Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Tag: Landbrug

Landmandserindringer

Naar jeg skal prøve at sætte saadanne paa papiret, finder jeg det i min situation nødvendigt at gaa saa langt tilbage i tiden som 1854, fordi mine bedsteforældre har fortalt og efterladte papirer har bekræftet, at i 1854 kom en ung mand ved navn Eskild Hansen fra Knabberup ved Vejle til Bindeballe og købte Ca 160 tdl. hede fra Mellemgaard, som han saa begyndte at opdyrke. Det forøgede muligheden, at der tværs gennem hele marken – ca 1 km – løb en lille bæk, og langs med denne var græsset særlig villig til at gro, saa det gav mulighed for at det første par køer kunne faa et godt tilskud til føden, og der saa kunne blive lidt hjemmelavet smør at sælge. Og en anden mulighed var, at der et par steder i marken var tørvedynd, som kunne æltes og stryges, saa der snart kunne blive et læs tørv at køre til Vejle med, og det gav mulighed for at købe andre fornødenheder.

Og det skete samtidig, at han blev gift i 1855, og i 1856 mistede baade kone og barn, men atter blev gift i 1857. Og efter at derefter den første dreng blev født i 1859 og derefter bortadopteret til farbroderen i Knabberup, da den næste dreng arriverede. Hvad jordarealet angik, skete der ogsaa dette, at der kom en mand i 1862 og købte oa 35 tdl. af markens østlige side, hvor han byggede en lille landejendom. Og da jernbanen fra Vejle til Vandel blev gennemført i 1897, maatte den ejendom afgive jord baade til station og købmandsgaard og et hus mere.

Hvad familien angik, var den i 1875 bleven til fire drenge og tre piger, og da de naaede til aar 1900, havde fem af disse stiftet hjem, og tilbage var saa de to drenge Jens og Mads. Og saa var der jo ogsaa sket det omtalte, at banen havde gennemskaaret marken, saa der var lige stor areal ved begge sider. Og det resulterede i, at Mads byggede en gaard paa den sydlige side, og byggede den saadan, at den kom til at ligge vinkelret for den gamle gaard, som Jens saa overtog. Og da han giftede sig i aar 1900, blev der bygget en aftægtslejlighed til den vestlige ende af den nordre hus, som da indeholdt lade.

Og saa foregik jo ellers familieforøgelse ud over landet. Men det faldt jo i min lod at blive født på den hjemlige areal 1901 d. 16.10. Og det varede jo ikke ret længe, før jeg havde lejlighed til daglig at aflægge et lille visit hos Bedstefar og Bedstemor. Vi havde dem begge 2 til ca tre uger før de kunne fejre guldbryllup i 1907. Hvorimod vi beholdt Bedstemor til juli 1925 90 1/2 aar.

Jeg kan jo ikke nægte at jeg henregner til noget af et privilegium daglig at kunne besøge min Bedstemor, og tit at kunne tage imod familiens medlemmer, saa man kom jo til at kende dem alle, og de kom jo ofte med hestevogn, saa var der jo ogsaa noget, der hed drikkepenge.

Og saa naar vi jo ogsaa efterhaanden frem til de aar, da der en noget, som hedder skolegang og arbejde. for naar jeg begyndte at gaa i skole i efteraaret 1908, saa var det jo ogsaa ensbetydende med, at der var noget, som hed sommerferie, og vi måtte komme hen og besøge familie og gode venner paa en anden egn. For mig og mine søstre drejede det sig om Haastrup og Herslev-egnen. Men for mit vedkommende drejede det sig ogsaa om nye pligter, for det var jo ogsaa bleven høsttid. Og naar rugen var høstet skulle stubbene pløjes snarest af hensyn til næste afgrøde. Og det blev min opgave at faa dette gjort, før jeg rejste paa ferie.

Der var nemlig ogsaa sket dette, at da der var sogneraadsvalg i foraaret, ville det siddende sogneraad ikke saadan, som beboerne forlangte, og det resulterede i at der blev valgt et helt nyt sogneraad og endvidere blev det min far, som overtog formandsposten. Og selvom det var en mere enkelt opgave dengang, som det er i dag 80 aar efter, saa var det dog et tillæg til et lille landbrug. Og det var begrænset hvad en ældre svagtseende medhjælper kunne præstere. Saa klarede vi det bl.a. paa den maade, at far læssed møg, jeg kørte det ud i marken og mor hjalp ved at læsse af og sprede, mens jeg hentede næste læs.

Hvad mine forældres alder og beskæftigelse forud for ægteskabet angaar, da var min far født d. 23.12.1869, og foruden arbejdet i hjemmet, var han ogsaa soldat ved infanteriet og paa Børkop højskole en vinter og nogle aar bestyrer paa en gaard i Bindeballe, hvor manden var død. Til arbejdet i hjemmet hørte ogsaa i de aar, at der kunne æltes og brændes sten baade til egne huse og flere i omegnen.

Min mor var født paa en gaard i Bindeballe d. 23.7.1880 og havde fornøjelsen at tjene i et par pladser paa Skanderupkanten, før der blev brug for hende i ægteskabet.
Min ældste søster Anna Pouline Hansen f. 2.8.1903 havde fra barn af et alvorligt handikap efter en børnelammelse som 1/2 årig. Saa den venstre ben blev baade kortere og tyndere som den højre. Og foruden mange besøg hos bandagist for at faa det fodtøj, hun kunne bruge, maatte hun jo ogsaa de første skoleaar befordres frem og tilbage fra skolen, indtil hun fik lært at cykle paa en handikapcykle.

Efter konfirmationen tog hun først plads paa en systue før hun senere selv startede en saadan. Og fortsatte derefter med et højskoleophold, inden hun tog på et forskoleseminarium. Og dermed var vejen jo vist fremover.

Min søster Mary Johnine Karoline Hansen er f. 12.10.1905 havde efter konfirmationen pladser baade i syd og vestjylland før hun gik ind i ægteskabet med Hans Hansen Bindeballe d. 29.4.1925, efter at han havde overtaget hans fødegaard.

Min yngste søster Jensine Kristine Hansen er f. 13.1.1912. Efter et par aar i hjemmet brugte hun tiden til et højskoleophold og ellers pladser af forskellig art samt en husbestyrerindeplads, før hun i 1937 giftede sig med Poulin Hansen, Vollundgaard.

Hvad arbejdet i landbruget angik, da blev plejlen jo snart afløst af en lille tærskemaskine, som blev trukket af en hestegang ude i gaarden, som var forspandt en eller to heste og saa en stør eller mindre kusk til at bestemme farten. Og til høsten købtes i 1910 sammen med en nabo en slaamaskine med høstapparat, saa kornet kunne lægges i en passende mængde til et neg og paa den maade kunne tre eller fire mand følge med at faa kornet bundet.

Saadan gik det indtil ca 1952, da der kom JF bindere, som var velegnet til de smaa brug og paa de lette jorde.

Igen nogle aar, saa kom petroleumsmotoren til at trække tærskeværket og igen nogen tid, saa nåede El ud og afløste disse.

Ejendommen laa ca 2 km fra landsbyen, hvor jorden var skilt fra “Mellemgaarden”. Da mine forældre overtog gaarden var der ca 22 tdl ager 6 eng og 22 hede.

Fader afbrændte lyngen og plantede 14 tdl af den mest kuperede del af marken med hvidgran, rødgran og fyr i årene 1906-11. Og desuden en del læbælter af hvidgran til at hindre sandflugten, som til tider kunne volde stor skade paa afgrøderne.

Morfar, som i sin tid havde haft en nabogaard, fik i 1918 ophold i vort hjem indtil han døde i 1919. Men forinden havde min fader købt et areal ca 15 tdl eng, mose og hede i sdr. kær, som det blev min opgave at faa renset grøfter, plejet hede og kørt mergel paa fra graven hjemme i nærheden af gaarden. Vi prøvede nogle gange at avle korn deri, men kom med tiden til det resultat, at græsset var den sikreste afgrøde i det skiftende vejrlig.
Indtil 1923, da vi fik sogneskelgrøften uddybet, maatte vi rense de aabne grøfter, slaa græsset med le, og naar det var tørret og stakket, maatte vi bære det paa stænger saa langt, at vi kunne køre dertil med heste og vogn.

For saa at have det mindst mulige antal grøfter, huggede jeg fyrretræerne i skoven, som da havde en passende størrelse til at anvende til faskiner i den højest beliggende del af mosen.
Saadan fortsatte vi til 1947, da ikke alene sogneskelsgrøften fik en ny uddybning, men ogsaa Vejle Aa, som gjorde det muligt at dræne det hele med alm. drænrør. Og da dette var sket, kunne vi efterhaanden færdes paa egnen med alle slags maskiner, naar ellers amtet ikke lagde os hindringer i vejen ved at spare paa oprensningen i Vejle Aa til fordel for lystfiskeri.

Hvad gaardens bygninger angaar, da maa de jo have været noget primitive. Der har nok imellem været en med lyngtag, som naaede helt ned til jorden.

Men dog saaledes, at en børneflok kunne vokse op deri. Og saa har udviklingen været saadan, at der i 1878-81 kunne bygges tre nye huse, henholdsvis stald, lade og stuehus med straatag, og de fik lov at staa saadan til 1912, da der blev bygget nogle fag til stalden, og den fik trimpelbølgeblik til tag. Og saa blev det stuehusets tur at faa straataget afløst af sementsten i 1916. Og det samme fik laden i 1917.

Hvad vandforsyningen angaar, da var der i fodergangen for køerne tegn paa, at der før aarhundredskiftet havde været en brønd, men den var i tidens løb afløst af dræn fra marken. Drænet var saa undervejs afløst af jernrør. Derved blev det muligt at lede noget af vandet ind i et saakaldt fiskehus, hvor der blev udklækket fiskeyngel af ørreder til at sætte i damme langs med bækken, hvor der tillige var vold, som kunne forsyne dammene med frisk vand hver dag.

Videre gik vandledningen for gavlen af stuehuset, hvor der i tidens løb var bygget et halvtag, hvorunder der var baade bryggers, kælder og nogle svinestier, og senere ogsaa tørvehus og vaskehus. Saa der var jo ogsaa brug for vandhane. Og saa fortsatte vandrøret ind i kostalden, saa der var mulighed for at forsyne baade køer og heste.

Den næste udbygning kom i 1936 i form af en lade i den østlige side af gaarden, saa den gik delvis for enden af kostalden, men dog havde plads til indkørsel i gaarden for den nordre gavl.

Mødding og ajlebeholder var langs med den sydlige side af stalden, dog saaledes, at der kunne køres imellem disse.

I 1960 kom saa den næste udbygning i form af en svinestald fra den sydlige side af kostalden, dog saa langt ud, at den samtidig forlængede kostalden saa meget, at der blev plads til roehus og malkerum.

I disse sidste udbygninger kom loftet til at bestaa af murede hvælvinger, i modsætning til byggeriet i 1913, da loftet blev støbt af beton.

Da vi saa naar frem til 1968 sker der en større forandring igen, idet kostalden bliver udvidet saa meget, at der bliver plads til to rækker køer, og samtidig bliver der lavet rister og gyllebeholder, saa gødningen fra køerne løber ud i en mindre beholder og derfra pumpes over i gyllebeholderen. Og det samme sker ogsaa med noget af gødningen fra svinestalden.

Men forud for det sidste var ogsaa sket dette, at Jørgen i slutningen af 1964 havde købt nabogaarden “Overgaard” med den hensigt at drive dem sammen, og eftersom muligheden forelaa, at flytte hele besætningen til “Grønbjerglund” eller fra Bindeballevej 83 til samme vej no. 94, som det efterhaanden blev til. Og for at gøre det muligt, gik vi til i 1974 at bygge et hus paa den østre side af vejen, og den fik en dimension paa 50 x 18 m, og indrettet saadan, at der blev baade til løsdriftstald, lade og maskinhus. Det blev afslutningen paa’mit Ebyggeri som ejer.

Igennem mange aar bestod kobestanden af 6-7 røde køer, som ikke blev afhornet. Jeg kan ikke huske navne, men vi havde ingen besvær med at kende dem fra hinanden. De spædekalve vi havde tilovers blev sendt til slagteriet pr bane. Indtil vi fik mere staldplads og mere drift i tingene, saa lavede vi stude, saa de kunne tage den største tilvækst på græsset. Men saa gik vi over til at lade tyrkalven blive paa stalden, saa de voksede hurtigere op og til større kilopris.

I mange aar brugte vi kvægavlsforeningens tyr. Kalvningen foregik aaret rundt, men dog fortrinsvis i foraaret. Vi havde en god besætning, og mælken blev leveret til mejeriet i Randbøl. I mange aar havde vi en kontrolassistent, som overnattede hvor han arbejdede.

Naar der var tilstrækkeligt med græs i første halvdel af maj, blev køerne sat ud i tøjr og flyttet en eller to gange, fordi de skulle hjem til middagsmalkning og vanding i den tid de gav mest først paa sommeren. Det blev med tiden afløst af indhegning med pigtraad.

De fik tilskudsfoder afhængig af ydelse og græsmængde. Tidspunktet for afhændelsen af køerne var jo afhængig af ydelse og stand, og kalvene naar de var ca 2 år og vejede ca 400 kg. Det var mest almindeligt at levere dem direkte til slagteriet.

Det skete 2 gange i tyverne, at vi fik mund og klovsyge, saa vi ikke maatte levere mælken, eller ogsaa skulle vi selv levere, efter at den almindelige skumning var afsluttet. Men det voldte jo en del ubehageligheder og tab baade ved nedgang i ydelsen, saar paa patterne og omgang med naboerne. Dyrlægen var forstående, naar man var omhyggelig med sit arbejde.

Vi havde kun 2 søer som vi fedede grisene af. Naar søerne skulle til orne drev vi dem 4-5 km frem og tilbage. Vi havde ingen dyrskue. Vi brugte mange kartofler til grisene. De blev kogt med en omkringkørende koger og makuleret. En stor fed gris kunne klare det til den årlige husholdning.

I en aarrække klarede vi det med to ungheste som saa blev solgt naar de var 3 1/2 aar, men med tiden krævedes der flere hestekræfter, saa det blev til en belgier en jyde og en nordbagge og saa blev de forspændt efter hvilket arbejde der skulle udføres. De havde i nogle aar deres plads i kostalden. Men efter som køerne fik brug for mere plads og der blev plads ledig i den gamle lade saa blev de flyttet derhen og der var lavet en kølebassin i gaarden til mælkespanden hvor hestene kunne drikke.

Gulvet i stalden var pikket med lidt cement imellem. Forværk og krybbe var støbt med foderkrybbe. Seletøjet hang bag hestene og brugeren sørgede for fodring m.m. De gik i en fold nær gaarden hvor græsset egnede sig bedst til heste.

Igennem mange år var hønseholdet begrænset til eget brug og til at levere til købmanden i hver uge. Da jeg havde overtaget gaarden byggede vi et hus, hvor der var god plads til 300 brune itallenere, og i en årrække leverede vi rugeæg, som kunne sendes med jernbanen. Jeg fik i en tidlig alder interesse for hønsene, saa jeg overtog pasningen. Dg da ræven ogsaa var meget interesseret, maatte jeg tage jagtgeværet til hjælp, og det hændte den klikkede, saa jeg maatte tage bøspiben i brug for at redde hønen. Men det hændte ogsaa at den kom mig i forkøbet og fik hønen med til ungerne.
Vi købte kyllingerne og havde dem i et særligt rum, hvor de kunne gaa under en kyllingemoder saa længe, det var nødvendigt.

Min fader havde i tidens løb almindeligvis to bistader, som stod i baggrunden i haven. De kunne nok naa ud til de marker som skulle befrugtes og til lyngen i den tid der var noget at hente. Honningen skulle jo røres nogle dage efter udslyngningen, inden det skulle fyldes paa glas og sættes i et rum med passende temperatur indtil det blev spist eller afhændet til andre interesserede.

Naar vi var til dyrskue, tog vi med toget til Vejle og brugte hele dagen dertil. Det hændte ogsaa, at vi havde nogle kvier paa dyrskuet, som fik gode præmier med skilte, som blev ophængt i forgangen.

I betragtning af, at det væsentligt var let sandjord, var det jo naturligt, at rugen havde en god plads blandt kornafgrøderne, men ogsaa havren var sikker nok (graa havre) og med tiden kom ogsaa vaarhveden med, og i yderste tilfælde var det godt at begynde med boghvede, hvis det var nyopdyrket og manglede kalk og gødning. Ellers blev den mest naturlige sædskifte kaalroer, havre, fodersukkerroer og rug, men ogsaa omskiftet noget efter jordens bonitet (ydeevne, indre evne – tilføjet af Elly), da den omskiftede meget og havde korte afstande. Ca. hvert tredje år købtes kontrolleret saasæd i Bindeballe vandmølle, hvor vi ogsaa kørte hen og fik kornet malet.

Foruden de ca. 22 td. land i omdriften, var der nok 10 td. land til høslet og græsning, hvoraf en del kun kunne bruges til heste, da det var iblandet de saakaldte rævehaler, som køerne ikke kunne taale. De groede hvor jorden var meget vandrig. Markstenene var jo lettest at finde, naar marken var harvet op til saaning eller ogsaa efter, at det var gjort. Naar det almindelige markarbejde var gjort, var der jo grøfter, som skulle renses, hegn som skulle tilgodeses, og brændsel som skulle saves eller hugges, og hvis der var marker som trængte til mergel, saa kunne vi selv grave det i naboens mergelgrav til den del af marken, som laa nærmest derfor, og af vor egen mergelgrav til det øvrige.

Hakningen af roerne var familiearbejde, og de mindste fik jo en lille paaskønnelse for hver række. Arten af roer omfattede baade kaalroer, runkelroer, fodersukkerroer, turnips og gulerødder. Efter radrensning blev de hakket, og efter en ny radrensning eller to, kunne de hakkes sidste gang, hvis ikke vejret spillede ind ved først at sætte dem i staa med tørvejr, og derefter ved megen regn og saa at faa liv i ukrudtet igen.

I begyndelsen skulle man være saa forsigtig med at saa runkelroerne, og derfor blev de rykket op med haand og lagt i dynge, hvorefter toppen blev afhugget med en kniv. Da jeg i Okt. 1982 var med paa en rejse i Polen, kunne jeg iagttage, at saadan praktiserede man fremdeles roeoptagningen derovre. Men i løbet af nogle aar fik vi en lille maskine, som baade kunne aftoppe og optage dem i eet træk. Toppen af fodersukkerroerne blev opfodret frisk, men nedpløjet af kaalroerne. Selv om vi ikke leverede sukkerroer til fabrik, kunne vi godt købe affald derfra.

Naar kornet var saaet, var man jo ogsaa interesseret i, at det voksede og derfor var det jo gavn baade at tidslerne blev stukken, og det fik noget salpeter. Naar kernerne begyndte at blive haarde og sidde lidt løse i aksene, var det paa tide at komme i gang med høsten, som indtil 1910 foregik med leen, derefter i en årrække med slaamaskine med høstapparat, som kunne lægge det i passende neg. Og så kunne 3-4 mand følge med til at binde det op. Derefter blev det stillet op i traver og efter 4-5 dage kunne det være tjenlig til at køre ind. Det beroede på læssets størrelse og afstanden det skulle køres, om det var nødvendig med et læssetræ (en stang der gik fra for til bag for at holde kornet bedre fast). Det blev ogsaa muligt med større læs, naar man bruger høstlad/skrav. I 1964 havde vi faaet et godt stykke vaarhvede høstet sidst i August og sat i hob (sætte kornnegene sammen imod hinanden), men efter ca. 14 dage blev det sat i bornholmer, saa kunne det bedre holde regnen ude. Men det ustadige vejr varede ved, til der i okt. kom en storm, saa vi sidst paa dagen den 22 okt. kunne begynde at køre kornet hjem ca. 2 km, og da kl var 4:30 næste dags morgen, havde vi kornet hjemme og 1 time efter begyndte det atter at regne. Ang. maskiner, tærskeværk og trækkraft da er dette tidligere omtalt, men vi tærskede efter som der var brug for mere korn eller halm.
Vi fik med tiden en maskine til at tage kartofterne op med, og de blev kogt til svinene.

Stubjorden blev delvis skraldpløjet straks og senere harvet og pløjet omkring November, der blev harvet og ligeledes pløjet i nov.

Hvad tørv til brændsel angaar, da havde vi flere tdl. mose, hvor vi kunne skære tørv, som vi ogsaa gjorde, ind til granskoven kunne forsyne os med den nødvendige brænde.

Vi havde nok nogle tdl. med lyng og mosejord, som vi slog til køerne, derefter pløjede vi og kørte mergel paa, hyorefter det en overgang skiftede med korn, kløver og græs. Jorden til korn blev jo almindeligvis pløjet i efteraaret, og kornet blev igennem mange aar saaet med haand og senere med saamaskine. Yi pløjede i alm. agre, og da jeg praktisk talt har været karl paa gaarden siden min konfirmation – med undtagelse af de to aar, jeg var paa højskole og ude at tjene, saa faldt det jo ogsaa i min lod baade at fure op og pløje af, og det skete væsentlig med en enkelt plov, da en dobbelt plov vanskeligt lod sig styre, hvor jorden havde for megen hældning.

Af harveredskaber brugtes fjedertandsharve, pigharve, danskharve og ukrudtsharve, Ringtromle. Staldgødningen blev kørt ud til roerne i foraaret, ligesom ajlen, baade til roer og græsmark.

Handelsgødningen, som købtes i Jydsk andels foderstofforretning, kom ud til forskellige tider efter sin art og hvilke afgrøder det gjaldt.

Høslet kunne begynde sidst i maj til ca. 1. august, den lette jord kom først, og den fugtige og kolde kom senere, foruden spørgsmaalet om vejret. Hvor det var muligt brugtes slaamaskine Mc Cormick men der var ogsaa brug for gode kræfter til at bruge leen. Rivningen med haand eller hesterive var jo ogsaa afhængig af jordens bæredygtighed.

Gennem mange aar blev høet stakket, men da vi fik ryttere lavet, blev de jo ogsaa taget i brug. Vi havde husplads til høet, og ensilering blev først senere aktuel.

Økonomien i mit hjem var altid i orden. Naar man ingen gæld har, kan man taale en krise, som den vi havde i trediverne.

Mine forældre byggede hus og flyttede ind i 1935. I de seneste aar paa gaarden havde mor en pige, da hendes kræfter svigtede noget, og hun hjalp ogsaa ved forefaldende arbejde paa gaarden.

Tjenestefolkene var gerne fra egnen, og de var godt tilfredse i pladsen. Der var et gensidigt godt forhold mellem forældre, børn og tyende, og vi hjalp hinanden efter behov.

Vi havde brugsen til nabo, hvor Vi gjorde den daglige handel. Smeden boede ogsaa i Bindeballe, og tømreren i Randbøldal. Og havde vi brug for mere, kunne vi let komme med toget til Vejle.

Hvad det udadvendte arbejde angik, var min Far jo sogneraadsformand fra 1909 til 1937 og derudover var han i menighedsraadet i en periode, og min mor var interesseret i bibelarbejdet blandt de unge piger. Deres anseelse i sognet var saadan, at da de holdt guldbryllup i 1950 og indbød i avisen kom der saa mange, at vi blev i alt 165 personer til middagen i laden paa gaarden, saa der var lidt mere end fyldt. Forøvrigt kom de jo til stadighed i missionshuset, saavel som til andre kulturelle aktiviteter.
Mine forældre var meget interesseret i skolen, og det var en selvfølge, at vi søskende ogsaa var det og fik et højskoleophold.

Foruden en stor familie, havde vi mange venner, og det mærkes ogsaa, naar man er kommet op i årene. Efter et ophold paa Børkop højskole i vinteren 1920-21 fik jeg plads paa en gaard ved Vildbjerg hos en mand, som selv havde været på Børkop højskole, og derfor henvendte sig til skolen for at faa en karl. Det var ca. 80 km fra mit hjem. Jeg var glad ved pladsen, men kunne godt tænke mig at komme noget nærmere hjem, hvorfor jeg til det følgende år søgte plads ved Eltang hos en mand, som havde været på Børkop højskole sammen med min far i 1898.

I den første plads fik jeg 800 kr. for syv mdr., og i den sidste plads fik jeg 900 kr. for et helt aar. Jeg var enekarl i den første plads, og i den anden havde vi en konfirmeret dreng til hjælp, for der var manden ogsaa sogneraadsformand. Den alm. arbejdsdag var fra 6 morgen til 6 aften med de regulære spisetider imellem, og lønnen blev udbetalt ved tjenestens ophør, hvis man ikke havde brug for dem før. Arbejdets art var alsidigt baade i mark og stald. Dertil kan jeg føje, at jeg endnu omtrent 70 aar efter har kontakt med børnene fra begge sider og drengen, jeg tjente sammen med i den sidste, selv om han bor i Birkerød og har været skovfoged der.

I mine pladser medbragte jeg et klædeskab til mit tøj, og den var anbragt i karlekammeret, som var i tilslutning til hestestalden, saa det var jo ikke saa hensigtsmæssig, som det kunne være i en kold og fugtig vinter.

Efter de 2 aar ude, kom jeg hjem igen og fortsatte med arbejdet, i praksis som arbejdende bestyrer, og udadtil blev jeg formand for KFUM. Pigen som blev min kone, kom i vort hjem 1. nov. 1931. Følgende sommer 1932 var hun på Børkop højskole og kom atter i vort hjem. Vi forlovede os i efteraaret 1932 og fortsatte saa ellers vort arbejde og giftede os i maj 1933.

Vi blev viet i Nevling Kirke af vor sognepræst H Juhl, og festen stod hos hendes broder og svigerinde Aksel og Rigmor Iversen paa “Lykkesminde” i Haarup.

Saa fik vi gaarden í forpagtning, og det blev samtidig bestemt, hvilken pris vi skulle give for gaarden, naar vi med tiden skulle overtage den. 0g saa boede vi ellers fortsat sammen, indtil mine forældre fik et nyt hus bygget i nærheden lige uden for markskellet.

Vi fortsatte jo ellers med arbejdet baade ude og inde, som vi var vant til og fik ogsaa efterhaanden 2 unge medhjælpere – karl og pige – til det forefaldende arbejde. Sidst i marts 1934 skete saa det, at min kone under travlheden i haven før paasken vovede sig ved at løfte for meget, saa der var en streng der brast, og det havde til følge, at hun nedkom med en lille dreng 3 mdr. før ventet. Saa det gav jo noget ekstra og omhyggeligt arbejde som ogsaa saa ud til at skulle lykkes, men 3 1/2 md. gammel stødte der sygdom til, som slukkede det lille livslys.

Saa blev der en lille ventetid, til de kom som følger:
1936 Aksel John Hansen
1938 Anny Theodore Hansen
1940 Britta Jensine Hansen
1942 Jens Erik Hanssen
1942 Jørgen Ejgild Hansen
1945 Hanna Elisabeth Hansen

Børnene tog del i arbejdet med liv og lyst ind imellem som der var mere skolegang, ungdomsskole, soldaterliv og pladser i fremmede hjem indtil de fem selv stiftede hjem.

Gaardens beliggenhed er lige op ad offentlig vej, Bindeballevej, som i tidens løb er bleven asfalteret, ca. 400 m fra Købmandsgaard og nedlagt jernbanestation, samt to nedlagte landbrugsejendomme, som er beliggende i Randbøl sogn, Vejle amt.

Besætningen bestod i sin tid udelukkende af røde køer, men med tiden overgik det væsentlig til sortbrogede. Jeg var ogsaa i sin tid fmd. for kvægavlsforeningen. Vi har begge hver til sin tid været medlemmer af skolekommissionen.

Sognets mejeri laa í begyndelsen af Randbøldal, men blev i 1928 flyttet til Randbøl. Underbesættelsen mistede den mange af sine leverandører, da mange med kort varsel blev tvunget til at flytte fra deres gaard, fordi der skulle startes en militær flyveplads. Da der saa senere blev sammenlægninger af mejerier gik mælken først til Hejnsvig og senere til Ødsted.
Og jeg fandt det hensigtsmæssig saadan, som det skete her paa egnen. 0g jeg har ikke paa noget tidspunkt overvejet muligheden af at afskaffe køerne.

I 1959 købte vi den første traktor, og efterhaanden som vi fik plantet gran, hvor vi ikke kunne køre med traktor, gled hestene ud og der kom en lidt større traktor mere ind, Ferguson 35.

Den ældste af vore børn, Aksel, holdt sig til landbruget, baade med de pladser, han søgte og ophold paa højskole i henholdsvis Danmark og Sverige. Det havde til følge, at han tog plads nogle mdr. i Sverige hos en anlægsgartner og det gentog sig nogen tid året efter, hvorefter han stiftede hjem derovre og selv startede en anlægsvirksomhed, som efterhaanden mere er overgaaet til byggevirksomhed, hvorved han altid har hænderne fulde.

Vor ældste pige Anny Theodore uddannede sig ved det huslige, ved højskoleophold og pladser i huset og giftede sig i 1959 med landmand Ernst Brødsgaard, Knudevej, Vonge.

Dernæst Britta hun tog sygeplejeuddannelse og giftede sig i 1962 med ingeniør Kurt Bertelsen, Rylevej 9 Middelfart, som har et meget alsidigt arbejde, men for tiden gælder det bygningen af en Storebæltsbro.

Efter skolegang og studentereksamen gik Jens paa seminarium for at blive lærer, men blev afbrudt af sygdom. Efter nogen tids rekreation begyndte han saa at hjælpe en tømrer, men helbredet svigtede igen. Efter gentagne lægeundersøgelser og hospitalsophold blev han derefter tilkendt invalideforsikring.

Jørgen havde ikke den store interesse i de mange skolekundskaber, tænkte mere paa sport og landbrug. Men efter skolegangen tog han paa Hellebjerg idrætsungdomsskole. Saa var der jo ogsaa noget der hed at være soldat som garderhusar i Næstved. Og en tur til England sammen med en kammerat for at faa lidt kendskab til engelsk landbrug. Og endelig en tid ved dansk landbrug i Sønderjylland, før han købte Overgaard, og derefter en tur på Haslev landbrugsskole, før han lagde kræfterne paa de hjemlige græsgange, og som en fortsættelse købte Grønbjerglund i 1975. Og havde da ogsaa forinden indgaaet ægteskab med Lisbeth Jensen fra Herlev i 1969.

Den 27. nov. 1945 arriverede saa en lille pige som kom til at hedde Hanna Elsebeth som efter de alm. aar i skolen ogsaa fortsatte i ungdomsskolen før hun i 1966 indgik ægteskab med Uffe Mikkelsen ”Vestergaard” Lindved.

Selv om vi, efter at Jørgen Havde overtaget gaarden i 1975, byttede om paa bopælen, saa vi kom til at bo paa “Overgaarden”, saa fortsatte jeg i mange år med at arbejde i stalden morgen og aften, og hvis der var noget af interesse i mark og skov tog jeg ogsaa del deri. Først efter et fiberuheld med mine ben i sommeren 1988 og et alvorligt spark af en ko i nov. 1990, maatte jeg opgive at tage del i landbruget.

Historien er renskrevet af Elly Barkler januar 2001 (Eskild er bror til min mor Jensine). Morbror Eskild har skiftevis brugt det gamle aa og det nye å – det har jeg bibeholdt ved renskrivningen, ligesom der sprogligt ikke er ændret i teksten – virkeligt godt skrevet af en mand nær de 90 år – og så bruger han lidt fremmedord ind imellem, bl.a. bonitet og arrivere.

25. juli 2013
Landmandsliv

I året 1795 sejlede 2 brødre fra Avernakø til Fyn. Fra Fåborg kom de gående til det sydvestligste hjørne af Bellinge sogn, samtidig også det sydvestligste hjørne af Vibæklavet og Borrebylavet. Disse to brødre skulle være soldater, men når de havde en ejendom selv, kunne de undgå soldatertjenesten. Her købte de et jordstykke på 28 tdl. af Dannesbogård, tilhørende Hans Poulsen. Disse 28 tdl. var blevet skåret fra, da landevejen fra Odense til Assens blev anlagt. De fik så hver 14 tdl. uden bygninger. På skråningen langs engen var der skov, og derfra tog man træ til bygningerne. Der blev kun bygget ét stuehus, men hver sin lade. En lade ved hver sin side af skellet mellem jordlodderne nede i lavningen ved engen. Der blev hentet vand fra en kilde ved bækken i engen. Den ene gård blev kaldt Lillemarksstedet, og er senere kaldt Avernaklund. Lillemarksstedet nedbrændte i tordenvejr 1931.

Den først byggede ejendom blev kaldt Landevejslykkestedet. Den fik matr. nr. 5. Den blev revet ned og flyttet til sin nuværende beliggenhed ved landevejen 1925, men havde før den tid fået navnet Avernakgård.
Som sjette generation på Avernakgård vil jeg i store træk fortælle om landmandslivet, fra mine forfædres lommebøger, der alle er bevaret siden 1918, og fra jeg blev født, som jeg husker og oplevede livet på stedet her og i omegnen, og illustrere det med billeder fra de gamle fotoalbum.

Skolegangen foregik i Bellinge Rytterskole, hvor også mine forfædre havde deres første skolegang, blot med den forskel at de måtte gå de 3 km til og fra skolen. Jeg blev udstyret med en cykel til denne transport, som foregik hver anden dag.
Som noget uforglemmeligt husker jeg, når mine forældre tog os børn, og de af folkene, som ønskede det, med til jule-gudstjeneste i Bellinge Kirke, hvor kirkens juletræ var tændt med levende lys, juleevangeliet blev forkyndt, under de, for os børn, meget høje hvælvinger, og julens salmer rungede i kirke-rummet. En stemning man tog med sig hjem til juletræet i stuerne samme aften.
Lige før anden verdenskrigs afslutning husker jeg, hvordan der med 2-300 m’s mellemrum, blev gravet skytte-huller langs lande-vejen, hvor besættelsesmagten ville sidde og modtage fjenden, hvis denne skulle nå så langt.

På dette tidspunkt var man stadig mange mennesker til at passe driften af gårdene. Maskinerne var ved at vinde indpas og krævede kapital, hvorfor man måtte udvide bedriften på forskellig måde, f.eks. med flere dyr, og indskrænke folkeholdet. Heldigt var det nok, at industrien i byerne var begyndt at blomstre, og derfor kunne bruge den ledige arbejdskraft fra landbruget.

I juni 1945 sattes malkemaskinen på de første køer på stedet her, ligesom det elektriske hegn også blev taget i anvendelse, man kunne så undgå at bruge den såkaldte pigtråd til indhegning af kreaturerne på markerne.
Det græs, som blev slået til hø til kreaturerne, begyndte man at stakke på høstativer, hvor vinden bedre kunne lufte og hurtigere tørre det. Derefter læssedes det på hesteforspændt høstvogn, kørtes hjem og blev stoppet i den nyanskaffede negblæser, som blæste det op på loftet, hvor det sattes på plads med et drys høsalt imellem. I slutningen af halvtredserne sattes en høgaffel bag på trak-toren, bakkede den ind under stakken, løftede den op, og kørte stakkene hjem en for en. Først i tresserne anskaffedes småballepresseren til hø og halm, samt halmbanen under taget på laden.

En le med en særlig bøjle, kaldet mejetøjet, brugtes til at høste hele kornstykket inden maskinernes tid. Der-efter brugtes det kun til at høste en kørevej rundt omkring korn-marken, inden man begyndte at høste. Det gav mange ømme og trætte muskler at svinge dette mejetøj hele dagen. En lås blev lavet af nogle få kornstrå, en lidt tilfældig bunke kornstrå, som låsen kunne nå om, blev samlet sammen og bundet sammen med denne til et neg, og lagt ud til siden. Den første maskine, som afløste mejetøjet var slåmaskinen. Trukket af to heste klippede den kornstråene af og lagde dem i en række på jorden, hvor man så kunne samle dem sammen, og binde dem til neg med låsen. Slåmaskinen blev afløst af aflæggeren; den samlede kornstråene sammen og lagde dem i løse bunker på jorden. Noget senere anskaffedes selvbinderen, som blev trukket af 3 heste. Den klippede også kornstråene af og bandt dem selv sammen til neg med et bånd udenom, og lagde dem enkeltvis på jorden. At trække denne maskine var hårdt arbejde for hestene, og hvis man kunne, skiftede man heste midt på dagen. Traktoren overtog i midten af halvtredserne hestenes slæb af denne maskine.

Negene skulle herefter sættes sammen to og to med ti eller tolv stk. i stakke, som blev kaldt skokke. Når kornet havde stået og modnet færdigt her et stykke tid, læssede man negene op på en høstvogn, kørte dem hjem, rakte dem ind på loftet gennem de små lemme i gavlen eller væggene på den gamle stråtækte gård. Det, der ikke kunne være indendørs, blev sat i hæs udenfor, og kørt ind i løbet af vinteren. Efter den nuværende gård var bygget anskaffedes negblæseren, som blæste negene fra vognen helt op under ladens tag. På loftet sattes de på plads, hvorefter man i løbet af efteråret og vinteren tærskede kærnerne af stråene, og kværnen knuste dem, så de kunne bruges til foder til dyrene. Efter at negene var fjernet fra marken, skulle den rives ren for aks og strå med hesteriven, som lagde det i rækker, hvor det så blev samlet på en vogn og kørt hjem til tærskeværket. I nogle få år tærskedes hele kornavlen efterhånden, som den blev kørt hjem fra marken. I endnu ældre tid gik man ligefrem og samlede de allersidste aks op i en sæk, så intet gik til spilde.

I begyndelsen af tresserne overtog en bugseret mejetærsker høsten, og strå og kærner blev skilt på marken og kørt hjem hver for sig.

I midten af trediverne gravedes de sidste tørv op af tørvemosen i engen. Det var selve engjorden, som blev gravet op og skåret i firkanter på størrelse med en almindelig mur-sten. De blev så stablet i pyramideformede stakke på ca. 1,5 m i højden med huller imellem, så sol og vind kunne tørre dem. Herefter overtog koks og briketter sammen med brænde opvarmningen af stuehuset. Træet blev fældet i skoven i løbet af vinteren og kørt hjem, de tykke stykker savet igennem og kløvet, de tynde grene blev stoppet igennem kvashuggeren, og endte som kvasbrænde. I løbet af forsommeren tørrede det og blev kørt ind i brændehuset. Først i tresserne overtog oliefyret opvarmningen af huset.

Indtil først i halvtredserne blev de 40 eller 50 liters mælke-junger, trukket ud til landevejen. Hver enkelt ejendom havde sit eget mejerinr. trykt på spandene. Ved landevejen hentede mælkekusken dem. Johannes Larsen fra Vibæk var vistnok den sidste, som kørte til Borreby Andelsmejeri, med mejeriets egen flade mælkevogn forspændt hans egne to gule fjordheste. Han returnerede fra mejeriet med valle, skummetmælk, smør og ost. Når jeg engang imellem var med på mejeriet, forbavsedes jeg over, at han næsten aldrig rørte hestetømmen, eller dirigerede noget som helst med hestene. Han fortalte mig, at af mange års erfaring ved daglig at trække mælkevognen, vidste de nøjagtigt, hvad rute de skulle gå, hvornår de skulle stoppe og sætte i gang igen. Hvis en ejendom en gang imellem skulle have en mælkejunge mere eller mindre med, hændte det at hestene satte lidt for tidligt eller lidt for sent i gang. Det var, som om de vidste hvor mange mælkejunger, der skulle læsses af eller på hvert enkelt sted.

På mejeriet mindes jeg smørdritlerne blive fyldt med smør fra den store smørkerne. I forvejen havde jeg set dem blive lavet på værkstedet hos hjulmanden Rasmus Rasmussen i Vibæk.

Efter Borreby Mejeris nedlæggelse blev mælkejungerne hentet med lastbil og kørt til Højby Mejeri, der senere hentede mælken med tankbil, som sugede mælken op af mælkejungerne, og vejede den samtidig.

Da frysehuset i Vibæk startede, kunne vi levere den indpakkede slagtemad, med nr. på pakken, ned i en boks, og på et bestemt tidspunkt af dagen kunne pakkerne afhentes, efterhånden som de skulle bruges derhjemme. Købmand Aksel Larsen fik så en seddel med de numre, der skulle hentes. Med den store overfrakke, halstørklædet, skindhuen godt ned over ørerne, termostøvler og vanter forsvandt han så ind i kølerummet, for lidt senere at dukke frem igen med de rigtige pakker, som vi børn så, efter at have hentet en pose slik i butikken, kunne traske hjemad med til centralvarmekomfurets ventende gryder.

Til de fleste gårde hørte en større eller mindre prydhave med græsplæne, stauder og blomster, samt en anseelig køkkenhave eller urtehave, hvor man dyrkede de fornødne kartofler, grøntsager, bær og frugt, som skulle bruges til husholdningen året igennem. Disse haver krævede meget håndarbejde af alle på gården. Igennem halvtredserne og tresserne svandt disse haver meget ind, efterhånden som folkeholdet blev mindre.

Omkring på de fleste gårde bryggede man selv sit øl, slagtede gris og kalv, og indbød til pølsegilder og kaffekomsammen. Disse pølsegilder var fordelt hen over vinteren. Man havde sværere ved at holde det nyslagtede friskt. Man kogte det i henkogningsglas og saltede det ned i baljer. Det, der kunne røges, blev gennemrøget på et røgeri. Ved pølsegilderne kom man sammen, og gjorde et godt indhug i det nyslagtede. Man kunne så få en kogekone til at tilberede maden. Var man ti til tolv sæt naboer, venner og familie, der kom sammen en gang om ugen eller så, kunne man spise nyslagtet mad lige så lang tid af vinteren, og dertil få et godt krus øl. Aftenen forløb gerne med kortspil, og de fleste af damerne fandt gerne strikketøjet frem. Det kunne let blive sen nat, inden man vendte næsen hjemad.

Når der skulle vaskes storvask, lejede man gerne en brændefyret vaskemaskine, som kunne tilsluttes el for at tromlen kunne køre rundt. Denne maskine afløste vaskebrættet, som tøjet ellers med håndkraft blev gnedet på, til det var rent. Vandet til dette var opvarmet i den store ca. 200 liters gruekedel, som var opmuret i et hjørne af bryggerset, det rum hvor øllet også blev brygget. Tøjet skulle herefter skylles, vrides og hænges til tørre helst udendørs, men i tilfælde af dårligt vejr, hængte man det op på snore i kælderen. Når det var tørt, skulle det stryges eller rulles, lægges sammen og gemmes i skabe og skuffer, til det skulle i brug igen.

I slutningen af fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne mindes jeg, hvordan jeg havde kaniner, som jeg selv skulle passe under opsyn af min far. Fortjenesten ved salget af dem måtte jeg inkassere selv. Han anskaffede mig også en minilastbil med pedaler (købt af handelsmand Alfred Bynke i Bellinge) til kørsel af kaninerne til og fra græsburet, ligesom den også kunne bruges til kørsel af foder og andre ting. Den var et godt og nyttig stykke legetøj, den kan stadig køre (år 2003).

Under malkningen kunne min far også bruge min hjælp til at påsætte pattekopperne. Du er jo dernede alligevel, sagde han.

Om vinteren blev man tilkaldt, hvis vejene skulle ryddes for sne. Da der en vinter var meget af slagsen på Bryllevejen og Klemmeløkken (dengang kaldet Den sandede Gyde, den var ikke asfalteret), var man mange til rydde sneen væk, og stod i tre etager, for at få det fjernet. Når man stod på toppen af sne-kanten, kunne man nå telefontrådene med hænderne, dengang hang trådene på træmaster langs vejene.

Vinteren var også årstiden til at lave reb af snorene fra kornnegene. Disse snore blev taget fra under tærskearbejdet, da der blev lagt i tærskeværket med hånden. Dette var slut, da ilæggeren blev sat på.

I fritiden om aftenen ca. en gang ugentlig, samledes karle og piger fra de omkringliggende gårde på sportspladsen til idræt, håndbold og fodbold. Om vinteren til dilettant i forsamlingshuset, og kortspil og hyggesnak på deres værelser eller i gårdens stuer. I de gamle lommebøger nævnes også, at karle og piger var til idræt i Frøbjerghallen, til dans på Kratholm, eller til dyrskuefest på Fyns Forsamlingshus i Odense.

Når forårsarbejdet begyndte, kom en hård tid for både heste og folk, når jorden skulle behandles, staldgødning og ajle køres ud på marken og pløjes ned. Staldgødningen blev læsset på vogn med håndkraft, kørt ud og hakket af vognen i mindre stakke, for senere at strø dem ud med greb. Senere begyndte man at strø fra vognen. Traktorens ankomst gjorde dette arbejde lettere, da der anskaffedes en bag- eller frontmonteret læsser, og en vogn der kunne sprede gødningen, mens den kørte hen over marken. Det pløjede skulle så harves, udsæden sås, harves igen, samles sten og tromles. Dermed blev der trætte ben for heste og kuske, for man måtte gå efter de fleste redskaber dagen lang.

Når roerne skulle tyndes ud med roejern til en for hver 15 cm,. var der nogle trætte, krumme rygge at rette nu og da. Radrenseren for-spændt en hest brugtes til at holde ukrudtet væk imellem roerækkerne, mens man med hakkejern måtte hakke ukrudtet væk imellem roerne 2 til 3 gange sommeren igennem for at holde marken ren. I midten af tresserne anskaffedes enkornssåmaskinen, som lagde roefrøene med den nødvendige afstand. Den var påmonteret båndsprøjte, som sprøjtede et 25 cm bredt bælte over roerækken, hvor der så ikke kom ret meget ukrudt, og hakning kunne næsten undgås. I oktober og november skulle roerne tages op og køres i kule. Indtil midten af fyrrerne løsnede man roen med en togrenet roegaffel, trak den op med hånden og lagde dem i en række på jorden herefter lagde man sig på knæ, tog roen i hånden, skar toppen af med en roekniv og kastede den hen i en lille stak. Med en roegreb læssede man så roerne på en hestetrukket kassevogn, kørte dem hen til kulen, og med roegreben læssede man dem så af deri. De blev så dækket med halm og jord for frosten. I løbet af vinteren blev de igen læsset på vognen med håndkraft og kørt ind og læsset af i roehuset, de blev så skåret i stykker i den håndtrukne roeskærer, og var et særdeles fortrinlig foder for kreaturer, grise og heste. Roetoppen pløjede man ned i jorden som gødning, men i midten af fyrrerne hentede man også den hjem og lagde den i en stak, hvor den blev til ensilage, når den blev dækket lufttæt med halm og jord. Den kunne så også bruges til foder til dyrene.

Vandløbene og de åbne vandrender i engene skulle renses op og holdes rene, så vandet kunne løbe uhindret. I Odense Å slog vi bundvæksten af med le og gjorde bunden jævn, derved kunne man bedst undgå, at vandet gnavede huller i sider og bund. Arbejdet skulle efter en bestemt dato synes af en vandsynskommission. Odense Å brugte man også som badevand efter en travl og svedig arbejdsdag. Man kom sjældent til stranden.

I begyndelsen af halvtredserne fik flere og flere traktorer, og mekaniseringen kom rigtig i gang. Derfor begyndte en udvikling inden for landbruget, så bedrifterne skulle gøres større, mere effektive og udvides med mere produktion man prøvede så at beholde den medhjælp, man hidtil havde haft.

Den sidste arbejdshest forlod denne ejendom i midten af tresserne, hvor den i de sidste år nærmest kun havde trukket radrenseren. Hestestalden var nogle år i forvejen blevet medtaget til flere køer. Der blev samtidig installeret et rørmalkningsanlæg i stedet for de gamle spandemaskiner, så mælken selv kunne løbe ud i mælketanken. Besætningen blev udvidet ved indkøb fra landmænd, som ønskede at stoppe med den animalske produktion og finde arbejde i andet erhverv. Nogle blev boende på ejendommen og passede jorden som bierhverv, andre forpagtede jorden ud eller solgte den, atter andre solgte hele ejendommen til fritidslandmænd, eller til sammenlægning med anden ejendom, og flyttede til et hus i byen.

Som et forsøg på stadig at følge samfundsudviklingen og højne levestandarden måtte produktionen atter øges og gøres mere rationel. I 1969 besluttedes det derfor at bygge ny svinestald og benytte den gamle svinestald til endnu en udvidelse af kvægbesætningen. Der blev bygget en fodercentral imellem ko- og svinestald, der godt og vel kunne tage hele kornavlen, hvor kornet automatisk kunne flyttes fra silo til silo, hvis der viste sig temperaturstigning, hvilket også blev styret automatisk. Kornet kunne også automatisk føres over til male- blandeanlægget, eller til det fuldautomatiske, oliefyrede gennemløbstørreri, som foruden at tørre egen avl også i nogle år tørrede en betydelig mængde korn for Borreby Mølle. Der blev også installeret et fuldautomatisk udmugningsanlæg, som kunne medtage begge stalde, samtidig kunne den samme medhjælp beholdes. Dette byggeri blev realiseret og taget i brug med fuld produktion i efteråret 1970. Der forpagtedes også den nødvendige jord, så jordarealet stadig passede til produktionens størrelse.

10. maj 2012