Egtvedborgere fortæller til børnebørn om deres barndoms jul
Traditioner og forberedelser til julens højtid er ret så faste og ændres ikke synderligt gennem tiderne. Det bekræftes til fulde gennem de små beretninger her, hvor en skoleklasse har opfordret deres bedsteforældre til at skrive om deres barndoms jul.
Læg f.eks. mærke til hvor stort et indtryk julegrisens endeligt har sat sig i barnesindet.
Det er næsten også det samme ritual, de samme forberedelser og forventninger, men fortalt med forskellige formuleringer og selvfølgelig forskellige vilkår.
Der fortælles om slagtning, bagning, oprydning og de mange gøremål op til juleaften, om julemåltidet og juletræet, de beskedne gaver i forhold til i dag, og om de lege og gæstebud, der også hørte julen til for 70-80 år siden. Men der er så sandelig også mange lighedspunkter til de juletraditioner, vi stadig dyrker og elsker i dag.
Det kan måske undre, at julepost ikke bliver nævnt. Jeg tilhører samme årgang, og i min barndom var skrivning af julebreve og kort noget der optog os en del tid i familien inden jul, og med stor forventning modtog vi så til gengæld selv mange hilsner til jul fra familie, venner og bekendte. Det er nu gået en del tilbage gennem årene, fordi mail og personlig kontakt har overtaget mange af datidens julebreve og kort.
Men læs her bedstemødrenes og et par enkelte bedstefædres erindringer om deres barndoms jul, som Astrid Wandel havde samlet for ca. 10 år siden til en 2. klasse. Nogle af bedsteforældrene havde sat deres navn under deres indlæg, de er her udeladt sammen med enkelte passager og enkelte små redigeringer.
– Lars Peter Lund
Jeg boede på en mindre landbrugsejendom, der lå tæt ved kirken gennem hele min barndom.
Juleforberedelserne startede gerne den første søndag i advent, hvor der var juleudstilling nede i byen, det var noget vi glædede os til. Forretningerne lå jo dengang nede i Søndergade og Vestergade, nogle få i Østergade og Dalgade, og de gjorde et kæmpearbejde for at få den flotteste udstilling. De startede lørdag aften når der var lukket. Så blev der hængt brunt papir for vinduerne, så ingen kunne se, hvad der blev lavet, og så blev der ellers pyntet på livet løs, især gartnerne, købmændene og legetøjsbutikken gjorde et stort arbejde. Jeg husker især gartnerens udstilling, det var nok den flotteste og handlede gerne om H. C. Andersens eventyr, der gjorde et stort indtryk på mig. Den lille pige med svovlstikkerne, hvor der var bygget et lille hus med lys i vinduerne, og hvor den lille pige sad udenfor i noget kunstigt sne med sine tændstikker og frøs. Gaden i udstillingen og pladsen udenom huset var belagt med grus, af mos og grene var lavet buske og træer, så det fyldte hele udstillingsvinduet.
Hans og Grethe, var et af de andre eventyr, der blev brugt et år. Der var anlagt en hel skov, og der lå Pandekagehuset med rigtige pandekager som tag. I eventyret om Tomme Lise stod den lille pige ude i søen på åkandebladet, og det var en rigtig sø med vand og masser af siv og mos omkring.
Hos en købmand var hele gulvet fyldt med sukker, mel og andre varer, som var smukt opstillet, og i vinduet var to rigtige gamle dukker fra ca. 1900 sat omkring et bord, hvor de drak kaffe. De var mekaniske, hvad der var ret usædvanligt dengang, og de sad og nikkede og åbnede og lukkede munden, som om de også snakkede..
Legetøjsforretningen var vel nok den der interesserede os børn mest, så kunne vi se hvad nyt legetøj vi kunne ønske os, vi kendte nemlig ikke til reklameblade dengang.
Søndag midt på eftermiddagen blev papiret så taget fra vinduerne, og vi skulle ned i byen for at se udstillingerne. Der var vel ca. 40 butikker dengang i Egtved, jeg kan ikke huske, at der var nogen julemand, men vi gik og så på alle udstillingerne og fandt ud af hvad vi skulle ønske os til jul. Alt den flotte pynt skulle så ryddes op, så der kunne komme folk i butikkerne mandag morgen, det må have været et stort arbejde og lange arbejdsdage for dem der havde butik, de må nok have taget natten med.
Når vi kom hjem fra byen blev adventskransen tændt, og vi sad alle sammen og sang et par julesalmer, jeg tror vi kunne dem udenad, for det var kun lysene fra kransen, der var tændt.
Så kom hverdagene igen, og der skulle bages, slagtes gris, vaskes storvask og gøres rent. Når vi slagtede, var det os børn, der skulle røre i blodet fra grisen, vi var ikke mere end 7-8 år, da det blev os betroet, og der skulle røres i en lille halv time, inden blodet var blevet koldt. Når det blev blandet færdigt blev det hældt i tarme, bundet og kogt i gruekedlen og opbevaret i kælderen, vi havde ingen køleskab endnu, og når vi skulle have blodpølse, blev de skåret i skiver og stegt på panden og serveret med sirup og æblemos. Jeg kan ikke lide blodpølse, men måtte spise det alligevel, ellers fik jeg ingen mad!
Det tog 2 dage, før vi var færdige med at slagte, grisen var jo meget større end en slagtegris nu om dage. Noget af kødet kom i et stort saltkar, og noget kom ned i andelsfrysehuset, hvor vi havde en boks. Frysehuset er jo i dag mødelokale for jagtforeningen.
En uges tid før juleaften blev der vasket storvask. Vi lejede en vaskemaskine, og så vaskede vi en hel dag, man startede med at sætte tøjet i blød med vand tilsat soda, der stod det natten over, så kom tøjet op i gruekedlen og blev kogt, inden det kom i vaskemaskinen. Derefter skulle tøjet skylles ved håndkraft og siden hænges op på loftet for at tørre. Der hængte det et par dage, før vi tog det ned for at få det strøget og rullet. Vi børn måtte altid trække rullen.
Vi skulle også hjælpe med at køre roer ind til køerne, der skulle køres så mange ind, at der var nok til efter nytår. Selv om jeg gerne ville hjælpe far ude i marken og i stalden, var det nu mange gange et koldt arbejde om vinteren og vi havde ikke så godt tøj som nu om dage. Jeg fik først lange bukser da jeg blev 12 år, ellers gik jeg i kjoler, og dengang var der mere sne og frost, end i dag.
Juleaftensdag var jeg til gudstjeneste i kirken sammen med far, han sad altid brandvagt ved de 2 store juletræer, som stod oppe ved koret med levende lys tændt. Min farfar og faster var begge kirkebetjente, så vi kom altid meget i kirken for at hjælpe dem. Når far kom hjem fra kirken, skulle han i stalden for at fodre og malke køerne, mor lavede mad, og vi børn var meget spændte på hvad mon vi skulle have i julegave. Farfar og faster kom for at fejre jul sammen med os.
Når vi havde spist skulle der først vaskes op, og vi måtte ikke komme ind i stuen, før det var helt færdigt – da så vi juletræet for første gang.
Hvad jeg fik i julegave kan jeg huske nogle enkelte ting fra barndommen. Et år fik jeg et dukkehus, som min far og mor selv havde lavet af gamle trækasser, som de havde fået af bageren. Mor havde syet gardiner og malet huset, farfar og faster havde givet møbler til dukkehuset. Min storebror fik en bondegård også lavet af de samme trækasser. Et år fik jeg en dukke lavet af gummi, det var noget helt nyt at få lavet dukker af, den første dukke, jeg havde var lavet af klude, og så kunne man købe et hoved til at sy på – en sådan havde jeg i mange år.
Juledagene blev brugt til at kælke eller løbe på skøjter, når der var frost og sne, men det var der nu tit. Vi kælkede omme bag kirken på de bakker, hvor omfartsvejen nu er. Det var fars jord, og der kom mange af byens børn, vi var tit 20-30 børn samlet. Jeg måtte ikke stå på ski eller skøjter, fordi jeg havde dårlige ben, men far fik en tømrer til at lave en stor kælk til mig. Vi kunne sidde fire børn på den, og så gik det i vældig fart nedad, men slæden var meget tung, så vi skulle også være to til at trække og to til at skubbe, når vi skulle op igen.
Efter nytår, og inden vi skulle i skole igen, var vi rundt hos naboerne for at plyndre deres juletræ. Først dansede vi om træet og sang et par salmer, derefter tog vi al pynten af og konen lagde det i kasser til næste år. Vi var vel en 8-10 børn samlet, og når vi var færdige fik vi saftevand og slik, inden vi gik hjem igen, og så var den jul ovre.
Det første jeg husker, er at vi skulle slagte gris lige før jul. Vores nabo kom for at hjælpe med at holde den store gris, mens slagteren stak den i halsen, jeg gemte mig imens det skete. Blodet løb ned i en spand med lidt koldt vand, og der skulle røres i det, indtil det blev koldt, og så skulle det sies. Bagefter kom der lidt mælk, rugmel, rosiner og spækterninger i sammen med kanel, salt, sukker og nelliker. Slageren havde så gjort tarmene fra grisen rene til blodpølser og medister.
Vi havde i forvejen kogt vand i gruekedlen, det skulle bruges til at skolde grisen, så de stive hår kunne skrabes af. Bagefter blev grisen hængt op i hanebjælken ude i laden, det var her det hele foregik. Blodpølserne blev kogt i gruekedlen, min mor havde lagt noget halm på gulvet i bryggerset, og efterhånden som pølserne blev kogt, blev de lagt på halmen. Næste morgen fik vi blodpølse med sukker og sirup, måske også fedtegrever, det smagte dejligt!
Min mor havde travlt med at gøre rent og bage, køkkengulvet skulle skures og ferniseres. Et år var brunekagerne så hårde som sten, dejen kunne snart ikke rulles ud, jeg tror hunden fik det meste, og sikke en mavepine den fik.
Vores juletræ fik vi hos naboen, mor pyntede træet lillejuleaften, og mor lavede hvert år et par tøfler til far, juleaftensdag syede hun det sidste, imens far var i stalden.
Juleaften fik vi flæskesteg og risalamande, og før vi spiste blev der sunget et vers. Jeg fik ikke så mange gaver, en fra far og mor, en fra mine bedsteforældre og en fra farbror Søren i København. Jeg var altid spændt på gaven fra ham. Vi gik ikke rundt om træet, for vi var kun os tre, jeg havde ingen søskende, så vi kunne slet ikke nå rundt om træet.
Hen på aftenen gik far og jeg ud i stalden for at se til dyrene, de fik lidt ekstra hø og halm, og vores katte fik også lidt lækkert.
Juledag kom vores nabo til morgenkaffe, og hen på formiddagen kom et par af mine forældres venner ind, når de kom fra kirke, de fik et glas og småkager.
Mine skole- og legekammerater Doris og Frida kom en af juledagene for at se mine gaver og fortælle, hvad de havde fået. Der var visse ting, man ikke måtte lave i juledagene, det var blandt andet at strikke og sy, så sagde man, at man kunne få en bullen finger. Men tiden mellem jul og nytår var en dejlig tid, vi havde gæster og familien kom på besøg. De kom i hestevogn, og hvis der var sne, kom de i kane. Vi kørte også i hestevogn, når vi skulle i byen, en jumbe, som var en tohjulet vogn med én hest for. Den brugte vi, når der var for langt at cykle. Når vi skulle hjem, gik det altid hurtigst, for hesten kendte vejen og ville gerne hjem i stalden. Min far fik først kørekort og bil, da han var blevet 50 år. Jeg har ingen billeder fra julen, da vi ikke havde noget fotografiapparat.
Morfar vil her fortælle lidt om julen da jeg var barn. Jeg er født 1933, og er nr. 5 af en søskendeflok på 10, og det vil sige, at jeg var barn under krigen, hvor jeg var 7 år, da tyskerne d. 9. april 1940 besatte Danmark. Jeg husker tydeligt, da tyske flyvemaskiner fløj så lavt, at trætoppene svajede, og jeg blev så bange, at jeg kastede mig ned på jorden ude på gårdspladsen.
Men vi mærkede ellers ikke meget til krigen i de fem år, vi var besat af tyskerne, selvfølgelig var der mange ting vi ikke kunne købe, eller varer der var rationeret. Vi skulle have rationeringsmærker med til Brugsen og til bageren for at kunne købe noget, og tøj var der ikke meget af.
Men nu til juleforberedelserne, som jeg har lovet at fortælle om. Sidst i nov. kom hjemmeslagteren, som hed Peter Jensen cyklende, han havde knive, sav og kødhakker på bagagebæreren. Far hjalp slagteren, og grisen fik et reb i munden og blev slæbt ud i gården, hvor den blev lagt op på et trækar, der lå med bunden i vejret. Her fik den benene snøret sammen så den ikke kunne sparke, og slagteren stak den, mens den ”skreg som en stukken gris”.
Vi stod inde i stuen og så på med fingrer i ørerne, og mor var ude at røre med grydeske i blodet. Der blev lavet blodpølser, medisterpølser og leverpostej, og af hovedet blev der lavet sylte. Noget af flæsket blev saltet og noget røget, og en del af kødet blev henkogt i glas, vi havde ikke fryser eller køleskab dengang, kun et flueskab med net i spisekammeret.
Til jul blev der bagt brunekager, vaniljekranse, jødekager og hvide og brune pebernødder. Der blev kogt klejner og lavet konfekt og flødekarameller. Til juletræet flettede vi hjertekurve og lavede stjerner, vi klippede engle af hvidt karton, og mor lavede roser af rødt og hvidt crepepapir, hun brugte en strikkepind til at krølle blomsterbladene og roserne blev bundet med tynd ståltråd.
Juletræet blev pyntet d. 23. dec. efter vi var kommet i seng, og vi så først træet d. 24. når vi havde spist julemaden, som var flæskesteg og risalamande. Så blev der sunget om juletræet af julens dejlige salmer, vi havde aldrig besvær med at nå rundt om træet. Når vi havde sunget, læste far juleevangeliet og vi sang et par salmer mere, inden gaverne blev delt ud. Vi fik ikke så mange gaver, som børn får i dag, og ofte var det bløde pakker, et par vanter eller en stikket trøje, eller noget tøj, der var omsyet af en gammel frakke til plus four eller en jakke, mor var god til at sy.
En julegave jeg særlig husker, var en lastbil jeg fik da jeg var 5 eller 6 år. For at kunne køre med lys på bilen, fik jeg sat et par julelys fast på forskærmene, og så gik det ellers rundt i stuen. Men der gik det helt galt, jeg var kommet for tæt på gardinerne, pludselig stod gardinerne i lys lue, min storebror var dog hurtig i vendingen, han for ud i køkkenet efter en spand vand, så det var kun gardinerne, der brændte. Så pas på med levende lys i julen siger morfar.
Jeg er Svends farmor, og jeres lærer Astrid har bedt mig fortælle om, hvordan vi holdt jul dengang jeg var en lille pige. Jeg er født på en bondegård i Vestjylland i året 1935. Da jeg var 4 år kom tyskerne herop og ville bestemme over os her i Danmark, og der var krig i en stor del af verden. Det betød, at vi ikke kunne komme til at handle med andre lande, så vi kunne ikke få appelsiner, bananer, mandler og marcipan, som vi gerne ville have til jul. I en stor del af min barndom var det sådan, når jeg husker tilbage på den tid.
Min barndomsgård hed Skrebsgård, og det var en firlænget stråtækt gård med et ekstra hus til hønsene østen for gården. Vi havde alle slags dyr: køer, heste, grise, får, høns, en hund, mange katte, duer og kaniner. Stuehuset var ret langt, til havesiden var der 11 vinduer, og til gårdsiden 9 vinduer og 2 indgangsdøre.
Noget af det vigtigste, der skulle gøres op til jul, var at få slagtet julegrisen. Jeg kunne ikke li’ det, og ville ikke vide, hvilken gris, der skulle slagtes. Hjemmeslagteren startede med at få kaffe i køkkenet, og mor havde en masse kogende vand parat. Så gik far og slagteren i stalden – nu vidste jeg at det måtte ske – grisen skulle stikkes, så blodet løb ud og grisen døde. Imens lukkede jeg køkkendøren helt op, så der blev en trekant bagved, og der stod jeg, indtil min mor kom og sagde, at nu kunne jeg godt komme ud, for nu var det overstået. Så var jeg glad igen, og kunne komme frem og gøre mit arbejde med at røre i blodet indtil det var næsten koldt. Så kom mor forskellige ingredienser i, så det kunne blive til blodpølser, der blev kogt i gruekedlen, den blev ellers brugt til at koge vasketøjet, når der var storvask.
Vi lavede rullepølse, spegepølse, medister (puha, det blev puttet i grisens tarme) ganske vist med vrangen ud. Der blev lavet fedt og fedtegrever, lungepølser og lagt flæsk i saltkar og noget af kødet blev henkogt. De store flotte baglår blev sammen med spegepølserne sendt til røgning, baglårene er det man kalder skinke.
Der skulle bages til jul, vi havde godt nok en bager, men han boede 3 km borte. Det var en selvfølge at vi selv bagte undtaget rugbrød. Vi bagte franskbrød, sigtebrød, julekage, lagkagebunde, og en masse småkage, der havde de sjoveste navne, som Stines brød, ingenting og jødekager, men også de i dag kendte vaniljekranse, brune kager og pebernødder. De sidstnævnte spillede vi om, vi havde en snurretop med fire sider, hvor der på hver side som vendte opad stod, om man skulle aflevere eller modtage pebernødder. Vi lavede også marcipan, men det var kunstig og en erstatning for det rigtige, som vi ikke kunne få under krigen.
Vi fik gåsesteg og risalamande, det stod helt fast som juleaftensmad. Gåsen blev sat i ovnen midt om eftermiddagen inden vi gik i kirke. Det var ikke altid far var med, han undskyldte sig altid med kreaturerne, som skulle fodres og malkes. Vores tjenestefolk havde nemlig altid fri juleaften, hvis de selv ønskede det.
Vi havde altid et stort flot juletræ, som blev fældet i naboens skov, og som vi selv hentede. Det blev pyntet med stearinlys, engle, papirsroser, glaskugler, flag og englehår der fik det hele til at skinne. Juletræet var altid rødgran som hurtigt taber nålene inde i varmen, men vi havde en varm stue, som vi altid brugte, og så en kold stue, som kun blev opvarmet, når vi havde gæster. Herinde stod træet og kunne nok holde på nålene til efter jul. Juleaften tændte far træet og vi sang og dansede om træet, de samme julesalmer som synges i dag. Så fik vi gaver, alle fik mindst én gave, men vi børn fik en 3-4 stykker, men de var ikke nær så dyre, som de gaver børn får i dag. Alligevel kan jeg huske, at jeg et år fik en ret så fin dukkevogn, jeg havde i forvejen en dukke, men den havde jeg selv sparet op til. Et år fik min bror et ingeniør sæt, et andet år en dampmaskine, den var så spændende, at hele familien kom alt for sent i seng den julenat.
Første juledag skulle vi gerne på besøg hos mine bedsteforældre, de boede på Holmsland, 28 km. væk. Far spændte vores bedste hest for jumben, og hele familien, far, mor og fire børn kørte af sted. Hesten havde en lille klokke sat fast på seletøjet så det kunne høres at vi kom. Og om aftenen, når vi skulle hjem, og det var mørkt, havde vi nogle sjove lygter på køretøjet. Anden juledag var der juletræsfest i forsamlingshuset. Her dansede vi om et stort juletræ, og børnene fik godteposer og forældrene kaffe. Og så legede vi sanglege til klavermusik, det var gerne ”Først den ene vej” og ”Tornerose var et vakkert barn” – det var herligt.
Så var julen ved at være overstået, men vi havde fri fra skole indtil efter Hellig tre Konger. I denne periode havde forretningerne kun åbent om formiddagen.
Nytårsaften var også sjov. Da fik vi børn lov til at løbe rundt og lave sjov. Det store nummer var at ”stjæle” folks kaffekande, og så havde vi en propbøsse til at lave lidt spektakel, men ikke de flotte raketter som i dag.
Jeg er den yngste ud af 7 søskende, og vi boede i et hus sammen med min morbros kone i en lille landsby ude ved vestkysten, hvor hun havde vores børneværelse. Det var for at undgå at få tyskerne indkvarteret, så vi måtte sove i stuen og inde hos mine forældre, jeg nåede aldrig af få et børneværelse.
Op til jul blev der strikket vanter, strømper, halstørklæder og huer til Frelsens hærs julebasar, og d. 24 dec. kørte en kane rundt og samlede ind til fattighusene, man gav hvad man kunne undvære og selv havde lavet. Det kunne være flæskesteg, rødkål, småkager, ja, selv juletræer blev læsset op i kanen eller i vognen, hvis der ikke var sne, sådan at børnene fra de fattigste familier også kunne få en jul.
Grisen var jo blevet slagtet, og d. 24. december var der blodpølse til middag, og derefter tog vi til kirke.
Min far arbejdede ved jernbanen og han fik først fri juleaftensdag kl. 4 om eftermiddagen. Når han var kommet hjem, var der gåsesteg og risalamande.
Juletræet var vi alle med til at pynte med engle, hjerter, kræmmerhuse, fehår og spir i toppen, al julepynten havde vi selv lavet.
Derefter var der tid til at pakke gaver ud. Vi fik mest tøjgaver, som vi alle havde været med til at strikke. Jeg fik engang en tøjdukke med porcelæns hoved af min mor og far, det er den eneste store gave jeg kan huske, ellers fik vi hønseringe, marmorkugler, glansbilleder og som sagt tøj, som mor havde lavet.
Dagen efter kom alle mors søskende med deres mænd og koner for at spise suppe. Deres børn blev hjemme, og jeg har aldrig set mine fætre og kusiner, i min familie tog man ikke sine børn med til sammenkomster i familien.
2. juledag var vi til juletræsfest i fagforeningen, der havde vi madkurven med, far havde i forvejen været med til at lave godteposerne til alle børnene som var med.
Vi havde ikke meget i min barndom, og der var småt med plads, men jeg har aldrig følt, at vi manglede noget.
Her er en lille fortælling om, hvordan min barndoms jul var. Jeg blev født på Færøerne i en lille bygd, der hedder Vestmanna. Det var i 1941 i krigens tid.
Jeg er den yngste ud af 5 søskende, og min mor fik tuberkulose, da hun ventede mig. Hun lå så på sanatorium i Thorshavn, og der var hun i 6 år. Min far var hovmester på et skib, og var derfor ikke meget hjemme. Da jeg var 14 dage gammel, kom jeg derfor til at bo hos min moster, og deres jul husker jeg som gode. 3 af mine andre søskende måtte bo hos andre familiemedlemmer.
Som de fleste børn gør i dag, fik vi også små gaver i strømperne i decemberdagene, det kunne være en pakke rosiner eller lidt slik. Om vinteren lavede vi selv stearinlys på ringkomfuret i en vandbeholder. Der skulle lys i vinduerne juleaften, og vi havde bagt vaniljekranse og jødekager.
Mor strikkede luffer, trøjer, huer og undertrøjer til os, som hun sendte over til os. Når der kom pakker fra mor, pakkede min storesøster gaverne ud og lagde dem i ovnen for at varme tøjet godt igennem. Det var for at det ikke skulle smitte os.
Juleaften havde vi juletræ, det var sendt med skib fra Danmark. Det kom ind i den pæne stue, og når det var pyntet blev døren låst, for vi måtte ikke se det før juleaften.
Juleaften fik vi almindelig mad som blodpølse og tørret fårekød, og vi børn var altid i kirke og havde fint tøj på. Mødrene nåede ikke altid at komme i kirke, fordi der var så meget, de skulle nå. Udenfor kirken spillede et hornorkester, og det var alt sammen meget hyggeligt.
Første juledag fik vi så rigtig julemad, som var gås og risengrød, så det var lidt som man gør i England.. Da min mor blev rask og kom hjem, og vi børn flyttet hjem, blev julen ikke længere den samme. Det var ligesom, at det var hos min moster og hendes familie, jeg hørte til.
Begyndelsen til min barndoms jul var den samme som i dag, rengøring, oprydning og lave julepyntet, men langsomt begyndte det at lugte af jul fra skuffer og skabe.
Min mor tog mig med til byen for at se juleudstilling, der var langt at gå, men spændende. Købmanden havde hele vinduet sat til med nisser, der kunne nikke og lave en masse andet. Der var vatsne, kane og juledyr.
Købmanden kørte varerne ud, som vi havde købt, og der var altid et kræmmerhus med bolsjer til mig. Lillejuleaften skulle gulvet ferniseres, det var jo en god grund til at blive lagt tidligt i seng, og så var gulvet tørt, når vi stod op næste morgen. Og på en stol sad min gamle dukke, den havde fået nyt tøj på.
Juleaften kom min søster og bror hjem. Af julegaver husker jeg mest en bil der kunne køre, og som jeg havde fået at vide jeg ikke fik, fordi jeg var en pige, men bilen fik jeg, og den var blå og den var en Ford.
Vi havde slet ikke set juletræet, efter at det var pyntet. For selv om stuerne var små, så kunne vi have en stue, hvor vi kun kom til højtiderne, og når der var gæster. Julegaverne lå under træet som i dag, men der var ikke så mange som i dag, og selvfølgelig var vi børn spændte på om den store pakke var til én af os.
Julemorgen fik vi lov til at trække i tøjet inde ved den varme kakkelovn, det var dejligt, for til hverdag måtte vi vaske os og klæde os på i køkkenet, hvor der ikke endnu var varmt.
Mor bagte selvfølgelig en masse småkager, og det jeg husker bedst er, at Kis og jeg fik lov at bage nogle mini småkager, som vi fik lagt i små dåser, så kunne vi få eneret over dem og bruge dem, når vi legede far mor og børn med vores dukker. Mors kagedåser var nemlig klistret til indtil juleaften.
Vi havde ikke gulvtæpper, så hvert år til jul skurede mor alle gulve og ferniserede dem så de blev blanke og flotte, og den lugt af ny lak hører med, som så meget andet, til min barndoms jul.
– Jens’ s mormor
Farfar er nu 88 år. Her nogle erindringer fra barndommen som jeg husker dem. Om tiden før jul med forberedelser inden jul på et mindre landbrug. Det drejede sig meget om at blive færdige med det udendørs arbejde, såsom pløjning og lignende i god tid før jul.
Der skulle også ryddes op, vaskes staldvinduer osv. Derefter sørge for rigeligt med foder til dyrene så det slog til julen over, roer nok i roehuset, få indkøbt foderblanding, og tærsket i laden af korn, der bagefter skulle formales på kværnen til grisene og hestene.
Julegrisen blev slagtet, ænder og gæs slagtede vi også og derefter solgt til butikker i Vejle, en enkelt and beholdt vi nu selv til juleaften. Det hørte sig også til, at vi var i Vejle for at gøre juleindkøb. Vi kørte med hestevogn, og da det var en heldagstur, havde vi en god madkurv med, som vi spiste i Søndergades Landbohjem sammen med kaffen, som blev købt. Da det jo var korte dage, var det blevet mørkt inden vi var hjemme, det var en god oplevelse.
Men inden jul skulle vi også til skovs efter juletræet. Der skulle hænges havre neg op til fuglene. Juletiden har jeg mange gode minder om, vi manglede ikke noget, selv om pengene var små. Juletræet kom efter Hellig tre konger ud i haven at stå, så dansede vi en gang imellem om det og legede jul.
Da jeg var 9 år brød 2. verdenskrig ud. Jeg husker ikke så meget fra tiden før, kun at min far var syg det meste af tiden, og at 30’erne var et meget dårligt årti på grund af den økonomiske situation, og som følge deraf havde vi 7 børn ikke meget at slå til side med.
Men på trods deraf, glædede jeg mig altid vældigt meget til jul, for det var så hyggeligt når mine større søskende kom hjem, jeg var den yngste i flokken, og de andre var ude at ”tjene som karle eller piger”.
Vi havde en landejendom på 17 tdr.ld. – jeg ville gerne kalde det en gård – for så synes jeg, at jeg var lidt. Det var et alsidigt landbrug, hvor vi dyrkede korn, roer, kartofler og græs, og af dyr havde vi heste, køer, grise, geder, gæs, høns, duer, katte – naturligvis – og en hund.
Juleforberedelserne startede med at far slagtede gæs, som blev solgt. En gris skulle også slagtes, så der kom en slagter cyklende om morgenen med knive og skraber og hvad han ellers skulle bruge. Det var en dramatisk oplevelse at se grisen blive slæbt skrigende fra stalden og ind i bryggerset, hvor den blev stukket og skoldet. Jeg behøvede skam ikke at se uhyggelige voldsfilm, jeg fik oplevelser naturelt – vi havde nu heller ikke TV, men dog en biograf 7 km. væk. Jeg husker den første film jeg så, da jeg var 7 år, og det var om Snehvide og de 7 dværge.
Den bedste juleaften var den, hvor jeg fik min dukkevogn! Alle mine søskende havde sparet sammen for at give mig den, og jeg blev stum af glæde. Mor havde repareret min gamle dukke og syet tøj til den, så det var gaven fra far og mor. Det var de eneste gaver jeg fik det år – men jeg legede med dem hele aftenen og de næste mange dage.
4. juledag var der juletræsfest for børn og voksne. Da vi havde 6 km. til byen, var det med at få hestene spændt for jagtvognen. Det var to islænderheste. Vi fik alle store kørekapper på og en fodpose med fåreskind til benene. Når vi kom frem til forsamlingshuset blev hestene spændt fra og sat på stald hos købmanden, vi havde en mulepose med havre i til dem.
Når træet blev tændt, gik vi alle rundt om det og sang, derefter legede vi sanglege som bro bro brille og rundt om en enebærbusk. Det var en lærerinde der ledede flokken. Vi fik også en pose med slik og æbler, og til sidst en time med fri leg. Så skulle hestene spændes for og vi startede hjemturen. Det kunne godt være en kold omgang, men en dejlig aften, som jeg glædede mig meget til.
Midt i min skoletid kom der tyske soldater og besatte skolen, fordi den skulle bruges til at give soldaterne en pause i krigen, så de kunne blive klar til at blive sendt til østfronten. Vi blev flyttet over på en gård, som lå ved siden af skolen, hvor vi blev undervist på skift i et par stuer. Men vi måtte ikke snakke til soldaterne, og da krigen sluttede i 1945 fik vi skolen tilbage.
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!