Jens Jensen Smed i fb. af 29/7 1780. I Fæstekonditionerne af 7. april s. a. var besætningen 9 Heste, 5 Køer og Kvier, 7 Faar med nogle Lam, 1 Væder, 1 So med 5 Grise. Gaardsredskaberne var saa daarlige, at de skulde fornyes. Stuehuset skulde ombygges ved hjælp af gamle materialer. Laden skulde ligeledes ombygges, og yderligere materiale leveredes af Godset saa vel som løn til haandværksfolk, medens ”Folk fra Byen hjælper til med arbejdet”. Han fritoges for hoveri det første aar og befriedes for infæstningspenge. Endvidere fik han 7 ½ td. sædebyg, 16 td. havre og i tærekorn 5 td. rug. I penge fik han endog 13 Rdr. 2 Mk., hvorfor han skulde købe en ”Brøg Kedel” (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: formentlig en kedel til at brygge øl på, som på det tidspunkt var det foretrukne middel til for at slukke tørsten, og med den megen saltmad dengang skulle der mængder til).

Jens Smed var døbt den 16/7 1752 og født i den gaard, der laa, hvor nu Smed Nørgaard bor (Haverslevvej 81). Hans fader og bedstefader hed begge som han, Jens Jensen Smed, men faderen døde 1760, kun 38 aar gl., og bedstefaderen først 1771, 88 aar.
Efter at han havde giftet sig med Johanne Christensdatter, fik de en søn, der i 1782 selvfølgelig døbtes Jens. Slægtsnavnet kulminerede først i 1830erne, da Jens Smeds yngste søn Peder Smed lod fire drengebørn i træk døbe med fornavnet Jens. Johanne Christensdatter døde i sin anden barselsseng.
Ved Skifteforretningen ønskede Ægtemanden at blive ved gaarden og sørge for lille Jens’ ”kristelige Opdragelse, om Gud dertil vilde forunde ham levetid”. Døde han, skulde Jens have moderens kiste med indskriften: H. C. D. R. 1771 (der er: Hanne Christendatter) med samt dens Indhold, der var vurderet til 16 Rdr, 1 Mk. 15 Sk.
Gaardbesætningen var udvidet med 2 Stude og 1 Bistade, og gælden til Herskabet beløb sig kun til 33 Rdr.

Anden Gang giftede Jens Smed sig d. 24. okt. 1784 med den 22 aarrige Kirsten Justsdatter fra Nabogaarden Kildegaard, som hendes fader, Just Jensen samt bedstefader og oldefader havde haft efter hinanden.
Deres Børn var:
1) Just, født 1787, der først fik en gaard i Rebild og senere vester Hyldgaard.
2) Margrethe f. 1789.
3) Mette, f. 1792, der 1815 skulde have været gift med Dmd. Jacob Jensen, Frejlev, men da han døde inden brylluppet, blev hun i 1818 gift med Gmd. Sognefoged Søren Sørensen Bravlstrup i Bøgelund.
4) Johanne Marie, f. 1793.
5) Maren, f. 1799, gift med Søren Pedersen Rebild.
6) Peder, f. 1805, til hvem Enggaard senere blev købt.

Det var et langt Liv, Jens Jensen Smed levede som mand i Enggaard, 52 aar som Fæster, 2 aar Selvejer og endelig 5 aar som ældgammel graanet Aftægtsmand. Hans mandomstid faldt i den for bonden saa omskiftelige og bevægede Tid. Han begyndte som den Fæster, der kunde spændes i halsjern, ride træhest, iføres spansk kappe(Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: Spansk Kappe var en slags tønde med tilhørende træhat som blev brugt til afstraffelse) eller faa lov at smage Ridefogdens Læderpisk, men oplevede i sin bedste Alder forordningen af 8. Juni 1787, da endog hundehullet eller ”Pumpen” paa Torstedlund for stedse lukkedes. Han har maaske ikke hørt, hvad den store bondeven Kr. Reventlow skrev til sin søster: ”Der ligger det gamle kram. Kom hid enhver paa gaden kan fortælle, hvad Kristian Smed er for en mand,” men ordene passer i denne forbindelse godt paa Jens Smed. Det har dog ikke varet længe, før lovene om bondestandens frigørelse naaede til Aarestrup.
Fredagen d 11. september 1795 mødte Jens Smed sammen med Torstedlunds øvrige 52 hoveribønder ”for retten” paa Birketinget i Aarestrup Tinghus for i mindelig forening med deres høje husbond, Kammerherre Raben Levetzau, at indgaa paa et mildere hoveri paa herregaarden. Efter at Birkedommer Knud Theil, bistaaet af Birkeskriveren Nikolaj Severin Wedel, havde oplyst dem om en planlagt ny fastsættelse for det fremtidige hoveri indeholdende 18 Poster, underskrev de alle med barkede, krogede og famlende fingre deres rystende og famlende Underskrift.

Over en Menneskealder senere efter landbrugsprisernes stigen og fald, efter Statsbankerotten og den store krise i 1820erne oplevede Jens Smed i 1832 den bevægelse og daglige diskussion mellem bønderne i Aarestrup om, hvorvidt de nu skulde være selvejere eller fortsætte som fæstere.

Den 25. maj 1832 marcherede den nu 80 aarige Jens Smed fra gaarde med den beslutning, at nu vilde han købe sin gaard og blive en fri mand paa de gamle dage. Han var den ældste fæster i byen og vilde give de yngre et godt eksempel ved at være den første selvejer i hele sognet. Han mødte derefter for skifteretten paa Torstedlund Gods og bad, om han kunde faa ført til protokollen, at han vilde købe Enggaard paa den betingelse, at den skulde overgaa til hans yngste Søn Peder Jensen, naar han fyldte 28. aar, saaledes at al besætning og nødvendigt indbo skulde medfølge for en købesum af 400 Rdr. Sølv, hvorefter sønnen skulde være vederlagt for hans tjenestetid og uden derfor at faa løn eller del, som allerede var anmeldt for hans andre søskende.

Jens Smed ønskede at faa dette ordnet, da han var gammel og skrøbelig og befrygtede at kunne dø, inden den forestaaende handel blev fuldbyrdet. Alt dette fik han, som der er skrevet neden under erklæringen i Torstedlunds Fæsteprotokol ”gratis indført”.

Han levede imidlertid længe nok til at faa Handlen ordnet. Proprietær Rasmus Conradsen (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: Hvorfor Th. J. kun titulerer Rasmus Conradsen som proprietær forstår jeg ikke, han gik ellers meget op i titler. Rasmus Conradsen tituleres i historien som krigsråd og var forpagter af Gunderslevholm på Sjælland, før han købte i 1830 Nørlund Gods med tilhørende godserne Torstedlund og Albæk, så titlen burde være godsejer. Han udvidede driften med et hestestutteri, et teglværk, et kalkværk og i 1834 anlagde han glasværket ”Conradsminde” som er opkaldt efter hans far. Det må have knebet med likviditeten hos den driftige mand, som kom i alvorlig økonomisk uføre. I 1837 var den helt gal. Nærmest som en sidste krampetrækning gjorde han forberedelser til ikke at betale kontante lønninger til sine mange ansatte, men i stedet betalte dem med egne pengesedler, som så kunne anvendes som betaling hos værkets marketender eller til nød om helt nødvendigt var, kunne udløse rigtige penge hos værkets bestyrer) solgte ham Enggaarden iflg. skøde af 5. oktober 1832, men for en købesum af 800 Rigsdaler sølv.

Flere af byens fæstere fulgte i samme og nu følgende aar hans eksempel og blev Selvejere (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: De har sikkert ikke betalt for meget for Gårdene i betragtning af Rasmus Conradsens trængte økonomi. Conradsen døde den 17. august 1837).

Som aftægtsfolk saa Jens Smed og Kirsten Justdatter børnebørnene voksede op baade i Enggaard, sognefogedgaarden Bøgelund og i Hyldgaard. Han døde, 87 aar gl. d. 22. Juni 1839, og hun, 79 aar gl. d. 8. Juli 1841.

I 1936 besluttede Th. J. , at han ville sætte et varigt minde over bondens frigørelse. Det realiserede han som vist her i form af en af ham udfærdiget Sten, og det blev Jens Smed og Kirsten Justdatter der var model til den. Han har som til de øvrige sten han har hugget ved de forskellige gårde skrevet en længere redegørelse om hvordan han fandt stenen m. v. og begrundelse for hvorfor han har valgt netop de to som model, men det fremgår af det foran beskrevet så jeg vil kun nævne teksten der er i ringen omkring de 3 kort på toppen af stenen., der står: BED BONDE – BYDE – BORGER – BRØD, og som han skriver: thi det vil alle dage være bondens gerning at skaffe brødet til alle landets borgere. Det er næppe i overensstemmelse med nutiden, skriver indsenderen.

Dette er den største sten jeg endnu har arbejdet med. Den er nok mellem 2½ og 3 Al høj og vejer ca, 1½ Tons ca. 3000 kg. Det var Fru Abelone Aldahl, der gerne vilde have en Sten ved Gaarden. I Pinsen 1942 tog da Niels Aldahl og Fru Abelone Aldahl og jeg ud i Carl Randers, s Hede og vi saa paa flere Sten og især paa en stor Sten, der laa ca. 200 Meter Vest for Trehøjevejen. Det lykkedes os at vælte den ene Ende af den saa højt i Vejeret, at vi kunde se Faconen. Den Sten vilde Niels Aldahl helst have – 3. Pinsedag d. 26. Maj 1942 væltede Carl Randers, Niels Aldahl og jeg den op om Formiddagen og om Eftermiddagen læssede vi den i Regn og Slud paa et Par Granstammer, der kobledes op paa Akslerne af en Vogn. Andreas Andreasen, Kristian Randers, var om Eftermiddagen ogsaa med, samt den 12 aarrige Jens Randers (indsenderen) og d. 8 aarrig Orla Nielsen, der holdt ved hver sit Spand Heste i samfulde 2 – 3 Timer, medens Opvæltningen langsomt foregik.

Indsenderen beretter, denne sten glemmer jeg aldrig for det var på den jeg første gang så en Hugorm. Jeg var en 7 – 8 år da jeg en dag var med min far ude og kontrollere hegnet, da jeg fik øje på en spiral der lå på stenen, og da jeg rakte ud for at tage den op og samtidig spurgte far hvad er det – han rev mig væk og sagde det er en Hugorm knægt pas da på. Det husker jeg som det var i går selv her 70 år efter.

Endelig naaede vi saa vidt at vi fik Hestene spændt for i Løbet af 3 ½ Time. Faa skridt frem væltede Stenen imidlertid ud af Træerne, da Heden var ujævn. Vi fik den dog i Løbet af ca. ½ Time op igen og Aldahls Karl Holger Christensen der var Kusk fik Instruks om hvor han skulde køre. Vi naaede ca. 100 – 150 m frem da en større Tue som han kørte over gik op mod Stenen og det hele stod fast, saa de fire Heste ikke kunde rykke den derfra. Da vi var gennemblødte opgav vi Arbejdet for den Dag. Vi skulde spise til Aften i Ørnsgaard, men maatte alle først hjem og i tørt Tøj. Saa holdt vi Gilde Resten af Dagen paa Ørnsgaard. Den næste Dags Efetrm. hentedes den hjem til Ørnsgaard, og det gik rigtig godt indtil vi naaede mellem Tvedehøjgaard og Ørnsgaard, da et Kobbel, der bar den ene Tømmerstang sprang ved højere Forende. En halv Time efter kørte vi den dog Resten af Vejen til Ørnsgaard, hvor vi alle fik Kaffe hos Lone med Vin til.

Derefter hentede vi en anden ca. 1000 – 2000 pund stor hvid Kumplig (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: ”Kumpel” el. “kumpling” er i Vendsyssel og Himmerland betegnelsen for noget stort, klodset, uhåndterligt. Det kan gå både på personer (typisk et stort brød af ung mand, men også som rosende betegnelse for en halvstor knægt), på ting (fx en stor tung hest) og på genstande (en ordentlig skive brød, el. som i dit tilfælde en ordentlig sten). Den bedste samlede oversættelse af “kumpling” el. “kumpel” er nok: “klæppert”.) ogsaa fra Heden til Tvedehøjgaard, thi Andreas Andreasen skulle også have en Sten for sin Assistance, og Søndagen efter hentede Carl Randers og Kristian Randers en hvid pæn glat Sten, der skulde staa ved Vejen op til hans Husmandssted paa Ørnsbakken. I dagene fra 1 – 8. Juni arbejdede jeg på Ørnsgaards Sten, men den arbejdede jeg derefter senere på af og til indtil Oktbr. hvor jeg huggede Aarstallet 1801, altså med store Afbrydelser. d. 8. Juni var den færdig til at rejse. Jeg havde lavet et Rim der skulle minde om at Ørnen havde giver Gaarden navn. Rundt om brugtes i ældgammel tid Navnene Ørnsvang, Ørnsbakke, Ørnsmose, og Ørnshøj (stor og lille). Rimet lød:

Da Ørnen uddøde paa Blokken
Dens Mide stod fat uden Rokken

og jeg havde først tænkt mig, at det skulde staa i en Bort helt rundt om Stenen. I Stedet for Rimet, som flere ikke syntes var godt nok huggede jeg Ørnen siddende paa D ’et, det sidste Bogstav i Ørnsgaard. Forneden staar Aarstallet 1801, det Aar da Gaarden blev flyttet ud fra sin gamle og oprindelige Plads paa Skolepladsen eller lige op langs Kirkens østre Dige. Det var midt i Juni, at vi rejste Stenen op ved Hjælp af et Læs Brænde, som vi efterhaanden stablede op under den ved Opretningen. Det varede en Eftermiddag, men det lykkedes overmaade lykkeligt og heldigt. Saa holdt vi atter Gilde i Ørnsgaard.

I hele forrige Aarhundrede var Sognet rigt paa Træskomænd, Træskokarle og Træskodrenge. Mange var dygtige, og der var Kappestrid og Konkurrence i Faget. Niels Boier kunde saaledes paa en lang Sommerdag hugge og hule 18 Par. Han var ogsaa en anset Læremester. Mads Kr. Madsen lærte saaledes hos ham i med det Vidnesbyrd, at han blev god til det, eftersom han var saa gammel en Læredreng, nemlig ca. 32 Aar. Dennes Søn Mads Peter Madsen Lærte ogsaa her, og 10 Aar gammel tog han selv til Nibe og solgte sit første selvlavede Par Træsko. Grunden til denne Handel var, at hans Søster skulde til Begravelse; men hun manglede Penge til at faa sin Kjole i Orden. Denne Forlegenhed hjalp Broderen hende over, da hun fik Træskopengene og kom lykkelig med til Begravelsesfesten. I Aarene fra 1870 — 1915 lavede Mads P. Madsen ca. 800 Par Træsko om Aaret. Hele hans Produktion anslaaes til ca. 36,000 Par. Han var derfor ogsaa den sidste betydelige Træskomand og industrien i Sognet faldt med ham ved hans Død i 1917. Han fik 18 – 20 kr. for Snesen hos Træhandler Niels Didriksen og hos Møller Hjort i Nibe.

Hans samtidige Konkurrent Hans P. Boier opnaaede derimod kun 16 Kr. pr. Snes. Han protesterede fagmæssigt over for Forhandleren ved at sige, at deres ”Hvoller i Træskoene var jens”, for de havde lært ved samme Mester. Mads P. Madsens Søn Christen Madsen, fortsatte Fædrenes Haandværk, men flyttede kort efter Faderens Død til Sønderup, hvor han endnu i 1932 har fremstillet ca. 400 Par Træsko med Faderens Værktøj, som han fik med fra Hjemmet.

Træskofremstillingen havde flere faglige Udtryk. Træskomændenes Dagsarbejde begyndte ofte Kl. 3 – 4 om Morgenen. Man huggede Træskoene til; thi saa snart Dagslyset kom, kunde man se at hule. Hulningen foregik i Hulhuset, der var Aabent mod Syd for Lysets Skyld. Om aftenen tællede man dem ved Lampelys. De færdige Træsko røgedes i de gamle vide Skorsten, hvori der stod Stativer til at sætte dem paa.

Træsko, træ og trægilder
Træskoindustrien spillede en stor rolle i egnene om Rold skov, hvorfra man i ubegrænset mængde kunne få bøgetræ til træsko. I hele 1800-årene var der i Aarestrup sogn mange mænd og karle, der ernærede sig ved at lave træsko. Hvorledes det stod til i 1700-årene er vanskeligere at bedømme, men træskohåndværket har næppe på langt nær været så almindeligt som i tiden efter bondens frigivelse. I folketællingslisten af 1. juli 1787 opgives 72 bosiddende familier, hvortil tilsammen hørte 357 personer. Blandt disse var kun to træskomænd i byen Ersted og to i Torsted, men slet ingen i Aarestrup by, der dog var mere end dobbelt så stor som Ersted og Torsted tilsammen. Fra ca. 1850’erne siges der dog almindeligt, at på den tid kunne alle mænd i byen lave træsko, et udtryk, der dog må tages med forbehold.

Spørger man gamle og ældre folk på egnen, om de nogensinde har været med til et træskogilde, svarer de med forbavselse: ”Nej, de’ ved a et! Hva’ æ de for nøj?”, men spørger man derimod, om de har været med til et trægilde, så ved de besked.

Vedrørende træskohåndværket holdtes der kun trægilder i sognet og disse holdtes, når man fik træ kørt hjem fra skoven. De faldt i den tid, da skovauktionerne holdtes eller kort tid efter. De trægilder, der omtales her, faldt i tiden 1870 til 1890, da træskomanden som oftest ikke var kørende.

Nørlund-Torstedlund skove var dengang som nu inddelt i fire distrikter:
1. distrikt: Damborg skoven, hvortil købere fra Rold sogn ofte kom.
2. distrikt: Skovene ved Trads, hvor folk fra Ravnkilde sogn købte.
3. distrikt: Hjortespring
4. distrikt: Espelund

De to sidste begge i Aarestrup sogn, hvor samme sogns købere holdt til. Der holdtes i ovennævnte tidsrum sædvanligvis to auktioner i hvert distrikt om året eller i alt otte. De første fandt sted midt i oktober, og de sidste sidst i november eller først i december. På auktionsdagen samledes man et bestemt sted, og der kunne da være en mængde købere, ikke alene træskomænd, men også gårdmænd og husmænd, der købte kævler til gavntræ. Her var alle sognets træskomænd sikre købere. Ved en auktion førte skovfogederne Rasmus Hansen og Peder Gregersen an sammen med skovrideren, som var auktionarius. Der solgtes ofte op til 200 kævler eller korrer, som træskomændene altid benævnte dem. Endvidere solgtes der træer på roden, og før hver auktion oplæstes altid reglement for hentning af træ og fældning. Ingen bud måtte falde under 20 øre. Auktionen begyndte gerne klokken 10 om formiddagen og varede til aften, da man ofte måtte marchere vidt omkring fra sted til sted.

Når man så havde budt et par timers tid, spurgte skovrideren: ”Er I snart sultne?”, og derefter fulgte en slags trægilde i skoven. Skovrideren plejede gerne at indlede gildet med at spørge: ”Hvor meget snap plejer I at få?”, hvorefter der råbtes op efter ønske: 4-6-10-16 potter!

Køberne havde sædvanlig en mellemmad med. Desuden sørgede godset for at en ”Maketender” kom til stede, fx Else Marie Nielsdatter fra Conradsminde, der havde kørekarl med en trillebør belæsset med hvedebrød eller også en vogn. Desuden gav godset snaps til køberne på det sted, man lejrede sig. Snapsen dram man af 3 eller 4½ pægls glas, der gik rundt, så enhver kunne tage så meget, han ville, endskønt den, der kom med glasset pegede udenpå sigende: ”Hertil går den næste snaps”. Når glasset var tomt, bragte den, der havde fået det eller hvem som helst det hen til tønden og fik det fyldt. Mens snapsene var gratis, måtte enhver selv betale de fem øre hvedekager eller kringler, der købtes. Der var nok af begge slags. Hele gildet gik i særdeleshed god forståelse og behagelighed, og endte altid med, at de mest tørstige til slut løb til dunken for at få endnu et par sidste ”krumskyllere” for at få munden renset.

Efter frokosten var det klogt ikke at byde alt for stærkt. Ingen drak for meget, men dog nok til, at buddene på træet faldt livligere. I timen efter frokost købtes det dyreste træ. Hen mod aften sluttedes og Else Marie og vognen vidste besked med, hvor i skoven auktionen hævedes. Så vankede atter en kage og en snaps.

Hver træskomand havde købt efter evne. Niels Boier købte gerne et dusin korrer, nogle kun enkelte, Mads Chr. Madsen cirka 15 og Mads P. Madsen op mod 30 korrer, efter for cirka 500 kroner, hvilket var en anselig sum i 1890’erne. Måske købtes dog alt dette træ på flere auktioner.

Efter auktionen fik enhver træskomand travlt med at ”boie” til kørsel for at få sine kævler kørt hjem. Niels Boier i Torsted havde ”ingen tiggeri, nej aldrig!”, når han skulle have sit træ hjem. Alle gårdmændene i Torsted kørte, for det var ”nøj de skul’ gjør, og det skul’ osse vær’ den daw, Boieren såe”. Kørerne fulgtes altid ad, hjalp hinanden at læsse og kom så bag efter hinanden. Der var gerne ti vogne i flok og følge. Om aftenen, når de havde været hjemme med hestene samledes de så ved hos Niels Boier til ”et vildere gilde”, der varede til klokken 3 eller 4 om morgenen. Det fik både at spise og drikke, det de ville have med snaps og puns. De snakkede og forskellige kortspil. Rasmus Skovfoged var også sommetider budt med, men der var ingen koner med.

Da sønnen Mads Peter ude hos Mads Chr. Madsen var blevet gift, købte han gerne dobbelt så meget træskotræ som faderen, og da de ikke selv var stærkt nok kørende, havde de altid alle Aarestrups bys gårdmænd, der var 15 gårde, til at køre. Turen i skoven varede hele dagen. Mads Peter havde en stor kurv med mellemmad og snaps med derud, og det var også godt at have et par karle med. I mørkningen kom de hjem og hjalp hinanden med at læsse træet af. Var det regnvejr, så de forfærdelig snavsede ud. Her blev hestene jævnligt stående for vognen, mens de var ind at holde trægilde, der da kun varede 2 til 3 timer. Konen købte en så stor steg, at der beregnedes ¾ pund kød pr. kører. Ved bordet i stuen med den faste bænk langs vinduerne kunne sidde tolv mand, så de måtte undertiden have et bord bag ved. Mændene smed deres kasketter på sengen og blev budt til bords. Der var aldrig nogen, uden at de gerne ville køre med træ, thi de ville gerne med til trægildet. Til gildet købtes almindeligvis 2 til 6 pots-dunke med brændevin, der blev hældt over i ¾ pægl-flasker og sat ind på bordet. Når en flaske var drukket blev den fyldt i køkkenet. Mads Peter holdt ikke selv af snaps og konen var ikke så glad ved det hele. Ud på aftenen, når samtalen gik højt, kom et par ud i køkkenet for at undersøge, om dunkene var tomme. Når de var det, skulle gildet slutte. Af og til stak træskokarlen og drengen hovedet ind ad døren og råbte: ”Hestene er så urolige, vi kan ikke styre dem, de fryser”! ”Ja, nu kommer vi snart”, råbte én, men de kom ikke. På et tidspunkt gik Mads Peter ud i køkkenet og sagde til konen, at han syntes at snapsen slap lidt tidligt op. Til svar fik han, at hun også havde hældt lidt af dunkene.

Når dunkene var tomme, tog de af sted til byen. Enhver måtte sørge for sig. Havde én kørt sin vogn i stykker, måtte han selv have reb med til at binde den sammen. Tog seletøjet skade, kom alt det ikke træskomanden ved, eller væltede han i grøften på hjemvejen efter de mange snapse, så stod alt for kørerens regning og risiko.

Hos de mindre træskomænd var der ikke rigtig gilde, men alle steder fik kørerne altid en mellemmad og en snaps. Enkelte steder, fx hos Hans Boier i Aarestrup, kom flere af byens koner med, og der gjordes også en dags arbejde i høet til gengæld. Betaling i rede penge har vist aldrig fundet sted.

Enkelte steder kunne tummelen ud på natten dog blive noget høj. Det sædvanlige var, at man gav hinanden det glatte lag både i ros og dadel, men alle var lige gode venner og hinanden behjælpelige bagefter. Hos en bestemt træskomand skete det dog, at man selv gik i spisekammeret og spiste alt, hvorpå tællestolen stilledes derind og huggeblokken trilledes ind i stuen, mens man før afskeden havde bundet reb om bilæggeren, for før man forsvandt, ude fra forstuen rykkede hele ovnen ned, så den trillede hen ad gulvet.

Fra år 1900 var træskohåndværket her i sognet som andre steder stærkt på retur, og trægilderne ophørte således helt.

Aarestrup Bydam, også kaldt Skoledammen eller Branddammen, hvilke tre navne brugtes i flæng af byens beboere, lå i foråret 1920 i en sørgelig forfatning. Der var såre lidt vand i den, men derimod mudder i velstand. Folk talte om, at der siden cirka 1886 ikke var blevet gjort noget for dens vedligeholdelse. Ved denne tid rensede Kristian, kaldet Døgind, og Lars Peter Larsen, kaldet Vendelbo, Dammen op for kommunen. De to mand fik i alt 40 kroner for de 10 dage i hvilke de begge arbejdede. Mudderet blev kastet og kørt på trillebør op på kanten, hvor det blev liggende. Da man lukkede vandet ud, fangedes en ål på et pund og to karusser på cirka et pund, fortæller Kristian Nielsen. Senere skal dog en mand ved navn Bøtcher, der var bestyrer for Torstedlund på den gård som nu Niels Kr. Bisgaard ejer, have kørt dynd op fra Dammen for at bruge det som gødning på marken, men efter denne gødning voksede kun følfod, pileurter og skræpper.

Planlægning af arbejdet
Den 3. juni 1920 sammenkaldtes til et møde i forsamlingshuset om, hvad der skulle gøres ved Dammen. Det kunne se ud til, at den helt skulle forsvinde, da der kun var en mindre pyt tilbage, hvorfra der var en af vandet selvdannet rende ud gennem dæmningen mod vest. Der mødte elleve af byens mænd, og alle var enige om, at der i høj grad tiltrængtes en god istandsættelse. Et udvalg bestående af gårdejer Chr. Niss, husejer og handelsmand Alfred Robenhagen og lærer Th. Johansen, alle af Aarestrup by, lovede at tage fat på sagen. Man gik en omgang om Dammen, og man enedes om, at alt mudderet skulle opkastes. Da man var bange for, at der ikke blev plads til det mod øst, nord og vest, skulle der dannes en gangsti langs skolens have. Der skulle være et vandingssted ved Jens Randers’ gård. Et par dage efter bestemtes det af udvalget, at der også skulle være vandingssted i den vestre ende af Dammen, da Niss ville have, at der skulle være to, således at der kunne køres ned i Dammen med hest og vogn, thi Dammen havde altid været branddam og skulle vedvarende være det. Endvidere tog man senere i udvalget bestemmelse om at danne en ø i midten af Dammen. Rundt om det hele skulle der sættes kampesten og på pladsen mellem vejen og Dammen lægges en række store pyntesten.

Den 4. juni slæbte Aarestrup skoles 2. klasses piger og drenge den første sten ned til Dammen på en lille stenslæde, som jeg lavede i et frikvarter. Stenen, der var flad, havde jeg gravet op i min køkkenhave, hvor den lå en halv alen under jorden. Den var cirka fem kvarter lang, trekvart kvarter bred og fire tommer tyk. Stenen sidder som nr. 20 mod vest fra Jens Randers’ køre- eller vadested. Lørdag den 12. juni slæbte 3. og 4. klasses børn ti større kampesten fra Niels Østergaards dige. Den sidste sten de slæbte var den største. Andenlæreren, vikar Carl Petersen og jeg måtte støtte den på slæden. Det gik langsomt, og vejen støvede godt.

Opbakning bag projektet – frivilligt arbejde og økonomisk hjælp
Den 5. juni var der allerede tegnet ikke så lidt af sten, arbejde og penge, thi hvor man kom, var folk villige til at gøre noget. Først skulle man have sten. Lars Peter Larsen, kaldet Vendelbo-Peter, lovede at sætte sten op hele Dammen rundt. Han var en på egnen kendt mand for at kunne dræne, nivellere og wattre og havde hele sit liv arbejdet med den slags arbejde. Karl Jensen, kaldet Tørve-Karl, der også var kendt som dygtig dræningsmand, skulle hjælpe ham. De skulle have 7,50 kr. i dagløn.

Vandet ledes ud af Dammen
Den 10. juni mødte Karl Jensen for at lede det vand, der var i Dammen, ud. Det var om formiddagen, og da der kun var lidt vand tilbage, begyndte dette at blive levende. Et par pundstore ål vred sig over mudderet. Skolebørnene kom ned for at se, og mens Karl Jensen gik ud og fangede de strandede karper og smed dem ind til kanten, arbejdede de små skoledrenge i mudder til knæene for at få fat i skallerne, der alle næsten var lige store, meget tykmavede, og vejede vel et pund pr. styk og var et kvarter lange. Der fangedes i alt 29 gråskaller og tre ål. Karperne skal være sat ud i Dammen for nogle år i forvejen af to drenge, Laurits Søndergaard og Laurits Kvist. De havde fanget dem som små ude i kæret, hvortil de var kommet fra Torstedlunds voldgrav. Ålene fik Karl Jensen. Skallerne blev sat over i gårdejer Lars Peter Larsens dam, hvor igennem der lededes rindende vand. Der døde tre af dem efter den hårde medfart. Den 11. juni mødte Lars Peter Larsen, thi der var allerede kommen en del sten. Der blev taget kraftigt fat fra første færd. Den liste, som snart var fyldt, så således ud:

Årestrup Bydam
Undertegnede af Aarestrup by og omegns borgere tegner sig herved som interessenter for at få Aarestrup Bydam oprenset og omgærdet med kampesten og yder herved bidrag i form af sten, arbejde og penge

Oprensning af Dammen
Den 15. juni mødte de første seks mand og tog fat på oprensningen. Man begyndte ved vestre ende. Her var aldeles ingen fordybning, da jordsmonnet gik jævnt ned mod mudderhullet i midten. Der gravedes ned til grusbunden, hvilken lå cirka en alen under overfladen. Der blev så at sige altid arbejdet på kraft. Byens gårdmænd var flittige til at møde og lede arbejdet. For hver dag blev der trillet en god bid op. I dagene fra den 15. til den 26. juni havde man fra fire op til tolv mand i Dammen. Styrken blev også populært kaldet ”samfundshjælpen”. Hver mand fik ”en øl” om formiddagen og en om eftermiddagen, hvilket de også fortjente. Arbejdet skred rask. Til sidst stod der en fire alen høj mudderforhøjning i midten med lidt vældvand rundt omkring nede i Dammen. Den 2. juli var der tolv mand i Dammen med trillebøre og to vogne. Samme dag blev der kørt en del jord ud i øen. Endskønt folk i denne arbejdstid havde travlt med hø, roelugning og tørv, kunne det dog lade sig gøre at samle ovenomtalte mandskab i Dammen, der på så hurtig en måde blev ryddet. I alt tog oprensningen af Dammen 81 ubetalte dage gjorte af ”samfundshjælpen”.

Stensætning langs kanten
Samtidig med oprensningen blev der kørt kampesten til stensætningen. Langs med landevejen lå der sten i massevis. Efterhånden kom der efter ”bøjningen” cirka 108 læs kampesten. Dette forslog dog ikke. Byens mænd kørte da ekstra. Da stensætningen var tilendebragt, hvortil flere af byens mænd hjalp til, især Kr. Pedersen (Ræbild) og Jens Marinus Jensen, havde næsten alle mændene i byen leveret ikke så få læs sten ekstra. Da jeg spurgte gårdejer Lars Peder Larsen, der havde lovet at køre fire læs sten om hvor mange han havde leveret, var hans antal steget til tretten læs. Kr. Pedersen havde kørt 10 læs sten, og således var det for flere. Dræningsmester Lars Peter Larsen, kaldet Vendelbo, stod efter bedste evne med en mand til hjælp hele tiden. Karl Jensen standsede den 3. juli, da han fik andet arbejde. Derefter hjalp husejer Niels Fisker nogle dage eller en mand fra ”samfundshjælpen”. I alt tog stensætningen 48 ¾ dag betalt med 7,50 kr. pr. dag foruden ekstra hjælp fra ”samfundshjælpen” – i alt 365 kroner.

Den 14. juli var den største dag i Dammen. Der var op mod tyve mand i alt den dag. Der sattes sten i renderne, bunden jævnedes og der kørtes fyld over i sydsiden med tre spand heste. Om aftenen ryddedes der op samtidig med at en del hjalp Peter Larsen med at danne og stenpikke de to vandingssteder. Om aftenen taltes der om, at nu kunne det være skønt at se vandet. Nu kom det an på om stensætningen var i vatter. Peter Larsen sagde, at dersom den ikke var det, stak han halen mellem benene og løb hjem. Vandet blev dog ikke ledet ind før den 20. juli klokken 4, da man var færdig med at køre fyld gennem Dammen. Kristian Kristensen satte stendæmningen, hvortil Anton Elkjer kørte sand.

Vand i Dammen igen
Den 20. juli klokken 4 om eftermiddagen blev vandet således lukket ind i Dammen igen. Mange længtes efter at se, om Lars Peter Larsens stensætning var i vandlinie. To dage efter kunne man se, at alt var i orden, og den 22. blev de 26 karper (tre var døde i mellemtiden), sat ud igen. Dammen løb fuld til normal vandstand i løbet af tre døgn. Den sidste af karperne gik i min fiskedam i adskillige år og døde først 17 år gammel i oktober 1935 af alderdom og begravedes foran stenen i skolehaven den 16. oktober 1935 af skolebørnene. Den var 11½ tommer lang og 6 tommer bred.

De store sten
Kr. Pedersen (Ræbild) havde en stor sten liggende ude i sin mark ned mod engen, og den ville han hente op til Dammen til pyntesten. De store sten, der skulle opstilles foran, havde man ikke talt så meget om under oprensningen af Dammen. Det stod som noget mindre væsentligt end damrensningen indtil 27. juni, da Ræbild havde prøvet den ny stenslæde med mindre sten. Severin Larsen havde også brugt den en del til at slæbe de store sten, der sidder i vestenden af Dammen, med. De blev hentet fra hans havedige og slæbtes af byens to fornemste dyr, hingsten David Triumf og hans 1. klasse hoppe ”Prinsesse Ingeborg”.

Altså søndag den 26. juni om morgenen hentedes den sten, der står nærmest genforeningsstenen mod øst. Rebild havde tre heste for og Kristian Niss sine to. Det første, der skete, var at nogle kobler sprang, men ellers gik det godt. Det var et smukt syn at se de fem heste side om side under godt ryk at slæbe denne sten op ad den skrånende mark. Vi var syv mand ude efter den: Niss og søn, Ræbild og to sønner, jeg og min svigerfar, der var her på besøg. Da fem-spandet kørte stenen ud fra vejen her i byen sank hestene i blød og væltede næsten mellem hverandre. Ræbilds hvide russer blev liggende imellem de andre. ”Der ligger de blødt”, sagde Ræbild. Skaglerne blev taget af. Et par rap af pisken og så gik det en tur hen efter den næste sten, der lå i stengærdet mellem Elkjers og Karl Jørgensens gårde.

Det var en værre sten at få hentet. Den så så uskyldig ud, da den sad i diget, men da man fik den gravet løs, viste det sig at være en koltring, der hverken kunne ligge på den ene eller den anden side på slæden. Det var en tung jernsten. Der kom nu folk nok, og der blev flere og flere. Den kom da op på slæden – og væltede af tre alen fra pladsen, hvor den lå. Skagler og præstegårdens trespændshammel sprang på flere steder. Hestene døjede hårdt med at tage den. Så fik vi også fragtmand Marinus Poulsens to heste for. Den væltede atter. Så kørte de med Damborgs heste, og så sprang der atter noget. Fra Niels Krogh og ned slæbte Niss’ og fragtmandens heste den alene, men de lå også som løver hen ad vejen. Det varede tre timer at slæbe stenen det lille stykke vej. Det var helt galt at slæbe sten på den måde. Ingenting kunne holde. Der gik for meget reb til. Kr. Niss lavede derfor en slisk af to tykke granstammer. Den kunne hænge under en vogn.

Genforeningsstenen
En aften var byens folk nede ved Dammen, og vi enedes da om at sætte en genforeningssten. Ude på Jens Thomsens hede lå en stor sten, som han havde gravet om. Den var stor. Det var ellers meningen at Ræbilds trekantede sten skulle have været brugt. Der var god stemning for at sætte en genforeningssten. Det skulle også ske snart. Man vidste jo ikke hvornår genforeningen med Sønderjylland skulle højtideligholdes. Allerede næste dags aften var vi sytten mand ude at se på stenen. Den skulle prøves. Niss var kørende derud med slisken og fik den sten læsset på, der står som nummer tre vest for genforeningsstenen, og den kørte han hjem med uden at vælte. Det lyder mærkværdigt, men det var nok fordi han kørte alene hjem. Resten af mandskabet, der nu efterhånden var blevet på 21 mand blev og væltede stenen op af hullet. Vi kom ikke hjem før klokken 1 om natten. Niels Østergaard, der var kørende, havde heldigvis en øl med til hver.

Næste morgen søndag den 4. juli skulle stenen hentes på Kr. Niss’ slisk. Jens Randers lovede at stå tidligt op og hente en stærk vogn i Konradsminde, så vi kunne begynde klokken 8. Vognen kom, og efter noget besvær fik vi heste og mandskab. Der blev efterhånden sytten mand. Vi fik stenen væltet op på slisken og skulle have den bundet op under hjulene på vognen, men så knak træerne, slisken var lavet af. Stor forbavselse blandt alle. Det lykkedes ikke at få fældet et par graner i Albæk Plantage, som ligger tæt ved, thi skovfogeden var ikke hjemme. Vognen skulle ind til Konradsminde igen. Jens Marinus Jensens søn Annæus hentede næste dag en endnu stærkere vogn og købte tre granstammer i Konradsminde. Så skulle det prøves igen den 5. juli om aftenen. Slisken var nu stærk. Jernkæder og vogn også. Det bedste, der kunne skaffes i sognet. Man var ikke så lidt i spænding. Den aften var der 30 mand i heden. Stenen blev læsset. Kr. Niss’ og Kr. Pedersens heste blev spændt for, fire i alt. Det gik godt ud af heden og ud til den smalle hedevej. Alle så lyst på tilværelsen, og det lange køretøj rullede nok så net af sted med de to kuske. Nogle råbte hurra.

200 alen henne stoppede de. De fleste stod endnu ved pladsen, hvor stenen havde ligget. Der blev lange ansigter. Hestene havde ikke kunnet holde vognen med stjerten, den var løbet ud af vejen i Jens Thomsens havremark. Hjulene gik i omtrent til navet. Stenen væltede halvt af. Atter slid og vælten i regn, så alle blev gennemblødte. Der blev dog prøvet. Seks heste, nu også Nørhaves to, blev spændt for. De ville ikke trække samtidig. Så fire igen. Folk ved stenen og folk ved hjulene. To mand med reb i stjerten på hver side. ”Hej op”. Vognen gik 1½ alen. Lidt hvil. ”Hej hop”. Så kom den i gang. Hestene slæbte, og mændene ved stjerten. ”Hop, hop, hop”. En kvarter dyb fure i vestkanten af vejen dannedes, mens folk tvivlede på, om ikke stenen skulle vælte af den hældende vogn. Furen blev 50 alen lang. Så var vognen på vejen. ”Hop, hop”. Op ad den ujævne, stenede bakke, forbi Jens Thomsens hus. ”Hop, hop”. Videre op ad. Det gik.

På toppen af bakken stoppedes. Heste og folk pustede. Det lettede i hele klyngen. Nu kan hestene tage den. Men nu er der sving ved Dyrbys hus. Det går nok. Det er halvmørkt. Tag så fat og sæt i gang. Folk til hjul. Folk til stenen. Stramme tøjler og stramme reb på stjerten fra hver side. ”Hej, hop, hej, hop”. Så er den i gang igen. Folk slipper. Det går jo let. Atter spænding ved Dyrbys tørvehus. Det går. Stenen rører jo bare lyngtaget, der går helt ned til jorden. Men så Dyrbys hus, som hestene allerede er ved. ”Det går nok, hop”. Kuskene strammer strikkerne, skeler tilbage, skeler frem. Jo. Stenen er et helt kvarter fra Dyrbys hushjørne. Råb: ”Den er god, hop”. Så det bratte sving. Vognen kan nok ikke blive på den smalle vej der. Mon den vælter? Atter en fare, men det gik godt. Atter et sving og hvil.

”Kan vi nu komme over den grøft der med vand”, siger den ene kusk, ”skam slå os, den smule vand”. Vi kan ikke blive mere våde end vi er i forvejen. Nå! Skal vi så af sted. Skal vi tage ved. Tag ved! Nej, lad nu bæsterne arbejde. Så går det godt fremad lige ud, indtil det lange køretøj kommer til Niels Nielsen Bødkers gård. Det er ud på aftenen, og månen begynder at titte frem til den skare af mænd, der færdes på spændingens vej. Humøret står godt og frejdigt. Det går jo godt nu. Niels Nielsen siger, at vejen kan godt gå denne vej. Et par af de ældre går foran for en sikkerheds skyld. Thi vejen er lidt dyb i den ene side. Men denne forhindring køres der udenom. Om lidt er toget ude på den banede landevej. Det spidse sving sætter atter spænding i gemytterne. Men langs vognens sider og ved stenen er der mænd nok til et tag, skal det knibe. Vognen svang over spidsen mellem de to veje og med en fure i grønsværet. En anden musik lyder nu fra vognhjulene end da de gik på de blødere hedeveje. Det knitrede, gnistrede og bragede under de svære vognhjul. Det gik rask fremad nu. Kr. Ræbild og Kr. Niss’ søn var kuske til Aarestrup, som derefter nåedes uden uheld klokken cirka 11 om aftenen.

Det varede derpå 1½ time inden stenen blev væltet over på forsiden, hvori der skulle hugges indskriften. Klokken var hen ad 1 inden byens mænd forlod Dammen. Næste dag, 6. juli, kom en svend, Dybbro, fra stenhugger Villefrance i Aalborg og huggede ”Minde om genforeningen 9. juli 1920”.

Fest for genforeningen
Den 9. juli var der stor fest i byen. Der var flag ved hver gård, og et stort flag over stenen. Den var bleven rejst to aftener i forvejen. En mand fra Konradsminde, Anton Svendsen, var kommen og betjente savværkets kran, der var hentet af Niels Østergaard. Han var først meget hård på det stykke arbejde, men så slog stenen en koldbøtte just som den var omtrent helt oppe, da det ene ben af kranen pludselig for en alen ned i jorden. Der blev nu hentet et halvt hundrede stykker brænde fra skolen, og med dem under sig blev stenen væltet op på højkant. Klokken 1½ aften var vi færdige. Der havde været en mængde mennesker om det arbejde, de fleste så på. Men stenen stod skævt med inskriptionen. Smed N. P. Nørgaard og et par andre stillede den dog lige næste dags middag.

Genforeningsdagen mødte hele byens befolkning ved stenen. Skolens fire klasser var samlede i firkant om den og sang ”Det haver så nyligen regnet”. Kr. Niss talte om det hjemvendte Sønderjylland. Børnene sang da ”Det lyder som et eventyr”, den ny sang af H. Pontoppidan. Jeg fortalte børnene om Sønderjylland. Dernæst sang de ”Fader, du løste vort folk fra dets smerte”. Derefter fik den utålmodige 92-årige veteran fra 1849 Niels Bøjer endelig lov til at hejse flaget til tops, mens børnene og folk gav et trefoldigt hurra. Da lød der fra skolens have tre skud, et for 1848, et for 1864 og et for 1920. De gaves af skovfoged C. Nielsen. Niels Bøjer sagde et par ord og fremsagde en sang fra 1848, som Frederik d. 7. havde lært soldaterne. Børnene sang ”Så rejser vi til vort fædreland”.
Der var cirka 300 mennesker. Det begyndte da at regne. Klokken 5 gik alle i kirke, hvor pastor Howardy fra Sønderup prædikede. Kirken var pyntet og propfuld af folk. Vor egen præst Johs. Erichsen var borte den sommer på grund af sygdom. Om aftenen samledes folk i det pyntede forsamlingshus og spiste de medbragte madkasser. Der blev holdt flere taler, blandt andet for Niels Bøjer og om den enighed, der havde været om at danne Dammen. Det blev fremhævet flere gange. Sange blev sunget. Man gik en tur om Dammen. Børnene sang uden for huset i den stille aften. Byens koner serverede gratis kaffe.

Damfest og borgerforening
Søndag den 1. august afholdtes stor Damfest i forsamlingshuset. Byens koner arrangerede festen, serverede kaffe, kage for alle de, der havde arbejdet i og med Bydammen. Man samledes klokken 5. Der blev sunget meget den aften. En hel del taler holdtes. Efter det fælles bord var der svingom til klokken 12. Annæus Jensen var spillemand. Man enedes om at damudvalget. Kr. Niss, Alfred Robenhagen og Th. Johansen skulle arbejde på at danne en borgerforening, der i fremtiden skulle tage sig af byens tarv og vedligeholde Dammen.

Svaner i Dammen – og hvad siden hændte
Den 17. september 1920 satte uddeler Olaf Elefsen to svaneunger i Dammen. Nogle dage efter tog den ene rejsepas ind til grev Schimmelmanns sø ved jagtslottet i Rold Skov, hvorfra den dog hentedes efter at være eftersøgt i avisen. Derpå blev ungerne alvorligt stækket. Den ene døde på isen i cirka 1928 og en ny købtes.

Den 17. november 1920 plantedes 15 birketræer rundt om Dammen. Nogle dage før, 8. november, slæbte Kr. Niss og Kr. Pedersen Ræbild sten til vestre ende af Dammen. Mortensaften 1920 dannedes Aarestrup borgerforening med Kr. Niss som formand. I 1931 og 1932 lagde svanerne ved Dammen æg begge to. Det er to hunner.

Th. Johansen gennemgår i sine notater hvor hver enkelt af stenene kommer fra, hvilket kan læses i hans notater i Lokalhistorisk Arkiv i Øster Hornum.