Den smalsporede private jernbane blev åbnet i 1898 og levede kun i 32 år. Den blev som den første banestrækning lukket allerede i 1930. Men den dag i dag kan flere strækninger endnu følges som stier eller markveje.
For nogle år siden talte Egtved Museumsforening med dengang nulevende, der havde rejst med toget, og her følger nogle af de små fortællinger:

Ejner Buhl Gaarde:
Når far kom hjem med toget fra Kolding kl. 11 skulle han hjem og spise, jeg fik så lov at rangere de togvogne der skulle ud på turen tilbage kl. 12. Far var togfører på Egtved-Koldingbanen der var etableret i 1898 og kørte frem til 1930, hvor den smalsporede bane blev nedlagt. Sammen med lokomotivføreren hjalp jeg som dreng altid med at vende lokomotivet på drejeskiven, fylde vand og kul på, samt sætte vognene rigtigt sammen. Stationsforstanderen hed Nissen og var også Postmester, han var en fin mand.

Dengang var der jo et virkeligt liv på pladsen nede ved stationen, hvor nu posthuset ligger. Dengang var der næsten ingen biler, og alt gods til kroen, hvor der var købmandshandel bl.a. med foderstoffer og meget andet, blev fragtet med banen og siden kørt ud af vognmand Simonsen, der havde Afholdshotellet. Med hestevogn kørte han så varerne ud til kunderne i byen.

Den anden vej husker jeg de levende svin, bønderne kom med. Der var virkelig liv på stationen, især om mandagen. Stationsforstanderen var også kongelig måler og vejer, og svinene skulle vejes og afregnes kontant. Så skulle bønderne gerne en tur omkring kroen og have et par kaffepunche inden hjemturen.

Også tørv og brænde kom der mange vogne med. Det var faktisk den største del af transporten fra Egtved, som så skulle videre til Kolding og så omlades til Fyn og Sjælland. To kasser af vores slags, der fyldte en vogn, kunne være i een statsbanevogn. Det var en alt for stor udgift i længden med den omladning i Kolding, og da først rutebiler og lastbiler blev almindelige, var det sket med Egtvedbanen.

Karen Jacobsen, Vorkvej 20:
Den 13. dec. 1927 brækkede min bedstefar, L. P. Madsen sit ene ben. Han var smed i Ballehule og de havde fået et tungt redskab leveret med Egtvedbanen. Slisken brækkede under aflæsningen hjemme, hvor vi boede, nu Vorkvej nr. 20, og maskinen faldt ned over bedstefar. Han kom på Kolding sygehus, og vi tre børnebørn på 4, 6 og 7 år skulle med mor ud og besøge ham.

Vi skulle så med toget fra Egtved, det var snesjap og vi skulle gå i forvejen i vore træsko derop. Mor, Anna Madsen kom på cykel bagefter, men da hun kunne se os oppe ved Kirken, blev hun hed om ørerne, idet hun havde glemt kurven med vore sko. Der var ikke tid til at hente dem, så vi smuttede ind til “Røgsinne” for at låne sko. Jeg fik som den ældste et par fine nye laksko, men Simone måtte have et par gamle, alt for store med aviser i, – uha gå i Koldings gader med sådanne nogle, Mika fik et par snørestøvler. Hjemme så søster Gudrun kurven med skoene og løb ud til far, Sofus Madsen. Han var ved at sko en hest, men hest og mand måtte vente. Far havde en lille motorcykel, nærmest som en lille knallert i dag, – han af sted med vore sko og nåede akkurat at lange dem ind af vinduet i toget, og vi kom standsmæssigt til Kolding.

Johanne Andersen, Kirkevænget 7C:
I min barndom hørte “Egtvedgrisen” med til min hverdag. Vi kunne hører den når den kørte fra Egtved og ind, og igen fra Bølling Station, som vi boede ikke så langt fra. Vi børn kendte alle togtiderne, og da vi intet ur havde, var det med at komme hjem fra marken, når toget fra Egtved kom forbi et par minutter over 12. Vi var tit nede på stationen i Bølling for at sende breve eller pakker med toget.

Far var også tit med toget til Kolding, det var gerne når han skulle til eksportmarkedet, hvor dyrene blev handlet. Når vi skulle have grise eller kreaturer med til slagteriet, blev der sat en jernbanevogn på Bølling Station og dyrene blev så læsset på ad en rampe. Min yngre bror blev tit sendt til Egtved med toget for at handle lidt ind i Brugsen. Han var da en halv snes år og skulle sige til togføreren, at han skulle med toget hjem igen.
En gang var han ikke kommet tilbage til toget i Egtved og der blev så ringet til Brugsen, at nu skulle han komme, for toget skulle køre.

Jeg havde også en ældre bror, der hver dag kørte med toget til Kolding, da han gik på realskolen der. Vi havde en lidt besværlig vej til Bølling Station, den var ikke lang, men vi skulle over Hjelmdrup mose, hvor der kun gik en sti dengang. I den mørke vintertid, havde han en lille flagermuslygte med og det skete han var lidt sent på vej. Når han så kunne se toget skulle til at køre, svingede han lygten og da ventede toget selvfølgelig lige på ham.

Han oplevede og fortalte meget fra skoletiden i Kolding. Især de mange forskellige mennesker, der var med toget og som fortalte historier på vejen. Der var en grisehandler, Peter Søndergaard, som særlig var god til det med historier. En vinterdag under en slem snestorm, kunne toget ikke kører længere end til Viuf. Der blev ringet til en nabogård, at der var en ung mand, der absolut ville hjem og at det sikkert var min bror. Far gik ham så i møde og fandt ham da også på linien i snefygningen. “Far er det dig”, sagde min bror forundret, da far fandt ham i sneen.

Stationsforstanderen i Bølling hed Madsen, de havde mange børn, som jeg gik i skole med. Senere kom der en ny der hed Lund. Ham fik min yngre bror lov til at køre med på troljen, når Lund skulle ud på linien for at tilse denne. Det gik stærkt ned mod Egtved. Toget kørte meget langsomt opad fra Bølling Station mod Vendborg. Vi børn kunne høre den sagde: “Kom til hjælp – kom til hjælp”! Når toget så omsider var kommet i fart sagde det helt anderledes:  “Behøves ikke – behøves ikke”!

Aksel Larsen, en jævnaldrende nabodreng, fortæller om toget, at de kunne godt standse dette hjemme ved deres hus, så de ikke behøvede at gå til stationen for at stige på. Han blev i øvrigt engang meget forskrækket og kunne ikke sove om natten. Han havde været med sin mor i Gravens og i toget var der en mærkelig mand, der alvorligt talte om sære ting. bl.a. at verden ville forgå dagen efter. Det var bare for meget for en dreng på 10 år dengang i 1920erne.

Det var en mærkelig dag, og dagene derefter, da vi ikke længere hørte togets fløjt og kunne konstatere om det var middag. Da var jeg 14 år slutter Johanne Andersen.

Mogens Terp, Terpsminde ved Brakker:
Mine to brødre var noget ældre end jeg og jeg husker, at de skulle med toget til Kolding fra Brakker Station kl. 6.40 om morgenen og så var de først hjemme igen med toget 17.35. Især om tirsdagen nåede de ikke skolen før hen ad kl. 9, for da var der så mange svin der også skulle læsses på toget, men det var mine brødre ikke spor ked af.
Om vinteren så mine brødre faktisk kun deres hjem ved dagslys om søndagen, det var lange dage dengang. Hvis mine brødre nu var kommet lidt sent af sted, så havde de altid en lygte med og den svingede de med oppe ved vejen. Det så lokomotivføreren os så stoppede han og tog dem med.

Min far havde leveret en orne på stationen engang, og man ringede lidt senere fra Alminde Station, at ornen var ikke mere på toget. Far og karlene tog derpå ud for at lede efter dyret, men de kom næsten kun udenfor indkørslen, så kom ornen luntende af sig selv hjemad.

En anden gang havde toget fået for meget fart på ved Alminde Hule og i et sving røg sidelågen op på en vogn med grise. Resultat, alle grise trimlede ned ad jernbanedæmningen.

Opad på denne stækning, hvor toget kom ned i godt skridtgang, var det en yndet sport blandt skoledrengene, at hoppe af og skubbe lidt, men det var til stor ærgrelse for togpersonalet, og een gang lykkedes det da også at få toget så hurtigt i fart, at drengene blev agterudkørt.
Sådan drillede man hinanden. Drengene sang: “A kan eet – a kan eet, a trower det goer – a trower det goer”, og så når toget kom i fart – “det gik jo lie – det gik jo lie”.

Sønnen fra St. Roed har fortalt mig, at han engang han kedede sig, havde tændt et bål mellem skinnerne. Toget måtte jo pænt holde og slukke branden og derpå måle om skinnerne havde slået sig, hvad de nu ikke havde, men det var en betydelig værre historie for drengen, end han havde tænkt sig.

Mine forældre og de andre bønder her på egnen, skulle gerne hver tirsdag til Kolding, da var der markedsdag og man havde en stiltiende aftale om at sidde på de samme pladser i toget. Der var plyssæder på 2. kl. og træsæder på 3. kl. Bønderne havde altid 2. kl. og det var ikke velset, hvis der kom en fremmed og satte sig på ens foretrukne plads. Det var næsten lige som i kirken.

Da motorvognen kom og der ikke skulle rangeres så meget med godsvogne, kom vi noget hurtigere frem. Motorvognen kunne ikke trække andet en enkelt postvogn foruden sig selv, hvor passagerne sad. Her på egnen var det en yndet fornøjelse om sommeren at gå ned på Brakker Station og se det sidste tog til Egtved kl. 22.09. Der var jo ikke så megen anden adspredelse, så vi spadserede ned for at se hvem der nu havde været med toget og måske høre lidt nyt. Det var jo inden både radioen og fjernsynet kom til at ændre folks vaner.

Så vil jeg lige også tilføje, at når man i dag færdes ad den gamle banelinie, kan man ikke undgå at lægge mærke til de mange blommetræer, kirsebærtræer, æble- og pæretræer, ja også nøddebuske er der mange af. Det undrede mig i mange år indtil det slog mig, at det er vel passagererne, der har spist disse frugter og smidt resterne ud. Det har så resulteret i disse træer langs banelinien, der stadig står her 70 år efter den sidste tur med “Egtvedgrisen”.

Aksel Kyed, Ågård:
(Sådan blev Marius Kyed til)
Den første stationsforstander i Starup –  eller ekspeditrice som kvinderne hed – var frk. Madsen. Iver Kyed fra Hesselballe tog tit Egtvedgrisen til Kolding, og på Starup Station trak han altid kupèvinduet ned og spurgte: “Hwoden goert frk. Madsen”.

Dette blev optakten til den lune og første borgmester i Egtved storkommune, idet Marius blev født efter en del parlementeren gennem vinduet og senere frk. Madsens og Ivers giftermål.

Hans Ravn i Gravens købte en lastvogn og blev fragtmand for stationerne ved Egtvedbanen, men med en klausul om ikke at konkurrere med banen. Dette gav helt groteske situationer. Han hentede en gang et klædeskab i Hesselballe og kørte det til Gravens Station. Dernæst hentede han igen skabet på Haurballe Station og kørte det een km ud til karlens nye adresse.

Ida Skovmand Siggaard, Vejle:
Min far drev gartneriet “Flora”, Sdr. Vang i Kolding og min mor havde blomsterforretning i Jernbanegade fra 1898 til 1934. De sendte mange planter, kranse og buketter med “Egtvedgrisen”, så dens navn hørte jeg tit som barn.

Min mor fortalte at bønderne var noget bange for deres kreaturer på marken den gang banen startede. Jeg kan huske at der i den bagerste vogn, øverst oppe i højre hjørne, var et lille træ-lukaf til en banemand. Han skulle bremse toget med en stang oppe fra sit lukaf. En hund, der boede i et hus langs banelinien ved bakken op mod Bramdrupdam, havde set sig gal på denne bremsestang, og når toget passerede op ad bakken løb den bagefter og hagede sig fast i denne stang så toget standsede. Da det var sket flere gange fik hundens ejer besked på at holde hunden inde når toget kom. Toget kunne tidsnok blive forsinket på strækningen inden det nåede Egtved.

Den første telefoncentral i Egtved havde til huse på kroen, hvor en ugift datter af kromand Møller passede centralen for omkring 100 år siden. På et billede af kroen fra dengang ser man telefonmasterne med ca. 8 linier, og det har sikkert også været antallet af abonnementer, telefonen var et ret nyt fænomen, som dog hurtigt blev populært.

Telefonselskabet havde da 16 centraler her på egnen og var hjemmehørende i Ågård, hvor doktor Vinther var formand. I 1917 var centralen flyttet til Egtved Afholdshotel i Dalgade, og blev bestyret af Marie og Anton Jensen. De havde centralen i mange år, og da Anton Jensen døde i 1945 overtog enken hvervet som centralbestyrer helt indtil centralen blev automatiseret i 1968.

En datter, Kethy Elmstrøm i Vejle fortæller at centralen blev flyttet til sit nuværende sted, Dalgade 26, ca. 1920. Allerede nu var der 86 abonnenter og midt i trediverne var dette tal vokset til ca. 150. 1940 blev centralen overtaget af Jysk Telefon, og herefter gik udviklingen endnu stærkere.

Inden Jysk Telefon overtog centralen bestilte man ikke telefonnumre, men bad bare om Brugsen, snedker Thomsen eller Jens Hansen, og man var nødt til at huske numrene udenad siger Kethy Elmstrøm og tilføjer, at folk dengang troede vi vidste alt på centralen, hvad der nu ikke var helt rigtigt. Dengang blev der oprettet partstelefoner med et x, y, u og v tilføjet til nummeret. Det var billigere for abonenterne og sparede selskabet for at trække alt for mange luftledninger. Det indebar at man skulle løfte røret og høre om der var andre i røret, i så fald måtte man pænt vente til der var fri.

Inden 2. verdenskrig var der to telefonmontører, Marinus Johnsen og Andreas Christensen. Når der var stormvejr blev ledningerne ofte slynget sammen og så talte folk i munden på hinanden. Montørerne måtte så ud i al slags vejr for at rette trådene ud eller sætte knækkede master op igen, tit en ret håbløs opgave om vinteren. Efter kl. 20 om aftenen var centralen lukket, men man kunne godt ringe i nødstilfælde, det kostede 50 øre ekstra, også efter kl. 11 om søndagen.

Efterhånden som centralen voksede blev der flere ansatte, og det var et ret eftertragtet job at være telefonistinde, arbejdstiden var 7 timer, med et kvarter og en halv times pause, hvor man blev afløst af en anden. Havde man vagt om søndagen, gav det en fridag ugen efter. Når det var tordenvejr op over måtte vi slet ikke betjene centralen. Det skete dog engang at der kom en mand cyklende og meldte om en ildebrand, da så vi stort på forbuddet og ringede efter brandvæsenet beretter den forhenværende telefonistinde Kethy Elmstrøm.

Siden automatiseringen i 1968 har telefonens sejrsgang været eksplosiv. Luftledningerne blev lagt i kabler og ned i jorden, og nu er det ikke længere så meget fastnettelefonen der benyttes. Mobilen, der for 25 år siden vejede 10 kg og kostede en formue, overtager mere og mere telefonsnakken plus alt det med SMS og hvad det nu hedder. Vi er nogle der mener, det næsten er blevet for meget af det gode, men hvem vil undvære sin mobil i dag?

Rædsel og panik i Egtved for 150 år siden
I foråret 1848 var oprøret i hertugdømmerne mundet ud i en krig mod Danmark, og kort efter udbrød der en ganske voldsom panik i befolkningen overalt i Jylland.
Rygtet ville nemlig vide, at en stor skare tugthusfanger, (de blev dengang benævnt slaver) var sluppet ud fra fængslet i Rendsborg, og nu drog disse røvere hærgende op gennem landet sydfra, og da den danske hær var involveret i  kampe mod oprørerne i Sydslesvig, var der ingen til at stoppe slavernes voldsomme plyndringer, ildspåsættelser og voldtægter.
Rygterne herom gik som en løbeild fra sogn til sogn, det var jo inden man kendte til en almindelig kommunikation, som vi kender i dag, med aviser endsige radio og TV.

Her på Egtvedegnen er der forskellige gamle beretninger om, hvad alle disse falske rygter afstedkom, og nogle skal her genopfriskes, idet der vel aldrig siden har været en så udtalt frygt i befolkningen, men også på samme tid en vilje til at gøre modstand.

En mand fra Oustrup fortalte omkring 1900:
Jeg mødte min søster, hun havde været til konfirmationsforberedelse, og nu hun kom løbende og fortalte, at en af mændene i Egtved stod udenfor sin gård og græd.
Han havde fortalt hende, at Keldkær skov var fuld af røvere, og at vi sikkert også fik deres besøg. Man skulle imidlertid bevæbne sig og samles for at tage imod dem.
Far var for gammel til at møde og ingen af os brødre var voksne, men så længere hen på dagen kom  “gal Søren smed” jagende forbi  vores gård i strakt galop. Han var på vej mod Ødsted for at erfare nyt om fjenden. Jeg hørte dog aldrig hvad han havde fået at høre.

Medens dette stod på, beredte mændene i byen sig på at give slaverne en varm modtagelse, og kvinderne havde travlt med at gemme værdigenstande. Sølvtøj blev gravet ned under bryggersgulvet, kister med klæder og andre ting, som man nødig ville miste, blev måske kørt udenfor byen og gemt på afsides ejendomme, imedens de våbendygtige mænd stævnede til Egtved, og var udrustede på samme vis som i vikingetiden. En husmand på Egtved mark mødte med sin store buløkse fæsnet på en et langt skaft, nogle havde forke eller udrettede leblade, kun de færreste havde et gevær at forsvare sig med.

En anden mand, Christian Pedersen har fortalt. – Min far, Peder smed boede på en lille gård mellem Egtved og Fuglsang, det nuværende Tagkærhus. Far havde været smed og havde en smedje ved gården, hvor han endnu drev håndværket. I disse dage bestilte han ikke andet end lave spyd og rette leblade til “hæren”. Denne samledes i sandgraven i Egtved, hvor senere kroen blev bygget, og de indøvede så på marken ovenfor, hvor møllen siden blev bygget i 1861.
Vi drenge fandt, at det var kostelige løjer og stillede os i geled som de voksne. Nogle af mændene havde været soldat i København og de agerede befalingsmænd og brugte de kommandoer de kunne huske. Når der blev kommanderet: Til angreb! Løb hele hæren mod kirkegårdsdiget og de faldt sommetider, de var jo ikke vant til denne bestilling.

Dagen efter kom to store høstvogne til Egtved fyldt med bevæbnede mænd fra Randbøl sogn. De havde hørt, at slaverne huserede i og omkring Kolding, og ville nu stille sig til de derværende forsvareres rådighed. De kom nu ikke længere, men deltog vistnok i den lokale styrkes eftersøgning inde i Egtved skov, hvor rygtet sagde, at der var set nogle mistænkelige personer, denne eftersøgning var dog også resultatløs.

I det hele taget kunne de udsendte vagtposter ikke melde om noget som helst usædvanligt, men fortællinger og rygter om herregårde, der var brændt ned, folk som var slået ihjel osv blev ved med at gøre folk forvirrede og rædselsslagne nogle dage endnu. Selv fra nord var man begyndt at frygte undvegne tugthusfangers tilsynekomst, rygtet fortalte nemlig at fangerne i Viborg også var sluppet fri, og nu var på vej sydpå for at forenes med slaverne fra Rendsborg. Derfor blev der sat vagt på Råbjerg, hvorfra man kunne se viden om.

I Vork, som dengang var større end Egtved by og dens gårde, samledes man også og indøvede modstand, der er beretning om at flere kvinder og børn gemte sig nogen tid under bakkerne i jordhuler, men efter nogle dage slappedes spændingen lidt efter lidt, da der stadig ingen slaver ankom, og det hele viste sig at være opspind.

Der er mange fortællinger fra alle egne af Jylland om disse grusomme rygter, hvor både præster og andre øvrighedspersoner lod sig opsluge af panik. Selv Herredsfogden sendte ordre ud til sognefogderne, og disse måtte så med ridende stafetter underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene, for at værne hjem og arne, som det hed. Senere kunne man så dog også more sig sammen over hele postyret, og det gav anledning til at der findes så mange fortællinger om hændelsen.

Dog undgik Egtveds borgere ikke den efterfølgende krig, hvor især de såkaldte “friskarer”  huserede i længere tid medens de var indkvarteret på Nybjerg Mølle. Men det er en anden historie.
Egtved Museumsforening har i øvrigt et par eksemplarer af de hjemmegjorte våben fra “slavekrigen” i sin samling.

Rytterdistriktet
Indtil 1765 hørte Egtved sogn under Kolding Rytterdistrikt. Det ville sige at bønderne var fæstebønder og skulle stille med en rytter til landets forsvar i krigstid. Derudover havde bønderne pligt til at køre med varer og aflevere en vis aftalt naturalier til kongen på Koldinghus. Til gengæld var de fritaget for hoveri, som andre bønder måtte på herregårdene. På Brakker Nygård sad den øverstbefalende for rytteriet og de bønderkarle, der var udtaget som ryttere, havde deres udrustning med hjemme på gårdene, men mødte jævnligt til eksercits og øvelser. Andre hvervede soldater boede i nogle barakker, deraf stednavnet, Brakker.

Ved en stor auktion i Kolding 1765 blev hele Ryttergodset solgt af Kronen og overgik til beboerne, men det var en stor byrde for bønderne at udrede købesummerne, og pastor Knud Storm (sognepræst i Ødsted og Egtved 1733-1772) beklager sig over, at han får alt for lidt ind som offer af sine sognebørn. Præsten ser i det hele taget meget mørkt på forholdene for bønderne efter salget af Ryttergodset:

Med hensyn til skovene, da er der i Egtved og Bøgvad skov til “fornødenhed”, men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemtage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.

Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder.

Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer, Skærsø, Hejlskov sø, og den sidste Brudsø, der har sit navn af en brud, Wusse, som med sin brudeskare i snefog om vinteren blev forvildet og kom ud på isen, der ikke kunne bære, hvorfor de alle druknede.

Af håndværksfolk er der ingen, undtaget er de, som efter forordningen må bo på landet, skriver pastor Storm. Fattige kvinder, som spinder, må leve af vand og brød, om de skal betale deres “ekstraskat”. Ellers bliver de udvist af husene, hvis ejere hverken kan eller vil betale for dem. Bygningerne er af bindingsværk med lervæg, undtagen i Bølling, hvor mursten brændes til husbrug. Tag af rughalm, bjælker og sparreværk nu til dels af bøg, det falder de fattige bønder for kostbart at købe fyrretræ. Bøndergårdene består af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, huggehus og vognskur. Sognepræsten Knud Storm giver i sin indberetning 1766 altså en hel del oplysninger om sine sognebørns kår. Der boede dengang 417 indbyggere i Egtved og 147 i Ødsted sogne.

Kirken
Storm oplyser at der i kirken står en kampesten i våbenhuset, den viser Sct. Peder med nøgle. Deraf slutter han, at kirken er viet til denne helgen. Stenen er en gravsten sat over en præst fra tiden 1200-1300. Den døde er afbildet stående mellem to kors, og ovenover sår en engel med udbredte vinger og nøglen til Paradiset.

En åben begravelse står i den søndre side i tårnet, hvori står general Ingenhaven og dennes hustru i ligkister betrukket med sort læder. Nedenunder med en lem over ligger min forgænger pastor Peter Storm og dennes hustru. Ved ombygningen i 1863 blev disse kister sænket under gulvet, og der blev indrettet siddepladser i det gamle tårnrum, fortæller Eliassen. S.P. Sørensen fortsætter:

Kirken var meget brøstfældig, da den i året 1863 blev ombygget. Det var en gammel tale, at Egtved kirke ville falde sammen en gang den var fuld af mennesker. Det skete dog heldigvis ikke. Våbenhuset gjorde tillige tjeneste som sprøjtehus. I kirkens kor fandtes tre små stolestader ved hver side, og desuden havde præsten og degnen hver sin lukkede stol ved enderne af altret, og når folk ofrede ved barnedåb og bryllup, skete det på den ene ende af altret til præsten og på den anden til degnen. De gamle kirkestole var forsynede med nummer, og hver familie havde sin bestemte plads. De gamle stole var meget ubekvemme, de bestod, foruden endestykket, af et siddebræt og et smalt ryglæn (hældtræ), der sad omtrent i højde med folks skuldre. På gulvet lå et bræt til at sætte fødderne på, men der var altid fodkoldt, især før der blev anskaffet varmeapparat. Enkelte havde en lille fodpose, andre havde halmsko til at trække uden på støvlerne.
Folk var tarvelige i deres klædedragt, også når de gik i kirke. For 40 år siden gik endnu mange med træsko og en del af kvinderne med forklæder.

Kroen
Som omtalt af Eliassen, var kroen i den vestligste gård i byen. Her var tillige brændevinsbrænderi i en fløj, som gik ned i haven. På det gamle kort over Egtved har krogården nr. 8. Den havde 4 Tdr. Hartkorn, og såvel møllen som den nybyggede kro på den anden side af vejen, er udstykket fra gården nr. 8. i Egtved. Krogården, eller Vestergården, som den også blev kaldt, fik kgl. bevilling i 1857 til værtshushold, handel og bageri og sammen med vindmøllen og kroen var det omkring årene 1860-1890 absolut egnens største virksomhed.

Den gamle gæstestald brændte tilligemed gården i begyndelsen af 1880erne. Den nye kro blev udskilt fra gården allerede i halvtresserne og bygget i en sandgrav på den modsatte side af vejen. Her havde folk hentet sand til nødvendigt brug, men nu hentede de så sand i en bakke lidt ovenfor, der hvor nu forsamlingshuset ligger. Denne bakke hed “Savladbakken”. Her blev planker og brædder udsavet med håndkraft, idet den ene mand stod ovenover den anden og førte saven næsten lodret.

Lige øst herfor lå bakken fuldstændig nøgen, før den blev taget ind til præstegårdshave af pastor Tilemann (sognepræst i Egtved 1864-1875).