Forklaringen på åskriget

I Evald Tang Kristensens samlinger er åskriget ved Kvislemark blandt andet omtalt således: “Kvislemark og Fjurendal. Et stort Aaløb med to temmelig store Broer gaar gjennem Pastoratet. Der gaar gamle Sagn om et Aaskrig, som der til visse Tider høres. Hertz”

Åskriget er også omtalt i andre skriftlige kilder.

Stine, der boede i klokkerhuset ved Kvislemark Kirke, fortalte mig om det, førend jeg kom i skole i 1937. Hvorfor skriget lød, vidste hun ikke. Hun fortalte mig også, at præsten i Marvede for mange år siden havde nedmanet sin karl i laden, men kædede ikke det sammen med åskriget.

Men Dyvekær havde en forklaring på åskriget, skriver pastor Aage Lambert-Jensen i et efterladt notat. Han havde meget at fortælle, hvis sognepræsten under sine husbesøg stillede de rette spørgsmål. Han var en spændende sagnberetter.

Engang spurgte sognepræsten, om han havde hørt om spøgelset i Marvede Præstegård. Inden han stillede spørgsmålet, havde han selv læst en halv snes indberetninger om spøgelset på Det Kongelige Bibliotek. Historien går kort ud på, at avlskarlen var blevet nedmanet af præsten, fordi han holdt stævnemøde med hans hustru i præstegårdsladen. Nedmaningen lykkedes ikke. Avlskarlen gik igen. Så sendte præsten bud efter sin embedsbroder, præsten i nabosognet Kvislemark-Fyrendal.

Han kunne.

Hvorfor kunne jeg ikke, spurgte præsten.

Fordi du har begået en synd i din ungdom, der ikke er angret, svarede præsten fra Kvislemark.

Inden for sagnforskningen vidste ingen, hvori den synd bestod. Så spurgte sognepræsten den gamle sagnfortæller, om han vidste det.

Ja, da han var ung student og fattig, tog han engang to 2-skillings brød. Det var hans ungdomssynd, kom det prompte fra Dyvekær.

Nu var sognepræsten blevet interesseret. De talte om forunderlige ting, der var sket. Blandt andet om åskriget. Det lød kun få steder i Danmark. Et sted var lige nedenfor Kvislemark Præstegården, i åen, hvor den bugtede sig svagt forbi præstegårdsjorden. De gamle havde hørt det. Flere kunne fortælle om det forfærdelige skrig, der kom som fra et ulykkeligt menneske. Ingen havde set nogen skikkelse.

Sig mig, ved De, hvor det kom fra, spurgte sognepræsten.

Det kunne han. Han havde fra de gamle. Hans egen far blev 89 år.

Dengang den stærke præst manede spøgelset ned, så han et par benklæder og bluse fare ind over kirkegården. De forsvandt ud i åen med et forfærdeligt skrig, for ned i åen, fulgte dens løb forbi Deres præstegård (Kvislemark Præstegård). Der lød skriget igen, som flere har hørt, forklarede Dyvekær.

Så gik sognepræsten. Det var nok ham, der fik mest ud af det husbesøg, skrev Aage Lambert-Jensen i sit efterladte notat.

Flere skriftlige kilder beretter, at det var pastor Claus Schoning Tryde, sognepræst i Kvislemark-Fyrendal 1823 – 1861, der klarede nedmaningen for sin embedsbroder.

Der findes andre forklaringer på, hvorfor avlskarlen blev nedmanet. En forklaring går ud på, at præstefruen var utilfreds med, at sognepræsten havde for vane lørdag aften at gå ovre i laden for at forberede søndagens prædiken. Hun overtalte derfor avlskarlen til at tage et lagen over hovedet og optræde som spøgelse. Da præsten havde fået ham manet halvt ned, gav karlen sig til kende, men det var for sent. Præsten kunne kun mane ham helt ned.

For at forhindre karlen i at gå igen hamrede man en egepæl gennem hans krop. Indtil 1870´erne var der en egetræspæl rammet ned i præstegårdsladens gulv. Da man under nedrivning af laden gravede pælen op, fandt man et mandsskelet. Det blev begravet på kirkegården.

Dyvekærs borgerlige navn var Jens Peter Nielsen. Han ejede ejendommen Kvislemarksvej 49 indtil 1947. Godt et års tid senere sørgede sognerådet for, at han kom på alderdomshjemmet.

Da han døde et par år efter, blev han fulgt til graven af næsten hele sognet.

Instinktmæssigt anede man – og præsten sagde det vist – at med ham sank den gamle tid i graven, skriver sognepræst Aage Lambert-Jensen.