• Landsbyindeks

  A	B	C	D	E	F
  G	H	I	J	K	L
  M	N	O	P	Q	R
  S	T	U	V	W	X
  Y	Z	Æ	Ø	Å

 

 

• Historier fra Store Restrup

  • Den flyvende tallerken
  • Sangen har vinger
  • Anekdoter om husmænd i St. Restrup
  • Krokodillen
  • Mund og klovsyge
  • Krigen 1940-45 - set med mine øjne
  • Gymnastik - og hvad man også kan få indblik i
  • Bålfest og en ufrivillig dukkert
  • Knallerten
  • Konfirmationsforberedelse
  • Sportens glæder
  • Min første plads
  • Med høj cigarføring
  • En flyvetur - på vej til skole
  • Skolen - og knald i kakkelovnen

• Relevante Links

  Sønderholm Sogn Aalborg Kommune Wikipedia (Leksikon) Turist information Regional vejrudsigt

 

Store Restrup

Sogn	Sønderholm/
Herred	Hornum
Amt (i 1970)	Aalborg
Pastorat	Sønderholm-Frejlev
Provsti	Aalborg Vestre
Stift	Aalborg
Kommune	Aalborg
Region	Nordjylland
Stednavne i sognet	Astrupgården, Bakkegård, Bjerggård, Bjerglund, Blåkær, Duedal, Dybdal, Egelund, Elmely, Godrim, Granly, Gravlunde Plantage, Grøndalgård, Gørim, Tostrup, Hvirvelbakke, Hvirvelbakke, Hyldgård, Jægerslund, Jægerspris, Karlshåb, Kviegrøft, Mellemgård, Mosehøj, Mosehøj, Munkbæk, Mysagergård, Nyrup, Nyrup Mark, Restrup Enge, Restrup Kær, Restrup Nørregård, Restrup Skov, Restrupkær, Rimmen, Ryddet, Råhøj, Skavnshøjgård, Skørbæk Rende, Solholm, Sovsbakke, Stedet, Stenersgård, Store Restrup, Stuk Ranch, Sydgård, Søndergård, Sønderholm, Sønderholm Hede, Sønderholm Mark, Sønderholm Plantage, Søndermarkgård, Søndermarksgård, Tostrup, Tostrup Hede, Tostrup Mark, Troldkirken, Vandtrangsbakke, Vangsgård, Vihøje, Vossevang
Indbyggere	ukendt

Den flyvende tallerken

Fortalt af Johannes Stoffersen

Få år efter 2. verdenskrig talte man meget om "flyvende tallerkner". De kom, mente man - fra fjerne planeter. Nogen mente de var bemandede med grønne "månemænd", der ville se hvordan vi levede her på vores jordklode - eller måske endda erobre den. Der var ganske få - eller rettere, nogle der mente at have set dem - og så alligevel ikke. Men "noget" var der, der fløj rundt deroppe i himlen og var ret så mystisk. Selv aviserne brugte spalteplads til artikler med mere eller mindre utydelige fotos.

Jeg lavede i stedet min helt egen flyvende tallerken, og den var der nu ingen mystik ved. I sin såre enkelthed var det et gammelt grydelåg af aluminium, der var hamret næsten helt fladt - dog buede det lidt, så den mest lignede en flad tallerken.
Efter nogen øvelse med at kaste den - det var bedst op mod vinden, og når man samtidig fik den til at roterer, kunne den komme endda meget højt og langt, og man kunne endda med lidt held få dem til at vende tilbage som en boomerang.
En dag jeg gik og legede med min "tallerken" var der en særdeles stærk vind. Jeg var kommet næsten ned i den anden ende af marken, vel godt 200 m fra bebyggelse - da et af mine kast op mod vinden var endog helt fantastisk heldig. Tallerkenen fløj højere og længere end den nogensinde havde gjort, og kom flot tilbage - men højt - højt over mig i et fantastisk svæv. Det så flot ud, og jeg kunne følge dens lange flyvetur meget længe. Men oh rædsel. Den tog uheldigvis direkte retning mod naboens hus og med en enorm hastighed - der lød et brag. Den havde ramt plet - et af deres store vinduer - og det helt utilsigtet.
Jeg kan endnu høre det for mig. Selv om jeg var i den anden af marken, kunne lyden høres af glas - måske havde den endda fløjet videre ind i stuen og ramt naboen eller hans kone. Jeg havde da for længst sat mig ned med lukkede øjne. Tankerne rumsterede inde i mit hoved. En skideballe af de helt store var i vente. Naboen var slet ikke til at spøge med, og da slet ikke når jeg havde knaldret hans rude. Jeg så mig selv ruineret, mærkede den helt store endefuld, selv om jeg aldrig før havde fået en - ja i det mindste ville jeg få stuearrest i op til flere uger. Jeg turde end ikke lukke øjnene op. Jeg havde sat mig på jorden - og med lukkede øjne opregnede alt det der ville ske mig - det hele. Kunne forestille mig, hvordan naboen måske allerede var på vej over til far og mor med det nu misformede grydelåg for at spørge om det var et de kendte noget til - dette grydelåg eller hvad det nu var, ville han sige , - for det var helt sikkert kommet ovre fra os og det kunne i hvert fald ikke sådan bare helt af sig selv komme flyvende uden en eller anden havde haft en finger med i spillet - og det kunne selvfølgelig ikke være andre end mig, der var synderen.
Jeg kunne se og høre det hele for mig - se hvordan han stod der lige uden for døren med min "tallerken" i hånden og råbe op om, at det kom far under alle omstændigheder til at betale, og nu skulle han selv have alt det arbejde med at få sat en eller plade over hullet indtil der kunne sættes nyt glas i - og for øvrigt skulle far og mor se bedre efter, hvad deres knægt gik og lavede, og han desforuden selv ville tale et stort alvors ord med mig, når jeg dukkede op.
Mange af disse tanker fløj gennem hovedet. - Men nej - jeg kunne ikke sidde der nede i marken på den måde i al evighed og ingen ting foretage mig. Det måtte briste elle bære. Jeg måtte begive mig den tunge vej hjem, hjem og modtage den straf, der uundgåeligt ventede.
Jeg fik taget mig sammen og traskede meget langsomt hjemad, ad en lang omvej for ikke at blive set af nogen. Hjemme var der helt stille. Far var sikkert ovre at se på skaden. Jeg listede ind i vor have for gennem hækken at se over til naboen, se hvilken ulykke jeg havde forvoldt. Men på den anden side af vejen - hos ham var ingen at se udenfor. Der var helt roligt derovre. Jeg kunne også se alle hans vinduer. Stor var min overraskelse og usandsynlige lettelse - der var ingen knust. Der er altså en VOR HERRE, tænkte jeg, og Han havde haft en meget stor finger med i spillet, måske var det Ham der ligefrem havde grebet mit grydelåg og selv sagt "bang" for at forskrække mig.
Der var næsten mørkt, før jeg turde liste mig over efter min vildfarende "flyvende tallerken", og der gik flere dage før jeg turde spørge, om de havde hørt et eller andet stort brag, og hvad det dog kunne være. Naboen havde hørt det, men fandt mærkværdigvis ikke ud af hvorfra det kom, eller hvad det skyldtes - noget jeg "selvfølgelig" også var helt uvidende om.
Eksperimentet med "den flyvende tallerken" stoppede brat her.

Sangen har vinger

Fortalt af Johannes Stoffersen

Sangen har vinger - og eksamensfeber i St. Restrup Friskole.

Er der noget der får os til at føle mere samhørighed end fællessang. Det være sig i en skoleklasse som ved en ved en landskamp.

Men, men, men, som man ved synger enhver fugl med sit næb og det uanset om det er samme melodi - om stemmen er dyb - eller høj - eller den er måske gået i overgang - ja, og om der bliver sunget falsk eller ej , hvad fugle ikke gør - så vidt vides.

I St. Restrup Friskole sang vi virkelig meget i hele min 7-årige skolegang. (1946 til 1953) Vi startede alle timerne med en sang - ja og vi slutte dem også med sang - både sommer og vinter - selv før og efter en regnetime , ( det blev den kortere af)- og naturligvis i sangtimerne. Jo - vi følte virkelig stor samhørighed både i og udenfor skolen.
På varme sommerdage , hvor vinduerne i skoleklassen stod åben kunne de forbipasserende nyde den entusiasme vi lagde i sangen . - eller om foråret i "betteklasse", som det hed, når vi gik tur langs stierne gennem højskolens park under det lysegrønne bøgeløv - med små dannebrog og anemonebuketter i hænderne og med Stinne, vores lære, som både dirigent, forsanger og bagtrop. - Og når vi videre gik op gennem St. Restrup på vej hjem til skoleklassen - stolte og glade som vi var, (også over at slippe for en regne eller dansktime) så sang vi af hjertens fryd alle de fædrelandssange Stinne havde lært os. Folk kom ud fra deres huse - eller de kikkede over havehækkene - Og de smilede og vinkede, og så sang vi endnu højere.

Stinne havde en stor klangfuld stemme, der kunne overdøve vores, så det var ikke svært at følge hende i melodiernes toneleg - eller rettere hendes. Hvad vi så på det tidspunkt ikke vidste meget om var, vi sang pivefalsk om nogen, - men det ødelagde ikke vore sangglæde - for det var vi som nævnt så ganske uvidende om. Og hvorfor mon sang vi alle falsk ???? Jo, Stinne var tonedøv, så helt og aldeles. Ikke nok med at tonerne var "skæve", men mange af tonerne var skredet så meget i hendes melodiunivers at det faktisk blev til andre melodier og takter end originalerne, så "lydefrie" var de ikke. - men vi fulgte hende naturligvis, som de autoritetstro børn vi var.
For mit eget vedkommende undrede det mig lidt at de melodier vi lærte i skolen ikke stemte helt overens med de melodier vi sang derhjemme - eller dem vi sang når jeg fulgtes med far og mor til møder på højskolen.
Da jeg senere selv fik børn og ville synge nogle af de børnesange jeg kunne huske fra barndommens skoletid, måtte jeg først lære mig den rigtige version af melodierne - efter ordre fra min kone. Hun kunne knap genkende dem.

At vores lærer sang falsk betød dog ikke spor. Hun var en ualmindelig afholdt lærer og dygtig pædagog, og vi elskede hende. Vi sang også til den den årlige eksamen - dog sikkert ikke til den store nydelse for de fremmødte. De bestod af vore forældre samt censor i form af skolekommissionen med formanden i spidsen, hvilket var sognets præst: pastor Reerslev samt Friskolens bestyrelse.
De blev placeret i en række langs væggene på lånte stole, og vi sad så ved vore egne klasseborde to og to, samlet hele klassen med Stinne ved kateteret, som på en almindelig skoledag.

Skolekommissionen var den officielle kontrollør af at undervisningen i Friskolen foregik på betryggende vis, og om vi lærte de samme kundskaber som i de kommunale skole.

Før og under "eksamenen" var der stor nervøsitet. Ikke mindst hos Stinne. Gennem den sidste måned før denne "skæbnedag" terpede hun os i tabeller og hovedregning - dansk grammatik - og de danske byer. Vi fik hver enkel en lille opgave som vi så skulle kunne på fingrene og om fornøden skulle kunne aflire når eksaminator: pastor Reerslev stillede sine spørgsmål.
Denne dag havde Stinne dybrøde kinder og svedige hænder, ja og stemmen var mere skinger end i dagligdagen, for nok var det os elever, der skulle svare - men eksamenen gjaldt måske i endnu højere grad hende, - det følte hun i det mindste, og naturligvis smittede det af på os stakler. Hvad hun ikke vidste var, at der blandt hendes "poder" også var virkelige professorspirer i forskellige kategorier, der hos hende høstede deres første boglige viden og færdigheder.

Friskolen var oprettet af den stedlige frimenighed, der rakte ud over flere kommunegrænserne og som sådan drevet af den. (Uden for Folkekirken), - den stod i det mindste bag.
Der må indskydes Friskolen var ikke blevet oprettet pga. religiøse forskelligheder. Det var derfor et fåtal af elevernes forældre, der var medlem af frimenigheden - kun af friskolen.
Men hver gang kunne vi vore ting - og som sædvanen var roste censor: pastor Reerslev os og skolen, når overhøringen var slut - og vi sluttede af med en sang .....

Derefter bød Stinne de voksne til kaffe i de private gemakker - og vi snoldede den obligatoriske eksamensdaler op hos købmanden.

Anekdoter om husmænd i St. Restrup

Fortalt af Johannes Stoffersen

Det er ikke eller næsten umulig at nævne alle dem, som hver på sin måde har sat sit præg på husmandskolonien ”St. Restrup” . Nedenstående vil derfor også kun være ufuldstændige erindringsklip og personlige betragtninger. Ting som jeg har oplevet dem, og ikke mindst som der er blevet mig fortalt . Jeg selv er barnefødt i St. Restrup i 1939. Min bedstefar overtog husmandsbruget på Sønderbyvej 24 i 19 16 - 17 og overdrog den i 1947 til min far og mor, Svend og Edith Stoffersen. Det meste mit voksenliv har jeg imidlertid været i Solbjerg, Østhimmerland.

Hvis nogen fra St. Restrup skal nævnes, blandt de restruppere jeg husker og kendte fra min barndom , må det først og fremmest være brødrene Marinus og Peter Langeland.
De to overtog som nybyggere, omkring 1911-14 hvert et lod af jorden fra den store udstykning af herregården ”St. Restrup”, hvor 50 nye husmandsbrug blev oprettet . Lodderne var på fra omkring 14 til ca. 30 tønder land afhængig af jorden beskaffenhed . De fleste med engarealer og mose med mulighed for tørvegravning I løbet af mindre end 3 år var en ny landsby med over 100 nye indbyggere en realitet. En æra var begyndt.

De to brødre kom fra et meget ydmygt husmandssted i Skindbjerg ved Skørping og byggede fra grunden hver deres eget husmandsbrug op, i hver sin ende af husmandskolonien. De var begge skolede gennem højskoleophold og blev dygtige foregangsmænd på en lang række områder og var nogle af dem, der kom til vise andre vejen , hvordan man som husmand var i stand til at gøre husmandsbrug til et rentabel mønsterbrug.
Marinus var bl.a. den første, der etablerede kunstig vanding. Muligheden var ganske vist lige ved hånden , da han havde jord til åen og kunne pumpe vandet herfra, og for ham var der ikke langt fra tanke til handling, så han etablerede en mindre opstemning af åen - og et pumpeværk . Han havde også det dårligste jord af alle udstykningerne. Det lignede i de første år mere en sandbunke end en jord, der var tjenlig til agerbrug og havde for øvrigt aldrig før været under plov, men henlå i lyng og krat da han overtog stedet . Han vidste hvad lyng kunne betyde fra sit barndomshjem i Skindbjerg, hvilket han så tydeligt har beskrevet i sin meget levende og velskrevet selvbiografi " Ad sandede veje". (læs den - og få indblik i de fattige kår en husmand levede under omkring år 1900)
Men han havde også energien og viljen til sammen med sin kone at gøre et stykke arbejde for at gøre sin plet til en oase. Han plantede frugttræer – han avlede grønsager - han dyrkede tidlige kartofler, så der kunne dyrkes to afgrøder årligt.
Marinus drev med andre ord sit husmandsbrug som delvis friluftsgartneri med mange forskellige afgrøder, der blev solgt i Aalborg, samtidig med han efterhånden oparbejdede et stort husdyrhold. Som han altid sagde : "Uden husdyrene kan min jord ikke give et acceptabel udbytte". De gav ikke kun mælk og kød , men også den bedste og billigste gødning til en tiltrængt jordforbedring.
Men hvad der også betød meget for de to brødre, som for de fleste af de halvhundrede nyetablerede husmænd i St. Restrup, var at de altid kunne hente og benyttede den viden og inspiration de fik af højskolens have - og landbrugskonsulenter. De havde dem lige ved hånden da der i de gamle herregårds bygninger var etableret højskole samtidig med udstykningen. Skolen blev for hele nybyggerkolonien et uundværlig videncenter.

Peter, hans broder var måske ikke slet så alsidig. Han satsede fortrinsvis på tidlige kartofler og hønsehold ved siden af sin kvægdrift Han havde det vel ikke nødigt, da hans jord var af en langt bedre beskaffenhed end hos Marinus. Peter var meget forenings interesseret og var bl.a. i mange år formand for højskolen, den senere ”Husmandsskole” og desuden i en årrække udpeget af husmandsforeningerne til medlem af Nationalbankens bestyrelse. Som et kuriosum, havde han en gammel dolk hængende på sit kontor - fra sit barndomshjem. Den havde hans far fundet boret ind i en kornsæk efter en dramatisk køretur en mørk aften, i hestevogn gennem Rold Skov, hvor han blev forsøgt holdt an af et par af de berygtede ”Røvere fra Rold”, der huserede på dette tidspunkt.

Mange ”Husmandsrejser” , dvs. studieture, gik til de to husmænd. De fik besøg af mange hundrede interesserede hvert år. Husmænd og deres koner fra andre landsdele kom i turistbusser for at se og høre om den store udstykning og om hvordan et husmandsbrug også kunne drives.
De fleste husmænd I St. Restrup havde efterhånden specialiseret sig i forskellige afgrøder – dog fortrinsvis tidlige kartofler , der blev solgt gennem Gasa (Gartnernes salgsforening) i Aalborg og desuden i hønse og kyllingehold. De kom efterhånden ind under samme ordning, hvor også bl.a. min far viste rundt på sit husmandsbrug – og virkede desuden som rejseleder for de besøgende, når han kunne afse tid.
Der først blev vist rundt på de forskellige brug og samledes derefter på højskolen til foredrag og fik her yderligere kvalificerede svar på de spørgsmål, der måtte have hobet sig op under rundvisningen. ”Husmandsrejserne” var arrangeret af Husmandsforeningerne, som næsten alle var medlem af.

Men husmændene I St. Restrup følte sig også hævet lidt højere end de fleste andre husmænd. Dette skyldtes at de følte sig som rigtige ”selvejere”, da ingen af brugene var oprettet med de såkaldte ”statslån” som hovedparten ellers havde ved lignende udstykninger, men ved almindelige kreditforeningslån. De havde desuden et ualmindelig tætknyttet sammenhold, selvom de havde forskellige politiske livssyn. De fleste stemte dog sikkert ”radikalt”, men der var både socialdemokrater, retsstatsfolk og venstremænd mellem.
Men til lokalvalg blev forskellighederne udvisket. Så kunne de indvælge op til 3–4 mand i ”sognerådet” på en fællesliste. De var således en magtfaktor, man måtte tage hensyn til og derfor kunne de bl.a. også besætte posten som sognerådsformand, (Lars Larsen) gennem flere valgperioder. Ja, man gik til tider langt for at bevare stemmer som ved at tilbyde hjælp økonomisk, så alle i St. Restrup fik mulighed for stemmeret .
Var der en i skatterestance, blev der udvirket et midlertidigt privat lån til vedkommende. Skatterestance betød dengang fratagelse af stemmeret. Samarbejde og sammenhold var nøgleordet for beboeren i St. Restrup og et utal af foreninger varetog efterhånden deres interesser. For at nævne nogle: andelsmøllen, foderstofforeningen, kontrolforeningen, ægsalgskredsen, vandværket, (Vandværket blev allerede etableret samtidig med udstykningen 1911-14, så alle allerede da havde man ”vandværksvand fra hanen ”), andelsfrysehuset, friskolen, mejeriet, ungdoms- og idrætsforeningen, og senere ”fællesmekaniseringen”, hvor man i fællesskab indkøbte markredskaber og derefter ”lejede” maskinerne, når der var behov for det. Så var man uafhængig af dyre maskinstationsregninger - eller fri for selv at investere i en maskine man måske kun havde brug for i få timer om året. Hertil kommer kredsen omkring højskolen, som dog dækkede et større geografisk område. Man var medlem af de fleste, selvom der af naturlige årsager var undtagelser eller enkelte, der helt eller næsten holdt sig udenfor. Næsten alle var på et eller andet tidspunkt medlem af en foreningsbestyrelse, hvilket gav medindflydelse og derfor større ansvarsbevidsthed og ikke mindst samhørighed. Samlet set var alle disse foreninger derfor også en social gevinst for det nyt samfund, som det jo var, og en helt nødvendighed for at det kunne fungere optimalt. Men som altid var højskolen dem en stor inspirationskilde. Vi børn deltog meget ofte i de møder her blev afholdt, når der kom en spændende foredragsholder på højskolens program – om ikke andet så for at synge efter højskolesangbogen, der var en fast bestanddel på møderne.

Husmandskolonien blev i de første år ikke set på med blide øjne af naboerne, d.v.s gårdmændene i nabobyerne. Man var bange for at denne husmandskoloni ville blive en social belastning for kommunen. (Den daværende ”Sønderholm-Frejlev kommune”). Det var også en af årsagerne til deres sammenhold. Fakta blev imidlertid at skattegrundlaget hos flertallet af husmændene ret hurtigt blev lige så stor og i flere tilfælde højere sammenlignet med mange af de gamle veletablerede gårdmænd i de nærliggende landsbyer (ifølge skattelisterne, der var offentligt tilgængelige).
Skepsissen gik begge veje. Der skulle næsten gå et halv århundrede før de kunne samarbejde fuldt ud og på lige fod om fælles interesser. En af de nye husmænd indfandt sig i Sønderholm brugs for at foretage sine indkøb. Her blev han mødt med et hånligt spørgsmål fra en gårdejer fra Sønderholm: ”Nå , du er måske en af de nye herremænd på St. Restrup”???? Svaret lød: ” Ja, og du er måske én af hans fæstebønder”????.
En af uenighederne var bl.a. oprettelse af mejeri, eller rettere i sidste ende placeringen af det. Restrupperne gik så langt at acceptere beliggenheden blev mellem de to landsbyer Sønderholm og St. Restrup: Enige kunne de ikke blive, så resultatet blev at de byggede hvert sit. Det resulterede imidlertid også i at børnene fra St. Restrup blev moppet i Sønderholm skole, hvor flertallet gik. Hvad var så andet at gøre???, der blev naturligvis oprettet en friskole i St. Restrup. Noget lignende var det med idrætsforeningen.

Jo - de var og blev selvbevidste, de gamle nybyggere og kunne tage skeen i egen hånd. At udviklingen i samfundet så er gået den anden vej og har resulteret i at det nu kun er stordrift, der er økonomisk rentabel, kan man kun beklage. Det har så givet andre muligheder. De små husmandsbrug er nu lagt sammen eller jorden lejet ud - andre bliver drevet som lystejendomme for byboere, der vil udleve drømmen om livet på landet . Da der på lystejendomme som regel også er rideheste har det været naturligt også oprette rideskole og hal.
Men højskolen, der havde været byens faste samlingspunkt, blev efter mange gode år omdannet til ”rød højskole” ved et mere eller mindre tilrettelagt kup. Den fik dog kun kort levetid. Efter få år fik den sin endelige dødsdom og er nu, som mange herregårdbygninger er, endt som hotel.
Også ”Friskolen” sammen med flere af foreningerne har også måtte lade livet, eller om man vil, har overlevet sig selv. Ligeledes møllen - den gamle vandmølle, hvor alle husmændene havde fået deres korn malet er nedlagt og mølledammen omdannet til put and take-sø. Friskolen fungerer dog stadig, men nu som byens velfungerende forsamlingshus under sit gamle navn: ”Friskolen”.

På et af husmandsstederne i St. Restrup boede da jeg var dreng digteren Anders Christensen. Jeg mindes ham af udseende som en lille forhutlet person, der aldrig gik under andet navn end ”Digteren”. Hans klædedragt var altid bukser, der sikkert havde været fra hans stadstøj engang, samt blå og hvidstribet skjorte uden flip, blå kort bomulds arbejdsjakke og på hovedet pullen af en fedtet rund blød hat, hvor skyggen var klippet af.
Han var og blev betragtet som en ener, måske nærmere værende en original. Var mod alt og alle - man så på ham som værende en kværulant blandt de fleste af hans huslandskollegaer. Han var og blev set på som en underlig snegl. Han kunne få inspirationer overalt til sine små essays og digte. Var han i marken kunne han pludselig lade sig drive af en indre stemme og forlade sine heste - lade dem gå hvor de ville - og løbe hjem for at skrive resten af dagen og ville så ikke lade sig forstyrres af nogen eller noget. Så matte hestene gå, som de ville i marken, til hans kone kom til for at fortsætte hvor han havde sluppet tømmen - eller sætte dem på stald.

Anders Christensen skrev som nævnt digte, mange digte, - og som jeg har læst dem, var han en bitter mand. Bitter på samfundet, især bitter på den del han følte var mod den stand: arbejderklassen, hvor han følte sig hørende hjemme i. Det gennemsyrede de fleste af hans ting. Men det kunne også være smukke ting, der kom fra hans hånd og pen – være en hyldest til naturen og de ting, der omgav ham i dagligdagen. Hans budskaber blev ikke modtaget af særligt mange blandt hans husmandskollegaer, selvom han færdedes blandt dens tids koryfæer, som Skjoldborg og andre, der lige som han, kæmpede gennem deres forfatterskab for forbedring af husmandens stilling. Hans forfatterskab gav ikke den gennemslagskraft han havde ønsket... (En profet er sjældent agtet i sit fædreland).. Man sagde han var kommunist, eller det var det, der stod ham nærmest. Han var under alle omstændigheder en meget engageret socialist. Mange brød sig ikke tale med ham, langt mindre komme i diskussion med ham. Hans ordforråd var for stort for de fleste, og han forstod at bruge det.

Anders Christensen kom aldrig på højskolen , der ellers var for alle og ret så vidtfavnende, og hvor der kom foredragsholdere fra alle samfundslag og med forskellige holdninger til samfundet. Han sagde om skolen, den ikke var for ham socialistisk og samfundskritisk nok. Men digtene kom i en lind strøm fra hans pen. Han fik også en del udgivet og læste bl.a. selv op af sine værker i en udsendelsesrække radioen havde med ham.

Der var i det hele taget mange forskellige typer af husmænd i St. Restrup, folk med en vis portion opfindsomhed og tillige jysk lune, - Peter Bjerring var en af dem. Han skrev ikke, men han kunne så meget andet.
Han fungerede bl.a. som en slags dyrlæge. F.eks. når et kreatur fik trommesyge eller ved en vanskelig kalvefødsel var der bud efter Peter . Når han tog på disse besøg, havde han altid sin hund med. Den trak hans cykel. Han havde sat en kæp i cyklens bagagebærer og her satte han hundens snor fast, og så gik det bare over stok og sten, samtidigt med han dirigerede hunden den rette vej med små råb.
Han dyrkede, som alle andre af sine husmandskollegaer også tidlige kartofler, og da han havde jord op til mejeriet fik han ideen til at etablere en vandledning herfra, så denne afgrøde kunne blive vandet med mejeriets spildevand.
Det havde to store fordele, da det altid indeholdt en del rester af mælk og derfor havde en vis næringsværdi og så at det ikke var så koldt, som hvis han havde pumpet det fra åen.

Henry Hansen var på et tidspunkt blevet udnævnt som ny brandfoged og han kom da også på arbejde som sådan, - bl.a. ved en af hans nærmeste naboer. Nu er det at en brand kommer altid meget ubelejligt, både for dem det går ud over og dem der skal hjælpe med brandslukningen. Således også denne gang for Henry, - eller måske nærmere for hans kone, Anette. Telefonen ringede ved aftenstid, hvor Henry netop var begyndt at malke. Anette, der stod midt i madlavningen tog telefonen. "Det er fra brandvæsnet", lød, ”der er udbrudt brand” og besked om Henry straks skulle møde op, - Og fik svaret: " Jamen de war da skræk`li ---- Ja, - ja - ja - a ska` nok se`j det til ham , men behøwes det at være lig` nu, - han hår skanneme et så gue tid, - han skal da i det mindst` lig`e have målket færdig - å fu`ret oe`, - ja og så ska` han da også ha` ti` te` hans awtensma`-- han ka da et komm rennen på fasten` maw... å ren` bowser ska han da osse ha` po è”.

I starten af halvtredserne holdt de første biler sit indtog blandt restrupperne og var her som vel de fleste andre steder på det tidspunkt lidt af et statussymbol. Det var en nyanskaffelse der skulle vises frem, om ikke på andre måder så ved at bygge en tilhørende garage og at lade porten stå åben så den kunne ses af alle forbipasserende. Johannes Bielidt havde på det punkt af en eller anden grund været lidt tankeløs, da han byggede sin garage. Den der lå så bilen; hans kære WV, der var hans et og alt, ikke kunne ses fra offentlig vej, derfor kørte han den hver dag ud på gårdspladsen til almindelig beskuelse. For ingen skulle være i tvivl om at her boede en bilejer.
Johannes havde rigtig mange gode egenskaber, men han elskede at drille og utallige var hans påfund eksempelvis til fester og lignende; De kunne undertiden være grove. Som da han havde fundet en død kat på vej til et ”kaffeslapperas”. Han tog den med - uden nogen havde bemærket det, og anbragte den på sædet af en cykel tilhørende en af damerne ved festen. Der lød et rædselsskrig fra hende, da hun i mørket ville stige på sin cykel på vej hjem. Hun satte sig på sadlen, men det blev i stedet for på den kolde døde kat, uden anelse om hvad det var.
Dette var en ting man dog ikke sådan kunne tolerere uden det skulle få konsekvenser for Johannes. Så en lærestreg skulle han ha`og hvad ellers var nærmere end at lade det gå ud over både ham selv og hans kære køretøj: bilen... Ved en sølvbryllupsfest senere i byen fik Johannes så sin bekomst.
Fire mænd forsvandt lige så stille og klodsede hans kære bil op, så meget eller så lidt det ikke var til at se og mærke når han og hans kone steg ind i den - klodse den op, så hjulene ikke kunne nå jorden. Han og hans kone, Karen måtte gå hjem denne aften, uden anelse om hvad der var fat med bilen. Da han næste formiddag kom for at se til sit køretøj, opdagede han hvad der var gjort mod ham. Da vidste Johannes udmærket hvorfor han og hans kone måtte gå 2 km hjem den aften og han græmmede sig så meget, han ikke lod sig vise 14 dage efter. Hævnen var sød, men vel også fortjent.

Skovejer Jacobsen beskæftigede sig foruden med sit landbrug og skov samt det tilhørende savværk sig med amatør arkæologi og var desuden en meget habil billedskærer. Han havde fire faste folk i sit arbejde - De samme fire var også naboer og havde deres huse i en række ved siden af hinanden, så det var ikke kun i arbejdstiden de så hinanden.
Hans folk havde det med at drille hinanden, i al godmodighed som på så mange andre arbejdspladser, hvor der er flere folk. Drillerierne her gik som regel ud over den samme, og næsten altid var det Holgers Karens Kristian, som han hed i folkemunde. Hans kone hed Karen og hendes far hed Holger, derfra navnet.
Nu skete det, at der på en mark få hundrede meter fra de fires hjem blev fundet og udgravet et gravsted fra stenalderen. Det var nok så interessant i sig selv, men det kunne også forsøges brugt til grumme løjer. Sagt med andre ord, de tre kollegaer ville give Holger og Karen en meget anderledes spændende oplevelse, også fordi de to måske var lidt mere overtroiske end de fleste.
De tre naboer aftalte at agere spøgelse. Der blev udhulet en stor roe, monteret på en stage og sat et stearinlys i og herover et tyndt hvidt lagen, som en lidt anderledes lygtemand. En af hans kollegaer sneg sig derefter op til udgravningen. På et given tidspunkt blev lyset i roen tændt og med langsomme bevægelser gik han rundt både i og over graven , som var det selve gravens ånd, der hermed i udtrykte sin utilfredshed over at blive forstyrret af arkæologerne.
På samme tid bankede en anden kollega på Holger og Karens dør og bad dem komme ud for at se et syn, de sikkert aldrig havde set før. Reaktionen var større end ventet. Karen løb jamrende rundt om sig selv, - helt ude af det, samtidig med hun råbte og skældte sin mand over han kun stod og måbede og ikke tog affære. Hun forlangte han allerede næste morgen skulle jage den forbandede arkæolog bort eller i det mindste forlange han straks skulle jævne graven. Denne måtte dog vide, som en studeret mand, han med dette roderi forstyrrede gravens skrækkelige ånd, der nu skræmte almindelige dødelige mennesker helt fra vid og sans.

En af vore aller nærmeste naboer, hed Ingemann Mølgaard. Hans klædedragt var altid blå arbejdsbukser og jakke - på hovedet kasket hvor skyggen vendte bagud (for ikke den sku` blæse af i modvind; for fart havde han altid på - gang foregik altid i trav), og bare fødder i et par gummistøvler, hvor skafterne var skåret af – og det både sommer og vinter.
Han var én af de få som ikke deltog i nogen form for foreningsarbejde i St. Restrup, hverken som aktiv elle passiv medlem. Ej heller kom han og hans kone til sammenkomst eller foredrag på højskolen. En slider af format var han , både som landmand og selvlært håndværker. Han havde altid - eller næsten et byggeri i gang, men kun hos sig selv . Ikke nok med han murede alt selv – ligeledes lavede han al tømmerarbejdet - Han støbte også både tagsten og mursten selv – med en lille maskine - indkøbt til formålet.
Ingeman fik efterhånden genopbygget hele sit husmandssted fra grunden så den fremstod med nye bygninger. Selv en ny ajlebeholder blev udgravet - dog med den hage, han aldrig nåede at støbe bunden med det resultat, han derfor måtte tømme den et uforholdsmæssig antal gange da grundvandet fyldte den gang på gang, så det var en tynd gang ”rævepis” han tilførte marken. Der må tilføjes han ikke drev ejendommen som de fleste andre i byen.
Hans brug var almindelig traditionel landbrug med en fin besætning af jersey køer. Dog forsøgte han engang at sælge en hel arbejdsvogn fuld af rabarber fra sin køkkenhave på torvet i Aalborg - det blev ved den ene gang. Han elskede at mure - mangen engang væltede han en mur for at genopbygge den et andet sted , - ligeledes i stuehuset. Han kone kunne undertiden beklage sig til mor over , hun ikke altid vidste om hun havde 2 eller 3 stuer. - eller hvor store de var. Det skete så ofte hans hun helt opgav at tapetsere. Som hun sagde: ”Tapetet ka` ikke nå at bli` tørt før end han vælter muren igen”.
For øvrigt var han én af de allerførste i St. Restrup der anskaffede sig traktor til markarbejdet; en diesel traktor. Med den kunne han arbejde i marken til langt ud på natten, og det gjorde han så - traktoren blev ikke træt som hestene – det gav mere tid til at lave bygningerne om.
På et tidspunkt skulle traktoren dog til eftersyn og da den var købt i Kolding tog han selv turen på traktoren, der var uden førerhus - en strækning på hen ved 250 km – og det begge veje . Det tog ham 2 fulde døgn før end han igen kunne vende ind på sin gårdsplads. En virkelig præstation, hvor han blev foreviget med både omtale og billede i avisen.

Kristian Poulsen, som vi ligeledes var nabo til, var I en årrække medlem af sognerådet. Han var også en af initiativtagerne til oprettelse af bl.a. Friskolen.. Han havde åbenbart en kunstnerisk åre for han dekorerede skolestuen med en frise af små malerier med motiver fra H.C. Andersens eventyr, som mig bekendt stadig kan ses.
Han røg pibetobak og under krigen dyrkede han tobak – meget tobak , så meget der var rigeligt til både venner og naboerne. Og som sikkert mange andre eksperimenterede han med at tilsætte det forskellige smagsstoffer. Hans tobak blev ham for stærk, så stærk han var sengeliggende i hen ved en uge. Fra den dag kom der ikke mere røg fra han pibe.

Nævnes skal også Kresten Kolding, der var lærer på højskolen. En høj mand med halvlangt hvidt hår ved tindingerne og nakke og ellers skaldet. Altid var han i jakkesæt med vest og tilhørende guldur og lænke. En meget lærd mand, der bl.a. var forfatter til ” Koldings verdenshistorie” et værk i 3 bind og ikke forglemme en fyldig bog om herregården ”St. Restrup” - også med en beskrivelse af hvorledes handlen om herregården kom i stand til udstykningen.
Hans kontor husede også byens bibliotek, hvis bogsamling var bøger indsamlet på privat initiativ, velsagtens i hovedsagen af ham selv og hans kone. Døren til biblioteket var åbent altid når de var hjemme. Fandt man ikke den bog man eventuelt ønskede, fandtes den måske i hans egen bogsamling, og så var problemet løst - han udlånte også gavmildt fra den.
Han og hans kone boede i en lærerbolig, der tilhørte højskolen og var desuden nærmeste nabo til friskolen, hvor hun i de første år også havde været lærer.
Jeg husker hende som en lille sød elskelig gråhåret dame, der ofte kom på besøg i friskolen. Hun virkede her som vikar i min skoletid. Til jul kom hun hvert år med en lille julegave til alle os elever - små ting, som en blyant eller et lille hæfte sirligt indpakket med navn.

I året 1947 kom St. Restrup igen på Danmarkskortet og mærkede lidt af fortidens vingesus (selvom det var på en jordnær måde). Det skyldtes at min far under markpløjningen stødte på en stor sten. Ved gravearbejdet for eventuelt at fjerne den, fik han mistanke om at det ikke var en almindelig stor marksten han var stødt på. Han sendte derfor bud til skovejer Jacobsen, den stedlige amatørarkæolog. Herfra gik der bud til den navnkundig arkæolog ved Aalborg Museum, forfatter m.m. Peter Riismøller, som hurtigt kom tilstede.
Han var tydelig genkendelig på sin uniform: brune arbejdsbukser, hertil hvid murerjakke og kasket samt et stort rødt halstørklæde. Han satte et større gravearbejde i værk, med frivillig arbejdskraft fra vore naboer og andre interesserede, der kom med skovle og spader, arbejdsvogne og hestespand og ikke mindst deres arbejdskraft. Utallige læs jord blev fjernet og anstrengelserne bar frugt. Landets første dobbelte dyssekammer fra dyssetiden, dvs. ca. 5000 år før Kristi fødsel, så igen dagens lys.
Desværre var gravfundene sparsomme, enkelte små ravperler indeholdt gravene og en enkelt slidt økse fundet i gravfyldet blev det samlede resultat. Årsagen var at tidligere tiders gravrøvere først havde været på spil, således var overliggeren på det ene gravkammer helt fjernet og på det andet var overliggeren efterladt knust på bunden af graven.
Alligevel var Riismøller begejstret. Fundet blev da omtalt i næsten alle landets aviser, hvilket resulterede i en lind strøm af nysgerrige, der kom i busser og private biler. Folk valfartede og gik i gåsegang til findestedet i flere uger efter fundet var offentliggjort. Sønderbyvej havde aldrig før haft en så tæt trafik på den smalle grusvej, det var dengang, og gårdsplads og vej blev fyldt af parkerede biler. For en 8-årig dreng , som jeg var det en kæmpe oplevelse. For det første kunne jeg sole mig i skolen blandt kammeraterne over den uventede berømmelse, det også gav mig, (og selvfølgelig gjorde jeg det). For det andet blev her grundlagt min helt nybagte interesse for arkæologi og landsdelens historie, der har hold sig siden.
Rissmøller, der blev en kær ven af huset, tog mig i hånden og han fortalte af karsken bælg til en meget lydhør knægt, der slugte det hele. (Mon ikke jeg blev tvunget til at skrive en stil om denne oplevelse i skolen ??? Det var da nærliggende)...
Da Rissmøller var færdig med sine undersøgelser tog jeg fat; bevæbnet med ske og en lille pensel, som jeg havde set ham gøre, behørigt udlånt af mor med streng formaning om at aflevere efter endt brug. Jeg fortsatte, hvor han havde sluppet - og fandt til min glæde og endnu større stolthed endnu 3 små ravperler, som dog kom i hans varetægt. ( gad vide om Aalborg Museum stadig opbevarer disse små fund i deres gemmer). Han kvitterede med at forære 2 flotte flintøkser, der blev starten på min og min fars samling af fortidens stenredskaber. Han blev også bidt af fortidens efterladenskaber og historie, sammen gennemtravede vi omegnen adskillige gange for at finde flinteøkser og andre af vore forfædre stenredskaber.
Hans interesse for lokalhistorie tog senere over og udmøntede sig i mange artikler herom til ”Bjergposten”, Lokalhistoriskforening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sognes årsskrift.

Krokodillen

Fortalt af Johannes Stoffersen

Den kom lige i mod mig, - krokodillen,. Der var hverken glas eller hegn mellem den og mig. Dens lange tykke krop og hale var trykket helt fladt mod jorden. Den kom langsomt nærmere og nærmere. Farven på den krop var nærmest grå eller grumset grønlig og så var den meget grim og uhyggelig, - enorm stor synes den at være. Den åbnede sit store gab, der var helt rød. Jeg kunne se dens lange række af store skarpe tænder, - ja selv det det store grumme halshul kunne ses helt tydeligt. - Den så meget sulten ud. - den ligefrem smaskede over den lækkerbid den havde foran sig. Jeg helt sikker på det blev min sidste dag på denne jord. Havde det så bare været en drøm, men det var den skinbarlige virkelighed, - og så var jeg endda bare fire år, - og så på selveste juleaften.

Bedstefar og jeg havde været i zoo i Aalborg. Turen derud havde været lidt drøj, men han havde hele foråret og det meste af sommeren talt om vi sammen skulle have den fornøjelse. For mig blev denne udflugt en besværlig ekspedition. Først skulle vi gå en lille km. for at komme med rutebilen og måtte tilmed vente meget længe før den kom. Ikke fordi vi kom for tidligt , men det var i 1944 – altså under krigen , og derfor var ingenting som det burde være. Den var også skyld i at rutebilen var forsinket, - som sædvanligt, og derfor var det også for risikabel bare at lade cyklen stå ved landevejen, selv om den blev låst forsvarlig, - fordi cykler og ikke mindst dæk og slanger var i høj kurs hos tyveknægte, Jeg var ellers vant til at sidde på stangen, - så var det bedre at gå den enekm, sagde bedstefar.Det blev en lang tur, ikke mindst fordi der skulle så mange med mod Aalborg, og den skulle holde ofte for at have passagerer på og af.

Vi stod af ved Amtssygehuset i Aalborg , det nuværende Sygehus Syd. Derfra var der ikke langt at gå, men vi var nødt til at vente længe bare for at komme over på den anden side af vejen, fordi der var meget lange kolonner af tyske soldater og deres næsten endeløse række af lastbiler og tanks, der skulle nord på og først skulle passere.

Da vi endelig kom over og fortsatte mod zoo varede det ikke længe før vi kunne høre de mange ukendte lyde fra dette eventyrlige sted, så det var kun at skynde sig det sidste stykke for at tage de mange fremmede dyr nærmere i øjesyn . Der var løver og tigere og ikke mindst var det abeburet, der først fangede blikket, men også de mange farvestrålende fugle og kænguruerne med deres lange bagben, ja og mange mange flere og ikke at forglemme- krokodillerne.

Vi havde trods alle besværlighederne en rigtig god dag, også selvom det ikke var mange timer vi kunne være der, da der kun gik få rutebiler og de gik meget uregelmæssigt.

Munden stod ikke stille på mig da vi kom hjem, selv om jeg var nok så træt. Far og mor og bedstefars karl, Henry fik alle mine oplevelser fortalt om og om igen. De blev sikkert lige så trætte i øregangene som jeg var i benene.

Der blev jul, og under træet lå en pakke fra Henry, - lidt større end den plejede at være og heldigvis ikke en af de bløde. Da dens tur kom, blev den i spænding pakket op.
Frem af papiret kom en krokodille. Under maven var fire små hjul og så kunne den ydermere trækkes op med en nøgle der sad i siden.
Far drejede på nøglen og langsomt kom den "gående" i mod mig samtidig med den åbnede og lukkede sit røde gab. Det var første gang jeg havde fået og set et stykke mekanisk legetøj på så tæt hold .
Det gav mig den største forskrækkelse jeg nogensinde havde fået, - tror jeg, - Aldrig set noget mere frygtindgydende. Jeg var sikker på det, der kom snigende imod mig, var den skinbarlige virkelighed, og om et øjeblik var mine sidste dage var talte, - og så var jeg endda ikke færdig med at pakke gaver ud. Jeg skreg i vilden sky, - og blev ved, - så meget mor ganske stille lagde krokodillen væk, og den blev først taget frem flere dage efter og ikke trukket op, før jeg langsomt havde vænnet mig til synet af uhyret.

Denne krokodille har givet så stort indtryk, at det er en af de første julegaver jeg stadig kan huske fra dengang.

Mund og klovsyge

Fortalt af Johannes Stoffersen

Hvorfor skulle denne frygtelige epidemi ikke også ramme vores dyr. Jeg tror jeg var omkring ti år – mener det var omkring i 1950 da vore dyr blev smittet. Det var en underlig og frygtelig situation at komme i , men naturligvis værst for dyrene. Politiet kom og satte skilte op ved vejen på begge sider af ejendommen med teksten : "Adgang Forbudt, Mund og klovsyge", og der blev givet meddelelse i aviserne om, at ingen måtte komme inden for vore enemærker, og vi måtte ikke forlade vor hjem.
Vi blev helt isoleret fra omverden.

Jeg kan huske den første morgen, hvordan mælkekusken i første omgang troede, at vi var sent på den med malkningen, da mælkespandene ikke stod ved vejen. Han havde ikke set skiltene i mørket, og kørte derfor ned i gårdspladsen og råbte .. Far kom ud fra stalddøren og forklarede ham, hvordan sagerne stod. Det var første og eneste gang jeg hørte Bertinus vor mælkekuske bande.

Posten måtte ikke som sædvanlig lægge vor post på køkkenbordet, - og vi måtte hverken komme i brugs som til købmand. Alt hvad vi skulle have udefra blev leveret ved indkørslen til gårdspladsen, ja og vi børn skulle naturligvis blive hjemme fra skole. Det var som vi havde pest. Alt sammen for at mindske smittefaren til vore naboer og andre.

Denne isolation varede i tre eller fire uger. Den eneste forbindelse vi havde til omverdenen var gennem den daglige avis, breve, radioen og så telefonen, - der blev flittigt brugt, - og så det næsten daglige besøg af dyrlægen.

Det var jo dyrene det hele drejede sig om... Det var dem, der var syge, meget syge, fyldt af bylder i munden og omkring klovene, så de havde besvær med ad både at æde og stå på deres ben. Det var ikke meget dyrlægen kunne stille op, - kun lindre så godt det var ham muligt. Sygdommen skulle selv rase ud.

Svinene døde en efter en og en enkelt ko bukkede også under for sygdommen. De blev alle begravet meget dybt i marken. Et arbejde, der blev besværliggjort af en længerevarende frost periode. Koen var tung. Der måtte bindes reb omkring den og lade hestene slæbe den ud af kostalden til dens sidste hvilested.
De resterende dyr var så mærkede af sygdommen at de måtte skiftes ud alle som en, da karantæne tiden var overstået.

Det kan siges det var heldigt, vi blev ramt af sygdommen i et vintermåned - når det nu skulle være, hvor det meste arbejde alligevel lå stille, da det ellers næsten havde været uoverskueligt for hele ejendommens drift .Jeg tro ikke, vi har spillet så meget kort som i den periode. Vi startede om formiddagen, og blev ved det meste af dagen, kun afbrudt af at passe dyrene og vore egne måltider, Og så skulle Kirsten og jeg naturligvis prøve at passe vor hjemmeundervisning, så vi ikke blev alt for meget bagefter i skolen , men det blev alt i alt nok ikke til særlig meget. Alt det føltes meget mærkelig.

Efter et par uger listede vi på besøg, i ly af mørket, hos nært boende lidelsesfæller, og havde også selv besøg. Det var helt og aldeles forbudt, men det er svært kun at se og høre kun på os selv i så lang en periode. Hvad andre ikke ser, har de heller ikke ondt af i en mørk vintermåned.

Det blev en meget dyr sygdom for mine forældre, ikke kun med hensyn til alle de døde dyr, men også det driftstab de led ved ikke at have andet end udgifter i et helt måned, og ikke at forglemme – udskiftningen af de dyr, der havde overlevet. Der var ikke noget, der hed erstatning, som i dag. Med hensyn til karantæne mener jeg far af en eller anden grund endda havde en uge mere end os andre. Jeg mener at vide, det var fordi det kun var ham, der passede dyrene - i lovens forstand selvom vi alle deltog i plejen af de syge dyr – på lige fod.

Krigen 1940-45 - set med mine øjne

Fortalt af Johannes Stoffersen

Krigen gik ikke sporløst forbi mig, selv om jeg kun var en meget lille purk, da den startede. Der er enkelte glimt, der står helt tydeligt for mig, men meget er vel fortalt så mange gange, det er svært at skelne. Jeg husker kun ikke krigen som noget særligt gruopvækkende, der til var jeg for lille, men alligevel var der mange ting, der var, som ikke burde være. Det kunne jeg mærke på både bedstefar og min far og mor.

Jeg kan huske mørklægningsgardinerne og den ret uhyggelige stemning, når der blev skudt fra luftværnskanonerne på Sønderholm hede, der ligger små 2 km fra mit barndomshjem. Det var næsten altid på mørke aftner.
Først kunne man høre flyvemaskiners karakteristiske summen over os, kort efter lød kanonernes smelden og bragen. Når den lyd kom, blev vi altid placeret så langt væk fra vinduerne som muligt, - ind midt i huset, og lyset blev slukket.
Det kunne ske far linnede lidt på de mørkelægningsgardiner, så vi kunne se lidt af det, der foregik. Det var som en nytårsaften i dag, på grund af de mange sporprojektiler, der oplyste himlen – og bragene.
Mange gange kunne vi høre granatsplinter fløjte over huset og høre dem falde som store hagl ned over tagene. Dagen efter kunne vi finde dem på gårdspladsen.
En aften blev en af vore naboers mælkespande gennemhullet af en granatsplint, så mere end halvdelen af mælken løb ud. Da blev han også meget ophidset og vred.

Hjemme i stuen hang ofte lugten af stenkulsnafta. Det var når far skulle lappe sin cykel. Limen lavede han af gamle rågummisåler, der blev opløst i denne væske. Han skulle tit lappe slanger. Han skar også slanger over og satte andre stykker i, han håbede på var bedre. Dækkene blev repareret med læderstykker, der blev syet på med såkaldt kinesertråd. Dæk og slanger var som så meget andet ikke til at skaffe, men han skulle helst bruge cyklen hver dag til og fra arbejde.

Far startede sit arbejde på mejeriet allerede klokken tre om natten, hvor han skulle fyre op under kedlerne. En nat blev han holdt op af bevæbnede tyske soldater. Han var meget betænkelig ved situationen, fordi han netop denne gang ikke havde sit legitimationsbevis på sig.
Der blev uro hos tyskerne, indtil en af soldaterne så fars hvide tøj under hans mørke frakke og kunne så genkende ham. Han havde sit kvarter på St. Restrup højskole, der var besat og en af dem, der hentede mælk hver dag på mejeriet.
Far blev fri for at komme til afhøring.

Krigen fik jeg også mærket til fulde på min egen krop. Det var alt det hjemmestrikkede uldting jeg blev udstyret med og absolut skulle have på. Bedstefar og bedstemor i Binderup kartede og spandt selv uld fra deres får, og bedstemor strikkede næsten alt til sine børnebørn af dette uld, - undertøj som strømper, - men det kløede og stak alle vegne. Det var en gru, - det var en lidelse at få på. Selv efter det var vasket flere gange kløede det. Strømperne var af de helt lange, som damestrømper, og blev holdt oppe af et livstykke og elastik stropper , så det var kun ansigtet, der gik fri af dette klø-uld. Og så skulle man i tilgift takke pænt med hånd og give kys af bare taknemlighed. Men det varmede og der var ikke andet at få i disse rationeringstider.

Da jeg var omkring fem år, var jeg en dag ved middagstid, sammen med mor, vidne til en luftkamp. Nogle engelske flyvere ville foretage et overraskelsesangreb på Aalborg flyveplads, der ligger omkring 8-10 km i luftlinje fra mit hjem. De blev opdaget, og en flok tyske jagere gik i luften. Det kom til et kraftigt opgør. Nogle, om ikke alle engelske flyvere blev skudt ned. Hjemme på gårdspladsen kunne vi følge en del af dramaet. Vi kunne se, hvordan en af de engelske flyvere fik en fuldtræffer, - hvordan en sort røg vældede ud af den, og den begyndte at tabe højde. Lidt efter kunne vi se en lille hvid klump falde ud af maskinen, og en stor faldskærm foldede sig ud, som en kæmpesvane. Neden under hang en lille mørk klump, alt imedens maskinen faldt mod jorden - udenfor vort synsfelt. - lige så med faldskærmen.

Jeg husker, hvordan mor var meget tavs og stille resten af dagen Alt var rationeret. Tyskerne lagde jo beslag på alt hvad de kunne og sendte det til Tyskland, men af en eller anden grund var ventilgummi ikke rationeret. Koner og piger mødtes ofte hos smeden og købte i metervis, ikke til det oprindelige formål, men til bukseelastik. Man kunne aldrig vide, om det også kom på listen , så var det med at forsyne sig. Mejerivarer, som eksempelvis smør kunne man også kun få mod rationeringsmærker, men på grund af fars arbejde, kunne han ind i mellem få lidt ekstra sådan under hånden.

En anden ting jeg også husker tydeligt, var fars store radioantenne. Hvordan han om aftenen skruede og indstillede på radioen og prøvede at finde Englands danske radioudsendelser, - husker kendingsmelodien: "Prins Jørgens Marc", og de kryptiske hilsner og meddelelser. Det var også fra radioen, vi fik frihedsbudskabet den 4. maj komme, og mindes stadig, hvordan radioen gik for fri udblæsning den 5. Maj og dagene derefter, - husker hvordan mor tog mig op mange gange den dag og gav mig et utal af knus og kys, samtidig med tårerne løb i stride strømme ned af hendes kinder. Jeg forstod ikke ret meget, - kun at tårerne var glædestårer.

Gymnastik - og hvad man også kan få indblik i

Fortalt af Johannes Stoffersen

Gymnastik var ikke på St. Restrup friskoles skema, det stod idrætsforeningen for. Vi gik to gange ugentligt, både sommer og vinter og naturligvis om aftenen. For mit eget vedkommende blev der hjemmefra stillet som betingelse før jeg måtte deltage, selv at kunne binde mine snørebånd. Det gav sandeligen sved på panden, før de genstridige snører blev så nogenlunde medgørlige.

Højskolen lagde lokaler til. Gymnastiksalen var indrettet i en bygning, hvor der i herregårdens tid havde været hestestald. Den var indrettet, så den også kunne bruges som festsal med en stor scene i den ene ende, ribber langs den ene af væggene, og i den anden ende - ved indgangen, hvor der var bygget en gang til, stod en stor kæmpemæssig kakkelovn.

Idrætsforeningen havde som regel fire hold, og rækkefølgen på holdene var af praktiske årsager lavet, så de voksne piger var det seneste hold. Årsagen var, at karlene var, hvor mærkeligt det end lyder, for det meste mere villige til at vente på pigerne skulle blive færdige end omvendt. Sådan er der så meget. Også den gang.

På disse aftener gik tiden ikke kun med gymnastiske øvelser for os drenge, selv om det var det vi sådan helt officielt var taget af sted for. Det var her vi besynderlig nok også fik vor første seksualundervisning. Det vidste de voksne dog i første omgang intet om.

Vi drenge havde vel lagt mærke til at pigerne af en eller anden grund fik en større bagdel end os, og fik mere eller mindre kendskab til, ad snørklede veje ganske vist, hvorfor pigerne fik større og større buler i bluserne, og hvorfor der i vore egne bukser kunne blive lidt uro, bare man så glimtet af et bart pigelår. Men hvordan en voksen pige sådan rigtig så ud uden den tækkelige påklædning, de altid havde på, var der kun vage og fantasifulde forestillinger om for os drenge. Selv pigernes gymnastikdragter dækkede næsten alt. I skolen lærte vi intet om slige sager, ja det var et stort tabu emne, der aldeles ikke blev talt om, og langt mindre hjemme.

Nu var det så, at vi vidste, hvor pigernes omklædnings- og baderum var på højskolen, så her måtte være en ret så god mulighed for, på en eller anden måde, at få tilfredsstillet vores enorme nysgerrighed på dette for os drenge betydningsfulde område. Dette rum var rigtig nok i en kælder, og de små vinduer var tilkalket indvendigt, men her var dog en rimelig chance, med lidt opfindsomhed ganske vist, og i særdeleshed mod, for at få tilfredsstillet nysgerrigheden. Lejligheden kom også. Da der på et tidspunkt blev et sikkert øjeblik, listede jeg og et par af mine kammerater ned og skrabte et par enkelte ganske små huller af kalken på ruderne, så man kunne se ind, ved at sætte et øje til dette næste usynlige hul, når der var mørkt udenfor og lyset var tændt i omklædningsrummet.

Efter tur vovede vi, der havde modet, et øje. Her kunne skimtes et nøgent bryst, en balle og måske en behåret trekant, men så var man også med skam at melde endda meget heldig.

Der blev ikke sagt ret meget, men grinet højt og fjoget – og sikkert med en flov smag i munden , men det vi så, var den skinbarlige virkelighed, rigtigt kød og blod, og ikke som i skolen, hvor der rigtignok fandtes en planche med et nøgent menneske, men om det var det ene eller det andet kunne ingen med nok så god vilje se.

Men det her var så sandelig, og det vidste vi også, et meget forbudt område, vi havde begivet os ind i, og ve den der blev opdaget - og fanget Naturligvis blev vi opdaget - ja vi afslørede faktisk os selv, fordi vi var for højrøstede. Men i første omgang anede ingen, hvorfor der stod en flok drenge netop der, - kun at det måtte være en særlig grund. Da pigerne fandt ud af, hvad det var vi havde så travlt med, fik de hjælp af karlene, og vi blev jagtet endog særdeles energisk, men ingen fik fat i os. Drenge har en utrolig evne til at forsvinde ud i den blå luft - når det virkelig gjaldt.

Vi fik en enorm skideballe ved næste gymnastiktime. Det var med et lille glimt i øjet, men noget skulle der jo gøres ved os formastelige, og så fik ruderne vist forresten et ekstra lag kalk.

Men i skolen nød vi at lege med pigerne, især hvis vi kunne snige os til at tage om dem, røre et bryst eller strejfe et lår. Det gav røde kinder til både dem og os, men hvorfor var der vist ikke mange, der kendte den virkelige årsag til. Det var virkeligt ikke noget man tale om - dengang.

Bålfest og en ufrivillig dukkert

Fortalt af Johannes Stoffersen

Sankthans aften gjorde den nye forstander Svend Haugård til en ny og festlig tradition på højskolen. En festligholdelse af midsommerens komme med bål og båltaler og fællessang og meget mere var en af hans mange nyskabelser på skolen, og hvor også beboerne i St. Restrup var velkomne, og et af de mere fornøjelige indslag var når bålet skulle tændes. Træet til bålet, der på behørigt vis var anbragt med en heks i toppen, var sat på en tømmerflåde og flådet ud midt på den største af voldgravene.

Stedet var en virkelig smuk ramme for en bålfest med de store plæner ned til voldgravens mørke vand, hvor også et par svaner holdt til. Det hele var omkranset af parkens træer, hvor mange finurlige gangstier snoede sig på kryds og tværs gennem hele den store parks område. Her var også de to gangbroer over voldgraven, - en i hver ende, med til at give den rette stemning, - to smukke broer med gelænder af birketræ og hvor trækroner fra ældgamle lindetræer strakte sine grene og dannede en espalier over både gangsti og bro.

"Båden" Haugård og hans forkarl møjsommeligt stagede sig ud i, for at tænde den store bunke kvas, var et meget stort rundt trækar, men først skulle de to igennem store genvordigheder før bålet flammede. De havde som regel megen besvær med at holde "fartøjet" på ret køl, der sjældent ville som dem, eller det nu var de tos mangel på samarbejde, der manglede. Hvert år kæntrede de, og hvert år fulgte så de mange fortrædeligheder for de to, med våde tændstikker og mere, så de måtte tage et par ekstra ture før det blev tændt på rette måde.

På denne aften, var det også almindeligt at en og anden af byens håbefulde unge mænd gjorde sig ekstra anstrengelser for at komme i kontakt med en af de mange kvindelige elever, hvis de da ikke allerede i forvejen havde gjort deres hoser grønne. Der var fuldt af amoriner denne aften, de svævede overalt omkring voldgraven og i de mørkere kroge.

Et par af byens ungersvende havde udset sig en af broerne, som den helt fuldkomne romantiske baggrund til deres amourøse forsæt og gjorde her kraftigt haneben til et par af de unge piger. De to fløse havde nok så nonchalant lænet sig op ad broens gelænderet og udfoldede sikkert alt hvad de havde af charme i sig, da der skete noget, de ikke i deres overophedede tilstand ikke havde taget sig i agt for. Pludselig lød en voldsom knagen fra det i virkeligheden mørnede rækværk på broen. Det kunne ikke holde til denne ungdommelige overophedning og brasede i voldgraven med et vældigt plask, sammen med de to ynglinge, der pludselig fandt sig selv godt og grundigt afkølet, uden tanke i dette øjeblik, må man formode, for deres elskovshede.

Det var et par meget beskæmmede fyre, der møjsommeligt stak hovedet op af vandet og fik kæmpet sig op fra dybet, sølet til fra fod til hårtop af mudder, med et stænk af andemad i håret. Mere eller mindre betuttet og slukøret traskede de, fulgt af et brøl af latter mens vand og kulsort pladder drev af dem, ind under bruseren ved den udendørs swimmingpool for at få det meste af mudderet, der sad som kager på tøjet skyllet af. Om de forinden det ufrivillige udspring havde nået at træffe nogen aftale om at senere at mødes med de unge møer melder historien intet om, men det var under alle omstændigheder et meget festligt og i særdeleshed overraskende islæt i aftenens underholdning, der ikke stod nogen steder om i programmet. Midsommervisen druknede dette år i indestængt latter og måtte for god ordens skyld synges en ekstra gang.

Knallerten

Fortalt af Johannes Stoffersen

Knallerten holdt sit indtog i St. Restrup i 1953. Sådan en af de helt rigtige. Der var vel kun to slags, men denne her var en Discella, og det var altså den eneste, der rigtig duede til noget.
Motoren var en af dem der blev sat på en almindelig cykel, hvor egerne på hjulene var udskiftet med nogle mere solide. Motoren var sat bag på, der hvor bagagebæren ellers skulle sidde. Denne her var også en gammel cykel, der var lavet om. Den kørte på benzin med olie i, og så havde den også nummerplade. En bag på, på bagskærmen og en på forskærmen. Det så sejt ud.

Det var ikke for alle enhver at være ejer af en knallert. Man skulle både være atten år for at have lov til at måtte køre på sådan et vidunder, og så sandelig også kørekort. Så det var kun en stor drøm for de fleste af os. Vi drenge ønskede bare at være atten år og så ellers have pengene til denne drøm, for den kostede jo en hel del.

Det var Mouritz Madsen på Bjerglundsvej der var den lykkelige ejer. Man kunne høre, allerede når han startede sin knallert, selv når han var der hjemme og vi var nede ved ishytten, hvor vi for resten som regel altid stod og snakkede om aftenen, hvis vi da ikke var på sportspladsen. Vi skulle i hvert fald altid lige omkring ishytten.
Der var mere end to km fra ham ned til ishytten, men motoren var nem at høre alligevel. Vi kunne følge ham hele vejen bare på lyden, men det lød pragtfuldt i vore ører, når vi kunne høre ham komme kørende.
Der var også en del røg fra udstødningsrøret, hvid røg. Han sagde, det skulle der være, og det skulle være hvidt, helt ikke sort, så gik den bedst, ellers måtte han stille på nogle skruer.
Den trak cyklen ved hjælp af en rulle. Det var bare at sænke hele motoren ned mod hjulet med et håndtag, træde et par gange i pedalerne, som på en rigtig cykel, stille på et par små håndtag, der sad på styret, de lignede dem, der var på en cykel med gear, bare større, så gik maskineriet, som regel med det samme.
Det var et vidunder. Bare den måde den lugtede på, både når den stod stille, og når motoren var i gang - Den havde sin helt egen lugt. Og så var der hele fire år, før man bare måtte køre på en knallert, men sådan var loven.

Den kunne køre tres km i timen, og gik det ned ad en bakke, kunne den komme op på over halvfems. Det sagde han da, men man måtte ikke køre mere end tres. Tænk sig at køre halvfems km i timen på en knallert, det var næsten lige så stærkt, som en motorcykel, den var så til gengæld også en del dyre, men så kunne der jo også sidde to.

Dem der havde motorcykel regnede ikke en knallert for noget. Det er bare et stykke legetøj, sagde de. Bare det, at få lov af Mouritz til at holde på styret, gav en følelse af noget stort. Det var ikke enhver, der kunne få lov, og det var da heller ikke hver dag, han gav nogen lov til at røre den. Når man så bagefter tog sin egen cykel, var det næsten, som den voksede sig til en knallert. Der manglede blot lyden, men man kunne bare efterligne den med munden lige så stille. Det var lidt flovt hvis andre hørte det.

Nogle af de drenge, der ikke var konfirmeret endnu, satte et par tøjklemmer fast på skærmen med nogle stærke elastikker, så klemmerne lige som klaprede mod egerne. De kunne få det til at give en lyd, der lignede en knallertmotor. De fandt også på at sætte en snor fra tøjklemmen op til styret, så kunne de ændre på lyden, når de forsigtig trak i den, så lød det næsten helt som en rigtig knallert. Det var nu at gøre meget ud af det, og cyklen gik heller ikke så let, men ideen var da meget god, når det nu skulle være. Så var der også nogle, - men de var bare dem der var misundelige, der kaldte knallerten for en røvskubber. Men for os andre var det bare en vi drømte om, en drøm, der lå meget langt ude i fremtiden.

Konfirmationsforberedelse

Fortalt af Johannes Stoffersen

Konfirmationen var noget vi tre drenge så frem til, men også med en vis nervøsitet, det at skulle gå til præst hos pastor Reerslev i Sønderholm. Vi var de eneste fra friskolen og kendte meget lidt til dem vi skulle gå forberedelse sammen med, kun ret så overfladisk og havde derfor lidt sommerfugle i maven over at skulle gå sammen med disse Sønderholmdrenge, bange for at blive mobbet. Det havde vi heldigvis ingen grund til og vi kunne lige så meget fra vor kristendomsundervisning i skolen som dem.

Vi havde dog et handikap, vi var ikke vant til at skulle lære uden af som dem, have salmevers for og for den sags skyld den svære katekismus, som vi for øvrigt aldrig før havde stiftet bekendtskab med og så til med nu at skulle aflire den fuldstændigt, som det stod i bogen. Det var svært, og et forfærdelig arbejde, og vores præst, pastor Reerslev fandt ingen nåde.

Vi havde ikke spor medlidenhed da han sygemeldte sig efter få uger og pastor Prahl fra Nørholm tog over. Det bytte var for os ikke det værste der kunne ske. Han tog meget afslappet på det at lære udenad, og brugte meget af tiden til at fortælle om sine mange oplevelser som ung. Bl.a. om hans møde med eskimoerne på Grønland. Hvordan han på en boplads blev opfordret til at dele soveskind med en af stedets giftefærdige piger, eller hvis det bekom ham bedre, med en af bopladsens vel mere erfarne koner. Det var nu en af deres måder at byde en gæst velkommen i bygden på. Og som han påstod, tog de det som en fornærmelse, hvis nogen mandlig gæst betakkede sig for denne gestus. Det var for øvrigt en af deres måder at tilføre stammen nyt blod. Om han så tog imod denne side af deres gæstfrihed sagde han ikke spor om, og vi kunne ikke få os selv til at spørge. Vi var for generte og benovede over at høre om slige ting til at turde stille spørgsmål. Vi var for den sags skyld slet ikke forberedt på at vor præst bare uden videre kom ind på et sådan tabu emne, som det var dengang. Året var 1953 At det så næsten er det eneste jeg husker fra konfirmandundervisningen skyldes uden tvivl dens meget overrumplende indhold, - ting vi end ikke omtalte hjemme.

Selve konfirmationen foregik til vor store overraskelse næsten uden overhøring. Pastor Prahl kom ned ad gangen og stillede nogle få spørgsmål, der blev besvaret af dem, der nu kunne og så var der slut med den eksamination. Ved alteret var der ved at gå kludder i vor bekræftelse. Ham der skulle være sidste mand, blev hvor utroligt det end lyder, konfirmeret to gange, men første gang i mit navn. Jeg sad som anden sidst ved "overhøringen", vi sad efter alder, men ham bag mig fik af sine forældre ordre til, hørte jeg dem hviske meget bestemt, at gå foran og være på den plads jeg ellers skulle have ved alteret. Af en eller anden grund var de meget fornærmede over at deres dreng var nummer sidst, hvad de også protesterede over da de ankom.

Pastor Prahl opdagede ikke han havde smøget sig ind foran mig, trods mine lavmælte protester og tegn. Han fulgte slavisk rækkefølgen på sit papir. At han ikke opdagede fadæsen selv i første omgang, skyldtes antagelig vi ikke var hans "normale" sognebørn. Det blev ikke den store skandale, men der blev megen uro i kirken og ikke mindst smil på læben. Men konfirmeret blev vi da på rette måde, min sidemand fik bare en ekstra velsignelse.

Pastor Reerslev var da vendt tilbage fra sin sygeorlov, men nåede forinden at skabe røre om sin person i hele sognet, inden festerne, som han, vel af gammel skik, selvskrevet blev inviteret med til. Årsagen var han havde skrevet en stor opsat artikel i Aalborg Amtstidende, hvori han beklagede sig over den mangel på fantasi husmødrene lagde for dagen med hensyn til madretter ved fester, og ikke mindst de hårde stole og bænke gæsterne blev belemret med.

Dette år og i årene fremover blev der småt med indbydelser til pastoren og hans kone. De måtte tage til takke med invitationer overvejende fra trosfæller i Indre Mission, hvilket han forunderlig nok var en del fortørnet over, men sikkert fordi han ikke her blev budt på nogen form for alkoholiske drikke, væsker han satte så stor pris på.

Reerslev elskede omtale, men havde måske fået et knæk, da han forsøgte gennem skriverier at fremstå som en ny Kaj Munk, uden synderlig held. Han fik dog flere bøger udgivet og endog antaget et skuespil, der blev opført på Aalborg Teater, men det blev til stor forbitrelse for ham den hel store fiasko. Den blev taget af plakaten efter kun en forestilling.

Min egen fest blev, i parentes bemærket, holdt i vor lade, sammen med familien den første dag, og vore naboer og far og mors venner den næste, uden præsten. Gaverne husker jeg ikke mange af, men af far og mor fik jeg den traditionelle nye cykel , der var en Wandere, og et Mora armbåndsur.

Sportens glæder

Fortalt af Johannes Stoffersen

Skolens frikvarterer var altid lange, det føltes sådan, men de blev næsten altid udnyttet. Som regel var det til boldspil af en eller anden art eller "Spark tilbøtten", og var altid noget, vi selv arrangerede. Det kunne hænde at Stinne droppede en time og lod os fortsætte vor leg, men det hørte til sjældenhederne. Oftest var det rundbold, og efter regler, der var gået i arv fra klasse til klasse, tilpasset efter legepladsen.

Hver dag var det nye hold. De to, der stod for at vælge , havde altid stor status i klassen og valgte efter tur. Jeg var som oftest en af dem, der blev valgt sidst. Det der betød mest var, at kunne gribe en bold, og det var jeg ærlig talt en klovn til. Man kunne også blive valgt efter popularitet eller status i klassen. Det, at være den første eller blandt de første, var det, der betød noget.

Som sagt handlede det om at kunne gribe. Greb man en ud, var vedkommende ude af dette spil En dag , - jeg husker det som det var i går, - skete det , - næsten som i en drøm. Pludselig kunne jeg. For mig blev det ikke en helt almindelig dag , men jeg greb den nærmest af vanvare . Jeg så bolden komme næsten imod mig og strakte min arm ud, - som sædvanligt, det var da forsøget værd. Af en eller anden mærkelig årsag var boldens bane i håndens retning, - jeg bøjede fingrene i rette øjeblik, - og holdt fast. Det var som højere magter havde en finger med.

Det var en dejlig fornemmelse at gribe en ud. Tro det eller lad være. Nu kunne jeg pludselig, næsten hver gang bolden, bare kom i rimelig nærhed af mig. Mit status steg. Det steg og steg, - og en dag var det mig, som var fører for et hold . En af dem der valgte ud blandt kammeraterne. Ja, ja, den hakkeorden. Sådan var det også dengang.

Jeg dyrkede også en overgang fodbold i idrætsforeningen, men blev aldrig den helt store fodboldspiller. Viljen manglede ellers ikke, eller det var måske snare min robusthed. Det var endog meget sjældent, jeg bare fik mulighed for at bare føle bolden, højest var lidt i vejen for de andre.
Det med bare at røre bolden blev bedre, endda meget bedre, - jeg blev sat på mål.
Der var kun den hage, at det var bag målet jeg skulle være. Der var ingen net, så jeg fik, med andre ord, den ærefulde plads på holdet, at hente de bolde der gik i mål, og dem der gik ved siden af. Min fodboldkarriere stoppede der. Det var under min værdighed.

Jeg havde stadig min gymnastik – og min fiskestang.
Gymnastik var jeg glad for. Jeg nød det ligefrem, men pludselig var det bare slut , helt slut. Jeg havde da dyrket den sport i omkring ti år, fra jeg var begyndt i skolen. Der skete det, vi fik en ny gymnastikleder. Han syntes vi tog sporten så alvorligt , at vi alle burde have uddannelsen til at blive ledere. Alle dem, der havde lyst, kunne melde sig hos ham. Der var ganske vidst en del teori, der skulle læres , men det var overkommeligt. Han skulle nok tage sig af det hele, han havde uddannelsen til at undervise, sagde han. Vi meldte os alle.
Så var det, han sagde, at jeg var for lille. Det var som at få et slag i ansigtet. Som den eneste i flokken blev jeg fundet for let - vraget - for lille. Sådan sagde han i alles påhør...

Set i bakspejlet havde han sikkert ret. Jeg var for umoden. Men fra dette øjeblik var gymnastik et stort nul. Verden var ikke gået under, men det havde været min sport. For første gang følte jeg, hvordan det var ikke at være fulgt de andre - mine kammerater, i vækst. Jeg var rigtig nok lille og spinkel, ikke så "voksen" som dem, det havde jeg bare ikke før tænkt over. Der var ikke nogen af mine kammerater, der havde bemærket det over for mig - eller drillet mig med jeg var en splejs, for den sags skyld.

Jeg sagde ikke til nogen, hvorfor jeg stoppede, det holdt jeg helt for mig selv. Der var ingen der fik den uddannelse, han havde stillet i udsigt, og var begyndt at undervise i. Han rejste få måneder senere...

En ting udrettede han dog, og det var at fratage mig lysten til gymnastik.

Min første plads

Fortalt af Johannes Stoffersen

Jeg kom ikke ud at tjene før jeg blev atten år. Året var 1957. Jeg var en lille splejs og blev kasseret som soldat, vel sagtens af samme grund.

Fra min beskyttede tilværelse hjemme på min fars husmandsbrug i St. Restrup og til at arbejde på en større gård var et endog stort spring. Selvom det i følge aftalen var under familiemæssige forhold – ja, så var virkeligheden en hel anden. Fodermesteren og jeg delte kammer, der lå ved siden af hestestalden, hvor vi havde samme indgang som dem. Væggene var kalkede og kolde, og selvom vi måtte opholde os i ejerens dagligstue, var det sjældent vi benyttede os af det, da vi blev mødt med både hans og hans kones store nedladenhed og kulde.

Efter et måned rejste fodermesteren, og vi stod så, husbond og jeg, med hans arbejde også. Han sagde, det ikke var til at få en ny på denne tid på året, men det var jo sommer og lærkerne sang. Jeg skulle nu op klokken halv fire for at hente køerne ind til malkning. Husbond sov lige så længe som han før havde gjort, så ikke nok jeg fik nogle ekstra timers morgenarbejde - der var også ekstra timer i den anden ende.

De havde en hund, en schæfer, ved navn Ulla, der altid fulgte mig, hvor jeg stod og gik. Den fik snart lært at hente køerne, i medens kunne jeg så forberede malkningen, give kraftfoder mm. Den forstod på en god og rolig måde at drive dem hjem på, så de på ingen måde led overlast, og den nød det. Men en dag opdagede min husbond, hvad jeg brugte hunden til. Han blev af en eller anden grund trekvart gal i hovedet. Det resulterede i Ulla blev låst inde om aftenen, de gange han huskede det. Heldigvis varede det ikke særlig længe, før det det gik i glemmebogen, og hjalp Ulla mig som sædvanligt, Han havde måske fundet ud af, den mange af dagene kunne spare mig for en halv times arbejde, og det kom kun ham til gode.

Før fodermesteren rejste var min arbejdstid fra seks til atten, nu var den blevet fra halv fire til nitten og mange gange mere, men at få mere i løn kunne der ikke overhoved ikke være tale om, og forlade pladsen i utide var ikke noget man bare gjorde.. Det var den første jeg havde prøvet at arbejde ude. Selv om det var endda meget hårdt. følte jeg ikke at have andet valg end at blive der tiden ud, men med den arbejdstid var der ikke megen overskud til hverken at læse en bog eller gå til fest i forsamlingshuset.

Selv om der var traktor på gården , blev den sjældent taget i brug. Den blev kun til det mest hårde arbejde. Han mente, som mange dengang, at traktoren trykkede jorden for fast. - Selvbinderen blev også trukket af hestene. I høsten fik jeg den første og eneste ros i det halve år jeg var på gården, og det skyldtes jeg havde sat alle negene sat sammen, så de stod som efter en snor.

En dag i det tidlige forår, lige efter min ansættelse, var han til hestemarked. Stolt som en pave kom han hjem med en virkelig flot oldenborger. Han var virkelig kry og havde også grund til det. Naboerne og især hans kollegaer i nabolaget kom for at se hans køb og beundre hesten, og han viste den hjertens gerne frem. Den første gang den skulle tages i brug var en dag der skulle køres ajle ud. Han lagde selv seletøjet på og rettede det til, men hesten var mere end urolig, den slog op med forben og bagben, men for vognen kom den sammen med en af de ældre heste.

Han tog selv første tur, men hvilken forestilling. Hesten var ikke vant til at gå sammen med en anden hest og måske slet ikke til ikke at have seletøj på, så i første sving gik det allerede rivegalt. Der var for meget fart på vognen, han kunne ikke holde hestene i ro, så tønden trillede af, - og blev forresten aldrig til tønde igen. Der findes ikke ord for hans vrede. Én ny tønde blev købt, den nye hest spændt for igen, men denne gang blev den sat mellem de to mest rolige, - og stærkeste heste han havde. Det gik også lidt bedre, - bruges skulle den, han ville ikke risikere hans naboer grinede af ham og hans hestehandel.

En dag blev Jeg sendt i marken for at ukrudtsharve med den nye hest som eneste trækkraft, Den skulle på en eller anden måde lære at trække et markredskab. Det så ikke godt ud den så godt som aldrig blev brugt. Indrømmet, jeg var lidt nervøs, det var første gang hesten skulle prøve at gå enspænder, og det gik som jeg havde frygtet, ikke særligt godt. Hesten ville godt have sele på men ikke trække, - i stedet gik den tilbage og op i harven. Det hjalp hverken med beroligende ord eller slag med tømmen. Det endte med jeg tog den ved hovedtøjet og gik ved siden af den, så kunne jeg i det mindste styre den. På den facon gik vi og harvede hele formiddagen.

Til middag kom den på stald og fik vand og foder og jeg fortalte hvordan formiddagen var gået. Det var ikke ord husbond kunne lide at høre, så over middag ville han vise mig hvordan en hest skulle behandles. Den blev spændt for igen og han overtog tømmen.. Det gik ikke bedre med ham. ved tømmen. Pludselig smed han hvad han havde i hænderne og løb hjem på gården . Tilbage kom han med den store kørepisk. Nu skulle han vise hvem der bestemte - ikke en dum hest Han gik helt grassat - råbte og skreg - ja, tærskede på det arme dyr, der hoppede og sled i selen. Sveden drev af den og skummet flød fra munden. Lige med et kastede han pisken eller det der var tilbage af den og gik med lange skridt hjemad uden at mæle et ord.

Det tog endda meget lang tid før den arme hest faldt så meget til ro vi kunne fortsætte harvningen. Den kom ikke i sele igen, men fik lov at og pynte op og græsse omkring gården.

En fredag, hvor husbond og madmor tog en forlænget weekend. Efter jeg havde lavet lidt mad til aften , tog jeg mig den frihed at lægge mig ind på sofaen i dagligstuen med avisen. - Hunden lå ved siden af. Radioen spillede ganske stille og der var kun tændt et lille lys over hvor jeg lå. Jeg faldt i søvn, - hvor længe ved jeg knap, men jeg blev vækket ganske brat ved Ullas gøen. Radioen var blevet tavs og det eneste der kunne høres var bornholmerens tik tak og så lidt småregn på ruden, - og hundens gøen og vrede knurren. Dens blik var stift rette mod køkkendøren og nakkebørstene rejste sig faretruende. Til min store overraskelse, - men også rædsel, kunne jeg både se og høre køkkendørens håndtag bevægede sig Jeg rejste mig op, hunden blev ved at knurre. Håndtaget bevægede sig igen og der lød som en tog et skridt ude i køkkenet. Det her måtte opklares selv om jeg ikke var særlig dristig ved situationen. Jeg listede mig stille hen mod døren og Ulla fulgte mig ved siden. Med et hurtigt tag åbnede jeg døren og råbte "tag ham".

Løsningen var ret ligetil. I køkkenet stod katten på køkkenbordet, jeg havde glemt den selv kunne lukke døren op. Denne aften lykkedes det kun ikke ved de første forsøg. For resten var hund og kat de bedste venner.

Så var der kun at gå over gårdspladsen og kravle under den kolde dyne og fortsætte den afbrudte søvn, men inden lyset blev slukket kunne jeg lige beundre den store edderkop, der holdt til mellem loftsbrædderne oven over mit hoved, hvor korn og muselort dryssede ned ved en kraftig bevægelse af hestene på den anden side af væggen. En ny dag ventede.

Med høj cigarføring

Fortalt af Johannes Stoffersen

Det må indrømmes, det var rigtig kålet at ryge syntes jeg som dreng. Det skulle selvfølgeligt prøves, og naturligvis i smug. Det var jo strengt forbudt for børn i min alder, og så var det jo det her med tændstikkerne, dem måtte jeg heller ikke røre, men forbud er vel til for at brydes, mente jeg, så det var den mindste ting.

Året var 1947, jeg var da omkring de otte. Men det at skulle forsøge sig i rygningens kunst var faktisk ikke så lige en sag endda. Ind i mellem havde jeg da fået et hiv af naboens karl - han røg pibe. Ikke fordi jeg syntes det smagte særligt godt - det føltes - hvis man som han, ikke kun sugede, men inhalerede det hele ned i lungerne – ja føltes som om man havde slået ti kolbøtter i træk, men alligevel var det, som var man var en af de store - næsten som var man konfirmeret, når man forsøgte sig.
Naboens karl sagde, man var en pisling, hvis man ikke kunne ryge en stopper og få røgen ud af næsen. Han selv kunne tilmed få røgen ud af ørene, men det var for viderekommende, indrømmede han. Jeg havde prøvet fars pibe engang, men havde fået røgen gal i halsen, og så havde det følt som tungen brændte. Far havde bare grinet og sagde at jeg skulle vente til jeg blev konfirmeret. Det havde naboens karl også sagt man skulle. Gad vide hvorfor man altid skulle vente med alting til efter sin konfirmation?

Sådan var det også med at få sig en ny cykel – men hvad skulle jeg for resten også med den. Den cykel jeg havde var jeg ikke særligt gode venner med, forstod ikke at håndtere den da den var alt for stortil min størrelse. En ny fik man først til sin konfirmation . Eller måtte gå med kasket, ja eller eje en dolk – sådan er der så meget man måtte vente med.

Men nu skulle det altså være alvor . En ganske almindelig formiddag. Jeg havde omsider fået fat i et skod – et cigarskod, sikkert et far havde lagt fra sig, havde glemt i askebægeret, og så skulle jeg naturligvis ligne naboen, for han stak altid en tændstik i spidsen af cigaren så han nemmere kunne holde den i munden. Det så vældig sejt ud så jeg prøvede derfor at efterligne ham.
Den rigtige ilddåb skulle foregå hjemme, bag hønsehuset. Der kunne jeg være helt uforstyrret. Det var efter min mening det sikreste sted.Den smagte ikke særligt godt, cigaren - og stærkt var den, bare det at holde den i munden var slemt nok, også selv om den kun rørte ved læberne, endda uden at være tændt.
Den smagte desuden hæsligt. Jeg kunne for alt i verden ikke forstå når nogen voksen kunne sige: "Det er sandelig en god cigar" måske mente de noget helt andet så, men man var vel karl for sin hat, ryges det skulle den, og helt ned med røgen.

Jeg følte som skulle jeg kvæles. Det fornemmedes også, som havde jeg snurret om mig selv syv og tyve gange, men det var bare om at fortsætte, sug efter sug . Den gav meget røg, den osede, som når far forsøgte at brænde våd halm og cigaren blev helt varm, følte jeg. For hver sug blev jeg mere og mere utilpas. Jeg måtte også sætte mig ned, Måske skulle jeg tage en lille pause? - eller måske bedre gemme resten til en anden dag. Hvem sagde for resten, den absolut skulle ryges helt op på en gang?

Lige med et kunne jeg ikke holde mig mere. Op kom alt det jeg havde fået til morgenmad. Var det sådan at være konfirmeret? Alt blev glemt om de mandhaftige løfter jeg havde givet mig selv. Jeg måtte, hvor nødigt jeg end ville, give op. Der kom mere morgenmad op. Det jeg for alt i verden ønskede nu var vand. Jeg vaklede gennem kostalden og laden og ind for at finde et glas. Så var det jeg mødte mor i køkkenet.
Hvad jeg havde glemt var, at lægen netop denne dag skulle se på min søster Kirsten, hun havde bronkitis, og så var han netop nu på besøg, et meget uheldigt tidspunkt at få sin ilddåb på. Mor fik lægen til at se på mig også , nu han var her, som hun sagde. Han så mig i øjnene, han så mig i halsen. han sagde meget lidt, men havde et medvidende blik i øjet, ”Kun så vidt han kunne se et midlertidig ildebefindende” sagde han, og at mor hellere måtte lægge mig i seng også, og ellers holde mig hjemme fra skole denne dag. Det var sikkert ovre til i morgen.

Hvad han ellers fortalte mor og far var uden for min hørevidde. Mor og far kommenterede det aldrig. De lod det vel være en sag mellem lægen mig - og cigaren. Det kunne vel være straf nok i sig selv. De var vel sikker på at det ville vare meget længe før jeg prøvede igen - en god lærestreg.

En flyvetur - på vej til skole

Fortalt af Johannes Stoffersen

Om vinteren, når vejene var glatte, gik turen til min barndoms; skole; i St. Restrup for de fleste; af os med apostlenes heste. Vore forældre mente ganske enkelt det var for farligt at benytte cyklen, hvad jeg for resten selv fik at føle ganske; kontant.

Det var en morgen sent om efteråret med en af de nætter, hvor den første frost havde stukket sin snude frem. Jeg var formodentlig på nippet til at komme for sent og kørte derfor alt hvad remmer og tøj kunne holde. Det eneste jeg husker om den tur til skole er jeg vågnede op på købmandens divan, ret så slap i koderne og; meget fortumlet, og desuden indehaver af; en kæmpe hovedpine. Vores vognmand Robert Jensen; havde kørt bag mig i sin; lastbil og havde sagt til sig selv: "Det går sku aldrig godt; bette Johannes med den fart; du har på. Du har; den ondenlyneme vist glemt at vejen er glat som et spejl i i frostvejr". Han fik; så sandeligen; ret.
Det var også ham, der samlede mig op og bar mig i min; dybe bevidstløse tilstand ind til købmanden og; hvorfra; der blev sendt bud efter far og mor. Da jeg var kommet så nogenlunde til mig selv blev jeg kørt hjem; i bil af en eller anden. Lægen blev tilkaldt og foretog en nøjere undersøgelse og beordrede mig derefter til at holde sengen i over fjorten dage, endda uden at måtte løfte hovedet fra puden og da slet ikke ligge at læse.

Diagnosen; var naturligvis en kraftig hjernerystelse. Det var heldigvis den eneste skade jeg havde pådraget mig.; Hastværk er; og bliver lastværk. En ret så træls; oplevelse. Den eneste positive ting var at der var nul lektier, ingen dansk stil eller regneopgaver og Stinne kom endda på besøg for at tilse sin kære elev.

Vi var naturligvis; varmt klædt på om vinteren; når der var frostgrader og sne, og havde; for de fleste af os, som det eneste tidspunkt på året,; skiftesko med i skole . I timerne stod støvlerne; i gangen. Den sejlede næsten altid; i smeltet sne fra vor udefodtøj. Vore vanter kom med ind skolestuen og lagt til tørre ved kakkelovnen, på tørvekassen. Havde vi fået sne i støvlerne, kom de også ind og; stod til tørre.; Stinne var meget betænksom; og tænkte altid på; vores ve og vel. Skolestuen emmede derfor; ikke kun af os selv på disse dage,; - men også af de mange sure støvler og sokker. Det var der ingen af os elever, der kunne mærke, kun en fremmed, der af en eller anden grund stak hovedet indenfor i et ærinde.

Jeg havde dengang en dejlig varm skindhue, mor havde syet. En såkaldt polarhue. Den; fulgte mig gennem flere kolde vintre.; En sådan kold vinterdag snuppede; den store bengel til Bette Frode huen og kastede den langt uden for døren lige efter, der havde ringet ind til time.
Naboens hund, der var meget legesyg, snuppede huen og løb bort. ;Jeg blev rasende. I næste frikvarter søgte jeg efter huen, og næste med, også uden for skolens område, vi ellers ikke måtte forlade - og efter skoletid,; men den var som sunken i jorden.
Bette Frode ville; naturligvis ikke hjælpe. Jeg blev efterhånden virkelig gal på ham, og efter en del skænderi gik jeg; for en gang skyld hel bersærk og han fik et regulært lag tærsk og måtte løbe hjem med en større blodtud - Noget der aldrig var overgået ham. Han var trods navnet en bred fast dreng, og; en del større end jeg. Jeg aner ikke hvor jeg fik alle kræfterne fra. Navnet, Bette Frode, havde han fået, fordi der var; en dreng til, ved navn Frode i skolen, men fire år ældre.
Ad uransagelige veje kom alt dette; med;;; huen; for Stinnes ører. Måske havde en eller anden sladret om dens forsvinden og Bette Frodes og mine skærmydsler. Enden på det hele blev, at alle på skolen dagen efter blev sendt ud for at søge efter den formastelige skindhue, der var som forsvundet ud i den blå luft. Den kom heldigvis til veje igen, men først efter lang tids søgen.; Gennemvåd var den og lidt fortygget af hundens tænder, men ikke mere end den kunne bruges. Frode og jeg blev tvungen til at give hinanden hånden på, at alt dermed var glemt.

Min kære skindhue fik desværre et meget bedrøveligt endeligt. Ved et sørgeligt uheld blev den kogt sammen med en kurv kartofler i gruekedlen derhjemme. Den havde, før dette, været en trofast og varm følgesvend og gået utroligt meget igennem. sammen og uden mig, men at blive kogt var dog alligevel mere end den kunne klare. Den var ikke større end en knytnæve, da den blev fundet og fisket op.

Skolen - og knald i kakkelovnen

Fortalt af Johannes Stoffersen

Min barndomsskole I St. Restrup var en såkaldt friskole, og som sådan var det var fortællingen, undervisningen byggede på. Vi havde derfor meget lidt hjemmearbejde at lave - kun i fagene dansk, regning og geografi. Vi var forskånet for megen af den udenadslære, der var på kommuneskolen. Jeg tror stadig, vi havde lige så stor viden som dem efter de syv års skolegang. Der var dog ting de kunne - som vi slet ikke lærte, og det var bl.a. salmevers, katekismus og kongerækken på fingrene. Der er andre ting, der er vigtigere i livet end den slags lærdom.
Men Stinne fortalte, så det fængede, når ellers vi ikke så ud af vinduerne og opdagede noget mere interessant. De fag vi havde, foruden de 3 nævnte, var danmarkshistorie, biologi og tegning, - Vor tegnetimer skal lige nævnes, for alle streger vi satte var på linjeret papir, hvor vi desuden havde et eller andet billede at se efter, - der også var i tern, som vi sad og talte omhyggelig op og trak vor streger helt nøjagtig efter lineal, så det hele drejede sig faktisk kun om at tælle rigtig og holde linealen fast mod papiret, - vel ikke den mest udviklende metode i verden, - ja og så havde vi naturligvis sang. Men det er en historie for sig selv. Ind imellem alt vores syngeri havde vi også almindelig undervisning og ikke mindst frikvarterer.

Det var dog undervisning, der var det vigtigste og Stinne lærte fra sig med al den iver hun kunne lægge for dagen. Hun gjorde ihvertfald et meget helhjertet forsøg på at undgå vi forblev analfabeter. Hvordan hun ellers underviste og især de mange klasser - eller årgange på en gang - i samme klasselokale er fløjen ud af min huskekasse - men hun gjorde det.

De førstemåneder i skolen sad jeg ensom majestæt ved mit tomands bord, indtil en ny dreng kom. Han blev, fra færd, min bedste kammerat gennem hele skoletiden. Gunnar hed han og boede af en eller anden årsag hos sine bedsteforældre. For mig virkede de meget gamle. Hans bedstefar var grisehandler og hans bedstemor havde været lærer, men var pensioneret. Hun havde lært ham både at regne, skrive og læse, før han pludselig en dag trådte ind i skoleklassen. Heldigt for mig, der nu fik en dygtig siddekammerat, jeg kunne lure lidt af efter. Det havde han ikke noget imod, men det havde Stinne. Så fik jeg både læst og påskrevet indtil flere gange, og blev truet med at jeg skulle flyttes til et andet bord. Hun mente vel det ikke var den allerbedste måde jeg fik noget lært på.

De fleste af os blev ret så gode til både dansk og regning. Disse to fag blev mine bedste. Især dansk, hvor mange af mine fristile blev læst op i klassen, når hun ellers kunne læse min meget personlige skrift. Læs: dårlig skrift. Det var en megen stor anerkendelse fra hendes side. Hun var også god til at motivere os til at bruge biblioteket, så det at læse bøger har fulgt de fleste af hendes elever livet igennem. Regnestykkerne blev ikke læst op, det havde vel været for kedeligt, men min sidekammerat: Gunnar og jeg kappedes altid om at regne de fleste. Det var ligefrem en sport. Som regel var vi to også foran de andre. Det gav også flere røde streger, fordi jeg så mere på kvantiteten end på kvaliteten, men det var en fryd, at være færdig med en side før nogen af de andre og helst en eller et par sider foran, på trods af de røde streger. Da jeg kom til stykker, der skulle ganges, fik jeg problemer. Det var det med tabellen, altså den lille. Hvor har min mor hørt mig mange gange, både nat og dag i den forbandede tabel. Hun terpede med mig, både bagfra og forfra, hvor var den svær - mest syv tabellen. Hvorfor netop den, ved jeg ikke, men det var den bare, og så stod tabellen bag på regnehæftet, så hvorfor var det dog så nødvendigt, at skulle kunne den? tænkte jeg mange gange. Den blev lært, men det holdt hårdt.

Stinne var ikke særlig skrap, men vi havde megen respekt for hende. Når en af os fik en røffel af hende eller hendes øjne lynede, kunne man krybe i et musehul, men vi fik aldrig anmærkninger med hjem. Jeg mindes kun en gang, der var en eftersidning. Det var på grund af en eller nogle havde lagt kastanjer i tørvekassen og så smuttede der naturligvis nogle stykker med i tørvene da hun fyrede, hvad også var meningen. Resultatet var at der skete nogle kraftige eksplosioner fra disse ellers så uskyldige kastanjer, som mest blev brugt til at lave dyr af, så kakkelovnsdøren røg op og aske og gløder stod ud af lågen. Det var Holgers Karens Kristians Bent det gik ud over - og så var det naturligvis ikke ham, der havde lavet de gale streger. Men der var ingen der meldte sig, og så måtte han af årsager jeg ikke husker, lægge ryg til. Måske det nemmeste offer på dette tidspunkt ? Hvor kan livet være uretfærdig.