Erindringer om teglværksarbejdet
Den 27. april 1947 cyklede jeg ned på Hesselbjerg teglværk ved Bjerringbro, der havde jeg fået arbejde. Jeg skulle arbejde i lergraven. Mine naboer sagde også til mig, ”De kvæler dig”, men jeg ville nu prøve, om jeg kunne holde det ud.
Jeg mødte i lergraven med en skævegreb og en skovl, og så skulle jeg læsse ler i en tipvogn. Vi var 3 mand i lergraven. Peder Rasmussen gravede ler Iøs, jeg skulle læsse det i tipvogn, Marius Jensen skulle så køre leret ind i Sumpen. Det er der, leret blev blandet med sand og vand; men sikken et arbejde det var. Jeg skulle læsse 42 tipvogne fulde om dagen for at der var nok ler til maskinerne.
Det kunne nok gå, når der var tørvejr, men den dag, det regnede, var det et frygteligt ælte at arbejde i; men jeg sled med det, så godt jeg kunne, men hvor var jeg træt, når det var aften, og jeg skulle hjem.
Når vi lavede rør, så skulle jeg ind på værket og hjælpe til med at trille rør fra maskinerne og ud i hylderne. Der skulle ikke bruges så meget ler, når vi lavede rør, og der skulle en mand mere til at få rørene kørt ud i laderne.
Jeg vil nu skrive lidt mere om, hvordan leret bliver behandlet, fra det som jeg har skrevet, er kommet ind fra lergraven og kommet i sumpen. Der 2 store kamre, imellem dem er der en ”forælter”. Det er en stor aksel, hvor der er fastspændt nogle knive, som så fører leret hen tiI et bånd, som fører leret op i toppen af maskinen. Derfra kommer leret ned igennem valserne og derfra ned i bunden af maskinen, hvor lermassen nu er æltet og fra maskinen presset ud gennem en form, som så enten er sten, rør eller tagsten; det er efter, hvad for en form, der er i maskinen. Der står så en mand Og tager fra og læsser på børen, som så en mand kører de forskellige varer ud i laderne og sætter det på hylderne. Der skal sten og rør så stå ca.3 uger, efter som det er tørvejr, for det er det jo afhængig af. Når så sten eller rør er passende tørre, så kommer ovnfolkene og henter det og sætter det i ovnen. Inde i ovnen er der en passende afstand mellem ”indsætterne” og ”udtagerne”, og det bliver så mange sten og rør ud af ovnen, som der bliver indsat. De færdige varer, som kommer ud af ovnen, bliver kørt ud på pladsen og stablet op og er klar til at sælge og læsse på bil eller vogn.
Inden sten og rør kommer ud af ovnen, skal det igennem det, vi kalder at brænde sten og rør. Det er det alIer vigtigste af hele teglværksarbejdet, for hvis den mand, der brænder, ikke er meget opmærksom på, hvordan ovnen. arbejder, og det er meget forskelligt og kan skifte flere gange i hver vagt. Når en ovn er i fuld temperatur, skal der ikke meget til, før det hele smelter sammen i en stor klump, det vi i teglværkssproget kalder en hund. En brænder skal have temperaturen på fornemmelsen, eller han kan se ned i fyrehullerne. Jeg kan fortælle, at hver brænder har sin egen måde at se på, om ovnen er i orden, eller om den ikke er varm nok. Det, der er mest drilagtig for en brænder, er hvis der er forskel på leret. Der er nemlig stor forskel på det, cg det skal ikke have ens temperatur, men det er noget, en brænder lærer med tiden. Jeg var selv brænder i 15 ar, så jeg lærte at se, hvordan ovnen ville arbejde. Der er også forskel på temperaturen, enten vi brænder på rødt ler eller det er gult ler. Det gule ler skar brændes med højere temperatur end det røde.
Nu vil jeg så skrive lidt om mit arbejde på teglværket igennem 19 år. Jeg begyndte altså den 27. april 1947 og var i lergraven i 4 år. De første 2 år var i lergraven ved teglværket, de sidste 2 år var i en ny grav, der var åbnet på Andreas Ladings mark. 1947 var et meget tørt år og en varm sommer, så det var et hårdt arbejde i lergraven, Da vi kom hen på efteråret, blev det mere køligt og vådt. Da maskinerne skulle holde omkring 1. november, troede jeg, at jeg skulle fyres. Så kom formanden hen til Jens Jensen “fra Bjerringbro og mig og spurgte, om vi ville tage overjord af lergraven, og det ville vi gerne. Der var jo ikke meget arbejde at få ved den tid på året og det varede lige til jul. Året efter skulle der ikke tages overjord af, fordi der skulle åbnes den nye grav. De 2 år, jeg var i den nye grav, var meget våde, og vi havde vores døje med at holde tipvognene på sporet, for sveller og skinner sank ned i leret hele tiden, så tipvognene løb af sporet, og så måtte vi jo have dem løftet op på sporet igen.
Jeg vil her gøre læseren opmærksom på, at før 2. Verdenskrig blev der kun kørt med jernhjul el1er træhjul på børene på teglværket, men da jeg kom i 1947, havde vi mest gummihjul på børene; men vi havde enkelte med jern eller træhjul, som vi kørte med.
Da jeg havde været i lergraven i 4 år, var jeg blevet ked af det arbejde. om vinteren hørte jeg, at den ene brænder ville holde op og ned i ovnen. Han var blevet ked af det skifteholdsarbejde, han ville hellere have ene dagsarbejde. Så søgte jeg brænderpladsen og fik den, men så begyndte en hel anderledes arbejdstid for mig.
Arbejdet som teglbrænder
I foråret 1951 begyndte jeg så mit nye arbejde som brænder.
Ejeren af teglværket hed Jørgensen og formanden Richard Have. Jeg havde jo snakket med dem, inden jeg begyndte, og jeg sagde til dem, at jeg ikke kendte noget til, hvordan ovnen var og brænding af sten, men jeg ville gøre mit bedste for at Iære det; men jeg skal love for, at der var problemer nok for en nybegynder.
Alt var nyt for mig, jeg forstod jo ikke, hvordan trækket i ovnen fungerede. Alt skulle jeg til at lære.
Til at begynde med spurgte jeg den forrige brænder, som var inde i ovnen, men det eneste, jeg ud af det, var, han sagde, “Det må du selv finde ud af “. Det blev jeg jo ikke klogere af. Så prøvede jeg at spørge formanden, men han sagde lige sådan, så jeg var kun lige klog på det.
Det var nok rigtig, som de to mænd havde svaret mig, for nu måtte jeg selv til at tænke på, hvad jeg skulle gøre for, at ovnen ville brænde rigtigt. Der er nemlig mange ting, der har indflydelse på en teglværksovn. Der er så mange ting, så det er umuligt at skrive om det, for vind og vejr har hver dag indflydelse på, hvordan en ovn vil brænde.
De første 2 år, jeg brændte, havde jeg en brændervagt på 16 timer hver anden dag, Når jeg kom kl. 2 eftermiddag, så skulle jeg blive der til dagen efter kl. 6 om morgenen. Vi var kun 2 brændere til at skifte. Formanden skulle så passe ovnen hver formiddag fra kl. 6 morgen til kl. 2 eftermiddag. I foråret 1954 blev vi 3 brændere, så skiftede vi hver ottende time. Altså kl. 6 om morgenen, kl. 2 eftermiddag og k1. 10 af ten. Vi skiftedes så til at have fri 4 dage hver tredie uge. I den tid skulle formanden passe ovnen fra 6 til 2.
Jeg vil lige skrive lidt om mine fridage hver tredie uge. Om foråret var der jo altid nok at lave i haven. Når vi kom hen ved Grundlovsdag, havde min kone Petra altid en del roer at tønde for forskellige landmænd, og der hjalp jeg hende den tid, jeg kunne få fra. På den måde tjente Petra en skilling, som jo altid kunne bruges. Vi havde jo aldrig for mange penge, og det var jo også i de fridage, jeg brugte til at tjære taget på teglværket.
Det første, jeg lavede, når jeg begyndte en vagt var at gå hen og se ned i hver fyrehul. Der var 30, og så tog jeg et bestik af, hvordan ovnen så ud, og så fyrede jeg den første time efter det. Så så jeg fyrehullerne efter igen, og så kunne jeg se, om der var sket forandring i den første time, og efter det fyrede jeg min vagt.
De første år. jeg var brænder, fyrede vi mest med brunkulssnus. Sommetider var der også blandet tørvesmuld i, men det var noget udrøj noget. Vi brugte til tider 28 til 30 børfulde i en vagt, så jeg skulle tit ud På brændepladsen for at køre snuset op på ovnen.
Da vi kom hen til ca. 1958, fik vi bedre brændsel at fyre ned, Til sidst fik vi rent kul. Da kunne vi klare os med 3 børfulde på en otte timers vagt.
I foråret 1960 havde vi fået fyreapparater installeret på ovnen, De var lettere at passe, da de gik hele tiden. Så vi brændere skulle være meget opmærksomme på, om alle fyreapparaterne gik, som de skulle, for var der et apparat, der løb løbsk, så blev der for meget varme på ovnen, og stenene i ovnen smeltede og blev til en stor klump.
Vi brændere havde også andet at lave end lige at køre brændsel op på ovnen og fyre. Vi skulle også mure porte til nede i ovnen. Der var 2 eller 3 porte til hver brænder. Det at mure porte var jo kun at stable sten op og så klistre dem til med en blanding af ler, sand og vand. Det var lige som vælling. Det klistrede vi så porten med og vaskede efter med kalkkost. For porten skulle være helt tæt, fordi der ikke måtte komme falsk træk inde i ovnen. Vi brændere måtte også til tider slå hul på en port og lave et fyrsted, som vi måtte fyre i. Det kaldtes for at ”forsmøge”. Det var mest om efteråret, når sten og rør ikke var for tørre.
I flere år havde jeg lidt ekstra arbejde på teglværket. Det var at tjære taget, hvor der var tagpap. Det var over ovnen og maskinhuset; over laderne var der mest teglsten. Jeg kunne jo sagtens få tid til det, når jeg havde de 4 dage fri hver tredie uge, og det var jo en lille ekstra skilling at tjene ved siden af mit arbejde.
I efteråret 1959, da vi lige havde fyret sidste gang og fået alle fyrehætterne dækket til med sand, for at de skal være helt tætte, gik der ild i teglværket om natten, og det meste af det brændte. Der må have været en revne i ovnen eller ved en af stormhætterne. Straks efter oprydningen blev det bygget op på ny, og det blev en del moderniseret. Efter der skulle der ikke mere køres med bør fra maskinen, nu blev alt fra maskinen sat på et transportbånd og op over ovnen, og så derfra kørt ud i hylder på en vogn, der gik på skinner. Nu blev så alt tørret fra den varme, der kom fra ovnen.
Sten og rør kunne tørres hurtigere, end de kunne før ude i laderne. Efter den tid var vi ikke nær så afhængige af vejret om efteråret, nu kunne maskinen køre hele tiden, bare der kunne køres ler hjem til teglværket for frost.
Nu kunne maskinen så køre 9 af 10 måneder om året, og jeg kunne brænde, undtagen den tid der skulle til for at reparere ovnen. Der gik nu en del år, hvor der var en god afsætning af sten og rør. Der blev jo en god tid med alt, også med byggeriet, og det kunne mærkes.
Den ugeløn, som jeg fik som brænder, var ikke stor, når vi skulle regne med, at det var ene skifteholdsarbejde. Efter mine bøger kan jeg se at jeg i 1953 fik 160 kr. i ugeløn, i 1954 164 kr., i 1955 172 pr. uge, i 1956 189 kr. pr uge, og sådan steg ugelønnen lidt hver år, så da jeg holdte i efteråret 1965, fik jeg 280 kr. pr uge.
Men det var jo det letteste arbejde, der var på teglværket, så jeg kunne bedre holde det ud end at være i lergraven, eller også trille fra maskinen. Jeg brugte megen af tiden om natten til at læse bøger og blade. Om dagen var der jo altid noget at se efter.
Gæster på teglværket
Jeg vil nu skrive lidt om de gæster, som kom og besøgte vi brændere om aftenen og om natten. Nede ved siden af ovnen havde vi fået et rum, der kunne bades i. Der var 3 brusere, og vandet blev varmet op af nogle rør, som var lagt i sandet oppe på ovnen. Det var mest lørdag aften, at naboer til teglværket kom for at få et bad, og der var tit mange. Der var nogle vognmænd inde fra Bjerringbro, brødrene Kristian og Ejnar Ditlev. De kom hver lørdag for at bade, og dem fik jeg tit til at hjælpe med at flytte fyrekassen, og det var de altid villige til. Der kom også mange andre og besøgte os. Der var Oskar Slot med kone og børn, og naboer til teglværket som Viggo Andersen, Peder Torp, Jens Drejer og hans 2 brødre. Det er “for at nævne nogle enkelte af dem, men der var mange flere. Det var tit, at klokken blev 2, inden den sidste gik, men vi brændere havde jo haft underholdning den tid, de var på ovnen.
Det var så naboerne, men der kom også andre gæster. Det var dem, som vi kalder “landevejens børn. De kom altid listende, når det var blevet mørkt, og de spurgte altid pænt ad, om de måtte ligge på ovnen om natten, Og jeg nægtede aldrig nogen at ligge på ovnen. Der var også nogle af dem, som skulle til at lave mad.
Nogle var gode til det, andre var mindre gode til at lave mad. Det var altid stærkt krydret mad, de lavede. Der var altid meget med løg og peber og salt. Der var tit noget suppe af forskellig slags. De kom med en kasserolle eller en blikspand, og så løftede jeg en af fyrehætterne af og satte 2 mursten ved siden af hætten, og så brugte de varmen fra ovnen til at koge maden med. Straks efter lugtede det af mad over hele teglværket. Det meste af kødet, de spiste, var pålægs ender, de havde fået ved en af byens slagtere. Når de så havde spist, var klokken tit 1 eller 2. Så lagde jeg et stykke papir ud på ovnen, og så fik de en mursten til hovedpude. Der lagde de sig og sov godt til om morgenen.
Der var jo også nogle af gæsterne, der ikke kunne spise noget. Somme tider var de mere eller mindre -fulde af sprit. Enkelte så fulde, så de ville hen og sove ned det samme, men også nogle, som sad og sludrede til langt hen på natten. Der fik jeg tit deres livs skæbne at høre. Men det var vel ikke sandt, alt det, de sagde. Enkelte var ikke til at få en ordentlig samtale med, de ville ikke snakke om deres liv, og dem skulle jeg så respektere for det.
Der var en af dem, som kom tit. Det var Rudolf. Han var sliber og kørte med en slibebør og havde altid en Tuborgkasket på hovedet. Han sad en aften og fortalte om alt det, hvordan det havde været, og hvor lang tid. Da han var midt i en beretning, stoppede jeg ham, og sagde, ”Du er en gammel mand nu, for jeg har lige lagt alle de år sammen, du har talt om, og jeg er kommet til 129” Den eneste kommentar var, ”Jeg må jo huske forkert”.
Der var også en, vi kaldte Aksel sliber. Han boede på ovnen en vinter fra december til 1. marts. Der var jo altid varme. Han var tit fuld af sprit, så spiste han intet, han røg mange cigaretter, og han led af astma. Når han så døjede med astma, røg cigaretter og var fuld af sprit, så sad han tit og græd over sit forspildte liv.
Lille Poul fra Århus kom også tit. Han lavede sig en kande te og der kom han sprit i, og det sad han så og drak hele natten. Han gik ikke hen og sove før ved 4 – 5 tiden, og da skulle jeg jo til at køre kul op på ovnen.
Jeg vil også lige nævne Kerteminde Hans, han korn et år lige til jul, og han var der julen over. Han lavede selv sin mad, og han drak godt med sprit til. Jeg havde vagt Juledag, og da var Hans blevet så fuld, han gik frem og tilbage på ovnen og sang den ene julesalme efter den anden. Det lød ikke altid lige godt, men Hans var godt tilpas.
Jeg kan nævne mange flere af de gæster. Der var også en, vi kaldte “Sorte Kresten”. Han kom en af de første aftener, lige efter at jeg var begyndt som brænder. Da vi så havde talt lidt frem og tilbage, så fortalte Sorte Kresten, hvor han var fra, og hvor hans far og søster boede og så viste det sig, at jeg kendte dem. De boede ude på Rostrup Mark ved Arden, og jeg kendte godt hans far og jeg havde gået i skole og var konfirmeret sammen med hans søster.
De var ikke alle lige gode, som kom og sov på ovnen.
En aften kom en. Han var fuld, men det var en tyveknægt. Hen på aftenen blev han så urolig. Han sagde, han ville ind på cafeteriaet i Bjerringbro for at købe kaffe, så han forsvandt ved 11 tiden om aftenen, men kom ikke igen. Jeg tænkte jo, han havde mødt nogle af sine kammerater inde i Bjerringbro. Men da jeg kom hjem om morgenen opdagede jeg, at han havde taget min tegnebog og pung med ca. 115 kroner i. Jeg meldte det til politiet, og de kom med nogle billeder, og der kunne jeg udpege ham. Han gik under navnet “Hestehoved. Han blev senere fundet på Fyn, men jeg fik aldrig mine penge igen.
Afsluttende bemærkninger
Jeg vil lige bemærke til dem, som læser, hvad jeg har skrevet, at jeg kalder teglværket for “Hesselbjerg”, som det hed fra begyndelsen af, men ejeren har altid kaldt det Bjerringbro Teglværk.
Det skal også bemærkes, at teglværket har brændt 2 gange, siden Jeg er’ rejst derfra, i 1967 brændte maskinhuset med nogle lader, i 1978 brændte det hele over ovnen, samt alle de hylder til at tørre stenene. Efter sidste brand er teglværket blevet moderniseret over alt med maskiner og ovn.
I efteråret 1965 kunne jeg se, at det gik sløjt til med teglværket. En aften, da jeg kom og skulle begynde på en vagt kl. 10 kom formanden op på ovnen og snakkede med mig. Han sagde, at der muligvis skulle fyres nogle af folkene, og muligvis den ene brænder. Jeg sagde, at jeg var den yngste af brænderne, så jeg ville se om jeg kunne finde noget andet arbejde.
Dagen efter kørte jeg så til Ulstrup og var heldig at få arbejde på “Ferm” Jeg begyndte dagen efter Der var jeg så ca.2 ½ år, derfra et år i Århus, for derefter at slutte med at arbejde på Grundfos i Bjerringbro.
Derfra gik jeg over til at få pension, da jeg blev 67 år den 21. september 1975.
Det her er så en lille beskrivelse af mine 19 år på Hesselbjerg Teglværk. Jeg var altid glad for at komme der nede på ovnen, selv om det for det meste var når andre havde fri. Nattearbejde og om søndagen, Jul, Påske og Pinse, men det er noget som vi brændere vænner os til.
Det var en dejlig, spændende og velfortalt historie, som matcher godt med det tidsbillede, som jeg også selv har. Jeg er årgang 1945.