Landsbyindex

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Historier fra Volstrup

    Rebild Kommune                 Turist information                  
    Region Nordjylland                 Regional vejrudsigt                  
                      Wikipedia (Leksikon)                  
Sogn    :  Øster Hornum                 Pastorat    :  Øster Hornum
Herred    :  Hornum                 Provsti    :  Rebild
Amt (i 1970)    :  Aalborg                 Stift    :  Aalborg
Abildgård, Abildgårde, Bakkehus, Bjergbakke, Bjerregård, Bloksminde, Blushøj, Blækhus, Bogbjerg, Brunhøj, Buderupholm Mose, Drageshøj, Dybdalhus, Dybækgård, Egedal Høj, Egedal Høj, Egedalgård, Estrup, Estrup Mark, Estrup Overgård, Estrupgård, Favrbjerggård, Frendrup Gårde, Frendrup Hede, Frendrup Nihøje, Frendrup Nihøje, Frendrup Nihøje, Frendrup Vestergård, Frendrup Østergård, Frendrupgård, Gammelkær, Grønkildegård, Guldbæk, Guldbæk-Hæsum Plantage, Guldbækgård, Guldbækhede Huse, Halkjær, Halkærgård, Halkærhus, Haversknold, Haverslevgård, Hedegård, Hedegård Høj, Hornum Sø, Hornum Sø, Hornum Trant, Hornumgård, Horsmark, Hovhede, Hovhede Huse, Hovhedegård, Hæsum, Hæsum Mose, Hæsumgård, Hødal, Hødal Høj, Højvang, Katrinelund, Kilsmishus, Kilsmishøj, Klingerhøj, Krogsgård, Kællingbjerg, Langagergård, Lusknold, Moldbjerg, Moldbjerggård, Møgelhøj, Mølgård Huse, Mølhøj, Nihøjsgård, Nodupsig, Nodupsminde, Ny Abildgård, Nørbæk, Nørbækgård, Petersminde, Præstevang, Ravnhus, Ravnsbjerg, Ravnsbjerg, Ravnsbjerg, Rishøj, Rishøje, Rishøje, Ryesminde, Sekshøje, Sigsgård, Skalsminde, Skodshøj, Skovgård, Skovhøj, Skovly, Smørhøj, Solhøj, Solhøjgård, Sortehøje, Stavnholt, Stenhøj, Stodshøj, Store Abildgård, Storhøj, Søhøj, Søndermarkgård, Søndervang, Terpenshøj, Tinghøj, Tinghøj, Trehøje, Trehøjlund, Ushøj, Vestergård, Viborg Høje, Viborg Høje, Volstrup, Øster Hornum, Østergård

 

En dramatisk barnedåb Fortalt af: Poul Christensen Forstør tekstFormindsk tekst

Søndag den 14. juli i det Herrens År 1667 efter vor Frelse var der Barnedåb i Øster Hornum Kirke, hvor Laurs Lauritsen og hans Kone Mette Christensen fra Volstrup havde Barn i Kirke. Hvad Køn Barnet havde ved vi ikke, for Kirkebøgerne fra den Tid eksisterer ikke mere, hvis der da overhovedet blev ført Kirkebog i Øster Hornum Præstegaard på den tid. Men selve Barnedåben er også kun den ydre Ramme for det, der her skal berettes.

Dagen sluttede på en ret så dramatisk måde, som ingen drømte om, da præsten, hr. Joen Jensøn, forrettede sin embedspligt i kirken.

Kort over Volstrup 1816Efter barnedåben var der efter tidens skik inviteret til barselsgilde hjemme på gården i Volstrup, hvortil var buden naboer, venner og familie, samt præst og degn, så det var et stort selskab, der samledes i et par stuer hos Laust og Mette for at fejre begivenheden. Laust gik til og fra imellem de to stuer for at snakke med gæsterne og sørge for at alle fik nok at spise og drikke, mens Mette sikkert er kravlet i seng igen, som skik var. Herfra kunne hun så dirigere pigerne i køkkenet. Snakken er gået livligt, alle kendte alle, mange var også beslægtede. Præsten havde også svogerskab imellem de tilstedeværende. Han var selv bonde blandt bønder, men havde naturligt fået plads ved bordenden i storstuen.

Degnen sad i den anden ende. Jacob Christensen hed han, men blev til dagligt kaldt Jacob Degn. Han hørte ikke til blandt storbønderne, men boede i et lille usselt gammelt gadehus på kun fem bindinger i Øster Hornum, med plads til et par får og en ko. Ydermere måtte han dele huset med et par medlogerende.

En stump jord har han så haft til at supplere sin beskedne løn med. Det var åbenbart denne beskedne jordlod, som udløste tragedien.

Jacob Degn har taget godt fat ved bordet, såvel af mad som af drikke. Den slags måltider kunne næsten betragtes som en del af hans løn. Efterhånden som måltidet skred frem er han blevet meget talende og har så begyndt at ævles med sin sidemand ved bordet, Niels Sørensen, ligeledes gårdmand i Volstrup. Striden 4 gik på, at Niels Sørensen skulle være skyld i at Jacob Degn havde lidt skade på sit korn, det lidt han havde. En almindelig foreteelse i hine tider, hvor indhegning ikke altid var den bedste, og naboens dyr derfor let kunne komme til at ødelægge en kornavl.

En overgang havde der været tilløb til håndgemæng, men de øvrige gæster havde da fået dem skilt ad, så nu sad man blot og mundhuggedes. Jacob havde sin kniv fremme, som han af og til ”hvingede” over sit hoved, sommetider stak ind under sin flaske, men ellers for det meste holdt i sin venstre hånd, så den vendte den skarpe ende ind imod ham selv. Alt hvad der her er berettet er vidnefast og berettet senere af de tilstedeværende. Resten ligger hen i tåge.

Ved måltidets slutning, men før præsten skulle slutte det, rejste Jacob Degn sig og gik udenfor, og lidt efter kom en af kvinderne farende ind og kaldte på præsten, for at han skulle komme ud til degnen, som lå udenfor med et grimt sår. Hr. Joen skyndte sig ud og så da Jacob lå på jorden, hårdt såret. Degnen sagde selv, at han var så hårdt ramt, at han vidste han skulle dø, hvorfor han bad præsten om sine synders forladelse. Det gjorde præsten straks, og gav derpå besked om, at få Jacob lagt i en seng og at man sendte bud efter en bartskærer, samt degnens kone. Selv sprang han i sin vogn for at hente brød og vin, så han kunne berette sin medtjener inden han døde, og imens havde man i Volstrup fået degnen lagt i en vogn og kørt hjem til hans eget hus. Her kom præsten til og gav ham nadverens sakramente, og besøgte ham så igen om aftenen.

Ved de tre begivenheder spurgte præsten hver gang Jacob Degn, hvorledes han dog var blevet så slemt såret, og hver gang svarede Jacob, at det var Niels Sørensen, som havde givet ham banesåret, mens de sad ved bordet i stuen.

Hvorledes det skulle være gået så slemt til, når Jacob hele tiden sad med kniven i sin egen hånd, kan hverken han selv eller andre af de tilstedeværende give nogen forklaring på. Niels Sørensen benægter skarpt, at han på noget tidspunkt skulle have haft fat om degnens kniv, og heller ingen af de andre i selskabet har tilsyneladende bemærket noget.

Mens præsten var på vej hjem har nogle af de tilstedeværende dog udspurgt degnen, som overfor dem skulle have indrømmet, at han selv var kommet til at stikke sig i brystet. Og det var ikke hvem som helst, der kunne komme med dette udsagn. Det var Niels Kras fra Molbjerg, Peder Winther fra Nytten og Poul Ibsen i Fløe, som kunne støtte Niels Sørensen med deres udtalelser. Man kan så undre sig over, at degnen overfor sin præst på dødslejet holdt fast i sin forklaring.

For Jacob Degn overlevede ikke. Hjemme på bordet i hans egen stue kunne ligsynsmændene konstatere, at han var stukket ”tre fingres bredt neden for hans venstre patte, imellem tvende hans sideben, som de syntes at være gjort med en kniff, og det at være hans banesår”. Degnens søn, Christen i Sebbersund, rejste sagen på herredstinget, hvor han gav last og klage på faderens vegne, ”som disvehr skulle vehre drebt og død bleven...”. Og det medførte så en lang række af vidneudsagn, som blev sendt til Landstinget i Viborg, så dommerne kunne tage stilling til sagen. Derfor kan historien nu fortælles her.

Som sagen stod med de fremlagte vidnesbyrd, kunne der ikke rejses anklage mod Niels Sørensen, og vi kan da også se, at han endnu 20 år efter stadig er gårdmand i Volstrup.

Indsendt af: Poul Christensen Dato: 11. januar, 2010 Læs kommentarer: 1 kommentar  Kommentér historieIndsend kommentar

Vi passer på landsbyens gode historier!

Nyeste historier
Nyhedsbrev
Med jævne mellemrum udsender vi et nyhedsbrev. Det er gratis at modtage, og du kan til enhver tid framelde dig, hvis du ikke længere ønsker at modtage det.