Gudme
| Sogn | Gudme |
| Herred | Gudme |
| Amt (i 1970) | Svendborg |
| Pastorat | Gudme-Brudager |
| Provsti | Svendborg |
| Stift | Fyens |
| Kommune | Svendborg |
| Region | Syddanmark |
| Stednavne i sognet | Broholm, Broholms Kohave, Egsmose, Galdbjerg, Galdbjerg Kohave, Grydager, Gudme, Gudme Kohave, Husmandsallé, Skelmose, Skovbakker, Tommered |
| Indbyggere | ukendt |
Oplevelser ved Broholm 1942-1947
Fortalt af Karl Johan RasmussenEn gang, da Broholm tærskede korn på marken lige vest for landevejen
og 'Polakhuset', hvor vi boede fra 1942 til 1947, stakkede de
halmballerne i en stor halmstak.
Her havde vi en god legeplads. Vi byggede huler og vi fandt nogle
steder, som vi kunne springe ned fra. Jo højere, vi kunne springe, desto
bedre var det. Da Karen Margrethe tog et af de høje spring, var hun så
uheldig at brække den ene arm tæt ved albuen. Det så uhyggeligt ud. Man
kunne tydeligt se på huden, at armen var brækket. Jeg blev dårlig, bleg
og var lige ved at kaste op. Men vi fik da Karen Margrethe hjem. Far
cyklede hen til Broholm for at låne en telefon, så han kunne ringe efter
en ambulance. Karen Margrethe blev kørt til Svendborg Amts og Bys
Sygehus, som det hed dengang. Her blev hun indlagt.
Nogle dage senere var jeg med Mor ude at besøge hende. Karen Margrethe
lå i en seng, hvor der var monteret en bøjle. På denne bøjle var der
monteret noget, der lignede et hejseværk. Fra dette hejseværk gik der
nogle tråde (virer) ned til albuen, hvor igennem der var stukket noget,
der lignede en strikkepind. I enden af virerne, som gik op over nogle
hjul, var der spændt nogle tunge lodder, som hængte ned ved siden af
sengen. Karen Margrethe skulle hele tiden ligge på ryggen med den
brækkede arm i stræk. Jeg syntes, det så uhyggeligt ud, så jeg satte mig
på gulvet under hele besøget, så jeg ikke kunne se noget.
Karen Margrethe lå på sygehuset i flere uger, men Mor var flink til at
besøge hende. Mor tog hver anden dag sin gamle cykel med fastgummi og
cyklede de ca. 12 km til sygehuset.
På engen nedenfor "Polakhuset" gik der hver sommer nogle
kreaturer. Det var ikke altid, der var græs nok, så der blev
ofte kørt afhugget, grøn lucerne eller kløvergræs ud til dem og
lagt i stakke. Det var en stor fornøjelse for os at gemme os i
stakkene. Når kreaturerne kom hen for at æde, sprang vi op som
trold af en æske og kreaturerne blev bange og flygtede.
En anden stor fornøjelse var at gribe kreaturerne i halen,
hvorved de i rædsel flygtede. Kunsten for os var at se, hvem der
kunne fastholde grebet i halen i længst tid.
Et efterår, hvor jeg hjalp til med at samle sukkerroer på
Davrehøjløkken - en mark som lå lige overfor engen og tæt ved "Polakhuset",
hvor vi boede - så jeg, at Else trænede i at 'holde i hale'.
Jeg blev meget forskrækket, fordi forvalteren var med ude på
marken. Tænk hvis han skulle se det. Og det gjorde han. Så han
råbte til Else, at hun skulle holde op. Og jeg var meget flov på
min søsters vegne.
En gang begyndte kreaturerne at 'bisse', dvs. at de blev
vilde og brød ud af indhegningen og løb forvirret rundt over
hele sognet. Alle forsøg på at genne dem hjem i folden igen
mislykkedes. Kreaturer, der 'bisser' kan godt være farlige og gå
til angreb på mennesker og dyr, så man skulle holde sig langt
væk fra dem.
I Galdbjerg boede en mand, som havde nogle 'Dobbermann'-hunde.
De var trænet til at fange vilde kreaturer. Hundene løb op på
siden af kreaturerne og bed sig fast i mulen. Det var en farlig
spøg, fordi hundene ofte blev slæbt efter kreaturet, som let
kunne komme til at træde på dem.
Denne mand og hans hunde fik Broholm fat i, og han brugte nogle
dage på at fange vilde kreaturer. De lykkedes at fange de
fleste, og det lykkedes også at genne enkelte kreaturer hjem i
stalden. Kreaturerne skulle stå et godt stykke tid på stald,
inden de kunne slagtes, fordi kødet var uegnet til spisning
efter sådan en bissetur.
Vi havde kun to cykler. Mors og Fars. Dem lånte vi, når vi
havde behov for at cykle. På mors cykel kunne vi ikke nå
pedalerne, når vi sad på sadlen. Vi skulle stå op og cykle.
Heller ikke på Fars cykel kunne vi nå pedalerne, så vi måtte
stikke det ene ben ind imellem stængerne, og stod således på den
ene side, når vi cyklede.
Vi cyklede ofte hen ad landevejen mod Hesselager. Omkring en
kilometer henne ad vejen drejede vi til højre ad en grusvej, som
gik ned forbi 'tørreriet'. Tørreriet lå nede i en dal. Lige
inden vi kom til 'tørreriet' skulle vi dreje til højre, hvor vi
skulle over en bro, der gik over åen. Åen drejede på dette sted
til venstre. En dag, da Else var på denne tur, havde hun
rigeligt med fart på cyklen ned ad bakken, så hun nåede ikke at
dreje til højre, med fortsatte lige ud og havnede i åen, hvor
hun væltede og blev gennemblødt.
Et forår manglede vi Inger, som var ca. 2 år gammel. Vi søgte overalt både inde og ude, og fandt hende til sidst henne på engen, hvor hun stod i vand til navlen. Om vinteren og foråret stod engen altid under vand, så det må have fristet Inger. Med det må have været en kold fornøjelse - og farlig. Der var nogle afvandingsgrøfter med dybt vand, som man ikke kunne se for vandet. Men vi nåede at få Inger på det tørre, inden der skete noget.
Da de var små, lå tvillingerne Inger og Bodil altid i
køkkenet. Den ene lå i en seng, og den anden lå i en barnevogn,
som altid stod tæt op ad hinanden. Når farfar kom på besøg kunne
han ikke tåle at se, at Inger og Bodil kravlede fra sengen og
over i barnevognen og omvendt. Det foregik altid på den måde, at
de landede på hovedet. Farfar var overbevist om, at en dag ville
det ende med, at en af dem ville brække halsen.
De to tvillinger var naturligvis familiens kæledækker. Og stor
var da også forskrækkelsen, da vi en dag fandt Bodil helt livløs
på køkkengulvet. Vi fik hende samlet op og rystede hende
grundigt, hvorved hun kom til live igen. Og så kunne vi ånde
lettede op igen. Noget lignende så vi aldrig senere. I dag ville
man nok hurtigst muligt have sendt bud efter en læge, men det
gjorde vi ikke den gang.
Far fik en gang hver anden uge et anker hvidtøl leveret fra
Hesselager Bryggeri. Ankeret var af træ med en prop (tål) på
siden og en korkprop i den ene ende. Her kunne sættes en ølhane
i, så det var let at tappe øl af. Far ville ikke bruge sådan en
hane, så når der skulle hældes øl op, slog han altid tålen af
,og hældte øl op i en kande. Der var, så vidt jeg husker, 10
liter i et ølanker. Øllet var forbeholdt vor far. Men en gang
imellem fik vi da lov at smage.
Når vi skulle have et nyt anker øl, blev det tomme anker sat ud
til vejen, så ølmanden kunne se det, når han var på sin
ugentlige rute. Ølmanden hed Holger og boede på Gudmevej i
Hesselager, tæt ved Hesselager Hotel. Holger var en flink mand,
der ofte tog sig tid til at komme ind og snakke med os. Når
Inger og Bodil så ølmanden, holdt de altid underarmen op for
øjnene, så ølmanden ikke kunne se dem. Det morede han sig meget
over.
En dag læste vi i Svendborg Avis, at en lille dreng i Hesselager var druknet i et havebassin. Vi vidste ikke, hvem den lille dreng var, så det var naturligt at spørge ølmanden. Far spurgte, og Holger sagde: Det kan vi snakke om en anden dag. Nogle dage senere fandt vi ud af, at det var Holgers søn, der var druknet. Holger havde to drenge. Far spurgte aldrig mere til den druknede dreng.
En gang om ugen kom bageren fra Oure forbi, når han var på
tur til Hesselager. Bageren havde en høj, gul vogn med en
firkantet trækasse på træhjul med jernringe. I bagenden af
vognen var en låge ind til brødbutikken. Brødet lå på hylder
langs ydersiderne. Kusken sad på et sæde forrest på vognen.
Vognen blev trukket af en hest. Mor købte gerne brød, så der var
til en hel uge. Ind imellem kunne hun dog selv finde på at bage
franskbrød.
Det kunne hænde, at vi fik lov til at køre med brødkusken til
Hesselager, hvis vi havde ærinde dér. Men så måtte vi gå
tilbage, fordi bageren kørte en anden vej tilbage til Oure.
Vi legede meget i 'den lille skov', som lå tæt ved huset. En
dag, min lillebror Holger og jeg var derude at lege, havde vi en
økse med. Jeg skulle hugge nogle pinde over, men Holger, der
altid skulle drille, lagde sin hånd der, hvor jeg skulle hugge.
Jeg sagde til ham, at han skulle flytte sin hånd, men det ville
han ikke. Så sagde jeg: 'hvis Du ikke flytter din hånd, så
hugger jeg'. Og det gjorde jeg så, med det resultat, at en af
Holgers fingre næsten blev hugget af.
Vi gik hjem til Mor med den blødende og dinglende finger og
fortalte, hvad der var sket. Mor fandt en passende forbinding,
og efter nogen tids forløb, var fingeren groet fast igen.
I skolen i Lundeborg var jeg ikke den flittigste elev. En gang sagde lærer Chr. Hansen til min søster Karen Margrethe, at hun skulle hilse Mor og Far og fortælle, at jeg ikke var særlig flittig i skolen. Jeg blev naturligvis sur over, at solidariteten ikke var større end, at hun skulle sladre. Men sådan er tøser. De skal altid sladre. Og så var det altid tøserne, der havde blomster med til læreren og lærerinden. Sådanne tøser havde jeg ikke meget tilovers for. Resultatet af hendes sladder blev da også, at jeg fik en alvorlig påtale af Far med besked om, at jeg skulle læse på mine lektier, og at han ville overhøre mig, men det blev han da heldigvis hurtig træt af.
Arbejdslivet på Broholm
Fortalt af Peter KnudsenPeter begyndte sit arbejde på Broholm, da han var helt ung. Det
første arbejde, han var betroet, var at malke 18-20 køer med håndkraft.
Allerede ved 5-tiden om morgenen var han oppe for at nå at være klar til
malkningen, der begyndte kl. 5.30. Når malkearbejdet var overstået,
skulle der fodres kalve, og først efter fodringen var der lejlighed til
at få lidt morgenmad.
Arbejdsstyrken på Broholm var i hans ungdom ret
stor – der kunne være op til 35-40 mand i gang , foruden nogle polske
unge piger, som gik til hånde, hvor der var brug for det. Peter
fortæller, at flere af dem var ferme til at køre med heste – det så
friskt ud, når en lille flok piger satte ud over marken med hestevogn,
hujende og vinkende, med hesteforspandet i fuld galop. De polske piger
måtte påtage sig meget forskelligt arbejde. Om forsommeren var det især roelugningen, der krævede deres arbejdskraft.
Arbejdet kunne godt være
meget frustrerende for dem, især når solen bagede fra en klar himmel, og
slotsforvalteren rendte rundt og holdt øje med dem, samtidig med at han
nøje opmålte de lugede arealer med sit favnmål.
Høstarbejdet var også meget hårdt for de unge polske piger.
På den tid stod der godt med tidsler på markerne – det var noget
modbydeligt skab at få i hænderne. Dog var der et arbejde, der
var værre, det var når det skulle toppes roer om efteråret – det
var for der meste et meget beskidt arbejde – roerne var tunge,
lerede og klistrede.
Det hårde arbejde med at læsse roerne på
vognene og køre dem til roekulen, tog mændene sig som regel af.
Arbejdet med at høste kornet blev på Broholm foretaget med fire
store, amerikanske selvbindere af mærket ”More McCormick”.
Selvbinderne kørte som regel bag efter hinanden i et forskudt
skår. Disse selvbindere var som regel meget tunge at trække i
marken, derfor var der altid koblet tre heste for hver af
binderne. Når kornet skulle køres hjem, blev det kørt ind i den
store lade, der lå op til selve slotsgården. Oppe i det høje
loft i køreporten var der anbragt et hejseværk, således at man
kunne hejse hele vognladet fra hestevognen op på loftet i een
arbejdsgang. Efter at den var tømt, blev den atter sænket ned på
vognstellet, og så kunne der igen køres i marken efter et nyt
læs.
Peter Knudsen fortæller videre, at det var en stor glæde at
pleje og passe hestene forskriftsmæssigt. På Broholm rådede man
en overgang over 18 spand heste; heraf var Peters hestespand
nummer 1. – Der var så god plads i stalden, at de kunne lægge
seletøjet på hestene på stedet, hoppe op på hestene og ride ud
inde fra stalden. Noget af det meste kørsel, der var med
arbejdshestene, var om efteråret , når der skulle køres til
Gudme Station med sukkerroer, Det var et flot syn, når 15 – 18
spand kom kørende mod stationen. Roerne blev læsset på banevogne
og kørt til Sukkerkogeriet i Odense til forarbejdning.
Broholms
første traktor – eller skal vi sige trækkraft – var et lokomobile. Det var en dampdrevet maskine, der fungerede som
traktor. En kollega til Peter havde ansvaret for
dampmaskineriet, han hed Rasmus Hansen og var en meget
samvittighedsfuld maskinpasser.
Billedet:
Foran bygningen holder tre herskabskuske med hver sit spand heste. Disse
heste var af ædlere blod end de arbejdsheste man anvendte til det
daglige arbejde. Er æsel klarede de lettere transporter indenfor
slottets område.
Rasmus Hansen måtte stå op midt om natten for at fyre op i
dampmaskinen , således at den kunne være klar til at fungere ved
arbejdstids begyndelse. En af maskinens hovedopgaver var at
trække en kvashuggermaskine. Det var ingenlunde noget ufarligt
job, når maskinen huggede de store grene over med fuld kraft, og
stumperne fløj vidt omkring. Men der var som regel drenge, der
var parat til at hente de grenstykker, der var fløjet længst
væk. Lokomobilet blev også brugt en del som stationær maskine,
idet den havde vist sig ikke at være så ideel i sin almindelige
funktion som traktor; den var for tung og brugte det meste af
sin energi til at trække sig selv frem i terrænet. Blandt de
faste karle på Broholm var der et godt sammenhold og et godt
kammeratskab. Denne indstilling var også nødvendig, når det
tunge arbejde skulle udføres – det var billedlig talt
nødvendigt at løfte i flok for at få dagens arbejde til at
glide.
Der var også personer, som ikke kendte ret meget til
arbejdets inderste væsen - børsterne kaldte man dem – de havde
ry for at være gode til at ind på Broholm, og de havde en vis
evne til at få deres vej til at falde forbi. I frokoststuen fik
de som regel et måltid mad med, men flere af dem var godt kræsne
og spiste ikke hvad som helst.
Under måltidet gav de gyldne
løfter om, at de ville give en hånd med ved arbejdet næste dag.
Men de sagde det som regel også for at snakke sig til en
overnatning - de fik gerne lov at overnatte i laden i noget hø.
De gyldne løfter blev sjældent fulgt op – næste dag var
børsterne væk – de var over alle bjerge, som man siger.
Peter Knudsen arbejdede fra 1932 – 1970 på Broholm – i alt 38 år – og
levede de sidste år i Gudbjerg.
Gengivet fra bogen: "En egn dens folk og virke" med tilladelse af Arnold Andersen.
Barndomsminder fra Anden Verdenskrig
Fortalt af Karl J. Rasmussen
I Gudme havde besættelsesmagten oprettet en baraklejr til de tyske
soldater. Hvor mange, der var, vides ikke. Men der var flere hundrede.
En del officerer boede på herregården Broholm. Dels på slottet og dels i
vandmøllen, der ligger på modsatte side af vejen som slottet. En gammel
lade med stråtag, som lå ude ved Svendborg-Nyborg-landevejen blev brugt
til opbevaring af krigsmateriel: biler, kanoner og andre ting, som
bruges i krig.
Den store lade brændte den 7. oktober 1943.
Vandmøllen brændte i 1943, men stuehuset blev opbygget igen i
gammel stil, så det i dag stort set ser ud som det gjorde inden
branden - men dog uden selve vandmøllen, der lå i den sydlige
ende af huset. Og uden udhusene, der lå bag ved stuehuset.
Senere i 1943 brændte laden med alt krigsmateriellet. Mor kom
ind og vækkede os en nat i oktober og fortalte, at Broholm
brænder. Vi så et vældigt stort og flot bål.- Og så sov vi
videre.
Der blev opbygget en ny lade i 1944. Den kom til at se noget
anderledes ud, end den gamle. Og så var den med fast tag.
Broholm mølle blev genopført efter branden i 1943.
Efter at officererne var flyttet ind på Broholm slot, blev
der stationeret vagter ved broen ind til avlsgården. Der stod
gerne to soldater med maskingeværer.
Når vi børn skulle hente mælk om eftermiddagen, gik vi bare ind,
som vi plejede. Nogle af vagterne lod os bare passere. De kunne
nok se, at vi, med vor mælkespand, ikke kunne gøre nogen
fortræd. Andre soldater råbte og skreg og pegede på os med deres
maskinpistoler. Vi var da godt klar over, at de næppe ville
skyde os, men det var alligevel en ubehagelig oplevelse at stå
og glo lige ind i et ladt maskingevær.
Der fandtes ikke radar under 2. verdenskrig. Hvis man ville
skyde en fjendtlig flyver om natten, anvendtes kraftige
projektører. For at genere fjenden på jorden, smed piloterne
lange, smalle strimler af sølvpapir (stanniol) ud fra flyverne.
Vi fandt ofte disse strimler på markerne.
En af de tyske soldater i Gudme (han hed August) havde til
opgave hver tirsdag at hente fisk i Lundeborg. August kørte
ofte forbi "Polakhuset", hvor vi boede . August holdt meget af
at få en sludder med vor Far. August kunne ikke tale dansk, og
Far kunne ikke tale tysk, men de talte godt sammen alligevel.
August var en ældre, trind og venlig herre. Han kørte i en lille
fladvogn forspændt en islandsk hest. August sad på et sæde
forrest på vognen.
En dag inviterede Far August ind til en kop kaffe. Selvom August var en flink fyr, der ikke kunne gøre en kat fortræd, så var jeg ikke glad ved denne invitation. Vi var trods alt i krig med tyskerne, og August var en fjende. Under samtalen mellem August og Far spurgte August om, hvor mange børn, Far havde, hvortil Far svarede ni. August slog en stor latter op, slog begge hænder i lårene og sagde: 'Prima, prima. Ich habe zwölf kindern'. August og Far var jævnaldrende, omkring de 40.
En gang så vi et engelsk fly lavt over skoven 'Folehave' med retning mod Lundeborg. Over 'Folehave' blev der kastet noget ud af flyet. Vi var selvfølgelig nysgerrige og skulle se, hvad det var, der blev kastet, så vi løb alt 'hvad remmer og tøj kunne holde til' over til Folehave. Et stykke inde i skoven fandt vi en lang trækasse, hvor låget var åbnet, og kassen tom. Der havde sikkert allerede været nogle frihedskæmpere og tømt kassen for - måske - geværer. Vi blev dog alligevel en smule bange og skyndte os at liste derfra.
Mens Far og Mor var ude at malke - køerne stod bundet på en mark, der ligger mellem landevejen og åen(Tange å) i retning mod Broholm - kom en flyver lavt hen over marken. Fra flyveren blev der i en højttaler råbt, at man skulle søge dækning. Far havde imidlertid ikke lyst til at søge dækning, så han fortsatte med malkningen, og der skete heller ikke noget.
En dag faldt der en bombe i nærheden af Gudme kirke. Kirken fik ingen skader, men tre huse blev jævnet med jorden og de omkringliggende huse fik alvorlige skrammer. Der, hvor bomben faldt, blev der et flere meter dybt hul i jorden. Jeg var med Far på cykel henne at se, hvor bomben var faldet. Det var en stærk oplevelse.
Hen imod slutningen af krigen gravede tyskerne skydehuller
langs med Svendborg-Nyborg landevej. Hullerne blev fortrinsvis
gravet inde i hegnene, så de var skjulte for fjenden. Hullerne
var i størrelsen en meter brede og lange og ca. en meter dybe.
Formålet med hullerne var, at her skulle de tyske soldater sidde
og skyde englænderne, når de kom i deres køretøjer. Vi talte en
del om, hvad vi skulle gøre, når skyderiet tog sin begyndelse. "Polakhuset",
hvor vi boede, lå vel omkring 100 m. fra landevejen, så det var
lige i skudlinjen.
Mor fandt ud af, at når skyderiet begyndte, så skulle vi skynde
os at løbe hen bag 'den lille skov' og gemme os på engen. 'Den
lille skov' lå mellem engen og en markvej, der førte forbi vort
hus. Skoven lå på en lille bakke, som var et par meter højere
end den nedenfor liggende eng. Hvis vi gemte os der på engen,
ville skuddene ikke kunne ramme os.
Heldigvis blev der ikke noget skyderi, så vi kunne ånde lettede
op. Men var der blevet skyderi, så ville det have været en
farlig situation.
En dag så vi adskillige jagerfly i kamp i retning af Lundeborg. Da vi kom i skole dagen efter kunne skolekammeraterne fra Lundeborg fortælle, at det var engelske jagerfly, der havde angrebet et tysk krigsskib ud for Lundeborg. Drengene kunne fortælle de grusomste historier om de tyske soldater, der blev bragt i land i Lundeborg havn. Der var folk, der havde mistet arme og ben, nogle havde store åbne sår på kroppen. En enkelt havde fået maven revet op, så indvoldene væltede ud - og andre rædselsfulde historier.
Da vi ikke havde radio i vort hjem, hørte vi ikke, at krigen sluttede den 4. maj 1945. Vi fik det først at vide i løbet af den 5. maj. Storebror Åge og jeg var sendt til Hesselager for at købe ind. Her hørte vi, at krigen var slut. Vi besluttede at fejre denne glædelige begivenhed med at købe en stang wienerbrød, som vi spiste på hjemvejen. Og så var vi så heldige, at vi i grøftekanten fandt en cigaræske indeholdende to cigarer. - Dem burde vi naturligvis have ladet ligge. De kunne jo have indeholdt sprængstof. - Vi tog dem med, og da vi kom hjem, listede vi hen bag et læhegnet og røg de to cigarer, som smagte ad helvede til. Men vi havde haft en god befrielsesdag.