-
Historier fra Vittarp
Vittarp
| Sogn | Ovtrup |
| Herred | Vester Horne |
| Amt (i 1970) | Ribe |
| Pastorat | Frøslev-Mollerup-Ovtrup |
| Provsti | Morsø |
| Stift | Aalborg |
| Kommune | Morsø |
| Region | Nordjylland |
| Stednavne i sognet | Allerslev, Bahl, Bækhuse, Dejrup, Gadegård, Gadegårde, Galkær, Gammelgård, Hathøj, Heltoft, Løftgård, Ovtrup, Ovtrup Plantage, Ovtrup Stræde, Randsig, Revsgård, Rottarp, Rottarp Plantage, Skolborg, Skyhede, Snur-om, Søndertange, Søvig, Søvig Bæk, Søvig Huse, Søvig Mark, Ting, Torbøl, Vester Debel, Vittarp |
| Indbyggere | ukendt |
Landsbyen Vittarp
Skrevet af Kristian Andersen
Hvis jeg skal skrive lidt om Vittarp, bliver det historien om en
gammel landsby som jeg har læst og hørt om og selv boet i 45 år. Ifølge
den gamle Outrupbog omtales den helt tilbage til 1561, dengang skrev man
Viaterp - i 1606 er det blevet til Vibterp. I 1561 var der fire gårde og
et bol og en enkelt aftægt eller gadehus.
Godt 200 år senere 1770 er to af gårdene blevet delt så nu er der syv bebyggelse, men der var ikke flere beboer af den grund. Fra den første tid man ved noget om byen hørte den under kronen, men i 1641 blev den ved et mageskiftning lagt ind under Søviggård, hvor der på den tid var en ejer ved navn Kristoffer Hvas, her forblev byen helt til de købte sig til selvejet i 1783, altså i 142 år hørte Vittarp under Søviggård. Når man var underlagt Søviggård så var man fritaget for at betale landgilde til kongen.
I alle disse mange år var der hver dag folk fra Vittarp på
hoveri på Søviggård, det kunne være såvel karle som piger og ret
ofte havde de det nødvendige trækkraft med kreaturer eller heste
med. Måske var de i
Ribe for at hente materialer eller folk,
det kunne også være Varde eller Janderup havn . På en spænddag
skulde man kunne pløje en tdr. land, selv medbringe plov, og det
nødvendige trækkraft - en spænddag skulde man også harve 12 skp. land, køre to til seks læs hø eller seks til tolv læs
korn.
Tit måtte de køre lange afstande og en dagsrejse var om vinteren
fire mil –ca. 28 km. I sommertiden seks mil, et læs kunne være
tre – fire personer eller tre –fire tønder rug. På en gangdag
skulde en mand meje et til to tønde land korn – læse 30 læs
møg, sprede ca. 40 læs af samme eller grave ti læs tørv.
Af ovenstående kan det ses at de vittarp bønder har gjort meget hoveri på Søviggård, det har nok været nogle drøje år før de fik selvejet 1783. Omkring 1750 – 80 var der på Søviggård et par dygtige ejere som fik Søviggård til at ligne en rigtig herregård. Det betød at de vittarp bønder der hver dag var på hoveri lærte hvordan man drev landbrug, den erfaring tog de så med sig hjem og blev ret så gode jordbruger og der fortælles at mange af dem havde daler på kistebunden.
Et gammel matrikelkort fra 1819 viser at der stadig er seks
gårde og en bol i byen. Der fortælles at der har ligget
forskellige huse i og omkring byen – således i 1650 var der syn
fra kronen hvor man kontrasterede at et hus var nedbrudt og
tømmeret kørt bort. Der var også et hus øst for byen på et
fælles lod matr. nr. 12 den er stadig afsat på vore matrikelkort
– stedet kaldtes ” Else toft.”
I 1787 var huset beboet af Else Cathrine Madsdatter, hun var
gift med Lauge Dynesen der ernærede sig som daglejer. Han døde
i 1809 og Else hans kone, måtte leve af almisse til sin død i
1836. På fællesloddet var der en teglovn som man kan se resterne
af når pløjer den dag i dag.
De fleste gårde havde også en del hedearealer som lå øst for
bækken, her gravede man lyngtørv, lyngen var også et godt foder
til dyrene om vinteren. Ligeledes havde hver gård et stykke eng
hvor man gravede tørv, det var under første og anden
verdenskrig en helt industri som gav en god skilling i disse år.
Disse tørvegrave er nu jævnet og tilsået med græs.
Der fortælles at i 1771 havde byen otte agre hvoraf fem årlig
var tilsået, - den gang brugte man også brakmarker.
Vittarp skole
Vittarp skoles historie går langt tilbage i tiden. Allerede 1842
blev der lavet en undervisningsplan for skolevæsenet i Lunde og
Outrup kommune. I denne plan stod, at børnene fra Balh skulle
undervises i Vittarp. Fem år før var det besluttet, at Søvig
skoledistrikt skulle lægges under Vittarp skoledistrikt. Det
oplyses at der i 1842 var 25 skolesøgende børn.
I de gamle kommuneprotokoller kan man læse at der i 1887
byggedes en ny skole i Vittarp.
I planen fra 1842 stod også , at undervisningen af de øverste
klasser, 4 til 7. Klasse, skulle varetages af en lære
(seminarist) hver anden dag i Outrup og hvert anden dag i
Vittarp. Om vinteren blev der ansat ” en øvet bondekarl” til at
undervise de yngste i klassen.
Fra 1842 og frem til århundredskiftet var der ansat en del
lærere. I Outrup bogen lægger man mærke til, at en del lokale
(bondekarle) har været ansat, og de boede hos Chr. Mathiesen i
nærheden af skolen.
Denne indledning er taget fra den gamle Outrupbog.
Der er nu noget særlig ved denne landsby Vittarp som også er
kaldet ”lille København”. Landsbyen havde en skole, den blev
bygget i 1887 men før den tid blev børnene undervist i en eller
anden bygning og lærere fra Outrup kom hver anden dag for at
undervise børnene.
Det var omkring århundredskiftet 1900, at samarbejdet med Outrup
skole ophørte. I Outrup bogen er der beskrevet en række lærere,
som har været ansat i korte eller længere tid ved skolen i
tidsrummet fra 1900 – 1920 hvor Peder Vejrup blev ansat, han
virkede som førstelærer sammen med en vinterlærerinde.
En af disse var Inger Christensen. Hun havde en god måde at
tage de mindste klasser på. Hendes fortællerevner var
fortrinlige, om de gamle guder og bibelhistorie var hende
styrke. Hun forstod at leje kundskaberne ind i børnene. Ud over
at undervis i den ” den lille skole” var hun meget dygtig til at
lære piger håndarbejde og lede pigerne i gymnastik. Om sommeren
var hun lærer på Nordborg Efterskole.
Da skolen blev nedlagt flytte hun med som vikar ved Outrup
Centralskole. I 1949 blev hun gift med Sognerådsformand Hans
Marinus Hansen, var så husmoder på Søvig Nørregård i en årrække,
indtil de overlod gården til H. M. Hansens søn Bent, og flyttede
i en nyt hus i Outrup.
I 1871 fik landsbyen sin første smed han hed Erik Poulsen, han fæsted en stykke jord der hvor Richardt Poulsen har boet Nymindegabvej 161 her byggede en lille hus med smedje i. Der fortælles at der var hede rundt om huset, hvis man mangle noget lyng til at fyre op med, kunde man plukkede dette ud af vinduet. Erik Poulsen havde ry for lave nogle gode plove til at pløjede hede med ,efter nogle år købte han mere jord, 1888 nedlagte smedjen for hellig sig landbruget. Nu var landsbyen uden smedje til 1936 da Åge S. Jensen købte grund af Viggo Mathiesen Vittarpvej 30, herfra drev Åge S, Jensen smedeforretning de sidste år sammen med Alfred Hansen som i 1976 byggede nyt værkstedshaller på Randsigvej 6. – Smedjen er altså den der har overlevet både skole og brugs.
Mit første bekendtskab med landsbyen Vittarp var i foråret 1932 da jeg begyndte min skolegang der. Det var meget mere en landsby end Bækhuse, her havde de en skole hvor børnene fra Søvighuse, Vittarp, Bahl og Bækhuse samledes hver dag om vinteren, om sommeren nogle formiddage. Byen havde også en købmand som var glad for skolebørnene småskillinger, så det var svært at få lommepengene til at slå til. Men dengang tænke jeg ikke på, at denne landsby skulde blive der jeg skulde leve mine manddomsår fra 1949 til 1994.
Alle mine skoleår har jeg gået tværs over de marker jeg som
voksen pløjede og plejede gennem 45 år. Da vi startede i 1949
var der 14 landbrug i Vittarp som leverede mælk til mejeriet og
alle havde både kreaturer, grise og høns så der var mange
strenge at slå på. Så var der brugsen som var samlingspunkt for
såvel unge som ældre. Smeden og skolen som også var aktiv for
byen, ligeledes var der også vognmanden som kørte bøndernes svin
og kreaturer til Esbjerg og tog vare med hjem til brugsen,
foruden de oven nævnte var der fire huse.
Hver gård havde en karl nogle to samt tjenestepige så der var
rigtig liv i byen sådan en sommeraften ved Brugsen. Man havde en
håndboldbane oppe ved Snorum Kro sammen Søvighuse hvor ungdommen
nød den sparsomme fritid de havde.
Sådan så landsbyen ud helt til 1972 da der var en
jordfordeling som vendte op og ned på alt i byen. Gårde blev
solgt til naboen – man kunde næsten sige at en landsby var til
salg, de ældre flyttede op til Outrup, hvor en ny udstykning
blev hjemsted for disse ældre vittarp beboere.
I 1957 blev skolen nedlagt, det var et hårdt slag for landsbyen
der gennem mere end hundrede år havde kunde høre når børnene
havde frikvarter. Men det var en udvikling som det ikke var til
at gøre noget ved, nu var det skolebussen som byen fik besøg
af hver dag. Vore børn var ikke så afhængt af den ene lærere
som underviste selv om sommeren, og om vinteren med hjælp af
lærerinde. I Centralskolen var der jo flere lærere, klasserne
var årgangs delt og de skulde have sprogundervisning.
Det var omkring 1950 at mekaniseringen i landbruget begyndte. Hver ejendom fik sin lille grå ferguson som afløste heste som trækkraft og vi mandfolk var vældig stolte af vores nye anskaffelser, og de hestetrukne redskaber blev lavet om til traktorbrug. Det var også i disse år at bilen kom ud i landdistrikterne. Efter som mekaniseringen med endnu mere mekanik, forsvandt en del af medhjælperne fra landsbyerne og nu var en tjenestepige det rene luksus. Så var det rart at have bilen efter dagens arbejde for at tage ud for se og opleve hvad der skete i den nærmeste omegn.
Omkring 1960 kom så mejetærskeren som var en meget stor hjælp i høsten. Først den bugserede som senere blev afløst af den selvkørende. Nu havde man også fået rørmalkningsanlæg som var en stor hjælp i stalden, mælken blev nu også afhentet i tankvogn dermed ingen spandevask, men der blev ikke mindre arbejde til de folk som var tilbage.
Så gik der ca. 25 år hvor der ikke skete de store forandringer i landsbyen, men omkring århundredskiftet 2000 blev der lavet en ny stor jordfordeling hvor det meste af jorden blev tillagt to af byens gårde. Vi synes der er sket meget i Vittarp i de 46 år vi boede i byen. Så er det nok ikke så meget, når man tænker tilbage på alle disse mange århundreder, som man kan finde tilbage til i historien.
Pansergraven
Skrevet af Kristian AndersenI slutningen af sidste verdenskrig omkring 1944 kom tyskerne i tanker om at der skulde graves pansergrave her på vestkysten, og en af stederne var omkring Vittarp. Måske var det lige så meget for at holde den danske arbejdsstyrke i ro. Det hele blev lavet med skovl, spade og trillebør, men der var også mange mænd til det. Mange af dem boede i skolens gymnastiksal og ellers var de på gårde rundt i sognet, hvor de var tvangsindkvarteret til både logi og kost. Lønudbetalingen foregik oppe på Vittarpvej 11, hvor der var kø når lønnen blev udbetalt sidst på ugen.
Pansergraven kom nord fra, vest for Vittarpvej 31, tværs over Vittarp Nørregårds jord og syd på, vest for Vittarp Traktorlager og skulde så forsætte øst for gårdene i Vittarp over til Varde Nymindegabvej. Den var dog kun gravet i fuld brede og dybde til traktorlager, øst for byen var det bare muldjorden der var gravet af, da freden kom den 5. Maj 1945.
Den dag i dag kan man se hvor den har gået når der pløjes på Vittarp-Nørregårds jorde. Sådan en pansergrav var fem meter bred og dyb med skrå sider og var en meter i bunden, siderne var beklædt med faskiner.
”Man sagde at sådan et grav kunde englænderne ikke komme over, men over Nordsøen var ingen problem”.