Bydammen istandsættes
Aarestrup Bydam, også kaldt Skoledammen eller Branddammen, hvilke tre navne brugtes i flæng af byens beboere, lå i foråret 1920 i en sørgelig forfatning. Der var såre lidt vand i den, men derimod mudder i velstand. Folk talte om, at der siden cirka 1886 ikke var blevet gjort noget for dens vedligeholdelse. Ved denne tid rensede Kristian, kaldet Døgind, og Lars Peter Larsen, kaldet Vendelbo, Dammen op for kommunen. De to mand fik i alt 40 kroner for de 10 dage i hvilke de begge arbejdede. Mudderet blev kastet og kørt på trillebør op på kanten, hvor det blev liggende. Da man lukkede vandet ud, fangedes en ål på et pund og to karusser på cirka et pund, fortæller Kristian Nielsen. Senere skal dog en mand ved navn Bøtcher, der var bestyrer for Torstedlund på den gård som nu Niels Kr. Bisgaard ejer, have kørt dynd op fra Dammen for at bruge det som gødning på marken, men efter denne gødning voksede kun følfod, pileurter og skræpper.
Planlægning af arbejdet
Den 3. juni 1920 sammenkaldtes til et møde i forsamlingshuset om, hvad der skulle gøres ved Dammen. Det kunne se ud til, at den helt skulle forsvinde, da der kun var en mindre pyt tilbage, hvorfra der var en af vandet selvdannet rende ud gennem dæmningen mod vest. Der mødte elleve af byens mænd, og alle var enige om, at der i høj grad tiltrængtes en god istandsættelse. Et udvalg bestående af gårdejer Chr. Niss, husejer og handelsmand Alfred Robenhagen og lærer Th. Johansen, alle af Aarestrup by, lovede at tage fat på sagen. Man gik en omgang om Dammen, og man enedes om, at alt mudderet skulle opkastes. Da man var bange for, at der ikke blev plads til det mod øst, nord og vest, skulle der dannes en gangsti langs skolens have. Der skulle være et vandingssted ved Jens Randers’ gård. Et par dage efter bestemtes det af udvalget, at der også skulle være vandingssted i den vestre ende af Dammen, da Niss ville have, at der skulle være to, således at der kunne køres ned i Dammen med hest og vogn, thi Dammen havde altid været branddam og skulle vedvarende være det. Endvidere tog man senere i udvalget bestemmelse om at danne en ø i midten af Dammen. Rundt om det hele skulle der sættes kampesten og på pladsen mellem vejen og Dammen lægges en række store pyntesten.
Den 4. juni slæbte Aarestrup skoles 2. klasses piger og drenge den første sten ned til Dammen på en lille stenslæde, som jeg lavede i et frikvarter. Stenen, der var flad, havde jeg gravet op i min køkkenhave, hvor den lå en halv alen under jorden. Den var cirka fem kvarter lang, trekvart kvarter bred og fire tommer tyk. Stenen sidder som nr. 20 mod vest fra Jens Randers’ køre- eller vadested. Lørdag den 12. juni slæbte 3. og 4. klasses børn ti større kampesten fra Niels Østergaards dige. Den sidste sten de slæbte var den største. Andenlæreren, vikar Carl Petersen og jeg måtte støtte den på slæden. Det gik langsomt, og vejen støvede godt.
Opbakning bag projektet – frivilligt arbejde og økonomisk hjælp
Den 5. juni var der allerede tegnet ikke så lidt af sten, arbejde og penge, thi hvor man kom, var folk villige til at gøre noget. Først skulle man have sten. Lars Peter Larsen, kaldet Vendelbo-Peter, lovede at sætte sten op hele Dammen rundt. Han var en på egnen kendt mand for at kunne dræne, nivellere og wattre og havde hele sit liv arbejdet med den slags arbejde. Karl Jensen, kaldet Tørve-Karl, der også var kendt som dygtig dræningsmand, skulle hjælpe ham. De skulle have 7,50 kr. i dagløn.
Vandet ledes ud af Dammen
Den 10. juni mødte Karl Jensen for at lede det vand, der var i Dammen, ud. Det var om formiddagen, og da der kun var lidt vand tilbage, begyndte dette at blive levende. Et par pundstore ål vred sig over mudderet. Skolebørnene kom ned for at se, og mens Karl Jensen gik ud og fangede de strandede karper og smed dem ind til kanten, arbejdede de små skoledrenge i mudder til knæene for at få fat i skallerne, der alle næsten var lige store, meget tykmavede, og vejede vel et pund pr. styk og var et kvarter lange. Der fangedes i alt 29 gråskaller og tre ål. Karperne skal være sat ud i Dammen for nogle år i forvejen af to drenge, Laurits Søndergaard og Laurits Kvist. De havde fanget dem som små ude i kæret, hvortil de var kommet fra Torstedlunds voldgrav. Ålene fik Karl Jensen. Skallerne blev sat over i gårdejer Lars Peter Larsens dam, hvor igennem der lededes rindende vand. Der døde tre af dem efter den hårde medfart. Den 11. juni mødte Lars Peter Larsen, thi der var allerede kommen en del sten. Der blev taget kraftigt fat fra første færd. Den liste, som snart var fyldt, så således ud:
Årestrup Bydam
Undertegnede af Aarestrup by og omegns borgere tegner sig herved som interessenter for at få Aarestrup Bydam oprenset og omgærdet med kampesten og yder herved bidrag i form af sten, arbejde og penge
Oprensning af Dammen
Den 15. juni mødte de første seks mand og tog fat på oprensningen. Man begyndte ved vestre ende. Her var aldeles ingen fordybning, da jordsmonnet gik jævnt ned mod mudderhullet i midten. Der gravedes ned til grusbunden, hvilken lå cirka en alen under overfladen. Der blev så at sige altid arbejdet på kraft. Byens gårdmænd var flittige til at møde og lede arbejdet. For hver dag blev der trillet en god bid op. I dagene fra den 15. til den 26. juni havde man fra fire op til tolv mand i Dammen. Styrken blev også populært kaldet ”samfundshjælpen”. Hver mand fik ”en øl” om formiddagen og en om eftermiddagen, hvilket de også fortjente. Arbejdet skred rask. Til sidst stod der en fire alen høj mudderforhøjning i midten med lidt vældvand rundt omkring nede i Dammen. Den 2. juli var der tolv mand i Dammen med trillebøre og to vogne. Samme dag blev der kørt en del jord ud i øen. Endskønt folk i denne arbejdstid havde travlt med hø, roelugning og tørv, kunne det dog lade sig gøre at samle ovenomtalte mandskab i Dammen, der på så hurtig en måde blev ryddet. I alt tog oprensningen af Dammen 81 ubetalte dage gjorte af ”samfundshjælpen”.
Stensætning langs kanten
Samtidig med oprensningen blev der kørt kampesten til stensætningen. Langs med landevejen lå der sten i massevis. Efterhånden kom der efter ”bøjningen” cirka 108 læs kampesten. Dette forslog dog ikke. Byens mænd kørte da ekstra. Da stensætningen var tilendebragt, hvortil flere af byens mænd hjalp til, især Kr. Pedersen (Ræbild) og Jens Marinus Jensen, havde næsten alle mændene i byen leveret ikke så få læs sten ekstra. Da jeg spurgte gårdejer Lars Peder Larsen, der havde lovet at køre fire læs sten om hvor mange han havde leveret, var hans antal steget til tretten læs. Kr. Pedersen havde kørt 10 læs sten, og således var det for flere. Dræningsmester Lars Peter Larsen, kaldet Vendelbo, stod efter bedste evne med en mand til hjælp hele tiden. Karl Jensen standsede den 3. juli, da han fik andet arbejde. Derefter hjalp husejer Niels Fisker nogle dage eller en mand fra ”samfundshjælpen”. I alt tog stensætningen 48 ¾ dag betalt med 7,50 kr. pr. dag foruden ekstra hjælp fra ”samfundshjælpen” – i alt 365 kroner.
Den 14. juli var den største dag i Dammen. Der var op mod tyve mand i alt den dag. Der sattes sten i renderne, bunden jævnedes og der kørtes fyld over i sydsiden med tre spand heste. Om aftenen ryddedes der op samtidig med at en del hjalp Peter Larsen med at danne og stenpikke de to vandingssteder. Om aftenen taltes der om, at nu kunne det være skønt at se vandet. Nu kom det an på om stensætningen var i vatter. Peter Larsen sagde, at dersom den ikke var det, stak han halen mellem benene og løb hjem. Vandet blev dog ikke ledet ind før den 20. juli klokken 4, da man var færdig med at køre fyld gennem Dammen. Kristian Kristensen satte stendæmningen, hvortil Anton Elkjer kørte sand.
Vand i Dammen igen
Den 20. juli klokken 4 om eftermiddagen blev vandet således lukket ind i Dammen igen. Mange længtes efter at se, om Lars Peter Larsens stensætning var i vandlinie. To dage efter kunne man se, at alt var i orden, og den 22. blev de 26 karper (tre var døde i mellemtiden), sat ud igen. Dammen løb fuld til normal vandstand i løbet af tre døgn. Den sidste af karperne gik i min fiskedam i adskillige år og døde først 17 år gammel i oktober 1935 af alderdom og begravedes foran stenen i skolehaven den 16. oktober 1935 af skolebørnene. Den var 11½ tommer lang og 6 tommer bred.
De store sten
Kr. Pedersen (Ræbild) havde en stor sten liggende ude i sin mark ned mod engen, og den ville han hente op til Dammen til pyntesten. De store sten, der skulle opstilles foran, havde man ikke talt så meget om under oprensningen af Dammen. Det stod som noget mindre væsentligt end damrensningen indtil 27. juni, da Ræbild havde prøvet den ny stenslæde med mindre sten. Severin Larsen havde også brugt den en del til at slæbe de store sten, der sidder i vestenden af Dammen, med. De blev hentet fra hans havedige og slæbtes af byens to fornemste dyr, hingsten David Triumf og hans 1. klasse hoppe ”Prinsesse Ingeborg”.
Altså søndag den 26. juni om morgenen hentedes den sten, der står nærmest genforeningsstenen mod øst. Rebild havde tre heste for og Kristian Niss sine to. Det første, der skete, var at nogle kobler sprang, men ellers gik det godt. Det var et smukt syn at se de fem heste side om side under godt ryk at slæbe denne sten op ad den skrånende mark. Vi var syv mand ude efter den: Niss og søn, Ræbild og to sønner, jeg og min svigerfar, der var her på besøg. Da fem-spandet kørte stenen ud fra vejen her i byen sank hestene i blød og væltede næsten mellem hverandre. Ræbilds hvide russer blev liggende imellem de andre. ”Der ligger de blødt”, sagde Ræbild. Skaglerne blev taget af. Et par rap af pisken og så gik det en tur hen efter den næste sten, der lå i stengærdet mellem Elkjers og Karl Jørgensens gårde.
Det var en værre sten at få hentet. Den så så uskyldig ud, da den sad i diget, men da man fik den gravet løs, viste det sig at være en koltring, der hverken kunne ligge på den ene eller den anden side på slæden. Det var en tung jernsten. Der kom nu folk nok, og der blev flere og flere. Den kom da op på slæden – og væltede af tre alen fra pladsen, hvor den lå. Skagler og præstegårdens trespændshammel sprang på flere steder. Hestene døjede hårdt med at tage den. Så fik vi også fragtmand Marinus Poulsens to heste for. Den væltede atter. Så kørte de med Damborgs heste, og så sprang der atter noget. Fra Niels Krogh og ned slæbte Niss’ og fragtmandens heste den alene, men de lå også som løver hen ad vejen. Det varede tre timer at slæbe stenen det lille stykke vej. Det var helt galt at slæbe sten på den måde. Ingenting kunne holde. Der gik for meget reb til. Kr. Niss lavede derfor en slisk af to tykke granstammer. Den kunne hænge under en vogn.
Genforeningsstenen
En aften var byens folk nede ved Dammen, og vi enedes da om at sætte en genforeningssten. Ude på Jens Thomsens hede lå en stor sten, som han havde gravet om. Den var stor. Det var ellers meningen at Ræbilds trekantede sten skulle have været brugt. Der var god stemning for at sætte en genforeningssten. Det skulle også ske snart. Man vidste jo ikke hvornår genforeningen med Sønderjylland skulle højtideligholdes. Allerede næste dags aften var vi sytten mand ude at se på stenen. Den skulle prøves. Niss var kørende derud med slisken og fik den sten læsset på, der står som nummer tre vest for genforeningsstenen, og den kørte han hjem med uden at vælte. Det lyder mærkværdigt, men det var nok fordi han kørte alene hjem. Resten af mandskabet, der nu efterhånden var blevet på 21 mand blev og væltede stenen op af hullet. Vi kom ikke hjem før klokken 1 om natten. Niels Østergaard, der var kørende, havde heldigvis en øl med til hver.
Næste morgen søndag den 4. juli skulle stenen hentes på Kr. Niss’ slisk. Jens Randers lovede at stå tidligt op og hente en stærk vogn i Konradsminde, så vi kunne begynde klokken 8. Vognen kom, og efter noget besvær fik vi heste og mandskab. Der blev efterhånden sytten mand. Vi fik stenen væltet op på slisken og skulle have den bundet op under hjulene på vognen, men så knak træerne, slisken var lavet af. Stor forbavselse blandt alle. Det lykkedes ikke at få fældet et par graner i Albæk Plantage, som ligger tæt ved, thi skovfogeden var ikke hjemme. Vognen skulle ind til Konradsminde igen. Jens Marinus Jensens søn Annæus hentede næste dag en endnu stærkere vogn og købte tre granstammer i Konradsminde. Så skulle det prøves igen den 5. juli om aftenen. Slisken var nu stærk. Jernkæder og vogn også. Det bedste, der kunne skaffes i sognet. Man var ikke så lidt i spænding. Den aften var der 30 mand i heden. Stenen blev læsset. Kr. Niss’ og Kr. Pedersens heste blev spændt for, fire i alt. Det gik godt ud af heden og ud til den smalle hedevej. Alle så lyst på tilværelsen, og det lange køretøj rullede nok så net af sted med de to kuske. Nogle råbte hurra.
200 alen henne stoppede de. De fleste stod endnu ved pladsen, hvor stenen havde ligget. Der blev lange ansigter. Hestene havde ikke kunnet holde vognen med stjerten, den var løbet ud af vejen i Jens Thomsens havremark. Hjulene gik i omtrent til navet. Stenen væltede halvt af. Atter slid og vælten i regn, så alle blev gennemblødte. Der blev dog prøvet. Seks heste, nu også Nørhaves to, blev spændt for. De ville ikke trække samtidig. Så fire igen. Folk ved stenen og folk ved hjulene. To mand med reb i stjerten på hver side. ”Hej op”. Vognen gik 1½ alen. Lidt hvil. ”Hej hop”. Så kom den i gang. Hestene slæbte, og mændene ved stjerten. ”Hop, hop, hop”. En kvarter dyb fure i vestkanten af vejen dannedes, mens folk tvivlede på, om ikke stenen skulle vælte af den hældende vogn. Furen blev 50 alen lang. Så var vognen på vejen. ”Hop, hop”. Op ad den ujævne, stenede bakke, forbi Jens Thomsens hus. ”Hop, hop”. Videre op ad. Det gik.
På toppen af bakken stoppedes. Heste og folk pustede. Det lettede i hele klyngen. Nu kan hestene tage den. Men nu er der sving ved Dyrbys hus. Det går nok. Det er halvmørkt. Tag så fat og sæt i gang. Folk til hjul. Folk til stenen. Stramme tøjler og stramme reb på stjerten fra hver side. ”Hej, hop, hej, hop”. Så er den i gang igen. Folk slipper. Det går jo let. Atter spænding ved Dyrbys tørvehus. Det går. Stenen rører jo bare lyngtaget, der går helt ned til jorden. Men så Dyrbys hus, som hestene allerede er ved. ”Det går nok, hop”. Kuskene strammer strikkerne, skeler tilbage, skeler frem. Jo. Stenen er et helt kvarter fra Dyrbys hushjørne. Råb: ”Den er god, hop”. Så det bratte sving. Vognen kan nok ikke blive på den smalle vej der. Mon den vælter? Atter en fare, men det gik godt. Atter et sving og hvil.
”Kan vi nu komme over den grøft der med vand”, siger den ene kusk, ”skam slå os, den smule vand”. Vi kan ikke blive mere våde end vi er i forvejen. Nå! Skal vi så af sted. Skal vi tage ved. Tag ved! Nej, lad nu bæsterne arbejde. Så går det godt fremad lige ud, indtil det lange køretøj kommer til Niels Nielsen Bødkers gård. Det er ud på aftenen, og månen begynder at titte frem til den skare af mænd, der færdes på spændingens vej. Humøret står godt og frejdigt. Det går jo godt nu. Niels Nielsen siger, at vejen kan godt gå denne vej. Et par af de ældre går foran for en sikkerheds skyld. Thi vejen er lidt dyb i den ene side. Men denne forhindring køres der udenom. Om lidt er toget ude på den banede landevej. Det spidse sving sætter atter spænding i gemytterne. Men langs vognens sider og ved stenen er der mænd nok til et tag, skal det knibe. Vognen svang over spidsen mellem de to veje og med en fure i grønsværet. En anden musik lyder nu fra vognhjulene end da de gik på de blødere hedeveje. Det knitrede, gnistrede og bragede under de svære vognhjul. Det gik rask fremad nu. Kr. Ræbild og Kr. Niss’ søn var kuske til Aarestrup, som derefter nåedes uden uheld klokken cirka 11 om aftenen.
Det varede derpå 1½ time inden stenen blev væltet over på forsiden, hvori der skulle hugges indskriften. Klokken var hen ad 1 inden byens mænd forlod Dammen. Næste dag, 6. juli, kom en svend, Dybbro, fra stenhugger Villefrance i Aalborg og huggede ”Minde om genforeningen 9. juli 1920”.
Fest for genforeningen
Den 9. juli var der stor fest i byen. Der var flag ved hver gård, og et stort flag over stenen. Den var bleven rejst to aftener i forvejen. En mand fra Konradsminde, Anton Svendsen, var kommen og betjente savværkets kran, der var hentet af Niels Østergaard. Han var først meget hård på det stykke arbejde, men så slog stenen en koldbøtte just som den var omtrent helt oppe, da det ene ben af kranen pludselig for en alen ned i jorden. Der blev nu hentet et halvt hundrede stykker brænde fra skolen, og med dem under sig blev stenen væltet op på højkant. Klokken 1½ aften var vi færdige. Der havde været en mængde mennesker om det arbejde, de fleste så på. Men stenen stod skævt med inskriptionen. Smed N. P. Nørgaard og et par andre stillede den dog lige næste dags middag.
Genforeningsdagen mødte hele byens befolkning ved stenen. Skolens fire klasser var samlede i firkant om den og sang ”Det haver så nyligen regnet”. Kr. Niss talte om det hjemvendte Sønderjylland. Børnene sang da ”Det lyder som et eventyr”, den ny sang af H. Pontoppidan. Jeg fortalte børnene om Sønderjylland. Dernæst sang de ”Fader, du løste vort folk fra dets smerte”. Derefter fik den utålmodige 92-årige veteran fra 1849 Niels Bøjer endelig lov til at hejse flaget til tops, mens børnene og folk gav et trefoldigt hurra. Da lød der fra skolens have tre skud, et for 1848, et for 1864 og et for 1920. De gaves af skovfoged C. Nielsen. Niels Bøjer sagde et par ord og fremsagde en sang fra 1848, som Frederik d. 7. havde lært soldaterne. Børnene sang ”Så rejser vi til vort fædreland”.
Der var cirka 300 mennesker. Det begyndte da at regne. Klokken 5 gik alle i kirke, hvor pastor Howardy fra Sønderup prædikede. Kirken var pyntet og propfuld af folk. Vor egen præst Johs. Erichsen var borte den sommer på grund af sygdom. Om aftenen samledes folk i det pyntede forsamlingshus og spiste de medbragte madkasser. Der blev holdt flere taler, blandt andet for Niels Bøjer og om den enighed, der havde været om at danne Dammen. Det blev fremhævet flere gange. Sange blev sunget. Man gik en tur om Dammen. Børnene sang uden for huset i den stille aften. Byens koner serverede gratis kaffe.
Damfest og borgerforening
Søndag den 1. august afholdtes stor Damfest i forsamlingshuset. Byens koner arrangerede festen, serverede kaffe, kage for alle de, der havde arbejdet i og med Bydammen. Man samledes klokken 5. Der blev sunget meget den aften. En hel del taler holdtes. Efter det fælles bord var der svingom til klokken 12. Annæus Jensen var spillemand. Man enedes om at damudvalget. Kr. Niss, Alfred Robenhagen og Th. Johansen skulle arbejde på at danne en borgerforening, der i fremtiden skulle tage sig af byens tarv og vedligeholde Dammen.
Svaner i Dammen – og hvad siden hændte
Den 17. september 1920 satte uddeler Olaf Elefsen to svaneunger i Dammen. Nogle dage efter tog den ene rejsepas ind til grev Schimmelmanns sø ved jagtslottet i Rold Skov, hvorfra den dog hentedes efter at være eftersøgt i avisen. Derpå blev ungerne alvorligt stækket. Den ene døde på isen i cirka 1928 og en ny købtes.
Den 17. november 1920 plantedes 15 birketræer rundt om Dammen. Nogle dage før, 8. november, slæbte Kr. Niss og Kr. Pedersen Ræbild sten til vestre ende af Dammen. Mortensaften 1920 dannedes Aarestrup borgerforening med Kr. Niss som formand. I 1931 og 1932 lagde svanerne ved Dammen æg begge to. Det er to hunner.
Th. Johansen gennemgår i sine notater hvor hver enkelt af stenene kommer fra, hvilket kan læses i hans notater i Lokalhistorisk Arkiv i Øster Hornum.
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!