Ebeltoft


Sogn Ebeltoft
Herred Mols
Amt (i 1970) Randers
Pastorat Ebeltoft-Dråby
Provsti Syddjurs
Stift Århus
Kommune Syddjurs
Region Midtjylland
Stednavne i sognet Ahl, Ahl Hage, Ahl Plantage, Blushøj, Blushøj, Bøgebjerg, Christianslund, Ebeltoft, Ebeltoft Færgehavn, Elsegårde, Elsegårde Skov, Elsegårde Strand, Fregatten Jylland, Gydhøj, Gåsehage, Hasnæsparken, Hasnæstoften, Hassensør, Helligtrekongershøj, Hjelm, Hjelm Banke, Hjulbjerg, Hjulbjerg, Hullerne, Langager, Lærkelunden, Pallisvad Å, Rane Ladegård, Skelhøj, Skovgårde, Stenager, Sydhage, Sønder Plantage, Tolløkke, Vestensø, Ålerne, Ålhøje, Øer Maritime Ferieby, Øerne, Østhage
Indbyggere ukendt

En familie fra Trampenborg huset

Fortalt af John F. Jensen

John
Jeg er født den 1. august 1934 på Nedergade 7. Mine forældre var Rasmus og Louise Jensen og vi boede på 1. sal i Trampenborg, som huset blev kaldt. Vi var seks søskende, tre piger og tre drenge. Den ældste er Birger, så Anna, Bitten, Jonna, ,Jørgen og så mig John, kaldt Fippe, Far arbejdede i mange år ved Fiskerriet, både ude på vandet og på filetfabrikken hos Otto Jensen, til han blev ansat på gasværket hvor han var til han blev Pensionist. Mor arbejdede en del som Hjemmesyerske men blev Invalidepensionist, og derefter var hun hjemme hvor hun passede os og hjemmet.

De havde deres et og alt i Haven i Hyrdeengen, hvor de var sammen og gik op i deres blomster og grøntsager. På et tidspunkt fik de et dejlig havehus som vi senere havde meget glæde af og brugte til at sove i når vi besøgte dem efter vi var rejst fra Ebeltoft. Da far og mor kom op i alderen og ikke havde det så nemt med trapperne i Trampenborg, flyttede de op i allersrenteboligen ved siden af de gamles Hjem. Der boede de til far døde 12/12/1968. Mor flyttede derefter op i Skanseparken og boede en del år der og havde hjælp af Anna som også boede der. Da Mor blev syg flyttede hun ud på Plejehjemmet i Lyngsbæk og var der til sin død 12/2/1975.

Birger (1926)
Birger, som jo var den ældste, kom tidligt ud at tjene. Pengene var jo ikke så store, som de heller ikke var i ret mange arbejder hjem. Så han kom ud til Laurits Bakmand på øer og arbejdede i nogle år hos dem ved Landbruget. Han var ved landbruget til han blev Soldat i Randers. Derefter kom han på Ebeltoft Sygehus og var Portør i omkring 25 År. Han blev gift med Tove som var i Køkkenet på sygehuset, hun var fra Grenå. De fik to børn Johan Peter og Anne Marie. Birger døde 24/12/2000. men havde købt hus i Toften som de fik moderniseret med nye vinduer, badeværelse og en dejlig stor dobbelt Garage inden sin død. Her bor Tove stadig med Johan Peter. Han kører som traktorfører ved Kommunen. Anne Marie som er Handicappet er på et hjem ved Århus.

Anna (1928)
Anna rejste, som den næste af flokken, til Århus og arbejdede i en tid og blev gift med Erik. Hun flyttede snart tilbage til Ebeltoft og begyndte at arbejde. Først var hun i køkkenet på Hotel Vigen, men kom så på sygehuset og var som det den gang hed gangpige. Hun fik fire børn, først Jytte som stadig bor i Ebeltoft, og så Britta der døde som 2-årig. Erik er også død. Lars Peter er gift med Gerda, og de bor i Ebeltoft. Kim bor også i Ebeltoft og er post. Anna bor i bolig ved siden af Bakkegården og nyder sit otium.

Karna (Bitten) (1930)
Bitten arbejdede også på sygehuset som gangpige til hun rejste til København i et par år. Hun fandt også tilbage til den gamle by Ebeltoft. Hun kom tilbage til sygehuset og var der nogle år til hun blev gift med Christian som var post i Glatved, hvortil de flyttede og Boede til Christian blev syg og kom så tilbage til Ebeltoft. De havde fire børn, Birgit som bor i Randers, og som var gift med Kaj, som nu er død. Birgit arbejder på Slagteriet i Randers. Så Jens Ole som bor i Glatved, og er gift med Jytte. Ole arbejder i Ebeltoft. Jan arbejder også i Ebeltoft, og er gift med Ulla, men bor i Elsegårde. Også Heidi, som er gift med Peter, bor og arbejder i Ebeltoft. Bitten og Christian er skilt, men Bitten bor samme sted som Anne, i en bolig ved Bakkegården, og nyder også sit otium.

Jonna (1933)
Jonna var nok den der mindst kunne undvære Ebeltoft. Hun blev i byen lige til hun døde 26/12/1997. Hun havde også sin tid på sygehuset som gangpige, nok mindst i 25 år. Hun blev gift med Richard Kjeldsen som var skomager. De købte Skomagerforretning af Verner Kruse i Adelgade og havde træskosalg i forretningen, som Jonna arbejdede med medens Reichardt forsålede sko. Efter Jonnas død arbejdede Richard ikke så meget mere, men havde stadig nogle gamle kunder som kom til ham, det var han glad for. Han døde 3/5/2006. De havde Jette, som også arbejder og bor i Ebeltoft.

John (Fippe) (1934)
Jeg havde en god Barndom i Ebeltoft, hvor jeg begyndte i Ebeltoft Borger og Realskole i 1942. Jeg var der hele min skoletid, bortset fra 2 år. Jeg var hos mine bedsteforældre, som havde en gård i Vorgod ved Herning. Der hjalp jeg til fra jeg var 11 år til mit 12 år, og kom så hjem til Ebeltoft igen. Jeg havde flere pladser som bydreng. Vi hjalp Fru Stærk, vores nabo, som var blomsterhandler. Senere var jeg hos frk. Løgstrup som havde en lille købmandsbutik længere nede i Nedergade. Så var jeg bydreng hos slagter Baroni, også i Nedergade. Da man kunne tjene flere penge ved at gå med Ebeltoft Folketidende. Det begyndte jeg så med. Den sidste bybud plads jeg havde, var hos papirhandler Hansen i Adelgade. Efter min Konfirmation kom jeg på landet, hvor jeg tjente hos Jens Severinsen på Algården og var der i 2 år, inden jeg kom på Egå Efterskole. Derfra flyttede jeg til Fyn og arbejdede ved landbruget, og så kom soldatertiden i Varde ved Artilleriet.

Så tilbage til Ebeltoft, hvor jeg kom i lære som Skorstensfejer hos Skorstensfejer Mester Mortensen. I Ebeltoft traf jeg så min kone Mona som var sygeplejeelev på Ebeltoft sygehus. Vi blev gift i 1957. Vi har for 2 år siden haft Guldbryllup. Vi har fem børn, tre piger og to drenge. Først vores datter Karen som bor på Fyn, og arbejder ved Odense Kommune som beskæftigelsesvejleder. Hun var gift med Hans Erik, der var ved Kommunedata i Odense. Han døde for tre år siden. Næst har vi vores datter Jonna som bor i Auning, og har været syerske i mange år, men er nu pensionist. Hun er gift med Lars Kurtzmann, som er ved fjernvarmen i Randers. De har børnene Martin og Karina som er skoleelever. Herefter kommer vores datter Marianne som bor i Herning, hun er udlært damefrisør. Hun arbejder som plejer i døgnplejen ved forskellige Patienter. Marianne var gift med Verner, men er nu skilt. Hun har fire børn, tre drenge og en pige. Thomas som arbejder inden for IT, Lise Lotte som går på skole i Holstebro. Så er der Frederik som er udlært som finsmed hos Arla, og til sidst Lukas som går i skole i Herning.

Vores søn Claus Filip bor i Aulum ved Holstebro. og er gift med Kirsten. Claus arbejder ved Tvis Køkkner har været der i ca. otte år. Han har to børn, Mia som bor i Videbæk, og arbejder ved hjemmeplejen. Mia har den 8. april 2009 gjort os til oldeforældre for første gang. Og så er der Anders Filip, som er lige ved at være udlært i butikken hos XL byg i Vildbjerg. Så er Claus papfar til Kenny, som bor i Kolding. Til sidst kommer vores søn Lars Filip, der arbejder som social og sundhedsassistent i Videbæk. Han blev færdig i foråret 2009. Lars har tre børn. Mikkel Filip som Bor hos sin Mor her i Vildbjerg, han er 12 år. Så har han John Filip og Louise, som begge bor hos deres Mor i Feldborg.

Anders Jørgen (1938)
Jørgen var Rosinen i Pølseenden. Jeg ved at Jørgen betød meget for far og mor, da han var hos dem i en del år. Han borde hos dem og blev i Ebeltoft. Ham og far spillede meget sammen på Harmonika, og Richard på Banjo, de havde mange gode timer. Så kom Jørgen i lære som Møbelpolstrer hos Krog i Adelgade. Da han var udlært giftede han sig med Annelise. Han var også Møbelpolstrer i Tirstrup en tid, men boede i Ebeltoft. Jørgen flyttede til Næsborg ved Løgstør, hvor han stadig er. De har datteren Betina, som er gift med Peter og bor i Kås i Nordjylland, hvor Betina har en lille forretning med Brugsting. Peter er driftsleder i Løgstør. De har tre sønner Anders, Rasmus og Magnus.

Indsendt 20. juni, 2009 af John F. Jensen | Kommentér - kommentarer (0)

Moderen græd af glæde

Fortalt af Cecilie Andersen

Moderen græd af glæde, da jeg afleverede min julegave. Julegaver giver man jo for at glæde modtageren.
Men - een af de største glæder har dog for mig ikke været at modtage, men ved at give en gave!
Det er nu cirka 25 år siden, og jeg kan endnu blive så glad, når jeg tænker på den jul og netop de julegaver.

Kun en fire- fem dage før julen var det lykkedes mig at købe nogle forholdsvis billige "fabriksrester" af stof, som jeg hurtigt regnede ud, at jeg kunne sy julegaver af. Jeg havde en rimelig god symaskine og snitmønstre, så jeg syede to små lysegrønne poplin-skjorter, samt to par mørkeblå fløjlsbukser i tyrolerfacon til et par smådrenge på to og fire år.

Jeg kendte nemlig de små drenges forældre temmelig godt, og vidste, at deres far i et stykke tid havde været syg og var indlagt på et hospital, og at det var endda meget småt med penge i det lille hjem, hvor der en månedstid før julen var kommet en lille bror til de to førnævnte smådrenge. Imens jeg havde travlt med at sy så snart, jeg kunne tage lidt tid fra de øvrige juleforberedelser, kom min mand flere gange og så på mit arbejde og spurgte, om jeg nu også troede, jeg kunne få de små dragter færdige, så vi kunne køre ud til det lille hjem inden juleaften?

Lillejuleaften blev jeg færdig, og juleaftensdag om formiddagen tog vi af sted med pakkerne. Vi ville selvfølgelig gerne se, hvordan tøjet passede - og det gjorde det.

Jeg glemmer aldrig, hvor glade min mand og jeg blev, da vi så de små drenges glædesstrålende øjne, og den ældste af dem jublende udbrød. "Så kan vi alligevel komme med til juletræ"!

Deres mor havde nok forberedt dem på, at hun ikke syntes, de havde noget tøj, der var pænt nok at komme i til juletræet i forsamlingshuset. Også moderen var jublende glad for gaverne. Hun græd af glæde. Den oplevelse glemmer min mand og jeg sikkert aldrig.

Cecilie døde ved en tragisk færdselsulykke ved Uggelbølle i oktober 1986.

Indsendt 3. april, 2008 af Børge Kiel | Kommentér - kommentarer (0)

En dør til fortiden

Fortalt af Karen Margrethe Andersen

Jeg vil begynde med at fortælle om byen med de toppede brosten og det lille rådhus, som nu er museum, hvor jeg kom til verden i 1935 som nummer to af fire søskende.
På det tidspunkt var der under 2000 indbyggere i byen. Om sommeren var indbyggertallet dog meget større, for da var der massevis af turister, der besøgte byen, bl. andet for at se føromtalte rådhus.

De største arbejdspladser var Maltfabrikken,Sygehuset, Slagteriet og sidst men ikke mindst Garveriet, hvor min far arbejdede i 44 år. Der var også en jernbane - Ebeltoft- Trustrup jernbane, som mange år senere blev nedlagt.
Efterhånden eksisterer de forskellige virksomheder ikke mere. Sygehuset er lukket og i stedet omdannet til sundhedscenter.
Mens jeg var en lille pige, arbejdede min mor på sygehuset som vågekone om natten .Vågede over meget syge eller døende patienter, for dette arbejde indkasserede hun den formidable løn af 3,00 kroner for de første tre nætter, hvorefter hun fik 2,50 kr. for de næste nætter.

Inden far og mor blev gift, arbejdede mor som hjemmesygeplejerske i Rimsø ved Grenå. Vi boede i et lille hus , som mor og far havde købt. Huset lå ved siden af garveriet. Efter nogle år skulle fabrikken udvides, så huset blev solgt og revet ned.Inden da blev der malet et billede af huset, så vi den dag i dag kan se, hvor dejligt det så ud. Min broder Svend arvede billedet efter mor og far. Det hænger nu i Øster Tørslev, hvor Else og Svend bor.

Derefter flyttede vi til Adelgade 29 i en lejlighed, hvor der tidligere havde været kontor for en tømmerhandler. Lejligheden bestod af køkken, badeværelse, stue og et soveværelse. - og hvilket soveværelse !!
Hele familien sov der til lyden af kæmpende, brølende køer og tyre, som skulle sendes videre til slagterier enten i Ebeltoft eller andre steder. Dyrene blev samlet der i en dertil "indrettet" samlestald.
Hver tirsdag ankom adskillige hestevogne, lastbiler fra forskellige steder med dyrene. Da disse dyr jo både var fremmede for hinanden og vel også bange, rev de sig tit løs om natten og gav sig til at slås. Det lød forfærdeligt, uhyggeligt, når de sloges og brølede omkap. Det var sjældent, de blev afhentet før sidst på ugen, så det var bestemt ikke særlig gode "vuggeviser", der lød i vores soveværelse i de år.

Der boede vi så, til jeg var 13 år. På den tid blev der bygget 6 rækkehuse med to lejligheder i hvert hus på Strandgårdshøj, hvoraf vi var så heldige at kunne leje nr. 34. Der boede far og mor resten af deres liv.
Endelig fik jeg mit eget værelse - et kælderværelse - ganske vist med gamle møbler, som var skrabt sammen som fra et pulterkammer. Men det var bare lykken for mig - endelig et sted, hvor jeg kunne være mig selv, når jeg ville brodere, læse, strikke o.s.v. Ang. møblementet sov jeg på en chaiselounge, hvilket sansynligvis var medvirkende årsag til min dårlige ryg senere i livet.
Da jeg var seks-syv år fik jeg mit første "job". Det var hos en blomsterhandler Fru Agnethe Stærk, som boede i Nedergade. Der gik jeg rundt til kunderne med blomster . Det var i julemåneden, hvor der var travlhed, især med blomster til patienter på sygehuset. Sygehuset lå i den anden ende af byen. Det var hårdt for mine små ben at løbe frem og tilbage så mange gange om dagen. Især juleaftensdag skulle der afleveres mange blomster til de patienter, der lå på sygehuset i julen.
Da det endelig var aften, var jeg så træt, at jeg faldt i søvn over julemaden !! Det var meget ærgerligt, da vi som den eneste gang, jeg husker, havde min farmor på besøg juleaften. Hun boede i Nimtofte, hvor vi sommetider besøgte hende om sommeren.

Da jeg var otte år, syntes mine forældre, at jeg var gammel nok til at gå med aviser, så jeg fik job som avisbud for Demokraten.
Jeg havde en meget ubehagelig oplevelse en aften, hvor far og min storebroder Jørgen tilfældigvis var med på turen. Det var i nittentreogfyrre, mens Danmark var besat af tyskerne. En tysk soldat standsede os og påstod, at vi gik med illegale blade, hvorpå far med en pistol i ryggen blev gennet af sted, ud til deres barak, som lå der, hvor nu "Vibæk camping" ligger. Jørgen og jeg løb skrigende hjem til mor og fortalte, hvad der var sket. Efter at have været i forhør kom far heldigvis uskadt hjem. Det var en barsk oplevelse for sådan et par små unger - og selvfølgelig også for far. En oplevelse, som jeg aldrig glemmer så længe, jeg lever.
Senere fik far at vide, at omtalte tyske soldat var blevet "sendt hjem", grundet sindssyge!
Lønnen for at gå med aviserne var - - FORNØJELSEN eller mangel på samme! Jeg gik med Demokraten i 10 år.
Pengene fik mor og far. Det skulle man byde børn i dag, så ville der afgjort lyde et ramaskrig! Hos os var det kæft, trit og retning, ellers vankede der! Fars hænder sad meget løse! Nok om det!

Den eneste løn jeg fik, var de 5 ører og 10 ører, som jeg fik i drikkepenge af dem, der holdt avisen. (en is kostede dengang 15 øre). At få tøj på kroppen under krigen var meget vanskeligt. Pengene var små, og hvis man endelig havde penge, var der sjældent noget tøj at købe i butikkerne. Mor havde et uldent bordtæppe liggende, som var påtegnet, beregnet til at brodere på. Det blev i stedet syet om til en frakke til mig. Vældig fin med tegninger indvendig!
Alt kunne bruges dengang. Meget gammelt, brugt tøj blev syet om i de år. Intet blev kasseret! Man arvede simpelthen tøj fra hinanden. Især husker jeg en kjole, jeg fik fra fars faster i Kejlstrup. Den havde jeg på ud med aviser en søndag morgen, hvor jeg havde fået lov til at stå på bagsmækken af en mælkevogn, som var trukket af to heste. Da hestevognen nåede hen, hvor jeg skulle aflevere en avis, hoppede jeg af i farten og faldt så lang, jeg var, ned på asfalten. Det resulterede i et brækket kraveben. Kusken så ingenting, så han kørte selvfølgelig bare videre, mens jeg nærmest kravlede hjem på alle fire (afleverede dog først de sidste fem aviser).
Gode råd var dyre, for jeg måtte selvfølgelig ikke stå bag på en hestevogn for mor og far, men det var jo, som man siger i eventyret, "lettere at køre end at gå- sæt dig op bagpå" - jeg havde jo fået lov af mælkemanden!
Da jeg kom hjem, blev jeg øjeblikkeligt fulgt op på sygehuset, hvor de trods mine vilde protester - uha oh skræk, klippede min fine kjole af mig, hvorefter jeg fik en slynge på, som skulle være der, til kravebenet var groet sammen. At kjolen blev ødelagt, gjorde faktisk mere ondt på mig end mit brækkede kraveben.

Foruden at gå med aviser, var jeg så heldig at komme med i kirkekoret, hvor jeg sang i fem år. Vi fik 2 kroner, hver gang vi mødte op . Når der var ekstra helligdage, jul, påske og pinse, tjente vi mange penge. Et par gange om ugen var jeg frivillig hjælper på biblioteket. Jeg elskede det job. Det gav mig drømme om at blive bibliotekar, men på det tidspunkt var der desværre ikke råd til, at jeg kunne få en studentereksamen, så det blev aldrig til noget.

Da jeg var seksten år, traf jeg på Molskroen en ung møbelsnedker, som jeg forelskede mig i, og som jeg - dagen før min 20 års fødselsdag blev gift med. Vi fik fire dejlige drenge, som jeg elsker overalt på jorden - akkurat som jeg elskede og vel stadig elsker deres far. Ægteskabet holdt i næsten femten år, hvorefter vi gik hver til sit. Grunden er svær at forklare. (Elis skitzofreni, der blev uudholdelig for både ham og os)

Han giftede sig senere med en lige så syg en dame. De er begge døde for flere år siden. Jeg fandt en "ven" i Århus, som jeg havde i atten år, indtil jeg blev træt af at være "madkæreste" - "rengøringsdame" - "tjenende ånd" o.s.v. Vi gik hver til sit, og det har jeg aldrig fortrudt!

I 1994 traf jeg en typograf, som var enkemand, som jeg blev vildt forelsket i og omvendt. Vi flyttede aldrig sammen, men mødtes, når vi havde lyst til det. Vi fik ti dejlige år sammen. Det var og er en stor sorg, at Finn døde i 2004 af en uhelbredelig hjernesvulst. Som der står på hans gravsted "mindet lever" - vil minderne om Finn altid fylde mit hjerte. Vi havde så mange dejlige timer sammen, som jeg aldrig vil glemme.

Indsendt 3. april, 2008 af Børge Kiel | Kommentér - kommentarer (0)