Edderup
| Sogn | Sem |
| Herred | Onsild |
| Amt (i 1970) | Randers |
| Pastorat | Hem-Sem-Vester Tørslev-Svenstrup |
| Provsti | Hobro-Mariager |
| Stift | Århus |
| Kommune | Mariagerfjord |
| Region | Nordjylland |
| Stednavne i sognet | Edderup, Grove, Nørresem, Sem |
| Indbyggere | ukendt |
Hellere pæne køer end pæne møbler
Fortalt af Inga B. MøllerMin oldefar, Anders Møller overlod Enghavegaard til sin søn, Anders Rasmussen Møller, den 31. marts 1920 for 34.000 kr. Den 6. maj 1925 købte han yderligere 5,2 ha for 4.800 kr.
Anders og Dorthe, havde ingen børn, så de kastede deres kærlighed på dyrene og på gårdens drift i det hele taget. Som Dorthe udtrykte det:
A væl heller ha pæn kyer i stolden end pæn møbler i stowen!
Den gang var der mange om arbejdet, der for det meste foregik med håndkraft og ved hjælp af heste.
Da jeg kom til at tjene som pige på Enghavegaard, lærte jeg meget. Dorthe var dygtig og proper. Det betød meget for hende, at tingene var i orden - også andres. Når vi bagte, skulle alle småkagerne være nøjagtig lige store, og pæne lysebrune - også under bunden. Når hun var inviteret ud til kaffegilde, undersøgte hun gerne kvaliteten ved lige at vende småkagen - ikke altid lige diskret.
Når folkene havde gået bag harven eller ploven en hel dag, var der
hverken problemer med appetitten eller med at sove om natten. De havde
14-15 timers arbejdsdag og kun fri søndag eftermiddag hver tredje uge.
Den gang må man sige, at folk arbejdede for føden. De fik ikke ret
meget i løn. Man sagde, at arbejdet var løn i sig selv - og man havde et
sted at være.
Karlene var sultne, så der skulle rigelig og helst god mad på bordet, og Dorthe var god til at lave mad, men hun forstod samtidig at spare. Til tider var hun næsten nærig, men det var nødvendigt for at klare sig godt den gang.
På Enghavegaard fik vi, mens jeg tjente der, to retter mad om
middagen. Som forret var det gerne byggrød eller mælkegrød lavet på
skummetmælk. Den var slem til at brænde på, hvis vi ikke var over den
hele tiden - og så var der altid en der spurgte: Haar ræven wot her? Det
var lidt flovt.
Hovedretten var som regel kartofler med flæsk, udvandet saltkødmad
fra saltskarret, gule ærter eller grønkålssuppe. Om søndagen fik vi
frikadeller. Fik vi en sød efterret, kunne det være sødsuppe eller
sagosuppe. Om lørdagen fik vi pandekager med syltetøj. Hver aften
serveredes der brasede kartofler.
Den 1. oktober 1958 overtog min mand og jeg Enghavegaard efter Dorthe og Anders. Aftalen blev, at de skulle blive boende på gården.
MEN!!!!! Et sådant arrangement kræver stor indføling fra begge parter. Som ung har man meget forståeligt et ønske om at blive herre i sit eget hus. Man har set så meget nyt og kommer med ideer til forandringer, som de gamle måske opfatter som en kritik af deres livsværk.
Anders havde ikke noget besvær ved at overgive nøglerne og ansvaret til en ny ejer. For Dorthe, der havde kendt mig, siden jeg var en lille pige og været min arbejdsgiver i flere år, var det en helt anden sag - her kunne det undertiden knibe med indfølingen. Indimellem kunne det også føles lidt hæmmende, at man aldrig var alene i sit eget hus - for Dorthe fulgte til det sidste ivrigt med i alt, hvad der foregik, og ikke så sjældent følte hun sig kaldet til at deltage i afgørelser, som vi mente tilfaldt andre.
Anders døde to år efter - den 7. juni 1961, mens Dorthe kom til at bo hos os i endnu 15 år, inden hun flyttede på plejehjem i Mariager. På det tidspunkt led hun af en fremskreden senilitet.
Et rap over fingrene
Fortalt af Sigrid VasePladsen i Enghavegaard blev anset for at være en af de hårdeste i sognet, men man lærte meget, for Dorthe (Anders Møller's kone) var dygtig, og hun var interesseret i alt. Hun deltog i gårdens drift. Det var hende, der vidste, når en ko skulle holdes til eller et dyr sælges, og undertiden var det hende, der løjted o - lygtede af. Udtrykket stammer fra den tid, da landmænd gik dagens sidste runde i stalden med en petroleumslampe i hånden.
Og som Dorthe kunne malke. En morgen hændte det, der aldrig måtte ske - vi sov over. Stor opstandelse. Kunne vi nu nå at malke og få mælkespandene på plads ude ved vejen, inden mælkekusken kom forbi på sin vej mod mejeriet i Havndal. Alle måtte hjælpe, og vi nåede det, for Dorthe stod ud af sengen og ledede slagets gang.
Også livet i sognet interesserede Dorthe. Der var enkelte, der påstod, at det, hun ikke vidste, ikke var værd at vide - nogle brugte andre ord.
Det gamle ordsprog: Hun ka bær lig så møj ud i sit forkle, som han ka kom hjem mæ i sin pong, passede ikke på Dorthe. Hun var møj nøw. Intet blev smidt ud. Da jeg havde været der nogle uger, sagde jeg til True Line, der havde været gammelpige på gården i mange år, at jeg ikke syntes, det var så slemt. Hun svarede lakonisk: Vent en måned! Og sandt var det, ingen har nogensinde sagt, at Dorthe roste for meget.
Dorthes og Ajs's forhold til tjenestefolkene var lidt gammeldags. Når vi sad ved langbordet og spiste, sad Dorthe og Ajs ved den ene ende af bordet. Der var dækket op med smør, sødmælk og franskbrød. Ved den anden ende af bordet, hvor vi sad, var der margarine, skummetmælk og rugbrød.
Når vi for eksempel fik grønkålssuppe, skulle vi spise en hel tallerkenfuld af suppen, inden vi begyndte at spise af kødet. En af karlene havde ikke hørt det, så han tog straks efter kødet. Dorthe gav ham et rap over fingrene. Men sådan var forholdene på mange store gårde.
Biler var der ikke mange af den gang. Der var dyrlæge Munch, doktor Fuglsang og Ajs Møller. Dorthe og Ajs Møllers bil havde nummer V44.
Det var så ualmindeligt at se biler, at flere, der i dag er ældre herrer, erindrer, at lærer Bach tillod, eleverne at forlade skolestuen for at beundre vidunderet, hvis der kørte en bil forbi oppe på vejen.
Når Ajs og Dorthe kørte en tur i V44, var det selvfølgelig Ajs der styrede, men det hændte ikke så sjældent, at Dorthe blandede sig i kørselen. Pas på ham der, Ajs, formanede Dorthe, hvis han lagde an til at overhale en cyklist. Ajs var ikke uden lune, så en dag de overhalede en cyklist, bemærkede han lunt:
Æ de jen, vi ska' pas' po, Dorthe!
Hvis Ajs og Dorthe en aften kørte i byen, blev Line siddende oppe og ventede, til de kom hjem. Det var nemlig hendes arbejde at tæppe af - lægge sengetæppet sammen, når de skulle i seng, og det måtte hun først gøre, når de kom hjem.
En hingst på slankekur
Fortalt af Carl JensenAjs (Anders Møller) og Dorthe havde ingen børn. Det var måske grunden til at dyrene - køerne og hestene blev så stor en del af deres liv. Ajs var ikke uden grund stolt af sin besætning, der gjorde sig godt på ethvert dyrskue - og så var der den berømte hingst, Grandi, som havde den glæde at stå til rådighed for egnens hopper. Til gengæld kunne han hver dag fylde sig med havre og rå hønseæg i så store mængder, at han til sidst ikke gad æde det. Det værste var, at han blev så fed og uoplagt, at han også havde besvær med at klare sit arbejde med hopperne. Jeg spurgte Ajs, om det ikke ville være en god ide at lade Grandi motionere med lidt let markarbejde. Ajs var ikke begejstret, men gik til sidst med til det. Det skulle vise sig, at det var et tiltag, alle blev glade for - også Grandi og hopperne.
De landmænd, der havde valgt Grandi som far til deres føl, mødtes hvert år hos Ajs' og Dorthe til gilde - Hingstegilde. Det så alle frem til. Dorthe serverede god mad og kaffe, og bagefter blev der spillet kort.
Gæsterne skulle have pungen med, for på den aften skulle betalingen for hingstens arbejde falde. Der var to takster. Havde Grandi gjort sit arbejde dårligt, skulle man selvfølgelig ikke betale så meget, som man skulle, hvis man var blevet den lykkelige ejer af et dejligt føl.
Køerne var Dorthes område. Hendes falkeøje så straks, om der var en ko skulle holdes til eller en kvie eller kalv, der skulle sælges, og så holdt hun skarpt øje med, om folken arbejdede hårdt for lønnen.
Tre søstre - tre sognefogeder
Fortalt af Bent B. BachDorthe (Anders Møller's kone) var en lille dame, men hun hørte ikke til blandt sognets sagtmodige kvinder. Ingen var nogensinde i tvivl om, hvad hun mente. Det lagde hun aldrig skjul på, og det blev forkyndt med høj og klar stemme, enten folk brød sig om det eller ej. Trods et dårligt ben styrede hun dygtigt og myndigt husholdningen på Enghavegård. Den almindelige mening var da også, at hos Dorthe lærte man noget.
Skulle der tages en afgørelser om gårdens drift eller det daglige arbejde (som Dorthe selv deltog i så længe helbredet tillod det) skete det sjældent uden hendes godkendelse.
Stærk var hun, Dorthe, og der er ingen tvivl om, at hun gennem sit lange ægteskab med vores sognefoged, Ajs (Anders) Møller, var ham en god støtte. Efter Ajs død blev hun boende på Enghavegaard. Det blev ikke en tid uden problemer, for Dorte havde modsat Ajs svært ved at slippe tøjlerne.
De sidste år blev svære. En ulmende demens slog ud i lys lue, og Dorthe, der fik sværere og sværere ved at forstå, hvad der foregik omkring hende, følte stor angst. Da hun fik brug for megen hjælp, flyttede hun på plejehjem i Mariager.
Hun overvågede til stadighed arbejdet, så personalet hørte tit udbrud som: Vi ska' lig ha tørret støv o her! - og det gjorde man så.
Den 22. juni 1975 døde Dorthe. Hun blev begravet i det store familiegravsted på Sem Kirkegård ved siden af Ajs.
Sognet havde mistet endnu en af sine stærke kvinder. Dorthe, der aldrig stak noget under stolen, var af dem, der på godt og ondt satte mærker i sjælen, men de er vel ikke de værste.
Ajs var vores sognefoged - politiets forlængede arm - i vort lille samfund. Det var hans opgave at sælge hundetegn, udbringe stævninger, etablere brandvagt ved ildebrand og meget mere. Han bestred - i øvrigt som sin far - embedet i over 25 år og fik også som sin far af kong Chr. X tildelt Dannebrogsordenen for lang og tro tjeneste.
At være sognefoged var et æreshverv. Intet under, at Dorthe var lidt stolt af Ajs. En af hendes faste vendinger var:
Ja, vi æ traj søstre, å vi æ ål traj gywt mæ en sognefoged!