• Landsbyindeks

  A	B	C	D	E	F
  G	H	I	J	K	L
  M	N	O	P	Q	R
  S	T	U	V	W	X
  Y	Z	Æ	Ø	Å

• Relevante Links

  Sem Sogn Mariagerfjord Kommune Kronjyder - Privat side Turist information Regional vejrudsigt

• Sponsorer

  • Sponsoroversigt

• Historier fra Nørresem

  • Stablede tavlekridt i timen
  • Jeg talte "Mariager jysk"

Nørresem

Stablede tavlekridt i timen

Mine forældre arbejdede som fodermesterpar på Sembygaard fra 1933 til slutningen af 1935 - måske begyndelsen af 1936.

De købte da ejendommen 3c i Nørre Sem. Den var på ca. 17 td. land. Det var en ejendom med en del sand og hedejord. Der er i dag plantet nåletræer på meget af den jord mine forældre dyrkede. Far kørte mælketur fra Nørre Sem, Sembygaard og Skrødstrup Mølle til Kærbybro i næsten alle de år, vi boede der. Det var hårdt arbejde både for Far, Mor og hestene, men det var nok nødvendigt for at få pengene til at slå til. På et tidspunkt brændte ejendommen. Den blev genopbygget lidt længere ind mod Sem. På ejendommen i Nørre Sem var der ikke elektricitet, så det var petroleumslamper og lygter, der blev brugt både inde og ude i stalden, når det var nødvendigt. Under krigen var det ofte vanskeligt at skaffe petroleum, og da blev der også brugt karbidlygter. Vand blev hentet ved en dyb brønd på gårdspladsen. Min mor var meget bange for, at især min bror skulle komme for nær til brønden, så hun skræmte ham ved at sige, at i brønden boede kjeldmanden, som ville tage ham, hvis han kom for tæt på.

Radio fik vi i 1938 eller 39, i hvert fald før Den finske Vinterkrig. Jeg mener, at to unge mænd fra Skrødstrup rejste der op som frivillige, men om de nåede fronten, før finnerne gav op, tror jeg ikke. Disse gamle radioer havde en akkumulator eller lignende, der skulle lades op, og akkurat den 9. april havde vi ingen radio.

Men det er en dag, som står helt klart i min erindring. Det var en rigtig forårsdag. Jeg hjalp min mor med at lave en stenhøj til blomster i et hjørne af haven. Vi var nærmest målløse over, hvad der skete. Vi så bølge efter bølge af flyvemaskiner på vej mod Norge. Vi havde måske kun set en enkelt flyvemaskine før den dag. Det var først, da far kom hjem fra mælketur, vi fik rede på, hvad der foregik.

Fra min skoletid er der selvfølgelig mange minder. Der er dog en undervisningstime, som jeg aldrig har glemt. Vi var i historietimen nået til Napoleon, og lærer Bach var en god fortæller. Og det, som gjorde indtryk på mig, var hans fremstilling af, at storhed står for fald. Han stablede tavlekridt oven på hinanden, og når det havde nået en vis højde, skulle der ikke megen påvirkning til for at få det til at vælte. Han drog en parallel både til Napoleon og til Hitlers Tyskland, som da også sang på sidste vers.

Når der var råd til det, abonnerede mine forældre på Randers Dagblad - ofte sammen med andre. Landpostbudet Marius Nielsen, kom på cykel fra Mariager med breve og anden post. Engang imellem fik han en kop kaffe, og et år, da mor havde købt en flaske kirsebærvin, fik han et glas. Det havde han måske også fået andre steder. I hvert fald traf han nogle hos købmand, Jens Justesen, i Sem. Han blev budt på en øl i bagbutikken, det blev måske til flere. I hvert fald kunne han ikke dele posten rundt i resten af byen. Det måtte nogle betroede mænd gøre. Jeg har fået fortalt, at en af dem var min farbror Karl.

Under og lige efter krigen fandtes Det flyvende Korps under Det danske Hedeselskab. Det var mænd, som blev udstationeret for at plante læbælter til at holde på sandjorden, når der var storm. Vi havde flere af dem boende i et værelse. De skulle have kosten, og mor fik penge for kost og logi. De var der nogle måneder, så kom der andre. Der var bl. a. en københavner. Han var pludselig væk en morgen. Vi var lidt chokerede, men når jeg nu tænker tilbage, kan man godt forstå, at det har været alt for primitivt for ham.

Mor fik leddegigt. Det blev svært for hende at hjælpe så meget til i marken og stalden, som det var nødvendigt. Da jeg begyndte at gå i skole i Mariager hver dag, blev min hjælp også begrænset. I 1949 solgte de ejendommen til Martin Karr og flyttede til Skrydstrup. Jeg husker ikke navnet på huset, vi købte.

Jeg talte "Mariager jysk"

I 1948 skulle jeg konfirmeres og forlade skolen i Grove. Som fattig husmandsdatter måtte jeg nok forvente at skulle arbejde som tjenestepige på en gård eller lignende. Jeg var ked af at forlade skolen. Min mor og lærer Bach mente også, at der var bedre udsigter, hvis jeg fik mere skolegang. Hvordan de to fik det ordnet, så jeg fik en friplads på Mariager Borger- og Realskole ved jeg ikke. Jeg mener, at det var Randers Amt, som betalte for pladsen.

Vinteren 1948 fik jeg ekstratimer i engelsk hos Frk. Nicolajsen, og nogle få timer i tysk hos lærer Schrøder. Eleverne i Mariager havde engelsk fra 4. og tysk fra 5. klasse Jeg startede til april i 6. klasse, og 14 dage efter blev jeg konfirmeret i Hem Kirke. Jeg cyklede fra Nørresem til Mariager, ca. 10 km hver vej, seks dage om ugen på en gammel cykel. Fra Sembygård fik jeg som regel følgeskab med Karen Elise, som gik i 5. klasse. Det var da hårdt, men vi klarede det. Ved afslutningen på 6. klasse fik jeg en flidspræmie. Jeg blev mere accepteret blandt de, som fortsatte i realklassen. Mit sprog ændrede sig nok i retning af ”Mariager jysk”, som én af lærerne kaldte det sprog, som blev snakket i Mariager.
Jeg gik to år i realklasserne. I 1949 flyttede Far og Mor til Skrødstrup, så jeg fik lidt kortere vej. Efter realeksamen fik jeg arbejde på Mariager Bogtrykkeri på kontoret, og her var jeg i to år. Jeg gik på handelsskole om vinteren. Det var om aftenen, så jeg havde nok at se til, men jeg fik da en god handelsskoleeksamen.

Så måtte jeg prøve andre ting. Jeg rejste til Trige ved Århus, hvor jeg arbejdede i en købmandsbutik et års tid. Derpå tog jeg arbejde som Mothers Help i Leatherhead syd for London. Der arbejdede jeg et år og tre måneder. Jeg havde en ugentlig fridag, så London blev udforsket, ofte sammen med danske eller norske piger, som arbejdede i samme område.

Da jeg kom tilbage til Danmark, regnede jeg med at kunne få arbejde på et kontor eller lignende. Jeg syntes, jeg var rigtig god til engelsk. Jeg havde taget et engelskkursus på aftenskole, mens jeg var i England. Kurset var oprettet under Cambridge Universitet. Jeg havde min handelsskoleeksamen og var i gang med et korrespondancekursus i stenografi; men det var svært i 1954. Købmanden i Trige tilbød, at jeg kunne komme tilbage og arbejde i butikken samt ordne hans regnskaber.

I begyndelsen af 1956 rejste jeg til Norge. Jeg arbejdede i en købmandsbutik i nærheden af Oslo de næste par år. Derefter begyndte jeg på Røde Kors Sygeplejeskole i Oslo og tog i løbet af de næste tre år en sygeplejeuddannelse. Jeg arbejdede som sygeplejerske på Lørenskog Centralsygehus i ca. otte måneder. Derefter gik jeg på barselsorlov.

I 1959 var jeg blevet gift med sønnen fra købmandsbutikken, og i oktober 1962 kom min søn til verden. Nogle måneder efter rejste vi til Danmark, og jeg begyndte kort tid efter at arbejde som timelønnet medhjælper på Sødisbakke på en afdeling med svært handicappede patienter. Efter at have arbejdet der et stykke tid, blev jeg souschef, og i 1973 blev jeg afdelingssygeplejerske. Det var jeg til 1994, da jeg som 60-årig gik på efterløn.

Det meste af tiden, efter vi kom til Danmark, har vi boet i Kærbybro. Hele livet har ikke bare været arbejde. Vi har rejst meget i de første år mest i Norge - senere i store dele af Europa. En af de fritidsinteresser jeg har brugt megen tid på er hundearbejde. Jeg begyndte i 1981 at gå til træning i DcH-Mariager med vores hund. Jeg tog senere uddannelse som træner, og var i otte år formand for foreningen. Det har givet mig mange gode timer, både med de hunde jeg selv har haft, og med de gode kammerater, jeg fandt blandt hundeførerne.

Det er ikke så mange af dem, jeg kendte fra min barndom og ungdom, jeg ser mere. Et år i England og seks år i Norge gør, at man lærer andre mennesker at kende. Men jeg har da været til 50 års jubilæum for nogle år siden med mine realskolekammerater. Ellers er det mest veninder, jeg har fået i mine 31 år på Sødisbakke, jeg kommer sammen med.

I 1994 købte min mand og jeg et hus i Portugal. Det ligger i Algarve ud mod Atlanterhavet. I 11 år har vi rejst frem og tilbage et par gange om året, så jeg har opholdt mig der fire - fem måneder om året. Jeg har min hund med, så vi kører i bil. Vi begynder måske at blive lidt for gamle til det, og helbredet svigter iblandt, så det kan være, vi skal til at bruge flyveren noget mere, og lade hunden blive i Danmark hos min søn.