• Landsbyindeks

    A B C D E F
    G H I J K L
    M N O P Q R
    S T U V W X
    Y Z Æ Ø Å  

    •  

     

Oustrup


Sogn Egtved
Herred Jerlev
Amt (i 1970) Vejle
Pastorat Egtved
Provsti Vejle
Stift Haderslev
Kommune Vejle
Region Syddanmark
Stednavne i sognet Amhede, Amhede Gårde, Ballehule, Bøgvad, Bøgvadskov, Bølling, Egtved, Egtved Skov, Fuglsang, Glasbjerg, Hjelmdrup, Holk, Holmskov, Holtkrog, Hvidegårde, Korbenhøj, Liegård Plantage, Moseborg, Nordbæk, Nordbæk Plantage, Nybjerg Mølle, Oustrup, Refsgårde, Spjarup, Store Roedsgård, Torsted Mose, Tågelund, Tågelundgård Plantage, Venborg

Gamle Stednavne

Fortalt af Lars Peter lund

Landsbyerne Oustrup, Spjarup og Hjelmdrup er eksempler på stednavne, hvor der ret sent i historien er blevet ryddet skov og derpå har bosat sig bønder. Gamle stednavne som Egtved, Bøgvad og Vork er derimod meget ældre, måske flere tusinde år, mod stednavnene der ender med - torp, - rup og - strup er højest fra omkring Kr.f. mener vore historikere.

I landsbyernes fællesdriftstid, dvs indtil slutningen af 1700tallet, hvor hver gård i landsbyen havde et antal agre i hver eneste mark, var det også helt nødvendigt med et stednavn til hver af disse marker for at bønderne kunne holde styr på, hvor de skulle hen og helst på samme tid for at pløje, så og høste, idet det simpelthen var en nødvendighed, at gøre arbejdet sammen på de smalle agre i marken.
Et udsnit af et gammelt kort over de 3 gårde i Bøgvad, hvor de enkelte gårde havde agre i hver mark og hvor disse er opdelt 1.2.3. osv. viser at de forskellige marker har navne som Ulldals vang.

Den gamle bonde, Søren P. Sørensen fra Oustrup nedskrev en del af disse gamle marknavne i 1920'erne, men allerede dengang har han eksempler på at stednavnene er gået i glemme fra far til søn, som de ellers havde gjort i generation efter generation. Nogle af stednavnenes oprindelse giver næsten sig selv, medens andre i dag lyder mere gådefuldt. Ordene made og siig er våde engarealer og vås er grene eller kvas. At der også f. eks. har været tingsted engang ved gården Tinghave, er der nok ingen tvivl om. Men i dag er de allerfleste af disse gamle mark- og gårdnavne gået i glemmebogen. Se afskrift fra H.P. Sørensens marknavne.

I Oustrup findes over et halvt hundrede stednavne såsom: Tabbedælle, Stordal, Steneg, Klingdal, Dambjerg, Damhul, Søren Lauridsens Toft, Sødhul, Stagedam, Lilledam, Karudsdam, Vedesdam, Storksiig, Store Ryttersiig, Kildeeng, Kalvhave, Tingskovhave, Teglbrænderhave, Gamle Kirkevej, Smålyng, Brandsagre, Vestermark, Sønderlod, Tværagre, Svinetøjringen, Kirkehøj, Møllehøj, Tvillingehøje, Trillingehøje, Statsborg, (efter sagnet en borgtomt), Langdal, Toftmaden, Våsbro, Ballehule, Skansebakken, Bidal, Sdr. Bydedal, Sortmose, Spangmose, Dyndmose, Karlmose, Stavrmose, Mølhøjmose.
Nogle af navnene er fra 1683 og er i dag gået helt af brug. Ildhave, Kroghave, Øster Rolagre, Tingvejsblok, Tangbjerg, Gejlhøj osv. Blandt de navne, som jeg har modtaget fra stednavneudvalget er Tabbedælle, og det mener man er en fordrejelse af Tangbjergal. Delle kommer af ordet dal. Tang har vi i sognet også i Bøgvad, og er en fremspringende tange i lighed med et forbjerg. En udflyttergård har navnet Tinghave, og på dens mark har ligget en nu sløjfet kæmpehøj, hvor Jerlevs Herreds Ting have været i gammel tid. Pladsen er nu meget forandret, bl.a. af en stor mergelgrav. Her kunne en gammel kone huske, at der i 1784 havde været et kønt stenbro, og vejen derud hed Tingvej.
Toftmaden er en lille smal engstrækning, og navnet made går igen flere steder i sognet. Våsbr fører over et lille vandløb på Toftmaden, og i Vork har vi onde Våse (Uend Våes), kaldet såled s, fordi det var slemt at køre over med vogne. Overkørsler inden der kom broer var "våset" dvs. belagt med kvas for at vognene ikke skulle synke for dybt.

Der har tidligere været over tyve kæmpehøje i Oustrups marker, de er nu alle overpløjede, og ikke et eneste oldtidsminde findes i sin oprindelige skikkelse. De fleste lå vest for byen, de gamle husker endnu Tvillingehøje som to smukke lyngklædte høje, lidt længere mod vest på en lav bakke lå Trillingehøjene, her er fundet en mængde af oldtidsfolkets redskaber, smukke stenøkser, kiler og bronzegenstande mv.
Kirkehøj lå syd for Oustrup, i min barndomstid blussede der altid på Skt. Hansaften en tjæretønde på højen, under ungdommens jubel, medens de gamle sad på havediget og vel tænkte på gamle minder.
Stuehuset i den vestligste gård er opført 1815. Året i forvejen havde en mand i Refsgård bygget sig et nyt stuehus, og da manden i Oustrup så det sagde han i hånlig mine: "Ja i oer hår han bygget sæj en Fårhyt, te næst oer bygge a en stuehus. Det gjorde han også, og det siges at folk kom langvejs fra for at se det. Han havde vistnok også nær gået i armod ved sit byggeri, og sådan kan det gå, når man kommer for højt op.

Indsendt 6. januar, 2012 af Lars Peter lund | Kommentér - kommentarer (0)

 

En Slægtsgård

Fortalt af Lars Peter lund

Søren Peder Christensen, Dalgård i Oustrup og hans gamle kvitteringsbog.
Søren Peder blev født d. 9 nov. 1813 i Tørskindgård som søn af gårdejer Christen Jensen og Johanne Jensdatter. Søren blev gift med Mette Nielsdatter, der var datter af gårdejer Niels Madsen og Ane Jespersdatter fra Dalgård i Oustrup.

Det er den Niels Madsen, som har skrevet langt det meste i bogen fra slægtsgården i Oustrup.

Niels Madsen arver gården i 1812 efter sin far Mads Nielsen, som selv har fået gården efter sin far Peder Sejersen i 1782. Det er altså en lang uafbrudt familieejet gård, som den gamle kvitteringsbog har været opbevaret i. Flere af Søren og Mettes børn får landbrug på egnen, således en datter, Marence Nielsdatter og hendes mand John Madsen, der i 1845 bosætter sig på den nuværende Oustrupvej 6. Denne gård er også i samme slægts eje til og med Niels Peschardt, hvor den gamle bog endte inden den her for nylig blev overdraget Museumsforeningen, sammen med et gammelt billede af den gamle Søren Peder fra Dalgård.

Der er optegnelser om fæstemål af både karle og piger, hvor meget de skal have i løn og naturalier.
Om kørsel med varer til Kolding, kapiteltakster, om hvad der rører sig i landet og meget mere.
Et andet væsentligt område er bøndernes udbedring og reparation af vejene. Hver lodsejer blev pålagt et vist antal favne at holde i stand, og det blev så også indført hver gang af Mads Nielsen, og senere ejere af bogen. Her er et par prøver fra bogen i "oversættelse".

Oustrup bys hartkorn er 9 tønder 1 fk 71/90 alb.
Præstens tiende er i rug efter tiendeforening af 1799...
1 tønde 2 skp 2 2/3 fk som betales efter 10 års kapitelstakst.

1820 d. 27. marts lånte jeg 22 lu (lispund ?) 9 u (pund) tag af Søren Madsen Bolh i Heiselballe. Betalt 1821.
1825 d. 2. juli lånte jeg 34 lispund 15 ? tag af Mads Johnsen af Egtved. Er betalt.
1830 På Amnitsbøl landevej fik Peder Jepsen 47 favne 1 59/64 al (indskudt: den mellemste part), Niels Madsen 37 favne 1 50/64 alen (indskudt: den nørre part), Anders Sørensen 37 favne 29/64 al, (indskudt: den sønder part) i alt 123 favne 26/64 alen.

Den 1. oktober 1813 blev Niels Madsen og Anne Jespersdatter forlovet og den 26. november stod vores bryllup.1814 den 2. november om natten kl. 11 blev vores første datter født og blev kaldt Mette.1817 den 22. marts klokken 9 efter middag blev vores første søn født og blev kaldt Jesper. - Er død den 7. april samme år.
1818 den 12. august om eftermiddag klokken 3 er vores anden søn født og blev kaldt Mads.

Da de nygifte Søren og Mette overtog Dalgård i året 1845, var den langt over 200 tdr.ld.
Søren Peder havde tilnavnet "Søren Hopballe", han var en dygtig og energisk landmand og foregangsmand, idet han gik ind for nye avls- og dyrkningsmetoder i landbruget, som der står anført under det gamle billede. Han var byens oldermand, skolebestyrer og havde andre tillidshverv.

Én af sønnerne, Christen Sørensen overtog senere en del af faderens tillidsposter.
Ægteparret havde i alt 5 børn, som alle fik gårde på egnen, og blev hjulpet i gang med at bygge og også fik kreaturer fra Dalgård i Oustrup, da de skulle etablere sig.
Søren Peder Christensen levede til 1880, og efternavnet Sørensen går nu igen i slægten, som stadig ejer og driver gl. nr. 1. i Oustrup.
Den anden delegård, som bliver til Oustrupgård i 1664, ejes i nyere tid af familien Bundgaard og senere af familien Timmermann.

Landsbyen bliver i 1531 stavet Offstrup. Den ligger på et højdedrag kaldet Dambjerg imellem et par dalsænkninger, mod nordøst Fylebæk og mod vest Ballehule. Mod øst ligger skansebakken, som efter overleveringen var lejrplads for polske soldater i 1659. Mod syd gik den gamle kirkevej over Råbjerg til Thybofort og Egtved.

Efter en artikel af Jens Sigurd Thomsen i Vejle Amts Årbog 1981 har landsbyen Oustrup en lang og indviklet historie. Familierne er indgiftede, mange døde unge og enker som enkemænd måtte hurtigst muligt igen indgå ægteskab. Det var en nødvendighed for at gårdens drift kunne fortsætte. Alligevel er der perioder hvor ufred og nød lader gårdene ligge øde i en kort tid, men som man kan se på tidstavlerne, rettes og bygges gårdene op på ny.

Ildebrande kunne ruinere en familie, her en kort bemærkning fra 1700tallet i Jejlev Tingbog:
Laurs Nielsen af Oustrup anmelder ildsvåde. Salshuset brændt ned med alt indbo. Han fremviste sine hænder, som i ildens lue ganske er beskadigede, så han næppe kan komme til at arbejde igen. Kun han selv med hustru og 6 små børn kom ud. Vidnerne er Hans Sørensen, Christen Jepsen og Niels Sørensen af Oustrup samt Christen Sørensen af Refsgård. Laurs Nielsen er i største armod og trænger til Guds, kongens og godtfolks hjælp, hvis han igen skal komme på fode.

Familien på Dalgård har en overgang den sorg at flere børn fødes døve og endog døvstumme. Fra 1783 til 1786 således 3 børn, igen en generation senere en datter, der var døvstum, og endelig læser vi i Nils Madsens kvitteringsbog, at han får en døvstum søn, der kommer til oplæring på instituttet i København.

Det er 11. generation, der i dag driver Dalgård i Oustrup, men den var lige ved at glide ud af slægten i 1969 fortæller Johs. Sørensen, den nuværende ejer.
De ældste kilder, der anfører navne på fæstebønder, giver sjældent oplysninger om de pågældendes familiemæssige forhold. Derfor kan gårdenes familier sagtens føres endnu længere tilbage, man var bønder, navnet betyder boende og deraf følger at man flyttede ikke uden grund.

Indsendt 29. september, 2010 af Lars Peter lund | Kommentér - kommentarer (0)