Nyhedsbrev Nr. 3 - November 2007

Tekniske problemer

Så kom det næste nyhedsbrev. Der er desværre gået lang tid siden sidste nyhedsbrev blev sendt ud, men vi har haft travlt med en del tekniske ting som vi egentlig ikke regnede med at skulle bruge tid på. Det viste sig at der var flere der havde problemer med at læse de lange historier, hvilket vil sige at de kunne læse noget af dem, men kunne ikke "bladre" ned og se resten af historien. Dette var forårsaget af layoutet vi havde valgt, og det har vi som bekendt fået ændret. Det tog lidt mere tid end forventet, men sådan er det jo ofte.

Den næste udfordring vi stødte på, var at det firma der stiller maskinen til rådighed for vores hjemmeside, ikke længere kunne leve op til den forventede service. Vi havde problemer med mails der var flere dage forsinket og selve siden var efterhånden blev lidt "sløv" når den skulle vises. Igen betød det at vi skulle bruge tid på at flytte alt til et nyt firma, hvilket tog tid og fokus fra det vi helst ville, nemlig at reklamere for hjemmesiden.

Men som så mange gange før, er intet skidt uden det også er godt. Vi har flyttet vore mails og hjemmesider til at køre hos hjemmesidepakker.dk og i den forbindelse fået mulighed for at tilbyde en speciel rabat til vore besøgende. Du kan læse mere om dette andetsteds i nyhedsbrevet.

Det har med andre ord været et efterår med fokus på teknik og andre udfordringer. Det er glædeligt at kunne sige at vi samtidig med dette rent faktisk har fået en hel del historier. Vi er meget taknemmelige for alle de mange bidrag og ser frem til at fortsætte resten af året og ind i det nye år, med fokus på netop at få endnu flere historier publiceret.

Hjemmesiden vokser

Vi har nu mere end 150 historier på vores hjemmeside og det er vi meget stolte af. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi siden starten af året, hvor vi for alvor satte siden i gang, har været spændt på at se hvordan idéen ville blive modtaget. Vi havde håbet på en vis interesse og måske nogle historier hist og her, men vi havde ikke forventet at vi allerede inden første år var gået, ville have samlet så mange historier.

Vi anser det jo faktisk som et privilegium at drive denne side. Vi har jo den store fornøjelse at gennemlæse historierne inden de publiceres. Det har virkelig været interessant læsning og vi glæder os meget over det brede udvalg af historier. Der er alt fra lokale fortællinger som har gået i arv gennem mange generationer, til historier som dokumentere dagligdagen som den var for mange, når man voksede op i en landsby.

Vi ser frem til at modtage endnu flere historier, fortællinger og sagn den kommende tid. Vi har en række idéer om at kunne bruge denne hjemmeside som en del af eksempelvis undervisningen i skolerne, når børnene eksempelvis laver temauger eller i historie-timerne. Det kunne være sjovt om Landsbyhistorier.dk kunne gå hen og blive en vigtig del af danske folkeminder og hvem ved, måske en folkemindesamling i sig selv.

Det kan godt være at idéerne er lidt ambitiøse, men det jo sundt at have drømme og vi vil gerne understrege at dette projekt er vigtigt for os på mange måder. Første skridt er vel overstået, nu begynder den lange tur hvor vi skal se hvor langt vi kan nå.

Landsbybilleder.dk

Samtidig med de mange udfordringer, har vi i al stilhed fået vores søsterside, Landsbybilleder.dk, op at køre. Vi har ikke på nuværende tidspunkt nogen ambition om at gøre stor reklame eller andet for denne side, men lade den komme i gang i et stille og roligt tempo. Hovedformålet, i første omgang, var at skabe et sted hvor vi lagde fokus på billeder af landsbyerne, frem for historierne. Vi har for ganske nylig lagt det første billede ind på siden, og det illustrerer på god vis vores tanker om samarbejdet mellem vore 2 hjemmesider. Se eksemplet på siden med historien "Malvinas julehjerter" fra Nørre Søby. Her ses et billede af Carl Nielsens barndomshjem, pyntet med julehjerter lavet af Malvina.

Alle er selvfølgelig velkommen til at sende billeder fra landsbyerne. Foruden indsendte billeder, vil vi bruge Landsbybilleder.dk til at opbevare billeder fra landsbyerne som sendes sammen med en historie, hvor det giver mening.

Tilbud om hjemmesider

Firmaet Hjemmesidepakker har tidligere hjulpet os med layout og teknik på hjemmesiderne, men hjælper os nu også med den daglige drift. I forbindelse med vores ændring af layout og flytning af hjemmeside til hjemmesidepakker.dk, har vi fået lavet et tilbud til vore besøgende her på Landsbyhistorier.

Hjemmesidepakker.dk har forskellige hjemmesideløsninger der ikke kræver at man har teknisk viden, og som inkluderer alt hvad man har brug for, hvis man har brug for en hjemmeside i sin lokale forening, virksomhed eller lignende. Vi har nu indgået en aftale med dem og kan derfor tilbyde alle besøgende hos Landsbyhistorier 20 % rabat på deres produkter. Skulle du have interesse i dette, kan du skrive til os via kontaktsiden på vores hjemmeside.

Gæsteskribent

Vi kunne rigtig godt tænke os at modtage indlæg fra folk, som har lyst til at skrive i vores nyhedsbrev. Emnet er frit, de eneste krav vi stiller er at det er relateret til Lansbyhistorier.dk og at indlægget ikke overstiger en typisk A4-side. Så hvis du har lyst til at skrive et indlæg, så fat pennen og få sendt materialet til os via e-mail til mail(#)landsbyhistorier.dk (erstat # med @). Det kan også sendes i brevform til vores adresse som I finder på hjemmesiden i ”fortæl” sektionen.

Små plakater

Som en ekstra lille ting der kan hjælpe med udbredelsen af kendskabet til Landsbyhistorier har vi nu lavet et lille opslag, som kan skrives ud og hænges op rundt omkring. Eksempelvis i det lokale forsamlingshus, bibliotek eller lokalhistoriske arkiv. Vi håber nogen vil have lyst til at hjælpe med dette og dermed med muligheden for at skabe mere opmærksomhed omkring vores hjemmeside. Du kan se og printe opslaget ud direkte fra forsiden af Landsbyhistorier.dk.

Vi nærmer os julen

Nu kommer julen tættere og tættere på. Denne tid af året er, i vores øjne, en skøn tid at nyde familiens samvær og hyggen omkring julen og den stemning der nærmest er indbegrebet af dansk hygge på denne tid af året. Vi vil i denne forbindelse gerne opfordre til at de som måtte ligge inde med en julehistorie, fortælling eller lignende, sender disse ind. Vi tænker at vi vil lave et specielt tema, via forsiden på hjemmesiden, der omhandler julehistorier og fokuserer på disse de næste 5-6 uger.   

Dette var alt hvad vi havde valgt at bringe i dette nyhedsbrev. Vi håber alle må have en glædelig juletid og at så mange som muligt vil bidrage med en julehistorie eller fortælling. Vi takker for den gode opbakning vi har haft til dato, og håber selvfølgelig at den fortsætter fremover.

Mange hilsner,
Redaktionen på Landsbyhistorier.dk