Solbjerg
| Sogn | Solbjerg |
| Herred | Hellum |
| Amt (i 1970) | Aalborg |
| Pastorat | Bælum-Solbjerg |
| Provsti | Rebild |
| Stift | Aalborg |
| Kommune | Rebild |
| Region | Nordjylland |
| Stednavne i sognet | Birkelund, Birkene, Brøndum Kær, Fredenslund Skov, Gammel Viffertsholm, Graverhuse, Hedehuse, Korup, Korup Gårde, Korup Hede, Korup Skovhuse, Korup Skovhuse, Ny Viffertsholm, Ravnborg Skov, Solbjerg, Solbjerg Birke, Sønderholt, Sønderskov, Treskelshuse, Tvoruplodskov, Vester Korup, Viffertsholm Dyrehave, Viffertsholm Hovskov, Øster Korup |
| Indbyggere | ukendt |
Solbjerg Kirke
Skrevet af Fr. MøllerAfskrift af udateret avisudklip fra omkring år 1920.
Solbjerg Kirke ligger højt og ses langt bort, den har en mægtig Kæmpehøj ved sin Side og fra denne et Rundskue så vidt, som kun få aner, der ikke har iagttaget det. Her har sandsynligt i den hedenske Tid ligget et mægtigt Gudehov.
Kirken er uden arkitekttoniske Prydelser og uden spor af egentlig Bygningsstil, opført af hugne Kampesten. Murværket tyder på, at den er meget gammel; den har haft endnu en Indgang, som tydeligt ses paa nordre Side af Kvinderne. Dette stammer fra den katolske Tid og fra den Tid er tillige Skikken, at Kvinderne sidder adskilt fra Mændene i den nordlige Stolerække.
Kirken er lys og venlig med smukke Stjernehvælvinger. Under Altret har til 1816 været en åben Begravelse med nedgang til dette foran Altret. Der har været ophobet en Mængde Lig fra Wiffertsholm gennem Tiderne. Gravkammeret er rimeligvis først indrettet 1589 for Margrethe Wifferts første Mand, Enevold Sehested - død 8. Juni 1589 - Wiffertsholm er oprettet 1570 af Rigsraad Aksel Wiffert, men sit første Herskab fik Gaarden først, da ovennævnte Datter fik den i Arv. Hun blev gift 2den gang med Jørgen Urne.
I det lange Tidsrum, en 200 aar var altså det rigelige Kontingent af Døde afgivet Gravkammeret, men dette var blevt meget brøstfældigt og truede med at styrte sammen. En Foraarsdag nævnte Aar 1816 var Bønderne tilsagte at føre Opfylding til Gravhvælvingen, og denne Begivenhed havde samlet en hel Hob Mennesker som Tilskuere. Ligene blev først båret op – Kisterne var mestendels falden i Stykker, så Ligene blev baaret enkeltvis paa Hænder og lagt ud paa Græsset – de var balsamerede og hentørrede – dette under Latter og vittige Bemærkninger, og der blev udvist en mærkelig Raahed. Der kom et Lig af en stor og kraftig Mand; det blev stillet op og en Mand gav Liget en Ørefigen under paaskud af, at han havde været en rigtig Bondeplager.
Der var gravet en stor Fællesgrav nord for Kirken, og her blev Liget lagt ned , men uden Kiste eller andet Skjul og Graven fyldt op med Jord. Præstens (Pastor Lund) kone stod hos og undersøgte Arme og Fingre, det var jo ingen Nytte til at Smykkerne kom i Jorden., det var bedre at de kom de levende til gode. Der blev siden stor Sygdom i Præstens Familie og Folketroen havde sin mening herom.
Af Resterne af de svære Egekister lod Præsten lave en Kirkedør til Vaabenhuset . Den sad til for en 50 aar siden. Af Kistepladerne er der opbevaret en Del som giver nogle Oplysninger om enkelte af Gravkammerets Indvaanere, men der er uden tvivl gået en Del tabt. De opbevarede fandtes henslængt paa Kirkens Loft og Hvælvinger, men er nu opsat paa Egeplader og forgyldte og ophængt I Kirken . Der iblandt er flere Vaabenskjolde: Wiffert, Seefeld, Rud, Munk, Juel og fl. samt to prægtige Krucifiks.
Endvidere findes i Kirken lige ind for
Indgangsdøren Levningerne af et gammelt Epitafium, som nu
nærmest fremtræder som Maleri. Det har været meget større
med fritstaaende, udskårne Figurer. Resterne fandtes også på
loftet, men er nu istandsat på Nationalmuseets Foranstaltning
af afdøde Professor Magnus Petersen. Det forestiller Enevold Seefeld og Hustry Anne Urne.
I en Række på hvert Side af Maleriet findes malede Vaabenskjolde: Enevold Seefelds 16 Aner, og ligeledes for Fru Anne Urnes Vedkommende.
Til et
rent Adelsmærke hørte jo sådan et Antal tilbage. Anerækken giver et interessant Studium for en Heraldiker. Parret
boede paa Wiffertsholm, Enevold Sehested stammede fra Refnes,
og Anne Urne var Datter af Førnævnte, Margrethe Wiffert
og Jørgen Urne. De ejede først Kjeldrup ved Viborg, men
byttede med Svogeren Aksel Urne og Hustru Anne Rodsten, der
havde fået Wiffertsholm ved Arv. Lydhimlen over Prædikestolen
i Solbjerg Kirke er skænket af sidste to og har fået deres Navn samt årstallet 1622. Altertavlen er gammel, man ved ikke
Alder og Giver, den er udskåret i renaissancestil og har haft
et Maleri
: Jesus indstifter den hellige Nadver.
Men i stedet for restavrering blev
dette overmalet med blå Maling efter Kirkesynets Bestemmelse
for en 50 Aar siden.
Den bekendte Filur - Laurits Kjærulf paa Wiffertshom - død 1731, 81 Ar gammel og Hustru Karen Gesmann har sat sig flere Minder i Solbjerg Kirke, Således det smeddede Jerngitter med Adelsskjoldet i anledning til Parrets ophøjelse til Adelsstanden 1728. Rimeligvis er Altertavlen blevet istandsat ved samme lejlighed, forsynet med Malerriet, forsynet med Givernes Navne samt Indskriften: ”For påskelammets brug i gamle Testamente, har jesus selv indsat sit eget Sakramente. Her vi hans Legem nød, som led på Korset dødhertil det helige Blod, der af hans Side flød” . Men alt det er som sagt overmalet. De svære Malm - Alterstager på Altret bærer ingen Mærke. Døbefadet har et et Bomærke, et Tegn på, at det er skænket af en adelig.
Den store Kirkeklokke er meget gammel. Den bekendte Autoritet paa dette område, Arkitekt Uldall har fastslået, at den stammer fra Valdermar Sejrs Dage og er støbt I Nederlandene. Den er således en af de ældste i Danmark og har ringet til Glæde og Sorg i 700 aar. Ved den side hænger en lille Klokke, der bære Navnet: Margrethe Wiffert 1610. Kalk og Diske I Solbjerg Kirke er drevet Sølv, men har hverken Navn eller Mærke.
Den første skolebygning i Solbjerg
Skrevet af Johannes StoffersenForuden de mange gaver til kirken i Solbjerg - en del heraf har sikkert været en del af kirketienet, oprettede Laurits Kierulff - ejer af godset Wiffertsholm, sammen med, som der står optegnet ”sin kiære elskelige frue Karen Gesmand til Wiffertsholm”, den første faste skole. Bygningen og jordtilliggende samt fast løn til skoleholderen skulle udredes fra Wiffertsholm. De oprettede et fundats d. 14.juni 1725 der begynder således: ”At som Gudsfrygt og sand Kundskab er al Visdoms begyndelse og al Saligheds Rod...”. Derfor besluttede de at oprette et nyt skolehus i Solbjerg sogn efter ”den allerhøjestes Råd og Tilskyndelse”.
Skolen bestod af 6 fag bindingsværk med stråtag,
de tre fag indrettet til skolestue, et fag til kammer og andre to til
køkken. Wiffertsholm skulle holde huset ved lige i alle måder og der
tillægges, som der står ”tvende Stykker Jord til Sædeland og Kaalhave”.
Skolen lå i Solbjerg sogn ved et tingled i Solbjerg, i følge ”Jydsk
Historie og Topografi 1904-05”.
Huset eksisterede endda indtil for få
år siden - før det nuværende blev bygget - på samme grund. Det var et
meget lille bindingsværkshus, med netop 6 fag, Beliggende på hjørnet
af Ravnborgvej og Fredenslundvej.
I fundatsen står videre: ”Skolemesteren der udsøge, skal være en dygtig Person, vel oplyst og funderet i sin kristendoms Kundskab og med ren dansk Tungemål...”. Desuden at lære ”Børnene at læse i danske Bøger og dertil skrive nogenlunde læselig Skrift og udi Regnekunsten være noget kyndig”.
Der var forskel på de to slags kundskaber. Det er Wiffertsholm - herskabets udtrykkelige ønske, hedder der videre, ”at alle Godsets Bønder - Børn, så godt der er forlangende uden nogen ringeste Betaling skal oplæres i deres Katekismus og andre Børnelærdomme. Men ifald nogen af bemeldte af Solbjerg og Bælum Sogns Børn søger Skolen så længe, betaler de selv Skolemesteren for hans Umage. Men han skal se sig vel for, at ingen af Børnene lærer sig at skrive eller regne, førend de vel har fattet og lært deres Katekismus”.
Dette beløb der hentydes til må være til den undervisning, der gik ud over kristendomsundervisning. Beløbet blev udloddet til sognenes jordejere efter hartkorn. Mindste lod betalte ti øre, de fleste omkring 20 øre og de største 26 øre. Blandt disse er Gammel - og Ny Wiffertsholm. Disse beløb var indtil kommunesammenlægningen stadig gældende. I forbindelse med en fredningssag erklærede en lodsejer så sent som omkring 1950 sig indforstået med en tinglyst fredningsdeklaration på betingelse af at slippe for den kierulffske tinglysning om skolepenge. Sagføreren mente denne sag nemt kunne klares, - hvad kun ikke var muligt, selv om kommunen også gik ind i sagen og støttede den fuldt ud.
Det var sognepræsten, der havde det afgørende ord om
undervisningen. Hvad skolemesteren selv angik som det alt
afgørende indskærpedes, at han ikke måtte ”holde Værtskab eller
lystig Forsamling, ej heller at forhandle eller falbyde nogen
Vare i Skolehuset (det var ret almindeligt at
skoleholderen brændte brændevin med salg for
øje for at supplere sin meget sparsomme indtægt
som lærer). Han skal nyde 10 Læs Træ til Brænde og
40 Læs forsvarlig Skottørv, som føres ham til Skolehuset”.
Endvidere nyder han af Wiffertsholms Herskab til sin aarlige Løn
og Ophold 20 Rdl. udi rede Penge saavel som og Korn, 2 Td. Rug
og 2Td. Byg”.
Foruden ovennævnte indeholder gavebrevet mange andre bestemmelser. For ikke at fundatsen skulle glemmes stod der endvidere: ”...at den en gang hvert Aar, nemlig på den næste Søndag efter Laurentii Dag efter Gudstjenesten for hele Menigheden skal oplæses og forkyndes".
Man ved ikke hvornår herskabet holdt op med at holde skolen, men sikkert 1814 i forbindelse med de første egentlige skolelove. Dem kunne Lauritz Kierulffs indsats ikke feje af bordet. Hans fundats var kongelig konfirmeret af Christian den Sjette i 1732.
Nok var Laurits Kierulff gavmild overfor kirke og skole, men han var til gengæld
hård over for sine bønder. Her krævede han ret og dom. Et kort
afsnit i en dom over en bonde lyder: ”...så lader én
Ejendommen forfalde, saa rømmer Jørgen Holgersen i al sin armod
fra sin Fæstegård i Bælum; han møder ikke op til sit Forsvar,
men dømmes strengt som Rømningsmand... 28. April 1691”.
Laurits Kierulff tog sin ret ud i yderste konsekvens, selvom han
derved jagede fæsteren fra hus og hjem.
I det hele taget var han ofte blandet ind i, hvad der dengang omtaltes som ”Iring og Trætte”. I Rinds Herreds Krønike, skrevet af Kristen Sørensen Testrup omtales han som en procesmager og lovtrækker og ikke altid på retvis måde. Da Laurits Kierulff døde 81 år gammel, blev hans formue anslået til 160.000 Rdl.
Det testrupske legat
Skrevet af Johannes StoffersenMan kan ikke undlade at omtale denne usædvanlige godsejer på Wiffertsholm og den måde han blev dets ejer på. Han, der kom til at betyde meget for Solbjerg, - ja hele den sydøstlige del af Østhimmerland, på grund af hans interesse for både sine fæstebønderne og tjenestefolk. Han talte ofte til dem, og gav dem gode råd og støtte, når de vel at mærke havde gjort sig det fortjent. Han fik på det nærmeste deres ubegrænsede tillid. Det i sig selv var dengang ualmindeligt for en stor godsejer.
Hans tjenestefolk troede ligefrem han havde overnaturlige evner, så han altid var klar over, hvad der foregik på sine gårde. Som da han engang kørte fra en af sine besiddelser til Wiffertsholm og pludselig gav sig til at le. Han spurgte sin kusk om han vidste hvorfor; og svarede selv, ved at fortælle kokkepigen på Wiffertsholm var gået i kælderen for at tappe godtøl af tønden til sin kæreste. Tappen var uheldigvis faldet fra hende, og hun havde derfor sat fingeren i hullet, og måtte sidde i den stilling til de kom hjem. Hvad hun til kuskens store undren også gjorde.
Og så var han ikke at forglemme igangsætteren til at alle hans fæstebønder plantede frugttræer omkring deres boliger. Ja, de blev på det nærmeste tvunget til at plante - en nødvendighed, da de i begyndelsen havde megen modvilje for dette. Havde de ikke selv råd, kunne de hente planter vederlagsfri hos hans podemester i Solbjerg. De fandt dog snart selv ud af ideen var god, da salg af frugterne gav dem et godt økonomisk tilskud. Østhimmerland fik derved tilnavnet ”Kirsebæregnen”, et navn der stadig hænger ved, selv om der er få æble - og kirsebærhaver tilbage.
Hans forældre ejede Thestrupgård, og var af almindelig bondeslægt. Der stod ikke skrevet i hans vugge, da kom han til verden i 1685, at han skulle blive en af Østhimmerlands store godsbesiddere, som ejer af Wiffertsholm og den skulle forblive i familiens ejerskab gennem tre generationer.
Han var med tiden blevet en dygtig og lærd mand, ja skrev endda et par bøger, havde både sejlet og været skibsejer, desuden handlet med stude til Holland, været forpagter på Lerkenfeldt og seks år efter udnævnt som herredsfoged i Rinds og Gislum herreder. Denne bestilling beholdt han også efter købet af Wiffertsholm.
Han havde ved fornuftig økonomiske dispositioner og levemåde samlet sig en formue og derved først kunne købe Lille Restrup Hovedgård. Også her havde han som altid talt og klædt sig som bonde.
Wiffertsholm blev købt den 9. nov. 1740 ved en auktion, der blev holdt i selve borggården. På denne dag kom i den anledning en lidt usædvanlig påklædt mand agende til godset i en arbejdsvogn. Efter han havde ombyttet sine træsko med støvler, - som der fortælles, trådte han op i auktionslokalet, hvor der havde samlet sig både adelsmænd og storborgere, der regnede med ved denne lejlighed at gøre et godt og billigt køb. De blev forundret, ja ligefrem fornærmede over denne bondeklædte mand, der blandede sig og gav sine bud.
Man henstillede derfor auktionarius til at give ham hammerslag og forlangte efterfølgende han skulle stille kaution. Han spurgte derefter om han ville opfylde dette krav. Da han svarede nej, blev det forlangt at auktionen skulle fortsætte, men bonden nedlagde protest og svarede på sit landbomål: ”Kaution behøw`s wal eè når a hår skællingerne mæ”. Han åbnede derefter vinduet og kaldte på sin kusk: ”Jens kom li´e ind mæ d`e bette rø`e skrin”, og Kristen Sørensen Testrup betalte herefter kontant.
Deres forundring forvandlede sig til forbitrelse, Gården fik han til under halvdelen af dens værdi. Han skal, efter sigende have tilføjet, efter denne episode: ”Så ka a wal forlång å fo mi`n hejst såt po stå`l ”. Det blev nægtet da han ankom.
1759 tog han sin afsked som herredsfoged og blev udnævnt som cancelliråd og hans ældste søn Christen blev bestikket i stedet samme sted.
Hans yngste søn Søren Testrup overtog omkring kort tid efter Wiffertsholm og var stifter af det ”Testrupske Legat”. Legatformuen var på 1800 Rdl., der stod som pant i Fjeldsø kirke, som han var ejer af. Denne havde tiende- og kaldsret, og stiftamtmanden og biskoppen i Viborg stift stod som udsteder af panteforskrivningen på beløbet. Renten heraf, der var sat til 4 procent til evig tid, skulle udbetales til 6 sognes fattige i hvilke familien Testrup havde haft nært tilknytning til, bl.a Bælum og Solbjerg sogne. Hvert enkelt sogns præst skulle forestå uddelingen, efter bedste skøn, dog kun til de fattige, der i forvejen nød sognealmisse, som der stod i legatbestemmelserne.
Pengekrisen i begyndelsen af 1800 udhulede imidlertid legatformuen. Også hovedparten af slægten Testrups kapital blev reduceret kraftigt. I 1826 gik den daværende ejer af Fjeldsø kirke, Kristen Testrups sønnesøn fallit. For igen at opnå den oprindelige kapitalstørrelse på legatet blev derfor i en årrække ikke udbetalt penge af renterne. I Bælum og Solbjerg sogne blev de første legatsummer uddelt helt efter testators bestemmelse – som de to eneste, efter de havde været gennem en langvarig korrespondance med biskoppen i Viborg. Det skete i 1840, da de første portioner af legatmidlerne blev udbetalt, hvorimod de andre 4 sogne lod dem tilflyde den ”fri fattigkasse”.
Af slægten Testrup ligger de fleste begravet på Testrup kirkegård ved Ålestrup. I en meget lang årrække var deres gravsteder ikke blevet vedligeholdt, men i 1902, på Testrup Sogneråds foranledning, blev de restaureret, da den fandt, det var en skam deres grave lå sammensunket og eftergroet, da denne slægt havde skænket så mange og store gaver til kirker og anden velgørenhed. Hele udgiften var da 100 kr. På forslag fra provst Jørgensen, Bælum blev det herefter bestemt, at hver af de 6 sogne skulle år yde et bestemt beløb, som blev fratrukket renterne af legat beløbet.
Straffet af kirken - efter døden
Skrevet af Johannes StoffersenIkke alle blev begravet på sognets kirkegård i ældre tid, ej heller
ved Solbjerg kirke. Det drejede hovedsageligt sig om tatere, natmænd -
men også kvinder, man anklagede for at udføre trolddomskunster,
diverse lyssky gerninger, de læste sig til fra den såkaldte ”cybrianus”
(fandens bibel), og derfor var udlagt som troldkællinger eller det der var
værre og derfor dømt til at miste hovedet og sat på hjul og stejle,
til skræk og advarsel. Også afdøde personer uden fast opholdssted,
eller som på en eller anden måde havde forbrudt sig groft mod landets og
kirkens love, kom ikke i indviet jord, men blev begravet udenfor kirkegårdsdiget.
I særlige tilfælde foregik jordfæstelsen dog på selve
kirkegården i nattens mulm og mørke og på en upåagtet plads uden
deltagelse af hverken degn og præst. Kisten blev i disse tilfælde ikke
ført ind på kirkegården ad den normale indgang , men løftet over diget
- og ind på kirkegården.
I Solbjerg blev kirkegården omkring 1920 udvidet og 80 år efter den var taget i brug, kom et tilfælde frem af denne art begravelser for dagens lys. Da graver Birger Pedersen ville grave en rende til et elkabel stødte han på en stensætning i en dybde på ca. 30 cm. med sten på omkring hovedstørrelse. Under arbejdet med at fjerne dem, kom han til rester af en simpel kiste og tydelige rester af et skelet. Fundet blev gjort akkurat lige uden for, hvor det gamle kirkegårdsdige havde stået, og man må derfor regne med den person, der var begravet her, ikke havde opfyldt betingelserne for at komme i indviet jord, altså blive begravet på selve kirkegården.
Præster, Kapellaner og andet godtfolk
Skrevet af Johannes StoffersenPastor Jens Nielsen Horsens (1675-86)
Herr. Jens var meget omhyggelig med hvad han skrev i sin kirkebog, - og
så havde han, som en pudsighed for vane ved eksempelvis dødsfald at
tilføje en lille latinsk karakteristik af personer, der udmærkede sig i
en eller anden retning . I 1678 skriver han således: ” D. 17. apr.
Jordede her Bertel, præsten i Brøndum, me febri laborante (mens jeg
lå syg af feber) - Søren Moustens hustru i Lille Brøndum, Anna
Jensdatter, mulier satis honesta” (en særdeles hæderlig kvinde). Han
skrev flere lignende passager i kirkebogen, der i øvrigt er den ældst
bevaret i Bælum Det var dog ikke altid lovord Herr. Jens noterede med
sin gåsefjer. Den 1-9-1678, da han havde begravet en gammel kvinde,
Anne Rasmusdatter, tilføjede han: ” hujus fama non erat integra, nam
artis magicæ aguebatur” (hvis rygte ikke var uplettet, thi hun
beskyldtes for trolddomskunster.
Også sædeligheden har Herr. Jens nøje overvåget. Mandag efter Hellig
Trefoldigheds søndag 1683 blev Maren Tordsdatter og Inger Jensdatter i
Bælum kaldt til præstegården, hvor Herr. Jens tilspurgte Kirstine
Sørensdatter i Lille Brøndum, om hun havde været med barn, som ord og
rygte gik iblandt folk. Kirstine nægtede først. Herr. Jens forlangte
da, de to tilkaldte dannekvinder skulle ”malke” hende. Denne malkeprøve
bestod hun ikke, men slog fast, der ikke var røg uden brand.
Han holdt derefter strengt forhør og formanede hende til at bekende
sandheden, Hun indrømmede under dette at have haft med mænd at
bestille. Yderligere fortalte hun at hun nogle dage forud, - uden nogen
vidste af det, havde født ”et misbyrd”, som dog ikke var i et barns
lignelse. Kirstine Sørensdatters sag blev trukket ud, men da den atter
kom for retten, blev hun dømt til at straffes på sin hals efter loven.
Kirstine havde imidlertid taget de kloges parti ved at gøre sig usynlig.
Pastor Ove Lauritzen Helsted (1686-1719)
Herr. Ove var en særdeles fremsynende mand. Allerede året efter
sin ordination i Solbjerg kirke erhvervede han kongelig brev
fra Lauritz Kjærulff, Wiffertsholm på Solbjerg kirkes visse og
uvisse indtægter (her menes kirketiende) for sig og sine
efterfølgere, som der står skrevet. Kirken var
herefter sognets præsters ejendom indtil den store
kirkereform 1912.
Hvordan kirken kom i Herr. Oves besiddelse nævnes ikke. Det kan
tænkes han har udnyttet sine gode forbindelser til biskop Søren
Glud, Viborg, hos hvem han havde været amanuensis og hvis stift
kirken hørte under.
En anden mulighed er, det er ham der ifølge folkemunde, har
vundet den ved spil, og det må så være med Kjærulff `s yderst
vidtløftige svigersønner, der mere eller mindre formøblede
en del af deres svigerfars værdier. Kirken havde indtil da,
siden reformationen været en del af godset Wiffertsholms
ejendom.
I kirkebogen har Herr. Ove gjort denne triste tilførsel: ”Anno
1698 Tiirsdagen d. 26. July er en Synderinde Ved nafn Ane
Torbensdatter som har tjent på Dragsgård for Kockepige og var
bleven besofet og havde derefter myrdet hendes foster d. 3. May
nest tilforn. Hun blev halshuggen Ved store Arden, og Kroppen
kom i en høy og hovedet på stage.”
Michel Johansen Budtz (1719-70)
Som den foregående præst ejede herr. Michel, Solbjerg kirke med
de dertil tilhørende rettigheder og pligter. At der ikke var et
særlig godt forhold mellem Chr. Sørensen Testrup, der på det
tidspunkt ejede Wiffertsholm og ham viser følgende eksempler:
I slutningen af 1749 havde herr. Michel besøg af
kancellisekretær Lauritz Kierulf de Jespersen fra Høgholt i
Vendsyssel. Han var kommet ridende til præstegården og medens
han var inde hos præsten havde to mænd på vegne af herredsfoged
Chr. Sørensen Testrup gjort arrest på Jespersens hoppe med
tilhørende saddel, bidsel og stigbøjler og bortført den til
Ravnborg i Solbjerg sogn. Her boede herredsfogedens bonde,
Anders Nielsen, der havde begæret arresten, som et vederlag for
40 rdl. som Jespersen skyldte ham.
Der blev anlagt sag og prokurator Smidt, Aalborg mødte op i
retten på Jespersens vegne. Smidt spurgte om Testrup selv var
tilstede i præstegården. Herredsfogeden tilstod dette og han var
der for at assistere sin bonde Anders Nielsen. Når hoppen var
ført til Ravnborg var grunden at Budtz havde erklæret ikke at
være ansvarlig for hoppen, da han havde lidet foder til sine
egne bæster. Prokurator Smidt fandt dette svar var til for at
løbe fra ansvaret.
Budtz tilbød at være ansvarlig for 10 rdl. - hvad hest og
tilbehøret var vurderet til, men det fandt Testrup ikke var nok,
med mindre Budtz ville være ansvarlig for hele beløbet, som
Jespersen var Anders Nilsen skyldig. (Sagen blev indstævnet for
landsretten i flg. Tingbogen).
Budtz fik senere igen at gøre med Testrup. Det drejede sig om
stridigheder om Solbjerg kirke som Budtz jo ejede. Testrup
klagede i 1756 over at tårnet var misligholdt og truede med at
falde sammen, og forlangte han skulle lade det ombygge. Da han
ikke fik et fyldestgørende svar stævnede han ham for
Visborggårds birketing.
Budtz mødte ikke selv op , men sendte en karl med skriftlig
besked, hvori han påstod ikke at eje kirken, hvilket ikke stemte
overens med kendsgerningerne, så han måtte da også i lag med
byggeriet.
Et par år senere klagede Testrup over at kirken ikke kunne rumme
en tredjedel af sognets beboere, hvorfor han ønskede den
udvidet. Præsten svarer ved at kræve syn. Synet vidner derefter
at alt er i den skønneste orden, kun henligger på kirkegården en
bunke grus fra det gamle tårn, der blev nedbrudt i 1758.
Efter dette følger en underdanig erklæring til stiftsøvrigheden
fra herr. Budtz om Testrup ingen årsag har til at besvære sig,
da han til dato ikke har boet på Wiffertsholm eller kommuniceret
i kirken og han, Budtz til dato har holdt kirken ved lige og
svaret både ordinaire og ekstraordinaire udgifter. Budtz
tilføjer, han ifølge bevillingen af 1687 var forpligtiget til at
holde kirken ved lige, ikke at bygge den større. (Man kan ane
Testrup var misfornøjet over ikke selv at være ejer af kirken).
Pastor Budtz satte, foruden at bygge tårnet om et andet
eftermæle over sig i Solbjerg kirke, nemlig den nuværende trappe
til prædikestolen og de tilhørende billeder. Budtz vedblev at
være sognets præst til sin død i 1770, 80 år gammel. På grund
af sin alder havde han i de senere år holdt kapellaner,
deriblandt hans søn.
Johan Michelsen Budtz (1756-60)
Herr. Johan var søn af Michel Budtz. Han var udset til at blive
sin fars efterfølger i embedet og blev kaldet til at være sin
fars ”adjunctus et successor i 1756 af major Høegh, Dalsgård. I
starten af 1757, nærmere den 23-2. blev han ordineret af
biskop Wøldike og var kapellan i omkring 4 år hos sin far indtil
1760, da han imidlertid blev ”removeret” fra embedet. Årsagen
var for en af datidens gejstlige det usædvanlige, at hans hustru
kom for tidligt i barselseng efter brylluppet - i dette
tilfælde oven i købet ”alt for tidlig”.
Johan Budtz havde således forskertset, som der står, til
udsigten at blive sin faders eftermand i embedet. I dette
tilfælde var det ikke kun den kvindelige part der blev set skævt
til. Han selv fik en disciplinær dom . Han fik dog oprejsning
og blev allerede tre år efter, i 1763 udnævnt til sognepræst
- dog ikke i Bælum og Solbjerg sogne.
Hans efterfølger i embedet Henrik Henriksen Munck
blev kapellan i sognene allerede 27-8-1762. D. 8-11-1765
fik han konfirmation ( offentlig bekræftelse) som sognepræst i
Skibsted – Lyngby, når dette blev ledigt, men vedblev som
kapellan i Bælum og Solbjerg sogne til 1769 da han tiltrådte
dette embede. Som hans efterfølger i stillingen hos Budtz
tiltrådte Mouritz Sørensen Mørch samme år. To
år senere, i 1771 fik han stilling som sognepræst i Kongerslev.
Efter Budtz`s død d. 10-8-1770, blev Balle
Nicolai Hvidbjerg d. 12-9-1770 ordineret som
sognepræst I Bælum og Solbjerg sogne. Den første
visitatsberetning i 1772 lyder ikke godt. Det er biskop Rottbøll der nævner han ikke fandt ungdommen mådelig, så han
måtte anbefale den gode mand at arbejde trolig med dens
undervisningen og herefter at give skolevæsnet med opmuntring
og flittig tilsyn nyt liv og drift.
I 1797 var provst Jungersen på besøg og han fandt præsten
”opbyggende ved en herlig tale, og ungdommen glædede med en
ypperlig religions kundskab tale”.
To år senere gjorde biskop Tetens visit og han var ved dette
besøg ikke særlig fornøjet, da han hos de unge fandt en aldeles
forsømt ”catechisation” selv om præsten bestandig skal have
prædiket selv og det ville være højst nødvendigt at den gamle
og svage præst udsøger sig en duelig medhjælper i embedet.
I 1802 er sagen en helt anden. Her kvæder biskoppen en helt
anden vise: ” Stor var min glæde, da jeg fandt den ønskeligste
forbedring, den værdige overlærers (præstens) Gud ske tak!
forandrede helbred og han har vist sig i trofast arbejde med
catechisation og skoletilsyn…”.
På grund af Hvidbergs svagelighed blev Andreas Listo
Høeg ansat som hans personlige kappelan fra 1802 til
1804. Han blev entlediget (fik sin afsked) i sidstnævnte
år med 300 rdl i pension på grund af sygdom.
I en skrivelse af 18-4-1795 kan man i øvrigt læse
Hvidbjerg da søgte at erhverve ejerskabet til Bælum kirke,
hvilket også blev ham bevilget til en sum af 4900 rdl. I 1799
søgte han at afhænde den til kammerråd Gundorph, Dragsgård.
Kancelliet får sagen til behandling, da biskoppen bliver i tvivl
om lovligheden. Hvidberg havde imidlertid forregnet sig, da han
ikke havde udstedt den forlangte panteobligation og derfor ikke
var ejer af kirken.
Om pastor Niels Basse Lund (1804-40)
fortælles bl.a. følgende: Folk var slemme til at stjæle i
haverne. Pastor Lund havde ligefrem advaret fra prædikestolen
mod denne uskik. Vel sagtens var årsagen at på det tidspunkt
havde kun få grønsagshaver. En nat havde en tyv således været i
hans egen have og stjålet en dusk purløg som hans kone endda
holdt særdeles af. En krydderurt der vel da ikke var særlig
almindelig. Tyven havde i sit hastværk glemt at lukke havelågen
efter sig, så om morgenen fandt den kære præst snart ud af hvad
der var foregået. Søndagen efter, da Lund havde holdt sin
søndagsprædike, sagde han: ”Forleden nat har en ubuden gæst
været på besøg i min have og stjålet min kones purløgsbusk og
til vitterlig stod hullet åbent.”
Der skal tilføjes at herr. og fru Lund ikke var ubekendt med
hvad der var af værdi, jfr. smykkerne fra krypten, - og
kirkedøren han fik lavet af kisterne herfra.
Pastor Langhorn (1840-64)
Da Herr. Ludvig var præst var øl og brændevin billig, og blev
også brugt i ny og næ til småfolk at falde i søvn på. Brændevin
blev tilligemed brugt i mange andre sammenhænge, - som medicin,
så for selv børn var alkohol ikke fremmed. Det var desuden nemt
at skaffe og blev fremstillet på de fleste gårde, hvor råvarerne
var lige ved hånden, selvom den fabrikation vel ikke lige var
efter lovens bogstav.
En af hans konfirmander - en dreng, var måske blevet særlig
glad for de våde varer for da han søndagen efter sin
konfirmation første gang var til alters, stoppede han pastoren i
udskænkningen af altervinen, der dengang foregik ved man drak
direkte af alterkalken med ordene: "How, how, - e` så rask
pastor Långhu`n a tøws do er wal fjæ`tte mæ vi`n, - a fek kap
nok te min` huul tan."
Pastor Frederik Adolph Christian Møller
(1865-72)
Pastor Møller blev samme år som han blev ordineret som
sognepræst I Bælum og Solbjerg sogne provst i Hellum – Hindsted
herred.
Om ham fortælles han var en habil tilsynsmand med præster og
lærere. Han udvirkede at det ”Testrupske” legat for hans to egne
sogne fuldt ud blev uddelt efter testators bestemmelse.
Henrich Theodor Voss (1872-80)
Efter hvad der har kunnet efterspores gjorde han ingen væsen af
sig. Han hørte til de stille i landet, som skrevet står.
Pastor Theodor Petersen (1881-91)
Han blev kaldet til Bælum og Solbjerg d. 17-8-1872 og den 8-?-1886 udnævnt til provst i herredet. Der fortælles om ham, han
i sjældent grad var en mildt tænkende, tolerant og retsindig
mand. Som provst var han især interesseret i kirkebygninger.
Pastor Richard Lauritz Jørgensen (1891-1903)
Kaldet til sognene d. 14-4-1891. og d. 21-11 året efter
provst. Han var en meget virksom mand. På hans forslag blev der
eksempelvis bestemt at der for hvert af de 6 sogne, der nød
godt af der ”testrupske legat” skulle for fremtiden ydes et
bestemt årligt bidrag til vedligeholdelse af slægten Testrups
gravsteder på Testrup kirkegård.
Carl Vilhelm Bielefeldt (1903-06)
Gift d. 27-4-1889 med Agathe Kabell f. i Aalborg 26-11-1865, datter af proprietær til Hæstrupgård, senere
tobaksfabrikant i København Søren A. C. Wilsbech Kabell og
Laurine Marie Grønbech.
Bielefeldt var, som der fortælles i en af datidens aviser, en
ivrig jægersmand; Forlydender herom var allerede ilet i
forvejen inden han tiltrådte sin stilling, ligeledes han var
en stor ynder af selskabslivets glæder blandt bønderne og
andre i de højere samfundslag, derfor så man blandt disse med
stor forventning frem til hans ankomst i de to sogne. Man havde
ikke ligefrem været forvendt med en præst, der havde disse
kvaliteter.
Det skulle vise sig han tiest var at træffe med geværet over
skulderen. Hans jagtture kunne varer flere dage og nætter. Ja,
under egnens talrige klapjagter kunne disse for ham strække sig
over en hel uge. I disse tidsrum lod han selv konfirmander og
kirkelige forretninger ligge og menigheden måtte så vente til
han igen ankom til præstegåden.
Det hændte også man gav mindre ædle årsager til hans til tider
lange fravær og man undrede sig meget over at andre præstefolk
holdt sig borte fra selskabelighed samvær med Bielefeldt.
Hvad der imidlertid ikke var kendt på forhånd: han var stor
ynder af kvindelig selskab. Hans jagtture udviklede sig kun
ikke til at omfatte vildt i naturen. Således skal han, dog
efter ubekræftede forlydender, været set på vej ind ad vinduet
til datteren på en af de større gårde i Bælum en sommernat.
Bekendtskabet udviklede sig imidlertid, og han havde åbenbart
lovet hende både guld og grønne skove og lovet de skulle rejse
bort sammen, ja måske ligefrem stillet hende ægteskab i
udsigt . Da han efter hendes mening trak sine løfter for
længe ud stillede hun ham et ultimatum: En aften på et bestemt
tidspunkt ville hun holde i en lukket ekvipage uden for
præstegården; kom han ikke var deres forhold slut.
Det viste sig dog, videre ifølge kilderne, der kom ingen
Bielefeldt, så hun måtte køre igen med uforettert sag.
Præstegerningen var åbenbar ikke ligefrem Bielefeldts kald.
Menighedernes tålmodigheden med ham var dog stor, ikke mindst
fordi han var en særdeles afholdt person man var meget ked af
at miste.
Der skulle gå en rum tid for ham selv at nå til erkendelse af
han ikke var en præstegerning værdig . Den tilkæmpede sig han
dog.
Han søgte og fik sin afsked endog med pension d. 26-11-1906. Ved hans afskedsansøgning var vedlagt en erklæringer fra
driftslæge Honisen, Terndrup og professor Freidenreich,
København, der begge erklærede Bielefeldt overnervøs. Hans
ægteskab ophævedes året efter og tre år efter, i 1910 blev
han gift med datteren af den daværende proprietær på Dragsgård.
Var det pigen i ekvipagen ??
Pastor Jacob Christian Becker (1907-41)
Pastor Becker blev kaldet som præst til de to sogne: Bælum og
Solbjerg d. 28-4-1907 og blev udnævnt til provst i 1928.
Han udførte denne sin gerning indtil 1941. Ud over at
være præst var han meget aktiv på andre områder og havde
sikkert også havde haft en finger på pulsen ved den store
restaurering af Solbjerg kirke i 1927. Becker var ligeledes
foregangsmand for at skaffe midler til at opføre en kirke i
Korup. Uagtet, der blev samlet et betydelig beløb blev
projektet opgivet efter hans død. Det indsamle beløb blev i
stedet overgivet til et fond, hvis midler bliver brugt til
forskønnelse af stiftes kirker Der ud over fandt han også tid
til at skrive et par bøger: og var således en særdeles uhyre
flittig mand på mange felter. Han undgik dog ikke i sin lange
embedsperiode på hele 34 år, at der kom der en del anekdoter i
omløb med ham som hovedperson - og alle med et humoristisk
anstrøg. Beretninger, selvom de sikkert ikke altid var helt
retvisende, så havde de dog alligevel utvivlsomt en gran af
sandhed i sig. Det var bl.a. almindelig kendt han var
ualmindelig nærig; herom fortælles følgende:
Pastor Becker gik meget op i præstegårdens dengang tilhørende
landbrug og tog sin tørn i gårdens daglige arbejde. Gennem
længere tid havde han klaret det meste arbejdet alene, men
ansatte dog efter nogle år en fast medhjælp ved landbruget,
men da Becker anskaffede sig en slåmaskine, mente han selv
igen at kunne klare bl.a. korn- og høhøsten og spare dyre
lønninger - derfor fik karlen sin afsked.
Der gik dog ikke lang tid, før der igen kom bud efter karlen, da
Beckers nyindkøbte slåmaskine til hans store utilfredshed ikke
fungerede, som den skulle. Da karlen ankom, kunne denne straks
konstatere, at det eneste maskinen manglede, var en kniv. Da
karlen havde monteret den , kunne Becker fortsætte arbejdet med
et tilfredsstillende resultat, men karlen blev efter dette - som
belønning, genansat med en betaling på den for pastor Becker
svimlende sum på hele 85 øre pr. dag – endda plus kost.
Han havde sikkert kviet sig.
Men med hensyn til kosten viste Becker sin virkelige sans for
tingenes værdi. En af de første dage efter karlens
genansættelse stod menuen på grønkål, og da de var helt friske -
som præsten udtrykte sig, mente han ikke, der var behov for at
servere flæsk til - det vankede dog dagen efter, men tredjedagen
var det igen grønkål uden flæsk - for da serveredes der
pandekager bagefter.
Når Becker forrettede gudstjeneste i Solbjerg kom han altid
kørende standsmæssig i sin jumbe og altid kørte han ind på en
bestemt gård, hvor hesten blev opstaldet. Nu var der kun det, at
altid var det karlen på gården, der skulle tage imod hesten og
give den foder og vand. Efterhånden blev denne ludked af dette
ekstra arbejde, der søndag efter søndag blev ham pålagt, ikke
mindst fordi Becker aldrig gav en lille erkendtlighed for
ulejligheden . En søndag tog karlen sin gruelige hævn. Hesten
blev, som vanligt var, sat på stald og fik det vand og foder,
den havde behov for, men dens efterladenskaber blev af karlen
omhyggeligt samlet sammen og lagt i en gammel kornsæk og
anbragt på præstens sæde - under køreslaget. Becker roste
karlen for sin omsorg for ham , da han kom tilbage efter
kirkegangen, og et ekstra venligt nik ofrede han ham, da han
mærkede det opvarmede sæde,.. Becker var således yderst tilfreds
med hele dagen, da han kom hjem til præstegården, ja i et
overstadig humør. Men hans husholder klagede over en underlig
lugt, ved han ankomst – en lugt der tydeligvis kom fra Becker,
og hun opdagede snart hans præstekjole havde en stor plamage bag
på. Da forstod han, hvor varmen på sædet stammede fra. Efter
denne episode var det sidste gang han lod sin hest opstalde på
denne gård. Becker fandt selv en anden i byen, hvor han følte
sig mere velkommen.
Den magiske sten
Skrevet af Johannes StoffersenStadig sker det, som det har gjort i mange hundrede år at ægtefolk af en eller anden årsag har meget vanskeligt ved - eller slet ikke kan få børn sammen. Heldigvis findes der nu i mange tilfælde råd derfor på grund af lægernes viden om dette problem, men gennem mange århundreder og op til vor tid var der helt andre metoder, der blev taget i brug end lige netop råd hos lægerne, måske endda med et lige så godt resultat. De ”behandlingsmetoder” man benyttede sig af blev givet fra mund til mund, og nogle af disse var kun kendt af kvinderne og kom under alle omstændigheder på grund af deres karakter ikke for mænds ører.
Et af dem, for der var uden tvivl flere, gik ud på at konen/pigen skulle finde en lille sten på størrelse af en kastanje med en skålformet fordybning. Stenen skulle lægges i en lomme på forklædet eller et andet beklædningsstykke, hvor hun i al ubemærkethed skulle masserer i stenens hulning med en af sine fingre, samtidig med hun brændende ønskede sig frugtsommelig med en anden mand - af eget valg. Herefter ville hun og han få lejlighed til at mødes, med dette for hende eneste formål. Den første gang hun mærkede liv, skulle hun så lægge stenen indenfor kirkegårdsdiget, derefter ville stenes magi ophøre. Dog ikke på hvilken som helst kirkegård, men hvor der fandtes en eller flere kampesten med sol eller skålmærker, såkaldte helleristninger, der blev tolket som frugtbarhedssymboler, og allerbedst på en kirkegård hvor der også var en gammel gravhøj.
Som bekendt rummer Solbjerg kirkegård alle delene, og her er denne mulighed sikkert blevet benyttet. Der er fundet mere end en halv hundrede af netop disse sten her, og der dukker til stadighed sten af kastanje størrelse op af den form også hvor der ikke skulle være sten af den størrelse. Stenene har netop disse hulninger, lignende de føromtalte helleristninger, som måske er/var regnet for virksomme frugtbarhedssymboler.
Denne ret så usædvanlige løsning mod barnløshed, er for år tilbage fortalt af en gammel kone på egnen.
At der er fundet et stort antal af disse sten netop her kan tyde på denne metode har været flittigt brugt førhen at dømme efter antallet, og hvem ved - måske bliver den også brugt den dag i dag. Noget tyder på det.
Smedens husholder
Skrevet af Johannes StoffersenSolbjerg havde indtil omkring år 2000, og velsagtens så langt tilbage som byen har eksisteret haft en landsbysmed. Smeden var i ældre tid en meget vigtig person, der som regel blev regnet for at kunne mere end sit Fadervor. Hele hans fremtoning - som regel sort fra top til tå, på grund af sit arbejde - og så hans enorme kræfter, gjorde ham til noget særligt, ja bevirkede at han havde en særlig status i landsbyen. Det var også for mange forbundet med en vis mystik omkring hans særlige evner til at kunne tvinge jernet i de former han ønskede, og ikke at forglemme hans hvidglødende esse, der i særlig grad kunne sætte fantasien i sving - at især den måske kunne have noget med det steghede helvede at gøre - jo kunne lede tankerne hen på, at smeden måske endda kunne være i ledtog med selveste ”Den Onde Selv”, og derfor en person man så sig bedst ved at holde sig på god fod med.
Denne mystik er for længst forsvundet og det at kunne smede jern er med tiden blevet et almindeligt håndværk uden spor af hemmeligheder. Men det man forstår ved en rigtig landsbysmed og smedje er i dag en saga blot. Den er på vej til, som mange andre håndværk, at have overlevet sig selv.
En af de gamle i Solbjerg smede havde i øvrigt haft til opgave at sko den hvide hest. Netop den hest Kong Christian den Tiende red over grænsen på i 1920, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Solbjerg blev dog ikke kendt over det ganske land af den grund ud, af den simple årsag han på det tidspunkt boede og var smedesvend på Visborggård, hvorfra også hesten kom, og han der fik den ærefulde opgave.
Nu er det blot ikke denne mand fortællingen drejer sig om, da den foregår længere tilbage i tiden, længe før der var tænkt på ham og når det kommer til stykket heller ikke om selve smeden i Solbjerg, selv om han immervæk, og vel ikke helt uforskyldt er en af hovedpersonerne. Men sandfærdig er den.
Sagen var, og i al sørgelighed, at den kære smeds kone døde og det alt for ung en alder. Men han selv skulle jo have pasning med mad på bordet og tøj på kroppen, - han kom rettere sagt til at mangle en til at forestå den daglige husførelse. Han kunne derfor ikke se en anden udvej end at anskaffe sig en husholder, og derved blev det.
Det var en ret så ung pige, der kom i smedehuset, og hun kom til at holde hus for ham i mange år - til hans dødsdag. Giftemål mellem de to blev det aldrig til. Hvorfor, var det vel kun hun og han der kendte grunden til, og vel fordi der var stor aldersforskel mellem de to, overlevede hun ham også. Da dagen oprandt, hvor han skulle begraves kom husholderen - om formiddagen før handlingen skulle foregå, farende til præstegården. Uden at være præget af datidens sædvanlige store ærbødighed over for den gejstlige person og med sine åbenbare talegaver forlangte hun en personlig samtale med præsten selv - straks. Hun blev derfor vist ind i hans studerekammer og uden at vente på nogen spørgsmål fra hans side udbrød hun:
”Det vil a bare sej te herr pas`toren, - for èe do ska vær` i nuen tvivl - A wil èe ha do på nuèn som hel`stens må`d wil prøw po å nævn nøj som helst om nuen ting om mæ å den salig smej i din begravelsestål i ettemid´e... - Å slet èt om hvordan a å han håd`d sammen..., å det både po den jen å nå`en` må`d`..., - å om hva vi helsens hår bedrøwen si`n a kom i hans huws... - A ka èe si det kommer anner ve` end mæ å smejen, ja å så Worherre... - å da slet èe dæ, sjel om do er jen o hans forkå`l..., - ja, å forejsten kommer` heller ée anner folk we`..., - Ja a mjenner ål dem, der no mødder op te hans sidst re`s..., - smejen var jo kendt o Gu å hwermand..., - Men no er` jo så`t at manne o`em` skyller ham pæ`ng... - Ja a ka nok vii hvordan jen ska fo dem kratte fra `em... Å så war`e a tent, - da no de flæst o d`m a`liwel wil mæ hjemmen om te kaffe å en bi´ brø` ætter begrawelsen... Ja o dem, der hå` tinkt sæ å mød` op i kjærken, - å - ja a hår dække op te o`t å tres..., a ka et huu`s flir`..., - ja så var` a tent te om e` det var bejer at do lå nøj ind i din` preek`n..., ja ind om de her pæ`ng, a po jen eller nå`n må`d ska ha skrawen fræ dem, - altså når do aliw`l wel sagtens hå` tint dæ å sej et par ur om has lyv å han ar`be i din tål… For som do måskii eet we` ska a arr` ham. Det wil sej undtagen hans gammel kok – den brunspætted`, som han nejstsøskenbå`n hå` såt sæ po... Men de` kommer jo heller e` anner ve. De wa` barsten li` de a wil sej... Så wil a da wær` så rim`le glå`... Å så ska do ha så manne tak”.
Og så forlod hun præstegården lige så hurtig hun var kommet.