• Landsbyindeks

  A	B	C	D	E	F
  G	H	I	J	K	L
  M	N	O	P	Q	R
  S	T	U	V	W	X
  Y	Z	Æ	Ø	Å

 

 

• Historier fra Nørresem

  • Men nye tider var på vej
  • Ilden løb fra ham

• Relevante Links

  Sem Sogn Mariagerfjord Kommune Kronjyder - Privat side Turist information Regional vejrudsigt

 

Nørresem

Sogn	Sem
Herred	Onsild
Amt (i 1970)	Randers
Pastorat	Hem-Sem-Vester Tørslev-Svenstrup
Provsti	Hobro-Mariager
Stift	Århus
Kommune	Mariagerfjord
Region	Nordjylland
Stednavne i sognet	Edderup, Grove, Sem, Nørresem
Indbyggere	ukendt

Men nye tider var på vej

Fortalt af Hans Marinus Petersen

Arbejdet på landet var anderledes hårdt i min barn- og ungdom, end det er nu, hvor maskinerne har overtaget det meste.

Om foråret, når der havde været så meget tørring i luften, at markarbejdet kunne begynde, blev jorden fælled. Efter at have samlet de sten, der var kommet frem i vinterens løb, lod man hesten gå hen over marken forspændt en hjulring, en omvendt harve eller et bræt, så de værste jordklumper fra efterårets pløjning kunne blive slået i stykker. Til sidst blev harven vendt om, og jorden bearbejdet, så den var myg og løs. Efter en hel dags arbejde i marken var det de færreste, der følte trang til at gå en aftentur.

Såmaskinerne den gang var små. Ca. 1 til 2 meter brede. De kunne så mellem 15 og 24 rækker korn ad gangen.

Når magasinet var fyldt med sædekorn, gik turen igen frem og tilbage over marken. Man skulle have et øje på hestene og et på piberne, som kornet strømmede ned igennem. De kunne nemt stoppe til, så de måtte af og til løftes, for at blive rengjorte. Det gav også ømme rygge og en god søvn.

I ældre tid blev kornet sået med hånden. Enkelte havde en kurv flettet af halm, som de bar i en rem over skulderen. De fleste nøjedes med en sæk fyldt med så meget korn, de kunne bære. Så gik det med store skridt hen over marken. Når venstre ben var fremme kastedes kornet jævnt med højre hånd. Vi anvendte også den metode, når vi spredte kunstgødningen, som vi selv blandede. Der var jo ingen maskiner den gang.

Når kornet var kommet op, blev marken harvet igennem med ukrudtsharven, så kunne det klare sig selv indtil høst.

Høsten startede med, at kornet rundt i kanten af marken, blev slået med le. Derefter kørte man rundt med slåmaskinen. Det var som regel mandens arbejde. Efter slåmaskinen gik alle andre og bandt op. Man samlede en passende bunke aks, snoede et stramt bånd af strå, som man bandt om neget. Det lyder nemt, men den gang sprøjtede man ikke for ukrudt, og ofte var der ubehagelig mange tidsler på marken. Negene blev sat sammen. Der var 6 - 8 stk. i hver hob.

Efterhånden afløstes slåmaskinen af aflæggeren. Den havde fem vinger og kunne kaste kornet af i neg, så var det lidt nemmere - men tidslerne var der stadig. Galt var det også, hvis det havde været en fugtig sommer, så kornet lå ned. Så måtte en mand gå foran høstmaskinen og løfte det op.

Inden kornet blev kørt ind, måtte vi måske vende negene flere gange, til vi var sikre på, at de var helt tørre. Hvis ikke, kunne de brænde sammen, når de blev kørt i stak eller kom ind på loen.

Der blev avlet mest byg, men hos os også noget rug, fordi vi havde så let jord. Man kunne regne med 21 - 22 tønder korn pr. tønde land, nu får man næsten det dobbelte.

Efter høst skulle vi først skrælpløje. Så blev jorden harvet to gange, inden den til sidst blev pløjet med en enfureplov forspændt to heste. Der var mange omgange at gå selv på små marker, så der var god tid til at nyde vejret.

Høhøsten begyndte allerede lige efter grundlovs-dag, den 5. juni.

Vi kørte møg og ajle ud på de marker, hvor vi skulle så sukkerroer, fordi de var så grådige.

Roerne blev sået med maskine - to rækker ad gangen. Senere fik man maskiner, der kunne så et frø ad gangen. Det var besparende, og det blev meget nemmere at tynde roerne.

Sukkerroerne skulle tyndes, så der var 15 cm mellem hver plante, mens der skulle være ca. 30 cm mellem kålroerne - og så, som Karen Vase forklarede: Kun jen! Den lille Sigrid misforstod. Hun troede, Karen mente et blad, og omhyggelig som hun var, pillede hun, indtil den lille misforståelse blev opklaret. alle de overflødige blade af roerne.

I løbet af sommeren kørte man et par gange med radrenseren, der kunne tage to rækker ad gangen. Man gik mange kilometer i løbet af den dag.

Roeoptagningen gav ømme rygge. Sukkerroerne skulle rykkes op, hvorefter toppen blev skåret af med en speciel roekniv. Roerne måtte ikke skades, så kunne de ikke holde sig i kulen om vinteren.

Kålroerne var mere robuste. Med et jern skar man først toppen af roen, hvorefter den blev trukket op med et par hager, der sad bag på jernet. Til sidst fik man maskiner, der klippede toppen af roerne, så man kun skulle trække dem op af jorden med jernet. Det var en stor lettelse.

Tegnet på, at der var nye tider på vej kom i løbet af 60'erne. Det var traktoren - i de fleste tilfælde den lille Ferguson. Det betød, at arbejdet blev lettere. Med traktoren og de nye redskaber var arbejdet overstået uden så meget besvær og på kortere tid. Pludselig kunne både mand og kone klare lidt arbejde uden for hjemmet. Det gav lidt mere luft i økonomien.

Ilden løb fra ham

Fortalt af Hans Marinus Petersen

Far, Rasmus Petersen og Mor boede først på en ejendom i Skrødstrup. For at få enderne til at nå sammen, var det i begyndelsen nødvendigt, at Far gik over heden for at arbejde på Dania, når der var arbejde. Undertiden måtte han arbejde om natten. Når en kuldamper kom, skulle kullene losses uanset tidspunktet - og de, der kom først, fik arbejdet. Det var ikke helt ufarligt. Kulstykkerne kunne være meget store, så blev der tabt noget, var det med at komme af vejen i en fart. Det hændte, at vi gik min far i møde, hvis vi vidste, hvornår han kom hjem. En aften blev vi lidt forskrækkede, da vi så ham komme gående med en stor forbinding om hovedet. Han var blevet ramt af et stykke kul, der var faldet tilbage i lasten.

I 1926 byttede min far og mor ejendom med Ole Hansen, der boede på en lille ejendom i Narsiem - Nørre Sem. Den gang fyrede man med tørv og træ, så ejendomme, der havde et stykke tørveeng, var eftertragtede. Ole flyttede til Skrødstrup, hvor han fik vores ejendom med tørveeng, mens Far overtog matrikel nr.16a i Nørre Sem. Den var på 12 tdl. - lidt større end ejendommen i Skrødstrup, og der hørte en god stump uopdyrket hedejord til. Nu var det slut med at arbejde på Dania, for der var nok at lave hjemme, og mere blev der. Far købte yderligere 20 tdl. af Chren Visti, da han solgte jorden fra sin ejendom i Sem, inden han flyttede tilbage til Overgaard.

Der lå en lille grusgrav i vores hede, som vi ikke selv benyttede. Det hændte, at Ajs Finn og Mads Hansen fik lov til at harpe noget grus. Engang ville Ajs brænde lidt lyng af omkring grusgraven. Ilden løb fra ham og fortsatte ind over heden. Det var nu ingen katastrofe, hvis et lille stykke hede brændte af. Det betød bare, at der voksede nye, friske revling- og lyngris op, der kunne bruges som foder til dyrene, hvis det behøvedes. Men ingen brød sig selvfølgelig om hedebrande, der ikke var under kontrol.

For min far betød branden, at han blev fri for selv at brænde lyngen af, inden han gik i gang med at opdyrke heden. Det var et meget stort arbejde. Det foregik den gang med simple redskaber. En hakke, en spade til at grave omkring træernes rødder med og en hest, der kunne trække rødderne op.

Min far sled med at opdyrke heden. I begyndelsen alene, men da jeg blev omkring 13 -14 år, begyndte jeg også at hjælpe til.