav ikke besvær. Skulle sækkene blot flyttes, havde man sækkevognene. Desuden havde man to indendørs hejseværk og to udendørs. De sidste blev brugt, nar vogne skulle læsses eller losses. I hele den ene ende af møllebygningen var der siloer til korn, der endnu ikke var malet til mel.

Dengang var det ofte besværligt at få kornet fragtet. Et parti korn fra Lolland kom fra Bandholm havn i en lille skude til Vejle havn. Der blev kornet fyldt på sække, hejst op og kørt over i en godsvogn, hvor der kunne stables sække – to oven på hinanden. Godsvognen blev kørt til Vejle Nord, derfra til den lille Højgård Station, rangeret inde på det lille sidespor, hvor sækkene så blev kørt på sækkevogn ind i Møllens pakhus. Derfra hentede man så sækkene, efterhånden som man fik brug for dem. Fra Højgård Station var der nemlig ingen stejle bakker som der var, hvis man kørte med lastbil fra Vejle til Lerbæk. Dette foregik også i slutningen af 40-erne.

Undertiden fik man ekstra fin hvede, f. eks La. Plata-hvede fra Argentina. Den kom i nogle fine hvide kornsække. I 30-erne fik Lerbæk mølle også korn fra Ukraine, også den var god. At man så mange år senere fik oplyst, at Stalin lod bønderne tvangsekportere kornet, i stedet for at lade de sultne sovjetborgere få det, det troede man næsten ikke på!!.

I de første år blev melet fra Lerbæk Mølle fyldt i fine hvide melposer med en flot tegning af Freja. Snart gik man over til papirposer, der så kun blev brugt een gang. Det var mere hygiejnisk.

Som regel var der 4-5 ansatte ved møllen. HC var mester, desuden 3-4 udlærte møllersvende samt Arthur, der kun passede grutmøllen. Der var dog også en vognmand tilknyttet møllen.

Hvis der var travlhed på møllen, så arbejde man i to-holdsskift, ja endda treholdsskift, dvs. hele døgnet rundt. Det skete under krigen, hvor vandkraften skulle udnyttes fuldt ud, man havde ikke megen dieselolie.

I andre perioder var der ikke så meget al lave, men Tams, ejeren af møllen, ville nødig fyre folkene. Så gjorde man rent, pudsede vinduerne, eller andet. En gang rensede man åen op, så der kunne komme mere kraft ud af vandfaldet.

Arbejdstiden var fra 7 morgen til 12. Igen fra 12.30 til 17.00. I den første tid var det alle ugens dage, men så fik man weekend, og det betød, at møllen lukkede lørdag kl. 12.30. Det er dog ikke helt rigtig, for der skulle jo laves lys, og derfor kørte møllen til kl. 22.00.

Undertiden skete det, at den ansvarlige om aftenen glemte at kigge efter vandet i mølledammen, og var der intet vand, så gjaldt det om at stoppe, for der skulle samles vand til næste dag.

Om foråret, når sneen smeltede, kom der til gengæld ofte for meget vand. Enkelte gange skulle det helt store omløb åbnes. Det var rør på omkring 1,5 m i tværmål, der førte ind under vejen og det gav vand. Desværre skete det nogle gange, at HC kunne ringe til Vejle og fortælle, at om så og så mange timer ville der blive oversvømmelse. Derfor blev det besluttet, at vandspejlet i Fårup sø før tøbrud blev sænket , så afløbet i tøbrudstiden blev lukket helt, derved kunne oversvømmelse i Vejle næsten undgås.

Mange år senere, mens HC boede på Hannerup hus i Fredericia, var der i avisen, der var fælles for både Vejle og Fredericia, en artikel om vandreguleringen af Fårup sø. Men det var ikke sandheden, så HC kontaktede journalisten og blandede sig.

Tams vilde gerne sælge møllen, og Rugbrødsfabrikken i Vejle købte den. Det blev ikke så godt, for de troede, de kunne drive en mølle uden penge, og få mel uden rationeringsmærker. Det gik da også galt, og til sidst lukkede møllen.