-
Historier fra Edderup
-
Relevante Links
Sem Sogn Mariagerfjord Kommune Kronjyder - Privat side Turist information Regional vejrudsigt
Edderup
| Sogn | Sem |
| Herred | Onsild |
| Amt (i 1970) | Randers |
| Pastorat | Hem-Sem-Vester Tørslev-Svenstrup |
| Provsti | Hobro-Mariager |
| Stift | Århus |
| Kommune | Mariagerfjord |
| Region | Nordjylland |
| Stednavne i sognet | Edderup, Grove, Nørresem, Sem |
| Indbyggere | ukendt |
Kød eventyr
Fortalt af Jens VaseEns for os i Edderup var, at vi var fattige, og at vi kun sjældent smagte kød. Vores understøttelse på 12 – 18 kroner om ugen strakte ikke langt, når en hel familie skulle forsørges.
Jeg var imidlertid blevet gode venner med Jens Lindskov, som havde en lille ejendom i Grove. Han tilbød mig at låne hans hest samt plov og harve, når jeg skulle have noget lavet. En dag sagde han: ”Jeg har en ko til salg, men jeg kan kun få 38 kroner for hende, og det er for lidt”. I folk ude i Edderup skulle gå sammen og købe hende i fællesskab. På den måde kan I få billigt kød, og det er hvad, I trænger til”.
Jeg mindede ham om, at ingen af os Edderup-folk havde penge. Han svarede: ”Tænk nu over, om ikke 8 familier hver især kan rejse 5 kroner. Bliver I enige, så giver I mig 40 kroner, og jeg leverer koen. Men I skal selv skaffe en slagter”.
Det var et fornuftigt forslag, men det var næppe realistisk at tro, at 8 mand i Edderup hver kunne stille med 5 kroner. Der var da også flere, der klart meldte fra, da de hørte forslaget. Men 8 mand blev faktisk enige. En slagter på Hou Mark tilbød at slagte koen, hvis han fik huden som betaling. Alt var således på plads, da Jens Lindskov kom med koen. Hun stod klar, da slagteren kom cyklende. Den første dag skulle han slagte, den næste dag partere. Han betragtede koen og konstaterede, at hun vejede cirka 1000 pund. Efter slagtningen skulle koen hænges op, og eftersom vi havde det højeste hus, skulle koen hænge hos os. Ingen havde tænkt på at købe et reb, så jeg måtte en tur til Assens. Til alt held havde jeg den krone og de 22 øre, som rebet kostede.
Slagteren var lige så fattig som os. Han havde hverken noget at skyde med eller en kødsav. Koen skulle slås for panden, og det mente han, jeg skulle gøre, mens han holdt hende. Sikke en opstandelse der blev. Konerne ville ikke se på, og børnene måtte ikke.
Slagteren skar først hovedet af koen. Ingen af kvinderne havde rigtig mod på at få det. Der opstod bred enighed om, at Karen havde fortjent det, eftersom hun lagde hus til slagteriet. Slagteren pakkede kohuden sammen på bagagebæreren og cyklede hjem for så at komme og partere koen næste dag.
Karen arbejdede møjsommeligt med kohovedet. Da hun var
færdig, havde hun 90 frikadeller. Børnene stod sultne og med
store øjne og betragtede de spruttende frikadeller: ”Mor, hvor
mange frikadeller må vi få i dag” spurgte Sigrid og hoppede på
ét ben af bare spænding. ”Alle dem I kan spise”, svarede hendes
Karen.
Efter 5 frikadeller var Sigrid fornøjet, og i lang tid derefter
rørte hun ikke frikadeller.
Næste dag kom slagteren for at partere koen. Der blev 50 pund kød til hver, og alle var enige om, at det var en vellykket dag. Det må vi gøre hver uge, lød det fra flere sider.
Nummer 2 ko var ikke så stor som den første, så hende købte vi for 38 kroner. Nu var der imidlertid ikke 8 men 20 personer om at dele, for kød eventyret var rygtedes. Den 3. ko, vi købte, var mindre, og da var der ikke kød til alle.
Slagteren var ovenud tilfreds med vort samarbejde. Han var nu i stand til at opfylde sit store ønske: En kødsav. Det var en luksus, han havde ønsket sig i mange år.
Det forår slagtede vi 17 køer. Men da vi stod overfor en stor tyr på 1800 pund, sagde jeg stop. Den vægt turde jeg ikke lægge hus til. Med foråret kom der arbejde, og vi havde ikke mere tid til at slagte. Det var måske i virkeligheden udmærket. Ideen med fælles slagtning havde bredt sig, og det var kommet myndighederne for øre, at der blev slagtet uden kontrol. Det satte en stopper for slagteriet, da der rundt om blev uddelt bøder. Vi undgik bøde, men kød-eventyret var slut for vores vedkommende.
Spis frikadeller
Fortalt af Sigrid Petersen (Vase)Vi var fattige, men det var jo alle. Min far, Jens Vase, gik på arbejde og tjente tre kr. om dagen (30'erne), så der var ikke meget at rutte med. Vi var seks mennesker, der skulle have tøj og mad hver dag. Som et eksempel kan jeg nævne, at første gang jeg smagte en sodavand var til min konfirmation.
Jeg var meget glad for skolen og de mange gode oplevelser. Vi så frem til årets juletræsfest. Jeg glemmer aldrig posen med slik og det store juletræ.
I mellemkrigstiden var det meget svært for landmændene at sælge grise og køer til slagteriet. Der blev udleveret svinekort. Leverede landmanden flere grise til slagteriet, end han havde kort til, måtte han næsten binde en pengeseddel i grisens hale for at komme af med den.
Det var også svært at sælge kødkvæg. Min far tjente engang en skilling ved sammen med et par andre mænd at købe en ko hos Jens Lindskov i Grove for 38 kr. Slagteren, Nikolaj, fra Hou, der var en lille tæt mand, blev bestilt til at slagte koen. Vi børn var meget bange, for koen var ikke så interesseret. Den gjorde så stor modstand, at der måtte flere mænd til at holde den, men Nikolaj kunne sit job. Koen blev slagtet og hængt til afkøling i laden. Det var vi børn noget utrygge ved. For os børn var det bedste ved den historie, at vi fik koens yver at lege med. Da det blev hængt op, kunne vi komme vand i og lege, at vi malkede.
Folk mødte op for at købe kødet. Det var billigt. Der blev kun hovedet tilbage til os selv. Mor pillede så meget kød af, at der blev til 72 frikadeller. Til daglig fik vi som alle andre, kun en frikadelle eller et lille stykke flæsk hver, hvis der da var kød. Men det var ikke let at opbevare færsk kød, så Far sagde:
Spis frikadeller. I behøwer it aa spis kartofler.
Og vi spiste. Efter den omgang varede det nogen tid, inden jeg igen blev hægen efter en frikadelle, men det var en stor oplevelse for os småkårsfolk.
Far og Mor flyttede til en ældrebolig i Mariager i 1986.
Han var som katten sin egen
Fortalt af Aase PetersenMin mormor, Karen Vase, er født den 11. februar 1901 i Homaa ved
Grenaa. Hun tjente på en gård i Mørke, da hendes forældre flyttede til
Skrødstrup. Bedstemor ville blive på Djursland, men hendes forældre
syntes, at det var for langt væk, så de bad hende komme hjem. Det viste
sig, at de havde lavet en aftale om en plads i Hem, hvad Bedstemor var
meget ked af.
Sammen med sin mor skulle hun kort efter til en samtale på gården. I
gårdsleddet kom en ung pige løbende - på bare ben. Synet forargede hende
og hendes mor, der bemærkede:
Sån' må do it go, Karen! - det var der nu heller ingen fare for.
Mod forventning blev Bedstemor glad for at være i Hem. Med sit sprudlende humør førte hun ofte an, når de unge lavede løjer i byen. I Hem mødte hun min morfar, Jens Vase, til hvem hun blev viet i kirken den 23. marts 1923.
Ca. fire år senere flyttede de til en lille ejendom i Edderup. Stedet var så forfaldent, at det krævede enorme kræfter at få det omdannet til et hjem. Men gå-på-modet og viljen var der, så efterhånden blev det lysere tider.
Den underholdning, der var i Edderup, stod man selv for. Nytårsaften var der frit slaw, og Bedstemor gjorde sit bedste for at indfri forventningerne. Et år kom hun forbi naboens vindue og bemærkede en plade med boller, der stod til hævning. Det var for fristende. Bedstemor fiskede pladen ud ad vinduet, tog den med hjem og bagte bollerne, hvorefter hun diskret stillede pladen tilbage i vindueskarmen - til stor undren for nabofamilien.
Et andet år måtte Eli Nielsen stå for skud. Bedstemor tog ham på fersk gerning med hendes kaffekande i hånden. At snuppe kaffekanden hos naboen var en gammel nytårsskik i vort sogn. Hwa' lawer do her, spurgte Bedstemor, hvorefter Eli blev inviteret på kaffe.
No gor A ud å lawer kaffe, så ka' do snak' lidt mæ' Jens imens!
Mens snakken gik ved stuebordet, løb Bedstemor og Sigrid, min mor, over til Eli og vendte hans seng på hovedet. Det gik så hurtigt, at Bedstemor kunne servere kaffen og sætte sig ned og deltage i snakken, som om intet var hændt. Eli anede ikke uråd.
Bedstemor var ihærdig og meget proper, udenfor som indenfor var alt i sirligste orden. Det var nok grunden til, at der ofte var bud efter hende, når en og anden havde brug for hjælp til rengøring, vask eller madlavning. Der var flere der fandt, at hun var uundværlig ved fødsler - hos dyr og mennesker.
Hjemme var det hende, der mangen en nat måtte våge over en so, der berigede familien med smågrise. Hun glædede sig over resultatet, når hun havde fået smågrisene tørret og anbragt varmt og godt uden for soens rækkevidde.
Den hårde start med et hus uden gulve, utætte vinduer og manglende døre gjorde, at Bedstemor senere i livet forstod at glæde sig over de små ting - at der var pænt ude og inde. Blånelse og Nu'ren (sæbe) var altid at finde på hylden i hendes hjem. Alting lugtede af sæbe, og sengelinned var let stivet, så det knitrede dejligt, når vi skulle sove. Der under dynen læste hun børnene i Nyskoven, og da jeg blev lidt større dilettantstykker.
Jeg tror, der var gået en god lærer tabt i Bedstemor. Hendes fantasi var formidabel, og når hun fortalte, blev vi alle revet med.
Søndag eftermiddag var der altid liv i huset. Bedstefar sad for bordenden og spillede kort med min morbror, Aage, og naboen, Peter Munch. Det var en selvfølge, at Bedstemor til kaffen stillede an med galopkringle, udrullet lagkage og kaffekage.
Den gang fik vi heldigvis lov til at kede os. Det udvikler jo fantasien. Og Bedstemors fortællinger om skærslipperne og uldkræmmerne fra hendes barndom fik stor indflydelse på mine lege, der ikke altid var helt almindelige. Mens mændene spillede kort og damerne snakkede, gik jeg rundt og forsøgte med større eller mindre held at sælge, hvad jeg havde i min bylt af kamme, børster m.m. At være sælger er i dag mit levebrød, hvem ved, måske kan jeg endnu nå at avancere til skærslipper.
Handel interesserede også Bedstemor. Hun handlede selv med æg, juletræer og bær, som hun plukkede i heden. Og når Christian Andersen kaldet Long Krasjan kom forbi, købte hun sommetider fisk af ham. En dag kom han spadserende på landevejen. Bedstemor stod i døren. Christian råbte til hende, om hun ville købe ål.
Å, de æ wal bare nåed bitte skidt, råbte Bedstemor.
Resolut tog Christian en ål op af sækken, og med et af de imponerende kast, han var berømt for, slyngede han ålen af sted med så stor kraft, at den landede for fødderne af Bedstemor.
Så ka do sjel si, om de æ nåed bitte skidt!
Min bedstefar, Jens Vase, er født i Hem den 27. januar 1899. Han
overlevede Den spanske Syge og oplevede to verdenskrige.
Da han i 1927 flyttede fra Hem til Edderup med Bedstemor og børnene,
fik han rig lejlighed til at udvikle de evner, han havde som håndværker.
Han var selvlært, men efterhånden som folk i området bemærkede hans
kunnen, blev der sendt bud efter ham, når nyt skulle bygges eller
gammelt repareres. Ikke så få bygninger på egnen vidner om hans indsats.
Bedstefar var som katten sin egen. Hans stil var kontant. Han sagde tingene lige ud - ganske ligeglad med, om folk syntes om hans meninger eller ej. Han gjorde ikke forskel på folk. Høj eller lav - alle fik de, om de bad om det eller ej, hans uforbeholdne mening. Det skabte respekt.
Den stil har han altid haft. Som soldat kom han til Kastellet og Bådsmandsstræde Kasserne i København. Han blev hurtigt klar over, at de mange tåbelige ordrer kunne han ikke leve med. Blandt andet skulle han samle tændstikker op mellem brostenene. Det ville han ikke.
Der var to, som blev kasseret som infanterister og i stedet blev oppassere. Bedstefar og en fra Mariager. Majoren bad om en forklaring.
Hvorfor er De blevet kasseret, spurgte han.
A ka' it' go i trit, svarede manden.
Og ganske rigtigt - øvelsen bekræftede det.
Så blev det Bedstefars tur.
Majoren: Hvorfor blev De ikke infanterist?
Bedstefar: For A æ it suer fatnem!
Majoren: Hvad F., tal dog dansk mand!
Manglende fatteevne, svarede Bedstefar.
Majoren brølede: Det er sgu løgn!
Javel, svarede Jens.
Men Bedstefar vandt hans respekt, og det blev senere hans arbejde at følge mandens børn til og fra skole.
Er det din bedstefar? Spørgsmålet har jeg ofte hørt, og jeg kunne fornemme, at der lå respekt bag.
En gang er jeg dog kommet i tvivl. Det var Marius Møller fra Grove,
der spurgte. Marius var et år ældre end jeg. Hans far, Julius Møller,
havde fået Bedstefar til at mure for sig. Den lille Marius var meget
interesseret og stillede sig tæt ved Bedstefar.
Gå væk, lød det barskt. Marius fik sig ikke flyttet i tide. Han
troede måske ikke, at det var alvor. Ikke før Bedstefar med bagsiden af
murerskeen sendte en klat mørtel i ansigtet på ham.
Bedstefar var heller ikke typen, der lod sig imponere af penge. Han sagde ofte: Peng løjter i hvordan det goer. Jo! Jens Vase var min bedstefar.
Han vidste besked om mange ting i samfundet. Mange gange har jeg trampet i pedalerne over heden til Edderup for at få hjælp, hvis regneopgaverne omhandlede aktier eller obligationer. Bedstefar kunne altid hjælpe - desværre havde han ikke Bedstemors pædagogiske evner.
Da han blev ældre fik han knallert. Det blev hans kæreste eje. På den kunne han køre landevejene tynde for at træffe gamle bekendte. Han kerede sig ikke så meget om, hvorvidt han var velkommen eller ej. Han havde sin egen ligefremme facon, og den forventede han også fra andre. Når han så havde fået en historie eller nyhed, sagde han ofte:
Den er gevaldig! Den ska a hjem å fortæl' Karen!
Bedstemor lyttede gerne. Den ros skal hun have. Og Bedstefars historier - de blev ikke dårligere med årene.
Hans afsked med Edderup blev tung. Han flyttede til Fjorvang i Mariager, men han savnede sit værksted og sit værktøj. Det undrede os, at han ikke gik ned og arbejdede på det lille værksted, der var på Fjorvang.
Hvorfor går du ikke ned og snedkererer på værkstedet, Bedstefar? For der ska a ryd' op!
Om han nu lærte at rydde op eller arbejdede på dispensation, ved vi ikke, men senere kom han i gang i værkstedet og lavede mange gode ting til oldebørnene.
Som Bedstemor havde Bedstefar lune og var gerne med på en spøg.
Da ældrecenteret en gang inviterede til fastelavnsfest med tøndeslagning tog Bedstefar med. Ingen har nogen sinde kaldt ham feminin, så da han velbarberet ankom - i lang blå kjole med hat og sort dametaske - var han ikke nem at genkende. De præcise slag og den kvindelige ynde smeltede mændenes hjerter. Og udsigten til et nyt spændende, kvindeligt bekendtskab gjorde flere af mændene ganske livlige. En spurgte sin sidemand:
Hwem æ hin der?
A ved'ed it! De sejer, de' æ jen fra Gierløv!
Da vi ville hejse flaget på hans 97 års fødselsdag, sagde Bedstefar:
Nej! Vent I no mæ' de' te' om traj or, så æ'd nåd å fejer.!
Men det skulle hverken han eller vi opleve. Vi hørte aldrig Bedstefar beklage sig over noget - helbred eller alder. Jeg oplevede at have ham med til mit sølvbryllup. Kun ved den lejlighed har jeg hørt ham omtale alderen. Han sagde, at han følte sig gammel, når han så på mig.
Det jeg husker bedst om Bedstemor og Bedstefar er, at de aldrig gav op, og altid forsøgte at få det bedste ud af tingene. De havde evnen og viljen til at lytte og var levende interesserede i livet omkring dem. Det er ingen selvfølge, men måske medvirkende til, at de opnåede så høj en alder.