Sem
| Sogn | Sem |
| Herred | Onsild |
| Amt (i 1970) | Randers |
| Pastorat | Hem-Sem-Vester Tørslev-Svenstrup |
| Provsti | Hobro-Mariager |
| Stift | Århus |
| Kommune | Mariagerfjord |
| Region | Nordjylland |
| Stednavne i sognet | Edderup, Grove, Sem, Nørresem |
| Indbyggere | ukendt |
Han forswan sgu?
Fortalt af Anna, Karen, Birthe og Bente SvendsenAnna og Jens Peter Svendsen, vores bedsteforældre, kom vi til at tilbringe en meget stor del af vores barndom sammen med. Især Karen og Anna havde et utroligt nært forhold til dem. Birthe kunne også finde på at pakke sin lille røde kuffert og drage af sted over til dem. Bente derimod, ville helst blive hjemme hos Far og Mor. Fordi de boede så tæt ved gården, kunne vi løbe over til Bedstefar og Bedstemor, når vi havde lyst, og det havde vi tit. Vi overnattede også hos dem op til flere gange om ugen. Vi elskede det.
Vores bedsteforældre var to vidt forskellige mennesker. Bedstemor, Anna, var altfavnende. Hun var alt for os. Hun fulgte os med stor interesse og opmærksomhed. Hun havde stor indsigt i vores liv, og så var hun en, man kunne betro sine små hemmeligheder til - vel at mærke uden at de kom videre. Bedstemor var meget ung af sind. Hun var meget udadvendt og havde lune. Hun var på bølgelængde med os altid. Vi var heldige. Vores far, Niels Jørgen, lignede hende utrolig meget.
Bedstemor var 10 år ældre end Bedstefar. Aldersforskellen mærkede vi aldrig tværtimod.
Bedstefar var af en anden støbning. Han var melankolsk til tider lidt tungsindig. Han elskede at gå sine egne veje. Han gik meget i skoven eller tog en tur ned i engene bag Sembygård. Det var ikke altid, han huskede at fortælle Bedstemor, hvor han gik hen, men vi har aldrig hørt hende skælde ud, når han endelig dukkede op efter disse turer. Derimod sang hun med sognets mest falske stemme: Very, very wellcome home, Mr Swendsen. Det var hendes ironiske hilsen til Bedstefar. Han kommenterede det aldrig.
Når vores bedsteforældre skulle på besøg, det være sig familie-, nabo- eller vennebesøg, var Karen og Anna altid med. Det bevirkede, at vi kom til at kende deres omgangskreds ganske godt.
Vi har besøgt lærer Bach og fru Bach flere gange, mest mens de boede i Havndal. Især husker vi deres køleskab. Det var meget spændende, for i det blev der gemt hvide vaniljeis og lyserøde jordbæris, og fru Bach gav os altid en af hver slags, når vi var med på besøg.
Bedstefar var dybt afhængig af Bedstemor i alle dagligdags ting. Han var vandt til, at hans tøj blev lagt frem til ham om morgenen, og at maden var øst op. Bedstemor forkælede ham ud over alle grænser, og det bevirkede, at han kunne være lost i visse uvante situationer.
Der er en episode, vi aldrig glemmer. Karen og Anna, Bedstemor og Bedstefar skulle på besøg hos faster Stinne i København. Vi skulle sejle fra Århus til København om natten, så vi havde bestilt en kahyt med fire køjer. Vi ville jo gerne være friske ved ankomsten til København.
Bedstefar gik tidligt til køjs. Bedstemor, Karen og Anna skulle lige have et slaw kort inden sengetid. Vi sad i salonen i umiddelbar nærhed af vores kahyt. Pludselig gik døren til salonen op, og der stod bedstefar i sine lange underhylere og sagde:
A ved it, Anna, men hur æ toilettet?
Der var to piger, som hellere havde siddet under bordet i den situation. Vi blev meget flove, men vi havde en god ferie hos faster i København.
Vores farbror, Bay, fra Hem, var en sommerdag på besøg i Sem. Han havde lånt sin karls knallert til turen. Vel ankommet, fik han - sikkert efter lang tids overtalelse - Bedstefar til at prøve en tur på knallerten. Bedstefar blev løbet i gang oppe ved skoven og kørte ind mod Sem. Lidt efter kom han tilbage, men han stoppede ikke. Han kørte bare videre op over den stur bak op te høwen. Farbror Bay stillede sig ud midt på vejen og kiggede efter ham. Hans eneste kommentar var: Han forswan sgu?
Vi piger var lidt beklemte ved situationen. Tænk, hvis Bedstefar aldrig mere kom tilbage. Efter en rum tid kom han til syne oppe på bakken trækkende med udyret ved sin side. Han satte sig aldrig mere op på en knallert - for resten heller aldrig på en traktor.
Vi er dybt taknemmelige over, at de to har været så stor en del af vores liv. De gav os så meget.
Bedstemor døde hjemme i Sem i oktober 1966. Hun blev 86 år.
Bedstefar døde på plejehjemmet i Mariager i april 1971. Han blev 82 år.
Kuglerne fløj os om ørene
Fortalt af Sven BachSom 14-årig tjente jeg i 1943 hos Peter Svendsen i Annexgården i Sem.
En dag gik Bay og jeg og tyndede roer på en mark, der lå lige op mod heden. Pludselig kom en kortege af hestevogne med tyske soldater ad den markvej, der gik langs Annexgaarden ud mod Den stur Hie. Senere fik vi at vide, at de havde været inde på gården, hvor de havde forlangt at få serveret mad. Anna Svendsen, turde ikke sige nej. Hun satte datteren, Stinne, og pigen til at skrælle kartofler, som hun brasede.
Da tyskerne havde spist, fortsatte de ud i heden, hvor skydeøvelsen begyndte. De tog ikke hensyn til, at folk arbejdede i markerne.
Pludselig kunne jeg høre nogle kugler, der kom susende forbi mig ind i skoven, hvor de ramte træerne med høje smæld. Jeg løb hen til Bay og fortalte det. Han troede mig ikke, så vi fortsatte med at tynde roer. Lidt senere kom endnu en kugle susende. Jeg smed mig på jorden. Denne gang havde Bay også hørt smældet, så syntes han også, det var tid at gå hjem. Det endte med, at vi fulgtes vi ad hjem til Sem - kravlende på alle fire.
Vi var ikke lige mere end kommet hjem, før jeg blev sendt af sted igen. Bønder holdt umådelig meget af deres heste, og Peter Svendsens heste gik og græssede på en mark helt ude ved heden, tæt på det sted, hvor skydeøvelsen foregik. Det var ikke nogen behagelig tur.
Vi var ikke de eneste, der måtte flygte fra marken. Det skete flere andre steder i Edderup, Grove og Sem.
I Grove Skole var børnene mødt om morgenen. En tysk officer til hest kom ridende og fortalte min far om skydeøvelsen. Børnene blev kaldt ind. Man regnede med, at de ville være i sikkerhed i skolestuen bag de to murstensvægge.
Lidt senere på dagen kom mælkekusken, Hans Lindskov, kørende gennem skolegården. Som så ofte før fik han og Far sig en lille snak. Det varede nøjagtig, til der kom en kugle susende lige mellem dem. Den endte med et smæld i den store lind, der stod lige udenfor skolestuen.
Da tabene blev gjort op til: En tysk soldat blev slæbt til døde, da han faldt af hesten. Et par kalve var blevet ramt og måtte nødslagtes og endelig var der en hest kunne nøjes med en bred skilning tværs gennem manken, hvor et projektil havde pløjet sig igennem.
Gravide sku' it go så læng den gång!
Fortalt af Gunvor BregendahlJeg er ikke født eller opvokset i Sem. Jeg kom der kun på besøg, mest hos mine bedsteforældre. Jeg husker ikke så meget fra dengang, jeg kom der som barn, det var jo mest samværet med mine kusiner, der betød noget. Lidt erindrer jeg dog, og lidt har min mor fortalt.
Bedstemor var født i Stangerum i 1880. Hendes forældre var året før kommet fra Fyn. Oldefar havde været forvalter på godset Ravnholt, hvor Olde-mor havde været mejerske. Oldemor havde to søstre, der også arbejdede på Ravnholt.
Min oldefars ældre bror havde været forvalter før Oldefar, men han var fulgt med sønnen fra Ravnholt til godset Villestrup på nordsiden af Maria-ger Fjord. Siden købte han selv en gård ved Havndal, Fuglsø. Det var få familiemedlemmer Bedstemor havde i nærheden. De fleste blev tilbage på Fyn, så der blev skrevet mange breve Når Bedstemor slagtede gæs op mod jul, blev de solgt. Var der en, der var gået lidt i stykker i skindet, kunne det hænde, at den blev sendt med toget fra Gjerlev station til hendes kusine i Odense. Når der kom brev fra kusinen, var det altid i en speciel konvolut. Hendes mand arbejdede i frøfirmaet Dähnfeldt. Det var ikke netop den slags kuverter min mor og hendes søs-kende ellers så.
Bedstemor havde også en ugift moster, som var husbestyrerinde hos en gårdmand i nærheden af Kolding. Da han døde, kom der fine kørefrakker, så Bedstefar kunne blive godt og varmt klædt på. Når der kom tøjpakker fra kusinen i Odense, var Mor og hendes søstre glade. Familien havde kun en pige, der var lidt ældre end Mor. Det var fint tøj, som kunne sys om, så det passede.
Da mine bedsteforældre blev gift i 1913, var Bedstemor næsten 33 år. Hun holdt altid fødselsdag for hele familien, for som hun sagde: Jæ blev sent gywt, så jæ nor it å fo sølbryllup, men hun nåede nu at få både sølv- og guldbryllup.
En af mine kusiner spurgte undrende Bedstemor, hvordan det kunne være, at der havde været bryllup den 12. marts 1913, og hendes far var blevet født allerede den 14. august det år.
Dengång sku' vi it' gå så længe, svarede Bedstemor.
Den lille ejendom, Hjørnebo, som de boede i, lå skråt over for Annexgården, som de havde købt i 1913. Før dem havde der boet en familie med 24 børn. Da Bedstefar og Bedstemor som nygifte kom til Sem, var der nogle, der sagde: Godt, hun æ så gammel, som hun æ, så kommr'ed val it så manne børn!
Der hørte hede til Annexgaarden. Her plukkede Bedstemor og hendes piger hver sommer tyttebær. Nogle år kunne der være ret mange. Der kom en opkøber fra Randers. Et år tjente Bedstemor så mange penge, at hun købte sig en symaskine.
Engang havde min bedstefar været ude for at slå lidt græs til kalvene. Han havde min moster til at sidde ovenpå græsset i trillebøren, da han kørte hjem. Ved aflæsningen krøb der en hugorm ud af græsset.
En anden gang, mens moster Stinne var lille og sad i barnevogn, havde en hugorm viklet sig ind i hjulene.
Når de kørte korn hjem, kunne de i det lille vindue i gavlen se, hvordan hugormene søgte efter et sted at komme ud.
I vinteren 1941-42 var der så streng frost, at vandet frøs i rørene i jorden, så der ikke kunne pumpes vand op. Der var en pumpe i et udhus, der havde tilhørt enten Hestehavegaard eller Sembro, to gårde, der ca. 1870 var blev revet ned og flyttet uden for byen. Der hentede min far vand sammen med Niels Jørgen.
Da Mor var barn, tjente der piger hos dem. De kom ofte fra Assens. Her var mange arbejderbørn. Deres fædre arbejdede på cementfabrikken. De kom ud at tjene i de omliggende landsbyer. Der var især mange drenge, der tjente på landet om sommeren som hjorddrenge. De gik i skole der, hvor de tjente. Der gik flere af dem i Grove Skole. I timerne sad de ofte og sov. De arbejdede hårdt på gårdene.
Pigerne fra Assens kom først ud at tjene, efter de var blevet konfirmerede.
Mange arbejdsmænd fra Sem, Grove og Edderup, arbejdede på cementfabrikken. Folk kom langvejs fra og sov i barakker på fabrikken. De var kun hjemme hos familien fra lørdag aften sent til søndag sidst på dagen.
Efter at mine bedsteforældre var blevet 67 år, spurgte Bedstemor engang min far, om han mente, at de kunne tillade sig at søge om aldersrente. Han svarede:
Det manglede da bare. Nu har I betalt skat hvert år - bl.a. også til det.
22. juni 1950 mageskiftede Bedstefar med Niels Jørgen. Niels Jørgen flyttede over i Annexgaarden, mens Bedstefar og Bedstemor flyttede ind i den lille ejendom, Hjørnebo. Den havde Niels Jørgen den 8. august 1936 købt af Jens Ulstrup. Hvor han kom fra, ved jeg ikke, men der er forbindelse med Ulstrupper i Assens.
Jens Ulstrup havde ingen børn, men de havde taget en plejesøn til sig - vist lidt af en bandit, sagde min mor - måske lidt af en eventyrer. Han rejste fra Sem, og i flere år så de ham ikke. Pludselig en dag mødte han op og fortalte Jens, at han var blevet gift og havde en lille dreng, som han havde fået døbt Jens Ulstrup. Den gamle blev så glad, at han gav plejesønnen 500 kr. Det var rigtig mange penge den gang. Sønnen lovede at komme tilbage med familien, men han kom aldrig. Der var folk i Sem, der sagde, at det kun var noget, han havde fortalt for at få penge.
Mor husker historien, og hvornår drengen skulle være blevet født. Da der var gået 50 år, så min mor en dag i avisen, at der et sted nær Hobro var en mand, der hed Jens Ulstrup. Han fyldte 50 år, så måske var det sandt alligevel. Hvem ved?
Jeg husker kun mine bedsteforældre som gamle mennesker, så det er begrænset, hvad de lavede. Skulle de have gæster, kom min mor altid cyklende og hjalp.
Bedstemor sad ofte på en spisestol ved bordet i køkkenet. Når hun skar et stykke af det hjemmebagte franskbrød, holdt hun altid brødet med venstre hånd mod brystet, mens hun skar mellemmaden af med højre hånd. Jeg har aldrig set hende selv lave mad, bage, sylte eller andet. Men i hendes spisekammer var der syltekrukker med asier og græskar. Det duftede så godt - bedre end min mors, syntes jeg dengang. Det er nok fordi, det var en anden opskrift.
Bedstefar var næsten aldrig inde i dagtimerne. Der var altid et eller andet, han gik og nussede med. Når man kom på besøg, var han der straks for at høre, hvordan det stod til derhjemme, og om vi havde det godt.
De havde ikke noget badeværelse. Der var et gammelt lokum med indgang fra baggangen eller nærmere gangen mellem beboelsen og stalden. De vaskede sig ved køkkenvasken i det varme vand, de havde i grisen på komfuret.
Ude foran huset mod vejen havde de en lille have, og bag ved huset var der en urtehave med bærbuske. Det kunne hænde, at jeg, når jeg som halvstor pige kom på besøg, skulle cykle til Øster Tørslev med bær til Bedstefars bror og svigerinde. Der var et hønsehus med brombærbuske bagved. Det var her mine kusiner og jeg legede købmandsforretning - jeg husker ikke, om der var høns i huset.
De havde to stuer og et soveværelse. Alle tre rum var forholdsvis store. I soveværelset var der foruden deres senge, natborde, en kommode med et ur, som Bedstefar altid skulle trække op, inden han gik i seng, et stort klædeskab og en seng, næsten som dem, vi i dag kalder en ¾ seng. Her sov vi al-tid, når vi var på ferie et par dage.
I dagligstuen var der et chatol, et spisebord med stole, et tobaksbord med en bagplade af broderet stof, her hang Bedstefars lange piber. Tobakken var i skuffen. Der var også et lille skab, hvorpå diverse billeder stod, en stol, en sofa og en kakkelovn i hjørnet. På væggen over sofaen var gamle billeder bl. a. et af mine oldeforældre fra Fyn, da de blev forlovede.
Om den anden stue husker jeg ikke så meget, der kom vi ikke så tit, men der stod et mærkeligt, smalt skab. Der var vist porcelæn i og på toppladen pyntegenstande. Der var et flot møbel - vist en buffet med glaslåger - her var der også porcelæn. Der var også et ovalt sofabord og tre lænestole med plysbetræk. Derforuden var der blomstersøjler. For mig at se, havde de et pænt hjem.
Mine bedsteforældre hørte nok ikke til de mest fattige. Der var penge til at blive fotograferet hos en fotograf i Randers. Det kan jo også bare være, fordi det er en familie, der har passer på tingene. Min bedstemor, min mor og jeg har været samplere: Breve, billeder, postkort, lejlighedssange, samleralbum til margarine-, Richs- og Danmarksbilleder, rationeringsmærker, legitimationskort, svinekort, servietter, glansbilleder, ja, alt tænkeligt.
En dag var jeg med mine kusiner, Karen og Anna, i skole i Grove. Vi havde fri i Mariager Skole, og jeg var taget til Sem. Vi gik gennem skoven til sko-len.
Jeg fik noget af et kulturchok. Så lille en skole, og der var kun grus og sand i skolegården, hvis man da kunne kalde det en skolegård. Og sikke skoleborde vi sad ved.
Bedstefars søster, Mathilde, var gift med Laurits Pedersen i Sem. Ved gavlen af Laurits Pedersens gård samledes de unge om aftenen efter arbejdstids ophør - måske helt frem til 1960.
En nu afdød mand fra Assens, Hans Laursen, tjente i sine unge år i Sem. Han fortalte, at der en aften, da de samledes oppe ved Laurits, var optræk til regn. Laurits var ikke færdig med at køre høsten ind, så de unge sagde til ham:
Si no aa blyw færdig med at spis, så hjælper vi aal mand mæ aa kyr ind!
Kornet kom ind, inden det begyndte at regne.
Bag ved forsamlingshuset i Sem lå der for mange år siden en smedje. Smeden kunne vist mere end at smede. Der går mange historier og rygter om ham. Smedjen blev jævnet med jorden i begyndelsen af tyverne.
Engang jeg var nede i engen, fandt jeg den sjældne plante, soldug.