-
Historier fra Nørresem
-
Relevante Links
Sem Sogn Mariagerfjord Kommune Kronjyder - Privat side Turist information Regional vejrudsigt
Nørresem
| Sogn | Sem |
| Herred | Onsild |
| Amt (i 1970) | Randers |
| Pastorat | Hem-Sem-Vester Tørslev-Svenstrup |
| Provsti | Hobro-Mariager |
| Stift | Århus |
| Kommune | Mariagerfjord |
| Region | Nordjylland |
| Stednavne i sognet | Edderup, Grove, Sem, Nørresem |
| Indbyggere | ukendt |
Piano og mandolin
Fortalt af Erna LundI 1952 blev Sem Kirke restaureret, så konfirmationen foregik det år i Hem Kirke. Da Line fra Sembygård mødte op i mit hjem for at fæste mig, sagde hun: Jæ hår jo haj tow o de kuld i forvejen - å de var ærlige. De håber jæ også den tredde æ. Det gik som en rød tråd gennem hele vores opdragelse, at man skulle være ærlig og oprigtig, så jeg følte mig dybt krænket over bemærkningen, men det skulle blive meget værre.
Jeg startede på Sembygård den 1. november. Line var
meget sparsommelig, så det blev ikke i den plads, jeg lærte meget om at føre
hus. Hun ville selv lave maden, så når jeg var færdig med mit rengøringsarbejde
kl. 14.00 kunne jeg gå hjem til næste dags morgen - så sparede Line jo også
kosten.
Jeg havde selvfølgelig fri hver anden søndag. Jeg fik Lines mistro at
mærke, da to punge blev væk. Alle følte sig under mistanke, så det var en
lettelse, da de blev fundet - i Sørens bowser. Men der blev ikke givet
undskyldninger på Sembygaard - tværtimod.
En dag jeg skulle gøre rent i
soveværelset, havde Line lagt en plovmand, 500 kroner, på sengen for at prøve
mig af. Det var rigtig mange penge. Søren vidste, hvad det drejede sig om. Han
kom ind og tog sedlen, men det var meget ubehageligt at være under mistanke.
En
dag fortalte Line mig, at hun havde været hjemme hos mine forældre og fæstet mig
for endnu et år. Hvor blev jeg skuffet. Jeg havde håbet på at få en anden plads,
men nu kom jeg til at skrælle kartofler endnu et år.
Om vinteren var der
uhyggelig koldt ude i karlekamrene, så jeg undrede mig ikke over, at en af
karlene anskaffede sig en varmeovn til at lune lidt op. Pedersens datter, Anna,
vidste det godt, men ingen af os sagde noget til Line. Nu var hun som sagt meget
økonomisk, så hun kom op på stikkerne, da Jens Laustsen henvendte sig og
fortalte, at der blev brugt mere strøm end sædvanlig. Vi syntes, han var lidt
nævenyttig. De gennemgik hele ejendommen ude og inde, og fandt ovnen i
karlekammeret - sikke et hus vi fik.
Der var 42 malkekøer på Sembygaard. Jeg
undrede mig lidt over, at vi kun måtte bruge skummet- og kærnemælk til
madlavningen - men så var der selvfølgelig ikke kommet så mange mælkepenge i den
pung Line gemte under tæppet. Folkene kunne ellers godt have brugt kalorierne,
for man arbejdede hårdt på Sembygaard. De to karle, Jens Juul og Jæ, var
flittige arbejdere, så de kunne tage godt fra ved spisebordet. Jæ var Karl
Thomsen. Han sagde jæ om sig selv og ikke a, som vi andre gjorde.
Min næste
plads var på en gård i Gjerlev, hvor vi var fem voksne og fem børn til daglig.
Der var bestemt ikke mindre arbejde, men stemningen var altid god. Konen havde
en fast vilje, men der fik jeg sandelig lært noget – også at lave mad. Om
aftenen spillede vi alle, mand, kone, to karle og jeg hjerterfri, femhundrede
eller hyggede os på anden vis, hvis vi da ikke var til KFUM møde hos lærer
Møller i Gjerlev Skole. Vi var delt op i et karle- og pigehold. Til
fællesmøderne samledes vi alle i missionshuset - og der kom rigtig mange.
Mit
store ønske var at lære at spille på klaver. Nu, da jeg tjente 75 kr. om
måneden, måtte muligheden være der. Et klaver var for dyrt, men jeg lånte 375
kr. af min bror, Erik, så havde jeg lige penge nok til at købe et orgel. Hos
lærer Christiansen i Skrødstrup fik jeg undervisning i tre måneder for to kr. i
timen. Jeg blev aldrig koncertpianist, men jeg har haft stor fornøjelse af
”spilleriet”.
Det blev helt anderledes, da jeg fik plads på Hebron, der lå i
Sjællandsgade i Randers. Vi var ti piger til at passe de ældre. De gamle var
opdelt i klasser. De fineste boede på øverste etage, men alle måtte de, når det
behøvedes, bevæge sig hen til de fælles toiletter. Arbejdstiden var fast - fra
kl. 7.00 - kl. 15.30, men ca. en gang om måneden var vi ”i gryderne”. Når man
lavede mad, havde man samtidig vagten ved de syge om eftermiddagen. Havde man
fri om eftermiddagen, skulle man stå for aftenkaffen, så sluttede arbejdsdagen
først kl. 21.00. Mens jeg var på Hebron, blev der indført lørdagsfrihed fra kl.
14.00.
Personalet underholdt undertiden de ældre med sang, spil eller en lille
sketch, så jeg anskaffede mig en mandolin og lærte at spille til husbehov.
I 1958 opholdt jeg mig på Rønde Højskole. Det tænker jeg tilbage på med megen stor glæde. Det var et rent pigehold. Og maden, hvor var den sund - masser af spinat. Det er nu også mere venskaberne, jeg mindes. Jeg har stadig forbindelse med seks af pigerne fra den gang.
Efter endnu en periode på Hebron fik jeg plads hos Knud Kjærgaard i Hald. Det var næsten som et hjem og de havde tillid til folk. Jeg måtte selv tage pungen og betale de handlende, der kom til gården og solgte varer.
En tid tjente jeg hos lærer Johansen i Hald. Jeg oplevede dagligdagen i et lærerhjem. Der var arbejde nok med tre børn og de mange gæster.
I 1962 søgte
jeg pladsen som husbestyrerinde hos Jens Karl, der havde overtaget og boede på
sine oldeforældres gård, Højvang. Vi blev gift året efter. Med 22 malkekøer,
arbejde ude og inde og en familie, der efterhånden var vokset til seks, havde
jeg nok at se til. Forholdene i landbruget var begyndt at ændre sig, så skulle
vi fortsat leve af gården, måtte vi øge produktionen. Jorden var god, men
bygningerne var meget gamle og utidssvarende.
I 1973 byggede vi nyt stuehus.
Pludselig skulle vi til at betale 1.500 kr. hver termin. Det var næsten 20
gange så meget, som vi plejede. Det gik for os som for mange andre familier på
mindre ejendomme. Jens Carl begyndte at arbejde ude - på Skandia i Randers.
Dyrene blev solgt, og for pengene blev der købt bedre og mere tidssvarende
landbrugsmaskiner og redskaber, så han selv kunne passe jorden i sin fritid.
I
1996 solgte vi ejendommen til vores søn og flyttede ind til Gjerlev, hvor vi
bor i et dejligt hus. Har man hele sit liv arbejdet, er det svært bare at sidde
hen. I fritiden er jeg med i kredsen omkring Dan-Missions genbrugsforretning i
Gjerlev og den lokale børnekreds, hvor vi holder søndagsskole og hygger om
børnene med kage og saftevand. Det kan også hænde, at jeg en gang imellem
hjælper folk med en lejlighedssang.