Store Restrup


Sogn Sønderholm/
Herred Hornum
Amt (i 1970) Aalborg
Pastorat Sønderholm-Frejlev
Provsti Aalborg Vestre
Stift Aalborg
Kommune Aalborg
Region Nordjylland
Stednavne i sognet Astrupgården, Bakkegård, Bjerggård, Bjerglund, Blåkær, Duedal, Dybdal, Egelund, Elmely, Godrim, Granly, Gravlunde Plantage, Grøndalgård, Gørim, Tostrup, Hvirvelbakke, Hvirvelbakke, Hyldgård, Jægerslund, Jægerspris, Karlshåb, Kviegrøft, Mellemgård, Mosehøj, Mosehøj, Munkbæk, Mysagergård, Nyrup, Nyrup Mark, Restrup Enge, Restrup Kær, Restrup Nørregård, Restrup Skov, Restrupkær, Rimmen, Ryddet, Råhøj, Skavnshøjgård, Skørbæk Rende, Solholm, Sovsbakke, Stedet, Stenersgård, Store Restrup, Stuk Ranch, Sydgård, Søndergård, Sønderholm, Sønderholm Hede, Sønderholm Mark, Sønderholm Plantage, Søndermarkgård, Søndermarksgård, Tostrup, Tostrup Hede, Tostrup Mark, Troldkirken, Vandtrangsbakke, Vangsgård, Vihøje, Vossevang
Indbyggere ukendt

Med høj cigarføring

Fortalt af Johannes Stoffersen

Det må indrømmes, det var rigtig kålet at ryge syntes jeg som dreng. Det skulle selvfølgeligt prøves, og naturligvis i smug. Det var jo strengt forbudt for børn i min alder, og så var det jo det her med tændstikkerne, dem måtte jeg heller ikke røre, men forbud er vel til for at brydes, mente jeg, så det var den mindste ting.

Året var 1947, jeg var da omkring de otte. Men det at skulle forsøge sig i rygningens kunst var faktisk ikke så lige en sag endda. Ind i mellem havde jeg da fået et hiv af naboens karl - han røg pibe. Ikke fordi jeg syntes det smagte særligt godt - det føltes - hvis man som han, ikke kun sugede, men inhalerede det hele ned i lungerne – ja føltes som om man havde slået ti kolbøtter i træk, men alligevel var det, som var man var en af de store - næsten som var man konfirmeret, når man forsøgte sig.
Naboens karl sagde, man var en pisling, hvis man ikke kunne ryge en stopper og få røgen ud af næsen. Han selv kunne tilmed få røgen ud af ørene, men det var for viderekommende, indrømmede han. Jeg havde prøvet fars pibe engang, men havde fået røgen gal i halsen, og så havde det følt som tungen brændte. Far havde bare grinet og sagde at jeg skulle vente til jeg blev konfirmeret. Det havde naboens karl også sagt man skulle. Gad vide hvorfor man altid skulle vente med alting til efter sin konfirmation?

Sådan var det også med at få sig en ny cykel – men hvad skulle jeg for resten også med den. Den cykel jeg havde var jeg ikke særligt gode venner med, forstod ikke at håndtere den da den var alt for stortil min størrelse. En ny fik man først til sin konfirmation . Eller måtte gå med kasket, ja eller eje en dolk – sådan er der så meget man måtte vente med.

Men nu skulle det altså være alvor . En ganske almindelig formiddag. Jeg havde omsider fået fat i et skod – et cigarskod, sikkert et far havde lagt fra sig, havde glemt i askebægeret, og så skulle jeg naturligvis ligne naboen, for han stak altid en tændstik i spidsen af cigaren så han nemmere kunne holde den i munden. Det så vældig sejt ud så jeg prøvede derfor at efterligne ham.
Den rigtige ilddåb skulle foregå hjemme, bag hønsehuset. Der kunne jeg være helt uforstyrret. Det var efter min mening det sikreste sted.Den smagte ikke særligt godt, cigaren - og stærkt var den, bare det at holde den i munden var slemt nok, også selv om den kun rørte ved læberne, endda uden at være tændt.
Den smagte desuden hæsligt. Jeg kunne for alt i verden ikke forstå når nogen voksen kunne sige: "Det er sandelig en god cigar" måske mente de noget helt andet så, men man var vel karl for sin hat, ryges det skulle den, og helt ned med røgen.

Jeg følte som skulle jeg kvæles. Det fornemmedes også, som havde jeg snurret om mig selv syv og tyve gange, men det var bare om at fortsætte, sug efter sug . Den gav meget røg, den osede, som når far forsøgte at brænde våd halm og cigaren blev helt varm, følte jeg. For hver sug blev jeg mere og mere utilpas. Jeg måtte også sætte mig ned, Måske skulle jeg tage en lille pause? - eller måske bedre gemme resten til en anden dag. Hvem sagde for resten, den absolut skulle ryges helt op på en gang?

Lige med et kunne jeg ikke holde mig mere. Op kom alt det jeg havde fået til morgenmad. Var det sådan at være konfirmeret? Alt blev glemt om de mandhaftige løfter jeg havde givet mig selv. Jeg måtte, hvor nødigt jeg end ville, give op. Der kom mere morgenmad op. Det jeg for alt i verden ønskede nu var vand. Jeg vaklede gennem kostalden og laden og ind for at finde et glas. Så var det jeg mødte mor i køkkenet.
Hvad jeg havde glemt var, at lægen netop denne dag skulle se på min søster Kirsten, hun havde bronkitis, og så var han netop nu på besøg, et meget uheldigt tidspunkt at få sin ilddåb på. Mor fik lægen til at se på mig også , nu han var her, som hun sagde. Han så mig i øjnene, han så mig i halsen. han sagde meget lidt, men havde et medvidende blik i øjet, ”Kun så vidt han kunne se et midlertidig ildebefindende” sagde han, og at mor hellere måtte lægge mig i seng også, og ellers holde mig hjemme fra skole denne dag. Det var sikkert ovre til i morgen.

Hvad han ellers fortalte mor og far var uden for min hørevidde. Mor og far kommenterede det aldrig. De lod det vel være en sag mellem lægen mig - og cigaren. Det kunne vel være straf nok i sig selv. De var vel sikker på at det ville vare meget længe før jeg prøvede igen - en god lærestreg.

Indsendt 16. februar, 2010 af Johannes Stoffersen | Kommentér - kommentarer (0)

En flyvetur - på vej til skole

Fortalt af Johannes Stoffersen

Om vinteren, når vejene var glatte, gik turen til min barndoms; skole; i St. Restrup for de fleste; af os med apostlenes heste. Vore forældre mente ganske enkelt det var for farligt at benytte cyklen, hvad jeg for resten selv fik at føle ganske; kontant.

Det var en morgen sent om efteråret med en af de nætter, hvor den første frost havde stukket sin snude frem. Jeg var formodentlig på nippet til at komme for sent og kørte derfor alt hvad remmer og tøj kunne holde. Det eneste jeg husker om den tur til skole er jeg vågnede op på købmandens divan, ret så slap i koderne og; meget fortumlet, og desuden indehaver af; en kæmpe hovedpine. Vores vognmand Robert Jensen; havde kørt bag mig i sin; lastbil og havde sagt til sig selv: "Det går sku aldrig godt; bette Johannes med den fart; du har på. Du har; den ondenlyneme vist glemt at vejen er glat som et spejl i i frostvejr". Han fik; så sandeligen; ret.
Det var også ham, der samlede mig op og bar mig i min; dybe bevidstløse tilstand ind til købmanden og; hvorfra; der blev sendt bud efter far og mor. Da jeg var kommet så nogenlunde til mig selv blev jeg kørt hjem; i bil af en eller anden. Lægen blev tilkaldt og foretog en nøjere undersøgelse og beordrede mig derefter til at holde sengen i over fjorten dage, endda uden at måtte løfte hovedet fra puden og da slet ikke ligge at læse.

Diagnosen; var naturligvis en kraftig hjernerystelse. Det var heldigvis den eneste skade jeg havde pådraget mig.; Hastværk er; og bliver lastværk. En ret så træls; oplevelse. Den eneste positive ting var at der var nul lektier, ingen dansk stil eller regneopgaver og Stinne kom endda på besøg for at tilse sin kære elev.

Vi var naturligvis; varmt klædt på om vinteren; når der var frostgrader og sne, og havde; for de fleste af os, som det eneste tidspunkt på året,; skiftesko med i skole . I timerne stod støvlerne; i gangen. Den sejlede næsten altid; i smeltet sne fra vor udefodtøj. Vore vanter kom med ind skolestuen og lagt til tørre ved kakkelovnen, på tørvekassen. Havde vi fået sne i støvlerne, kom de også ind og; stod til tørre.; Stinne var meget betænksom; og tænkte altid på; vores ve og vel. Skolestuen emmede derfor; ikke kun af os selv på disse dage,; - men også af de mange sure støvler og sokker. Det var der ingen af os elever, der kunne mærke, kun en fremmed, der af en eller anden grund stak hovedet indenfor i et ærinde.

Jeg havde dengang en dejlig varm skindhue, mor havde syet. En såkaldt polarhue. Den; fulgte mig gennem flere kolde vintre.; En sådan kold vinterdag snuppede; den store bengel til Bette Frode huen og kastede den langt uden for døren lige efter, der havde ringet ind til time.
Naboens hund, der var meget legesyg, snuppede huen og løb bort. ;Jeg blev rasende. I næste frikvarter søgte jeg efter huen, og næste med, også uden for skolens område, vi ellers ikke måtte forlade - og efter skoletid,; men den var som sunken i jorden.
Bette Frode ville; naturligvis ikke hjælpe. Jeg blev efterhånden virkelig gal på ham, og efter en del skænderi gik jeg; for en gang skyld hel bersærk og han fik et regulært lag tærsk og måtte løbe hjem med en større blodtud - Noget der aldrig var overgået ham. Han var trods navnet en bred fast dreng, og; en del større end jeg. Jeg aner ikke hvor jeg fik alle kræfterne fra. Navnet, Bette Frode, havde han fået, fordi der var; en dreng til, ved navn Frode i skolen, men fire år ældre.
Ad uransagelige veje kom alt dette; med;;; huen; for Stinnes ører. Måske havde en eller anden sladret om dens forsvinden og Bette Frodes og mine skærmydsler. Enden på det hele blev, at alle på skolen dagen efter blev sendt ud for at søge efter den formastelige skindhue, der var som forsvundet ud i den blå luft. Den kom heldigvis til veje igen, men først efter lang tids søgen.; Gennemvåd var den og lidt fortygget af hundens tænder, men ikke mere end den kunne bruges. Frode og jeg blev tvungen til at give hinanden hånden på, at alt dermed var glemt.

Min kære skindhue fik desværre et meget bedrøveligt endeligt. Ved et sørgeligt uheld blev den kogt sammen med en kurv kartofler i gruekedlen derhjemme. Den havde, før dette, været en trofast og varm følgesvend og gået utroligt meget igennem. sammen og uden mig, men at blive kogt var dog alligevel mere end den kunne klare. Den var ikke større end en knytnæve, da den blev fundet og fisket op.

Indsendt 16. februar, 2010 af Johannes Stoffersen | Kommentér - kommentarer (0)

Skolen - og knald i kakkelovnen

Fortalt af Johannes Stoffersen

Min barndomsskole I St. Restrup var en såkaldt friskole, og som sådan var det var fortællingen, undervisningen byggede på. Vi havde derfor meget lidt hjemmearbejde at lave - kun i fagene dansk, regning og geografi. Vi var forskånet for megen af den udenadslære, der var på kommuneskolen. Jeg tror stadig, vi havde lige så stor viden som dem efter de syv års skolegang. Der var dog ting de kunne - som vi slet ikke lærte, og det var bl.a. salmevers, katekismus og kongerækken på fingrene. Der er andre ting, der er vigtigere i livet end den slags lærdom.
Men Stinne fortalte, så det fængede, når ellers vi ikke så ud af vinduerne og opdagede noget mere interessant. De fag vi havde, foruden de 3 nævnte, var danmarkshistorie, biologi og tegning, - Vor tegnetimer skal lige nævnes, for alle streger vi satte var på linjeret papir, hvor vi desuden havde et eller andet billede at se efter, - der også var i tern, som vi sad og talte omhyggelig op og trak vor streger helt nøjagtig efter lineal, så det hele drejede sig faktisk kun om at tælle rigtig og holde linealen fast mod papiret, - vel ikke den mest udviklende metode i verden, - ja og så havde vi naturligvis sang. Men det er en historie for sig selv. Ind imellem alt vores syngeri havde vi også almindelig undervisning og ikke mindst frikvarterer.

Det var dog undervisning, der var det vigtigste og Stinne lærte fra sig med al den iver hun kunne lægge for dagen. Hun gjorde ihvertfald et meget helhjertet forsøg på at undgå vi forblev analfabeter. Hvordan hun ellers underviste og især de mange klasser - eller årgange på en gang - i samme klasselokale er fløjen ud af min huskekasse - men hun gjorde det.

De førstemåneder i skolen sad jeg ensom majestæt ved mit tomands bord, indtil en ny dreng kom. Han blev, fra færd, min bedste kammerat gennem hele skoletiden. Gunnar hed han og boede af en eller anden årsag hos sine bedsteforældre. For mig virkede de meget gamle. Hans bedstefar var grisehandler og hans bedstemor havde været lærer, men var pensioneret. Hun havde lært ham både at regne, skrive og læse, før han pludselig en dag trådte ind i skoleklassen. Heldigt for mig, der nu fik en dygtig siddekammerat, jeg kunne lure lidt af efter. Det havde han ikke noget imod, men det havde Stinne. Så fik jeg både læst og påskrevet indtil flere gange, og blev truet med at jeg skulle flyttes til et andet bord. Hun mente vel det ikke var den allerbedste måde jeg fik noget lært på.

De fleste af os blev ret så gode til både dansk og regning. Disse to fag blev mine bedste. Især dansk, hvor mange af mine fristile blev læst op i klassen, når hun ellers kunne læse min meget personlige skrift. Læs: dårlig skrift. Det var en megen stor anerkendelse fra hendes side. Hun var også god til at motivere os til at bruge biblioteket, så det at læse bøger har fulgt de fleste af hendes elever livet igennem. Regnestykkerne blev ikke læst op, det havde vel været for kedeligt, men min sidekammerat: Gunnar og jeg kappedes altid om at regne de fleste. Det var ligefrem en sport. Som regel var vi to også foran de andre. Det gav også flere røde streger, fordi jeg så mere på kvantiteten end på kvaliteten, men det var en fryd, at være færdig med en side før nogen af de andre og helst en eller et par sider foran, på trods af de røde streger. Da jeg kom til stykker, der skulle ganges, fik jeg problemer. Det var det med tabellen, altså den lille. Hvor har min mor hørt mig mange gange, både nat og dag i den forbandede tabel. Hun terpede med mig, både bagfra og forfra, hvor var den svær - mest syv tabellen. Hvorfor netop den, ved jeg ikke, men det var den bare, og så stod tabellen bag på regnehæftet, så hvorfor var det dog så nødvendigt, at skulle kunne den? tænkte jeg mange gange. Den blev lært, men det holdt hårdt.

Stinne var ikke særlig skrap, men vi havde megen respekt for hende. Når en af os fik en røffel af hende eller hendes øjne lynede, kunne man krybe i et musehul, men vi fik aldrig anmærkninger med hjem. Jeg mindes kun en gang, der var en eftersidning. Det var på grund af en eller nogle havde lagt kastanjer i tørvekassen og så smuttede der naturligvis nogle stykker med i tørvene da hun fyrede, hvad også var meningen. Resultatet var at der skete nogle kraftige eksplosioner fra disse ellers så uskyldige kastanjer, som mest blev brugt til at lave dyr af, så kakkelovnsdøren røg op og aske og gløder stod ud af lågen. Det var Holgers Karens Kristians Bent det gik ud over - og så var det naturligvis ikke ham, der havde lavet de gale streger. Men der var ingen der meldte sig, og så måtte han af årsager jeg ikke husker, lægge ryg til. Måske det nemmeste offer på dette tidspunkt ? Hvor kan livet være uretfærdig.

Indsendt 16. februar, 2010 af Johannes Stoffersen | Kommentér - kommentarer (0)