• Landsbyindeks

  A	B	C	D	E	F
  G	H	I	J	K	L
  M	N	O	P	Q	R
  S	T	U	V	W	X
  Y	Z	Æ	Ø	Å

 

 

• Historier fra Sem

  • Rigtige mænd bruger ikke høreværn
  • Jeg har ikke fået noget at drikke!

• Relevante Links

  Sem Sogn Mariagerfjord Kommune Kronjyder - Privat side Turist information Regional vejrudsigt

 

Sem

Rigtige mænd bruger ikke høreværn

Jeg var 8 år, da vi i 1944 flyttede fra Kærby, hvor vi havde boet til leje. Vi flyttede til et hus i Sem, som min far købte for 4.000 kr. Det var mange pen-ge. Far måtte tage et lån i banken, som han betalte af på i mange år.
Far påtog sig alt det arbejde, der var at få. Efterhånden arbejdede han fast i Skrødstrup Skoven hver vinter. Om sommeren arbejdede han hos en murer. Efter ca. 4 år fik Far og Mor stillingen som ringer og graver ved Sem Kirke. Et arbejde de bestred til Fars død i 1981.

Jeg var meget spændt på, hvordan det ville være at gå i skole i Grove. I Kærby havde jeg kun 50 meter hen til skolen. Fra Sem var der jo meget længere til Grove Skole, og cykler havde vi ikke under krigen. Vi måtte gå den lange vej op gennem Sem Skoven for at komme i skole. Om vinteren, når der var meget sne, kunne det godt være en hård tur. Jeg var glad for at gå i skole og havde det godt med mine skolekammerater.

En gang om ugen kom bageren. Jeg tror det var om onsdagen. Han kom altid i det store spisefrikvarter, så hvis vi havde lidt penge, kunne vi købe wienerbrød eller kager den dag. Det så vi meget frem til. Det var også en meget stor dag, når lærer Bach slyngede honning, så kom vi ind til fru Bach og fik en mellemmad med nyslynget honning. Det var guf.

Jeg syntes, det var spændende, når vi to og to blev sendt ud i skoledistriktet for at sælge de mærker, som forskellige organisationer sendte ud, så de kunne blive solgt gennem skolen: Dybbølmærket, Sommerblomsten, Kongenålen og Valdemarsflaget. De kostede gerne 10 øre pr. stk. Pengene brugte organisationerne i deres daglige hjælpearbejde.

I sommerhalvåret havde jeg forskellige pligter. Bl.a. skulle jeg, når min far gravede tørv for Laurids Pedersen, køre dem ud på græsarealet på en slæde af træ med en hest som trækkraft. Der skulle de ligge, til de blev halvtørre. Derefter skulle jeg rejse dem på højkant, så de kunne blive helt tørre. Jeg mener, at jeg fik 25 øre pr. 1.000 tørv. På en god dag kunne jeg tjene 5 kr. ved at rejse 20.000 tørv. Så var ryggen også godt øm, og jeg sov godt om natten.

Da Far og Mor overtog kirkearbejdet som ringer og graver efter Maren og Kræn Juul, skulle vi børn om sommeren hjælpe med at skuffe og rive gangene og de tomme gravsteder. Det skulle gøres en gang om ugen. Det var især træls i oktober måned, når alle bladene faldt af træerne, for dem var der mange af, og det var tit koldt og blæsende. Ligusterhækkene om gravene skulle være veltrimmede, så de blev som andre hække klippet med håndsaks mindst to gange om året.
Om efteråret var det skik og brug, at gravene blev dækket med gran. Det ordnede de fleste selv, men havde man ikke tid eller lyst, påtog Far sig det mod betaling. Når der skulle være begravelse, skulle jeg hjælpe Far med at grave og senere dække graven. Det kunne godt være et hårdt arbejde især om vinteren, når der var frost i jorden. Jeg har været med til at grave en grav, hvor de 6 bærere skulle kunne bære kisten helt ned i graven. Det var et stort arbejde. Vi børn lærte også at ringe med kirkeklokken, så vi kunne påtage os at ringe solen op om morgenen og ned om aftenen, hvis Far var forhindret.
Jeg hjalp også min far, når der skulle kimes til jul, påske og pinse. Vi gik helt op i kirketårnet til klokken. Kimingen, der varede en stiv klokketime, foregik på følgende måde. Far slog med knevlen på klokkens indvendige side med den ene hånd, og med den anden hånd slog han med en hammer på klokkens udvendige side - i ti minutter. Derefter skulle jeg ringe med klokken - i 10 minutter. Det gentog sig 3 gange. Sidste gang blev afsluttet med 3 gange 3 små bedeslag. Vi havde fornøjelse af kimingen længe efter - for rigtige mænd brugte ikke høreværn.

Til vores hus var der en meget stor have, hvor vi dyrkede kartofler og alle slags grønsager. Om efteråret, når afgrøderne var høstet, skulle jeg grave denne store have. Far sagde altid: Ledighed er roden til alt ondt. Jeg var selvfølgelig glad for hans omsorg, men når jeg gik i seng med værkende ryg, var jeg sikker på, at mindre kunne have gjort det.
Når vi havde tid til at lege, spillede vi pind eller Ejva og Bomba ( som vi kaldte Antonius ) over et hustag. Vi legede også en gang imellem røvere og soldater oppe i Sem Skoven. Om vinteren blev kælk og ski flittigt brugt, og om sommeren, når vejret var til det, badede vi nede i åen.
Jeg var tit på fisketur med Jens Juul langs Kastbjerg Å, hvor vi fiskede ørreder og skaller. Min fiskestang var ikke just moderne. Det var bare en pind med en snøre på. Nogle gange nåede vi helt ned til Kastbjerg Mølle.

Nogle år senere havde jeg en sjov og hyggelig oplevelse sammen med Jens Juul. Jeg havde fået kørekort til motorcykel, og Jens spurgte, om jeg ville køre en søndagstur med ham, så ville han betale for alt denne dag. Vi startede meget tidligt en søndag morgen og kørte rundt på må og få. Vi var bl.a. på Hjerl Hede, derfra fortsatte vi til Thisted. Vi var efterhånden blevet godt sultne, så Jens syntes, at vi skulle finde et godt sted at spise. Jeg tror, det blev en kro. Jens var en stor og stærk jyde med en god appetit. Vi bestemte os for koteletter. Jens bestilte 4 koteletter. Da tjeneren kom med maden, kikkede han lidt på os, så gik han og vendte senere tilbage med fire tallerkener. Jens, den sindige jyde, bad ham stille koteletterne på bordet - vi skulle nok spise det hele. Det gjorde vi, så vi gik ikke sultne fra bordet.
Mætte satte vi kursen mod Sem. Vi var hjemme sent på aftenen enige om, at det havde været en dejlig og oplevelsesrig dag.

I min barndom kom de fleste af os tidligt ud at tjene. Jeg kom ud, da jeg var blevet konfirmeret. Nogle kom endnu tidligere hjemmefra.
Min første plads var hos Søren Johansen på Holmgården, hvor jeg var fra maj til november. Lønnen var 900 kr. for hele sommeren. Derefter havde jeg forskellige pladser, inden jeg kom ind som soldat. Efter soldatertiden søgte jeg i 1958 ind til postvæsenet i København. Gammel Marens Thomas, der også arbejdede der, hjalp mig med at finde et værelse.

I 1967 flyttede vi fra København til Ballerup, hvor jeg bor sammen med min kone Gerda, som jeg blev gift med i 1959. Vi har 2 børn en datter og en søn. De er begge gift, datteren har 3 børn, sønnen har ingen. Jeg blev pensioneret i 1997 efter at have været ansat i postvæsenet 39½ år.

Jeg har ikke fået noget at drikke!

Der skulle såmænd ikke så meget til at glæde os, der havde oplevet 2. Verdenskrig med dens rationering og erstatningsvarer. Jeg blev i hvert fald meget glad for den cykel, jeg fik i konfirmationsgave i 1950. Det var en gammel cykel, som min farbror, der var smed i Blenstrup, havde repareret og nylakeret.

Jeg fik straks efter konfirmationen arbejde som karl på Holmgården. En aften jeg gik og malkede, skred jeg i grebningen og faldt op mellem to køer. Den ene ko, der blev forskrækket, gav et hop og landede på mit armbåndsur. Uret holdt, men det gjorde armen ikke. Min farbror, der var taxavogn-mand i Skrødstrup, kørte mig på Centralsygehuset i Randers, hvor jeg fik armen i gips. De næste to måneder gik jeg hjemme. Det skulle vise sig at være en økonomisk fordel. Jeg skulle have haft 900 kr. for hele sommeren, men det beløb, jeg fik udbetalt af forsikringen som sygemeldt, var større.

Wi fra Siem kendte ikke meget til livet uden for sognet. Det blev årsag til en lille munter episode, da jeg to måneder senere skulle møde på Centralsygehuset til kontrol. En tur til Randers var den gang en hel dagsrejse. Rutebilen kørte mod Randers tidligt om morgenen og returnerede først til Sem hen på eftermiddagen. For første gang var jeg alene på restaurant for at spise. Det gik fint, indtil tjeneren kom med regningen.

Der stod: Drikkepenge 5.00 kr. Jeg protesterede: A hår it fåt nåed å drik!

Det har siden været en god historie i vores familie, og tjeneren har sikkert også moret sig kostelig over den lille 14-årige herre fra landet.

Lige før jul rejste jeg op til Pi’ Raj i Sem. Der fik vi lært at bestille noget. Mens jeg gik og harvede, kom Pir’ ud for at se, hvordan det gik - for langsomt, syntes han og gav hestene et dask, så de satte i trav. Jeg havde svært ved at styre dem. Da jeg om aftenen klagede min nød til Far, sagde han: Do ska’ bare stik ham tømmen! Det gjorde jeg, næste gang det skete. Pir’ blev noget overrasket, men derefter fik jeg lov til at arbejde i mit eget tempo.

I 1952 kom jeg hen til Chr. Nielsen i Kastbjerg. Der tjente jeg i tre år - det ene år sammen med Svend Jensen fra Edderup. Den sidste plads, jeg var i, inden jeg skulle ind for at aftjene min værnepligt, var på en gård i Andi på Djursland. Jeg blev indkaldt til infanteriet. Vi mødte i Viborg, men blev straks overført til Nymindegab og efter rekruttiden sendt til Itzehoo, hvor vi indgik i Den danske Brigade. Det var noget for et krigsbarn - overflod af billige cigaretter og chokolade Da jeg kom hjem var det vanskeligt at finde pladser ved landbruget. En af mine fætre og Thomas Jensen fra Sem arbejdede ved postvæsenet. Fast ansættelse, månedsløn og pension. Det lød tillokkende. Da jeg skulle møde til en prøve i København, forsøgte jeg at finde den billigste transportmulighed. Det viste sig at være et skib, der fragtede gods og passagerer mellem Randers og København. Lige efter jul - om aftenen den 6. januar 1958 - entrede jeg forventningsfuld skibet i Randers Havn. Men heller ikke den gang havde meteorologerne tjek på vejret, der blev storm. Da vi den næste eftermiddag med ni timers forsinkelse lagde til kaj i København, var der af de 12 passagerer kun en ung pige og mig, der ikke var søsyge. Jeg kom ikke til testning den dag, men det fik heldigvis ingen betydning for min ansættelse.

Inden jeg begyndte at arbejde som brevbærer på Vesterbro, kørte jeg i en periode rundt som kassetømmer. Jeg måtte sande, at wi fra Siem måtte agte os, når vi drog udensogns. En dag kunne et postbud på H. C. Ørstedsvej ikke have hele posten med, da han drog ud om morgenen. Jeg blev lidt nervøs, da jeg fik ordre til at køre ud og aflevere den resterende del af posten til ham ude på ruten. Postmesteren beroligede mig og tegnede et kort, jeg kunne køre efter. Gad vide hvad der skete? Jeg endte i alle tilfælde ved Axeltorv og havde svært ved at finde derfra.

Da jeg i 1958 skulle til nytårsfest, manglede jeg en borddame. Jeg spurgte en af mine kollegers søster, Gerda. Det viste sig at være en god beslutning. Da vi blev gift i 1959, steg min løn fra 200 kr. til knap 900 kr. om måneden. Først da Gerda i 1959 blev gravid, fik vi mulighed for at få en ordentlig lejlighed. Den lå på Vesterbro. Jeg blev ansat som vicevært i ejendommen, og havde derfor fri bolig. Det var heldigt, for huslejen svarede næsten til det beløb, jeg hver måned fik udbetalt som postbud. Vi boede i lejligheden - hvor vore to børn, Marianne og Torben, blev født - til vi i 1967 fik mulighed for at flytte ind i et helt nyt boligkompleks i Ballerup. Huslejen var 675 kr. om måneden. Det var dyrt, men næsten samtidig blev loven om boligsikring gennemført. Det betød, at vi pludselig havde 200 kr. mere til os selv om måneden. Men det var alligevel nødvendigt at tage ekstraarbejde. Jeg begyndte i min fritid at køre vasketøj ud for et vaskeri i Danasgade. Bilen jeg benyttede, fik jeg lov til at køre hjem i om aftenen. Det hjalp på kørselsudgifterne. Jeg blev fastansat i postvæsenet i 1960 - da arbejdede jeg på Vesterbro.

I slutningen af 1990’erne skulle postvæsenet rationalisere og skære ned i medarbejderstaben. For at få ældre medarbejdere til selv at søge pension, fik man tilbudt et ekstra løntillæg på 16.000 kr. om året. Det var en god ordning, så - efter 39½ års ansættelse - gik jeg i juni 1997 på pension.

I 1989 var vi så heldige at få en kolonihave ikke langt fra vores lejlighed. Vi har haft stor fornøjelse af både blomster- og urtehaven. I årenes løb er huset blevet udbygget, så det i dag er dobbelt så stort, som det var, da vi overtog det. Det er vores hjem i sommerhalvåret. Vi bor stadig i den samme lejlighed i et dejligt kvarter med mange aktiviteter. Jeg har især været glad for whist- og skakklubben, som jeg i en årrække har været formand for. Mange af vore ferier har vi tilbragt i Tyskland. Det har ikke været muligt i år p.g.a. en lige overstået kemokur, der har tæret på kræfterne - men så har vi haven. Der befinder vi os godt - der er fred og ro og meget smukt at se på.