-
Landsbyindeks
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å -
Relevante Links
Gjesing Sogn Norddjurs Kommune Wikipedia (Leksikon) Turist information Regional vejrudsigt -
Sponsorer
-
Historier fra Gjesing
Gjesing
| Sogn | Gjesing |
| Herred | Sønderhald |
| Amt (i 1970) | Randers |
| Pastorat | Gjesing-Nørager |
| Provsti | Norddjurs |
| Stift | Århus |
| Kommune | Norddjurs |
| Region | Midtjylland |
| Stednavne i sognet | Eldrup Skov, Georgsminde, Gjesing, Gjesing Mark, Gjesing Mose, Hummelborg, Hvidbakke, Hvidbakke, Højholt Skov, Krusborg, Langsø, Lilholm, Løvenholm, Løvenholm Skov, Løvenholm Østerskov, Munkhuse, Nielstrup Skov, Nørre Gjesing, Skoffergårde, Skoffergårde, Sorvad, Sorvad Mark, Stadsborg, Stenbergholt, Sømose, Sønder Gjesing, Troldbæk, Troldkrat, Østenfjeld |
| Indbyggere | ukendt |
Gjesing i 40 år
Fortalt af Peder SiewersSonja, vores tre børn og jeg flyttede til Gjesing lige før Jul 1969. Det var i et nybygget hus, som vi selv, med hjælp fra Familie og venner, havde bygget gennem de sidste par år. Dengang var byen helt anderledes, der var adskillige butikker og byen var meget mere levende.
Når man kom til Gjesing fra Auning passerede man først
Plejehjemmet Bakkely, som var bygget af den lokale murermester
Jensen Nielsen, som boede i Rønnebo på Løvenholmvej. Bakkely er
udvidet siden.
Man kom så til krydset, hvor der i dag er rundkørsel. På det
første hjørne lå der dengang en forretning, hvor der handledes
med cykler og tobaksvarer, på det andet hjørne lå
Købmandsgården, ejet af Købmand Lauridsen, som også var
sognerådsformand. Købmandsgården havde næsten alt, også
isenkram, og jeg mindes stadig, da vi en vinter havde en
strømafbrydelse, at Lauridsen bare gik en tur på loftet for at
finde et glas til vores gamle petroleumslampe.
På tredje hjørne lå Bageren, hvor bager Harbo altid havde
friskbagt brød, også når vores børn kom sent hjem fra halbal og
gerne ville have rundstykker til morgenkaffen. Ved siden af
bageren boede Michaelsen, som drev Vognmandsforretning.
Videre gennem byen, hen mod Kirken, fandt man på højre hånd
først isenkramudstillingen fra Købmandsgården, senere, lige før
Gjesing Bæk, Forsamlingshuset, nuværende Virkelyst, som dengang
var i meget ringe forfatning og blev opgivet. I stedet blev der
af Beboerforeningen tilbygget og indrettet Forsamlingshus på den
modsatte side af gaden, hvor det stadig ligger, og er
velbenyttet.
Videre på venstre side var der for mange, mange år siden en
manufakturforretning og derefter Skolen, Menighedshuset, hvor
der i dag er Genbrugs, og så Mejeriet. Henne i svinget boede
Smeden Borup, som havde sit Værksted ved siden af.
Lige før man nåede Smeden, hvor der nu er Vandværk, lå der
dengang et hus, hvor der kort forinden havde været
Slagterforretning, drevet af Kaj og Lilly, men i 1969 var der
bolig. Senere boede forskellige mennesker i huset. Ved en
tragisk brand i 1984 døde en 37-årig enlig mor, mens hendes
datter overlevede. Huset blev derefter revet ned.
Fortsætter man mod Nørager ligger der på højre side efter
Præstegården et hus, hvor der dengang var Mælkeudsalg, hvor man
også købte slik, brød, ugeblade og aviser. Længere fremme på
venstre side boede Købmand Kjærsgaard, der også havde en stor
velassorteret købmandsforretning og ligesom Lauridsen handlede
med isenkram og nips.
Videre i Nordgjesing var der Snedkerforretning med eget
Savværk, og her lå også Nordre Skole.
Går man tilbage til krydset ved Købmandsgården og betragter det
fjerde hjørne, hvor huset i dag er revet ned, for at give plads
til rundkørslen, var der her en gang indrettet først Smugkro
(stormet af politi og toldvæsen) og siden, mere officiel,
Hjørnebodegaen. I huset til højre for Bodegaen havde “Skakken” i
nogen tid, i en lille tilbygning mod vejen, indrettet
Isenkramforretning, hvor man især kunne købe kædesæve og
skovarbejderudstyr.
Alle disse butikker er lukket i dag, selv om der har været mange
forskellige initiativer. Både Købmandsgården og Bageren har
været døgnbutik, Cykelforretningen har været cigar- og
skomagerforretning med blade og aviser og en spillehal i et
hjørne.
Ad Løvenholmvej mod øst var der en tid Radio og TV-forretning,
senere Ivers Malerforretning. Der var også for en tid
Kunsthandel i Købmandsgården.
I dag er der kun lidt erhverv: maskinfabrikken Linco, der laver
fjerkræslagterimaskiner i rustfri stål, hvor der før blev lavet
traktorførerhuse på maskinfabrikken Femax (tidl. Mesan), en
mindre Flagstangsfabrik og Afrodite som har havefigurer af
granit. Der er dog også rundt i byen steder, hvor der sælges
honning og vokslys i det små, samt grøntsager og blomster fra
boder ved vejen.
Byudviklingen i øvrigt er også stagneret. Da vi kom til
Gjesing havde man netop mageskiftet et areal med Løvenholm Skov,
som blev til det nye kvarter i byen. Det blev byggemodnet og gav
plads til 24 parcelhuse, hvoraf vores blev det ene. Prisen
dengang var inkl. byggemodning, og endog gadebelysning 4,50
krone pr. kvm. Grundene var mellem 1000 og 1100 kvm. Det var
igen den driftige sognerådsformand, købmand Lauridsen, som stod
for udviklingen.
Senere blev tre af byggegrundene skilt fra og på kommunens
initiativ bebygget med otte pensionist boliger. De er siden
blevet privatiserede.
I den vestlige ende af byen, i det der dengang hed Femax-kvarteret udstykkede kommunen i 1972 igen 24 parcelhusgrunde, Kæragervej, Kærhavevej og Villavej, kun én grund er i dag stadig ubebygget. På Parcelvej blev der, også i 70-erne, bygget otte enfamiliehuse; bygherren var hér, som mange andre steder i byen “Sømanden”.
Herudover er der ikke sket meget: et hus på Syrenvej, også i 70-erne. Indenfor de sidste få år, endnu et hus på Syrenvej, og på Løvenholmvej to selvbyggerhuse, det ene på en ældre udstykning, der hørte til Rønnebo, det andet som erstatning for Gunners og Olines stråtækte hus, som lå lige op ad vejen og blev revet ned for mange år siden.
Linco har også lavet store udvidelser af fabrikken. Den største omvæltning i de seneste år må siges at være rundkørslen i byens “store” gadekryds. Den blev udført i kommunalt regi i 2005, og er til stor gavn for trafiksikkerheden, men lidt vanskeligt fremkommelig for store lastbiler.
På det nærliggende Løvenholm Slot, i gåafstand fra byen, er
der også sket lidt: På selve slottet er tagstenene
totalrenoverede, en del vinduer er reparerede, dele skiftet, og
der er bygget om indvendig, sovesalene til kostskoleelever er
ændret til noget, der mest ligner hotelværelser.
En del af ladegårdens gamle bygninger med mødding og gamle
spændende værksteder er revet ned, og der er bygget ny kæmpelade.
De gamle hovdiger omkring Slottet er også renoveret. Søen, der
fandtes engang, er blevet renset op, og er i dag et dejligt sted
med ænder, blishøns og svaner.
Den gamle Smedje blev for år tilbage ramt af et væltende træ,
og taget og skorstenen blev repareret. For nylig har Smedjen så
været igennem den store tur, det nederste af bindingsværket er
skiftet, vægtavl er fornyet, tagsten har været nede, taget, som
var skredet ud, blev skrumpet til den originale størrelse,
dørene blev fjernet og vinduerne fornyet. I dag står Smedjen
meget flot, men det må have kostet en formue.
Parken og Løvenholm Skov om Slottet er et yndet sted at
spadsere.