-
Landsbyindeks
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å -
Relevante Links
Egtved Sogn Vejle Kommune Wikipedia (Leksikon) Turist information Regional vejrudsigt -
Sponsorer
-
Historier fra Egtved
Egtved
| Sogn | Egtved |
| Herred | Jerlev |
| Amt (i 1970) | Vejle |
| Pastorat | Egtved |
| Provsti | Vejle |
| Stift | Haderslev |
| Kommune | Vejle |
| Region | Syddanmark |
| Stednavne i sognet | Amhede, Amhede Gårde, Ballehule, Bøgvad, Bøgvadskov, Bølling, Egtved, Egtved Skov, Fuglsang, Glasbjerg, Hjelmdrup, Holk, Holmskov, Holtkrog, Hvidegårde, Korbenhøj, Liegård Plantage, Moseborg, Nordbæk, Nordbæk Plantage, Nybjerg Mølle, Oustrup, Refsgårde, Spjarup, Store Roedsgård, Torsted Mose, Tågelund, Tågelundgård Plantage, Venborg |
| Indbyggere | ukendt |
Fra "slavekrigens tid"
Fortalt af Lars Peter lundRædsel og panik i Egtved for 150 år siden
I foråret 1848 var oprøret i hertugdømmerne mundet ud i en krig mod
Danmark, og kort efter udbrød der en ganske voldsom panik i befolkningen
overalt i Jylland.
Rygtet ville nemlig vide, at en stor skare tugthusfanger, (de blev
dengang benævnt slaver) var sluppet ud fra fængslet i Rendsborg, og nu
drog disse røvere hærgende op gennem landet sydfra, og da den danske hær
var involveret i kampe mod oprørerne i Sydslesvig, var der ingen til at
stoppe slavernes voldsomme plyndringer, ildspåsættelser og voldtægter.
Rygterne herom gik som en løbeild fra sogn til sogn, det var jo inden
man kendte til en almindelig kommunikation, som vi kender i dag, med
aviser endsige radio og TV.
Her på Egtvedegnen er der forskellige gamle beretninger om, hvad alle disse falske rygter afstedkom, og nogle skal her genopfriskes, idet der vel aldrig siden har været en så udtalt frygt i befolkningen, men også på samme tid en vilje til at gøre modstand.
En mand fra Oustrup fortalte omkring 1900:
Jeg mødte min søster, hun havde været til
konfirmationsforberedelse, og nu hun kom løbende og fortalte, at
en af mændene i Egtved stod udenfor sin gård og græd.
Han havde fortalt hende, at Keldkær skov var fuld af røvere, og
at vi sikkert også fik deres besøg. Man skulle imidlertid
bevæbne sig og samles for at tage imod dem.
Far var for gammel til at møde og ingen af os brødre var voksne,
men så længere hen på dagen kom "gal Søren smed" jagende forbi
vores gård i strakt galop. Han var på vej mod Ødsted for at
erfare nyt om fjenden. Jeg hørte dog aldrig hvad han havde fået
at høre.
Medens dette stod på, beredte mændene i byen sig på at give slaverne en varm modtagelse, og kvinderne havde travlt med at gemme værdigenstande. Sølvtøj blev gravet ned under bryggersgulvet, kister med klæder og andre ting, som man nødig ville miste, blev måske kørt udenfor byen og gemt på afsides ejendomme, imedens de våbendygtige mænd stævnede til Egtved, og var udrustede på samme vis som i vikingetiden. En husmand på Egtved mark mødte med sin store buløkse fæsnet på en et langt skaft, nogle havde forke eller udrettede leblade, kun de færreste havde et gevær at forsvare sig med.
En anden mand, Christian Pedersen har fortalt. - Min far,
Peder smed boede på en lille gård mellem Egtved og Fuglsang, det
nuværende Tagkærhus. Far havde været smed og havde en smedje ved
gården, hvor han endnu drev håndværket. I disse dage bestilte
han ikke andet end lave spyd og rette leblade til "hæren". Denne
samledes i sandgraven i Egtved, hvor senere kroen blev bygget,
og de indøvede så på marken ovenfor, hvor møllen siden blev
bygget i 1861.
Vi drenge fandt, at det var kostelige løjer og stillede os i
geled som de voksne. Nogle af mændene havde været soldat i
København og de agerede befalingsmænd og brugte de kommandoer de
kunne huske. Når der blev kommanderet: Til angreb! Løb hele
hæren mod kirkegårdsdiget og de faldt sommetider, de var jo ikke
vant til denne bestilling.
Dagen efter kom to store høstvogne til Egtved fyldt med bevæbnede mænd fra Randbøl sogn. De havde hørt, at slaverne huserede i og omkring Kolding, og ville nu stille sig til de derværende forsvareres rådighed. De kom nu ikke længere, men deltog vistnok i den lokale styrkes eftersøgning inde i Egtved skov, hvor rygtet sagde, at der var set nogle mistænkelige personer, denne eftersøgning var dog også resultatløs.
I det hele taget kunne de udsendte vagtposter ikke melde om noget som helst usædvanligt, men fortællinger og rygter om herregårde, der var brændt ned, folk som var slået ihjel osv blev ved med at gøre folk forvirrede og rædselsslagne nogle dage endnu. Selv fra nord var man begyndt at frygte undvegne tugthusfangers tilsynekomst, rygtet fortalte nemlig at fangerne i Viborg også var sluppet fri, og nu var på vej sydpå for at forenes med slaverne fra Rendsborg. Derfor blev der sat vagt på Råbjerg, hvorfra man kunne se viden om.
I Vork, som dengang var større end Egtved by og dens gårde, samledes man også og indøvede modstand, der er beretning om at flere kvinder og børn gemte sig nogen tid under bakkerne i jordhuler, men efter nogle dage slappedes spændingen lidt efter lidt, da der stadig ingen slaver ankom, og det hele viste sig at være opspind.
Der er mange fortællinger fra alle egne af Jylland om disse grusomme rygter, hvor både præster og andre øvrighedspersoner lod sig opsluge af panik. Selv Herredsfogden sendte ordre ud til sognefogderne, og disse måtte så med ridende stafetter underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene, for at værne hjem og arne, som det hed. Senere kunne man så dog også more sig sammen over hele postyret, og det gav anledning til at der findes så mange fortællinger om hændelsen.
Dog undgik Egtveds borgere ikke den efterfølgende krig, hvor
især de såkaldte "friskarer" huserede i længere tid medens de
var indkvarteret på Nybjerg Mølle. Men det er en anden historie.
Egtved Museumsforening har i øvrigt et par eksemplarer af de
hjemmegjorte våben fra "slavekrigen" i sin samling.
Egtved i gamle dage
Fortalt af Lars Peter lundRytterdistriktet
Indtil 1765 hørte Egtved sogn under Kolding Rytterdistrikt. Det ville
sige at bønderne var fæstebønder og skulle stille med en rytter til
landets forsvar i krigstid. Derudover havde bønderne pligt til at køre
med varer og aflevere en vis aftalt naturalier til kongen på Koldinghus.
Til gengæld var de fritaget for hoveri, som andre bønder måtte på
herregårdene. På Brakker Nygård sad den øverstbefalende for rytteriet og
de bønderkarle, der var udtaget som ryttere, havde deres udrustning med
hjemme på gårdene, men mødte jævnligt til eksercits og øvelser. Andre
hvervede soldater boede i nogle barakker, deraf stednavnet, Brakker.
Ved en stor auktion i Kolding 1765 blev hele Ryttergodset solgt af Kronen og overgik til beboerne, men det var en stor byrde for bønderne at udrede købesummerne, og pastor Knud Storm (sognepræst i Ødsted og Egtved 1733-1772) beklager sig over, at han får alt for lidt ind som offer af sine sognebørn. Præsten ser i det hele taget meget mørkt på forholdene for bønderne efter salget af Ryttergodset:
Med hensyn til skovene, da er der i Egtved og Bøgvad skov til "fornødenhed", men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemtage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.
Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder.
Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer, Skærsø, Hejlskov sø, og den sidste Brudsø, der har sit navn af en brud, Wusse, som med sin brudeskare i snefog om vinteren blev forvildet og kom ud på isen, der ikke kunne bære, hvorfor de alle druknede.
Af håndværksfolk er der ingen, undtaget er de, som efter forordningen må bo på landet, skriver pastor Storm. Fattige kvinder, som spinder, må leve af vand og brød, om de skal betale deres "ekstraskat". Ellers bliver de udvist af husene, hvis ejere hverken kan eller vil betale for dem. Bygningerne er af bindingsværk med lervæg, undtagen i Bølling, hvor mursten brændes til husbrug. Tag af rughalm, bjælker og sparreværk nu til dels af bøg, det falder de fattige bønder for kostbart at købe fyrretræ. Bøndergårdene består af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, huggehus og vognskur. Sognepræsten Knud Storm giver i sin indberetning 1766 altså en hel del oplysninger om sine sognebørns kår. Der boede dengang 417 indbyggere i Egtved og 147 i Ødsted sogne.
Kirken
Storm oplyser at der i kirken står en kampesten i våbenhuset,
den viser Sct. Peder med nøgle. Deraf slutter han, at kirken er
viet til denne helgen. Stenen er en gravsten sat over en præst
fra tiden 1200-1300. Den døde er afbildet stående mellem to
kors, og ovenover sår en engel med udbredte vinger og nøglen til
Paradiset.
En åben begravelse står i den søndre side i tårnet, hvori står general Ingenhaven og dennes hustru i ligkister betrukket med sort læder. Nedenunder med en lem over ligger min forgænger pastor Peter Storm og dennes hustru. Ved ombygningen i 1863 blev disse kister sænket under gulvet, og der blev indrettet siddepladser i det gamle tårnrum, fortæller Eliassen. S.P. Sørensen fortsætter:
Kirken var meget brøstfældig, da den i året 1863 blev
ombygget. Det var en gammel tale, at Egtved kirke ville falde
sammen en gang den var fuld af mennesker. Det skete dog
heldigvis ikke. Våbenhuset gjorde tillige tjeneste som
sprøjtehus. I kirkens kor fandtes tre små stolestader ved hver
side, og desuden havde præsten og degnen hver sin lukkede stol
ved enderne af altret, og når folk ofrede ved barnedåb og
bryllup, skete det på den ene ende af altret til præsten og på
den anden til degnen. De gamle kirkestole var forsynede med
nummer, og hver familie havde sin bestemte plads. De gamle stole
var meget ubekvemme, de bestod, foruden endestykket, af et
siddebræt og et smalt ryglæn (hældtræ), der sad omtrent i højde
med folks skuldre. På gulvet lå et bræt til at sætte fødderne
på, men der var altid fodkoldt, især før der blev anskaffet
varmeapparat. Enkelte havde en lille fodpose, andre havde
halmsko til at trække uden på støvlerne.
Folk var tarvelige i deres klædedragt, også når de gik i kirke.
For 40 år siden gik endnu mange med træsko og en del af
kvinderne med forklæder.
Kroen
Som omtalt af Eliassen, var kroen i den vestligste gård i byen.
Her var tillige brændevinsbrænderi i en fløj, som gik ned i
haven. På det gamle kort over Egtved har krogården nr. 8. Den
havde 4 Tdr. Hartkorn, og såvel møllen som den nybyggede kro på
den anden side af vejen, er udstykket fra gården nr. 8. i
Egtved. Krogården, eller Vestergården, som den også blev kaldt,
fik kgl. bevilling i 1857 til værtshushold, handel og bageri og
sammen med vindmøllen og kroen var det omkring årene 1860-1890
absolut egnens største virksomhed.
Den gamle gæstestald brændte tilligemed gården i begyndelsen af 1880erne. Den nye kro blev udskilt fra gården allerede i halvtresserne og bygget i en sandgrav på den modsatte side af vejen. Her havde folk hentet sand til nødvendigt brug, men nu hentede de så sand i en bakke lidt ovenfor, der hvor nu forsamlingshuset ligger. Denne bakke hed "Savladbakken". Her blev planker og brædder udsavet med håndkraft, idet den ene mand stod ovenover den anden og førte saven næsten lodret.
Lige øst herfor lå bakken fuldstændig nøgen, før den blev taget ind til præstegårdshave af pastor Tilemann (sognepræst i Egtved 1864-1875).