Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Tag: Forsamlingshus

  • Forsamlingshuset

    Det siges, at naturen kan forme et menneskes sind. Som eksempel nævnes gerne de milde fynboer og de barske vestjyder. I så fald gælder det vel også vi unger fra Sem Sogn. Vort sogns natur var ikke særlig kendt. Kun vi kendte Kæret, engene syd for Sem, hvor travle hænder hver sommer skar millioner af tørv til akkompagnement af fuglesang, åen hvis dovne, plumre vand vi badede i om aftenen, mens de sidste solstråler glitrede i overfladen, Semskovens dunkle dyb, hvor vi kunne opleve det tyste dyreliv eller hengive os i fantasiens verden, når legen tog over, Den stur Hie med sensommerens blomstrende lyngtæppe, som vi måtte forcere, når vi søgte efter blåbær eller hedens guld, tyttebærrene og Højen, fra hvis top vi kunne drømme os så langt ud i verden, vi lystede.

    Semskoven
    Alle sognets gamle drenge mindes med glæde de muntre lege i Semskoven. Gled man gennem skovbrynet ind mellem de høje, mørke granstammer, var man i eventyrland. Havde man tålmodighed – det kunne knibe – kunne man, hvis man en stund satte sig i det bløde mos bag klyngen af lyngfarvede gederams i udkanten af en af de små, åbne lysninger, være heldig at se både rådyr, ræv eller en fasan, der skogrende flagrede bort mellem træerne.

    Mens man ventede, kunne man betragte solstrålerne, der som små lyn skar ned mellem kviste og blade og dannede smukke, dansende mønstre på skovbunden. Det var, som kunne man høre stilheden – den sagte susen i trætoppene.

    Om sommeren var der en gennemtrængende duft af harpiks fra de nyskovede stammer, om efteråret en krydret duft af svampe og hele året en lidt ram lugt af forfald fra skovbunden, hvis det da ikke var Mikkel Ræv, der sneg sig forbi i grantykningen.

    Vi kendte skoven. Den skærpede vore sanser og nærede vor fantasi. Vi vidste hvor krage og spurvehøg byggede rede, og hvor den lille gravhøj lå. Den vidnede om, at området engang havde været åben land og ikke en granskov så tyk, at vi kunne bygge en grenhytter og være Robinson Crusoe.

    I den del, der lå ud mod Narresiem, havde skoven karakter af løvskov. Der kunne man næsten se Robin Hood og hans lystige svende. Med sværd i hånd kunne vi deltage i hans tapre kamp mod den onde Prins John og sheriffen af Nottingham – og til sidst vinde den smukke Lady Marian. Nå, nej! Nok måtte flere af os på grund af tidernes ugunst – tøjmangel og rationering – føre os frem i brune eller laksefarvede pigeunderbukser, men piger interesserede os ikke. Det kom først senere.

    Kun en gang har jeg haft en ubehagelig og skræmmende oplevelse i skoven. Det begyndte ellers så godt. En sollys sommersøndag (selv om statistikken siger noget andet, var der altid solskin om sommeren i vores barndom) samledes vi, som vi plejede, hos Carla og Hans Lindskov i Skovlyst.

    Vi små holdt os lidt på afstand af de større drenge, hvis de havde deres slangebøsser med. De store skød ikke bevidst efter os, men det kunne jo hænde, vi stod i vejen for en vildfarende fyrrekogle eller et agern. Det sved og i de følgende dage blomstrede stedet op i alle regnbuens farver.

    Da vi drog til skovs, fulgte Polly, Hans Lindskovs lille, vakse foxterrier med. Den var en glimrende rottehund, der, når den var med i skoven, som regel fik færden af en hare eller en fasan. Denne dag var det et lille egern, der nysgerrig betragtede den støjende drengeflok fra sin plads bag en granstamme. Pludselig vendte stemningen. Den glade flok landsbydrenge forvandlede sig i løbet af et øjeblik til en bande blodtørstige jægere. Vi små løb rundt og samlede de sten, som de store brugte, når de forsøgte at ramme det flygtende egern. Hver gang egernet blev borte mellem grenene, fandt Polly det igen. Til sidst sad det i et åbent egetræ helt ude i skovbrynet mod marken. Det havde ikke en chance. Snart lå det dødt og forslået ved egetræets fod.

    Mens vi stod og betragtede det lille, mishandlede dyr, var det, som bredte der sig en hvad-skete-der stemning? Man mishandlede jo ellers ikke dyr i vort sogn.

    Min mor og far undrede sig, da jeg den søndag eftermiddag kom hjem. Som regel havde jeg en masse at fortælle og kunne gøre et godt indhug i kagerne på fadet, men denne søndag var jeg meget fåmælt og spiste ingenting. Det næste lange stykke tid var jeg bange for, at min far skulle høre, hvad der var hændt i skoven den eftermiddag. Jeg fortalte det aldrig til Mor eller Far. Jeg skammede mig vel.

    Når jeg nævner begivenheden for de nu 70-årige herrer, kan jeg mærke, at også de tænker: Hvad skete der egentlig? Hvordan kunne vi?

    Hulvejen
    Længe før vor tid har den snoet sig frem gennem lyng og småkrat, vejen ower hien, smutvejen fra Sem til Sem. Dybt inde i skoven, hvor den drejer ned over den lille bakke mod Sem, har knirkende vogne, rappe fødder og regnen gennem årene lavet et dybt skår ned i bakken. Men først da Maagaard Skoven eller Sem Skoven, som vi kaldte den, blev rejst omkring 1902, blev den til den vej, vi kendte så godt, Hulvejen.

    I vor barndom var der trafik på Skovvejen. Det var ad den Mariane Andersen fra Sem kom hvirvlende med strikketøjet i hånden, når hun skulle hjælpe til ved en slagtning, en storvask, være med til at samle kartofler op eller bare skulle på familiebesøg.

    Skolebørnene fra Sem og Nørre Sem fulgte med større eller mindre lyst vejen i de syv år, de gik i skole. Om efteråret kunne man se et lille grantræ pyntet med et rigt udvalg af alle de smukke svampe, der fandtes i Skoven: Rød fluesvamp, gule kantareller, brune Carl Johan svampe og mange flere.

    Degnen i Grow fulgte vejen om søndagen – i nypudsede sko, gamacher og stok i de godt 20 år, han varetog arbejde som kirkesanger ved Sem Kirke.

    Alle færdedes ad Skovvejen.

    Her 60 år efter er det svært at forestille sig, at selv voksne mennesker syntes, stedet var så uhyggeligt og ensomt, at man nødigt gik alene gennem skoven om aftenen.

    Vi, der oplevede 2.Verdenskrig og mørkelægning, kender til mørket, der kunne være så dybt og sort, at man rent bogstaveligt ikke kunne se en hånd for sig. Der var ingen store byer, hvis lys oplyste himmelen og alle vinduer i hele landet var dækket af sorte, mørke gardiner. Selv de små cykellygter skulle afskærmes, så der kun kom en lille, tynd lysstråle frem.

    Og stilheden kunne være øredøvende, hvis ikke en lille vind fik træernes blade til at hvisle, for ingen biler eller maskiner larmede.

    Til gengæld kunne man hver dag i Radioavisen høre om sabotage og clearingmord. Mennesker, der ikke var rædde i mørke, var næsten undtagelsen.

    Endnu kan enkelte huske historien om den ældre mand fra Assens, der var så mørkeræd, at han, hver gang han skulle gennem Sem Skoven om aftenen, talte højt og slog med stokken for at tøgs manne – synes mange. Long-Krasjan havde nær kyst livet af ham, da han en aften uventet dukkede frem bag en busk.

    Min storebror, Sven, kom som andre drenge ud at tjene straks efter konfirmationen. Han tjente hos Peder Svendsen i Sem. Når han om aftenen havde været hjemme i Sem Skole, måtte han gå ad vejen langs Sem Møgelhøj hjem til Sem. Han turde ikke gå gennem skoven.

    Man pralede ikke af, at man var bange for at gå ad Skovvejen om aftenen, Da Sven fyldte 15 år, bestemte han, at nu skulle det være. Lidt urolig, men fast besluttet på at foretagendet skulle lykkes, satte han kursen mod skoven, der mørk og stille lukkede sig om ham. Da han gik gennem Hulvejen, hørtes han kun stilheden og sit eget hjerteslag.

    Han var allerede begyndt at føle lettelsen, da en ugle på jagt lydløst dykkede ned over ham – her 60 år efter påstår han, at han stadig kan mærke hårrødderne bevæge sig, bare han fortæller om det.

    Rædselen greb ham. Han startede et hurtigløb, han aldrig senere har kunnet gentage. Det sluttede først, da han hivende efter vejret stod med ryggen til sin låste kammerdør hos Peter Svendsen. FRELST!

    I 1943 var der skydeøvelse ude i Den stur Hie. Ikke en af de sædvanlige, hvor et enkelt kompagni tyske soldater holdt øvelse med håndvåben eller rifler. Denne gang deltog tre tyske tanks. En af dem kørte i vejgrøften mellem Victor Kristensen og Chr. Borresen. Man morede sig over vognstyreren, en SS-mand i ulastelig, sort uniform. Han gik helt amok, da han indså, at det trods al hans råberi ikke var muligt at få køretøjet op af grøften uden hjælp. Efter sigende antog hans ansigt en smuk, mørkerød farve, der stod godt til uniformen. Han var jo aldeles hjælpeløs over for det skæve danske grin.

    De tre kampvogne, hvoraf den ene var malet i gule camouflagefarver – et tegn på, at den havde i deltaget i feltmarskal Erwin Rommels ørkenkrig i Nordafrika – kom kørende gennem Sem, forbi Hans Lindskov, ad Skovvejen mod Sem. Larvefødderne skar bredt og dybt i Hulvejen. Ved den lejlighed forsvandt lidt af dens uhygge og magi.

    Senere tiders opdyrkning af Den stur Hie gjorde det ikke bedre. Vejen fik et slidlag af grus, så man kunne køre med større vogne og maskiner.

    I dag fremstår Hulvejen som den rene idyl – om dagen. Men den gang!

    Da Sem Skole blev nedlagt og bilismen satte ind i slutningen af 1960’erne, mistede Hulvejen sin berettigelse. Til sidst blev den, som så mange andre af de veje vi benyttede som børn, lukket.

    Høwen
    Siden bronzealderen (1700 – 500 f. Kr.) har Høwen ligget på toppen af Sembakken som en knude i landskabet. Det er nærliggende at tro, at bavnen har blusset fra højens top og kaldt egnens folk sammen, når svensken eller tysken i ufredstider invaderede vort sogn, hvis da ikke Den stur Hie, de små marker og huse overbeviste ham om, at her ikke var meget at hente.

    Om aftenen virkede den tunge skygge dyster og skræmmende. En og anden har nok i tidens løb skelet over skulderen, når han gik forbi ved nattetide. Man sagde jo, at Helhesten, det gamle øg, der humpede rundt på sine tre ben og varslede død, huserede om Høwen. Og hvordan var det nu med bønderne fra Sem, der drømte om at finde skatten? Hver gang de begyndte at grave i Høwen, så det ud, som om Sem By brændte. De styrtede hjem blot for at opdage, at alt var i den skønneste orden. Troldtøj.

    En væsentlig del af de unges sociale liv har i århundreder udspillet sig omkring Høwen.Valborgaften, den 30. april, hyggede man sig ved et fredeligt bål – for at drive de onde ånder bort. En karl fik undertiden mildnet sit barske, jyske sind, når hun fik ham lokket ned i gryden, hvor amorinerne – i ly for nyfigne blikke – drev deres spil. Og hvem af sognets knægte har ikke efter behændigt at have undgået kokasserne, når de trillede en rask gang Tyk-Maren ned i Gryden – det lykkedes ikke hver gang – skuet ud over flere sogne eller bare ligget på ryggen i solen med smagen af søde blåbær i munden, og set skyerne danne ansigter eller skibe.

    I den lune midsommer endte aftenturen ofte på Høwen. Enkelte år kunne man, hvis man var heldig, plukke så mange blåbær, at man senere på aftenen kunne mæske sig med en hel tallerken bær med mælk og sukker. Var der ikke nok bær på Høwen, kunne man for en sikkerheds skyld lægge hjemvejen om ad Sem Skoven og Den stur Hie, så var der rigeligt til både aftenhyggen og de mange glas blåbærsyltetøj, der var nødvendige i enhver husholdning, hvis man i vinterens løb skulle nyde de nybagte pandekager og æbleskiver.

    Jo, har Høwen en gang mærket dig, vender du tilbage. Synd for nutidens ungdom, der aldrig fik chancen. Læs mere om Sem Møgelhøj her.

    Krattet
    Vejen fra Edderup Skovgård til Nebstrup eksisterer åbenbart ikke mere.

    I vor barndom var det en offentlig vej, som postbudet fra Havndal benyttede hver dag, når han på cykel eller gåben kom for at dele aviser og breve ud, og var vejret godt, kunne det hænde, at vi drenge kørte ad vejen, når vi tog til Å Mølle for at bade i Mariager Fjord.

    Den smukke bøgeskov, Krattet, lå lige op ad vejen på den anden side af åen over for Edderup Skovgård.

    I tiden før og under den 2. Verdenskrig hændte det, at eleverne i Bitteklasse med hinanden i hånden gik fra skolen ned til Krattet.

    Når man havde leget lidt under bøgene, var det tid til at se efter, hvad der var i den skotøjsæske, mange brugte som madkasse. Den var i dagens anledning foret med rabarberblade for at nedkøle ægge-, spegepølse- og sukkermadderne.

    Efter frokosten mener en enkelt at kunne huske, at man fik lov til at tage en dukkert i det dovne, lunkne åvand. Drenge for sig og piger hver for sig, for det var kun få, der havde badetøj. Sikkert ikke en udflugt, nutidsbørn ville skrive hjem om, men for os var det en hyggelig oplevelse.

    Hver søndag eftermiddag sommeren igennem samledes op mod 20 børn og unge i nykridtede, hvide gymnastiksko for at lege og hygge sig i Krattet.

    Drenge og unge mænd brugte mange kræfter på at jagte hinanden rundt på de stejle skrænter ned mod åen for at imponere pigerne. Undertiden lykkedes det.

    Vi, der mødtes i Krattet, opførte os eksemplarisk. Det kan ses af den kendsgerning, at forpagteren på Edderup Skovgård, Laurits Fløche Jensen, en søndag inviterede alle i Krattet på kaffe og smørboller i haven.

    Jow! Jow! Også gæstfriheden havde gode kår.

    Engen
    Husmænd og arbejdere holdt ofte geder. Chr. Navndrup trak hver dag sine geder ned i engene syd for Sem for at græsse. Han havde mange geder, og da vi ofte anvendte øgenavne i vort sogn, lå det lige for, at Chr. Navndrup fik tilnavnet Gedekongen. Christen havde også en gedebuk. Det afstod de fleste ellers fra på grund af lugten.

    I ældre tid var det almindeligt, at man lejede fællesjorden og vejgrøfterne som græsningsarealer til gederne.

    Mange mente, at hvide geder gav mælk, der smagte næsten som komælk, mens brogede geders mælk havde ord for at være kraftigere i smagen.

    Mælkens smag var også afhængig af foderets kvalitet. Var der meget ukrudt i foderet, var mælken så stærk, at de fleste afstod fra at drikke den.

    Mælken blev anvendt i husholdningen. Det man ikke drak, blev der lavet smør eller ost af. Var der rigeligt med mælk, fik også grisene en tår.

    Der var flere, der holdt geder, fordi de anså gedemælk for at være sundere end komælk. Det gjaldt f.eks. Hans Mortensen i Edderup.

    Det var almindeligt, at drenge og karle efter aftensmaden skulle en tur i engen for at vande kalve og kvier. Var vejret godt blev der som regel også tid til en svømmetur i Kastbjerg Å.

    Det foregik enten nede bag Edderup Østergaard eller i engen neden for Hestehavegård. En overgang udviklede det sig til drabelige mudderkampe mellem drengene fra Sem og Sem – i al venskabelighed forstås.

    En 10 – 12 nøgne drenge blev delt op i to hold, et hold på hver side af åen. I en tørvegrav æltede vi det dejligste pludder af tørvemuld. Med ammunitionen på venstre arm, ventede man på et gunstigt øjeblik til at foretage et fremstød over åen – målet var jo at indtage den anden åbrink.

    Under en sådan mudderkamp foretog fjenden et dristigt fremstød over åen. Selv om vi overdængede dem med tørvemudder, lykkedes det dem at komme op på brinken. Der stod jeg pludselig ansigt til ansigt med Henning Domino. Henning var på min alder – lille og tæt med lysende rødt hår.

    Vi kæmpede begge tappert og indædt, som det nu sømmer sig. Pludselig havde Henning ikke mere ammunition, og da det ikke var muligt at nå vores mudderbunke, drejede han resolut om og sprang i åen for at hente mere mudder i sin egen lejr.

    Nu er et angreb jo det bedste forsvar. Og i krig og kærlighed gælder alle kneb – troede jeg. Jeg hoppede i åen efter Henning. Febrilsk svang han benet op på åbrinken for at komme i sikkerhed. Ikke just den bedste forsvarsstilling for en dreng – uden badebukser. Er ens modstander en nidding – og det var med skam at melde jeg – så kan situationen udvikle sig uheldigt. Som Henning hang der på brinken forsvarsløs, kunne jeg ikke modstå fristelsen til en letkøbt sejr. Et let greb i klokkestrengen havde en forbløffende virkning.

    Henning nærmest kollapsede. Uden en lyd eller bevægelse gled han ned i åen. Kun boblerne viste, hvor han forsvandt.

    Da han kort tid efter igen dukkede op af vandet, havde hans ansigt antaget en smuk, mørkerød farve. Han talte meget højt, da han repeterede reglerne for gentlemen fight for mig – og blandt dem var mit ufine trick ikke nævnt. Beskæmmet måtte jeg indse, at i rigtige, ædle kampe mellem mænd og i alle tilfælde i mudderkampe mellem drenge i Sem Mose gælder ikke alle kneb. Jeg har nu – 60 år efter begivenheden fandt sted – givet Henning min uforbeholdne undskyldning og med forbavselse måttet konstatere, at han ikke har den fjerneste erindring om episoden.

    Min far påstod, at han kunne udpege de drenge, der havde deltaget i mudderkampen i engen aftenen før – bare ved at se på ørerne.

    Vandstanden i åen er i dag kun en brøkdel af, hvad den var, dengang vi lærte at svømme. Borte er flere af de store, smukke dunhammer- og sivskove med måger, blis-og rørhøns samt flægen – småbuskene. Men isfugl og nattergal er efter sigende rykket ind. Det er fremskridtet. Ak, ja!

    Men de skulle nu have haft lov til at prøve en badetur i engen – wos unger.

    Vejene
    Landet begyndte i 1950’erne igen at rejse sig efter Besættelsen. Folk fik flere penge mellem hænderne. Fremskridtet satte ind. De unge, der begyndte at overtage ejendommene, havde set andre skikke. De ville bl.a. ikke længere dele toilet med køerne. Der blev installeret træk og slip, badeværelser og oliefyr. Og ude begyndte der at dukke traktorer og nye arbejdsbesparende maskiner op samt en enkelt bil.

    Når vi tidligere skulle købe ind, kunne vi, når det drejede sig om dagligvarer som mel, sukker og gær, nøjes med en gåtur gennem Sem Skoven op til Martha – købmanden i Sem.

    Skulle vi klippes, til læge, købe julegaver, kød eller tøj, måtte vi på cykel til Assens, Mariager, Kastbjerg eller Havndal, hvis det da ikke blev til en af de sjældne ture til Randers med Grønnings rutebil fra Sem eller Carl Thomsens rutebil fra Kastbjerg.

    Har man bare en gang på vej ned ad Sembakken efter et tordenvejr eller en voldsom regnbyge oplevet at stige af cyklen over styret, fordi man kom til at køre ned i en af de dybe render, som regnvandet havde dannet, så glemmer man dem aldrig – grusvejene.

    Vi lærte at færdes med lempe. Et uheld kunne betyde, at vi, hvis vi fik ro til det, i flere dage efter kunne sidde i skolen og pille småsten ud af håndflader og knæ med en kongepen.

    Vejen mellem Kastbjerg og Mariager var en lang og lige grusvej uden de store stigninger. Så længe der kun kørte cykler og landbrugsvogne, gik det nogenlunde, men efter krigen, da trafikken og farten øgedes, havde vejmanden svært ved at holde den fri for huller.

    Undertiden syntes det, som var vejen til Havndal dobbelt så lang, som den egentlig var, fordi man hele tiden måtte krydse ud og ind mellem de mange huller og vandpytter.

    Havde denen i Grow, der var lidt pillen med sit tøj, været på sin månedlige cykeltur til Havndal, gjorde man klogt i ikke at spørge ham om eventuelle oplevelser, før han havde fået cykelklemmerne af og børstet støvet af buksebenene – i regnvejr spurgte man slet ikke.

    Tempoet på vejen var adstadigt. Man talte om middelfart – 60 km. Det fortælles dog, at især dyrlæge Munch fra Havndal, der var en temperaments-fuld mand, efter den tids forhold kørte meget stærkt. En dag, han var ude på en gård for at se til en ko, spurgte manden, hvad dyrlægen syntes om hullerne i vejen. Hvilke huller, svarede Munch. Han var kendt for sine hurtige bemærkninger.

    Der var stor glæde, da man i foråret 1951 begyndte at asfaltere vejen. Allerede om efteråret havde man forberedt arbejdet ved at køre sand og grus ud. Det fik man stor fornøjelse af den vinter.

    Vejen gik over fladt land, så der plejede ikke at være mange snedriver, men sandbunkerne gav ly for fygesneen, så der blev rigeligt at lave for både snekasterne og sneploven.

    Da arbejdet på vejen startede om foråret, blev der brug for mange arbejds-mænd. Blandt andet stod Ajs Finn og Mads Hansen i en grusgrav i Nebstrup og harpede det sand, som Carl Jensen kørte op til vejen i sin nyindkøbte gummivogn.

    Det var hårdt fysisk arbejde at anlægge en vej. Det var håndarbejde med trillebør, skov og stengreb.

    Først blev vejen gravet ud. I renden fyldtes håndstore sten, som blev trykket sammen af vejtromlen – et monstrum med to store jernhjul fyldt med cement.

    Når arbejdsmændene derefter havde kastet et jævnt lag sand ovenpå, kørte vandvognen en tur. Det var en almindelig kassevogn med en ajletønde fyldt med vand. Det var meget vigtigt, at sandet blev vandet godt ned mellem stenene, inden det hele igen blev trykket godt sammen med vejtromlen.

    Når vejen var fin og jævn, kom lastbilerne kørende med tjærebelægningen, som arbejdsmændene spredte jævnt ud over sandet, inden vejen igen fik en overhaling med tromlen. Det tog lang tid, men da den var færdig, kunne man også køre fra Kastbjerg til krydset ved Harry Jensens ejendom uden at have hænderne på styret. Jow! Jow!

    Vejene blev ikke gjort bredere. De smukke, gamle elmetræer stod stadig som en alle’ langs vejen.

    Da der begyndte at komme mange biler og farten øgedes, hændte det, at et vejtræ blev skrammet, og man hørte om tilskadekomne. Det startede en hetz – ikke mod bilisterne, der kørte for stærkt efter forholdene, men mod vejtræerne.

    Hans Mortensen i Edderup gik rundt med en liste og indsamlede under-skrifter til kommunen for at få træerne fældet. De faldt for øksen. Mange af dem endte i den store grusgrav, der den gang lå på bakken øst for vejen, når man kører fra Havndal mod Stangerum – for nu havde vi råd – oliefyr var kommet på mode.

    Nu, mange år efter breder nostalgien sig. Man er igen begyndt at plante træer langs vejene. De skal efter sigende få trafikanterne til at nedsætte farten.

  • Fester i Aunslev Forsamlingshus

    Fester i Aunslev Forsamlingshus

    Der blev holdt konfirmationsfester, bryllup, sølvbryllup og meget andet. Der var mange foreninger i Aunslev den gang, Her kan nævnes idræts, foredrags, husmands, landbof, jagtf, og mange andre som brugte forsamlingshuset.
    Mejeriet holdt fest en gang om året. Det var med spisning og dans bagefter,alt betalt af mejeriet. Inden spisningen blev der holdt generalforsamling. Til den var der indkommet tilbud fra landmænd og husmænd, om hvad de skulle have for at køre mælken til mejeriet. Det var en god indtægt at have ved siden af landbruget, og det var altid spændene, når tilbudene skulle åbnes for at se hvem der var biligst. Strandskov havde turen i mange år, det var staldkarlen som kørte den.
    Ham havde vi en sjov oplevelse med. Når han kørte fra mejeriet, spiste han sin frokost på mælkevognen, når han kørte i gennem Aunslev. Vi havde den gang en hund, der hed Buster, den havde opdaget, at han spiste frokost, så Buster fulgte efter ham til Strandskov, fordi han fik en bid af ham. Vi så først Buster næste dag, hvor han fulgtes med staldkarlen tilbage igen.

    Aunslev Musikken

    Aunslev Boldklub holdt engang om måneden i forsamlingshuset, hvor Aunslevmusikken spillede. Orkesteret bestod af 4 musikere: På klaver Ernst Nielsen fra Regstrup,på violin købmd. Johannes Rasmussen,på saxofon og harmonika landpost Laurits Rasmussen,og på trommer Aksel.
    Under krigen, hvor man ikke kunne køre i bil, cyklede musikerne, og da Ernst var blind, havde de en tandem, hvor Ernst sad bag på. De skulle også have klaveret med, og til det havde lejet Frederik Petersen fra Regstrup. Han kørte med hest og vogn, og de kom langt omkring på Fyn, så Frederik kunne ikke nå at køre hjem, så han sad troligt hele natten og ventede.
    Aunslevmusikken var meget populær, så når foreningerne averterede med med musik,kunne de altid regne med fuldt hus til deres bal. Boldklubben havde også andre orkestre til at spille til deres fester. Her kan nævnes Kaj Julian fra Ålborg, Vinstrup Olsen fra København og flere andre. De gav en koncert først, Hvorefter de spillede til dans til kl. 1. Kaj Løvring, Holger Fællessanger og mange andre har også underholdt i boldklubben, her skal Svend Gali også nævnes.

    Jeg kan huske at far har fortalt, at Svend Gali, som både kunne trylle og hypnotisere, var med mekaniker Hindsgavl i Aunslev ude og skulle købe en motorcykel. Mens Hindsgavl og manden stod og forhandlede om prisen, stod Svend Gali henne ved motorcyklen, hvor han holdt hånden ind under bagsædet, Hvorefter det raslede ud med mønter, som han kom i lommen.
    Da Svend og Hindsdavl havde sat sig ind i bilen, vendte de sig om, og så at mekanikeren stod og løftede op i bagsædet for at se om der var flere mønter, hvad der ikke var, for det var et nummer Svend havde lavet.
    Svend Gali optrådte engang i Aunslev forsamlingshus, hvor far sagde til ham, at han ikke troede på hypnose. ”Det kan godt være, at du ikke gør, men nu kan du bare vente dig, for de næste 3 uger kan du om søndagen ikke ligge i sengen efter kl. 4 om morgenen”.
    Det passede godt nok, for han måtte ud af sengen, det var som om, den var fyldt med lopper. Til Jens Mælkemand sagde Svend:” De næste 4 dage glemmer du fløden på mejeriet.” Det passede også. Karl Gustav ville også prøve at gøre grin med Svend, så han bad om et glas ægøl. ” Det skal du få,” sagde Svend. Han tog et glas op af Karls lomme, og slog ham på ryggen, så der kom et æg ud af munden på ham, som han slog ud i glasset, hvorefter han kom øl i, som han fået af værten.

    Aunslev Idrætsforening
    Idrætsforeningen havde mange medlemmer, for der var mange karle og piger på gårdene. De gik til gymnastik og folkedans, som foregik i forsamlingshuset. Der var mellem 20 og 25 piger og karle, som deltog hele vinteren.
    Edith ledede i flere år pigerne til gymnastik, og folkedans har hun også ledet, her spillede Karen fra Birkelygård til. Edih havde fået sin delingsfører uddannelse på Ollerup Gymnastikhøjskole. Når vinteren var gået, skulle holdene vise, hvad de havde lært. Der var fast tradition for, at det blev holdt 2. Påskedag. Når opvisningen var overstået, blev der stillet borde op i salen, hvor man spiste sin medbragte mad. De som hele vinteren havde ledet gymnastik og folkedans, fik dengang ikke penge for det store arbejde. De fik en lysestage eller et askebæger. Derfor kniber det i dag for mange mindre foreninger med økonomien, da de ikke har råd til at betale lederne. Når spisningen var overstået, blev borde og bænke ryddet væk, gulvet blev fejet, hvorefter værten i forsamlingshuset Karl Carlsen, kom og dryssede noget pulver på gulvet, for at det kunne blivet fint at danse på. Det var som regel Aunslev-musikken der spillede. Der blev danset til kl. 1. Hvis vi ville have overdans til kl. 2. måtte vi betale ekstra.

    Andre arrangementer
    Aunslev Foredragsforening blev stiftet af Rasmus Rasmussen Åskovgård d. 22/10 1917, så han blev den første formand. Efter ham blev følgende formænd:

    • Lærer Hansen – Bovense, 25/10 1922
    • Hans S.Hansen – Aunslev, 25/1 1927
    • Thorvald Petersen – Korkendrup, 19/10 1929
    • karetmager Georg Rasmussen – Aunslev, 1/10 1930
    • Søren Nielsen – Aunslev, 11/3 1947
    • Karl Larsen – Skalkendrup ,23/3 1949
    • Peter Jensen – Korkendrup, 7/4 1952
    • Lærer Jørgensen – Aunslev, 10/3 1953
    • Søren Nielsen – Aunslev, 27/3 1961 (igen)
    • Ingrid Jørgensen – Regstrup, som var den sidste formand

    Den 13/6 1962 blev det vedtaget på en generalforsamling at nedlægge foreningen. På Nyborg lokalhistoriske arkiv findes protokoller og hele den brevveksling, som Søren Nielsen havde med de mange kunstnere og foredragsholdere som kom i foreningen i gennem årene. I de år hvor det gik rigtig godt i foreningen, kom der mange fine kunstnere og foredragsholdere, der kunne nævnes mange, men jeg nævner kun nogle få stykker Ellen Malberg, Preben Neergård, K.K.Steincke, Radioens Pigekor, Hakon Mielche med film, forfatter Holger Rosenberg og mange andre.

    Vi havde et sjovt tilfælde, da Peter Jensen fra Korkendrup var formand.Der blev vist en film, og da den første spole var tom, og filmen stoppede, rejste formanden sig og sagde tak for i aften.” Et øjeblik” sagde manden, der kørte filmen,” der er skam en spole endnu.” der blev grinet meget, for det viste sig, at Peter Jensen var faldet i søvn.
    De kunstnere, der kom med toget, blev hentet af et bestyrel- Seksmedlem,hvor de spiste,inden de skulle i forsamlingshuset. Nogen gange overnattede de også.
    Der blev også oprettet en dilettantforening, hvor nogle af sognets beboere optrådte. De øvede hjemme privat, ved dem der skulle være med i stykket. Det havde de megen fornøjelse af, og for at have noget der lignede en scene, brugte de en læskærm, som min far havde med på bilen.
    Aksel Fredriksen var både instruktør og sminkør. Det var altid spændende, når vi skulle i forsamlingshuset og se dem, der optrådte, om de nu kunne huske deres replikker. Anders Andersen glemte dem en gang. Han gik rundt på scenen og sagde:” jeg ved sku ikke, men tovligt er de sku.” Løjtnanten, som sad nede bag i salen, råbte:” det har du sku ret i Anders.”
    Far fortalte, at han engang kom tovligt af sted. Han skulle passe tæppet, når det skulle rulles fra og til mellem hver scene. Mens de spillede sidste scene,var han gået ud på parkeringspladsen for at ryge. Her traf han Rasmus Åskov, og mens de stod der, kunne de høre, hvordan folk klappede inde i salen,så de blev enige om, at det var en vellykket forestilling.
    Men jeg skal love for, at far kom på andre tanker, da han kom ind. Det var meningen,at han skulle rulle tæppet for,når sidste scene var færdig, men da det ikke skete, blev folk ved at klappe, så dilettanterne måtte blive ved med at gå ind og bukke, så far fik mange skældud, da han kom ind.

    Når vi nåede frem til april, holdt foreningen forårsfest som afslutning på alt det, som var sket i løbet af vinteren. Til den fest kom der altid mange, og inden man spiste den medbragte mad, var der underholdning, og efter spisningen blev der danset til kl. 1.
    Sognets beboere holdt deres private fester i forsamlingshuset. Det kunne være konfirmation, bryllup og sølvbryllup. Hvis det var bryllup eller sølvbryllup, blev der pyntet æresport både ved hjemmet og ved forsamlingshuset.
    Den gran man skulle bruge,hentede man i Juelsbergskoven. Den skulle man ikke give noget for, men til gengæld måtte Juelsberg hente det sand de skulle bruge, i Pilevad grusgrav. Granen hentede man dagen før, den skulle bruges. Der blev aftalt en tid med skovfoged Rudbæk, om hvor i skoven man skulle mødes. Det startede gerne om formiddagen, hvor man havde frokost med samt øl og snaps, så det blev altid en festlig dag.
    Da der var sølvbryllup på Birkelygård,var det Poul Hansen fra Onkelsminde, der havde traktor og vogn med, for han skulle køre granen hjem. Laurits fra Åløkke, som var cyklende op i skoven, ville gerne køre med hjem, så han blev læsset op oven på granen. Inden de kørte,sagde Poul til ham:” Nu vil jeg ikke have at du synger, når vi køre i gennem Aunslev.” Men det kunne Laurits ikke lade være med, så han sang af fuld hals:” Jeg elsker de grønne lunde.”
    Næste dag mødtes man igen for at lave æresporten. Selve rammen til æresporten havde tømrer Johs. Petersen i Korkendrup lavet. Den havde sin faste plads ved Hans S. Hansen, og her kunne den afhentes af dem der skulle bruge den. Det var kun sognets beboere, der kunne bruge den, og kom der nogle ude fra, blev der sagt nej.
    Den blev senere flyttet til Niels Johansen, hvor der også er flagstænger samt flag. Der blev faktisk lavet 2 porte, hvor den ene er så stor, at man kan køre igennem.
    Flagene blev købt for nogle penge, man fik af grusgravkassen. De der skulle pynte, mødtes over middag på det sted, hvor det skulle foregå, og her blev man inviteret på kaffe. I dag har man selv kaffen med. Der hvor æresporten skulle stå, blev der sendt 2 mand hen, som skulle grave huller til porten. De skulle gerne have målt rigtig,så de passede til porten, når den skulle stilles op. Der blev lavet guirlander, det var damerne der sørgede for det. Der skulle graves huller til flagstængerne, porten blev pyntet med blomster og en lysranke med kulørte pærer. Når alt var på plads, blev man inviteret inden for tilspidsning.
    På sølvbryllupsdagen samledes man om morgenen,hvor man havde musik med. Det var gerne 2 herre som spillede trompet, og de mødte i kjole og hvidt samt høj silkehat. Man stillede op ud for sølvbrudeparrets soveværelse for at vække dem. Der blev sunget en morgensang,og der gik lidt tid, inden man så noget til dem, for det skulle gerne se om som de sov, hvad de nu ikke gjorde. Da de endelig hviste sig, blev der råbt tillykke med dagen, hvorefter gæsterne blev inviteret ind til morgenkaffe.
    Selve festen blev holdt i forsamlingshuset da det ikke var alle, der havde plads til at holde festen hjemme. Der var nogle, der lejede et træhus. Det gjorde min far og mor til deres sølvbryllup. Huset blev stillet op på gårdspladsen i forlængelse af garagen, så man kunne gå ud i hyset uden at skulle udenfor. Alle vinduer skulle mørklægges,da det var under krigen, og der skulle også en tilladelse til fra den tyske kommandant i Nyborg. Den var far ude og hente på Industrien, hvor tyskerne havde hovedkvarter. Her fik far også et opslag med, som skulle hænge i huset, så alle kunne se det.

    Sølvbryllup
    Dagen før festen kom Marie Kogekone fra Bovense. Hun startede med at gøre klar til at koge suppen, den skulle nemlig koge i 8 timer. Når suppen var kogt, skummede man fedtet af, men for at der kunne være perler på suppen kom Marie en pakke smør i. Når Marie var ude at snakke med folk om, hvor meget kød der skulle bruges til suppen, forlangte hun et bestemt antal kilo, alt efter hvor mange gæster der var inviteret.
    Der var nogle der syntes, at det var rigeligt hun forlangte. Det er der ikke noget at gøre ved, sagde Marie, ”men så kommer i til at se jer om efter en anden kogekone.” Marie overnattede hos os, og når vi skulle spise til aften ville hun gerne have et stykke med spegepølse. Det var på grund af, at hun havde gået og lugtet til al den gode mad.
    De gæster, som kom fra Odense og København kunne ikke komme hjem om natten, da der hverken kørte tog eller busser, og der var også udgangsforbud efter kl. 20 på grund af krigen. Men det havde far og mor fået ordnet sådan, at de kunne sove ved nogle af de gæster, der var med fra Aunslev.
    Hos Petrea og Søren Nielsen på Mensalgård, boede Anina og Laurits Pedersen fra Odense. Laurits var ejer af Tigersko i Odense. Farbror Camillus og Marie boede hos Annine og Marius Nielsen i Skovgyden. Svend og hans kone boede hos Astrid og Jens Hansen på Onkelsminde.

  • Ledøje forsamlingshus 100 år

    Ledøje forsamlingshus 100 år

    I gamle dage før 1800 holdt man fester på gårdene for gårdmændene, og husmændene holdt deres fester hos en husmand. Kun høstfesten holdt man sammen på en af gårdene. Der var ingen, der holdt fester på kroer og der var ingen forsamlingshuse.

    Men efter år 1800 var de fleste gårdmænd i Ledøje blevet selvstændige bønder og arbejdede alene på markerne. Det var slut med de store høstfester, og de fester husmænd og gårdmænd havde holdt. Der kom nye tider og de selvstændige bønder begyndte at sende deres unge sønner på højskoler.

    På disse skoler lærte de unge at samles til foredrag, gymnastik og fester. Og de lærte at feste sammen på tværs af arbejdsskel. Når de igen vendte hjem til landsbyen videreførte de unge, det de havde lært på højskolerne. De ville have oplysning, som foredrag og feste med hinanden. Foredrag og fester blev holdt i Ledøje Rytterskole, men det var ikke nok.

    I Smørum havde de en kro og i sidste halvdel af 1800-tallet, blev kroen indrettet til at man kunne holde fester, der blev bygget en sidebygning, med en stor sal. I Ledøje havde man også haft en kro, men den blev nedlagt omkring 1850 og havde kun været et herberg.

    Med de nye tider havde Ledøje også brug for et sted at være sammen og især for de unge mennesker at feste og udfolde sig.

    Ledøje’s unge mandskab gik derfor til Smørum kro, hvor det var blevet meget populært at feste. Men som vi alle kender det, så er det ikke let at komme til et fremmede sted, de lokale er oftest fjendtlig indstillet. Om der var for stor konkurrence om de unge piger, ved vi ikke, men Ledøje-drengenes besøg på Smørum kro endte tit i et slagsmål og et ydmygende nederlag for de unge mennesker, der blev jagtet hjem af Smørums unge mænd.

    Det var de voksne i Ledøje ikke tilfredse med og de bestemte sig for at bygge et forsamlingshus, hvor de selv og deres unge kunne få viden og oplysning. I de år var der stor mode i at bygge forsamlingshuse. Hvert sogn, der ikke havde en kro, ville i stedet bygge et forsamlingshus. Der blev også bygget mange missionshuse, så trangen til at forsamle sig var stor. En anden årsag var de store uroligheder i begyndelsen af 1880-erne, hvor Danmark var på randen af en borgerkrig og enhver havde våben, men ingen steder at øve sig. Så forsamlingshuse blev rammen om skytte- og gymnastikforening og meget mere. Det kommer jeg ind på, når vi ses på Jubilæumsdagen.

    Ledøje Forsamlingshus blev bygget på en tom gårdsplads, hvor før Krogården lå. Allerede i 1737 fik en af de store gårdmænd Peder Andersen tilladelse til at holde kro. Krogården lå på samme sted til 1845-50. Da blev kroen nedlagt og gården flyttet ud på Øbakken, hvor den ligger i dag og kaldes Øbakkegård.

    Da forsamlingshuset stod færdigt den 25.9.1904 blev Ledøje læseforenings bogsamling (det var begyndelsen til et folkebibliotek) overført til huset. Bogsamlingen havde været i Forbrugsforeningen. Den næste, der fik husly i ”Huset”, var Ledøjes kvindeforening, der lånte salen til den første juletræsfest i byen for børn og voksne. Foreningen betalte 3 kr. for lys og varme.

    I 1906 stod rejsestalden færdig. En del gårde lå udenfor byen og når der var fest i Forsamlingshuset, kom de i hestevogne og havde brug for et sted til dyrene. Omkring 1924 blev stalden lavet om til cykler og retiraderne udenfor blev sløjfet og der blev også indrettet et ”das” i rejsestalden.

    Skytteforeningen kom også til og benyttede salen indtil omkring 1960. Det fortælles at der var riller i scenegulvet ned til kælderen under scenen. Her kunne man så hejse skydeskiverne op og ned til markøren i kælderen. Fugleskydningskonkurrence blev holdt i Forsamlingshuset. Tidligt begyndte Gymnastik-foreningen at holde fester med dilettant, hvor mange af byens boger optrådte. I 1913 fik foreningen faste redskaber som ribber, men løse redskaber skulle stilles væk efter brug. Militæret havde adgang til øvelser under 1.verdenkrig og som solidaritet med militæret låntes salen ud uden betaling. Forsamlingshuset blev også lånt ud til kommunalvalg mod betaling fra kommunen. I

    Perioden fra 1816-23

    blev en del børn undervist i Forsamlingshuset, da Rytterskolen var blevet for lille. Den nye skole stod færdig i 1923-24, og undervisningen ophørte. Men der stod mange foreninger på ryggen af hinanden for at låne huset.

    Men det kneb med økonomien og i 1925 besluttede bestyrelsen at holde en forårsfest. Det blev med kaffebord og bal. Udenfor havde man gynger og karruseller i løbet af dagen til børnene. Det blev en stor succes og det gentog man til en efterårsfest, en tradition som kom til at få en stor betydning i Ledøje. I 1928 lejede fru Rasmussen en stue til syskole for vinteren og året efter holdt man et stort Radiobal med kaffe og dans til radiomusik. Samme år holdt man 25-års jubilæum for ”Huset” med kaffe, kagebord og bal.

    Perioden fra 1930-54

    Private fester holdt deres indtog i ”huset” og gav deres bidrag til økonomien. Der blev holdt barnedåb, bryllupper, runde fødselsdage, sølvbryllupper og begravelser. Af aktiviteter i perioden kan nævnes foredragsforening, kvindeforening, bibliotek, skolegymnastik, Ledøje Skytte- og Gymnastikforening, Ledøje vandværk, dilettant, Ledøje Borger og grundejerforening, Husmandsforeningen, Danseskole, Folkedans, Den selskabelige forening, 100-mandsforeningen(støtteforening for trængende med af delinger i mange byer) Sangforeningen og de mange generalforsamlinger. Engang imellem kom der biograf og sparekassen var også en trofast besøger. Når Sparekassens folk mødte op, modtog de indsættelser på sparekassebogen og hævelser. Det skete der blev holdt en privatfest, når sparekassen kom og så blev personalet inviteret med til festen, for man kendte jo hinanden og sparekassefolkene kunne nu nok også huske nogle af kundernes formuer på sparekassebogen.

    Under krigen manglede man brændsel til den store kakkelovn, men ellers gav det ikke de store bemærkninger i forhandlingsbogen. Der blev dog holdt en ”Fredsfest” da krigen var ovre med sange, optræden og bal.

    I 1954 blev huset udvidet og den lille vinkel vi kender i dag blev bygget til.

    Der blev holdt sommerfest i 1959 med spisning, tivoli med boder og aftenunderholdning og bal. Amerikansk lotteri var også blevet en fast forteelse. Ved forårsfesten lavede man arrangementer for børn med håndbold osv. I 1961 afholdtes St.Hansfest ved gadekæret og derefter var der bal i forsamlingshuset.

    I 1962 blev den store kakkelovn fjernet og der blev lagt centralvarme ind i huset. Huset skulle vedligeholdes og i 1968 ville man låne 50.000 til istandsættelse. Der skulle dog gå fire år før lånet kom i stand og samtidigt udvidede man aktiekapitalen.

    Forsamlingshuse var og er rammen om kulturelle aktiviteter i sognet og deres betydning for fællesskabet, udvikling og lokalidentitet kan vanskeligt overvurderes.

    (Kilde: www.ledoejebylaug.dk)