Hans Larsens far, Lars Larsen, vores oldefar, er født i Bistrup. Hans far, Lars jonasen, er vokset op i Hyllinge hos forældrene, Jonas Jensen og Ellen Hansdatter. Hos dem boede også hans bedstefar. Han er konfirmeret i Hyllinge kirke med karaktererne god og god.

Derefter kom han ud at tjene, der møder han Lisbeth Andersdatter der kommer fra Køng sogn, født 27. december 1807, og konfirmeret i Sværborg i 1822 med karakterene god, meget god. De gifter sig og bosætter sig i Bistrup hvor de får to børn. Derefter flytter de til Tåstrup hvor han bliver gårdbestyrer for Tolderlund, med to ansatte, Lars Nielsen og Ane Andersdatter.

Han er på dette tidspunkt 33 år gammel, og i 1834 flytter han så tilbage til Bistrup, af ukendte årsager. han er nu husmand, daglejer og indsidder. Han får yderligere 4 børn, hvor Lars Larsen er vores oldefar.

De får 6 børn hvoraf 2 dør en dreng på 2 og en pige på 4 år. Men tiderne er ikke gunstige for Lars Jonasen, der dør i Bistrup 42 år gammel. Efter hans død lever Lisbeth Andersdatter som almisselem i Bistrup. Hun kæmper for tilværelsen og må gå tiggergang, tage alt forfalden arbejde der byder sig og må ofte gå sulten i seng, så hendes børn får lidt mad, de ældste må ud at tjene. I 1850 giver hun op og flytter i Fodby fattighus.

Hun er almisselem i 9 år, indtil hun møder enkemand og husmand, daglejer Jens Pedersen. De gifter sig i 1852 og bosætter sig i Fodby, indtil Lisbeth Andersdatter dør 5 april 1876 af brystsyge. Jens Pedersen flytter så ind hos sin stedsøn Lars Larsen, der på dette tidspunkt bor i Fodby.

Lars Larsen kom ud at tjene i 1854 i Vallensved, hvor han møder Bodil Marie Hansdatter, født og vokset op i Saltøby. Hun var den ældste af 5 børn født 4 maj 1845, konfirmeret 11 april 1859 med karaktererne god, meget god. Hendes forældre var husmand og indsidder Hans Jesper Mortensen og Ane Olsdatter.

Lars Larsen og Bodil Marie Hansdatter bosætter sig i Saltøby og får 2 børn der. Hans Peder Larsen og Elesabeth Ane Larsen. De flytter til Fodby et årstid før Lars Larsens moder dør og får endnu et barn som dør et halvt år gammel. Lars Larsen dør som 70 årig den 4. juli 1909 og Bodil Marie Hansdatter som 80 årig i 1926.

De boede i Fodby hele livet kun med den korte afstikker til Saltøby.

Hvem var Hans Hansen så?

Han er født og opvokset i Bistrup og i sine unge dage arbejdede han der også, lige indtil en gammel handelsmand kom til byen og måtte indstille forretningen – en høker og hønsekræmmer forretning. Hans Hansen overtog den med små midler, men da det i begyndelsen kneb med driftskapitalen, gik han til købmand Niels Hansen i Næstved, der havde tillid til den unge mand og han blev da heller ikke skuffet.

Hjemme havde han god hjælp af hustruen, til at styre sagerne, når han var ude og opkøbe smør, flæsk og æg eller når han var inde og torvede på Københavns gammeltorv.

Efter 15 års forløb købte han en gård i Bistrup, Vadestedsgården. Den blev genopbygget efter en brand i 1804, den var meget veldreven og velholdt i Hans Hansens tid.

I 1904 indstillede han sin opkøberforretning og afstod sin småhandel i Bistrup, (brugsforeningen blev bygget på den tid) for at kaste sig over sit landbrug og samtidig beskæftige sig mere med sognerådet, skolekommissionen, dommer ved dyrskuer og meget mere.

Hans Hansen havde en klar mening om enhver foreliggende sag og var heller ikke bange for at have den. Han var forgangsmand i mange tilfælde og har ydet en stor indsats i sognet. Han fik 6 børn, en overtog gården, en anden var mejeribestyrer i fodby, og alle hans børn var velsete og dygtige.

Høstskikkene levede langt op i det 18-århundrede men er nu gået i glemmebogen, kun betegnelsen for det sidste neg og for de sidste koner og piger der bandt dem er bevaret, nemlig havrenakke, hvedefritte og rugkælling. Hans Hansen Bistrup, 77 år gammel, fortæller i 1939 til dansk folkemindesamling at den person der bandt dem også blev kaldt det, endvidere fortæller han at det sidste neg fik 2-3 bånd og blomster i toppen. Så holdt man en glad aften den dag der var indhøstet med æbleskiver og punch. Det store høstgilde holdt man Mikkelsdag og Novemberdag, her var der dans og musik.

Mikkelsdag falder den 29. september. Det skyldtes angiveligt at den første romerske kirke blev indviget på denne dato, desuden var det langt op i tiden skiftedag. St Mikael var ham der i det ny testamente kæmpede mod dragen og hans engle og fik dem smidt ud af himlen.

Novemberdag var når man havde slagtet og havde rigeligt med kød i huset. Det var fast skik at alle der på nogen måde hørte gården til eller blot havde været med 2 eller 3 dage i høsten blev indbudt. Der var mad, fest og dans.

Senere fulgte tiendegilderne, dette blev holdt i fastelavnsugen. De red fastelavn med ca. 30 ryttere i 1870, de red fastelavns mandag, fra gård til gård og samlede ind til gildet som ungdommen skulle holde om aftenen. I optoget var der kongen, dronningen, rideknægt, forriddere, en skorstensfejer og en klovn. Dronningen var en pæn ung karl der lignede en rigtig prinsesse, kongen var en hjemvendt amerikaner, desværre blev han om aftenen alt for tidligt fuld. Gildet blev holdt på omgang i gårdene, hele sognets ungdom var med og tit slog man katten af tønden også efter 1880.

Tiendegilder blev, som ovenfor nævnt, holdt i fastelavnsugen og fastelavn retter sig efter påsken, tidligst 1. febuar og senest 7. marts. Baggrunden for fastelavn er ikke kun at vinteren nærmer sig sin afslutning, men også grundet den gamle bestemmelse om fastetiden på 40 dage. Det var derfor sidste cance for at feste, spise og danse. Når man havde en fest for gårdmænd og en for husmænd er det fordi, de var i hver sit lav, hvert lav hjalp hinanden inden for lavet, de var afhængige af hinanden.

Hans Hansen fortæller videre at, at når det passede musikken, holdtes der i fastelavnsugen tiendegilde, ved dette gilde blev der indsamlet kongetiende af en vis mand, der som regel var sognefogden. gårdmændene havde deres gilde og husmændene deres, Hans Hansen havde både gård og hus så han kom til begge gilder. Kun de ældre kom til disse gilder, hvor man spiste først på aftenen, når man kom og så natten i gennem nød adskillige “knægte” og ellers morede de sig med dans og kortspil til kl. 3-4 om morgenen. Gårdmændene gav 1kr til deres gilde og husmændene 2 mark til deres. Da kongetiende blev afløst omkring år 1900 kaldtes gildet kun omgangsgilde.

Noget ornelav kan Hans Hansen ikke mindes at der var i Bistrup, han har kun været til et ornegilde, det var med spisning og holdes om efteråret. Endvidere fortæller han at hvis det var vejr til det i påsken skulle ungdommen gerne i en eller anden stakkels have og spille boldt i påskedagene.

Kristi himmelfartsdag aften skulle ungdommen i skoven og pille maj, det vil sige at plukke liljekonvaller, der var også sang, spil og dans og ud på de små timer vendte de hjem med bøgekviste og grene i hænderne. Skt. Hans aften var der bål hvor heksene red til Bloksbjerg, desuden majede man hørren. Til jul skulle der lægges en laks i hønseædet, hvorfor melder historien ikke noget om.

Skt. Hans. er mellen den 23. og 24. juni, så var bondens værste travlhed overstået. Man brændte bål, dansede om bålet, drengene løb tæt til bålet eller sprang igenem det. At man majede høren vil det sige at man stak udsprunget løv i hvert hjørne af marken fordi, lige så høje grenene var, lige så høj blev hørren.

At pille maj vil sige at man gik i skoven og plukkede blomster og bøgegrene, dansede og sang, og når man kom hjem stak man grenene ind i stråtaget over porten eller døren. På denne måde håbede man på et frugtbart år.

Ungdommens største fornøjelse var at komme til marked i Næstved, det var ikke værtshusene der trak, men visesælgeren, der solgte viser som “fra Bergen ud i Norge” og lignende viser der blev brugt under malkningen.