Han er født 15. september 1916 på Tystofte mark, forældrene er Per Edvardt Svensson og Kirstine Svensson. Da han er 2 år flytter de til Saltø, hvor morfar byggede et statshusmandssted.

Kirstine arbejder stadig ovre ved Skælskør og går der over med min morbroder ud og hjem.

Han bliver konfirmeret i Vallensved og kommer derefter ud at tjene selv om han siger at han hellere vil ud at sejle, og da han finder madiker i sin dyne, stikker han af og rejser til Svendborg.

Her melder han sig ind på Svendborg søfartsskole. Han skriver hjem til morfar, at han har meldt sig ind og agter at tage ud at sejle. Mormor og morfar kunne ikke gøre noget.

Den første gang han var hjemme havde han tatoveringer på armene og mormor forlangte at han skulle vaske dem af. De kan ikke vaskes af sagde min morbroder, sludder siger mormor og tager hans arm og begynder at skrubbe på armen, men hun måtte konstatere at de ikke gik af.

2. verdenskrig kom og min morbroder sejlede fra Usa til Murmansk, nord om Norge, med forsyninger, dette kunne være benzin og krudt, til russerne, og blev bombet flere gange, hvor han flød rundt på havet på vraggods og havde mistet alt. 12 dage flød han og hans kamerater rundt en gang i ishavet og der var kun 3 der overlevede. En anden gang var der faldet en ueksploderet bombe på dækket, og min morbroder bad tømmeren om at fjerne den. Det gjorde han også, men min morbroder fandt ud af at han havde taget den med ned i værkstedet og var begyndt at skille den ad. Dette viser at de kun levede fra dag til dag.

Elien Winona Parsons blev født 18. september 1925 i Cambridge Massachusetts. Under krisen i 30-erne, flytter familien til New Foundland, og som ung kommer Elien til en tante i Halifax. Her strikker de unge piger strømper og trøjer til de sømænd der var blevet bombet og havde mistet alt. Det gjorde hun også men hun lagde en seddel med navn og adresse i et par sokker, og Svend fandt netop den adresse og opsøgte den og takkede for strømperne. 2 år senere blev de gift den 2. august 1945 i Cambrigde Massachusetts.

De slår sig ned i Fremingham lige uden for Boston og får 2 børn, Paul Edvard Svensson og Elaine Suzanne Svensson.

Saltø skov er på 21.344 m2 fredsskov, der består af løvskov og nåletræer. Skoven er opdelt i forskellige afdelinger og disse består af Øverste have, Mellemste have, Gammel have, Byshave og Borgnakke.

Byshave var jord tilhørende landsbyen Bistrup og blev brugt til fællesgræsning af dyr. Da der ikke mere var brug for jorden til græsning blev den nedlagt og inddraget til skov, og brugerne fik erstatning for tabet af jorden.

I saltø skov og omegn er der 4 dysser, 31 høje i skovene, 1 borghøj, 12 høje på markerne. En del af dem er i Byshave og den største er 29 m. i diameter. Ude i byshave står Kærlighedsbøgen, det er en meget særpræget bøg, hvis stamme deler sig i 10 forskellige træer. Den har i gennem generationer været brugt til at ingravere og ridse en mængde navne og hjerter af elskende par.

Af andre serværdigheder er en Høgeurt, “Hieracium Ciliatum”, som kun findes i Saltø Skov samt et andet sted i Danmark. Så er der danseegen som står på Hjørnet af Møllevænget og Skolevej, den har været anvendt som dansetræ ved de tilbagevendende majfester.

Brændehusene lå ved skovfogedboligen og blev bygget i 1931-32, de blev brugt til at tørre brænde i, i den ene side til kakkelovnsbrænde 30 cm og den anden side til industribrænde 40 cm. De blev solgt enten i hektoliter eller rummeter. Desuden blev der lavet en del flagstænger og kragetræer. Nu bliver pladsen brugt til pyntegrønt.

Langs Saltø å står der tagrør, de blev høstet omkring 1. november, så var rørene modne – det vil sige at alle bladene var faldet af. I gamle dage foregik dette med le og de skulle bæres ind på land. Hvorefter de blev renset og buntet, der blev høstet op til 500 traver (en trave er 20 neg). der høstes stadig neg nede ved åen, men nu med maskine.

Vejene i skoven har forskellige navne, Strandvejen, Øverstehavevejen, Uglebjerggårdsvej, Grævlingevejen, Brændehusvejen, Tværvej, Kurvemosevej, Byshavevej, og så Hans Peters vej. Hans Peter sad ofte på en bænk på den vej, derfor Hans Peters vej. Hans Peter boede i Saltø Skovvænge. Foruden vejnavnene er der biens rende, en bæk – afvandingsgrøft, ude ved grævlingevejen ligger den bundne opsparing, en meget kostbar overkørsel over Biens rende, der humoristisk bliver kaldt dette fordi den var meget dyr at lave.

Til Saltø skov hørte der 6 huse med ca. 5-7 tdr. og i alle husene var der en mand der arbejdede i skoven, hvoraf 2 havde arbejde på Ladby eller Karrebælstorp teglværker. Alle skovarbejderne havde husdyr, 1-2 køer, kalve, grise og høns, en enkelt havde en hest til udtrækning af tømmer. Der var også en der drev et husmandssted på 20 tdr. En af skovarbejderne var ledvogter, det var hans ansvar at lukke alle ledene om aftnen og åbne dem igen næste dag.

Per og Ane Kirstine boede 26 år ved Saltø, hvor de byggede et af de 8 statshuse der er ved Saltø. Senere købte de et hus i Søndergade i Hyllinge hvor de boede da kræfterne ikke slog til mere.

Svensson blev født som nr. 4 ud af en søskendeflok på 7, Kirstine som nr. 4 af en søskendeflok på 6 så der har sikkert ikke været meget at slå til søren med, de kom begge ud at tjene tidligt. Svensson blev konfirmeret i Silhøvda kirke den 13 maj 1893, og han stak af hjemme fra i 1895 og kom til Amager uden en klink på lommen.

På havnen mødte han en Svensker som gav ham mad, en skilling og gav ham mod til at forsætte rejsen. På amager blev han ansat af godsejer P.O. Bager i ST. Magleby. Efter at have været på Amager nogle år blandt andet som gartner hos O. Olsen, rejste han videre til Skjoldnæsholm hvor han tjente som malkekarl og andet forfalden arbejde, der fik han 170 kr. for at være fra den 1 maj 1896 til 1 november 1896.

Herfra går det videre til Beldringe gods Præstø. Men på Beldringe indtræffer der en mindre forselse der giver 5 dage på vand og brød. Forløbet er således:

De kørte roer ind og morfar var i stalden, udenfor går de andre karle, Morfar kaster en roe ud gennem vinduet og er lige ved at ramme forvalteren. Forvalteren kommer ind i stalden og retter en bebrejdelse i mod han og da morfar svarer igen og langer ud efter forvalteren med en greb, og rammer ham i hovedet, denne får et blåt øje og et flækket øjenbryn, han havde kun haft til hensigt at ramme ham på armen, forklarede han senere i retten.
Forvalteren fik ikke men af slaget. Morfar fik 5 dage på vand og brød og skulle betale omkostningerne – 20 kr. Morfar appellerede til overretten som kun stadfæstede dommen.

Efter dette blev han fodermesterlærling på Højderagergård, Slangerup, og så gik turen ellers rundt omkring i landet, bla. hos en skovfoged i Lemvig og efter forskellige pladser kom han til Transbygården ved skælskør.

Her lærte han Ane Kirstine at kende. Hun er født i Magleby og boede sin barndom i fattiggården til hun kom ud at tjene. Hun havde mere stadighed over sig, da hun kun havde haft plads på to gårde på Glænø Brylluppet stod på hendes 21 års fødselsdag. I en tid boede parret i skælskør hvor morfar var med til at støbe vandbeholderen på møllebakken, men de vendte senere tilbage til Transbygården.
På Transbygården fik han 1,34 kr. om dagen med en arbejdstid fra 5.30 til 19.00 og der skulle bestilles noget ellers var der nok anden hjælp at få, fortæller morfar.
Mormor fortæller at hun var glad når hun havde hjulpet til med vask og strygning på gården og på to dage tjent en daler.

Da ægteparret i anden omgang vendte tilbage til gården var det som fodermesterpar, og der blev givet 1 kr. for hver kalv der kom til at leve og tillige var der procenter at hente for mælken. Det lykkedes for parret at spare lidt op og det var for disse penge at de købte et sted i Tystofte.
Men det faldt sammen med første verdenskrig og det var sløje tider, morfar fortæller at hønsene døde simpelthen af sult og vi kogte suppe på et kohoved og tilføjer at sådan føde vil han meget nødig spise i dag.

Men tiderne ændrede sig og fra at have de bare næver og kun lige til dagen og vejen manglede de ikke noget på deres ældre dage. Morfar fortæller at når han gik i Vedskølle brugsforening og handlede, fik han alt hvad han kunne slæbe hjem for en femmer og nu får man hvad der kan ligge i en vestelomme.

Efter 4 år i Vedskølle hvor han arbejdede i haven på Basnæs søgte de statslån og byggede deres landejendom ved Saltø gods og var der igennem 26 år, indtil helbredet ikke kunne mere og de rejste til Hyllinge. Man kunne ikke høre på Per Edvard Svensson at han var svensk, da mormor traf ham talte han jysk.

Disse to mennesker har været meget for hinanden gennem mange år i medgang og modgang og selv om livet var slid og slæb fortrød de ikke noget og følte ingen bitterhed mod livets tilskikkelser. Per Edvard Svensson fik dansk statsborgerskab i 1910 og de ligger begge begravet på Hyllinge kirkegård. De fik 6 børn alle opkaldt efter morfars svenske familie. Gerda Hulda Hellene Olsen, Karl Otto Lundkvist Svensson, Holger Svensson, Svend Holger Svensson, Grete Karen Sevia Larsen og Olga Gertrud Larsen.