Landsbyhistorier.dk

Den forsvundne landsby

Krista Tøt, 1911 – 1993, begyndte at skrive i 1979 – Huse som ikke er mere!

Jeg er nu naaet til Knopper, hvor der i min barndom var jernbanestation og Købmand samt 11 huse, og naar det dengang var almindelig med 10, 12 eller 14 børn kunde vi godt blive en del til fødselsdage og lignende. Min Skolelærer Nielsen havde 17 børn. De boede paa Rønland, hvor vi ogsaa gik i Skole (ca 2 km).

Knopper havde ikke husnumre og gadenavne, men vi benyttede høfderne ved havet. Det første hus laa ved høfde 47, der boede Madam Andersen og Andersen. Børnene var rejst fra hjemmet, da jeg arriverede. Hvor var det hyggeligt naar man gik fra Thyborøn, som havde høfde 52, og saa pludselig saa i sandet, Huset som var sort tjæret (og i stærkt solskin); det var, som om taget var blaat og det glitrede i flere kulører. I de smaa vinduer var der mange røde pelagonier og altid gik man til døren og blev budt velkommen med kager og saftevand. Andersens var kommet fra Fyen; dengang da høfder og dæmninger blev bygget, de havde da et marketenderi (cafeterie).

Et lille stk. fra huset var der et firkantet hul, som hele Knoppers befolkning hentede vand ved, det foregik paa den maade, at vi laante Farbror Jenses Islændere, hvorpaa vi havde 2 trætønder paa vognen; vi maatte somme tider junge mus og frøer op af hullet; men vi blev aldrig syge af det; vandet blev hovedsageligt brugt til mad, kaffe & the, og det var en forbrydelse at bruge det til rengøring, der blev kaos naar der var nogen, der brugte ”Tutvand” unødvendigt, (navnet stammede fra dengang da Andersens havde marketenderi).

En høfts længde syd paa, laa der en dæmning fra havet og østpaa, som blev kaldt risdæmningen, (navnet ubekendt), men det var saadan naar der ikke var nr. eller gade, da maatte der komme nogle navne paa de forskellige vandpytter og forhøjninger, som de ogsaa har på Chr.Ø (æ bette blaa! æ store blaa, Bensens vandhul, dæmningsgrav, banegrav og m. mere.

Ved høfde 44 boede farbror Jens og Kristiane, der var 2 piger Marie og Krista, som blev mine gode veninder, vi gik i skole sammen og havde mange dejlige timer. Hvis jeg ikke maatte gaa derom, var jeg ulykkelig. Naar min Mor var i byen rendte jeg bud efter dem og vi bagte kyskager og spiste røræg, det gik ud over sukkeret, og i mit hjem maatte vi ikke ødsle med noget. Kyskagerne var ikke altid vellykkede og naar vi havde spist dem vi kunde smed vi det tiloversblevne væk.

I det næste hus boede Anders Kruse og Sine, det var en lille ejendom med 2 Heste og 3 køer, Høns og Faar, der var 4 børn; men de var ikke saa meget ude sammen med andre.

Nu er vi naaet til Poul Ovesen og Sofie. Manden var død før jeg blev født; men Sofie var en lille sød kone og jeg tror nok, hun var kommet fra Falster; hun talte saa pænt og sproget forandrede sig ikke.
Hendes Datter Maren var hjemme hos hende, og da det var vores nærmeste naboer kom jeg meget der. Da Sofie døde, var jeg hos Maren om natten, naar det saa ud til tordenvejr. Der var en egen stemning i det hjem, særlig husker jeg det gamle vægur, som var speciel, med malede billeder paa glasset og en egen klang naar det slog, naar Maren spurgte, om jeg ville spise til aften var jeg lykkelig, hun lavede noget dejligt kartoffelstuvning i panden og dertil fik vi spegepølsemad, som smagte saa godt, derefter the og en ostemad. Naar Kirstine kom hjem paa besøg var der livlig, hun kunde digte og det var altid saa spændende. Maren var vist 30 aar ældre end jeg og Kirstine ca 20, men det betød ingenting for mig, begge var ugift og blev ved med at være alene.
Da Staten overtog Jorden og jævnede Husene med jorden, flyttede de til Harboøre og boede sammen der; Maren er død for flere aar siden; men Kirstine bor på Alderdomshjemmet i Thyborøn, jeg gaar somme tider ind og hilser paa hende naar jeg er i Thyborøn.

Ved Høfte 43 laa mit hjem, som jeg har mange minder om og tænker tit paa det, ja drømmer om det ogsaa, – det er altid, at jeg kommer og ser, der er kun det ene Hus, hvor min mor gaar helt alene, og vil ikke flytte ud. Det blev hun skaanet for, hun døde aaret før Staten overtog det. (hun blev 80 aar gammel).
Vi var 12 børn, hvoraf jeg var den yngste, jeg blev født da Mor var sidst i 40erne, saa min ældste Søster Marie var mig næsten i mors sted, jeg var meget ked af det, da hun giftede sig; men heldigvis boede hun ikke langt fra os, hun flyttede hen til sine Svigerforældre i et par aar, og sidenhen til Langerhuse, og da hun fik det 4. barn flyttede jeg derop, hvor jeg var et aars tid og hjalp til i huset.

Da minen sprang!
En sommerdag for ca 61 aar siden saa jeg min Søster Marie komme gaaende paa Vejen med Barnevogn, (det maa have været Viggo, der nu er 61 aar). Jeg kunne næsten ikke vente til de kom hjem; men gudskelov blev jeg inde. Lige før de naaede døren blev det hele sort og alle vinduer gik i stykker, det halve af loftet i stuen faldt ned. Det var en stor hornmine som gik gik paa høften, jeg var vel ca. en 5-6 aar den gang, men glemte det aldrig. I mange aar efter fandt vi store jernstykker langt væk fra, hvor det skete. (disse erindringer er til orientering skrevet omkring 1980).
Det skete tæt ved huset; vi var alle døve (af Lufttrykket velsagtens)! Der drev mange miner ind og minørerne kom og sprængte dem; men de slæbte dem væk fra husene før de gjorde det, og vi fik besked paa om, ikke at gaa ud.

Strandingerne
I den tid, som der var flest Strandinger, tror jeg nok jeg var imellem 6-10 aar og det var selvfølgelig spændende! Der kom saa mange mennesker, da vi var det eneste hus, som havde telefon. Der var engang jeg havde fødselsdag, da kom konsulen og havnefogeden fra Lemvig med en dukke, som kunne lukke øjnene, det var den første jeg fik, og jeg tror ikke jeg fik flere nogensinde.
Om selve strandingerne ved jeg kun saa lidt, for som skrevet før, maatte der ingen gaa til havet. (at mormors forældre havde telefon, skyldtes, at hendes far gik strandvagt, og disse fik installeret gratis telefon)

Himmelfænomenet!
En aften skulde jeg hente min Mor ved stationen og da jeg gik henover engen, kom der pludselig en stor Ildkugle susende med en ildhale bagefter og jeg kunde høre en frygtelig lyd, jeg troede, at det var jordens undergang, for jeg havde hørt i Søndagsskolen, at der vilde ske tegn af den slags.
Jeg var saa skrækslagen, at jeg aldrig fortalte det til nogen, de vilde sige det passede ikke eller et stjerneskud; men den var meget stor, og for over hele himmelen, for til sidst at gaa ud over havet.

Den første skoledag!
Jeg havde meget langt haar, to fletninger, som blev redt om aftenen og indbundet i et tørklæde. Jeg gik hen over engene til Rønland, og jeg husker jeg kom til at sige hold mund til en af kammeraterne; men det fortrød jeg meget, da de sagde, at jeg var den værste, de havde kendt; men heldigvis tror jeg de tilgav mig, for jeg havde en skøn tid mens jeg gik i Skole.
Der var ingen landevej, og mens vi sad i skolen kunde det hænde, at der blev højvande og min Mor ringede saa til Lærer Nielsen saa vi maatte skynde os af sted; men nogle gange kunde vi ikke komme over og vi løb tilbage til Rønland og Hans Busk kørte med os. Jeg husker, at vandet stod op paa bugen af Hestene og det gik ogsaa op i vognen, foruden var der en rivende strøm, det var held, at det gik godt.
En gang ville jeg vise mig og jeg placerede mig paa en bro som gik over strømmen og spjættede ud med benene med det resultat, at min ene træsko røg af, det var ikke blide ord der faldt, da jeg kom hjem; men da vandet faldt, nogle dage efter, var jeg nede for at lede efter træskoen, og den sad med næsen nedad et godt stykke derfra.

Strandvagterne!
Ved mit hjem havde Strandvagterne et lille hvidt hus, hvor de mødtes, et hold fra Harboøre og et fra Thyborøn, det var sommetider vejret var forfærdelig. De gik hele natten; men de var vel 3 hold. De kom tit til døren og fik kaffe. Som regel havde de hund med. (særlig husker jeg Barry)

En juleaften mindes jeg særlig. Vi havde paa én eller anden maade faaet 2 juletræer, og jeg fik lov at pynte et lille træ og sætte det i en potte og saa blev der ogsaa en skaal med lidt frugt, jeg gjorde gulvet rent og jeg var spændt paa om lysene havde været tændt, og jeg løb ud Juledagsmorgen for at se, og der havde været nogen; lysene havde brændt, og der var spist af frugten; nogle aar efter læste jeg om det i avisen og det var en stor historie.

En Vinteraften, var jeg gaaet over til vores nabo, der var helt hvidt af sne, og let taage, jeg gik og tænkte paa sagnet om ”æ Knopmand”. Efter sagnet var han svømmet i land fra en stranding med en masse guldpenge; men der var nogle grimme mennesker, der fangede ham og slog ham ihjel og tog alle pengene. Og nu gaar han igen derude paa Knopper engene.

Men tilbage til min tur hjemad. Kl. var vel ca. 24, det rigtige tidspunkt til spøgelser; pludselig hørte jeg skridt bagefter mig, og jeg begyndte at løbe; men det gjorde skridtene ogsaa; jeg stod stille, og det samme skete ogsaa med skridtene, da var jeg næsten lammet af skræk; men saa besluttede jeg, at nu vilde jeg vide, hvad det var, og jeg gik tilbage for at se. Og da var det nogle faar, som jeg ikke kunde se paa grund af sneen og taagen.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Har du en kommentar til historien?
Deltag endelig - tilføj din kommentar nedenfor!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.