Landsbyhistorier.dk

Elev på Østhimmerlands Ungdomsskole

Far fik kørekort i foråret 1955 og købte samme år sin første bil en blå Opel Kadet med indregistreringsnumret UA 25618. Hvilken luksus. Den blev beundret af familie og venner og hvisket om i krogene om, hvordan de nu have råd til denne vilde luksus – især af dem, der endnu måtte bruge cyklen.

Den første længere tur vi var på, var da mor og far kørte mig til Bælum. De havde bestemt, at jeg arme dreng skulle 5 mdr. på Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum. Jeg havde meget store betænkeligheder, bare navnet B æ l u m. Men derved blev det – Man vænner sig til det – navnet altså.
Mor sad der foran sammen med far med kort, der var med ved købet af bilen, over hvilken vej de skulle, men først da Bælum Mølle kom til syne, var der en lettelse at spore. “Nu var vi på rette vej “, sagde de. Jeg selv havde en stor klump i maven, og den gik ikke væk, bare fordi møllen og ungdomsskolen lå forude Det var alt det nye og ukendte jeg snart skulle stifte bekendtskab med, der snart var en grumme kendsgerning.
Jeg fandt dog snart ud af , det ikke kun var mig der havde det sådan, – de andre drenge, kunne jeg se, var lige så trykket af situationen som jeg. Der var kun få af dem der havde prøvet at være hjemmefra eksempelvis som karl på en gård.

Heldigvis for mig skulle en gammel skolekammerat også opholde sig her, – ja vi havde bedt om at have værelse sammen, så vi to var ikke “Palle Alene I Verden”. Hans mor og far havde indtil for få år siden været “møllerpar ” i St. Restrup, Erna og Andrea Larsen, men havde så købt ejendom ved Birkelse, og var af mine forældres gode venner. Ved tilfældighedernes spil, var vor anden værelseskammerat. Kristian Skovlund Jensen også en gammel bekendt. Hans forældre havde også haft ejendom derhjemme. Endnu en var en gammel skolekammerat, Niels Kristian Riis – Vestergaard, som jeg for resten ikke anede også skulle på ungdomsskole. Hans forældre var lærere på husmandsskolen. For ikke at glemme en dreng fra Sønderholm jeg havde gået til præst med. Det var næsten, som vi var en hel familie. Vi var i det mindste i samme båd.

Mine betænkeligheder ved dette nye skoleliv blev snart glemt. Der var så meget at se og høre, og mange nye ansigter: lærer, kammerater og køkkenpersonale, der var nye lokaler , regler, forbud så vel som friheder at lære – og som der måtte være, hvor så mange unge lever under samme tag. De første dage føltes meget hektiske og forvirrende, men forbavsende hurtigt kom det hele i en rolig gænge, så vi følte os hjemme.

Lærere og forstanderpar må være gjort af et særligt stof. Det meste af deres tid foregik sammen med os. De havde ikke megen privatliv, – men vi var i næsten samme båd. Der var ikke plads at finde rum til en stund for sig selv.

Når jeg tænker tilbage, og det gør man jo, er det mærkværdigvis vore lidt uskyldige ballade streger eller “uheld”, der først falder i tankerne og dem man i detaljer husker bedst . Mange var der vel ikke, vores opdragelse og det forholdsvise lille spillerum der var, gjorde sit til at begrænse vore udfoldelser. Der var som regel undervisning eller andre måde aktiviteter sammen med en lærer fra syv morgen til ti aften, men der kunne findes på et eller andet , når muligheden var tilstede – ja så blev den også brugt.

Vi havde en del fag jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før. Vi havde sløjd, fysik litteratur, engelsk osv. samt de almindelige fag som regning og dansk m.m. jeg kendte fra friskolen. Undervisningsformen adskilte sig ikke væsentlig herfra, kun vi blev taget mere alvorligt og blev behandlet som små voksne. Vi arbejdede nok også mere seriøst, fordi vi blev behandlet som voksne.
Det var hårdt for de fleste, i begyndelsen at skulle sidde det meste af dagen og modtage undervisning, Vi var ikke vant til at sidde på den “flade”. Det kom der en del komiske situationer ud af det. En aften, eksempelvis, havde vi foredrag om et eller andet, var en vore kammerater faldet i dyb søvn. Da foredraget var slut, listede vi lige så stille ud og slukkede lyset. Han vågnede først over midnat, godt forvirret. – Det var dog med lærerens velsignelse.

Jeg kom selv ud for en lignende situation, men det var med et andet udfald. Jeg husker det som det var i går. Det var timen før middag. Vi havde fysik med forstander Kragelund, da var det så jeg ikke kunne holde øjenlågene oppe længere. Kragelund var åbenbart ved at vise og forklare hvordan en jetmaskine blev drevet frem. Jeg sov bare sødeligt, – men pludselig gav han et brøl fra sig. Jeg sprang op, – så lød det fra Kragelund med et meget lun smil på læben: “Så du røgen Stoffer”. Der var en der var endog meget flov, – en der havde opfattet meget lidt af hans velsagtens velforberedte fysiske udredning.

Vi havde en nordmand som sløjdlærer, – en god lærer til sløjd, bortset det var meget svært at forstå ham, især når han blev ivrig. Det kunne endda gå så nogenlunde i det daglige, men så var det han i den sidste time om aftenen, fik nogle timer, hvor han læste op af norsk litteratur, – på norsk. Så kunne vi ikke følge med mere. Dette var både for kedeligt og for svært i de manges ører. Der var bare det, at der til alle timer var mødepligt. Vi skulle høre på alt det der norske. Vi var fire, der skulkede, – rent ud sagt. Vi havde fundet ud at Kragelund en af disse aftner ikke var på skolen, og det skulle begribeligvis udnyttes.
De tre andre havde værelse i et anneks over sløjdsalen, altså i en anden bygning end vi andre. De og jeg udnyttede muligheden, – vi satte os til at spillede kort hos dem. De tre var, af sikkerhedsgrunde, trukket i deres nattøj. Heldigvis for dem, for efter et kvarters tid var der inspektion. En af de andre lærer havde opdaget lys i vinduet og var velsagtens blevet mistænksom. Vi kunne høre hans trin på trappen. Jeg røg ind i et skab og de tre andre ned under dynerne.
Der blev høfligt banket på, og lige så høfligt svaret: ” Kom ind “. Døren blev forsigtig lukket op og læreren spurgte om grunden til de alle tres fravær. De kom med en god forklaring om en dårlig hals og god dag min hat. Han godtog den uden yderlige forklaringer, og satte sig ved bordet og snakkede og snakkede og snakkede og blev ved til sengetid klokken ti. Det var som han havde savnet selskab.
I mit skjulested blev efterhånden meget varm. Havde det endda været det eneste, men skabet var skæv og døren sad skæv. Havde jeg ikke til stadighed, med møje og besvær, holdt fast i den nederste kant af døren , og det var kun mulig med de yderste fingerled, var den fløjet op, – hvilket havde afsløret mig såvel som dem – der lå jo fire sæt kort på bordet. – Mon dog ikke han havde haft en anelse, og bare ladet den ”ukendte” i skabet lide, – de halvanden time han blev der.

Hver anden weekend var fri weekend. For en del af os foregik turen hjem med “Hadsund Peter”, og det var næsten altid en festlig tur. Som regel sang vi det meste af vejen til Aalborg, – sange vi lærte på skolen, og oftest var det ved flerstemmige sange, vi underholdt hinanden og medpassagerer med. Tog vi ikke selv initiativet, bad konduktøren om et nummer.

Det skolen gav os af ballast på de kun fem måneder et sådan ophold varede, kan ikke måles eller vejes. Det var nogle helt andre drenge der kom hjem efter den relative korte tid. Vi troede mere på os selv, havde mere selvtillid end da vi kom. Og det var ikke kun fordi syvtabellen også var genopfrisket, vore skolekundskaber i al almindelighed havde fået et gevaldigt løft.

Skolen kom til at betyde mere for mig end jeg i min vildeste fantasi havde drømt om den dag jeg første gang fik et glimt af Bælum Mølle og havde mavekneb af bare nervøsitet. Den dag kunne jeg ikke vide, at jeg året efter blev valgt som den første til formand for skolens elevforening og sad siden næsten i tyve år i skolens bestyrelse, hvor jeg fik indblik i skolens liv set ikke kun med en elevs øjne. En meget spændende tid med udvidelser og nybyggeri. Det var desuden i høj grad en brydningstid, hvor skolen gik fra at være en eksamensfri ungdomsskole til at kunne tilbyde 8, 9 og 10-klasses eksamen.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.