• Landsbyindeks

  A	B	C	D	E	F
  G	H	I	J	K	L
  M	N	O	P	Q	R
  S	T	U	V	W	X
  Y	Z	Æ	Ø	Å

 

 

• Historier fra Nørresem

  • Ilden løb fra ham
  • Han haj nåed i grøn flasker
  • Ka han hol fængern for sig sjel!

• Relevante Links

  Sem Sogn Mariagerfjord Kommune Kronjyder - Privat side Turist information Regional vejrudsigt

 

Nørresem

Sogn	Sem
Herred	Onsild
Amt (i 1970)	Randers
Pastorat	Hem-Sem-Vester Tørslev-Svenstrup
Provsti	Hobro-Mariager
Stift	Århus
Kommune	Mariagerfjord
Region	Nordjylland
Stednavne i sognet	Edderup, Grove, Sem, Nørresem
Indbyggere	ukendt

Ilden løb fra ham

Fortalt af Hans Marinus Petersen

Far, Rasmus Petersen og Mor boede først på en ejendom i Skrødstrup. For at få enderne til at nå sammen, var det i begyndelsen nødvendigt, at Far gik over heden for at arbejde på Dania, når der var arbejde. Undertiden måtte han arbejde om natten. Når en kuldamper kom, skulle kullene losses uanset tidspunktet - og de, der kom først, fik arbejdet. Det var ikke helt ufarligt. Kulstykkerne kunne være meget store, så blev der tabt noget, var det med at komme af vejen i en fart. Det hændte, at vi gik min far i møde, hvis vi vidste, hvornår han kom hjem. En aften blev vi lidt forskrækkede, da vi så ham komme gående med en stor forbinding om hovedet. Han var blevet ramt af et stykke kul, der var faldet tilbage i lasten.

I 1926 byttede min far og mor ejendom med Ole Hansen, der boede på en lille ejendom i Narsiem - Nørre Sem. Den gang fyrede man med tørv og træ, så ejendomme, der havde et stykke tørveeng, var eftertragtede. Ole flyttede til Skrødstrup, hvor han fik vores ejendom med tørveeng, mens Far overtog matrikel nr.16a i Nørre Sem. Den var på 12 tdl. - lidt større end ejendommen i Skrødstrup, og der hørte en god stump uopdyrket hedejord til. Nu var det slut med at arbejde på Dania, for der var nok at lave hjemme, og mere blev der. Far købte yderligere 20 tdl. af Chren Visti, da han solgte jorden fra sin ejendom i Sem, inden han flyttede tilbage til Overgaard.

Der lå en lille grusgrav i vores hede, som vi ikke selv benyttede. Det hændte, at Ajs Finn og Mads Hansen fik lov til at harpe noget grus. Engang ville Ajs brænde lidt lyng af omkring grusgraven. Ilden løb fra ham og fortsatte ind over heden. Det var nu ingen katastrofe, hvis et lille stykke hede brændte af. Det betød bare, at der voksede nye, friske revling- og lyngris op, der kunne bruges som foder til dyrene, hvis det behøvedes. Men ingen brød sig selvfølgelig om hedebrande, der ikke var under kontrol.

For min far betød branden, at han blev fri for selv at brænde lyngen af, inden han gik i gang med at opdyrke heden. Det var et meget stort arbejde. Det foregik den gang med simple redskaber. En hakke, en spade til at grave omkring træernes rødder med og en hest, der kunne trække rødderne op.

Min far sled med at opdyrke heden. I begyndelsen alene, men da jeg blev omkring 13 -14 år, begyndte jeg også at hjælpe til.

Han haj nåed i grøn flasker

Fortalt af Sigrid Petersen (Vase)

Da vi overtog ejendommen, flyttede mine svigerforældre over i naboejendommen, som de havde købt af Karl Thomsen. Vi skulle dyrke jorden, men Rasmus Petersen og Kristine, der hele deres liv havde slidt hårdt i landbruget, havde ikke let ved pludselig at blive pensionister. Rasmus måtte have noget at lave, så hver dag kom han over til os for at hjælpe til med det arbejde, han magtede - og det var hans alder taget i betragtning meget. Han var meget interesseret i dyrene.

Han var en rigtig bedstefar. Børnene var meget sammen med ham - så gjorde de gymnastik. Man skal holde sig i form og have en god holdning, mente Rasmus. En morgen blev det for meget for ham. Han strakte sig og fik voldsomme smerter. Vi fik ham ind og sendte bud efter lægen. Han kunne ikke komme, fordi konsultationstiden lige var begyndt. Det blev en meget lang dag. Lægen glemte opkaldet og ankom først kl. halv fem om eftermiddagen. Rasmus blev straks indlagt på sygehuset, hvor de konstaterede, at en svulst i maven var sprængt. Vi blev hos ham, indtil vi skulle hjem og fodre dyrene. Tidlig næste morgen døde han.

Kristine blev boende alene i huset, hvor hun fortsatte med at leve beskedent og enkelt, som hun havde levet hele sit voksne liv sammen med Rasmus. Intet blev forandret, for hun var utryg ved alt nymodens som el og vand.
Hun elskede at få gæster, men brød sig ikke om at komme hjemmefra, hvis det ikke var strengt nødvendigt. De få indkøb, hun mente at havde brug for, blev foretaget, når købmanden eller andre handlende kom forbi hendes dør på landturen.

Børnene havde, siden de var små, vænnet sig til hver dag at slå et smut over til Bedstemor om eftermiddagen. Det fortsatte, da de blev voksne og kom i lære - til stor glæde for Kristine. Hun var aldrig karrig og havde altid sørget for en godbid - lidt suppe eller et stykke kage. En dag, da de var blevet voksne, spurgte hun:

Han haj nåed i grøn flasker (øl). Ka' I li' de' ?

Det kunne de. Besøgene hos Bejste huskes endnu.

Ka' han hol' fængern for sig sjel!

Fortalt af Aase Pedersen

Min farmor, Kristine Christensen, blev født den 7. september 1893 på Søholm i Fjeldsted. Hun mødte senere min farfar, Rasmus Petersen, mens han tjente som karl på en nærliggende gård, Lunddalsgaarden.

Bedstemor var en ihærdig dame, som havde slidt først på forældrenes gård, senere på en række andre gårde på egnen. I hendes hjem var der nok at gøre. Hendes far var syg, og en ældre bror døde som ung.

Hun satte en ære i, at der var orden i tingene, og hun havde lært, hvor vigtigt det var at holde nøje regnskab med indtægter og udgifter.

Den gang kom bager, slagter, uldkræmmer og flere andre handlende forbi og ville sælge deres varer til hende. Hun vidste, hvad tingene kostede, og ingen løb om hjørner med hende. Da hun blev ældre kneb det med at se mønterne. En af de handlende ville hjælpe hende ved at tage et par mønter i hendes pung. Det inkasserede han et ordentlig rap over fingrene for.

Ka' han hol' fængern for sig sjel!

Bedstemor var flittig. Kom vi på besøg, mens hun tog sig et tiltrængt hvil ved køkkenbordet med en kop kaffe, blev hun helt forlegen. I sin barndom havde hun lært, at man skulle arbejde for føden. Det glemte hun aldrig. Et langt liv havde lært hende at sætte tæring efter næring. Det er ikke hvad man tjener, men hvad man bruger, det kommer an på.

Til sig selv købte Bedstemor kun det aller nødvendigste. Gjaldt det derimod os børnebørn, var det en helt anden sag, så købte hun flittigt ind. Vi kunne altid regne med, at når en af de handlende havde været forbi, var der købt et eller andet lækkert ind, så et besøg ville være lønsomt.

Det var altid spændende, når det var bageren, der kom på besøg. Julebageren, kaldte vi ham. Han hed Juul og kom fra Mariager. Han kom altid sidst på eftermiddagen - ofte når det var blevet mørkt. Med sin lommelygte, som han havde hængende om halsen, lyste han ind i sit folkevognsrugbrød, så vi kunne se udvalget af wienerbrødsstænger og kager.

Bedstemor stillede ikke store fordringer til livet. Hun lavede sin mad på det gamle, sorte komfur i køkkenet. Hun fyrede op med de tørv, vi hvert år skar i den lille englod i Sem Enge og hentede hjem i en kassevogn. I kakkelovnen i stuen brugte hun træaffald - skaller, som hun købte af Jens Juul i Sem. Han kom med et helt vognlæs, der blev fyldt ind i udhuset. Selv da hun blev 90 år, hentede hun selv træ og koks ind.

Hun fulgte levende med i udviklingen i samfundet - men kun fra hjemmet - hun kom sjældent ud. Hun læste aviser og fulgte interesseret med i radioens programmer - især var hun meget optaget af Hanne Reintofts udsendelse Social Brevkasse.

Min bedstefar, Rasmus Petersen, blev født den 8. marts 1885 i Raaby. Hans far og et par brødre døde med kort mellemrum, hvorefter moderen flyttede fra egnen. Bedstefar, der var 3 år, blev sat i pleje. Tabet af familien må have været en traumatisk oplevelse, for han fortalte aldrig om sin barndom.

Bedstefar var en stille, varm og beskeden mand. Livet havde været hårdt for ham. Han var opvokset uden sine forældre, men som Bedstemor havde han helt fra barndommen lært at slide for føden.

Så meget desto mere nød han det, når han på sine gamle dage - hver dag - kom over for at hjælpe min far i marken eller kostalden. En gang imellem gav han sig tid til at sidde og betragte køerne, og så kunne vi se, hvor han nød livet. Det var ellers sjældent, han gav udtryk for, hvad han tænkte. Følelser var ikke noget, man i hans generation havde lært at håndtere, men de var der. Han elskede sine børnebørn, og vi ham.

En dag, jeg som lille pige sad og snakkede med ham om almindelige hverdagsting, tog han min hånd og sagde:

Pas godt po, at den hon it blywer slit op!

Jo! Følelserne var der, men de var meget svære at tale om. Jeg glemmer det aldrig.

Var der ærinde ud af huset, var det som regel Bedstefar. Med jævne mellemrum tog han til Mariager - en cykeltur på otte kilometer hver vej - og han var altid i sit pæne, mørke tøj.