Gerå


Sogn Aså-Melholt
Herred Dronninglund
Amt (i 1970) Hjørring
Pastorat Aså-Melholt
Provsti Brønderslev
Stift Aalborg
Kommune Brønderslev
Region Nordjylland
Stednavne i sognet Agerbæk, Agersborg, Arildsminde, Asaa, Asaa, Asaa Enge, Asaa Enge, Asaa Hede, Asaa Hede, Asaa Kirke, Aså #, Aså Hede #, Aså-Melholt #, Asågård, Bakkegård, Baksminde, Batteriet, Bi-lidt, Birkelund, Bolleskov, Bovet, Bøgelund, Carlsminde, Damhuse, Dammen, Diget, Doktorgården, Donnerbæk, Emilsminde, Enggård, Englund, Fjeldgård, Frydenstrand, Fuglsang, Gammel Agerbæk, Gammelsbæk, Gammelsbæk, Gammelsbækgård, Geraa, Geraa, Geraa Enge, Geraa Enge, Geraa Rimmer, Geraa Rimmer, Gerå, Gerå #, Gerå Enge #, Gerå Rimmer #, Giliamshave, Grønbak, Grønbak Bæk, Hansminde, Hasselgård, Hedegård, Hegnsgård, Hjørnelund, Holtet, Højbo, Højsted, Hønborgbro, Jørgensminde, Karensbo, Kibsgård, Kibsgård Hede, Kibsgård Hede, Kibsgård Mose, Kibsgårde, Kibsgårde, Kirkebakke, Kjellingbrogård, Kjellingbrogård, Kjærsgård, Klemmen, Kovshede, Kovshede, Kovsholt, Kovsholt, Kovsholt Bæk, Krogen, Kærvang, Langbakslund, Langbaksminde, Laustgård, Lille Bjørnstrup, Lille Bovet, Lille Hedegård, Lille Klitgård, Lille Kokkenborg, Lille Kovsholt, Lille Langheden, Lundgård, Lykkenshede, Lykkensprøve, Melholt, Melholt, Melholt Enge, Melholt Enge, Melholt Plantage, Melholt Plantage, Melholt Rimmer, Melholt Rimmer, Melholt Skov, Melholtgård Skov, Melholtgård Skov, Mellemgård, Mellemkær, Møllebæk, Møllegård, Mørkholt, Mørkholt, Nedergård, Nielsminde, Ny Milholt, Nygård, Nymark, Nørgård, Nørkær, Nørre Melholt, Nørre Skotland, Peterslund, Poulsgård, Rimmen, Rimmen, Risgård, Skelgård, Skellet, Skellet, Skellets Mark, Skelsminde, Skotland, Skovengen, Skovgård, Skovlund, Smalby, Smalby, Snørholt, Snørholt, Solholt Hede, Solholt Hede, Solvang, Steinsminde, Store Bjørnstrup, Store Bovet, Store Bovet, Store Kovsholt, Store Langheden, Store Langheden, Store Åkær, Strandgård, Sønder Melholt, Sønder Skotland, Sønder Sørå, Sønder Sørå, Sønder Åkær, Søndergård, Sønderkær, Søndermarken, Sørå, Sørå, Sørå, Teglgård, Truesbak, Vandå, Vandåen, Vester Heden, Vester Melholt, Vester Melholt, Vester Åkær, Vestergård, Åbo, Åkær, Ålykke, Ørsø Møllegård, Øster Melholt, Øster Melholt, Øster Søndergård, Østergård
Indbyggere ukendt

Barndommens land

Fortalt af Poul Erik Pedersen

Ja de vise ord, fra Benny Andersen, passer godt på, wås der hår goen i Jire Skull!!

Mine forældre er Lilly og Viliam Pedersen. Med adresse på Hjørnevej 4 i Gerå. d. 25/6 1951 fik de deres førstefødte - en datter, som blev min storesøster Kirsten. Selv er jeg nr.2 i flokken, jeg så dagens lys på bakkegården i Melholt d 17/9 1952. Og to år senere d. 22/10 1954 fik jeg en søster mere nemlig Karen.

Samme år d. 1/12 1954, flyttede vi til Skræddergården i Gerå. Da vi havde boet der i næsten tre år, kom der en søster mere, Nanny hedder hun. Nanny er født 20/9 1957 og Skræddergården blev for os fire børn, til barndommens trygge hjem i Gerå. Ja, den lille by, vores plet på Danmarks kortet blev for os til, " Verdens navle".

Far arbejdede på Asaa Jern Støberi, og i fritiden sled han, for at skaffe varme, til lejligheden i Skræddergården. Det var på den tid meget almindeligt at man fyrede med træ, eller tørv, i kakkelovnen og komfuret.
Datidens hygiejne er et kapitel for sig, og det skete at vi børn legede i hønsehuset umiddelbart efter, at hønsene var blevet slagtet. Men, glæden var kort, vi blev fyldt med mider og småkravl. Det var ikke ene sjov, for mor var skrap; til at vaske og rense vi børn for mider når vi havde leget i det gamle hønsehus. Afvaskningen foregik for det meste ved køkkenvasken. Det var meget almindeligt at man vaskede sig ved køkkenvasken. Der var ikke andre rum med vand og afløb, og så snurrede kedelen konstant på komfuret indtil alle mand var vasket.
Men var vi møj mååwe kom baljen ind på stuegulvet og det varme vand kom fra gruekedlen, ude i det fælles vaskerummet, men det skulle så bæres ind til baljen.

Slagter Højer, kom engang om ugen for at sælge, kød og pålæg fra sin varevogn. Og bageren fra Hou, kom i et folkevognsrugbrød, solgte brød og kager. Tænk for en femmer ku' man købe alt det gammelt brød der kunne være på køkkenbordet. Så blev der sendt bud efter alle de øvrige beboere i Skræddergården, nu var der kagefest.

Og Julen holdt vi dengang pr. tradition hos Mormor og Morfar i Melholt på Skolen. Anne og Sørinus Mortensen havde nemlig Pedel jobbet på Melholt Skole. Men vi kaldte dem for bedstemor og bedstefar, både mors og fars forældre.
Der var nu noget særligt over Julen hos Anne og Sørinus, for vi var altid mange, Mostre, Onkler, og Tanter, samt Fætre og Kusiner. Og juletræet var altid flottere end foregående år.
Dagen efter, hvis der var sne, blev vi hentet i kane, og med bjældeklang blev vi kørt til Melholt af farfar Hans M Pedersen, ud til farmor Kristine, hvor vi byttede Julegaver med dem. Barndommens Jul, og især de år, hvor der var sne til kanefart! glemmer vi aldrig.

Og til fastelavn kom fastelavnsbåden fra Asaa, det var en lastbil, forklædt som båd. I båden stod der folk som sang og spillede, det var også en stor oplevelse for os børn, og de voksne, som alle ville byde på en lille skarp til spillemændene, for varmens skyld selvfølgelig, hed det sig. Ja, alle ville skåle! Så det var godt beduggede spillemænd, når dagen var slut.

Ja på den tid var der langt imellem de store oplevelser. Tænkt dengang kunne vi børn sidde en hel søndag eftermiddag og skrive bilnumre op og var man heldig kunne man nå helt op på ti numre, men så var der også tæt trafik. Vi sad på hjørnet af Strandvejen og Dronninglundvej, næsten hver søndag når vejret var godt. De voksne havde kaffe og kage med, og på den anden side af Strandvejen kunne man hos, is Karen" købe, is, sodavand og slik. Så det blev næsten som en lille udflugt hver gang.

I ca. 1960 fik mor og far bygget en arbejderbolig, eller et statshus om man vil. Vi flyttede ind i det nye hus i 1961, hvor vi Fejrede Julen, i helt nye omgivelser. Fra lokum i gården, til moderne badeværelse. Mamamia! og oliefyr! Dermed var det sket med at slæbe vandet ind, hver gang vi skulle i bad. Det meste af stamtræet, blev indbudt til karbad i det moderne badeværelse. En brugte toiletbørsten til badebørste, og bagefter råbte vedkommende ud til os. Det er vel nok dejligt, men badebørsten kradser. Jamen, vi havde jo ingen badebørste. Selv om det kun var råbt for sjov, kunne vi sagtens forestille os situationen og fik et godt grin.

Ja tænk dengang gik man i 3. klasse, og havde allerede oplevet denne kolossale udvikling. Jo det var i en moderne tidsalder, men uden TV, det var jo opfundet, men ikke så udbredt i Gerå så vi gik rundt og bankede på hos TV ejerne, og spurgte "Ma; vi be um o si; fjernsyn"? Det fik vi næsten altid lov til, når blot ikke vi var for mange. Det var jo så nyt og spændende.

Ellers brugte vi fritiden til leg i Niels Albrektsens bakker. På bakken, syd for vejen havde vi vores Borg. Og med Hans Sørensen som Hærchef, og Niels Christian Albrektsen som næstkommanderende, kunne vi klare enhver ubuden gæst, der var ude efter vor fane! Uden nævneværdigt nederlag for vores stolthed. Vi legede, at vi nedkæmpede fjenden på den bakkede slagmark, alt imedens vi voksede op i barndommens land med skolen som genbo. Borgens kanoner var et par træhjul, fra de gamle hestevogne, påmonteret et 3" jernrør. Dette krigsmateriel skubbede vi, to drenge til hver kanon. Så gik det ellers derudaf. På sandvej. Vi skubbede så sveden løb os i øjnene, det var længe før vi kendte til akkord arbejde. Men vi, havde det sjovt.
Vores førstelærer, Ussing Ohlsen, kom sommetider op i Borgen, til os. Han gik meget op i vor leg, som blev foreviget via hans medbragte filmkamera. Når scenerne skulle optages, kom der kanonslag i rørene. Det gav en god effekt.
Nå, ja så byggede vi også Oltidshuse, inde i lærer Ussings have. Førstelæreren var altid god for et godt råd og i øvrigt en fin konsulent.

Sankthans aften var der bål, både oppe på Wollebakken. Eller nede hos Skomageren Chresten Hansen på Søndre hage.

Engang først i tresserne, var vi med skolen på tur til Ålborg. Først blev alle bilerne organiseret og efter en hurtig optælling, blev vi proppet ind, så mange det var nødvendigt i hver bil, efter en del tumulter, gik turen til Asaa, hvorfra vi var med toget til Ålborg. Da var vi godt nok låånt hjæmfra. Jeg vil også her nævne personen Charles Sørensen, kaldet Fi-fi Charles. I dag er jeg stolt, og taknemlig for at jeg har kendt Charles. Charles lavede revolverbælter, revolvere, til os børn. Og han lærte os, at lave kanoer, af et cykelhjul, en planke, lister, sækkelærred og tjære.
Jo Gerå var fuld af visdom. Men, der var unægtelig et særpræget bybillede i de små landsbyer.

Og det var der også ved købmandsgården i Gerå. En kom kørende med både hest og vogn. En anden kørende med sin vogn, spændt efter en Masey Ferguson med armen pligtskyldig ude, men så langt før svinget, at armen røg ned på grund af krampe inden han var ved svinget. En tredje i en Folkevogn med fuld gas, han regulerede farten i koblingen.
Hos købmanden på Strandvejen kunne man købe alt, såsæd, trælast, isenkram, og dagligvarer. Der skete altid noget, og kunne vi ikke få tiden gå med andet gik vi bare derned.

En tragisk ulykke. Vi børn oplevede for første gang, at miste en der stod os nær. En af vore skolekammerater, Peter Andersen. mistede livet 22. aug. 1962 kun 8 år gammel. Peter var til fødselsdagsfest hos en klassekammerat. Formentlig var han optaget af de andre kammerater, der opholdt sig på fortovet hos købmanden. Pludselig svingede Peter ud over vejen, netop som der kom en bil og påkørselen var uundgåelig. Det varede længe inden vi børn havde bearbejdet den store sorg.

Derforuden var der en købmandsforretning over for Skolen. Anker Christensens forretning. Der foregik også noget hele tiden. Der købte vi tyggegummi, som vi senere i timen, spyttede ud i skraldespanden, eller satte det under skrivepulten, til stor irritation for rengøringsdamen. Det var også Anker Christensen der opkøbte de orm, vore fædre gravede i deres fritid. Fra Peter Andersens Mølle på Sindalsgård, Kunne man se når der var lavvande, så var det bare på nakken af cyklen, ned for at grave orm. Det gav et godt supplement til kostpengene, for det var føden og klæderne der var dyrt dengang.
Vi fik ofte foræret aflagt tøj fra mere velstående i familien og jeg husker, hvis vi fik foræret en hel sæk med aflagt tøj dengang, turde vi ikke sige, "det vil a intj ha på". Nej, det turde vi ikke. Jeg øvede mig på at sige det når jeg var i enerum. Men modet svigtede som regel når jeg så, hvor begejstrede mor og far var for tøjet.
Selvfølgelig var det værst for tøserne, når vi skulle til et eller andet i Melholt forsamlingshus. Men, vi var nu klædt som de fleste, dengang. Nej, det vores generation mangler er selvtillid, det kom ikke til os i en papkasse, ligesom tøjet der var indkøbt til andre.

Jeg husker når vi dansede om Juletræ i Melholt forsamlingshus, var det selvfølgelig en æressag for os drenge at holde den kønneste pige i hånden. Havde jeg lidt mere selvtillid, så ville jeg have delt min godtepose med hende! Men hun var ikke interesseret. Nej, det var der ingen tvivl om, for hun delte allerede godtepose med en frisk fyr, der havde selvtilliden i orden og førte sig frem på den mest irriterende måde. Set fra min side.
Jamen, for pokker! i mange generationer siger opdragelsen. Det er forkert at føre sig frem. Men, det kan selvfølgelig godt være svært, at lade være. Mange kvinder tror jo det er mandigt. Se nu bare The Beatles, en flok opblæste klovner med udstråling og talent. Lige så snart de gik på scenen, skabte kvinderne sig som var de skøre. Enkelte stod endda og svingede med bh'en, og satte sig selv på tilbud. Godt de var før min årgang, både The Beatles og den brystsvingende skønhed.

Men tilbage til Melholt Forsamlingshus. Selv om jeg var i flotte knæbukser, grå knæstrømper, Nye brune sko, flot hjemstrikket trøje, og fald i håret, kunne jeg ikke hamle op med The Beatles. Nej heldigvis! for så skulle jeg jo ikke dele min godtepose med nogen, ha ha. Og efter denne oplevelse med både nederlag og sejr, havde jeg mere erfaring til livet i Gerå, mit Barndommens land.

Gerå havde også en havn. Når vi gik ned af den gamle grusvej, ind bag om Otto Simonsens hus, og ned af vejen imod Marie Sørensens hus og videre ned mod åen på højre side af stikkelsbærbuskene, indtil der kom en åbning i buskadset. Der var indgangen og vi var på vores lille havn. Der har vi tilbragt mange gode timer. Det var her vi legede med vores kanoer, Ja vores kanoer er nu også meget sagt, for en del af os, havde ikke råd til at bygge en kano, selv om det ikke var dyrt så var pengene små. Når en kano skulle bygges, var vi alle rent fysisk til stede og lærte deraf. Bagefter skulle man hjem og som regel have skæld ud, for vi fik næsten altid tjære på vores tøj.

Og på havnen. Ja, Dem der havde en kano var ikke bange for at låne den ud. Når vi skulle prøve at sejle en kano første gang, tror jeg nok de fleste var meget nervøse, jeg var i hvert fald. Først fik jeg det ene ben ned i kanoen, medens jeg krampagtig holdt fast i broen. Langsomt men sikkert fik jeg hele kadaveret ned i kanoen og efterhånden førte man sig frem. Ja ligefrem som nogen eskimo. (Undskyld, det var ikke ment som en hån til eskimoerne)
Vi var altid flere dernede på samme tid, så det var ikke mere farligt at være der. Jeg husker heller ikke at nogen havde forbud mod at være der. Tænk på, de mest forvovede fik sig en hurtig dukkert, og skulle hjælpes i land. Det var flovt for dem, når de skulle hjælpes i land af de store. Og grinagtigt for vi andre der ingen chancer tog og derfor aldrig kæntrede. Jeg købte en kano. Med femogtyve øre i udbetaling, købte jeg en kano af en klassekammerat, for 8 kr. Og med den kano startede min karriere inden for sejlsporten. Op af åen til Vestergårds skov, hvor vi legede indianere og cowboys, så ned af åen forbi den gamle Skole, ind under broen på vej mod nye eventyr. Jeg fulgte strømmen helt ud til havet. Men, det var hårdt at padle imod strømmen hele vejen hjem åen har mange sving så der er langt fra havet og til vor lille havn. Men karrieren blev kort, for kanoen sank og jeg havde ingen midler til reparationer, og da kom jeg pludselig i tanker om et passende navn til båden, "Grethe synk". Bedre sent end aldrig, med den navngivelse.
Senere kom en anden lille båd med træbund, siderne var lavet af blik vel omkring 1,5 m lang, mere sjælden end køn, og ikke nem at styre, men den hørte til i havnen, og var vel som en slags havnepram når vi legede i vor lille havn. I den lille havn lå der også en stor kåg, hvis den var husker jeg ikke. Men både Charles, Cilius og Bull fra Asaa fiskede med ruser, længe før vi stod op.
I Skoleferien ville vi tatte ål. Når man skulle tatte ål, skulle det foregå sent om aftenen. Først skulle der graves orm. Far var god til at grave orm, og hurtigt havde han et par liter. Så skulle ormen syes på kinesertråd, til man havde en lang kæde, derefter rinkes sammen indtil man havde en god klump. Så var det bare om at vente til det blev mørkt, så ud med snøren og være tålmodig til at vente, til ålene snappede, det kunne man sagtens mærke. Så var kunsten at få ålen med op, sommetider gik det godt. Men det sværeste var nok at tie stille, så ålene ville bide. Men sommetider havde vi da, en god sjat ål med hjem alligevel. Det var en god oplevelse. Så fik vi stegte ål dagen efter, hvis der var ål nok ellers kom de i fryseren.

Efter ferien skulle vi begynde i femte klasse, og for at vi kunne klare os internationalt, stod der Engelsk på skemaet da vi begyndte i femte klasse. How do you do? (Jow, mæ o så Elmand ha godt nok duver sammen) Men det var nu ikke det, det betød. Og i syvende klasse, skulle vi lære Tysk. Ak du lieber mein Herren, jammern! Ska! vi fra Jire gefahren?

I 1964 fik jeg en søster mere. Det var den fjerde juni, hun kom til at hede Inger. Jeg var efterhånden blevet 12 år og stillede mig til rådighed på arbejdsmarkedet. Efter skoletid, hos P.P. Møbler, i den gamle skole i Østerled. Det var en ny måde at gå i skole på. Jeg var mange gange oppe kl. fem. for at læse lektier. Det blev der nemlig ikke tid til om aftenen, ofte var det søvnen der vandt kampen. Det skete ofte vi arbejdede til langt ud på aftenen; sommetider til kl. 21. og eller kl. 22. Så lavede Peters kone Tove, varm mad til os, og Peter kørte os hjem. Jow, de var sgu flinke nok, men vi var faktisk heller intj for dyre i løn. Sådan gik der et par år. Med bøger og regnehæfter, både formiddagen og eftermiddagen, på Gerå skole. Derefter til Østerled nedlagte skole. Til arbejdet med, lim, finer, sandpapir og lak. I begyndelsen var jeg meget oplagt. Både til skolen og efter skoletid, til mit job hos P.P. Møbler i Østerled.

Men så skete der noget. Hvad det var, hverken kan eller vil jeg definere her. Men, jeg blev dødtræt af at gå i skole. Så i -1966.ofrede jeg skolen efter syvende. klasse. Men hvad skulle jeg så? I Asaa var der året før, startet et fiskeeventyr af format. Dengang var der vel omkring 35/40 fartøjer hjemhørende i Asaa, en del bundgarnsjoller, og fiskekuttere fra 5 til 20 ton. Samtidig var der en del kuttere fra Vestkysten der fiskede fra Asaa. Der var så mange fisk, især rødspætter, så det var ligesom at sejle i et hyttefad når man sejlede ud fra havnen, bare udenfor, sætte garn og så vente en time, så var der med garanti stor gevinst, af første kvalitet. Der var så mange kuttere at når de var i havn, fyldte de hele havnebassinet så man kunne gå tørskoet over havnen hvis man ville det.
Mange fra Gerå var med i det eventyr dengang, og tjente rigtig mange penge. Enkelte tjente så mange penge, at de købte egen fiskekutter. Jeg ville også gerne have været med ud at fiske, men havde kronisk bronkitis, og et svageligt helbred, så ingen var særlig vild med at give mig en hyre på en Kutter. Det kan jeg godt forstå for det var et hårdt arbejde. Først skulle der sættes garn, så skulle de trækkes og fiskene pilles af og renses, siden skulle garnene redes op. Ja dengang var der altid masser af liv og aktivitet nede på havnen i Asaa, og når man blev sendt til havnen efter fisk, så fik man dem næsten altid gratis, og fiskeren kom altid så mange fisk i spanden, at det var svært at cykle de 4 kilometer hjem til Gerå.

Jeg fik arbejde på Asaa jernstøberi i en kort periode, og det var nu heller ikke godt for en sygelig knægt Jeg vil tro der var ca. 200 mand ansat på Asaa jernstøberi dengang. Så der var tæt trafik på Havnegade når fløjten lød til fyraften.

Den 20. april 1972 fik jeg så min længe ventede lillebror, som blev døbt Kaj. Jeg var da 20 år, og nærmest en voksen mand, havde arbejde på slagteriet i Sæby. Nu sidder den opmærksomme læser måske og regner på hvor mange vi er. Dertil kan jeg kun sige: Vi er syv! Og ikke en for mange, Den yngste af søskendeflokken, og som rosinen i pølseenden, er Joan. Joan blev født den 8. juli 1974, og er også opvokset op i Gerå. Men hun gik ikke i i Jire Skull. Gerå skole blev nedlagt først i 1980erne. Og dermed sluttede en flere århundrede skole i Gerå.

Med følgende ord vil jeg slutte mine erindringer. Alle har vi følt tidens mælketand, og set hvordan udviklingens store hjul ruller, videre og videre, ud over det ganske land, ja flere og flere landområder lægges øde. Vi kunne passende stille hinanden det spørgsmål. Styrer vi udviklingen eller styrer den os?

Indsendt 24. januar, 2010 af Poul Erik Pedersen | Kommentér - kommentarer (0)

På tangfiskeri

Fortalt af Poul Erik Pedersen

Født på Bakkegården i Melholt 1952, og opvokset i Gerå I Julen 1967 fik jeg bl.a. den store julegave, at mor og far accepterede, at jeg gerne ville ud at sejle eller måske bare prøve. Så nu skulle der indkøbes varmt og praktisk tøj, inden jeg tog på Tangfiskeri fra Frederikshavn. Men hverken min far, Villiam Pedersen, eller jeg havde evner som handelsmand, så det kunne godt blive en dyr fornøjelse.

Men min bedstefar (Morfar), Sørinus Mortensen, var den fødte handelsmand, han tog med mig på indkøb af tøj og sørgede for, at jeg fik stor rabat. For det første var han fra den tid, at for lidt penge, havde de nok af, og for det andet, skulle ingen snyde os. Det glemmer jeg aldrig.

Den 9. januar 1968 Fik jeg så min Søfartsbog på Frederikshavns Mønstringskontor, den 2. februar samme år fik jeg hyre hos Skipper Jørgen B Jensen, Frederikshavn, og bedstemand Herbert Poulsen, Sæby, på m/s Gertrud. Der var fire andre fra Gerå i Tangflåden nemlig Bent, Leif og Keld Ravn fra den gamle skole i Gerå (Forældre Villiam og Lydia Ravn) og Jens Kristian Jensen, Gerå skolevej 1 i Gerå (Forældre Ingemann og Søster Jensen).

Jeg blev fulgt til skibet af bedstefar, der blev glad for at mødes med min skipper, Jørgen Jensen, (kaldet Røde Jørgen), som var en gemytlig og meget venlig mand. i al godmodighed døbte Jørgen hurtig os fem fra Gerå, til "Allerup drengene", en noget tvivlsom ære for os. De var jo tyveknægte og voldsmænd.

Bedstefar ønskede mig tillykke med min hyre og gav mig så et godt råd; Det vil a sej dæ Poul Erik, dersom do for æn røffel, ska do intj vær nisvis Det lovede jeg ham, inden han tog hjem, men jeg må tilstå, at jeg ikke altid har holdt ord.

Foruden m/s Gertrud bestod flåden af m/s Birgit Lau, m/s Alice Lau, m/s Ella. m/s Algar, samt M/S Elida. Hele flåden bestod af i alt 6 skibe, som var 160 tons gamle sildelokkere, der var rigget om til tangfiskeri, men gik under betegnelsen Stenfiskerfartøjer. Jeg kan huske, at Jens Kristian var med Otteman Olesen på m/s Alice Lau, og jeg tror, at Bent var med på m/s Algar. Jeg mener at Leif og Keld var hyret på m/s Birgit Lau, men jeg husker ikke, hvem der var deres skipper, for i begyndelsen byttede skipperne en del rundt, så den enkelte følte sig bedst tilpas med hyren.

Så til søs. Tidlig en klar februar morgen stævnede vi ud fra Frederikshavn. Første punkt var Læsø rende fyr, det var jo nemt, for det kunne vi jo se fra havnen, og da vi passerede fyret, noterede vi tidspunktet, samt afstanden fra Frederikshavn til Læsø rende fyr, dernæst var det Ålborg bugt, det gav problemer, for det kunne vi jo ikke se; men de gæve søfolk som gav os hyre, viste os hvordan man satte kurs på et søkort, og tiden fra vores afsejling, til tidspunktet vi passerede Læsø rende fyr viste farten, vi sejlede omkring 7 knob. Ude i siden af søkortet kunne man måle 7 mil med en passer, og dermed på søkortet kunne vi så for hver time udregne en gisset position,(en tænkt position), den blev afsat med en tuschpen på plexiglasset, der lå over søkortet. Da vi passerede Ålborg bugt fyrskib viste det sig, at vore beregninger havde været næsten rigtige.
Derefter skulle jeg med Herbert ned i maskinrummet, hvor den 120 Hk Alfa diesel stod. Det lød sgu godt når den arbejdede, og der var en dejlig lugt af varm olie. Samtidig skulle vi holde øje med temperaturen på maskineriet, fylde olie på smøreglassene og give stævnrøret en kvart omgang på fedtskruen. Sikken et eventyr og nu sad en del af vores klassekammerater og svedte over matematikkens svære grundregler. Nej, lad mig så bede om havet og den blå himmel.

Da gir jeg gerne afkald på studenterhuen, som jeg alligevel ikke magter at tilegne mig. Ude i horisonten fik vi efter ca. to en halv times sejlads øje på Fornæs fyr. Vi besluttede at gå ind i Grenå havn for at spise aftensmad og få en god nats søvn. Alle mand fra flåden fulgtes ad til Sømandshjemmet, hvor vi fik aftenkaffe. Så til køjs. Vi skulle sejle næste morgen.

Tidlig næste morgen stævnede vi ud af Grenå havn og satte kursen mod Sejerø, hvor vi ville prøve et par træk efter krøltang. Langsomt forsvandt lysene fra Grenå og Fornæs fyr agterude, og nye lys dukkede op i horisonten, såvel fra skibslanterner som blinkkende fyr, inden solens første stråler jog nattens lys og søfartens vejledere bort. Vi ankom til Sejerø og satte grej i havet ca. et par sømil syd sydvest for Sejerø, og jeg gik i gang med frokosten, som vi spiste på skift. Så blev der ryddet af og gjort bakstørn. (vasket op)
Derefter skulle grejet hives op. Vi trak grej ca. 45 minutter, og minsandten om der ikke var et par tons. Op med dem og ud med grejet igen. Det næste træk varede ca. halvanden time og gav næsten fem tons. Det var alt, hvad vi kunne takle ind, så vi skulle ikke slæbe så længe næste gang. Sådan gik hele dagen. At sætte grej i havet og gøre klar.
Grejet er en jernramme på omkring 4 m. bred og 1,2 m. høj, derpå var surret et rummeligt net af 8mm flettet nylonsnor syet med en maskestørrelse på omkring 80 mm. Når jernrammen blev slæbt langs bunden samledes tangen sig i net posen, så det var altid spændende, hvad der kom med op.

Konstant drak vi kaffe, d.v.s., kaffekanden var en "madam blå", hun blev hurtig kold, men havnede igen over gassen. Så kaldte jobbet på mig. Bagefter ind til gassen, hvor madam blå kogte over. En hurtig sjat kold vand i tuden og kaffen var klar til servering, men smagte ikke god. Igen kaldte jobbet, og bagefter lavede jeg på ny kaffe. Sådan gik hele dagen, indtil vi besluttede os til et sidste træk i projektørlys. Efter det træk fyldte det godt op i lasten. Derefter gav vi "skibet" brystnålen (vi smed anker). Hvorefter vi tog et af de andre skibe fra flåden, Birgit Lau, på siden til aftenkaffe og æbleskiver.
Men, jeg skulle ind og skrælle kartofler og den dag stege medister. Efter jeg havde ordnet kartoflerne og stegt Medisteren, imedens jeg senere forsøgte at lave sovs, stod min skipper, Jørgen fra styrehuset efterabede bedstefar: Det vil a sæj dæ Poul Erik dærsom do for æn røffel ska do intj vær nisvis. Jeg skulle jo først lære at lave mad. Det kom der meget sjov ud af, og jeg var ikke næsvis, men kartoflerne tabte jeg i vasken, da jeg skulle hælde vandet fra, for jeg skulle jo skynde mig, og også hjælpe med at fortøje Birgit Lau, og derfra ind til medisteren og min første sovs, som vi var så spændt på. Det lykkedes sgu! Var det mon begynderheld? Lød der fra, Herbert som var fulgt efter mig ind i kabyssen. Keld Ravn kom ind i kabyssen. I faglig men også kollegial interesse, idet han var mønstret som kok på, Birgit Lau. Keld spurgte meget dumt "hvorfor der lå kartofler i vasken"? Prompte, svarede Herbert: Jamen, det er selvfølgelig nogen, vi har gemt fra i går.
Efter aftensmaden og før opvasken fik vi æbleskiver og kaffe som slut på dagen, men inden besluttede vi at sejle hjem næste dag Kl. 1800, hvis vi var ligeså heldig med fiskeriet, som vi havde været den dag. Skipperen, Jørgen Jensen, skulle nemlig hjem for at sejle med m/s Birgit Lau på næste tur. Senere på aftenen ankrede m/s Birgit Lau op ikke langt fra os, og alle gik til køjs.

Kl. halv seks næste morgen lavede jeg kaffe, og lidt efter hev vi ankeret op. Det var et forbandet koldt arbejde, for det våde reb skulle med tørn over spil koppen trækkes op af havet, og det kolde havvand løb ned over vores fingre. Jeg tror det frøs 4 -5 grader den morgen, men så frøs man heller ikke om fingrene mere den dag. Da dagen var til ende, havde vi haft et godt resultat, omkring 70 - 80 tons i lasten, så vi gjorde klar til hjemturen.
Klokken var godt seks, da vi satte kursen hjemad. Vinden var sprunget over i nordvest, men den var ikke mere end frisk, hvilket gav en smule bølgesprøjt på dækket, indtil vi var ud for Århus, da gik vinden mere i vest og tog også til i styrke. Ja, den blev faktisk ret hård, men vi besluttede dog at fortsætte sejladsen i stedet for at gå ind til Grenå igen. Vi var jo snart i smult vande. Så kom vi i læ bag udspringet ved Fornæs fyr, og da vi atter slap Fornæs, var der vel højst et par timer til, at vi igen var i smult vande, for så gik det jo skråt indad til Ålborg bugt fyrskib, og opad langs kysten resten af vejen til Frederikshavn.
Vi ankom til Frederikshavn tidlig morgen, og næsten uanset, hvor lang eller hvor kort sejladsen havde været, var det en speciel oplevelse at sejle ind mellem hjemhavnens molehoveder. Den specielle oplevelse skyldtes helt sikkert, at vi efter lodsning og senere klargøring af skibet, kunne holde weekend. Træls var det bare, at Skipperen skulle mønstre på et andet skib, for han var sgu flink.
Som start på den weekend gik vi i byen i Frederikshavn. "Jeg-æ ved h-ikke", hvordan med de andre søfolk hik. Men jeg havde min første officielle brandert. Efter 2-3 øl vadede jeg lige ind i en lygtepæl, som jeg høfligt sagde undskyld til. Det var pælen totalt ligeglad med, den fortsatte med at passe sit job som lygtepæl. De øvrige fire søfolk skreg af grin over min åbenlyse brandert. Jeg kunne nu ikke se det morsomme i det, men grinede alligevel med, for vi var jo kommet i byen for at more os.

Dagen efter tog vi alle fra Frederikshavn og hjem til Gerå. Det var en lørdag, så vi ville til bal på Hotellet i Hou sammen med vores venner fra Asaa, Gerå og Melholt. Vennerne kom fra flere årgange, der var både yngre og ældre. På Hou Hotel var der altid gang i den, og man kom, som man var. Klædt enten i kedeldragt og træsko, eller man var pyntet. Og var man ikke pyntet, så blev man det i hvert fald, inden hotellet lukkede. Så det var lige det helt rigtige miljø, ja, stedet osede ligefrem af god stemning.
Dengang var der mange forskellige, der spillede rundt om på hotellerne. Der var god musik og mange dejlige piger at score. Men med hensyn til at score, er vi ikke alle lige heldige. Jeg mener selv, jeg er en Poul Reichardt type. Ha! Ha! Nej, det var andre drenge, som pigerne løb i møde når der skulle danses. De lignede nok mere Elvis P. eller måske The Beatles? Nå, pyt bare vi havde det sjovt, og jeg klager ikke. Jeg var mere fritstillet end mange andre med hensyn til at drikke alle de øl, jeg havde lyst til. Som sagt så gjort. Havde det været i Mimers Brønd, havde jeg haft et sugerør i, dengang jeg var rigtig tørstig, så havde jeg været Professor Kapjok i dag.
Nå! men tilbage til Hou Hotel. Hver gang der var bal, fik vi suppe som skrubafmad, og det var jo ikke noget at servere for os mere eller mindre fulde gæster. Vi ku jo ikke styre de tallerkener, Hvilket resulterede i, at det ofte var gulvtæppet, der fik mest suppe. Jeg har hørt grufulde historier om dengang, jeg i en kæmpe brandert spiste en portion suppe med mine briller. Selv husker jeg det ikke, og jeg håber det var noget kammeraterne fandt på. Men vi har i hvert fald moret os højlydt over det siden. Det kan godt være, nogle af kammeraterne tog hjem med en dejlig steg, "Scoreguf". Jeg tog bare hjem med et par fjætte briller. Men der var også tilfælde, hvor "Scoreguffen" viste sig at være et arrigt spektakel, når det blev hverdag.
Men mine briller har ikke ændret sig ret meget. Vel, de er kun blevet lidt stærkere med tiden, men det er min vilje nu også blevet, så mon ikke stillingen står et-et igen.

Tilbage til Tangflåden. Der var jeg til midt i. august 1970, hvor jeg, påmønstrede et stenfiskerfartøj, der hed Mariane Dorthe af Svendborg. Med en dykker ombord tog vi til Øland ved den svenske østkyst. Vi skulle reparere en væltet mole. Men desværre blev vi snydt for vore penge, så jeg valgte at stikke af og tomlede den hjem til min søsters bryllup med Knud. Det var den 21. november 1970. Sikken en fest jeg der havnede i. Godt jeg nåede hjem, selvom jeg kom uventet.

Men hvad så sømand? Ja, alt, hvad jeg ejede, lå jo på Marianne Dorthe, i Trelleborg, Marianne Dorthe var ejet af en Fallittenspiller af Karl Smart typen, og den type har jo aldrig kunnet brødføde sig selv. Hvordan kunne han købe et skib? Ja, i det hele taget at blive registreret som Reder? Ja det overgår min fantasi, men det var måske også en af inflationens mange fejltagelser?
Derefter meldte jeg mig under fagforeningens beskyttende vinger, som skaffede mig alt mit "habengut" tilbage. Men løn og feriepenge måtte jeg se i vejviseren efter. Og efter en kort karriere som langtidsledig påmønstrede jeg først i maj 1971 m/s Elise Bres, som gik på europæisk fart.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle, men jeg havde sejltid som matros, og duelighedsbevis i sejlads, men jeg tænkte: Lad mig bare prøve at komme i kabyssen og den smule Føde kan jeg vel sagtens lave? Der var højst 7-8 mand ombord, hvis skipperen havde madammen med. Og så skulle jeg da ikke banke rust det meste af dagen som en anden kuglehammerspecialist og i værste fald pådrage mig en høreskade.
Så jeg fik min vilje og blev påmønstret til kabyssen, for at gøre tjeneste som kok. Men ikke alle eventyr er lige gode, for skipperen fandt ud af, at han kunne spare to messedrenge, hvis han havde en ungkok. Jen tow trej! Vupti, så var Poul Erik fra Gerå "pludselig" blevet ungkok. Ja så hurtig kunne man altså stige i graderne endda uden den mindste uddannelse, det krævede kun skipperens og rederiets nærighed og en besætning, der ikke vidste ret meget om de faktiske forhold. Det var direkte modbydeligt.
Vagten startede kl. halv seks om morgenen og varede til henad kl. ti - halv elleve om aftenen uden nævne -værdig pauser. Desuden var mandskabet ret opblæste, og derfor tror jeg ikke de ville være meget bevendt, hvis vi var kommet i vanskeligheder. Det gjorde vi heldigvis ikke.

Vi sejlede bl.a. til La Rochele, som ligger i den nordøstlige del af Biscayabugten, hvor vi var nødt til at proviantere. Det var bl.a. kød, vi manglede. Det fik vi af den lokale cykelhandler, da han tilfældigvis også var hjemmeslagter. Det var et festligt syn, da han mødte op i kedeldragt med en halv gris over hver skulder, og den ene halvdel var mere langhåret og beskidt end den anden. Så var det min opgave, at gøre disse halvdele spiselige. Det havde jeg jo slet ingen forstand på, men jeg gik i gang med opgaven.
Først blev svinet pelset, og hele hammen røg i havet, for jeg kendte ingen, der brugte pels og så var den jo heller ikke særlig pæn. Med sløv kniv og en gammeldags kødhakker med håndsving, gik jeg så i gang. Jeg var stolt, da jeg efter flere timers kamp, stod med næsten 2 hele nakkestege, en hel del gode ben og sidst, men ikke mindst, en kolossal dynge fars. Fars har jo mange anvendelses muligheder. Den kan f.eks. bruges til frikadeller og krebinetter. Jeg mente, at mit udbytte var blevet rigtigt stort, så jeg glemte hurtigt den lille indsats, det var at køre en hel gris igennem en kødhakker ved hjælp af et håndsving.
Men skipperens kone, der også var med på turen, var slet ikke stolt af min indsats, det var der faktisk ingen andre end mig selv, der var.

Nå, alt begyndelse er jo svær. Så ville skipperen gerne have mig påmønstret på dækket i stedet for i kabyssen, men jeg sagde nej tak! Og for øvrigt var jeg af flere årsager blevet godt træt af forholdene ombord, så jeg afmønstrede i den første danske havn, vi anløb. Kun halvanden måned efter mønstring, men med en stor oplevelse rigere, og det er vel det, det hele drejer sig om. Hvad enten man er født med et guldæg i røven eller kommer fra et arbejderhjem.

Og efter en kort periode som arbejdsløs, blev jeg offentlig ansat ved kommunen. Vi var flere kammerater, der bl.a. udtyndede småskove og rensede grøfter op, men det var nu ikke lige mig, så det varede ikke længe, inden jeg søgte på slagteriet i Sæby, der blev jeg ansat første gang d. 28. februar 1972, og næsten samtidig indkaldt til Nørrejyske Artilleriregiment. Mødepligt 1. november 1972 på Skive kasserne.. Men først fik jeg lejlighed til at snuse til slagteriarbejde i både pølsemageriet, på slagtekæden og i soslagteriet. Lidt efter lidt opdagede jeg, det er faktisk kun er skriget, der går til spilde på et slagteri. Det kunne måske bruges i noget pigtrådsmusik! Så det!

Indsendt 23. januar, 2010 af Poul Erik Pedersen | Kommentér - kommentarer (0)