Handest
| Sogn | Glenstrup |
| Herred | Nørhald |
| Amt (i 1970) | Randers |
| Pastorat | Glenstrup-Skjellerup |
| Provsti | Hobro-Mariager |
| Stift | Århus |
| Kommune | Mariagerfjord |
| Region | Nordjylland |
| Stednavne i sognet | Glenshøj, Glenstrup, Glenstrup Sø, Gråkær, Gundestrup, Handest, Holmgård, Holmgård Mark, Husum Gårde, Ilderhuse, Karlby, Strølæget |
| Indbyggere | ukendt |
Betragtninger om Handest i gammel tid
Fortalt af Niels Peter NielsenHvorledes Handest har set ud for 300 år siden, ja det kan jo kun blive gætteri, og dog, nogle holdepunkter er der dog. Hvornår Handest er blevet bøndergods under Mariager Kloster, tør jeg ikke sige. Men da Mariager Kloster var både gammelt og rigt, så ligger det sikkert meget langt tilbage. Om for eksempel Glenstrup Kloster har haft bøndergods, og om Handest har hørt derunder og måske er kommet under Mariager, da Glenstrup Kloster nedlægges, det er vel muligt. Glenstrup Kloster er der jo ikke mange oplysninger om, men en ting er sikkert, Glenstrup eller Nørre Kloster var et fattigt kloster. Nørre Kloster hentyder til Støvring Kloster (ved Randers), der hed Søndre Kloster.
Handest Kirke
En anden ting, der heller ikke er mange oplysninger at hente om, er Handest
Kirke. Det menes, at den blev nedlagt og brudt ned ca. 1545 og stenene fragtet
til Dronningborg og brugt til at bygge Dronningborg Slot med. At der har været
beboelse i Handest i mange år, vidner jo også de to runesten om. Den ene står i
dag i Glenstrup Kirke og den anden på Nationalmuseet.
Den der i dag står i Glenstrup, stod i 1882 i huggehuset på Matr. No. 6a, der dengang lå Banevolden 12, inden den blev flyttet til Randersvej 129 – ”Brunsvang”, men blev nogle år senere af folk fra Nationalmuseet fragtet til Glenstrup. Alle kender vel også beretningen om konen, der under den Sorte Død blev lagt op i en grav på Handest Kirkegård og madet ved hjælp af en lang stang. Så var hun jo på pladsen, når hun døde. Hvor længe kirkegården var fredet, ved jeg ikke. Der må jo kunne findes skriftligt materiale om den sag et eller andet sted – fx i Bispearkivet. Noget tyder på, at det er sket i mellem udskiftningen og matriculeringen i 1844. Matr. No. 6a bliver i det tidsrum lidt større, men endnu i dag pløjes der stadig skeletdele op på den gamle kirkegård på marken sydvest for landevejen, hvor Veteranbanen krydser over.
Landevejen
Det er nok også sikkert, at forbindelsen mellem Randers og Hobro har passeret
nogenlunde, hvor hovedvejen går i dag, og det er også nogenlunde sikkert, at
hele byen har ligget på Vesterlandsiden af landevejen. Først engang omkring
1720 er man forsigtigt begyndt at flytte over på den anden side.
Landevejsdæmningen, der i dag skiller byen, er først etableret i 1830-40, og man
kan spørge, hvor den lille bæk eller grøft, der kommer fra markerne ved
Tronholm og går gennem Enggaarden og nu ledes i et rør langs dæmningen – hvor
har den haft sit naturlige løb? Den større Handest Bæk, der kommer ude fra heden
og løber langs med Mariagerbanen ud mod Skals Å, den er der nok ikke forandret
så meget ved, men at det har været en våd historie at passere Handest på nogle
tider af året, er nok sikkert.
Landbrug i 1600-tallet
I året 1651 er der i Handest 21 bosteder under Mariager Kloster, de 14 landbrug
er af vidt forskellig størrelse, men flere af gårdene har både to og tre
fæstere, og de jordløse huse har i flere tilfælde to familier. Med hensyn til
gårdenes størrelse svinger det efter den første hartkornsansættelse i 1662-64
fra godt 11 tdr. og ned til 3 tdr., men den hartkornsansættelse fremkom på
grundlag af indberetninger fra præsterne om, hvor mange læs hø og korn den
enkelte bedrift havde bjerget. Så det har nok ikke nogen relation til de
virkelige forhold. Først i 1688 bliver der ansættelse efter bonitetsprøver, og
det giver en del ændringer i størrelserne. Det er jo nok på baggrund af
Reformationen i 1523-33, at klostrene må begynde at afgive deres jordegods og
indflydelse.
Landbrug i 1700-tallet
I ca. 1720 kommer Handest ind under Overgård Gods, der i de år ejes af Baron
von Arensdorf. Det sker jo omtrent samtidig med Stavnsbåndets indførelse, og at
det bliver en streng tid for fæsterne er nok hævet over enhver tvivl. De bliver
forgældede, mange bliver fradømt gården på grund af armod, vanrøgt og bygfæld.
Jeg husker ikke andre Skifteretsopgørelser end skrædder Peter Amdissen, hvor
der ikke var gæld til godsejeren i årene under Overgård. I 1748 kommer Handest
så under Tjele Gods, og det er som om man aner, at forholdene ret hurtigt bliver
bedre. Men én ting ses også ret tydeligt i forbindelse med godsskiftet: I de 30
år, hvor det var Overgård, der var ejer, var det folk fra Udbyneder og byer nær
godset, der kom hertil. Nu bliver det folk fra Lindum, Vammen og Sjørring, der
bliver tilflyttere.
Folketællinger
Ved Folketællingen i 1787 er der 28 familier i byen og 162 indbyggere. Om alle
har hus er tvivlsomt, der er nok indsiddere imellem. Men nu er Stavnsbåndet
hævet, og der bliver uro i folk. Ved Folketællingen i 1801 er der 137
indbyggere og 24 familier. Hvor rejser folk hen? Niels Peter Nielsen, født på
Handest Nørgaard, døde den 27. november 1992.
Handest Skole
Fortalt af Ole Bagger1924
Årstallet pryder Søbakkeskolens facade ud mod vejen. Det år blev den ny Handest
Skole opført. Alle bygninger har både en forhistorie og en historie, men bag
offentlige skoler ligger der en beslutningsproces og mange overvejelser.
Forhandlinger og beslutninger er ført til protokols i referaterne fra
Sognerådsmøderne. Ved hjælp af disse kilder skildres her, hvad der lå bag
beslutningen om at bygge ny skole i 1924.
Baggrund
Omkring 1920 var skolevæsenet i Glenstrup Kommune således: Forskole for de
yngste årgange i Glenstrup, skoler for både yngste og ældste årgange i Handest
og Holmgaard. Sidstnævnte skole var den nyeste og bedste som bygning betragtet.
Tre lærere klarede al undervisning i kommunen.
15. November 1920
”Amtslægen foranlediger en udtalelse om Glenstrup Skole, hvilket overlades til
Skolekommissionen”. Skolen er i sundhedsmæssig dårlig stand, og en dag står man
uden lærer. Der er Sognerådsvalg i marts 1921 og problemet overlades til det nye
Sogneråd. Så kunne man ikke klandres for en forkert beslutning.
23. April 1921
Sognerådet drøfter lærerindespørgsmålet og man ”traf den afgørelse, at udsætte
sagen til der forelå en tilladelse fra ministeriet om skolelokalerne måtte
fremdeles benyttes”.
2. Juni 1921
Det er ikke muligt at finde en lærerinde til Glenstrup Skole, så det blev
bestemt,” at henvise børnene til skolegang i Handest og Holmgaard Skoler”.
17. September 1921
Sognerådet er ved at opgive at drive skole i Glenstrup, idet ”det vedtoges at
afhænde støbegodset snarest muligt”.
13. Oktober 1921
Kræfter i sognet samler sig om selv at oprette en skole – med Sognerådets
velsignelse, fordi ”det vedtoges at yde 400 kr. til den private skole, når
amtets tilladelse forelå”. Det var dog ikke med baggrund i den manglende skole i
Glenstrup, men snarere utilfredshed med læreren i Handest Skole. Den Private
Skole får til huse i Banevolden 14 og ganske tæt på skolen i Handest, der lå,
hvor Knolds parkeringsplads er i dag. Nu begynder strukturen og
skolegrundlaget at smuldre i kommunen.
27. Oktober 1923
Privatskolen har været i gang i godt et år, da man kan læse i protokollen: ”Der
forelå et andragende fra bestyrelsen for Handest Privatskole om et tilskud;
henlagdes”. Og under eventuelt ”fremdrog formanden, hvor uheldigt det var mht.
vort skolevæsen her i kommunen og Sognerådet vedtog enstemmigt at arbejde for,
at der skulle oprettes en centralskole”.
6. November 1923
Sognerådet og Skolekommissionen holdt fællesmøde og ”der førtes en del
diskussion, og man vedtog så at afholde en kommuneafstemning om spørgsmålet i
Handest Forsamlingshus”.
19. December 1923
I Glenstrup vil man ikke umiddelbart opgive at have skole. 74 beboere opfordrer
med deres underskrift til ”at der snarest muligt oprettes et lærerembede”.
Sognerådet svarer, ”at så længe den private skole består, og der ikke er for
mange børn i kommunens skoler er det ikke påtrængende nødvendigt”.
7. Januar 1924
Kommuneafstemningen har tilsyneladende været positiv, for ”ved mødet forelå et
forslag om oprettelse af en dobbeltskole for Handest og Glenstrup med
beliggenhed på Chresten L. Nielsens ejendom umiddelbart op mod R. Fisker
Olesens hus”. Af Sognerådets 5 medlemmer stemte 3 for og 2 imod.
Skolebyggeriet er vedtaget.
3. Juli 1924
Byggeplanen har været til høring og ”undervisningsministeriet bifaldt at der
oprettedes en dobbeltskole på det sted, som Sognerådet ønskede og man enedes om
at søge arkitekt Skødts bistand med hensyn til tegning og overslag” og ”der
nedsættes et snævert udvalg inden for Sognerådet til at træffe de nødvendige
forarbejder”.
12. Juli 1924
Byggegrunden besigtiges, jord købes og aftaler træffes med de to naboer. ”R.
Fisker Olesen har på sin ejendom en vandbeholder, der drives med vindmotor og
det er indbefattet i ovennævnte handel, at skolens beboere har ret til at få
sit vandforbrug fra nævnte beholder, når der er tilstrækkelig vand”. Ved
vandmangel i beholderen ”har skolen ret til at hente vand i Olesens brønd”.
Samtidig beslutter Sognerådet at oprette et forskolelærerindeembede ved den nye
skole med krav om, at hun kan virke som organist i kirken.
20. December 1924
Lærerinde Elna Christensen, Vesløs ansættes pr. 15. januar 1925 og nu ”kan et
andragende fra Handest Privatskole om et tilskud for året 1924-25 ikke
bevilges”. Sognerådet bygger. 21. JANUAR 1925 Til medfinanciering af
skolebyggeriet ”forelå et tilbud fra A. Møller, Glenstrup om køb af Handest gl.
Skole for en pris af 8200 kr., som antoges”.
24. Februar 1925
Skolen står færdig og skal betales. Derfor er en forhøjelse af kassekreditten
op til 70.000 kr. i Sparekassen i Randers nødvendig.
Efterskrift
Udgifterne til skolebyggeriet drænede den lille kommunes økonomi. Det nyvalgte
Sogneråd i 1925 må låne sig frem for at få pengene til at strække. Skolen er
stadig skole efter adskillelige til- og ombygninger – og den er sjovt nok
stadig ”dobbeltskole”, men nu for Skjellerup og Glenstrup Sogne. Navneændringen
fra Handest Skole til Søbakkeskolen skete i begyndelsen af 1970-erne, hvor
Skjellerup Skole blev lukket. En afstemning blandt forældre og børn afgjorde
navnet.
Mit liv i Glenstrup Sogn
Fortalt af Olga NordestgaardMine forældre
Min mor og far kom til Handest ca. 1907. Mor tjente ved lærer Nielsen, og far
havde værksted oppe ved Laust Frank i det lange hus ved siden af
Forsamlingshuset. Far spiste ved sin bror, der var smed og boede i Højbo. Mor
og far blev gift den 30. april 1909. Far havde bygget huset ved siden af
Brugsen, hvor han også havde værksted og butik. I butikken solgte han kommoder,
syborde, tobaksborde, senge og skabe m.m.. Min ældste bror Aage blev født den
12. februar 1911, og Einar blev født i 1915. Einar døde den 30. april 1925 på
Hobro Sygehus af stivkrampe og blodforgiftning. Han havde stukket sig på en
greb.
Det var en slem tid, som jeg husker meget tydeligt, selv om jeg kun var fem år. Mor og far sørgede meget, og da min mormor døde næsten samtidig, så husker jeg det som en meget sørgelig tid.
Vidtfelt
Mor og far og mine to brødre flyttede på Vidtfelt den 1. november 1919. Der
blev jeg født den 18. februar 1920. Her boede vi indtil jeg var 7 år. I 1927
brændte høker Jakobs gård. Far købte brandtomten, og Jakob købte Vidtfelt. Jeg
havde nogle gode legekammerater, Tage og Sonja. Deres far var murer. Vi rendte
ud og ind ved hinanden. Mor sagde somme tider: ”Du skulle tage dit sengetøj
med!” – det syntes jeg ikke om. Vi legede så godt sammen, legede med ko sten,
lavede hegn af små pinde og snor til hegn, spillede pind og hoppede i sjippetov.
Når Tage og jeg skulle i Brugsen fulgtes vi ad, men hvis Poul Rasmussen kom, så
skyndte jeg mig over på den anden side af vejen. Poul ville drille os, så han
sagde: ”Nåh, der kommer de små kærester”. Han var så rar. Tage og Sonja
flyttede til Hornbæk, men vi blev ved med at komme på ferie hos hinanden. Som
voksne kom de og besøgte mor og far, og de blev ved med at besøge min mand Jens
og mig. Tage boede i Randers og Sonja i Neümunster. Det var et godt venskab.
Banen
I året 1927 blev Mariager-Fårup-Viborg Banen indviet. Tage, Sonja og jeg sad på
de flotte hvide bænke og nød synet af det første tog. Det var en stor oplevelse
for os. På en af de første ture væltede toget i svinget lige før Handest fra
Fårup-siden. Der skete heldigvis ikke noget. Der var kun én kone med. Hun var
mor til Anders ude i heden.
Skolen
Jeg begyndte at gå i skole i sommeren 1927. Ester Lambæk kom ud og hentede mig
– det var jeg glad for. Jeg var meget glad for frøken Christensen, hun var så
god ved os. Om vinteren varmede hun vores tøj og hjalp os i det og legede med
os. Vi fik somme tider lov til at gå på Møgelhøj og lege, det var højdepunktet.
Vi gik i rækker to og to, og vi sang ”Tinge-linge-later”. Vi blev fotograferet
flere gange. Vi var også oppe i Præstegården og i Plantagen. Astrid, lærer
Nielsens datter var med til at lege med os. Hun døde desværre ret ung af
tuberkulose. Jeg syntes, vi legede så godt sammen både piger og drenge. Vi
legede tagfat, to mand frem for en enke, hoppede over buk og legede i
ribberne, der stod udendørs. Vi legede også politi og røvere. Fængslet var
cykelskuret. Vi piger ville jo rende ud, og der var nogle af drengene, der ikke
turde røre os, og så kom vi ud. Pigerne gik til håndgerning ved frøken
Christensen. Vi lærte meget: Syede et forklæde, en chemise, hvor vi hæklede en
kant om halsen. Den har jeg endnu. For nogle år siden var den til udstilling på
skolen. Vi strikkede også vanter og ankelsokker. Det var noget vi lærte meget
af. Frøken Christensen var meget tålmodig. Når vi tabte en maske, så måtte vi
op til hende, fordi vi ikke selv kunne fange den. Vi skrev med tavle og griffel,
så det kunne viskes ud igen. Der stod fire vandfade med vand og en svamp, så når
drengene gik forbi, så fik vi piger en sjat vand, når læreren ikke så det. Når
lærer Nielsens svoger kom på besøg, blev han sommetider længe, og så fik vi et
langt frikvarter. Det var vi glade for. Vi havde WC i gården. Når vi legede, og
drengene var efter os, så skyndte vi os ned på WC, for der var vi fredet. Vi
havde en pumpe i gården, hvor der hang et krus, vi kunne drikke af. Da vi blev
lidt ældre, skulle vi prøve at ryge. Vi gik om bag ved Pouls hæk. Herdis,
lærerens datter, Gerda Drejer og jeg. Jeg tror ikke, det smagte os, det var bare
”stort”. Cigaretter kunne købes stykvis. Jeg tror, det var fire øre pr. stk..
Fødselsdag
Vi kom også til fødselsdag. Kun dem der boede i Handest kom til chokolade og
boller og aftensmad. Det var gerne frikadeller og dessert.
Påklædning
Vi gik med forklæder på. Og vi havde hjemmelavede hjemmesko. I skolen skulle vi
sætte træskoene ude på bænken, og når jeg kom hjem, så skulle jeg skifte tøj.
Jul
Julen var jeg altid ved Gerda til juletræ. Der var også hendes kusiner og
fætre. Det var dejligt. Så gik vi omkring juletræet og sang, og vi fik godter.
Vi havde også skolens juletræ i Forsamlingshuset. Det glædede jeg mig til. Der
fik vi godtepose og frugt. Jeg var også til Søndagsskolens juletræ. Jeg skulle
gå i Søndagsskole. Det var Mathias Severinsen, som ledede det. Så jeg var
heldig at komme til to juletræer. Vi havde også juletræ hjemme. Jeg glædede mig
altid meget ti julen. Det var ikke store gaver, vi fik, men jeg glædede mig til
at Aage kom hjem. Han var i lære i Spentrup. Vi fik risengrød og andesteg
juleaften – mor havde selv ænder. Da jeg blev større, kom min bedstefar og
fejrede jul med os. Det var dejligt. Jeg fik ingen julegave af ham, han havde
nok ikke råd. Han levede af en lille pension, boede på et loftsværelse i Hobro
og hentede mad på et pensionat. Vi var ikke rundt ved familien i julen. Dengang
havde far ikke bil. Det fik han, da jeg blev større.
Sommerferie
Den første gang jeg fik sommerferie, skulle jeg huske, hvornår jeg skulle i
skole igen. Alfred Rasmussen stod og klippede hæk lige op af vejen. Han sagde
noget til mig, så jeg glemte, hvornår jeg skulle møde efter ferien. Jeg græd, da
jeg kom hjem, for dengang fik man ikke en seddel med datoen. Mor trøstede mig og
sagde, at det skulle vi nok få at vide. Jeg legede også meget med Fiskers piger,
Esther og Signe. De boede på gården over for skolen. De havde slynger i træerne,
så legen gik godt. Deres bedstemor boede i det lille hus ved skolen – hun var
alles Bedste – og hun spiste hos Fiskers.
Runetoft
Vi flyttede til Handest i 1928 og boede i deres gamle hus ved Brugsen, mens
Runetoft blev bygget. Siden byggede far smedens hus på den anden side af vejen.
Smedjen var den gamle svinestald. Ida og Jens købte det og blev gift, da de
flyttede ind. Far byggede også huset overfor Runetoft. Der var to lejligheder,
som han lejede ud. Missionshuset er også hans byggeri. Bageriet byggede han til
Møller Laursen i ca. 1934. Det lå jo på fars jord. Rødstenshuset modsat Knolds
parkeringsplads byggede han til Karen Grejs.
Mine legekammerater
Jeg fik nye legekammerater, da vi flyttede på Runetoft. Det var Elfrida på
Mejeriet, Dagmar i Brugsen, Inga og Krista Kjeldsen. Der var rigtig mange
legemuligheder. Blandt andet legede vi meget ved bækken og på tømmerpladsen.
Ved bageren havde vi vipper og kunne spille bold. Vi kunne altid finde på noget
at lege. Om sommeren kom der også et Tivoli, som lejede pladsen af far. Ca. 1930
blev de tre statsejendomme langs med Randersvej mellem Brunsvang og Handest
Østergård bygget. Da blev Gerda min bedste veninde. Hun kom omkring efter mig om
morgenen og hun kom også ned og legede med mig. Så vaskede vi dukketøj i
bækken og hang det til tørre. Vi vadede også meget i bækken. Gerda fik små
søskende. Der kom jeg meget op, for der foregik så meget. Hendes Bedste boede
der også. Jeg husker hende med en strikkestrømpe i hånden. Gerda og jeg blev
ved med at være veninder livet igennem. Vi har altid kommet sammen til
fødselsdage. En gang inden de fik bil, kom de på en traktor med vogn. På vognen
stod en grisekasse med pressening og halm. Da de var ankommet, steg Gerda ud af
grisekassen – for der måtte jo ikke være passagerer på en traktorvogn. Det var
den 18. februar, og der er der jo tit sne.
Min konfirmation
Vi blev konfirmeret søndag den 8. april 1934. Vi holdt ikke stor fest, men havde
noget familie og nogen til kaffe. Det var ikke gode tider for landmændene, så
far havde ikke så meget arbejde. Det var under Landbrugskrisen og grisene
kostede ikke noget.
Ud at tjene
Jeg kom hen på Stationen at tjene til 15 kr. om måneden. De hed Pedersen og fik
barn nr. 3, så der var nok at lave. Senere kom jeg ud til Charles Stensgaard i
1936-37. De fik også barn nr. 3. Det var en god plads, men nok at lave. Jeg
skulle også hjælpe i marken, men det var jeg ikke ked af. I begge pladser kunne
jeg sove hjemme om natten og kunne gå til gymnastik og bal og hvad der ellers
var. Jeg rejste fra Stensgaards i maj 1937 og kom på Salling Ungdomsskole, som
jeg var meget glad for – med mange gode minder. Jeg har stadig tre veninder
derfra, som jeg træffes med. Det er vi alle glade for. Til november 1937 kom jeg
til Vester Velling for at tjene ved lærer Møllers, som jeg blev ved i tre år.
Det var en meget god plads. Posten drillede mig og sagde, om ”jeg ikke snart
skulle ud at tjene?”. Møllers havde ni voksne og gifte børn, så der var jo tit
gæster. De var flinke til at hjælpe – en god tid. Til november 1940 kom jeg på
Terrupgård ved Onsild som kokkepige og måtte gå 5 kr. ned i løn pr. måned. Der
var meget at lave og meget man ikke kunne få til madlavning på grund af krigen.
Vi kunne kun få rugmel og sigtemel, så det blev noget kedeligt brød. Der var
meget hård frost og sne, så meget foregik på ski og slæde. Baks kørte på
sparkstøt. De skulle rundt til gilder. Jeg døjede meget med komfuret. Tørv og
træ var vådt. Karlene skovede træ og kørte det hjem samme dag, så det var svært
at få ild i det. Fru Bak sagde til mig: ”Så må du fyre, som var du fyrbøder i
helvede”. Jeg lærte meget der. I 1942 kom jeg til Hobro og sy et halvt år. Jeg
boede hjemme og cyklede hverdag til Hobro. Det var meget koldt og meget sne, så
jeg væltede tit, men tog aldrig nogen skade. Senere tjente jeg på Dengsøgården i
Vester Velling, hvor jeg lærte Misse at kende. Hun var fra Alslev Kro.
Sønderjylland
Så senere fik jeg plads på Mejeriet ”Arnå”. Det lå ved siden af Alslev Kro, som
var Misses hjem. Vi rejste sammen derned. Det var en god plads på mejeriet. Jeg
var der i tre år og tre måneder. Det var en stor begivenhed at opleve freden den
5. maj 1945 i Sønderjylland. Alle danskere var så glade efter fem lange år. Vi
fejrede freden i mange dage. Vores genboer var tyskervenlige. De gik stille med
dørene. Under krigen havde vi tit nogen, der lå på mejeriovnen om natten.
Mejeriejer Søren Petersen var modstandsmand. Sønderjyderne var meget tro mod
Danmark. Vi var aldrig samlet til noget, uden at vi sang fædrelandssange. Og
sluttede altid med ”Det haver så nyligen regnet”. Da befrielsen kom, var vi til
asfaltbal og fredsmarch i Løgumkloster. Det var en oplevelse.
Bækkedal
Jens og jeg købte Bækkedal i Gundestrup 23. september 1947 og blev gift den 25.
oktober 1947. Der var ikke meget avl, for det havde været en meget tør sommer.
På ejendommen var en jysk hest, 5 køer og et par grise. Vi måtte købe halm. Vi
havde spritkartofler og Jens slog toppen, som vi smed ind til køerne i
indhegningen. Vi havde også høns og gæs og ænder. Senere fik vi får og flere
grise og køer. Der var pumpe i gården, brændekomfur i køkkenet og kakkelovn i
stuen. Det var vi godt tilfreds med. Senere fik vi lagt vand ind og fik lavet
badeværelse i det halve af gangen. Vi fik også centralvarme, det var jeg meget
glad for. Jens gik på arbejde. Ejendommen var for lille, til at vi kunne leve af
det. Der var et par bihuse, som Jens gik meget op i. Til sidst havde han 50 huse
og var formand for Biavlerforeninge. Vi havde 46 gode år på Bækkedal. Jens
døde den 20. april 1993, og i dag bor Bent på ejendommen, og jeg bor i en
lejlighed på Storegade i Fårup. Det er jeg godt tilfreds med.
Laust Franks ophold i Handest
Fortalt af Niels Peter NielsenDen jyske længdebane nåede i 1869 til Hobro. Et par år senere oprettede Statsbanerne en grusgrav eller måske snarere en ballastgrav i Handest Vesterland, hvor de i de efterfølgende omkring 50 år tog endda rigtig meget grus. Da datidens gravemaskiner var af mærket ”Lysbro” med brødmotor, så gav det for en landsby en stor og stabil beskæftigelse til indsiddere og husmænd. En af dem, der blev på egnen efter selve jernbaneanlægget, var Karl Jensen Damhus. Han havde købt en nyoprettet ejendom netop i Vesterland nær ved grusgraven. Det er meget sandsynligt, at Laust Frank er kommet til Handest i disse år for at arbejde i grusgraven. Her har han været arbejdskammerat med Karl Damhus.
Sammen med sin kone var Laust vært i Forsamlingshuset. Hun var arbejdsom og vaskede og syede for tjenestekarle, der havde langt til deres hjem med tøjet. Det gav parret stor berøring med byens ungdom. Det var nok ikke tilfældigt, da en flok unge karle besluttede at holde sammenskudsgilde på grund af Forsamlingshusets lukning i forbindelse med Den spanske Syge omkring 1919. Gildet skulle holdes hos Laust Frank, der var blevet enkemand året før og var flyttet i en mindre lejlighed, der var beliggende umiddelbart op ad Glenstrupvejen / Kirkevejen. Sammenskudsgildet bestod nok mest i at konsumere det indkøbte spiritus, men der havde de unge mennesker forregnet sig. Der var mere, end de kunne klare lørdag aften, og de blev enige om, at de ville fortsætte søndag aften. Karl Damhus, der var nært knyttet til Indre Mission, var den søndag på sit sædvanlige besøg i Glenstrup Kirke – og på hjemvejen må han jo så have truffet sin gamle arbejdskammerat Laust Frank. Da de håbefulde unge mennesker søndag aften indfandt sig for at fortsætte festen, fandt de Laust og Karl siddende i hvert sit hjørne af stuen i dyb søvn, mens den tomme emballage, et læs af flasker, flød overalt. Det var tydeligt, at der ikke var mere at komme efter, og derfor forsvandt de unge ganske stille uden at forstyrre de sovende. Hen af mandag formiddag kom Karl Damhus ned gennem Handest By med salmebogen stikkende op af jakkelommen, alt i mens han sang: ”Her kommer Jesus dine små”. Det blev der talt meget om i byen det år! Det fortalte min far, der var et af de unge mennesker. På grund af en brand måtte Laust Frank flytte. Han kom til at bo i Mejlbjerggårds røgterhus lidt langt fra byen. Men han blev ikke glemt af byens folk, hvad det følgende viser. Petrine Mikkelsen, en ugift pige, der drev sin fødegård i Handest By, beordrede et år dagen til juleaften en karl til at spænde for jumben. De skulle ud til Laust Frank med suppe, som han skulle have til jul. Derudover medbragte Petrine også en beholdning brændevin. Nu må vejen have været endog meget dårlig, for da de var kommet godt igennem Mejlbjerggård væltede jumben og suppen gik tabt. Petrine reddede brændevinen. Karlen fik besked på at køre hjem efter mere suppe, mens Petrine fortsatte til fods. Da karlen ankom til røgterhuset med suppen, da havde Laust og Petrine smagt så grundigt på brændevinen, at tæppet var gået ned for deres juleaften. Karlen fik Petrine ud i jumben og kørte så hjem med hende. Og Laust, ja, han kunne så glæde sig til suppen i juledagene.
Uddrag af sognerådsprotokollen
1921
”Amtets Tilladelse for Glenstrup Kommune til at yde 900 Kr. til Istandsættelse
af det elektriske Lys i Glenstrup Kirke forelå og godkendtes.”
”Under eventuelt fremkom Anders Andersen med, at Lærer Møller, Holmgaard, havde foretaget noget Malerarbejde ved Holmgaard Skole, som han skulde have refunderet. Sagen henlagdes indtil videre.”
1922
”Sogneraadet vedtog enstemmigt at samles til et Møde med de interesserede
Kommuner om at rette en Henstilling til Koncessionshaverne for en Mariager-Faarup-Bane om at udsætte Banens Påbegyndelse, da man ansaa den nuværende Tid
for ubelejligt for et saadant Arbejdes Gennemførelse.” ”Der bevilges 25 Kr. til
Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede Mødre.” ”Man vedtog at henstille
til Lærer Nielsen, Handest ikke oftere at skrive Konfirmanderne i Mulkt på grund
af Konfirmationsforberedelse.”
1923
”Nørbæk og Omegns Mergelselskab anmoder om Tilladelse til at føre et Mergelspor
over Handest Vesterland til Nørbæk. Sogneraadet har intet at indvende herimod”.
”Der forelaa en Skrivelse fra Skolekommisionen om at anskaffe en Del nødvendig
Skolemateriel til Holmgaard Skole. Det overlades til Skoleforstanderen sammen
med Læreren at anskaffe det nødvendige”.
1924
”Der forelaa et Andragende i august fra Else Marie Svanholm at yde hende 100 Kr.
i Anledning af hendes Plejedrengs Konfirmation. Kunde ikke bevilges”. ”Marie
Fjeldsted, Karlby bevilgedes Aldersrente i.H.t. Aldersrenteloven”. ”Man
tilstod Laust Frank lidt Hjælp til Bestridelse af Udgifterne til
Husbestyrerinden”. ”Ifølge Skrivelse fra Indenrigsministeriet i oktober
tilstodes Else Marie Svanholm 50 Kr. til Konfirmationshjælp til hendes
Plejesøn”. ”Sogneraadet bevilgede hver af Aldersrentenyderne en Julegave,
saaledes at de gifte faar 15 Kr. og de enligstillede faar 10 Kr.”.
1925
”Søren Jensen blev antaget som Skolepedel ved den nye Skole for et vederlag af
400 Kr. aarlig, heri er indbefattet alt Rengøringsarbejde ved Skolen”. ”Man
vedtog at tilskrive Amtskommissionen, at Sogneraadet intet havde at indvende
mod Udstykningen af Bilidt”. ”Der forelaa et Andragende fra Læreren og
Lærerinden ved Handest Skole om at der måtte blive tapetseret i 2 Værelser hos
Læreren og 1 hos lærerinden i stedet for Limfarve. Bevilget”. ”Det forenede
Oliekompagni ansøger om Tilladelse til Opstilling af en Bensintank ved
Brugsforeningen i Handest. Sogneraadet vedtog at anbefale på Betingelse af at
den nævnte Tank lægges på den modsatte Side af Vejen”.