• Landsbyindeks

  A	B	C	D	E	F
  G	H	I	J	K	L
  M	N	O	P	Q	R
  S	T	U	V	W	X
  Y	Z	Æ	Ø	Å

• Relevante Links

  Sem Sogn Mariagerfjord Kommune Kronjyder - Privat side Turist information Regional vejrudsigt

• Sponsorer

  • Sponsoroversigt

• Historier fra Grove

  • Vi lavede selv landbrugsredskaberne

Grove

Vi lavede selv landbrugsredskaberne

Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i foråret 1955. Som det var almindelig den gang, begyndte jeg min tilværelse efter skolen hjemme hos min far på gården i Grove. Jeg fik løn - vistnok 1.500 kr. for hele året.

Det følgende vinterhalvår (1956) tilbragte jeg sammen med ca. 50 andre unge mænd på Bælum Efterskole. Vi blev undervist i almindelige skolefag, sløjd og sport. Hver anden weekend var jeg hjemme i Grove. Far hentede mig i hestevogn, når jeg stod af Hadsund-Peter på trinbrættet ved Trudsholm. Jeg prøvede også enkelte gange at cykle. Det var en frisk tur.

Da jeg kom hjem fra efterskolen, fik jeg plads i True hos Axel og Line, hvor også min storebror, Thomas havde tjent. Axel var ordensmand. Når han præcis kl. 18.00 kom ind fra stalden, var alle færdige med arbejdet, og maden sat på bordet. Et kvarter senere havde vi spist og kunne holde fri.
Jeg var hos Axel i 2½ år. Det sidste år havde svigersønnen overtaget gården. Han havde til gengæld svært ved at blive færdig, så konen, der var lige så punktlig sin far, sagde:

Do kommer ind å spiser, når klokken æ sejs, så må han kom, når han æ færdig.

Der var ca. 20 malkekøer, ungkreaturer og 4 - 5 søer på ejendommen. Vi brugte traktor - en grå Ferguson, til markarbejdet. En ældre jysk hest gik og hyggede sig i indhegningen. Den blev kun brugt, når vi rensede roer eller til andet let arbejde.
Da en af mine venner skulle rejse fra Randrupgården ved Gassum, spurgte han, om det ikke var noget for mig at komme til at tjene der - hos proprietær, Søren Randrup. Det var et meget moderne landbrug. Vi var to karle, en fodermester, en pige og en smed. Det var ikke almindeligt lige at gå hen og købe nye landbrugsredskaber. Det var billigere at tilpasse de gamle, og det var ikke altid, at de nye, som vi kunne tænke os, eksisterede. Vores smed lavede f.eks. en skinne langs fodergangen, hvorpå der gled en beholder, der kunne rumme de rensede roer til omkring 25 køer. Når vi trak beholderen langs fodergangen og drejede på et håndsving ud for hver bås, fik koen sin ration af raspede roer. Det var måske lidt hjemmestrikket, men det var smart og arbejdsbesparende.
Vi havde tre traktorer. Den ene var en ældre model med jernhjul. Den blev brugt i skoven om vinteren og sammen med mejetærskeren om sommeren. Kort før jeg rejste, fik vi både selvkørende mejetærsker og rørmalkningsanlæg. Det lettede, for besætningen var på ca. 50 malkekøer. Vi arbejdede i stalden hver tredje søndag, men ellers havde vi fri lørdag formiddag, når vi havde ordnet vores traktor.
Vi spiste hver dag i folkestuen sammen med familien. Det var også her, vi om lørdagen ved ottetiden samledes med en lille flok unge og fik en øl eller to, inden vi kl. 23.00 tog til bal i Gassum, Borup eller Spentrup. Kapelmester Emil Peitersen, der til daglig var regimentsmusiker i Viborg, som spillede op til dans med sit firemandsorkester.

Den 1. marts 1961 blev jeg indkaldt til Dronningens Livregiment i Ålborg for at aftjene min værnepligt. Jeg arbejdede i transportkompagniet. Til daglig kørte vi rundt med ammunition og kanoner, men om lørdagen luftede vi uniformen, når vi dansede på Ambassadør.

Da jeg kom hjem i sensommeren 1962, havde jeg ikke noget arbejde. Min bror, Thomas, der var postbud i Kastrup, var hjemme på ferie. Han foreslog, at jeg skulle holde ferie hos ham. Det viste sig at være en god ide. Da jeg havde ferieret hos Thomas en uge, var jeg blevet ansat som postbud ved Københavns Postvæsen i Kastrup. Det var den 15. september 1962. Efter nogen tid kom jeg til at arbejde ved kørselsafdelingen i Storkøbenhavn. Jeg kørte rundt på en motorcykel med sidevogn og tømte postkasser eller hentede pakker og breve i lastvogn på posthusene i Storkøbenhavn og rundt på Sjælland. I 1964 blev jeg gift med Elsa, der var ansat i KTAS.

Vi kunne vælge mellem en moderne lejlighed til 800 kr. om måneden og en lejlighed i en privat bolig til 250 kr. i kvartalet - men så kunne vi også hygge os på dasset i gården og fyre med petroleum i den gamle ovn i stuen. Vi tjente ikke så meget, så vi valgte den sidste.

Da Elsa blev gravid, blev det svært. Skatten blev betalt bagud, så vi manglede hendes løn, da hun efter fødslen gik på den tre måneders barselsorlov, kvinder kunne få. Barselshjælpen var på 100 kr. om måneden. Det svarede til prisen på 2,5 kg kaffe, så vi frådsede ikke. Vi betalte 81,95 kr. i skat hver måned - undtagen i sommerferie- og julemåneden.

I 1968 blev jeg - til dels på grund af min familie - distriktspostbud på Sundby Postkontor. Vi savnede familienetværket. Elsa følte sig som Palle alene i verden. En gang vores lille dreng blev syg, var vi nødt til at betale en flybillet til min svigermor, fordi vi ikke kunne skaffe en barnepige.
1969 var et jubelår for de fleste danskere. Nationen gik over til kildeskat, og alle havde lov til at tjene 12.000 kr. skattefrit, så det gjorde vi, hvis vi havde mulighed for det.

Vi havde besluttet, at vi ville flytte tilbage til Jylland. Min svoger, Arne, arbejdede hos en murermester, der havde byggegrunde til salg i Helsted ved Randers. Vi købte en grund for de skattefrie overarbejdspenge, jeg havde tjent.
Jeg forsøgte flere gange uden held at få en stilling ved postvæsenet i Randers, så da vi i 1969 flyttede til Jylland, havde jeg ikke noget arbejde. Vi kom til at bo hos mine svigerforældre, mens vort eget hus blev bygget.

Jeg fik hurtigt et arbejde, men i de første år skiftede jeg ofte arbejdsplads. I et halvt år var jeg hos en entreprenør. Derefter var jeg i to år ansat på Randers Kommunale Vandværk, hvor vi lagde stikledninger ind til byggegrunde. Vi havde ingen maskiner - kun en stengreb og en skovl. Ofte skulle vi grave tværs over vejene. Det var hårdt arbejde, så efter et par uger kunne vi såmænd godt være vore overarmsmuskler bekendt. Man havde ikke brug for bodybuilding den gang.

Efter et enkelt år ved vejvæsenet, hvor vi som håndarbejde lagde fliser og brosten og ryddede sne om vinteren, kom jeg i 1973 til det næsten helt nye mekaniskbiologiske rensningsanlæg på Hvidemøllevej i Randers. Det blev den gang regnet for at være et foregangsprojekt.

Mange havde fået badeværelse og vaskemaskine, så både i de private husholdninger og i industrien var der et stigende vandforbrug. Opmærksomheden på spildevandet øgedes - både p.g.a mængden og de nye affaldsstoffer, der ofte var direkte skadelige for miljøet. Tidligere havde man brugt trix- eller septiktanke. Nu blev det nødvendigt at rense vandet grundigt, inden det igen blev lukket ud i naturen.

Da et nyt centralrenseanlæg i Kristrup Enge blev indviet den 1. august 1976, blev jeg ansat der som driftsassistent sammen med ti andre. Man begyndte helt fra grunden. Vi måtte deltage i mange kurser på Teknologisk Institut, ligesom jeg deltog i et bedriftskursus på Den kommunale Højskole i Grenå. Det sluttede med en skriftlig eksamen. For første gang i mit liv skulle jeg sidde ved et bord med grønt klæde. Jeg brød mig ikke om det, men det gik nu meget godt.
Der er sket meget inden for spildevandsrensning, siden jeg blev ansat for godt 30 år siden. Fra 70 pumpestationer bliver spildevandet fra hele Randers området pumpet til anlægget i Kristrup Enge, hvor det bliver renset. Efter rensningen er det så rent, at det kan drikkes. Det er slammet, der er det store problem.
Det var mit arbejde at tage ud til landmændene, for at få dem til at aftage slammet. Vi betalte for både udkørsel og spredning. Det blev så dyrt, at vi måtte anvende et slamtørringsanlæg, derved blev slammængden reduceret og kunne spredes ud på marken med en almindelig gødningsspreder. Efterhånden blev kravene så store, at slammet måtte køres til forbrænding. På grund af de øgede skatter og afgifter blev det blevet så dyrt, at det nu er billigere hver uge at sende to vogntog med slam til forbrænding i Hamborg.
I dag er vi 18 ansatte, og vi har eget laboratorium med to laboranter, tre smede, to elektrikere og en maskinmester. I 2002 vendte jeg tilbage til Hvidemøllevej, hvor jeg startede. Sammen med tre hjælpere har jeg ansvaret for, at de 70 pumpestationer fungerer. Anlæggene bliver hele døgnet rundt overvåget af en computer, der registrerer driften. Der er altid døgnvagt, som kan kaldes ud, hvis der opstår fejl, der skal rettes.

Min familie er med årene vokset med to børn, to svigerbørn og fire børnebørn. I fritiden passer jeg hus og have. Ferierne tilbringer vi gerne i campingvogn i vort foretrukne ferieland, Italien. Vi har været ved Garda Søen, i Venedig, Rimini og Toscana, og to gange har vi været ved Den franske Riviera. 2005 går ferieturen til Barcelona.