Nyhedsbrev Nr. 1 - Maj 2007

Første udgave

Så lykkedes det! - velkommen til den første udgave af landsbyhistorier.dk’s nyhedsbrev. Vi har modtaget rigtig mange gode historier og vi ser frem til endnu flere af slagsen. Hjemmesiden har nu været i gang i cirka 3 måneder og det er lykkedes på denne forholdsvis korte periode at få omkring 70 historier i hus. Derudover er det lykkedes os at blive anerkendt på en række hjemmesider, eksempelvis ældresagen, en række lokalarkivsider, biblioteker og ikke mindst en række private sider. Det er vi utroligt glade for og det hjælper os rigtig meget med udbredelsen af vort budskab. Der er mange rigtig gode historier derude og det kræver en indsats at få dem gjort tilgængelige for mange. Vi håber at så mange som muligt vil hjælpe med at ”sprede ordet” og gøre Landsbyhistorier.dk endnu mere kendt.

Navn og udseende

Vi har endnu ikke lagt os helt fast på formen, så nyhedsbrevet vil nok skifte udseende et par gange før den primære ramme er på plads. Noget af det første vi gerne vil opfordre vore læsere til, er at hjælpe med et navn. Vi vil derfor bede dem af jer som har lyst, til at sende forslag til følgende e-mail adresse: mail(#)landsbyhistorier.dk (erstat # med @). Skulle det vise sig at vi får mange forslag, er det muligt at vi vælger nogle ud og derefter lægger forslagene op på hjemmesiden til afstemning. Vinderen vil i så fald blive belønnet med et par gode dråber vin.

Kommunalreformen

I forbindelse med kommunalreformen, er fokus flyttet fra de små samfund til de store sammenlagte enheder. I de landbysamfund der fortsat skal leve og virke, er der en god anledning til at samle de historier der er nedskrevet, samt få nedskrevet dem der endnu ikke er det. Det er derfor vigtigt at vi får samlet historierne, fortællingerne, sagn og andet før de går i glemmebogen. Vi er sikre på at der findes historier som er relaterede til kommunerne, både sjove og mindre sjove historier. Det kunne være rigtigt fint, om vi kunne få dokumenteret nogle af disse historier, således at fremtidige generationer kan læse lidt om det sjov, vi har haft på kommunalt plan.

Gæsteskribent

Vi kunne rigtig godt tænke os at modtage indlæg fra folk, som har lyst til at skrive i vores nyhedsbrev. Emnet er frit, de eneste krav vi stiller er at det er relateret til Lansbyhistorier.dk og at indlægget ikke overstiger en typisk A4-side. Så hvis du har lyst til at skrive et indlæg, så fat pennen og få sendt materialet til os via e-mail til mail(#)landsbyhistorier.dk (erstat # med @). Det kan også sendes i brevform til vores adresse som I finder på hjemmesiden i ”fortæl” sektionen.

Sponsormuligheder

For at skabe mulighed for fortsat drift og ikke mindst fremtidige forbedringer, søger vi sponsorer til Landsbyhistorier.dk. Vi skal ikke lægge skjul på, at vores ambition er at kunne hellige os dette projekt på fuld tid, i det lange løb. Vi har derfor gjort meget ud af at gøre det muligt for sponsorer, at få god værdi for deres sponsorat. Samtidig har vi lagt vægt på, at Landsbyhistorier.dk ikke bliver en af disse typiske reklamesøjler, som man oftere og oftere ser på Internettet. Vi håber selvfølgelig, at konceptet tiltaler både vore daglige brugere og sponsorerne, således at der bliver god balance mellem tingene. Du kan læse mere om mulighederne omkring sponsorering her.

Fremtidige udgaver

En fast ingrediens i nyhedsbrevet fremover, vil blive en kort introduktion af 3-5 tilfældigt udvalgte historier, som er kommet til siden sidste nyhedsbrev. Af andre emner kan nævnes generelt information omkring landsbyer, historie, slægtsforskning og mange andre relaterede emner. I dette første nummer, har vi udvalgt 3 forskellige historier som eksempler på den store spredning der er på vores hjemmeside. De illustrerer samtidig, at historierne vi søger, ikke kun er en slags, men faktisk alle former for historier, fortællinger, sagn og andet der kan relateres til Landsbyer generelt.

Eksempel på:
fakta: Ledøjes historie ganske kort - http://www.landsbyhistorier.dk/by/ledoeje.asp
sagn: Nedmaningen i Marvede præstegård - http://www.landsbyhistorier.dk/by/marvede.asp
erindringer: Vrist i 50-erne - http://www.landsbyhistorier.dk/by/vrist.asp

Andre interessante links

Oplev Danmark i foråret - http://www.oplevdanmark.nu
Dansk Historie på nettet - http://www.historie-online.dk
Gang i Danmark: http://www.gangidanmark.dk

Dette var alt hvad vi havde valgt at bringe, i denne første udgave af vores nyhedsbrev. Vi håber I havde fornøjelse af indholdet og ser frem til næste udgave, som vi forventer at udsende omkring den 4. juni.

Mange sommerhilsner,
Redaktionen på Landsbyhistorier.dk