Landsbyindex

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Historier fra Grove

    Mariagerfjord Kommune                 Turist information                 Kronjyder - Privat side
    Region Nordjylland                 Regional vejrudsigt                  
                      Wikipedia (Leksikon)                  
Sogn    :  Sem                 Pastorat    :  Hem-Sem-Vester Tørslev-Svenstrup
Herred    :  Onsild                 Provsti    :  Hobro-Mariager
Amt (i 1970)    :  Randers                 Stift    :  Aarhus
Edderup, Grove, Nørresem, Sem

 

Nye underbukser eller rationering Fortalt af: Bent Bjerre Bach Forstør tekstFormindsk tekst

Rationering - de nye underbukser.
Set med nutidens øjne var det en trist tid. Begrebet, velfærdsstat, var endnu ikke opfundet. For de fleste familier var dagligdagen præget af afsavn. Selv de, der havde penge, havde svært ved at købe ting på grund af vareknaphed og rationering, men det var ens for alle. For vi børn var det irriterende, men det var jo ikke vores problem.

Det medførte stor glæde stigende til jubel, hvis det lykkedes at komme gennem rationeringsjunglen - som da jeg fik et par nye underbukser.
Kort efter besættelsen den 9. april 1940 blev der for at undgå hamstring indført rationering. Til sidst kunne næsten intet købes uden rationeringsmærker: Sukker, koks, mel, soda, kaffe - og det selvom der næppe var bare en enkelt lille forskræmt kaffebønne i posen. Det mærkeligste var dog tobakken. Selv ældre damer, der aldrig havde rørt tobak, blev næsten voldelige, hvis man anfægtede deres ret til tobaksmærker. De kunne jo byttes med andre mærker.
Også i Grove var der personer, der udnyttede situationen og "hanled´'  swot" - drev lidt sortbørshandel med rationeringsmærker for at tjene en ekstraskilling. Det var ilde set, men de fleste har dog nok alligevel prøvet, når de ikke i tide havde fået sparet nok mærker op til en konfirmation eller et bryllup. Enkelte prøvede endog på den årlige tur til Randers at handle cykeldæk eller andet på Den sorte Børs ved Rutebilstationen.
Det faldt ikke altid heldigt ud. Enhver kunne jo på lang afstand se, vi var fra landet. Hvert kvartal strømmede folk til skolen, når medlemmer af sognerådet mødte op for at udlevere rationeringsmærker - selv tøj var på mærker. Nu lå det langt under drenges værdighed at beskæftige sig med mode. Det tog vore mødre sig af, og de var blændende til det.

Efterhånden gik vi alle rundt med lapper på albuer og knæ og stopninger på strømper og underbukser. Mange mødre udviklede det til en kunstart. Sirlige lapper og stopninger blev til pynt på tøjet, men det gjaldt jo os alle, så hvem tog sig af det. Alle lofter blev støvsuget for tøj. Gamle bukser, jakker og frakker genopstod efter en vask eller rensning som de fineste drengebukser eller jakker - og som de kunne strikke den gang - i farver og med snoninger. Jeg er nok ikke den eneste dreng, der med stolthed har gjort entre i en fin ny strikket trøje eller slip-over - gnubbende sig i varmen på grund af den hjemmestrikkede uldtrøje.

Nyt tøj fik vi næsten aldrig. Nogle påstod, at en flæskesteg eller andre naturalier kunne gøre underværker, når en handlende skulle lokkes til at finde varer under disken, men hvor skulle en degne-kone få den slags fra.
Med 3-4 sæt undertøj og storvask hver tredje uge var det trods klatvask i utide ikke nogen let sag for min mor at holde mig pæn og ren, men hun var lidt pillen, så det var ikke på det område, hun gik på kompromis.

En dag gik rygtet, at manufakturhandleren i Havndal, Martens, havde fået et parti børneundertøj. Mor smed, hvad hun havde i hænderne, steg på cyklen og ilede mod Havndal.
Nu var det at få fru Martens, der var tidligere oversygeplejerske, til at bøje sig ned for at se, om nogle af de eftertragtede varer skulle have forputtet sig under disken, ikke den nemmeste opgave. Der var jo langt fra nok til alle. Men hvad kan mødre, der kæmper for deres yngel, dog ikke skamme sig til. Jeg forestiller mig min mors sørgmodige øjne, da hun bøjede sig ind over disken mod fru Martens og hviskede ord som: Lille dreng, fryse, astma, rigelig. Det gjorde åbenbart indtryk, for fruen bøjede sig hurtigt ned under disken, tog et par underbukser, som hun diskret pakkede ind i brunt papir med en tynd snor om - papir-snor, for almindelig snor fandtes ikke. Selv omslaget til cigarer blev lavet af papir. Gad vide, om Mor ikke har sunget en lille sang på vejen hjem. Hun var i alle tilfælde glad og ikke uden grund.
Da jeg kom hjem for at spidse aftensmad, overrakte hun mig endnu glad og opstemt over sit held den brune pakke med papirsnoren. Jeg var meget spændt, grænsende til det lykkelige, indtil jeg så indholdet. Et par underbukser, mørkebrune, med lodden vrang og elastik i benene - pigeunderbukser.
Jeg turde ikke sige noget, men jeg så i et glimt mig selv som jaget vildt i drengeflokken. Jeg blev først rolig, da jeg nogen tid efter fik et glimt af Villums nye underbukser. De var af samme model som mine, men laksefarvede. Vi så et kort øjeblik hinanden fast i øjnene. Rigtige mænd klynker ikke - men broderskabet var genoprettet.

Og underbukserne. Ja! Farven blev vel lidt lysere efterhånden, men de holdt i ufattelig lang tid, så vidt jeg husker til langt efter krigen. Nej, så syntes vi, at de underbukser, vi overtog, når vore ældre brødre var vokset ud af dem, var mere fikse og maskuline, selv om de bestemt ikke fik os til at ligne modelapse. Vi krigsbørn savner bestemt ikke rationeringen.

Indsendt af: Bent Bjerre Bach Dato: 17. februar, 2011 Læs kommentarer: 0 kommentarer  Kommentér historieIndsend kommentar

 

Skoleudflugt med forhindringer Fortalt af: Bent Bjerre Bach Forstør tekstFormindsk tekst

Min far, der var lærer ved Grove skole ved Mariager, ville gerne, at skolebørnene fik så stort et kendskab til verden uden for sognet, som muligt, derfor arrangerede han en gang om året en skoleudflugt. Det kunne lade sig gøre, fordi alle børn en gang om året kunne få en gratis rejse med De danske Statsbaner. De ville gerne sikre sig fremtidige kunder. Deres slogan var: Ud at se med DSB.

Jeg husker især en tur. Far havde hele vinteren og foråret arbejdet på at arrangere udflugten. Alt var tilrettelagt til mindste detalje. Eleverne mødte om morgenen i deres fineste stads - smukt vandkæmmede.

Urolige og spændte gik vi rundt i skolegården knugende skoletaskerne eller skoæsken med de hjemmesmurte sukker-, ægge- eller leverpostejmadder, der i dagens anledning var indsvøbt i kølige rabarberblade, så de trods varmen kunne holde sig hele dagen Var ventetiden lang for børnene var den ikke kortere for "denen". Han havde en aftale med vognmand Buus i Kastbjerg, om i god tid at køre den spændte flok til stationen i Havndal - troede han. Tiden nærmede sig faretruende det tidspunkt, da "Hadsund-Peter" skulle afgå fra stationen i Havndal mod Randers medbringende en flok forventningsfulde unger. For en sikkerheds skyld ville Far lige ringe og undersøge, om Buus var på vej. Det var han ikke. Dyb stilhed - derefter spørgsmålet: Sku'' a kyr' jer te Havndal i daw? A kommer!
Der var megen trippen, men kun lidt tale i skolegården, mens vi ventede på Buus. Da han kom hvinende om hjørnet, hørtes kun min fars råb: Op, op, op! Turen var reddet.

Efterhånden gik det op for os, at Buus nok havde fået fejet lastbilen efter den sidste grisetransport, men ikke haft tid til at spule med vand. Dog, tiden var ikke til klager. Vi sad musestille og forsøgte ikke at røre ved gulvet eller træværket. Alt endte lykkeligt.
Vi ankom til stationen tidsnok til at se stationsforstander, Korreborg, med det store ego, ulastelig klædt i velsiddende uniform og kasket skridte perronen af med sit "spejlæg" (den stok med rund skive, han brugte til at give signal med, når toget måtte køre). Det var imponerende at se den lille, trinde mand stå stirrende mod Hadsund balancerende på det strakte venstre ben, mens det højre strittede lige ud i luften, mumlende: Kommer hun mon snart. Det gjorde "hun" for det meste "Hadsund-Peter", selv om forsinkelser og aflysninger ikke hørte til sjældenhederne. Aflysninger blev ikke meddelt publikum. Det opdagede man, når man havde ventet forgæves nogen tid.
Det blev en dejlig udflugt, selv om de mennesker vi mødte ikke kunne være i tvivl om, at vi var landbobørn. Brisen af gris bølgede blidt om os, hvor vi gik. Den blev dog mere udholdelig, som dagen gik.

Udflugterne med DSB bragte os til større byer. I Århus så vi Domkirken, Den gamle By, FBD's fabrikker i Viby, hvor der vankede smagsprøver, Tivoli Friheden og, mens den endnu eksisterede, Århus Zoo.

I Randers glædede vi os til opholdet i Doktorparken og Randers Zoo, men inden skulle vi lige en lille tur om Randers Dagblad, hvor man kunne være så heldig hos en af sætterne at få sit navn trykt i bly, Randers Museum, Junchers Tøjfabrik, hvor vi benovede så skytterne fare hen over de store væve eller Schandia, hvor de mange togvogne og især de vældige bøffelskind, der blev anvendt til sæderne, fik os til at gøre store øjne.
Der var langt at gå fra Scandia til Doktorparken, men som altid skred karavanen frem med min far i spidsen. Derefter kom børnene to og to småpludrende med hinanden i hånden. Ingen råbte, for selv drenge med smut i øjet, vidste nøjagtig, hvor "denens" tolerancetærskel gik. Pigerne var der aldrig vrøvl med. De havde travlt med at passe på de mindre søskende og skotøjsæsken med "madderne". Deres tilbageholdenhed har altid undret mig. Det var, som gik de mere op i at være pyntelige end at opleve verden, selv om de nu havde chancen. Min mor og Mariane Andersen afsluttede karavanen. Det var deres opgave at se til, at alle fulgte med, og ingen groede fast med åben mund foran en forretnings udstillingsvindue.

Ålborg var nok den by, vi holdt mest af. Efter et besøg på sodavandsfabrikken og Cementfabrikkerne endte vi gerne i Aalborg Zoo, der var den flotteste af alle de zoologiske haver. Det bedste var tilbage, Tivoli Karolinelund. Der kunne "denen" få sig et par timers hvil, mens vi susede rundt og brugte resten af pengene på is og forlystelser - hvilken fryd.
Efter krigen, foregik udflugterne med bus. Det gav mulighed for at besøge andre lokaliteter: Viborg, Silkeborg, Himmelbjerget eller Nationalparken i Rebild og Bundgårds  skulpturer i kalkminerne i Tindbæk.

Indsendt af: Bent Bjerre Bach Dato: 21. januar, 2011 Læs kommentarer: 0 kommentarer  Kommentér historieIndsend kommentar

 

Vist vaskede vi da hænder! Fortalt af: Bent Bjerre Bach Forstør tekstFormindsk tekst

Herligt. Hvem vil undvære det - morgenbadet. Ud af fjerene, ind under bruseren, et let drej på blandingsbatteriets hane, og det herligste tempererede vand fosser ud - men vi skriver jo også 2007. I min barndom i 1940'erne var der måske vand nok, men kvaliteten kunne være svingende.

Alle havde på deres egen krop erfaret, hvor meget arbejde det krævede, at pumpe drikkevand op til kreaturerne og hente vand til husholdning og rengøring - for slet ikke at tale om de ca. 70 spande vand, en storvask krævede - selv uden vandafledningsafgifter lærte vi at spare på vandet.

De fleste familier havde deres egen lukkede brønd med pumpe i rimelig afstand fra møngen, - møddingen. Hos dem var det ingen sag at hente en spand vand, hwis da't pomplæj'åd - læderpakningen - war bløwen tør eller slit op, for så måtte der hældes en sjat vand ned i pumpen, inden den virkede. Var der ikke mere vand i spanden, kunne sjatten hentes i kjæltrowed, - vandtruget - der altid stod tæt ved pumpen. Selvfølgelig huske man så at lade de første fire - fem pumpeslag gå i vandtruget, inden man begyndte at pumpe rent vand i spanden.

Mere problematisk var det i de hjem, hvor man stadig havde kæl, - brønd - i gården. Det kunne gå, de steder, hvor brønden var indhegnet med brædder og dækket af en trælem, så børn og andet ikke faldt i vandet. Vi kaldte det kælhused, - kildehuset. Det blev af de dristigste drenge brugt som skjulested, når vi legede gemmeleg.

Tog en frø ophold i brønden, betragtedes vandet som værende af god kvalitet, for også frøer var kræsne og krævede frisk vand - til gengæld formodedes de at tage sig af uønskede smådyr.

I enkelte hjem hentedes vandet i en uafdækkede brønd. Det kunne give problemer i regnvejr og næsten altid om foråret, når smeltevandet fossede ned i brønden. Så var vandet ubrugeligt, indtil brønden var renset for overfladevand, og slam og nyt grundvand var sivet ind - i den mellemliggende tid måtte man hente vand hos naboen eller smelte sneen på komfuret.

I en nabokommune måtte en familie, der boede til leje i et arbejderhus hos en gårdmand, helt op i 1950-erne hente deres brugsvand i den lille dam, hvor køer og heste blev vandet. Først, da de klagede til sundhedskommissionen, blev forholdene ændret - men . . . sån var'ed slet it i Siem.

Indtil man i 1908 byggede et fælles vandværk, havde alle gårdene i Sem deres egen brønd. Nogle af husene havde slået sig sammen om en fællesbrønd. Med det nye vandværk var byen sikret en mere stabil og hygiejnisk vandforsyning. Vandet blev hentet i et væld, der lå nær Brækil - den lille sø i Sem mose, hvor man kunne se sandet hvirvle op, når grundvandet fossede ud i søens bund. Vandet var friskt og hele året kun 80 varmt, men også i den lille opsamlingsbrønd var der frøer. To hæverter pumpede dag og nat vand op i en ca. ca. 4 m3 beholder, der stod tæt ved kirkediget.

I 1958 byggedes en ny brønd på 27 m3 tæt ved Chren Juuls hus på et stykke jord, Axel Pedersen i Toftegaard havde skænkede til vandværket. Til gengæld skulle have lov til at vande sine køer ved boringen. Det skulle vise sig at være en dårlig ide. Køerne var heller ikke renlige, så snart fandt man kolibakterier i vandet - nogle mente, at det var udsivning fra kirkegården. Det fik kredslæge Gilberg til at nedlægge forbud mod at anvende boringen.

Bent Fynboe havde tidligere drevet dambrug ved Brækil - Bredkilde. I 1978 sikrede vandværket sig langt ud i fremtiden ved at købe det nedlagte dambrugs pumpeværk. Prisen var 70.000 kr. og en stikledning til Bent Fynboes hus, der var nærmeste nabo til Hestekjærgaard.. Få år efter kunne man føre en vandledning til Grove og Edderup.

I de hårde vintre 1942-44 led alle. Selvom mange, når vinteren nærmede sig, isolerede pumpen med halm og sække, kunne den fryse til. Så måtte man, indtil smeden fik tid til at tø rørene op, skaffe sig vand hos naboen, tø sne op eller hente vand i Brækil, der aldrig frøs til..

Et enkelt år under krigen, var der mange hjem i Sem, der havde store problemer. De usædvanlig høje kuldegrader fik mange vandrør til at fryse til. Folk valfartede op mod købmanden med deres zinkspande, for i skellet ved Chren Juuls grund stod en brandhane, der kunne modstå kuldegraderne. Hver formiddagen blev den viklet ud af isoleringen, så folk kunne fylde deres spande med rent, iskoldt vand. Mens man stod og ventede på, at det skulle blive ens tur til at tappe vand, var der rig lejlighed at tale om danskernes yndlingsemner, vejret og krigen.

De gammel ville korse sig, hvis de så vor tids store toiletmiljøer med designede møbler, lækre bløde håndklæder i mange størrelser og farver, forkromede haner, toiletpapir med farvede mønstre.

Som om der war nown, der ku' si mæ den æn!

Æ de nåd' å brug si pæng te' - - -

- ville en og anden nok mumle - men de, der var vant til de iskolde cementgulve, ville sikkert have nydt badeværelsets gulvvarme.

Varmt vand fandtes kun i den lille vandbeholder bagest i komfuret, grisen, hvis pigen havde nået at fyre op. Så skulle karlene, når de stod op, have det iskolde vand tempereret, måtte de slå en tur over gården med potmålet - og hvem havde lyst til det kl. 5.00. Nej, det var forståelig nok ikke alle, der vaskede sig om morgenen. Men om aftenen vaskede man sig - flere af karlene i kjældtrowed - vandtruget i gården - i koldt vand. Ikke underligt, at det var nødvendigt at skifte sengetøjet i karlekammeret ofte - hver 14. dag. Ellers stod man ved køkkenbordet i undertrøje og skrubbede hænder, arme, ansigt og nakke - nogle nøjedes med at kiltre ærmer op og bøje skjortens flip lidt rundt. Man forstod dem, der var formildende omstændigheder.

Renlighed er en god ting sagde kællingen. Hun vendte særken nytårsaften.

I Sem Sogn foregik det lidt oftere. Mange af vi unger kom i bad i en zinkbalje på køkkengulvet en gang om ugen, andre hver tredje uge, når mor havde storvask. Nogle få nøjedes med etagevasken ved køkkenbordet, og en par stykker var kendt for aldrig at misbruge vand.

De fleste skiftede undertøj en gang om ugen - eller når det var nødvendigt. Det kunne hænde, vi trak det en dag eller to, for at spare mor for alt for meget vaskeri.

Jeg hørte en gang en mand i fuld alvor påstå, at den største økologiske katastrofe i verdenshistorien var opfindelsen af det moderne vandkloset. Han var sågar skolepsykolog. Havde han så været landmand. Men når jeg tænker på de struttende frugtbuske og træer i skolehaven - for slet ikke at tale om rabarberne, der var sognets kraftigste, burde jeg måske give ham ret.

En lille jydehistorie:

Ane gravede ikke, som andre i sognet, wc-tøndens indhold ned. Hun hældte det ud over rabarberne. En dag præstefruen var på besøg, pralede Ane af sine flotte rabarber. Præstefruen bestyrtet: Jamen Ane! Kan det ikke smages?

Ane: Kuns lig.

Toiletter?

Det kunne hænde, at enkelte gårde havde et lokum i udhuset. Det blev som regel kun brugt, når der var gæstebud, Til daglig delte de fleste toiletfaciliteter med køerne. Man brugte grebningen - i daglig tale kaldt grewlingen. Der sad vi så på vagt med en halmvisk eller en halv side af Randers Dagblad i hånden og det ene øje diskret bagudrettet, for blev koen inspireret, skulle man være hurtig.

Vaske hænder? Hvor? Der var hverken vand, sæbe eller håndklæde i kohuset. Nej! Vi lærte fra vi var små ikke at beskæftige os med uvæsentlige ting, og vi vidste, at vi sku' ha' syw pund skit i wos om ored - året. Til gengæld voksede vi op og blev en sund, karsk jysk stamme, der ikke kom til at fylde meget i sygestatistikken. Det er skam ikke uden grund, vi kunne opbygge en velfærdsstat og i dag kaldes: Det grå Guld. Der fandtes selvfølgelig folk som min far og mor, der vaskede hænder, men det var ikke en selvfølge.

Skolen havde et tissehus til drengene - sædvanligvis brugte vi et andet ord. Urinen løb gennem et hul i væggen ud i vores mødding, som Hans Lindskov en gang imellem tømte over sine marker. Desuden var der et das til pigerne, et til drengene og denens private. Vi brugte nu i daglig tale et mere folkelige ord, men var denen til stede, sagde vi WC.

De høje zinkspande fra de tre dasser blev med passende mellemrum tømt. Det klarede min forældre. Mens de småtrippende med tønden mellem sig krappede sig op i haven, for at grave indholdet ned ved buske, træer og eller rabarber - sognets flotteste - hørte jeg undertiden min mor hvisle ord, som jeg ikke skulle have hørt - især hvis det var pigetønden, der var noget livligere end de to andre.

Nytårsårsaften morede de unge sig. Et år fortalte man, at en mand i Sem havde udført det kunststykke at hejse tønden ned fra flagstangen, hvor de unge i ly af mørket havde anbragt den. For at give ham mulighed for at brillere, havde de endog indkøbt for ti øre gær hos vores købmand, Marta. Efter den tid var der flere, der låste eller taw tønden ind nytårsaften.

Heller ikke i Sem Forsamlingshus var der problemer til baller eller fester. Var der behov, smuttede man diskret ud bag salen, der var et lille område med træer og buske. Her kunne karlene sagtens stå og kikke stjerner, og pigerne uden at vække opsigt sidde fnisende på hug, mens de diskret svang med skørtet.

En nutidsdansker med adgang til et moderne badeværelse vil anse forholdene i vort lille, fattige sogn for ekstreme. Vi kan kun give ham ret, men de var ikke unikke. Vi delte vilkår med stort set alle danske landsogne, og vel også med mange beboere i fattige bykvarterer med lokum i gården - selvom de dog i det mindste havde koldt vand i vandhanerne.

Omkring 1950 begyndte landet så småt at rejse sig. Marshallhjælpen fik Europas hjul til at snurrede hurtigere. Lønnen steg. Vi fik råd til ting, vi tidligere end ikke havde turdet drømme om. Unge måtte rejse fra sognet, for på grund af landbrugets mekaniseringen var der ikke længere brug for så mange hænder. De vænnede sig hurtigt til højere løn og fast arbejdstid, og de fik nye vaner. Også de unge, der flyttede ind på gårdene havde været udensogns. Den øgede indtjening gav dem mulighed for at ændre på forholdene inde. Man fik badeværelse med toilet og bruser, og det gamle vaskebræt blev udskiftet med en vaskemaskine. I løbet af få år var alt det, vi kendte borte - men vi begræder det ikke. Længes vi tilbage til barndommen, er det bestemt ikke de hygiejniske forhold, vi tænker på.

Spørger du nu, om jeg vaskede hænder, er svaret:

Vist vaskede vi da hænder, . . . .hvis de trængte.

Indsendt af: Bent Bjerre Bach Dato: 16. september, 2008 Læs kommentarer: 0 kommentarer  Kommentér historieIndsend kommentar

 

Fik varmen to gange Fortalt af: Bent Bjerre Bach Forstør tekstFormindsk tekst

Under 2.Verdenskrig var det næsten umuligt på grund af varemangel og rationering at skaffe kul og koks til komfur og kakkelovn. Men i vort sogn har vi altid kunnet klare os - også i krisetider. Livremmen blev strammet en tand, og så købte vi ellers et passende antal rummeter bøgetræ hos de lokale skovejere - og i intet hus savnedes tørv.

Til alle gårde og husmandssteder hørte den gang et lille stykke eng, hvor ungkreaturerne græssede hele sommeren, og hvor man gravede de uundværlige tørv.

Allerede i de første forårsmåneder og senest når man havde tilsået markerne, strømmede folk til "Kjar'ed", det lave sumpede engareal, der omkransede åen, der løb. lige syd for Sem By. Det var her blandt siv og flæg, man kunne finde tørvegravenes klare, mørke vandspejl, og det var ud af gravenes lodrette, brune vægge, man hvert år skar millioner at tørv til eget forbrug og til salg til fremmede - 10.000 om dagen, hvis daglønnen skulle holdes.

"Tør æ'ed værre slæw, men di gir warm tow gang", sagde de gamle.

Og de havde ret. Det var et hårdt arbejde, og det gav varmen.

Et 1,5 m langt bræt, der i højre side havde påmonteret en bøjle, der nederst endte i en jernplade, en kniv, (der sad vinkelret på brættet) blev skubbet lodret ned i tørvemassen. Ved at vride kniven ind mod brættet skar man en "klyne" på (ca. 30 cm x 20 cm x 100 cm) ud af graven. Når den tunge vandfyldte "klyne" var trukket op af graven og væltet ud på jorden, blev den skåret op i små tørv med en lille spade, hvis blad var pæreformet. Tørvene blev læsset på en træplade og af en hest slæbt ud til tørrepladsen. Det var Mors eller ungernes arbejde.

På tørrepladsen blev tørvene stillet på højkant, så de kunne tørre. Som regel skulle de vendes et par gange, inden de var så tørre, at de kunne "skrues", stables op i små stakke. Det lå i luften, at hos ordentlige tørvesælgere var der 500 eller 250 tørv i hver skrue. Der hviskedes dog om, at en enkelt tjente en ekstra skilling ved at komme færre tørv i skruerne. Det kunne sagtens lade sig gøre, for ingen ordentlige mennesker kunne jo finde på at tælle, om de havde fået færre end de tusinde tørv, de havde bestilt og betalt for.

Når tørvene var helt tørre blev de kørt hjem i tørvehuset eller ud til kunderne sækkevis på en af de små knirkende trævogne med løse sidefjæl. Først da var de surt tjente penge i hus.

Der var som regel ingen disciplinære problemer, når man en hel dag havde gravet tørv i "Kjared". Ungerne kom i seng til tiden, og sov godt, men dagen efter kunne de godt være lidt stive i ryggen.

Mange gange har små barnehænder efter leg i sneen igen fået varmen i skæret fra de brændende tørv i kaminen, og et hav af saftige "deller" er blevet stegt over den buldrende tørveild i det gamle, sorte komfur i køkkenet - som regel var farsen på grund af rationering dog strakt lidt med mel eller havregryn.

Mangen mor har, når hun stod ved komfuret - med ryggen til, mumlet ord, som børn ikke skulle høre, for tørvene svinede og gav meget aske.

Der blev lagt aviser ud, når risten i kakkelovnen skulle rystes, eller når vi forsigtigt baksede den fyldte askeskuffe gennem stue, køkken og gang ud på møddingen, for asken var jo glimrende gødning.

Mange af os har prøvet med den ene hånd at åbne døren, mens vi samtidig med den anden hånd forgæves forsøgte at holde både den tunge askeskuffe og avisen, der var lagt over. Men vinden er en svigefuld partner. Undertiden var det, som lå den på lur. I et pust fjernede den avisen og sendte en sky af aske ind i gangen, som Mor lige havde fejet, og selv stod vi tilbage, som små, grå snemænd.

At gå ud med askeskuffen var ikke et eftertragtet job. Det gav sjældent rosende omtale.

Undertiden kunne man være heldig at få fat i lidt brunkul. De blev brudt i lejrene i Midtjylland. De gav lidt mere varme, men de svinede lige så meget som tørvene.

Nej! Alle længtes efter andre tider uden tørv, rationering og erstatningsvarer.

Indsendt af: Bent Bjerre Bach Dato: 15. december, 2007 Læs kommentarer: 0 kommentarer  Kommentér historieIndsend kommentar

 

Små potter har også ører Fortalt af: Bent Bjerre Bach Forstør tekstFormindsk tekst

I 1929 fik min far embede ved Grove Skole i Hem-Sem Kommune. Den 2. februar startede flyttebilen fra Rask Mølle Hovedgaard, hvor min far var lærer, mod Horsens. Vejret var meget dårligt. Snestormen rasede, da min mor og storebror, Sven, der på det tidspunkt var syv måneder, rejste med toget fra Horsens over Randers mod Havndal. Da Far i flyttebilen kørte over viadukten vest for Skanderborg, så han toget køre nordpå med Mor og Sven. Det blev en hård tur. Da Mor stod af toget i Havndal, holdt en taxa og ventede for at køre dem til Grove. På grund af vejret havde chaufføren, Marius Dahl, fået den unge murer, Kouring, med som snekaster.

Ved vejkrydset i Edderup, hvor vejene fra Sem og Mariager mødes, stod Jens Ranch og hans karl og vinkede med en lygte. Vejen op til skolen var føget til, så Mor og Sven måtte blive hos Ranchs, mens de ventede på Far.

Flyttevognen var kørt forkert i Randers og endt på torvet i Mariager. Chaufføren, der ikke turde køre længere, besluttede at blive i byen natten over og først køre videre den næste dag. Far, der gerne ville til Grove, spurgte, hvor langt der var. Da han hørte svaret: Traj kilometer, besluttede han sig for at gå til Grove. I små sko og uden ordentlig overtøj gik han op ad bakken forbi Hohøj og videre mod Edderup. Her var han ved at miste modet, det var jo ikke just spadsevejr. Han spurgte igen om vej og fik at vide, at der stadig var: Traj kilometer, men nu var der kun en mulighed - at nå frem til Grove.

Til alt held var Jens Ranch og karlen stadig på udkig efter flyttevognen, som de ventede ville komme fra Kastbjerg. Det blev Fars held, da han udkørt og frysende ankom til Korsvejen. Familien blev genforenet. Trætte - men lettede - gik de den første nat til ro i et fremmed hus i det sogn, der skulle blive deres de næste 23 år.

Dagen efter gik de op til skolen - et sørgeligt syn. Den var ubeboet. Den tidligere lærer, Jacobsen, havde fået embede i Vestjylland, og den unge vikar, Brix, boede i Mariager. Op ad dagen kom flyttebilen med det spartanske indbo. Alle var glade - bortset fra dværghønsene, der havde tilbragt turen i en papkasse midt i flyttelæsset. Ikke noget rart opholdssted i den hårde vinterkulde. Hanen blev aldrig mere i stand til at rejse kammen, den var visnet - men spankulere, det kunne han.

Skole lå indtil 1889 i Edderup som genbo til Enghavegaard. Huset, der nu er nedrevet, fik senere navnet, Thrue Lines hus, efter den sidste ejer. Der var en lille lejlighed i den ene ende og en skolestue i den anden ende af huset. Da huset blev nedrevet i 1942, anvendte Karl Pedersen materialerne, da han byggede sit nye hus på Thorshede - nu Havndalvej nr. 67.

I slutningen af 1880'erne blev det besluttet at bygge en ny skole. Man købte et husmandsbrug i Grove, og i 1889 blev skolen bygget. Et stort, rødt hus med loft. I den ene ende var der skolestue med forgang og i den anden ende en lejlighed til læreren. Den gamle bygning blev brugt som udhus med hønse- og vaskehus, dueslag, redskabs- og brændeskur, og hele tre "dasser" - et til pigerne, et til drengene og degnens private. Det var her min mor en dag forgæves rykkede i døren, fordi Geert Raj holdt et tiltrængt frikvarter med en cigaret på træsædet - han fik senere foretræde for min far.

Med passende mellemrum tømte mine forældre tønderne. Mens de langsomt med et fast greb i tøndens håndtag "krappede" sig op gennem haven, hvislede min mor ord, jeg havde svært ved at opfatte, især når "pigetønden" skulle tømmes. Den var lidt livligere end de andre. Indholdet blev gravet ned ved frugttræer, buske og rabarber - vi havde sognets flotteste rabarber.

Indgangen til lejligheden vendte ud mod den store skolegård, der var omkranset af høje birke og elmetræer. Gik man op ad de tre grove cementtrin, stod man i baggangen. Lige inden for døren til venstre var en lille skrålem, der førte ned til en lav, mørk kælder, hvor saltkarret, det store, runde trækar med flæsk og kød var placeret. På en cementhylde på væggen stod saft, henkogt medister, henkogte og syltede frugter m.m. Det hændte, at en flaske eller et glas forputtede sig. Engang fandt min mor tre flasker med gæret kirsebærsaft. De havde stået så længe, at smagen nærmede sig den, vi kendte så godt fra det lille glas KIJAFA, som alle i familien indtog - af likørglas - nytårsaften, når vi højtideligt ønskede hinanden: Godt Nytår!

I min barndom holdt hønsene ferie om vinteren, så æg var en mangelvare. Mor klarede det ved i god tid inden "ferien" at lægge nogle æg ned i krukker med vandglas, så der var rigeligt til julebagning og madlavning.

En lille trætrappe førte op til pigekammeret over kælderen. Det var her min farbror, Ejnar, holdt ferie og trods forlovelsen - til stor forargelse for naboerne og nogen uro for min far - deltog i kampen om de lokale ungmøers gunst.

Også et par af mine forældres søstre logerede her, da dydens vej blev dem for trang. Endelig var der Axel, min morbroder, der udmattet efter en lang feriedag faldt i søvn fra petroleumslampen. Den osede, og lugten blev i nattens løb så gennemtrængende, at min mor vågnede. For en sikkerheds skyld ville hun undersøge sagen. Hun åbnede forsigtigt døren og stirrede rædselsslagen ind i værelset, hvor soden hang som guirlander i gardiner, billeder og ned ad væggene. Alt var sort. Dengang, før elektricitet blev alles eje, mistede adskillige livet ved kulilteforgiftning. Mor skreg højt. Aksel satte sig forbavset, men i høj grad levende op i sengen. Han, der hele livet var meget lysblond, var kulsort i ansigtet og havde i nattens løb tillagt sig et stort, kraftigt, sort overskæg. Lettet og fuldstændig overvældet af det komiske syn, brød min mor ud i den smittende latter, der var hendes særkende, når hun rigtig morede sig - en kendsgerning, der i højtidelige øjeblikke kunne få Axel til at reflektere over kvinders - i særdeleshed ældre søstres - træskhed, når yngre brødre udsættes for skæbnens tilskikkelser:

Her lå man og var lige ved at dø,

og så knækkede hun sammen af grin, så sygekassebrillerne duggede.

En tid var min moster, Astrid, ung pige i huset hos os. Det var for øvrigt i den periode Axel Pedersen fra Sem - ham med det flotte, mørke, krøllede hår - ofte kom på besøg. Det blev nu ikke til noget. Moster kom i huset i Havndal, og der mødte hun min senere onkel, Karl. Han var leder af gymnastikken for områdets karle. Moster Ingrid, der var sygeplejerske i Hobro, var også en flittig gæst i Grove. I den periode havde vi besøg af den høje, flotte, mørkhårede tidligere garder fra Edderup, Jens Christian Jensen - det blev heller ikke til noget.

Den lille trætrappe op til værelset har sin egen historie. Det var her, siddende på trappen, mange af sognets beboere oplevede husets specielle gæstfrihed. Min far var biavler. Om sommeren, når honningen blev slynget, anbragtes besøgende på trappen med en underkop med nyslynget honning, en skive af Mors nybagte kovring - et lille, rundt franskbrød - og en kop kaffe. Men det var ikke her i lærerboligens baggang sognets nyheder blev bragt til torvs. Var der tilløb til det, lød Fars stemme rolig, men bestemt: "Små potter har også ører" - så skiftede man emne.

På venstre hånd lige efter trappen var døren ned til den store kælder. Den var så dyb, at man under den store ombygning i slutningen af fyrrene kunne lave et hyggeligt værelse til mig ovenover. Snedkeren konstruerede en trappe, der kunne slås op, når man skulle ned i kælderen. Sagt på jysk, var det "møj træls", når Mor havde været i kælderen, glemt at slå trappen ned og - for at afslutte værket - lukket døren. Så var udgangen fra værelset op over sengen, ud ad vinduet ned på havegangen langs huset i strømpesokker.

Fra fordøren kunne man gå lige op ad trappen til loftet. Løftede man lemmen, var man i paradis. Hvad findes der ikke på loftet hos en familie, der har svært ved kassere ting. Til venstre for trappen ved skorstenen stod en stor trærulle med de tunge marksten og træstokke, som Mor anvendte hver tredje uge, når hun efter storvasken rullede duge og sengelinned. På skorstenen hang i brunt papir den røgede skinke. Hvis man turde, kunne man snige sig op og file en lækker en luns med brødkniven - det turde jeg. Henne over skolestuen stablede min far årets høst af æbler. Der lå de frostfrit, og man kunne nyde duften, hvis man havde et ærinde på loftet.

Nå, ja! Så var der sukkeret. Som biavler havde min far trods rationeringen under krigen lov til at indkøbe 100 kg sukker om året. Det var selvfølgelig beregnet som mad til bierne i stedet for den honning, Far tog fra dem i sommerens løb. Men - - det var jo småt med søde sager den gang, så det var fristende for en slikmund, hvis man nu alligevel var på loftet. Vores loft duftede altid rent, tørt og godt. Andre havde besvær med at holde skorstenen fri for løbesod, fordi de anvendte våde tørv og vådt træ.

Gik man fra forgangen ind ad døren til højre, stod man i køkkenet. Det var i og omkring den dør Far, Mor og fars fætter, Holger, der arbejdede hos købmand Hannibal Jensen i Havndal i trediverne, tilbragte adskillige sene nattetimer med at diskutere. Det forlyder, at diskussionerne, der drejede sig om alt mellem himmel og jord, begyndte i stuen, når man havde taget afsked, og fortsatte ud gennem køkkenet, ud i baggangen, ud på trappen og først sluttede, når Holger - noget over midnat på cykel svingede forbi skolestuen op ad bakken mod Havndal. På turen gennem huset, nedlagde Holger, der var bevæbnet med Randers Dagblad adskillige fluer - man var jo på landet. Det irriterede min mor, der på det tidspunkt sædvanligvis var gået i seng.

Køkkenet var husets centrale rum. Køkkenbordet var langs vinduet ud mod skolegården. Vasken, der havde for vane at fryse til om vinteren, var placeret for enden af bordet ud mod baggangen. Det var her, man etagevaskede, før der blev indlagt vand og lavet badeværelse i slutningen af fyrrene.

Over køkkenbordet på væggen ud mod skolegården hang et skab med to låger. Nederst i skabet stod de tallerkener og kopper, vi brugte til daglig, men på de øverste hylder, der kunne "nås", hvis man tog en taburet til hjælp, stod kagedåserne. De var gamle og bulede, men man kunne stadig se, at det var gamle margarinedåser. Der havde været fem kg i hver dåse. De var fra en tid, hvor det ikke var en dødssynd at spise fedt. De var uundværlige i et hus, hvor der kom gæster, og husmoderen var "god med kaffekanden", og det var min mor. Man kan undres over, at det var nødvendigt med så mange småkager. Og dog. Vi oplevede aldrig at smage gamle eller tørre vaniljekranse, klejner, pebernødder eller jødekager, og der var jo mange flere slags. Angående jødekager. Må man godt bage dem, skal jeg undrende have spurgt min mor, da jeg en gang som fem - seksårig under krigen hjalp til med julebagningen.

Tyskernes krigslykke begyndte at svigte, og de allierede og russerne startede tæppebombningene de tyske storbyer. Senere, da de overskred Tysklands grænser, begyndte tyske flygtninge at søge mod Danmark. Det var en sørgelig skare, der i deres hjemland og her måtte døje med sygdomme og lus. Derfor blev der iværksat massevaccinationer mod tuberkulose og difteritis.

Et par af mine klassekammerater indlagde sig ved den lejlighed uvisnelig hæder. Birthe og især Lilly fandt det lidet tillokkende at stå sammen med ca. 30 andre halvnøgne, rædselsslagne unger, der hylede og skreg ved udsigten til at blive stukket i skulderen af en af dem ukendt mandsperson. De fleste gav dog hurtigt op. Det gjaldt ikke Birthe og slet ikke Lilly. Alt blev prøvet for at få dem overtalt, guld, grønne skove og trusler, intet hjalp. Til sidst var der kun den hårde vej. Den lille spinkle Birthe blev hurtigt nedkæmpet, men Lilly, der var veltrimmet og tilvirket af ægte, jyske materialer, gav ikke op. Hun kæmpede bravt mod overmagten. Selv da fire voksne holdt hendes arme og ben, kæmpede hun, men forgæves. Hun fik stikket. Vi var dog mange, der følte, at Lilly alene havde æren i behold.

Min egen rolle i seancen var lidet flatterende. Da det blev min tur, slap jeg min fars hånd, susede ud ad døren op over naboens mark mod skoven, hvor jeg troede redningen var. Men jeg opdagede til min rædsel, at en storebror kan være svigefuld. Han indhentede mig og bar mig ind i skolestuen på skulderen. Jeg blev ikke roligere, da jeg hørte kredslæge Effersøes irriterede råb: Kom så med ham, den brøleabe. Skrigende fik jeg som den sidste af flokken stikket.

Heller ikke lusene holdt sig til flygtningelejrene, hvis det da var der, de kom fra. Der har jo altid været lus i Danmark. Måske skyldes det bare, at de hygiejniske forhold var blevet vanskeligere. Når vi tumlede og legede eller byttede huer, flyttede lusene. Til sidst blev det for meget for nogle af forældrene, de klagede. Læge Gilberg ankom med en sygeplejerske. Alle børn i skolen måtte efter tur ind i køkkenet. Var der lus, vendte de tilbage til skolestuen med vådt hår. Man var blevet afluset - ikke nogen rar entre'. Enkelte familier var så plagede, at hele hjemmet kom under behandling - så var der ro en tid. Joh, køkkenet i lærerboligen anvendtes også til andet end kaffedrikning.

Ved køkkenvæggen ud mod baggangen stod husets stolthed - et elektriske komfur. Det bestod af en stor og en lille kogeplade, der med en løs ledning fra hver plade kunne forbindes til den transformer, der hang på væggen. Der var tre huller til hver kogeplade, så man kunne øge varmen efter behov - det var ikke et apparat, der kan anbefales i tinder med energiafgifter.

Under loftstrappen var døren ind til spisekammeret med alle de dejlige dufte af krydderier, kaffe og te, der opbevaredes i en lille, skinnende kobberdåse, svesker, rosiner og sukat, der ikke måtte spises i utide - men ofte blev det. Det var her under loftstrappen - i spisekammeret - badeværelset blev installeret sidst i fyrrene. Indgangsdøren blev ved den lejlighed flyttet ud i gangen til venstre for loftstrappen. Enhver, der har oplevet et køkken med jernkomfur, vil erindre strålevarmen, den stille syden i den blå vandkedel, og det dejlige varme vand, der altid kunne hentes fra "grisen" bagest i komfuret. Nå, ja! Så var der jo lige brændekurven, der skulle fyldes, asken, der skulle ud på møddingen og komfurringene, der skulle pudses med sort ovnsværte. Måske er et moderne, elektrisk komfur ikke en dårlig ide - men alligevel. Vores komfur stod langs sydvæggen ind mod spisestuen.

Det var vanskeligt at få ordentlig regntøj. Derfor mødte mange af børnene om vinteren gennemblødte og forfrosne. Det våde tøj blev hængt til tørre på kakkelovnen i skolestuen eller på stole omkring komfuret i vores køkken. Nogle børn var så våde, at de måtte låne tøj af min mor, mens deres eget blev tørt.

Fra køkkenet kom man ind i spisestuen. Midt på gulvet stod det tunge egetræsbord og de fire stole. Her ved spisebordet foregik familiens sociale liv. Der var faste pladser. Jeg sad med ryggen mod køkkendøren, indtil Sven, min storebror, flyttede hjemmefra, så avancerede jeg til pladsen på den modsatte side af bordet Min mor stammede fra en gård, så der blev serveret sund og nærende kost i vort hjem - men vi frådsede ikke. Der var altid to retter - sjældent fisk. Fiskehandleren kørte rundt på cykel, og mine forældre, der fra deres barndom ved Limfjorden var vant til friske fisk, havde svært ved - især om sommeren - at vænne sig til de torsk, rødspætter eller sild, der hele vejen fra Udbyhøj til Grove havde ligget og hygget sig i kasserne på fiskehandler Nygaards cykel.

Vi fik ikke kød hver dag, men når det hændte, var det som regel farsmad, medisterpølse, frikadeller, kødboller eller en skive af den store skinke, der hang tørt og lunt ved skorstenen på loftet indpakket i brunt papir. Anden ret var sædvanligvis grød. Om søndagen kunne vi få en bøf eller delte et par dueunger fra eget dueslag. Men til hverdag eller fest - man spiste op.

Noget af det, der står klart i min erindring, er mine forældres omsorg. Var der ikke nok til alle, var det altid os børn, der spiste, mens Mor og Far så på. Jow! Jow! Der var ikke noget at udsætte på yngelplejen i Grove Skole.

Hvor har der i øvrigt siddet mange ved det bord. Da Mathilde og Laurids Pedersen i Sem mistede deres voksne søn, Jens Anker, kom de nir til Bach for at snakke. Jeg husker også, da min barndoms store kærlighed, "Stinne", Peter Svendsens Kirstine, der havde passet mig, da jeg var ca. to år, sad foroverbøjet med ansigtet skjult i hænderne, mens Mor og Far trøstede hende. Tyskerne havde arresteret hendes mand, Arne Rousing Pedersen, og resten af det danske politikorps og ført dem til koncentrationslejre i Tyskland.

En overgang modtog en ung landmand ekstraundervisning, fordi han ikke kunne læse og skrive. Jeg fik strenge formaninger om aldrig at fortælle det til nogle af mine kammerater.

Det kunne også hænde, at der kom forældre, der med eller uden grund var utilfredse med min fars behandling af deres unger, så måtte Mor og jeg tilbringe en rum tid i køkkenet, mens der blev "talt" i stuen. Jeg er forbavset over min mors sikre fornemmelse for, hvornår kaffen og småkagerne skulle ind. Sædvanligvis skiltes man - om ikke enige - så dog i forståelse.

I hjørnet til højre for døren var den dejlige kamin med marieglas i lågen. Det var omkring den, vi samledes sidst på eftermiddagen, når det var for mørkt til at arbejde ude og for tidligt at tænde lys - lige inden mor begyndte at lave aftensmaden. Vi holdt mørkning. Far sad i lænestolen og fortalte eller læste højt af f. eks. Den lange Rejse eller Men jeg så ham dø. Når jeg tænker tilbage, var det gerne bøger med historisk indhold, min far læste højt for os.

Ved siden af kaminen stod den flotte metalkulkasse, som jeg fik et helt specielt forhold til i oktober 1946, da jeg blev storebror. I den anledning kom min moster, Jenny som husmoderafløser.

Mor skulle, som det var almindeligt den gang, ligge i barselsseng i en hel uge. Jeg var naturligvis meget interesseret i alt, der vedrørte min lillebror. Moster greb chancen og "underviste". Hun mente, at det var rimeligt, jeg så min lillebrors navlestreng. Det gjorde jeg så - og besvimede. I faldet ramte jeg kulkassen og flækkede mit venstre øre. Stor opstandelse. Mor overvejede at forlade barselssengen. Far blev kaldt ind fra skolen for at ringe efter læge Fuglsang Damgaard fra Havndal. Han ankom iført sin pels af hundeskind et levn fra hans tid som læge i Grønland. Den kunne skræmme ethvert barn fra vid og sans. Mens Fuglsang sludrede med min far på sønderjysk, syede han uden bedøvelse mit øre sammen med tre sting. Her 60 år efter fortæller Moster stadig historien ved enhver familiesammenkomst og forlanger at se arret på mit venstre øre.

Når vi sad i stuen om aftenen, hentede Far som regel nogle Bodil Nedergaard æbler på loftet og anbragte dem på kaminens rist. Efter nogen tid lød et højt pff.t. Det var tegn på, at æblet var stegt. Det kunne nu spises med en teske - en rigtig herreret.

Var der ikke aftenskole, møder eller gæstebud - hvad der ofte var - tilbragte vi vinteraftenerne omkring spisebordet. Mor sad altid med sytøjet, jeg med legetøjet og Far med hovedet begravet i den bog, han forberedte sig efter, mens vi lyttende til radioens musik eller hørespil. Hvem husker ikke Gregorymysteriet eller Mordets Melodi. De var så uhyggelige, at Mor og jeg kunne "klemme" i lang tid, inden vi skræmte besluttede os for med hinanden i hånden at liste ud på dasset, der var placeret i udhusets vindblæste østhjørne.

På stuens vestvæg over lænestolen hang den gamle telefon, partstelefon, hed det den gang, fordi der var fire abonnenter på samme nummer. Vi havde nr. 38u, Chr. Møller 38v, Julius Møller 38x og 38y tilhørte vistnok sognefogeden, Anders Møller, i Edderup. Skulle vi telefonere, løftede vi forsigtigt røret og lyttede, om telefonen allerede var i brug. Det var ikke en telefon, man fortalte familiehemmeligheder i. I øvrigt ringede man ikke unødigt og aldrig mellem kl. 11 og 12, for da var Kirstine, centralbestyrerinden, ved at lave "unden", middagsmad, og så kunne det knibe med at få propperne ud igen, når der blev ringet af. Det kunne ses på regningen. Hvert kvartal modtog vi fra centralen i Skrødstrup en lille håndskrevet seddel på hvert eneste opkald, vi havde foretaget.

På den anden side af døren ind til Den stur Stow stod skænken med det fineste vi ejede - sølvtøjet. Far og Mor fik ikke løn for arbejdet i aftenskolen. I stedet indsamlede eleverne hvert år penge og købte sølvtøj, som mine forældre fik, når sæsonen var slut. Når vi havde gæster, blev hjemmet vist frem ved en højtidelig rundtur. Far og Mor gik i spidsen, og vi fulgte glade og stolte efter. Optoget endte altid foran skænken, hvor Far og Mor "i al beskedenhed" viste sølvtøjet frem. Efterhånden fik de samlet sølvtøj til tolv personer. Gafler, skeer, dessertskeer, teskeer, kagegafler samt alt det løse - kun knivene manglede. I dag synes det måske lidt komisk, men dengang delte vi vore forældres dybe glæde og stolthed over, at de trods dårlige odds - var nået så langt. Oven over skænken hang uret med den smukke klang. Far fik det i julegave af skoleeleverne det første år, han var i Grove (1929).

I hjørnet ind mod kontoret stod orgelet. Her øvede Far sig hver lørdag med én finger på de salmer, han skulle synge i kirken om søndagen. Jeg husker især en episode, hvor orglet spillede hovedrollen. Det var i marts 1945. Min far sad og trampede i pedalerne, mens han med én finger kæmpede sig gennem Frihedssangen. Den var blevet offentliggjort i et af de illegale blade, der ad uransagelige veje altid fandt frem til denen i Grow Skuel. Derfor kunne vi, da befrielsen kom, og kort tid efter skolebørnene synge med på Frihedssangen.

Vi havde også en stur stow. I mange år var der ingen møbler ud over et Hornung og Møller klaver, som mine forældre havde købt for 200 kr. Da stuen i 1947 skulle møbleres, kom jeg med min far og mor til Randers for at købe møbler, tæpper, billeder m. m. I en familie, der ikke kan bestemme sig, fordi man ønsker det smukkeste, billigste og mest holdbare, er det en meget langsom proces. Stuen blev flot, men som alle andre ordentlige menneskers fine stue, blev den kun brugt et par gange om året, når vi havde gæster. Der var ingen kamin i Den stur Stow, så skulle den varmes op, fyrede vi ekstra godt op kaminen i spisestuen og åbnede en lille rist i væggen - og døren naturligvis.

Når jeg var alene hjemme, fik jeg gerne lov til at sove i mine forældres dobbeltseng. Sove er nu så meget sagt. Det var under krigen, og jeg var som de fleste andre, der var børn under Den 2. Verdenskrig hunderæd i mørke.

Kontoret, som vi gik ind i fra spisestuen, var et spændende rum. Inden for døren til venstre ved bogreolen stod den store, blågrå plyslænestol. I den tilbragte jeg mange dejlige timer i selskab med H. C. Andersen, Peter Freuchen og Johannes V. Jensen, hvis jeg da ikke fortabte mig i Gyldendals Leksikon eller måbende betragtede billedet i Frem af den myrdede Karl d. 12. eller mammutten, der så sørgelig kom af dage i Sibirien, da den faldt i en revne i isen i urtiden. 50 år senere kunne jeg konstatere, at historien var sand, da jeg med egne øjne så den på et museum i Skt. Pedersborg.

I min barndom var det almindeligt, at drengene fra Grove om søndagen legede i Siemskowen - Semskoven, Hien - Heden eller Kratted - Krattet ved Edderup Skovgaard. Lykken var efter sådan en lang spændende eftermiddag at komme hjem og finde Far og Mor siddende i kontoret i plysmøblerne ved kaffebordet. Det vil sige, min far drak aldrig kaffe. Han drak saftevand, mælk eller kogt vand. Derimod var han god til alle slags kager, og dem var der rigeligt af på vores kaffebord.

I kontoret holdt vi jul. Træet hentede vi i Semskoven. Den 24. december om formiddagen satte Far det på fod og placerede det i kontoret foran døren til den lille veranda, der var bygget ud i haven. Jeg fik altid lov til at hjælpe med at pynte - undtagen med lamettaen. Den kunne kun min far hænge på, så det så ordentlig ud, mente han.

I vort sogn var der som regel to julegudstjenester. Klokken 14 i Sem Kirke og klokken 16 i Hem Kirke, der var pastor Nørgaards hjemkirke. Som søn af kirkesangeren ved Sem Kirke gennem 23 år var jeg altid til julegudstjeneste i Sem sammen med min familie. Der var stuvende fuldt - helt anderledes end på almindelige søndage. Folk i Sem Sogn var ikke meget kirkesøgende, og det hændte undertiden, at pastor Nørgaard måtte prædike for en eller to kirkegængere, men juleaften mødte alle op i kirken.

Pastor Nørgaard var en meget venlig og afholdt præst. Min far regnede ham blandt sine nære venner, selvom de trods 20 års samarbejde i Sem Kirke vedblev at sige De til hinanden.

Eftermiddagen var forfærdelig lang. Det havde min far og mor forståelse for. I god tid før jul havde de indkøbt Knold og Tot, Fyrtårnet og Bivognen og Troldepuds, som vi måtte læse i, mens vi ventede. Som regel fik vi også lov til at vælge en af de få gaver. Bløde gaver var ikke noget ukendt begreb den gang, men med lidt hjælp fra Far og Mor blev det en af de gaver, man kunne lege med.

Inden Mor begyndte på maden, stod hele familien gerne en lille stund ude på cementtrappen i skolegården og lyttede, når Kren Juul - der i virkeligheden hed Christian Andersen Møller - kimede julen ind i Sem Kirke.

Maden spillede en stor rolle i vort hjem juleaften. Vi fik altid flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål, syltede agurker samt ris a' la mande med mandel og selvfølgelig med karamelsovs, for vi holdt meget af søde sager. Det var næsten altid min far, der fik mandelen. Vi snød ikke. Til gengæld kunne mandelgaven altid deles med andre - og det var skik i mit hjem. Efter opvasken blev vores egen jul kimet ind med den lille sølvklokke, der var hængt op i døråbningen mellem spisestuen og kontoret.

Klokken syv blev lyset slukket og træet tændt. Vi sad andægtigt omkring det glimtende træ og sang julesalmer - mange salmer - alle versene, for min far havde den aftale med sine søskende - troede han - at alle i familien begyndte at pakke julegaver ud kl. 20. Det har senere vist sig, at kun vores familie overholdt aftalen - men sådan er der jo så meget.

Endelig blev klokken 20. Gaverne lå fristende under træet, men vi havde ingen hast i vores familie. Gaverne blev pakket ud en ad gangen. Først valgte den yngste en gave og pakkede den ud, mens andre interesserede så til og kommenterede. Papiret blev rakt til min far, der afgjorde, om det skulle gemmes og bruges til indpakning af gaver året efter. Udpakningen fortsatte efter tur. Det tog lang tid, men når vi var færdige med at pakke ud, var der også ryddet op - og vi havde indpakningspapir til næste års jul. Det var da praktisk.

Et år lige efter krigen fik jeg en meget stor gave, et par ski, som jeg brændende havde ønsket mig. Det blev der gjort lidt ekstra ud af. Far havde skrevet små sedler: Led i soveværelset på sengen - led i kælderen ved honning-krukken - led under høvlbænken på loftet. Jeg "filede" huset rundt skarpt fulgt af min familie. Turen sluttede i skolestuen under tavlen. Der stod jeg målløs af glæde med mine nye ski i hånden - dog ikke ret længe. Jeg måtte i gummistøvlerne for at prøve en tur rundt om pumpen i skolegården - hvilken fryd. De efterfølgende år prøvede jeg igen at lede efter en af gaverne, men glæden blev aldrig så stor, som da jeg fik skiene.

Tilbage til juleaften i kontoret. Efter udpakningen var der julehygge. Vi legede med gaverne, mens Mor og Far sad og læste julebreve fra familien. På et tidspunkt lavede Mor kaffe til sig selv og mælk eller saftevand til vi andre - og så kom godterne på bordet. I tiden op til jul havde Mor lavet pebernødder, brunekager, havregrynskugler - dem måtte der nu gerne laves to portioner af, fordi den første portion gerne var spist inden juleaften. Der var også "marcipankonfekt". Det blev lavet af kartoffelmel opbagt i smør og tilsat smags- og farvestoffer. Den gang syntes vi, den hjemmelavede marcipan smagte godt. I dag ville man nok ikke skrive hjem om det. Endelig var der resterne af de godter, min far havde købt til skolebørnenes juletræsfest.

Hvert år i begyndelsen af december, kom jeg med min far hen til Brugsen i Kastbjerg, når der skulle købes ind til de godteposer, børnene fik udleveret ved julefesten i skovlen. Det var en større udskrivning. Far var meget omhyggelig med, hvad han købte, for pengene gik af hans egen lomme. Det skulle "se ud" og smage godt - og det var ikke nemt under krigen. I posen kunne der være: Et æble, og da det igen blev muligt efter krigen at købe dem, en appelsin eller en mandarin, en romtop, som min far elskede, et par karameller, et par bolcher - og for at spare lidt, kom der nogle af min mors hjemmelavede pebernødder, havregrynskugler og konfekt i. Dengang var slik ikke noget, man bare gik hen og købte. Det fandtes ikke.

Aftenen før skoleafslutningen skulle slikket puttes i poser. Det var en fest. De mange poser blev stillet op på køkkenbordet. Undertiden fik jeg lov til at komme et par stykker slik i hver pose. Det var forbudt at smage - der var kun købt det antal, der skulle bruges og ikke mere. Som regel var der dog et par ekstra poser - for tilfældet. MEN . . alene duften - og muligheden for, at Far forbarmede sig, så jeg fik lov at smage et enkelt stykke, var det hele værd.

Fra kontoret var der en dør ud til verandaen, den lille tilbygning ud mod haven. Et meget lyst og dejligt rum med vinduer til alle sider og en dør ud til haven. Der var knebent med plads, for i rummet stod et bord og tre kurvestole, min far havde flettet, da han holdt husflidsskole for de unge. Så snart vejret tillod det om sommeren, spiste vi til middag på verandaen klokken 12. Var det meget varmt, flyttede vi ud på have-gangen. Men ligegyldigt hvor vi sad, var der en dejlig udsigt til min fars velholdte have. Jeg husker især en gang. Det var regnvejr. Far kom ind fra skolen, og Mor serverede kakao og et stykke nybagt franskbrød med honning. Der sad så hele familien og spiste "honningmadder", mens regnen trommede på bliktaget, så det næsten var umuligt at tale sammen. DET var råhygge.

Da Far og Mor ankom til Grove Skole, var haven meget traditionel med blomsterhave og et lille bindingsværkslysthus under kastanietræet, hvor vores egen - og andres katte til min fars store ærgrelse fik killinger. Det var nu nok ikke alene derfor, huset forsvandt, da haven blev lagt om. Det var meget forfaldent.

I 1946, da min far endelig var færdig med at betale af på sin studiegæld eller læsegæld, som det kaldtes den gang, blev der lidt luft i økonomien. Far havde i vinterens løb siddet ved stuebordet og læst om blomster og buske og i ny og næ haft papir og blyant fremme. I smug havde han besøgt alle omegnens stendynger og fået de flotteste sten kørt hjem i haven.

Da foråret kom, tog han til Råby til gartner Greve. Efter megen snak frem og tilbage var alt på plads. Gartneren havde med få rettelser godkendt min fars tegning. Planen kunne sættes i værk. Lysthuset blev brækket ned. De store sten blev anbragt i mægtige cirkler bl.a. omkring kastanien - de ligger der vist endnu. En stenhøj blev kunstfærdig kreeret. Så manglede kun det store runde vandbassin med hvide og røde åkander - men ingen fisk. Det var ikke nogen større udfordring for min far, murersønnen fra Ajstrup at støbe bassinet.

Far var helt euforisk, da han skulle til at udplante alle de mange planter og buske i bede og stenhøj. Haven blev flot, og da min far som min mor havde grønne fingre, blev den smukkere og smukkere, efterhånden som blomster og buske groede op. Når vi havde gæster om sommeren, var en havevandring obligatorisk. Med denen i spidsen gik man mere eller mindre interesseret rundt og hørte på latinske navne og så på smukke blomster. Kunne min far komme til at prakke folk et par planter på, var det ham en glæde. Han kunne ikke fordrage at kaste planter bort. Der var tre urtehaver fyldt med grønsager, rabarber, frugttræer og buske. Alt struttede af sundhed - vi havde jo også de tre dasser.

Nederst i haven ud mod Farbror Jens's - Jens Lindskovs mark stod de mange bistader. En overgang var der 15 med to bifamilier i hvert stade. Når Far havde slynget honningen, blev den rørt grundigt, inden den blev hældt på glas. Hvert efterår aftog Mariager Apotek en anseelig del af høsten For at blive ansat som lærer i Grove, var det en betingelse, at Far kunne forestå sangen i Sem Kirke, som det hed i kaldsbrevet, der var underskrevet af amtmanden i Randers. Det betød, at han mødte i kirken til alle kirkelige handlinger og i hjemmene, når der skulle synges ud - den højtidelighed, der blev afholdt i hjemmet, før den afdøde blev ført til kirken. Far skulle møde i smoking, knækflip og nypudsede sko. Det sørgede min mor for. Når Far kom farende ind fra skolestuen, lå tøjet parat på sengen lige til at hoppe i. Hvis børnene ikke kunne senedes hjem, måtte min mor agere vikar.

At være lærer var et kald for min far. Var der ting, han ikke vidste noget om, satte han sig ind i det. At lære var det vigtigste af alt. Hans valgsprog, Man kan, hvad man vil, men slid skal der til, ses stadig i adskillige gamle poesibøger. Han forstod og tolererede ikke dovenskab, hvad den end skyldtes. Man skulle ikke regne med ros, hvis man, når han spurgte om, hvor mange gange man havde læst på lektien, svarede: Tow gång! Man bliver ved, til man kan.

I dansk inddelte Far eleverne i fire hold - alligevel hørte man ham aldrig råbe om støttelærer eller øgede bevillinger. Det havde nok heller ikke hjulpet. Hold 1 skrev diktat, mens hold 2 læste op, hold 3 skrev genfortælling og hold 4 indøvede staveord. Ganske vist rettede eleverne hinanden - men alligevel.

Kort efter sin ansættelse som lærer i Grove besluttede min far, at starte en aftenskole for de unge i sognet. Han bad sognerådsformanden, Axel Qvotrup, om tilskud til materialer. Det første år var svarret: Nej! Men aften-skolen blev alligevel gennemført. Far og eleverne betalte selv materialer, lys og varme. Det andet år lød svaret:

Do ka fo 20 kr., men så ska' do også gi' kaffe den sist awten

- og sjel betaal lys å warm!

Sådan startede den ulønnede aftenskole for unge og andre interesserede i Grove Skole. Det blev en succes, der blev gentaget år efter år, og den gav inspiration til mange andre arrangementer i skolen.

20 kr. er set med vore dages øjne ikke noget store beløb, men sammenlignet med min fars månedsløn, der det første år var på 195 kr., var det måske it så ring endda.

Man kom ind i skolestuen gennem den lille gang. Overtøjet blev hængt på knagene, og træskoene sat med næserne helt ind mod væggen. Selve skolestuen var et lille rum. Der var tre rækker skoleborde med fast sæde og skrå bordplade. Drengene sad ud mod vejen ved vinduerne, der var utætte. Der var varmt om sommeren, men det trak fælt om vinteren, selvom der blev fyret rigeligt med tørv og træ i den gamle runde jernkakkelovn. Det hjalp ikke meget, at vi undertiden flere gange om dagen blev flyttet rundt, efter hvor mange fejl vi havde haft i diktat eller regneprøve.

Inden for døren stod det gamle skab, hvor skolebøger, udstoppede dyr - og i et bolcheglas i sprit den hugorm, Peter Munk engang havde haft med i skole, samt de fysikinstrumenter min far havde købt for sine egne penge.

På samme side stod skabet med Sem Sognebogsamling. Oprindelig startede bogsamlingen som en bogklub. De indkøbte bøger blev grundstammen i det bibliotek, der under min fars ledelse voksede sig større og større år for år.

Da en ny bibliotekslov påbød alle områdets sognebiblioteker at samarbejde med Centralbiblioteket i Randers, fik min far et chok. Et par bibliotekarer kom og kasserede over halvdelen af bøgerne - de lasede, de uaktuelle og de bøger, der sjældent blev læst. De skulle brændes. Far reddede adskillige af bøgerne, som igen kom til at stå i samlingen, men de blev taget ud, når der var inspektion fra Randers Centralbibliotek.

Der var en særegen duft i lokalet. Den skyldtes rengøringen. Om eftermiddagen kom Marie Rasmussen og stillede alle skolebordene på højkant, så dryssede hun savsmuld vædet med olie ud på gulvet og fejede det sammen igen. Smuldet blev brugt mange gange. Efterhånden som det svandt i spanden, blev der hældt nyt smuld og olie oveni - bakterier? Jow - det var jo også derfor gulvet blev vasket og ferniseret hvert år til jul og sommerferie.

Det var sparsomt med materielle goder i vor barndom, men vi havde så meget andet. I skolegården og på legepladsen legede alle med hinanden. Det gav social træning, og venskaberne varede livet ud - men det er en anden historie. Sikkert er det, at denungen fra Grow og alle de andre ser tilbage på den barske, men lyse tid, der nu kun findes i erindringen med stor glæde og taknemmelighed.

Efter 2. Verdenskrig rejste landet sig. Vi mærkede det også i vores sogn. Maskinstationer, traktorer og arbejdsbesparende maskiner vandt indpas. Den beskedne plads bag køerne blev afløst af et moderne badeværelse, og i de fleste husholdninger fik man støvsuger, røremaskine, food processor og fryser. Arbejdet blev mere overkommeligt og kunne overstås på kortere tid. Der var ikke brug for så mange hænder til daglig. Arbejdskraften blev dyr. Det forstærkede udviklingen - de unge næsten flygtede fra landet.

Skoleloven af 1947 gav de små landsbyskoler dødsstødet, men landsby børn fik samtidig mulighed for som by børn at få en realeksamen, som det hed den gang. Skolerne blev efterhånden nedlagt og solgt til private. Læreren forsvandt og med ham aftenskolen, sykurserne, foredragene og biblioteket. En epoke var forbi.

Far, der på det tidspunkt var 45 år gammel, så skriften på væggen. Grove Skole ville som alle de andre landsbyskoler blive nedlagt. I bedste fald ville han kunne blive i embedet en kort årrække som forskolelærer, indtil alle klasser var overført til de nyoprettede centralskoler.

Den dejlige tid i Grove var forbi for altid.

Da han et par år efter blev opfordret til at søge stillingen som førstelærer ved den nye centralskole i Udbyover, slog han til. Familien flyttede fra Grove til Havndal i 1952, hvor min far fungerede som førstelærer og kirkesanger, indtil han i 1967 blev pensioneret på grund af sygdom. Livet i Havndal blev desværre ikke så lykkeligt som tiden i Grove - men det er en anden historie.

Indsendt af: Bent Bjerre Bach Dato: 21. november, 2007 Læs kommentarer: 0 kommentarer  Kommentér historieIndsend kommentar

Vi passer på landsbyens gode historier!

Nyeste historier
Nyhedsbrev
Med jævne mellemrum udsender vi et nyhedsbrev. Det er gratis at modtage, og du kan til enhver tid framelde dig, hvis du ikke længere ønsker at modtage det.