-
Historier fra Aunslev
- Erindringer fra Aunslev
- Hjemmeslagteren Ejnar
- Sognerådet
- Min tid som karl ved Søren Nielsen
- Karl på Onkelsminde
- Slagtebutikken
- Fester i Aunslev Forsamlingshus
- Aunslev Bold og Badmintonklub
- Karen Thulesens familie
- Thule Christensens familie
- Min tid som murer
- Personer i Aunslev som min far har fortalt om
Aunslev
| Sogn | Aunslev |
| Herred | Vindinge |
| Amt (i 1970) | Svendborg |
| Pastorat | Aunslev-Bovense |
| Provsti | Nyborg |
| Stift | Fyens |
| Kommune | Nyborg |
| Region | Syddanmark |
| Stednavne i sognet | Aunslev, Aunslev Kirke, Aunslev Nederby, Aunslev Overby, Bondemose, Drejet, Glambæk, Hornskrog, Juelsberg, Kinnemose, Korkendrup, Lystighed, Nordenhuse, Pilevad, Polen, Regstrup, Skalkenbjerg, Skalkenbjerg, Skalkendrup, Skrøbeshave, Strandskovgård, Åløkke, Åskov |
| Indbyggere | ukendt |
Erindringer fra Aunslev
Fortalt af Jørgen ThulesenJeg er født den 1/12 1924 i Skovgyden nr.14. Huset hed dengang Højbo.
Min
far var slagter og kreaturhandler. Jeg gik i Aunslev skole. Jeg begyndte i
forskolen, hvor jeg gik i 2 år. Her havde jeg frk. Hansen som lærer.
Jeg var
kejthåndet, det hed det dengang, da jeg kom i skole, men Frk. Hansen lærte mig
at skrive med højre hånd, det skulle man dengang. Jeg har godt nok hørt, at man
kunne komme til at stamme, hvis man blev tvunget til at skrive med højre hånd,
men ellers bruger jeg venstre til alt, også når jeg spiser.
Jeg havde en dag
fået en bule i panden da vi legede ude i skolegården i frikvarteret. Det så Frk.
Hansen, da vi kom ind i klassen, det ville hun lige gøre noget ved, så hun
hentede en brødkniv, hvor det var meningen, at det kolde knivsblad skulle holdes
på bulen, men da jeg så kniven, løb jeg min vej, jeg troede, at hun ville skære
bulen af med kniven.
Da jeg kom i tredje klasse, kom vi over i en anden bygning, hvor der var 2
klasseværelser, som blev opvarmet af en kakkelovn. Konen som gjorde rent på
skolen lagde til rette i kakkelovnen med brænde og papir, så læreren kunne tænde
op om morgenen.
Vi havde 2 lærere, førstelærer Andersen og andenlærer Arne Jørgensen, begge
lærer boede på skolen. Vi startede hver dag med morgensang ved lærer Andersen,
hvor han sluttede med morgenbøn.
Lærer Andersen var meget interesseret i
naturen, så ham havde vi mange gode ture med, hvor vi cyklede rundt i omegnen.
Vi var engang i Hjulby Mose for at se på fugle. Vi må have vidst i forvejen at
vi skulle i mosen, for nogle dage før havde nogle drenge været nede og sat en
udstoppet fugl op i et træ. Den fugl gjorde vi lærer Andersen opmærksom på, han
sagde, vi skulle være stille, hvorefter vi forsigtigt nærmede os træet. Mens han
betragtede fuglen i sin kikkert, var der en af drengene der rystede med træet,
så fuglen faldt ned. Der blev grinet meget, men hvordan lærer Andersen tog det
kan jeg ikke huske.
Vi var også i København med skolen i 3 dage, hvor vi boede
på Nyboder Skole. Lærer Jørgensen var vi meget glade for,der var aldrig nogen
uro i klassen,og hvis det endelig skete, behøvede han kun at banke med blyanten
i katederet, så var der ro med det samme.
Vores gymnastiktime foregik i
forsamlingshuset.Vi gik i en lang række efter lærer Jørgensen op igennem byen.
Salen vi Lavede gymnastik i, var ikke særlig ren, så vi var godt beskidte, når
vi var færdige, og der var ikke noget baderum, så vi kunne blive vasket. Salen
kunne selvfølgelig ikke være ren, da den blev brugt til så meget andet. Der blev
holdt mange fester i forsamlingshuset.
Tiden i Højbo frem til 1937 gik stile og
roligt. Jeg kan huske, at min far altid havde god tid,han hjalp til i høsten hos
Marius Nielsen,hvor han rakte korn ude i marken. Der blev selvfølgelig holdt et
høstgilde når kornet var i hus. I Højbo var der ingen badeværelse, så den
daglige vask Foregik ved køkkenvasken. Om lørdagen blev der fyret op under bryg
kedlen, her fra kom vandet over i et stort trækar, hvor både Poul og jeg kunne
sidde.
I køkkenet var der et komfur som pigen fyrede op i om morgenen, så der var
dejligt varm, når Poul og jeg kom ned i køkkenet. Her kunne jeg godt lide at
sidde med benene inde i ovnen,hvor jeg sad og strikkede muffe disser, men da jeg
ikke var særlig god til at strikke, blev de ligesom et bræt.
Der skal også noget
med om det tøj, jeg gik med. Jeg havde lange hjemmestrikkede strømper på,og for
at holde dem oppe havde jeg noget, man kaldte et livstykke, i det sad der 4
stykker elastik med knaphuller hvor man kunne knappe strømperne på, når jeg
skulle til eksamen, havde jeg matrostøj på, og da jeg blev større, fik jeg
plusfor (pludderbukser).
Mens vi boede i Højbo, kom jeg så godt som hver dag på
Mensalgården, hvor jeg legede med sønnen Knud Peter.
Far rejste til marked i
Odense, det var om mandagen, det foregik på Cykel til Hjulby Station, hvorfra
han tog toget til Odense. Han fulgtes med flere slagtere bl.a. med Sørensen fra
Bovense og Marius fra Korkendrup. Min far tog til marked i Odense, for at sælge
nogle køer som han havde i kommission fra bønderne i Aunslev. Han fik et aftalt
beløb i fortjeneste for hver ko, han solgte.
Far har fortalt, hvordan det gik
til, når jøderne skulle slagte en okse, det foregik på det offentlige slagtehus
i Odense. Når de kom ind med oksen, blev den kastet om på en madras, Der kom en
Rabbiner ind med en stor sabel,han slog kors over oksen, hvorefter han med et
snit skar halsen over på den. Der måtte ikke være andre i slagtehuset, så far
havde stået og set det igennem et vindue.
Bønderne i Aunslev leverede deres
grise til Koppmans Slagteri i Odense. Dem samlede far sammen og kørte til Hjulby
Station, hvor de blev læsset i jernbanevogne. Far hentede bl.a. på Juelsberg. På
bilen kunne der lige stå 3 grise, det mente forvalter Petersen, var for lidt, vi
tager en til, sagde han, som vi smider over rækket, så kan den stå oven på de 3
ned til Stationen, det varede kun 5 min. at køre til Hjulby Station. Det gik
meget nemt med at få grisen over rækket, Petersen kaldte på 4 karle som kom med
grisen, og når Petersen havde talt til tre, smed de grisen over rækket.
Der blev
slagtet en del i Højbo, hvor der var et slagterhus. Jeg har et gl. billede, hvor
man kan se, at der på en dag var slagtet 1 ko, 3 grise og 2 kalve.
Far havde hverken kølerum eller butik i
Højbo, så kødet blev solgt på torvet i Nyborg, eller til nogle af slagterne som
havde forretning i Nyborg. Jeg var tit med far i Nyborg, efter at han var blevet
selvstændig. Han handlede med slagtermester Poul Sørensen, og når vi var derude,
besøgte vi fars tante Marie og onkel Rasmus. De boede i en lejlighed i baggården
bag ved Poul Sørensens forretning i Mellemgade. Jeg kan huske, at når vi besøgte
ham, legede jeg med hendes tøjsnor, som var gjort fast på den anden side af
gården. De boede oppe på første sal, og tøjsnoren der var dobbelt løb i 2
taljer, så hun kunne trække tøjet tværs over gården fra sit køkkenvindue, når
det skulle hænges til tørring.
Der blev senere lavet et kølerum, og far fik også
en kødhakker, så folk kunne komme og købe hakket kød til bøf. Der kom engang
nogle og skulle have et pund til bøf. Far var ikke hjemme, men det mente Ruth,
vores pige, godt hun kunne klare, så hun skar en klump kød ud af en bagfjerding,
som hang i kølerummet. Da far kom hjem og så, hvor hun havde taget kødet fra,
tror jeg nok, han blev lidt sur, for hun havde skåret af det bedste stykke på
hele bagfjerdingen.
På bilen, som far havde til at køre grise med til stationen,
kunne lad og ræk tages af, hvorefter der blev sat en stol på med sæde og
kaleche, så det nu blev en bil med plads til 4 personer.
Den brugte vi meget til
at køre ture i om sommeren. Det var en fast tradition med en tur til Fyenshoved. Her gjorde vi gerne holdt ved et anlæg i Mesinge, hvor vi drak kaffe. Jeg mener
der stod et krucifiks. Her var det, at min mor tog 4 små selvsåede
rønnebærtræer, som hun plantede i indkørslen til Kertemindevej 4. Træerne står
der endnu.
Vi var i Middelfart for at se sænkekasserne til den første
Lillebæltsbro blev sat i vandet. Odinstårnet, som var bygget af det materiale,
der blev tilovers fra Lillebæltsbroen, var vi også ude at se. Tårnet var
bygget på Bolbro Bakke ved Odense, hvorfra man kunne se ud over det meste af Fyn
i klart vejr. Man skulle også kunne se broen. Odinstårnet blev desværre sprængt
væk af tyskerne under 2. Verdenskrig. Jeg har læst i avisen, d. 26/10-2003, at
beboerne på Bolbro Bakke vil bygge et nyt Odinstårn, men det bliver kun 12 m
højt.
Far var medlem af Vindinge Herreds Motorklub, som har en grund på
Strandalleen i Nyborg. her kørte vi ud om sommeren, hvor vi havde madkurven med.
Far og Mors venner da vi boede i Højbo
Da vi boede i Højbo, var det en fast tradition, at vi holdt Nytårsaften på
Christiansminde. Frida og Peter på Elværket var også med. Konen på
Christiansminde hed Laura, hun havde været enke i mange år, da hendes mand døde
af den engelske syge som ganske ung. Laura havde en bestyrer der hed Johan. Han
var der indtil Lauras søn Kristian var blevet så gammel, at han kunne overtage
gården.
Når far og Mor besøgte Laura, var Johan der også og deltog i snakken.
For enden af alleen op til gården står der en sten, som Lauras svigermor fik
sat, da kvinderne fik valgret, og samtidig blev der plantet et egetræ.
Juleaften, mens vi boede i Højbo, blev holdt ved onkel Hans og moster Alma i
Regstrup Skole. da Onkel Hans Flyttede til Aunslev og vi flyttede ned på
Kertemindevej skiftedes vi til at holde juleaften. Det var altid moster Alma der
lagde dejen til de brune kager, hvor efter mor bagte til sig selv.
Vi holdt også
juleaften sammen med Marius og Margrethe og Ivan, aftenens store oplevelse var
når anden skulle skæres ud, det var Margrethe der skulle sørge for det og det
var noget der gik stærkt for Margrethe var meget hurtigt til sit arbejde. Vi
børn syntes også at det var noget pjat at opvasken skulle overstås inden
juletræet skulle tændes og julesangene skulle også synges, inden vi kunne få
julegaverne.
Efter at vi var flyttet ned på Kertemindevej nr.4, blev det fast
tradition, at vi Nytårsaften spiste kogt torsk ved onkel Hans, hvorefter vi gik
over til os og festede videre, og i løbet af aftenen kom der flere gæster.
Det var gerne Annine og Marius Nielsen og Anna og Poul Rasmussen fra Regstrup.
Astrid og Jens Hansen fra Onkelsminde var også med. Far og mor spillede kort med
Skomager Marius Hansen og hans kone Marie, brugsuddeler Anton Larsen og hans
kone Marie samt malermester Svend Kilian og kone som også hed Marie. 3 koner med
samme navn.
Om sommeren kørte far og mor mange ture sammen med Peter og Frida
fra Elværket. Det var ture der gerne varede en 3 til 4 dage. De var på Møens
Klint, hvor de boede på et hotel i Vordingborg. Om natten vågnede far flere
gange, hvor han drømte, at han faldt ned af Møens Klint.
Min Mor havde en dårlig
ryg, mens vi boede i Højbo. Hun var indlagt temmelig længe på Nyborg
Sygehus, hvor det var overlæge Horneman der behandlede hende.Jeg kan huske, da hun
kom hjem fra sygehuset, det må havde været en meget fin sommer, for hun lå meget
ude i haven på en liggestol.
Da mor nu ikke kunne bestille så meget mere, fik vi
en tjenestepige. Den første hed Frankie. Hun var datter af krogsmeden, så kom
Jette Wiele, hun led meget af hjemve trods det, at hun næsten kunne se hjem.
Efter hende kom Grete Tagesen. Hendes har og mor boede i et ledvogter hus ved
Borgeskov. Huset er senere blevet fjernet. Grete var forlovet med skytten på
Juelsberg og efter de blev gift, fik han en plads i Jylland, hvor de boede i et
hus, som lå meget ensomt midt inde i en skov. Vi hørte senere, at hun følte sig
meget ensom, og der blev sagt, at det var derfor, hun fik tuberkulose. Efter
hende kom Agnete Jakobsen. Den sidste pige vi havde i Højbo, hed Ruth Danielsen.
Hun kom fra Bovense, hvor hendes far var murer. Hun var ved os så længe, at hun
flyttede med os ned i det nye hus på Kertemindevej.
Vores nærmeste nabo, da vi
boede i Højbo, hed Peter Salomon. Han var forhenværende gårdejer, han havde ejet
Korshøjgård, og ham besøgte jeg hver dag. Han havde en hest og en ponyvogn, som
han havde taget med fra Korshøjgård. Den kørte vi mange ture på.
Sablen, som har
hængt ved trappen op til lejligheden på Kertemindevejen, har jeg arvet af ham.
Sablen lå under hans hovedpude og den gav han mig, den sidste aften han levede.
Peter Salomon sad engang, da jeg kom hen til ham og klippede avispapir i firkantede stykker, og jeg spurgte ham, hvad det dog skulle bruges til, Jo ser du, nu laver vi et hul her og trækker en snor igennem, og så hænger vi det over på lokummet, så har vi noget at tørre møllen med. Den gang brugte man ikke penge på toiletpapir. Jeg kan nu heller ikke huske, om det var opfundet i 1928-29.
Legekammerater
Mens vi boede i Højbo, kom jeg så godt som hver dag på Mensalgård, hvor jeg
legede med sønnen Knud Peter. Det var spændende at komme der i høsten, hvor vi
stod bag på selvbinderen. Når vi nåede et hjørne, skulle vi flytte de neg, der
lå der, for at hestene ikke skulle træde i dem. Når kornet skulle køres hjem fra
marken, fik vi lov at komme op på det høje kornlæs for at køre med hjem i laden.
Vi skulle også hjælpe til når kornet skulle rækkes af vognen, Jeg var oppe på
loftet hvorfra jeg kunne springe ned på læsset når det kom ind i laden. Jensen
fra elværket skulle række af, jeg havde sat mig på en bjælke lige over læsset
for at springe ned til Jensen. I den bjælke jeg sad på var der en krog, det
havde jeg ikke set, så da jeg ville springe, hang mine bukser i krogen, så jeg
blev hængene. Jensen kiggede op og sagde hvor fanden bliver slagteren af.
Når
der blev tærsket om vinteren, hjalp vi til med at tage halm fra oppe på loftet,
hvor vi lavede huler i halmen. Knud Peter havde en ged som han havde fået lavet
seletøj til. Den spændte vi for en vogn som vi kørte rundt på gården med, vi
legede også med drager, vi kunne også godt finde på at lave nogle drengestreger,
en gang havde vi anbragt en spand vand oven på bagdøren, hvorefter vi kaldte på
Knud Peters bedstemor, men heldigvis faldt spanden ned inden hun kom ud til
døren.
Vi spillede top på kertemindevejen, der kørte jo ikke så mange biler
dengang, en top var drejet ud af en træklods, i spidsen sad der et søm, for at
få toppen i gang havde vi en pisk, vi anbragte toppen i et hul i jorden, viklede
snoren om toppen, hvorefter vi trak til for at få toppen i gang. Om vinteren
kælkede vi ude i granskoven, der hvor spejderhytten nu ligger, når vi sad på kælken
og kørte ned af bakken, havde vi en lang styrestang den bruget vi til at styre
igennem et ledhul når vi nåede ned til enden af bakken.
Klink var noget vi
spillede med 5 øre, som dengang var ret store, vi lavede en streg i jorden,
hvorefter vi smed 3 eller 5 mønter efter stregen, den der kom nærmest samlede
alle mønterne op og rystede dem i hånden, og smed dem på jorden, dem der lå med
kronen opad måtte han tage, nr. 2 samlede resten op, og sådan fortsatte man til
der ikke var flere mønter til bage. Det var for øvrigt her, jeg kom til at tjene
da jeg blev konfirmeret.
Vi boede i Højbo til 1936-37, hvorefter vi flyttede til
Kertemindevej nr.4, hvor min far byggede et nyt hus med butik og i kælderen
pølsemageri, som alt sammen kostede 19,000 kr. Lærer Hansen fra Bovense skole,
sagde til min far: Du er da ikke rigtig klog at begynde på det i disse dårlige
tider”.
Min far kunne dengang ikke låne penge i banken, og derfor kunne han ikke
komme i gang med at bygge. Han havde et år i forvejen købt en grund af Niels
Diderik. Far forsøgte at låne penge i sparekassen, der lå i Adelgade. Direktøren
hed Torp-Pedersen, men der kunne han ingen låne. Så forsøgte han i
Landbosparekassen, hvor direktøren hed Kjeldsen, men den gik heller ikke. Ja, så
må jeg prøve den anden igen; sagde far. Ja gør du det, sagde Kjeldsen, men så
skal du også regne med, at du skal betale det første afdrag, inden du når
Aunslev.
Det blev en ældre dame, far lånte pengene af. Et års tid efter far
havde købt grunden, traf han Sørine, som var enke efter uddeler Jørgen Jørgensen
fra den gamle brugs i Aunslev. Hun spurgte far om han ikke snart skulle til at
bygge. Far sagde til hende, at han var nødt til at vente, da han ikke kunne låne
penge i Banken. Du skal ikke vente, sagde Sørine, du kan låne pengene af mig.
De
kørte til sagfører samme eftermiddag og fik det ordnet, og renten blev kun 4%.
Nu kunne far komme i gang. Det kostede 19,000 at bygge dengang, altså i 1937.
Tømrermester Johannes Pedersen Korkendrup tegnede huset og gav tilbud på
snedkerarbejdet. Tømrermester Bertelsen gav tilbud på tømrerarbejdet. Elektriker
Peder Hansen gav tilbud på elarbejdet. Lindskov Hansen fra Sønder Højrup gav
tilbud på Varmeanlægget. Blikkenslager Jørgensen fra Ullerslev gav tilbud på
sanitet og tagrender. Alle 5 fik arbejdet.
Den første dag, da far og mor havde
åbent i butikken, solgte de for 50kr. Da de havde lukket og gjort kassen op,
sagde far til mor: Det her det bliver noget af en guldgrube.
De første 4 dage i
ugen holdt vi åbent fra kl.7 til kl.18, fredag fra kl.7 til kl.19.og lørdag fra
kl.7 til kl.20. Men hele lørdag formiddag var der ikke meget at lave i butikken, så der gik far og rev ude foran butikken. Det var først efter kl.16 at
der begyndte at komme kunder i forretningen.
Når vi havde lukket kl. 20.
skulle der gøres rent. Dertil skulle der bruges meget varmt vand, så vi fyrede
op under brygkedlen, der brugte vi det papir, vi havde smidt ned ad kældertrappen
i løbet af lørdagen. Rengøringen var gerne overstået kl. 22.
Så fik vi kaffe,
hvor efter vi spillede kort alle sammen også pigen og svenden. Forretningen gik
så godt, at Far begyndte at spekulere på at få en svend til at hjælpe sig, så i
1939 kom Ejnar Hansen.
Han var udlært i Ringe, og inden han kom til os, var han
svend ved Sørensen i Bovense. Det gik så godt, at han blev ved os i 11 år. Ejnar havde ingen forældre, så han blev som en søn af huset. Far og mor sørgede
altid for, når de var ude at købe julegaver at Ejnar fik det samme som Poul og
mig. Det var første gang Ejnar havde prøvet at holde jul, da han kom til os.
Ejnar lavede den aftale med mor,at hun skulle holde et bestemt beløb tilbage af
hans løn, så han havde noget at købe tøj for. Det tøj han havde, da han kom,
fyldte ikke mere, end det kunne være i en skotøjsæske.
Min far havde en meget
dårlig skrift. Når han havde skrevet noget på en seddel, var det ikke altid, han
selv kunne læse, hvad han havde skrevet, så kaldte han på Ejnar, men det var
heller ikke altid han, kunne læse det. Det skal du sku kunne, nu har du været
her i så mange år.”
Hjemmeslagteren Ejnar
Fortalt af Jørgen ThulesenNår Ejnar skulle ud og slagte på en gård, var han altid meget præcis. Han kom
altid til den tid, der var aftalt.
Engang kom han på en gård i Nederby, hvor
vandet ikke kogte. Stige og kar var heller ikke taget frem. Han spurgte manden,
om det ikke var i dag de skulle slagte, jo det var det da, men du kan vel vente,
til vi er færdige med at spise,.” Nå det tror du, nej nu kører jeg, jeg har
flere, jeg skal nå i dag. Ejnar skyndte sig hjem til far og sagde, som det var.”
Ham skal vi nok klare, sagde far. Han ringede rundt til de andre slagtere i
sognet og fortalte dem, hvad der var sket, så hvis manden ringede til dem, kunne
de da sige nej. Den var de med på.
Der var steder, hvor det var sjovt at komme
når grisen skulle slagtes blandt andet i Skaboeshuse. Her var der 4 steder som
fik slagtet samme dag, det var ”Kristian Camilla”, Niels Christoffersen, Hans
Madsen og ”Kristian Ditter”. Mændene her gik så med rundt og hjalp til også for
at se, hvem der nu havde den største gris.
Der blev også tid til både frokost og
kaffe, så det gik lystigt til. Lærer Andersen Aunslev skole havde opfødt en gris
som skulle slagtes til jul, det ville han gerne have Ejnar til. Rasmus
Amerikaner, som var nabo, skulle hjælpe til, og han havde fortalt Ejnar, at
lærer Andersen inden for de sidste 2 dage havde givet grisen et kilo sukker,
fordi han havde hørt, at så ville leveren blive ekstra stor. Da Ejnar var ved at
tage ud af grisen, spurgte Andersen, om det var en god stor lever. Ejnar sagde
til ham, at han aldrig havde set så lille en lever, det kunne Andersen ikke
forstå, for han havde givet grisen et kilo sukker for et par dage siden. Det
vidste Ejnar jo godt, derfor svarede han sådan. Det skal være over længere tid
for at leveren bliver stor. Ejnar slagtede gris ved Jørgen, som var karl på
Juelsberg. Han boede i et af Juelsbergs huse, og her havde han født en gris op,
som skulle slagtes til jul. I mens Ejnar stod og ordnede grisen, siger han til
Jørgen:” Jeg tager altså hoved og ben med, når jeg kører. Jørgen så på ham et
øjeblik, så sagde han:” Det tror jeg nu ikke på min kone bliver så glad ved.”
Ja, men det er altså mit eget hoved og ben sagde Ejnar.
Forvalter Petersen på
Juelsberg var ikke tilfreds med den slagter, han hidtil havde haft, så han
ringede til far og spurgte, om han kunne slagte en gris. ”jo det vil jeg mene,
jeg kan, men jeg gør det ikke selv mere, men jeg har en svend, der er dygtig til
det, og han er meget præcis til at komme til den aftalte tid. ”Ham prøver vi
sagde Forvalteren. Det kom til at gå rigtig godt. Der blev slagtet 5 grise til
jul, om foråret blev der slagtet kalv og lam. Min første oplevelse som
hjemmeslagter foregik ved Rasmus Kr. Rasmussen Hesselagergård. Her skulle jeg
prøve første gang at stikke en gris. Jeg var selvfølgelig noget nervøs, så da
jeg stak grisen, kom jeg til at skære hul i luft røret. Så da grisen pustede ud,
fik Rasmus Kristian, som skulle tage blod, blodet lige i hovedet.
Der var ellers
en gammel slagter, der havde fortalt mig, at når jeg skulle stikke en gris,
skulle jeg bare sigte efter røvhullet.
Min farbror Marius, som også var
hjemmeslagter, havde en sjov oplevelse, da han tog rundt og slagtede. Han var
ved bødkeren i Regstrup, og da han kom spurgte Sofie ham, om han ville have
kaffe, når han var færdig. Det sagde han ja tak til, men da han stod og ordnede
grisen så han, at Sofie var ude og tage vand i en balje som stod under
tagnedløbet.
Det kunne han godt klare, da vandet skulle koges, men han havde lige
set deres drenge, som lige var stået op, tisse i baljen, så han fik pludselig
travlt med at komme af sted.
Partering af Grisen
De 5 grise, som var slagtet på Juelsberg, skulle også parteres. Det var et stort
arbejde, for de skulle skæres ud så alle folkene, som ikke spiste på godset fik
hver en portion. Sammen med kødet fik folkene også en almanak. Ejnar hjalp også
fru Pedersen med den gris, hun skulle bruge i Gårdens husholdning. Det blev han
efterhånden så vant til, at han ofte stod alene nede i kælderen og ordnede uden
at Fru Pedersen var der.
Engang kom forvalter Pedersen ned i kælderen til ham,
han så sig omkring, sig mig står du her alene? Ja,det gør jeg. Så er du fanden
lyne mig den første, der har fået lov til det.
De kalve og lam der blev slagtet
skulle også parteres, og her deltog kammerherreinden. Hun skulle bl.a.bruge
lammekoteletter til at servere for Kongen, når han kom på jagt.
Ejnar og jeg
havde et sted, hvor vi brugte flere timer på at partere 2 grise. Det var ved
Elin og Lærer Jørgensen, og det var gerne søndag formiddag. Deres børn skulle
have noget af grisene, så de var mødt, når vi kom. Vi startede gerne med at
drikke kaffe med rundstykker, hvor vi fik en snaps til. Da fru Jørgensen skulle
hente snapsen i køleskabet, tabte hun den på gulvet, så den gik i stykker. Hun
blev lidt ked af det. Det skal du ikke være sagde Lærer Jørgensen, der er flere
ned i kælderen.
Parteringen foregik i kælderen, og her gik det lystigt til, for
ind imellem fik vi en øl, så der manglede ikke noget. Når det hele var pakket
ind lige klar til at komme i fryseren, kørte vi hen til mig og hakkede det kød,
der skulle bruges til fars. Når vi kom tilbage, havde fru Jørgensen gjort klar
til, at vi skulle spise gule ærter, hvor vi også fik øl og snaps til. Så det
havde været en rigtig god dag, og vi fik jo også penge for arbejdet.
De steder,
hvor folk ikke selv parterede deres gris, tog Ejnar rundt om aftenen og hjalp
dem. Grisen blev parteret på en speciel måde, og det første man skar af var
mørbraden. Jeg kan fortælle, at hjemme ved Ediths forældre fik man mørbraden til
aften den dag, de slagtede. Derefter tog man ribbenene af i et stort stykke,
hvorefter det blev delt ud i passende stykker lige til at stege. Den ene skinke
blev lavet til stege, den anden blev saltet sammen med spækket i uger, det
skulle jo holde sig i lang tid. Husk på man havde ikke frysebokse. Det der
skulle røges, blev sendt til træskomanden. Hvorfor til træskomanden.? Det var
fordi, han lavede træsko af elletræ, og det træ der ikke blev brugt til træsko,
var fint at bruge i røgeovnen.
Nødslagtning
Rasmus Olsen i Skalkendrup ringede til far, om Ejnar kunne komme ned og skyde en
kvie, som lå ude i marken med et brækket ben. Ejnar kørte derned og gik ud i
marken sammen med Oluf, som viste Ejnar, hvor kvien lå. Ejnar skød den,
hvorefter Falck kørte den ud på slagtehuset i Nyborg. Ejnar var ikke mere end
lige kommet hjem, da Rasmus ringede og sagde til far, at Ejnar havde skudt en
forkert kvie. Ejnar måtte så af sted igen for at skyde den rigtige.
Den beholdt
Rasmus hjemme, men da Ejnar skulle noget andet, måtte jeg ned at flå den. Det
med kvien var jo ikke så godt, selv om Ejnar ikke kunne gøre for det. Det var jo
sønnen, der havde vist ham den forkerte, men der var alligevel nogen, der
spurgte Ejnar, om han havde været ude at skyde kvier for nylig.
Gris til ungarerne på Juelsberg
Under opstanden i Ungarn kom der mange ungarer her til Danmark, bl.a. et ægtepar
til Juelsberg. Dem forærede Kammerherren en gris til jul. De ville selv ordne
grisen, og det måtte de også godt. Det eneste Kammerherren forlangte var, at
Ejnar skulle komme og stikke grisen. Da han havde gjort det, bar de grisen ud,
hvor de lagde den på noget halm. De dækkede den til, så den var helt væk i
halmen, hvorefter de stak ild i halmen. Det var deres måde at få hårene af
grisen i stedet for at skolde den i et kar med kogende vand. Jeg har engang set
i fjernsynet, at sådan gjorde man i Ungarn.
Efter 11 år syntes Ejnar, at han
ville finde andet arbejde, så han søgte pladsen som vært i Aunslev
Forsamlingshus, som han fik. Han var også blevet gift med Ella datter af Helene
og Aksel Carlsen. Nu var stillingen som vært, ikke så et ægtepar kunne leve af
den, så Ejnar tog rundt og slagtede for folk.
Ella måtte så passe
forsamlingshuset, men det må havde været sjovt for hende, for hendes farfar,
Carl Carlsen, havde været vært der i mange År.
Da Ejnar var rejst, fik far en
svend som hed Poul Bergholt, og efter ham kom Erling Blikdahl, som var der,
indtil jeg kom hjem.
Da anden Verdenskrig kom, blev der lavet helt om på
åbningtiderne. Der kom rationering på varerne, så man begyndte at holde
middagslukket, og om lørdagen lukkede vi kl.12. Jeg kan huske, at engang da vi
havde lukket lørdag middag, var der ikke mere kød i kølerummet, så det blev
stoppet. Viggo og Julie fra Bogense ringede, at de ville komme og besøge os. Det
må I gerne, sagde far, men så skal I selv tage noget mad med.
Men det var nu
sjældent, at vi havde så lidt kød, for landmændene brugte aldrig alle deres
mærker, da de slagtede en del selv. De mærker folk havde i overskud fik Far, som
der så var andre der fik glæde af. Hestekød var ikke rationeret, derfor blev der
slagtet en del føl. Jeg kunne nu ikke fordrage at arbejde med hestekød, det
havde en væmmelig sød lugt.
Under krigen var der mangel på smør, margarine og
fedt, så alt det oksetalg, vi kunne få fat i, blev smeltet om til klaret. Vi
havde en kunde, som skulle smøre madpakker til sin mand og 3 sønner, så hun var
lykkelig, når hun kunne få noget klaret, for det var ikke rationeret.
Vi
slagtede også en del kalve, da kalvekødet ikke var rationeret. Vi slagtede
kalvene i garagen, der blev også slagtet en gris af og til, det var godt nok
ikke helt lovligt, det var tyrekalve vi slagtede.
Far købte næsten alle de
tyrekalve, der blev født på omegnens gårde. Vi samlede kalvene sammen pr. cykel.
Vi havde fået lavet en vogn til at spænde efter Cyklen, hvor der kunne ligge 2
kalve i en sæk. Da vi ikke kunne bruge dem alle i forretningen blev resten til
sendt Nyborg offentlige slagtehus.
På grund af at vi ikke kunne køre i bil under
krigen, kørte Peter Madsen (Sodavand), der havde et husmandssted i Skovgyden,
dem til Nyborg med hest og vogn. Kødet blev ikke stemplet, så vi skulle passe
meget på, at vi ikke havde noget i kølerummet, når priskontrollen kom.
Engang da
vi havde lavet en masse pakker om fredagen, det var nogle, der skulle bringes ud
om lørdagen, kom priskontrollen og begyndte at gå pakkerne igennem for at se, om
vægten passede. Nu var det jo spændende om de nåede ned til en af dem, der lå i
bunden, for der var en imellem, som ikke var stemplet. Jeg tror nok, far var
noget nervøs, indtil de var færdige med at gå pakkerne igennem, men det gik da
heldigvis godt. De pakker, vi havde lavet til, som skulle bringes ud om
lørdagen, indholdt det kød og pålæg, som vi havde været rundt og taget
bestilling på om tirsdagen.
Vi solgte også æg i forretningen. Det var æg, vi
købte af Private. Vi skulle sørge for at gennemlyse dem, og til det havde vi
kasse med en pære i, men det var ikke ret tit, vi brugte den. Så når
ægkontrollen kom, var det med at finde den frem. Vi så gerne, når han holdt uden
for forretningen, så var det bare med at finde den frem for at se, om pæren
virkede. Men det havde vi nu altid god tid til, for så snart han kom ind i
butikken, spurgte far ham, om han ikke havde fået en ny bil, for far vidste
godt, at han gerne ville fortælle om alle de gode biler, han havde haft.
Under krigen, hvor vi ikke kunne køre i bil, oprettede Laurits Andersen i Skalkendrup en fragttur med hest og vogn. Han kørte fra Skalkendrup gennem Aunslev og Hjulby til Nyborg. Der var mange, der havde bud med ham, særlig ældre, når de skulle hæve penge i banken. De gav ham sparekassebogen og sagde hvor meget, han skulle hæve. Han skrev aldrig noget op, men beløbet passede altid, når han leverede bogen tilbage. Far sendte penge med ham for at betale regningen på det kød, han havde købt af Johannes Rasmussen, som opholdt sig på Central Cafeen, og her gik Laurits hen med pengene. De ting, vi sendte med Laurits, lagde han ind under sædet, han sad på, her var der en låge med en krampe. Det, jeg har skrevet om her, skete under krigen.
Sognerådet
Fortalt af Jørgen ThulesenMin far, Thorvald Thulesen, blev valgt til sognerådet 1948-49 for de radikale. Da han var eneste medlem for de radikale, var han mange gange tungen på vægtskålen, når der skulle stemmes, men det var han god til at klare.
Fra
venstre: Alfred Nielsen (Bovense), Thorvald Thulesen (Aunslev), Knud Rasmussen
(Dyrehaven), Hans S. Hansen (Aunslev), Alfred Hedemark (Aunslev), ? ?
(Dyrehaven), Niels Jørgensen (Aunslev Nederb.), Hans Frandsen (Ndh.), Jens
Hansen (Aunslev Ndb.), Hans Hansen (Korkendrup), Meihoff (Dyrehaven), Gregers
Juel (Juelsberg), Alfred Nielsen (Bovense).
Sognerådsmedlemmerne havde selvfølgelig tavshedspligt; men far fortalte
alligevel engang fra et møde, hvor der blev forhandlet om nogle penge, hvor de
var anbragt henne. Formanden blev spurgt, og han svarede:De må jo være i en
kasse ved Peter (Kommune).
I kaffepausen var der nogle af medlemmerne der
spillede kort, og her ville kammerherre Gregers Juel gerne være med. De morede
sig meget når han tabte og skulle betale, for han havde svært ved at få fat i
pengene, for han havde dem i en konvolut. Men de har sikkert haft det hyggeligt
til deres møder.
Far kørte gerne med Hans Hansen (sognerådsformanden) hjem fra
mødet i Forsamlingshuset. De sad og snakkede i bilen, inden far stod af. Det var
der nogle af byens folk, der havde set, og derfor blev der sagt nu sidder de 2 og
bestememmer. Min mor har også været i sognerådet for de radikale. Der findes
flere billeder af sognerådet på Nyborg Lokalhistoriske arkiv.
Min tid som karl ved Søren Nielsen
Fortalt af Jørgen ThulesenDa jeg blev konfirmeret, kom jeg til at tjene på Mensalgård ved Knud Peters
far Søren Nielsen, fra den 1/5 1941 til den 1/11 1943. Min løn for vinteren var
400 kr. og for sommeren 700 kr. Vi fik ikke udbetalt fast pr. måned, men måtte
pænt ind til manden og bede om et beløb. Det var lige før, han spurgte, om hvad
jeg dog skulle bruge dem til. Der var som regel altid et beløb tilbage, når vi
nåede første maj eller første november.
De penge vi fik udbetalt blev gerne
brugt til nyt tøj, så jeg skal love for, vi var nogle flotte karle, når vi kom
til bal efter første maj. De fleste af karlene i Aunslev og omegn handlede
næsten alle ved Reichardt Lehn i Nyborg. Hans forretning lå i Adelgade, her lå
Netto, inden den flyttede på Strandvejen.
Det var en god tid, synes jeg. Husk det var en gård med alt, hvad der hørte til en bondegård. Man stod op kl.5, hvor vi mugede ud ved hestene, striglede dem og fodrede dem. Kl. 6 spiste vi morgenmad, som bestod af øllebrød med mælk og sukker.Vi var 2 karle, 2 piger samt manden, konen og hendes svigermor. Der var også 3 børn, så der var mange at lave mad til. Der var også en gift fodermester, som spiste hjemme.
Vi fik som sagt morgenmad(davre) kl. 6, frokost kl. 9, middagsmad kl. 12.30,
og derefter sov vi til middag til kl.14.00. Her i år 2002 er der mange
arbejdspladser, der igen er begyndt at holde middagspause. I middagspausen
mødtes karlene i brugsen, her kom Jørgen, som tjente på Christiansminde, han
påstod, at han kunne spise 30 boller på 5 min. Han ville godt prøve, hvis vi
betalte bollerne, hvis han ikke nåede at spise dem, skulle han nok selv betale,
han nåede det, men han kørte hen i den anden brugs og købte 2 boller, for han
sagde, jeg kunne ikke nå at smage de 30.
Fyraften holdt vi kl.18,00 og derefter
aftensmad kl.18,30. Vi spiste i folkestuen, hvor der var et langt bord med en
fast bænk langs ydermuren. For bordenden sad manden, til venstre for ham sad
forkarlen og andenkarlen. Pigerne havde også en lang arbejdsdag, for de skulle
sørge for, at morgenmaden var klar til kl. 6, frokosten kl. 9, og så skulle de i
gang med middagsmaden, som skulle være klar til kl.12.30. Når vi gik fra bordet,
skulle de hen og vaske op. Kaffe fik vi kl. 14 og derefter gik de i gang med at
gøre klar til aftensmaden til kl. 18,30. Når vi havde spist, tog de af bordet og
vaskede op, så det var godt nok nogle lange dage, pigerne havde.
Udover at gøre
klar til spisetiderne, var der meget andet, der skulle laves, der var rengøring,
tøjvask, syltning, brygning og meget andet.
Fodermesterens arbejde
Da jeg tjente ved Søren Nielsen havde man ikke malkemaskine, så køerne blev
malket per håndkraft.
Fodermesteren var gift og hed Hans Andersen, hans kone hed Mathilde. De mødte
hver morgen kl.4, hvor der var ca. 20 køer, der skulle malkes. Det tog omkring 2
timer. De skulle være færdige med at malke, så spandene stod klar til
mælkekusken kom. Det var Jakob Bondemose, der kørte turen. Han var en lun fyr.
Når han havde været i brugsen, og vi gik inde på marken, rystede han med
brugskurven og råbte, om vi kunne høre kyllingerne- det var nu øl, han havde i
kurven.
Når de var færdige med malkningen, cyklede Mathilde hjem, hvor efter
Hans gik i gang med at fodre, rense bag ved køerne og strø rent halm under dem,
og der kom også sand på gangene. Inden mælkevognen kom tilbage fra mejeriet,
kørte Hans hjem og fik sin morgenmad. Når mælkevognen kom tilbage fra mejeriet,
skulle spandene tømmes for skummetmælken og vallen, som kalvene og grisene
skulle have. Spandene skulle vaskes og stilles op med bunden i vejret, så de var
klar, når der skulle malkes til aften.
Hans skulle også gøre rent ved grisene
samt vaske alle staldvinduerne en gang om måneden. Det var nogle lange dage Hans
og Mathilde havde, og så havde de kun fri en veekend om måneden, hvor karlene
passede køerne.
Karlenes arbejde
Der var meget at lave og meget hårdt arbejde ind imellem, særlig om foråret når
der skulle køres møg ud. Først skulle det læsses på vognen hjemme i møddingen,
det kaldtes at slå møg på. Derefter ud i marken hvor det blev lagt i bunker,
hvorfra det med håndkraft blev spredt ud, og det skulle helst være i et jævnt
lag. Herefter skulle det pløjes ned, hvilket var et dejligt arbejde. Plovfurerne
skulle helst være lige, så den som kørte på Landevejen, kunne se, om karlen var
dygtig til at pløje. Der blev kørt ajle ud på græsmarkerne, og jeg fik engang
drejet for knapt, så vognen væltede, og al ajlen løb ud.
Foråret gik med at
pløje, harve og så. Der blev sået korn og roer og spredt kunstgødning. Når
roerne var kommet op, skulle de tyndes ud, da der blev sået mange frø. Det kunne
godt være hårdt ved ryggen de første dage. Vi kunne få akkord på at hakke roer.
Vi fik et fast beløb pr. hundrede favne, men det foregik først efter fyraften. I
dag er det noget lettere, da roerne bliver sået med enkelt frø.
Så kom høsten,
som var en meget travl tid. Først blev der hugget hul i hjørnerne med en le, for
at hestene ikke skulle træde i kornet, når de kom med selvbinderen, som der var
tre heste for. De skulle bruge god plads for at vende. Det var altid meget varmt
i høsten, hvor der samtidig var mange fluer som satte sig på hestenes muler,
derfor hængte man nogle klude over mulen på dem.
Når kornet var høstet, skulle
negene sættes sammen i hove (ansteder), som vi kalder det her på Fyn, og
rækkerne skulle helst stå lige, som så godt ud, når folk kørte forbi på
Landevejen.
Når kornet var tørt, skulle det køres hjem i Laden. Det foregik med
2 vogne. Ude i marken var der en mand, som rakte op på vognen, hvor karlen
skulle sørge for at lave et flot læs, der ikke væltede når han kørte hjem. Hvis
det skete, kostede det ½ flaske snaps. Vi skulle sørge for, at læsset ikke blev
for højt, for det skulle gerne kunne komme igennem porten hjemme i laden, hvor
der var en lang køregang hele laden igennem.
Ind til siden var gulve, hvor
kornet skulle sættes. Det var gerne Søren selv, der satte kornet. Det skulle
være på en bestemt måde, så det var nemt at få fat i, når det skulle tærskes om
vinteren. Foruden karlen som rakte læsset af, var der gerne 1 eller 2 som hjalp
til inde i gulvet, blandt andet Hans Brugs som hjalp til en enkelt dag, men det
var vist nærmest for at komme hjemme fra butikken. Det var en fast regel, at
hvis man tabte forken, skulle man give en omgang øl, og det skete tit for Hans.
Jeg tror nu nok, han gjorde det med vilje, når han syntes vi trængte til en gang
at drikke. Det skulle altid være Rød Tuborg. Når vi nåede op i en vis højde,
blev der lagt bjælker ud over ladegangen. Det kaldte man en slyde, og her blev
kornet sat ud, hvorefter man kunne fortsætte helt op i rygningen.
Nu vi er i
gang med høsten, kan jeg huske at min far fortalte mig, at når bønderne gik i
gang med rugen, så skulle slagteren sørge for at have godt med oksekød på
vognen, for så skulle bønderne have suppe. Mærkelig nok lige i den varmeste tid
på sommeren. Når kornet var kommet godt i hus, blev der holdt høstgilde for dem,
der havde hjulpet til.
Når vi kom frem til november måned, hvor det begyndte at
blive mere køligt i vejret, var det tiden at få slagtet grisen. Man havde ikke
fået fersk kød hele vinteren, der fandtes jo ikke køle og fryseskabe. Nogle
gange ventede man med at slagte til december for at have frisk kød til jul.
Grisen, som skulle slagtes til jul, blev taget fra de andre grise og gik for sig
selv, da den gerne skulle op og veje 500 pund, for at den kunne få noget tykt
spæk og nogle store fedtflommer.
Man fik da frisk kød om sommeren. Det var fast
tradition med kyllingesteg og agurkesalat til Pinse, hvor de første agurker kom
frem, og ikke som nu hvor man kan få både kyllinger og agurker hele året.
Der
blev da også slagtet en høne, og fisk fik man engang om ugen. Det var Thorvald
Fisker fra Kabinettet, som cyklede rundt i Aunslev og Bovense og solgte fisk,
som han havde i kasser foran og bag på cyklen.
Når der nu var godt med frisk
kød, blev der rundt om på gårdene holdt pølsegilder, for nu skulle der smages på
al den gode mad. Min far, som var glad ved mad, kunne ikke forstå at hans
sidemand ikke spiste ret meget. Far spurgte ham, om han ikke kunne lide
maden.”Jo,” sagde han,”men ved du hvad nu har jeg været til 9 pølsegilder og
fået medister og flæskesteg hver gang, så nu er jeg ved at køre træt.
Når gæsterne var færdige med at spise og fået kaffen, gik herrerne ind i en anden stue for at spille kort og diskutere politik. De fleste af gæsterne var bønder, så de holdt selvfølgelig på venstre. Det blev der mange livlige diskussioner ud af, da min far var radikal og godt inde i politik. Han kunne godt klare sig, selv om han var ene mod alle venstrefolkene. Der blev serveret øl for herrene, hvorimod damerne, som sad i en anden stue, fik et glas sodavand i nogle meget fine glas.
Efterårsarbejdet var overstået i marken. Der var sået vintersæd, og
der var kørt møg ud, roerne var taget op, det foregik pr. håndkraft, det var
hårdt særlig om morgenen, hvor roerne både var kolde og våde. De blev kørt hjem
til en kule bag ved laden, hvor de blev dækket med halm og jord, at de ikke
skulle fryse om vinteren.Toppen af roerne blev ensileret i nogle store
cementkummer der skulle gerne være foder nok til køer og heste hele vinteren.
Kornet som var kørt ind i laden, skulle man nu til at tærske. En skulle smide
det fra gulvet ud på tærskeværket, hvor forkarlen lagde det i værket. Her blev
kernerne skilt fra, hvorefter de løb ud i sækkene. En sæk korn vejede 200 pd.
Det var hårdt arbejde at bære dem op på loftet. Senere fik man en kornblæser,
som blæste kornet direkte op på loftet.
Halmen kom ud på en sliske, efter at det
var blevet bundet i knipper, og her fra blev de skubbet op på halmloftet.
Avnerne
blev blæst ind i avnerummet, hvorfra de blev brugt til strøelse under køerne.
Når man var ved at nå bunden, kunne der godt være helt levende af mus, og vi
kunne godt risikere, at de kravlede op i bukserne, hvis vi ikke sørgede for at
have bukserne inde i gummistøvlerne.
Vi havde en foxterrier, som var god til at
tage mus, og det var noget, der gik stærkt. En aften vi sad og spiste på
Onkelsminde,siger Aksel:” Hvad er det, der kravler oppe i min nakke”? Jeg så
efter og fandt 2 mus.
Det støvede meget når vi tærskede, så meget, at vi dårligt
kunne se hinanden. Det var utroligt, at vi ikke blev dårlige af alt det støv, vi
fik i lungerne, men det betød nok noget, at kornet ikke var sprøjtet. I dag
bliver det sprøjtet flere gange i løbet af sommeren.
Der skulle bruges meget brænde til komfur og brygkedel, men om gårdens marker
var der mange træer og hegn, så der var nok at tage fat på om vinteren. Vi stod
ude i hegnene og huggede risbrændet, så det var med hurtigt at lave nogle
knipper, så vi kunne stå i læ for vinden. Risbrændet blev brugt, når der skulle
tændes op under brygkedlen og på komfuret i køkkenet.
På Juelsberg blev der
holdt skovauktioner, her kunne folk komme og byde. Det var mest bøgebrænde, som
blev solgt i rummeter. Det blev gerne regnet for lidt af en festdag at være til
skovauktion, hvor man havde sin frokost med. Brændet skulle nu hentes hjem, det
foregik pr. hestevogn. Jeg kan huske, vi blev sendt af sted om morgenen med 2
vogne. Når det var læsset, spiste vi frokosten som vi havde fået med samt en
flaske hjemmebrygget øl. Det var en tur der varede hele dagen, og på vejen hjem
holdt vi ind ved Georg karetmager, hvor det blev savet ud i passende stykker
lige til at kløve.
Det foregik hjemme bag ved laden, hvor der blev lavet en flot
brændestak, som skulle stå til Skt. Hans. Senere blev det pr.trillebør kørt ind i
Brændeskuret.
Der blev købt tørv fra Hjulby Mose,som vi også hentede hjem pr.
hestevogn. Når det hele var kommet i hus, skulle der gerne være nok til hele
vinteren.
Der blev også købt koks og briketter, som mest var beregnet til
kakkelovnene.
Tørvene blev skåret i Kampmosen, som lå i et stort moseområde bag
ved Hjulby, her var også fint at fiske. Hele Kampmosen og de andre moser i
området ved Hjulby blev desværre ødelagt, da motorvejen kom.
Nu blev der jo ikke
tændt op i alle stuerne hver dag, kun i folkestuen og dagligstuen. I den pæne
stue og storstuen blev der kun tændt op, når der kom Gæster. Møblerne i de pæne
stuer knagede, så det kunne høres i hele huset, når der en enkelt gang blev
tændt op i løbet af vinteren. Far havde fået lavet et skrivebord af en gammel
egeplanke, som havde ligget på vores loft i mange år.
I Højbo fyrede vi i
kakkelovne, men da skrivbordet kom med i det nye hus, hvor der var centralvarme,
vågnede far en nat ved et mægtigt knald, og da han kom ned i stuen næste morgen,
var pladen på skrivebordet revnet nøjagtig lige igennem.
Under krigen var det
ikke til at få tobak fra udlandet, så bønderne begyndte at dyrke tobak. Der blev
bygget store hjelme til at tørre tobakken i, nogle af dem står faktisk endnu.
Ved Søren Nielsen hængte vi det op inde i laden oppe under taget. Han havde
Edith Barber og Hans Fodermesters kone Mathilde til at sy tobakken på noget
snor, som havde et mål, så det passede mellem 2 spær. Her kravlede jeg rundt
oppe under taget og hængte det op. Der skulle være en fingers bredde imellem
bladene,og når hele laden var hængt til, duftede der dejligt af tobak. Så vidt
jeg husker, blev planterne 2 til 3 m. høje.
Vi begyndte med at tage de nederste
blade først, og når vi havde taget de sidste blade, blev stokkene trukket op og
lagt til tørring, hvorefter de blev hugget til kvas, som var godt at fyre med.
Der var jo mangel på kul og koks, så alt blev anvendt. Søren Nielsen dyrkede
også hør som blev sendt til Tommerup Hørfabrik, hvor det blev lavet til
hørlærred. Når hørren var klar til at blive høstet, ruskede man hør, som det
hed. Det vil sige, at vi trak det op med rod for at fibrene kunne blive så lange
som muligt. Det var Alfred og mig, der ordnede det, og vi var nået temmelig langt
om formiddagen, så der kun var et lille stykke tilbage, da vi kørte hjem til
middag. Da vi sad og spiste, spurgte Alfred Søren, om vi ikke kunne få akkord på
det sidste stykke og så holde fri, når vi var færdige. Det kunne vi godt, så i
stedet for at sove til middag kørte vi ud og gjorde færdig.
Da Søren kom ud
efter middagssøvnen, kunne han ikke finde os. Han gik ned i kostalden til Hans
Fodermester og spurgte ham, om han havde set karlene. ”Jo det har jeg da, de er
kørt, for de havde fået fri, når de var færdige med at ruske hør. Når det havde
ligget til tørring i nogle dage, kørte man det hjem i laden, hvor man på en
langhalmsmaskine rev frøene af. Derefter blev hørren bundtet og læsset på en
vogn, hvorefter det skulle køres til Hjulby Station. Det var mig der skulle
køre, og jeg skal love for, at det blev noget af en tur. Jeg havde sat mig foran
på læsset for rigtig at nyde turen, men da jeg kørte ud på vejen mod Nyborg,
skred læsset ud, og jeg faldt ned imellem hestene. Det gik så stærkt, at jeg
knap nok opdagede noget, før jeg hang nede under vognstangen med hovedet henne
ved hamlen og benene henne ved hovedet af hestene. Nu var det heldigvis et par
ældre og rolige heste, så de løb ikke så stærkt. Tømmen lå nede på jorden under
mig, så jeg kunne ikke nå den, men ude ved Pilevad var der en på cykel, som fik
hestene stoppet. Det var Kristian Pedersen fra Christiansmide. Jeg kravlede ud
under en af hestene og gik om foran, hvor Kristian stod. Han kiggede på mig,
hvorefter han sagde:” Hvor fanden kommer du fra”? Jeg fortalte ham, hvor jeg
havde opholdt mig under kørslen,og der var heldigvis ikke sket noget med mig, så
jeg fortsatte til Hjulby Station, med det der var tilbage på vognen.
Det som jeg
havde tabt, og som lå spredt på landevejen, måtte jeg tilbage og hente. Det lå
ud for Georg Karetmager. Åge Pedersen (pedel),som arbejdede ved karetmageren
hjalp mig med at få det op på vognen. Der gik næsten 14 dage, inden Søren fik at
vide hvad der var sket, hvorfor jeg ikke havde fortalt noget, da jeg kom hjem
ved jeg ikke.
Om sommeren blev lucernen slået, den skulle være til hø. Når det
havde ligget nogle dage, blev det stakket. Man havde nogle høstativer, som var
lavet af granrafter, de blev stillet op, så de havde facon som et telt, og her
blev høet lagt så det kunne tørre. Men først blev det revet sammen i lange
strimler, og til det havde man en hesterive, som man kunne sidde på. Den blev
trukket af en hest, og når riven var fuld, trådte man på en pedal, som udløste
riven. Efter nogle dage blev høet kørt hjem i laden, hvor det kom op på loftet
over kostalden, hvor det om vinteren var godt foder til både køer og heste.
Hø
var også godt at give køerne, hvis de havde trommesyge. Det var ret strengt at
køre hø, da det næsten altid var meget varmt. De høstativer, som høet blev
tørret på, som godt kunne ligne et telt, blev brugt som natlogi af bisserne.
Toiletforholdene på gården var meget dårlige. Til karlene var der et gammeldags
lokum i et udhus, som lå nede bag ved laden. Der var et hul i væggen, så skidtet
røg ud i en cementkumme, som blev tømt samtidig med, at vi kørte møg ud om
efteråret. Vaskeforholdene var også meget dårlige. Vi havde en vaskekumme i
kostalden, hvor der kun var koldt vand. Vi kunne hente varmt vand i køkkenet,
men det var ikke altid, det blev gjort. Et rigtig bad kunne vi ikke få, men nede
på mejeriet var der lavet et baderum, som vi kunne bruge det kostede 25 øre. Nu
var jeg så heldig, at jeg kunne tage hjem til min far og mor, som havde et
dejligt badeværelse.
Karl på Onkelsminde
Fortalt af Jørgen Thulesen
Da
jeg havde tjent 1½ år ved Søren Nielsen, flyttede jeg ned på Onkelsminde, hvor
jeg var i 1 år, fra 1/11 1943 til 1/11 1944. Den dag jeg rejste fra Søren
Nielsen, var jeg inde hos ham for at få de sidste penge, jeg havde til gode. Der
var 50 øre for meget, og jeg kunne ikke give tilbage, så jeg måtte hen i Brugsen
for at få vekslet.
På Onkelsminde var vi 3 karle, en gift fodermester, der var
også en gammel ungkarl, som passede hestene. Det var rart for karlene, så var de
fri for at fodre af kl.9 om aftenen.
Onkelsminde havde jord helt ud til Vindinge
Å hvor der var nogle dejlige enge med et rigt fugleliv, men alt dette forsvandt
da motorvejen kom.
Her blev kvierne lukket ud om foråret, hvor de gik hele
sommeren, og der skulle ikke køres vand ud til dem, da de kunne gå ned til åen
og drikke. De heste, man ikke skulle bruge om sommeren, blev også lukket derud.
Der blev kun en hest hjemme, som skulle bruges, når der skulle radrenses roer.
Åen skulle vi rense 2 gange om året ud for det stykke jord, som gik ned til åen.
Der blev lagt en bom tværs over åen for at stoppe den grøde som vi gik ude i åen
og slog af med en le. Inden hele området blev afvandet, stod engene hele
efteråret og vinteren under vand. Derfor var der et stort andetræk om efteråret,
som jægerne havde megen glæde af både morgen og aften.
Når vinteren kom, og det
blev frostvejr, frøs engene til, så der blev fint at løbe på skøjter. Det var vi
mange fra Aunslev der benyttede os af. Vi kunne faktisk løbe fra Hjulby Sø og
helt over til Ullerslev. Jens Hansens far var stadig med i arbejdet, selv om han
var over 80 år.
Engang, da han var gået ud i marken for at flytte et får, skulle
han kravle over et pigtrådshegn. Her blev hans bukser hængende, men da der var
strøm i tråden, turde han ikke røre ved den, så han lod bukserne hænge og gik
hjem til gården i underbukser, det blev der grinet meget af.
Da jeg havde tjent et år på Onkelsminde, mente far at det var bedre at jeg kom i lære som slagter, det var nok ikke det, jeg havde allermest lyst til, men landmand blev jeg nok ikke, selv om jeg syntes det var en god tid jeg havde som karl ved landbruget.
Jeg havde tænkt meget på at blive forstmand, men der skulle en studentereksamen
til, og det med at læse var ikke noget for mig, jeg var nok for doven.
Resultatet blev at jeg kom i lærer som slagter, hjemme ved min far, men for at
lære at slagte, og da vi ikke havde noget slagtehus hjemme, cyklede jeg 2 dage
om ugen til Nyborg offentlige slagtehus, hvor jeg kom til at slagte sammen med
svende, som var ansat ved slagtermester Johannes Rasmussen Ellinge.
Til
svendeprøven skulle jeg slagte en ko, en kalv og et lam, og det skulle inden for
en bestemt tid. Da jeg havde fået mit svendebrev, blev jeg indkaldt som soldat,
hvor jeg kom til at ligge i Haderslev, da rekruttiden var overstået, blev vi
overflyttet til Oksbøllejren, hvor der var 38000 tyske flygtninge. Vi var et
kompagni på vagt i et døgn, hvor vi opholdt os i nogle små vagthuse hvor vi
fyrede med tørv. Der var nogle af flygtningene som arbejdede uden for lejren, de
blev hentet i lastbiler, og når de kørte ud af porten skulle vi tælle hvor mange
der var på bilen, nogen gange forlangte vi at de skulle stå ned af bilen, det
blev de meget sure over, men så fik de samme tur når de kom tilbage til
fyraften.
Slagtebutikken
Fortalt af Jørgen ThulesenLaurits Jørgensen , som boede på de gl. hjem, kom tit hen til os for
at hente vare til hjemmet, men når han skulle over vejen skulle vi gerne
hjælpe ham over, for han så ikke så godt påstod han, men det var pudsigt
nok at hvis ølmanden fra Carlsminde kom kørende oppe fra brugsen det
kunne han godt se, for så skulle han skynde sig over til købmanden for
at få en bajer sammen med ham.
Der var ingen som Laurits der kunne drikke en bajer så hurtigt som ham,
engang han stod inde ved Johannes købmand, kom der en rejsende som godt
ville gi' en øl, det sagde Laurits tak til, men inden den rejsende havde
fået sin trukket op, sagde Laurits farvel og tak da havde han drukket
sin.
Der kom også en af de gl. fra hjemmet og fik den kaffe vi havde levnet
fra dagen før, han blev kaldt Magge, han havde en sodavandsflaske med
patentprop som kaffen blev hældt på, når han så kom hjem lagde han den
på radiatoren så den kunne holde sig varm. Magge var søn af proprietær
Andersen på Henriettelyst i Nederby.
Mejeribestyrer Osvald Andersens kone Anna kom også og handlede i
forretningen, men hun havde den dårlige vane at hun kom op igennem vores
have og gik ind af bagdøren og ud pølsemageriet, det var der nogle af
kunderne som ikke kunne tage, de mente hun gik og gramsede på varerne.
Anna var en stor dame og ikke særlig køn, når hun gik igennem haven på
vej hjem, stod Karen i barnevognen for at skulle sove. Når Anna gik
forbi kikkede hun ned i vognen til Karen med det resultat at Karen stak
i et vræl.
Anna spurgte far om hun måtte tage noget persille når hun gik hjem det
måtte hun da gerne og vi kunne ikke lade være med at grine for vi havde
lige set at buster havde stået og lettet ben på persillen.
Som pålæg lavede vi kogt oksebryst, det var der en Arkitekt Kyed fra
Odense, han havde et sommerhus i Skaboshuse, der godt kunne li, når han
kom ind i butikken råbte han højt, selv om der var flere kunder, hvordan
har fruens bryst det i dag.
Om sommeren boede der mange Odenseanere på Drejet i Nordenhuse,, hvor mange af dem handlede hos os, de flyttede gerne i deres sommerhus til påske, under krigen, hvor man ikke kunne køre i bil, måtte mændene, som skulle på arbejde i Odense, cykle til Hjulby Station for at tage toget. Her på Drejet boede fru Risgård Mortensen som var en ret vanskelig kunde at handle med, en gang far syntes at hun havde været noget urimelig, smed far hende ud af butikken, men hun mødte op næste sommer og spurgte om de skulle handle sammen, det kan vi godt sagde far hvis du kan opføre dig ordentligt.
Vare som blev lavet i Pølsemagerriet
Vi lavede omkring 40 rygeoste om dagen, de fleste blev sendt til Nyborg,
den valle som kom fra ostene tik Marius Nielsen i skovgyden til sine
grise, det betalte han med en festlig aften hvor far og Marius
diskuterede politik, de var ofte meget uenige så der blev af og til råbt
meget højt, de råbte så højt at Poul og jeg vågnede ved det, men inden
Marius og Annine gik hjem var de lige gode venner igen.
Det værste ved at lave rygeoste var rengøringen af skåle og klude, i
skålene var der 6 huller som hver dag skulle renses. Den mælk vi skulle
bruge kom Jens mælkemand med den blev hældt op i en balje, når den så
havde en bestemt temperatur blev der tilsat osteløbe som er udvundet af
kalvemaver. Om eftermiddagen begyndte man at komme ostemassen op i
skålene, næste morgen blev de røget, til det brugte man havrehalm det
gav ostene en fin gylden kulør, skålene som vi brugte købte vi ved en
pottemager i Nyborg de kostede 50 øre stykket. Mange år efter så jeg de
samme skåle i en butik i Nyborg men da kostede de 250 kr. stykket.
Vi lavede også spegepølser, de blev lavet af kalve og grisekød, når
kødet var skåret i passende stykker blev det ansaltet hvorefter det stod
i kølrum til næste dag, der kom rød farve i, det blev hakket derefter
over i en hurtighakker, hvor der kom frosset spæk i, nu skulle man passe
på at kødet ikke blev varmt når man kørte det i hurtighakkeren så ville
pølsen blive blød så den ikke var til at skære, farsen blev stoppet i
tarm hvorefter de blev saltet i ca.8 dage, de blev hængt til tørring
herfra kom de i røgovnen, hvor de skulle hænge højt oppe for ikke få det
for varmt.
Vi røg også flæsk og pølser for dem som slagtede selv, jeg kan huske
engang vi havde hele ovnen fyldt med flæsk, var far gået ned i kælderen
for at tænde op i ovnen, gik der ild i den, far var heldigvis hurtig til
at smække døren i så ilden ikke kunne få luft, men han fik en stikflamme
ud i hovedet, så han fik svidt øjenbrynene og det forreste af håret, det
værste var at alt flæsket, som hang i ovnen, lå nede i bunden af ovnen.
Næste dag var vi nødt til at få dem der havde flæsk til røgning, om at
komme så vi kunne få det fordelt på bedste måde, men det gik heldig hvis
uden problemer.
Vi måtte ikke ryge noget som ikke var stemplet, så det var spændene når
dyrlægen kom, engang han kom og holdt uden for butikken, varede det
noget inden han kom ind, han skulle lige have sin hvide kittel på, så
jeg for ned i kælderen og fik det der ikke var stemplet gemt inde på
Ejnars værelse, Dyrlægen må have haft mistanke om at vi havde noget, for
Edith så at han lå og kiggede ind af kældervinduet til Ejnars værelse.
Nyt Pølsemageri
I 1951 fik far besked på at de lokaler vi havde i kælderen ikke kunne
godkendes af veterinærmyndighederne da der var for lavt til loftet. For
at vi kunne få lavet pølsemageri i forbindelse med butikken skulle vi
udvide ind mod naboen.
Far snakkede med vores nabo Mathilde om vi kunne købe et stykke jord af
hende, det vilde hun godt sælge hvis far klarede udgifterne.
Tømmermester Johannes Pedersen Korkendrup lavede en tegning over
bygningen som skulle godkendes af dyrlæge Nissen, han var en meget
vanskelig herre at danse med, han hang sig så mange ting som far syntes
var helt urimeligt, min bror som var ansat i socialministeriet
undersøgte om at al det der blev forlangt dog kunne være rigtig, så det
endte med at far sendte en sagfører på Nissen, han blev meget fornærmet,
men da han opdagede at far ikke var sådan at rende om hjørner med var
det ligesom det hele gik noget lettere.
Kødtur
I 1948 mente far vi skulle starte en kødtur, vi købte en bil med lad
hvorpå der kunne sættes kasse som blev indrettet med hylder der blev
også plads til en vægt som kun kunne veje op til et kilo, og til de
større stykker havde jeg en bismer.
Der skulle også være noget til at skære kødet ud på, til det havde jeg
en huggeblok som hang bag på bilen.
Det var Torsdag jeg kørte turen, jeg kørte i Hjulby, Rejstrup,
Nordenhuse og Skalkendrup. Det var et stort arbejde at fylde vognen op,
jeg skulle jo gerne have så meget forskelligt med så der var noget at
vælge i mellem. Det var godt nok en lang tur, nogle gange kom jeg ikke
hjem før ud på aftenen, der gik nogen tid med snak, særlig i Rejstrup
ved Ingrid og Johs, hvor jeg gerne kom når de skulle til at drikke
kaffe.
Herfra skulle jeg ind til Edel og Bernhard og det passede også til
kaffetid. Bernhard kunne godt finde på at drille, jeg så engang i
bakspejlet at han løftede min blok af, men jeg lod som ingen ting, så då
jeg holdt inde ved naboen, så jeg han kom og hængte blokken på medens
jeg stod inde i stuen.
Jeg var kørt ind til Dagmar Madsen i Skabohuse for at handle med hende,
hun kom ud til vognen, da jeg lukkede lågen op var der noget der
bevægede sig i mellem kødet, Dagmar nåede heldigvis ikke at se det, for
det var en mus.
Jeg handlede også med en ældre dame, som blev kaldt jomfru Marie, hun
passede godt på sine penge, sedlerne lagde hun i nummerorden i sin
salmebog, hun var ikke fedtet med drikkepenge. Jeg husker engang hvor
hun gav mig 100 kr. som jeg skulle give Bent murer så han kunne købe ind
til jul. Hun gik i kirke hver søndag og hun kunne godt nå både Aunslev,
Bovense og Hjulby kirke, selv om hun gik. Hun faldt engang og brækkede
sit ben, men hun ville skam ikke på sygehuset for der var ikke nogen der
måtte røre ved hende, når jeg kom og skulle handle med hende, havde hun
2 taburetter hvor hun flyttede fra den ene til den anden på den måde kom
hun rundt i huset, mærkværdigvis kom hun til at gå normalt igen.
Det sidste sted på turen var Mosegården det var gerne omkring 19/30, jeg
kom engang da de sad og spillede kort, de spurgte om jeg ikke vilde være
med, det kunne da være meget sjovt så tiden den løb, da jeg kom hjem
havde de meget ondt af mig for det jeg kom så sent, indtil de fik at
vide hvad jeg havde lavet.
Fester i Aunslev Forsamlingshus
Fortalt af Jørgen ThulesenDer blev holdt konfirmationsfester, bryllup, sølvbryllup og meget
andet. Der var mange foreninger i Aunslev den gang, Her kan nævnes
idræts, foredrags, husmands, landbof, jagtf, og mange andre som brugte
forsamlingshuset.
Mejeriet holdt fest en gang om året. Det var med spisning og dans
bagefter,alt betalt af mejeriet. Inden spisningen blev der holdt
generalforsamling. Til den var der indkommet tilbud fra landmænd og
husmænd, om hvad de skulle have for at køre mælken til mejeriet. Det var
en god indtægt at have ved siden af landbruget, og det var altid
spændene, når tilbudene skulle åbnes for at se hvem der var biligst.
Strandskov havde turen i mange år, det var staldkarlen som kørte den.
Ham havde vi en sjov oplevelse med. Når han kørte fra mejeriet, spiste
han sin frokost på mælkevognen, når han kørte i gennem Aunslev. Vi havde
den gang en hund, der hed Buster, den havde opdaget, at han spiste
frokost, så Buster fulgte efter ham til Strandskov, fordi han fik en bid
af ham. Vi så først Buster næste dag, hvor han fulgtes med staldkarlen
tilbage igen.
Aunslev
Boldklub holdt engang om måneden i forsamlingshuset, hvor
Aunslevmusikken spillede. Orkesteret bestod af 4 musikere: På klaver
Ernst Nielsen fra Regstrup,på violin købmd. Johannes Rasmussen,på
saxofon og harmonika landpost Laurits Rasmussen,og på trommer Aksel.
Under krigen, hvor man ikke kunne køre i bil, cyklede musikerne, og da
Ernst var blind, havde de en tandem, hvor Ernst sad bag på. De skulle
også have klaveret med, og til det havde lejet Frederik Petersen fra
Regstrup. Han kørte med hest og vogn, og de kom langt omkring på Fyn, så
Frederik kunne ikke nå at køre hjem, så han sad troligt hele natten og
ventede.
Aunslevmusikken var meget populær, så når foreningerne averterede med
med musik,kunne de altid regne med fuldt hus til deres bal. Boldklubben
havde også andre orkestre til at spille til deres fester. Her kan nævnes
Kaj Julian fra Ålborg, Vinstrup Olsen fra København og flere andre. De
gav en koncert først, Hvorefter de spillede til dans til kl. 1. Kaj
Løvring, Holger Fællessanger og mange andre har også underholdt i
boldklubben, her skal Svend Gali også nævnes.
Jeg kan huske at far har fortalt, at Svend Gali, som både kunne
trylle og hypnotisere, var med mekaniker Hindsgavl i Aunslev ude og
skulle købe en motorcykel. Mens Hindsgavl og manden stod og forhandlede
om prisen, stod Svend Gali henne ved motorcyklen, hvor han holdt hånden
ind under bagsædet, Hvorefter det raslede ud med mønter, som han kom i
lommen.
Da Svend og Hindsdavl havde sat sig ind i bilen, vendte de sig om, og så
at mekanikeren stod og løftede op i bagsædet for at se om der var flere
mønter, hvad der ikke var, for det var et nummer Svend havde lavet.
Svend Gali optrådte engang i Aunslev forsamlingshus, hvor far sagde til
ham, at han ikke troede på hypnose. ”Det kan godt være, at du ikke gør,
men nu kan du bare vente dig, for de næste 3 uger kan du om søndagen
ikke ligge i sengen efter kl. 4 om morgenen”.
Det passede godt nok, for han måtte ud af sengen, det var som om, den
var fyldt med lopper. Til Jens Mælkemand sagde Svend:” De næste 4 dage
glemmer du fløden på mejeriet.” Det passede også. Karl Gustav ville også
prøve at gøre grin med Svend, så han bad om et glas ægøl. ” Det skal du
få,” sagde Svend. Han tog et glas op af Karls lomme, og slog ham på
ryggen, så der kom et æg ud af munden på ham, som han slog ud i glasset,
hvorefter han kom øl i, som han fået af værten.
Aunslev Idrætsforening
Idrætsforeningen havde mange medlemmer, for der var mange karle og piger
på gårdene. De gik til gymnastik og folkedans, som foregik i
forsamlingshuset. Der var mellem 20 og 25 piger og karle, som deltog
hele vinteren.
Edith ledede i flere år pigerne til gymnastik, og folkedans har hun også
ledet, her spillede Karen fra Birkelygård til. Edih havde fået sin
delingsfører uddannelse på Ollerup Gymnastikhøjskole. Når vinteren var
gået, skulle holdene vise, hvad de havde lært. Der var fast tradition
for, at det blev holdt 2. Påskedag. Når opvisningen var overstået, blev
der stillet borde op i salen, hvor man spiste sin medbragte mad. De som
hele vinteren havde ledet gymnastik og folkedans, fik dengang ikke penge
for det store arbejde. De fik en lysestage eller et askebæger. Derfor
kniber det i dag for mange mindre foreninger med økonomien, da de ikke
har råd til at betale lederne. Når spisningen var overstået, blev borde
og bænke ryddet væk, gulvet blev fejet, hvorefter værten i
forsamlingshuset Karl Carlsen, kom og dryssede noget pulver på gulvet,
for at det kunne blivet fint at danse på. Det var som regel
Aunslev-musikken der spillede. Der blev danset til kl. 1. Hvis vi ville
have overdans til kl. 2. måtte vi betale ekstra.
Andre arrangementer
Aunslev Foredragsforening blev stiftet af Rasmus Rasmussen Åskovgård d.
22/10 1917, så han blev den første formand. Efter ham blev følgende
formænd:
- Lærer Hansen - Bovense, 25/10 1922
- Hans S.Hansen - Aunslev, 25/1 1927
- Thorvald Petersen - Korkendrup, 19/10 1929
- karetmager Georg Rasmussen - Aunslev, 1/10 1930
- Søren Nielsen - Aunslev, 11/3 1947
- Karl Larsen - Skalkendrup ,23/3 1949
- Peter Jensen - Korkendrup, 7/4 1952
- Lærer Jørgensen - Aunslev, 10/3 1953
- Søren Nielsen - Aunslev, 27/3 1961 (igen)
- Ingrid Jørgensen - Regstrup, som var den sidste formand
Den 13/6 1962 blev det vedtaget på en generalforsamling at nedlægge foreningen. På Nyborg lokalhistoriske arkiv findes protokoller og hele den brevveksling, som Søren Nielsen havde med de mange kunstnere og foredragsholdere som kom i foreningen i gennem årene. I de år hvor det gik rigtig godt i foreningen, kom der mange fine kunstnere og foredragsholdere, der kunne nævnes mange, men jeg nævner kun nogle få stykker Ellen Malberg, Preben Neergård, K.K.Steincke, Radioens Pigekor, Hakon Mielche med film, forfatter Holger Rosenberg og mange andre.
Vi havde et sjovt tilfælde, da Peter Jensen fra Korkendrup var
formand.Der blev vist en film, og da den første spole var tom, og filmen
stoppede, rejste formanden sig og sagde tak for i aften.” Et øjeblik”
sagde manden, der kørte filmen,” der er skam en spole endnu.” der blev
grinet meget, for det viste sig, at Peter Jensen var faldet i søvn.
De kunstnere, der kom med toget, blev hentet af et bestyrel-
Seksmedlem,hvor de spiste,inden de skulle i forsamlingshuset. Nogen
gange overnattede de også.
Der blev også oprettet en dilettantforening, hvor nogle af sognets
beboere optrådte. De øvede hjemme privat, ved dem der skulle være med i
stykket. Det havde de megen fornøjelse af, og for at have noget der
lignede en scene, brugte de en læskærm, som min far havde med på bilen.
Aksel Fredriksen var både instruktør og sminkør. Det var altid
spændende, når vi skulle i forsamlingshuset og se dem, der optrådte, om
de nu kunne huske deres replikker. Anders Andersen glemte dem en gang.
Han gik rundt på scenen og sagde:” jeg ved sku ikke, men tovligt er de
sku.” Løjtnanten, som sad nede bag i salen, råbte:” det har du sku ret i
Anders.”
Far fortalte, at han engang kom tovligt af sted. Han skulle passe
tæppet, når det skulle rulles fra og til mellem hver scene. Mens de
spillede sidste scene,var han gået ud på parkeringspladsen for at ryge.
Her traf han Rasmus Åskov, og mens de stod der, kunne de høre, hvordan
folk klappede inde i salen,så de blev enige om, at det var en vellykket
forestilling.
Men jeg skal love for, at far kom på andre tanker, da han kom ind. Det
var meningen,at han skulle rulle tæppet for,når sidste scene var færdig,
men da det ikke skete, blev folk ved at klappe, så dilettanterne måtte
blive ved med at gå ind og bukke, så far fik mange skældud, da han kom
ind.
Når vi nåede frem til april, holdt foreningen forårsfest som
afslutning på alt det, som var sket i løbet af vinteren. Til den fest
kom der altid mange, og inden man spiste den medbragte mad, var der
underholdning, og efter spisningen blev der danset til kl. 1.
Sognets beboere holdt deres private fester i forsamlingshuset. Det kunne
være konfirmation, bryllup og sølvbryllup. Hvis det var bryllup eller
sølvbryllup, blev der pyntet æresport både ved hjemmet og ved
forsamlingshuset.
Den gran man skulle bruge,hentede man i Juelsbergskoven. Den skulle man
ikke give noget for, men til gengæld måtte Juelsberg hente det sand de
skulle bruge, i Pilevad grusgrav. Granen hentede man dagen før, den
skulle bruges. Der blev aftalt en tid med skovfoged Rudbæk, om hvor i
skoven man skulle mødes. Det startede gerne om formiddagen, hvor man
havde frokost med samt øl og snaps, så det blev altid en festlig dag.
Da der var sølvbryllup på Birkelygård,var det Poul Hansen fra
Onkelsminde, der havde traktor og vogn med, for han skulle køre granen
hjem. Laurits fra Åløkke, som var cyklende op i skoven, ville gerne køre
med hjem, så han blev læsset op oven på granen. Inden de kørte,sagde
Poul til ham:” Nu vil jeg ikke have at du synger, når vi køre i gennem
Aunslev.” Men det kunne Laurits ikke lade være med, så han sang af fuld
hals:” Jeg elsker de grønne lunde.”
Næste dag mødtes man igen for at lave æresporten. Selve rammen til
æresporten havde tømrer Johs. Petersen i Korkendrup lavet. Den havde sin
faste plads ved Hans S. Hansen, og her kunne den afhentes af dem der
skulle bruge den. Det var kun sognets beboere, der kunne bruge den, og
kom der nogle ude fra, blev der sagt nej.
Den blev senere flyttet til Niels Johansen, hvor der også er flagstænger
samt flag. Der blev faktisk lavet 2 porte, hvor den ene er så stor, at
man kan køre igennem.
Flagene blev købt for nogle penge, man fik af grusgravkassen. De der
skulle pynte, mødtes over middag på det sted, hvor det skulle foregå, og
her blev man inviteret på kaffe. I dag har man selv kaffen med. Der hvor
æresporten skulle stå, blev der sendt 2 mand hen, som skulle grave
huller til porten. De skulle gerne have målt rigtig,så de passede til
porten, når den skulle stilles op. Der blev lavet guirlander, det var
damerne der sørgede for det. Der skulle graves huller til flagstængerne,
porten blev pyntet med blomster og en lysranke med kulørte pærer. Når
alt var på plads, blev man inviteret inden for tilspidsning.
På sølvbryllupsdagen samledes man om morgenen,hvor man havde musik med.
Det var gerne 2 herre som spillede trompet, og de mødte i kjole og hvidt
samt høj silkehat. Man stillede op ud for sølvbrudeparrets soveværelse
for at vække dem. Der blev sunget en morgensang,og der gik lidt tid,
inden man så noget til dem, for det skulle gerne se om som de sov, hvad
de nu ikke gjorde. Da de endelig hviste sig, blev der råbt tillykke med
dagen, hvorefter gæsterne blev inviteret ind til morgenkaffe.
Selve festen blev holdt i forsamlingshuset da det ikke var alle, der
havde plads til at holde festen hjemme. Der var nogle, der lejede et
træhus. Det gjorde min far og mor til deres sølvbryllup. Huset blev
stillet op på gårdspladsen i forlængelse af garagen, så man kunne gå ud
i hyset uden at skulle udenfor. Alle vinduer skulle mørklægges,da det
var under krigen, og der skulle også en tilladelse til fra den tyske
kommandant i Nyborg. Den var far ude og hente på Industrien, hvor
tyskerne havde hovedkvarter. Her fik far også et opslag med, som skulle
hænge i huset, så alle kunne se det.
Sølvbryllup
Dagen før festen kom Marie Kogekone fra Bovense. Hun startede med at
gøre klar til at koge suppen, den skulle nemlig koge i 8 timer. Når
suppen var kogt, skummede man fedtet af, men for at der kunne være
perler på suppen kom Marie en pakke smør i. Når Marie var ude at snakke
med folk om, hvor meget kød der skulle bruges til suppen, forlangte hun
et bestemt antal kilo, alt efter hvor mange gæster der var inviteret.
Der var nogle der syntes, at det var rigeligt hun forlangte. Det er der
ikke noget at gøre ved, sagde Marie, ”men så kommer i til at se jer om
efter en anden kogekone.” Marie overnattede hos os, og når vi skulle
spise til aften ville hun gerne have et stykke med spegepølse. Det var
på grund af, at hun havde gået og lugtet til al den gode mad.
De gæster, som kom fra Odense og København kunne ikke komme hjem om
natten, da der hverken kørte tog eller busser, og der var også
udgangsforbud efter kl. 20 på grund af krigen. Men det havde far og mor
fået ordnet sådan, at de kunne sove ved nogle af de gæster, der var med
fra Aunslev.
Hos Petrea og Søren Nielsen på Mensalgård, boede Anina og Laurits
Pedersen fra Odense. Laurits var ejer af Tigersko i Odense. Farbror
Camillus og Marie boede hos Annine og Marius Nielsen i Skovgyden. Svend
og hans kone boede hos Astrid og Jens Hansen på Onkelsminde.
Aunslev Bold og Badmintonklub
Fortalt af Jørgen ThulesenAunslev Boldklub blev stiftet d. 28 maj 1932. Badmintonklubben blev startet i 1941. I 1943 blev de 2 klubber slået sammen, hvor der samtidig blev valgten bestyrelse, som kom til at bestå af:
- Ejnar Hansen fmd.
- Olav Jørgensen næstfmd.
- Thorkild Hansen kasserer
- Bestyrelsesmdl:Ejnar Wind, Vagn Knudsen, Aksel Hansen-Hans Jørgensen, Karl Søndergård, Aksel Tibsmark og Rita Hansen.
Det var Karl Søndergård der fik startet badminton op i Aunslev, og
det første hold blev Ejnar Hansen, Åge Sørensen, Jørgen Thulesen og Karl
Søndergård. Det første sted, vi begyndte at spille, var i Regstrupskole.
Salen her var ikke så lang, og bagerst i salen stod en kakkelovn, som
den bagerste linje af banen gik bag om.
Efter et års tid fik vi lov at spille i Aunslev forsamlingshus. Der var
der god plads, men gulvet var meget gladt, så vi måtte have en våd klud
liggende under nettet, som vi kunne træde på med vores sko.
Vi har spillet i Langtved, Hjulby og Nyborg. I 1978 tog Borgmesteren det
første spadestik til en ny idrætshal i Aunslev. Det var noget for os,
der spillede badminton. Der blev lagt et rigtigt gulv, som var til at
stå fast på, og der var højt til loftet, hvad vi ikke var vant til i
forsamllingshuset, så nu blev der rigtig gang i badmintonen.
Efter at have spillet på turneringsholdet i nogle år, var vi 5, som
besluttede at lave et motionshold, som kom til at bestå af Poul Hansen,
Ejnar Hansen, Niels Johansenn, Therman Lauritsen og Jørgen Thulesen.
Therman holdt op da han flyttede til Nyborg. Som ny femte mand fik vi
Gregers Rasmussen, vi spillede om mandagen fra 7 til 8. Og efter
badmintonen kørte vi hjem og fik en kop kaffe, hvorefter vi spillede
kort, det gik selvfølgelig på skift.
En gang om året har vi spisning, hvor vi har vores damer med. Her er det blevet en fast tradition, at ved Niels får vi gule ærter, hos os får vi først en sildemad og derefter æggekage. Edith har prøvet at lave om på menuen, men den gik ikke.
Efter at jeg har skrevet om vores badminton, har jeg på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv fundet et 125 års jubilæumsskrift, hvor de rigtige datoer står om hvornår badmintonen startede. Der står også om de mange forskellige steder ,vi har spillet, inden vi fik bygget den nye hal, som blev indviet d. 8.okt. 1978.
- Det første sted var Regstrup Skole fra 1940-41 til 1945.
- Fra 1945-1950 i Aunslev Forsamlingshus.
- Fra 1950-1951 stregede vi en bane op i laden på Onkelsminde, den var ikke opvarmet, så der måtte vi spille os til varmen.
- Fra 1951-1954 i den periode spillede vi i Langtved I.F.
- Fra 1954-1955 tilbage til laden på Onkelsminde.
- Fra 1955-1956 et kort besøg i Regstrup Skole.
- Fra 1956-1960 spillede vi på Birkhovedskolen og Døveskolen.
- Fra 1960-1961 et år i Hjulby Skole.
- Fra 1961-1964 i Aunslev forsamlingshus.
- Fra 1964-1978 i gymnastiksalen i Aunslev Skole.
I 1978 blev Aunslev hallen indviet, så efter den tid slap vi med at
flytte så meget rundt. Os 5, der har spillet sammen i måske 40 til 45 år
er holdt op med at spille badminton, men vi spiller stadig kort. Vi er 3
fra holdet, som er begyndt at bovle, det er Poul, Gregers og Jørgen, og
det gør vi hver onsdag fra 11 til 12, men kun hver anden onsdag, da Poul
og jeg spiller billard de andre onsdage.
Men så skete der det at bovlingcentret lukkede så vi måtte stoppe. Men
efter et halvt års tid startede der et nyt bovlingcenter i
Rådhusarkaden, og her er vi 3 par, Karen og Gregers, Grethe og Poul,
Edith og Jørgen, som bovler fredag formiddag fra 10-11. Når vi er
færdige med spillet drikker vi kaffe, og den er gratis. Så nu spiller
Poul og jeg billard hver onsdag på Vestervold fra halv 10 til halv 11
hvorefter vi drikker kaffe i cafeen, og kaffen koster kun 3 kr. pr. kop.
Aunslev Skytteforening
Aunslev har en Skytteforening, som har haft skydebaner flere steder. Den
første var på Skalbjerg i Skalkendrup, men i 1920 blev den flyttet til
Strandskov og 1931-32 til et andet sted ved Strandskov, hvor den var til
1940. Under krigen, hvor skytteforeningens rifler var afleveret til
tyskerne, skød man med bue og pil i Pilevad grusgrav, før krigen skød
man med riffel i Pilevad grusgrav.
I 1954 blev der anlagt en skydebane på Johannes Hansens jord ved siden
af skolen, og der blev lavet en indendørs bane i den nye hal. Den første
formand for skytteforeningen var forpagter Mackeprang, Juelsberg. Af
dem, som var med til at starte foreningen, kan nævnes Lærer S. Thorup,
Jørgen Pedersen - Aunslev, Proprietær Møller - Strandskov, gdr. Lars
Larsen - regstrup, H. Larsen - Grønholt, P. Nielsen - Skalkendrup og
Jens Pedersen - Korkendrup
Karen Thulesens familie
Fortalt af Jørgen ThulesenMin mor kom fra Svendborg, hvor hendes far var tømrer. Jeg har aldrig
kendt min morfar og mormor. Min mormor døde i barselssengen, efter hun
havde født en pige. På det tidspunkt var der en onkel hjemme fra
Amerika, han og hans kone havde ingen børn, så de tog den nyfødte med
til Amerika, de adopterede hende også. Min mors søster fik 3 piger, som
jeg har set billeder af. Det er altså mine kusiner, men jeg har aldrig
haft forbindelse med dem. Min far og mor havde en bekendt som hed Karen,
hun har besøgt familien i Amerika.
Min morfar giftede sig igen, så mor nu fik en stedmor. Efter hvad min
mor har fortalt mig, var hun ikke særlig rar. Når de skulle spise, fik
mor en bog under hver arm, hun skulle lære at holde albuerne ind til
kroppen, når hun spiste.
Mor fortalte også engang, hun havde været i byen og var kommet hjem,
efter at de var gået i seng, der var mørkt i huset, var hun blevet meget
bange. For da hun ledte efter kontakten for at tænde lyset, fik hun fat
i en kold hånd, som stedmoderen holdt over kontakten.
Da stedmoderen døde og skulle begraves i Svendborg, skulle min far og
mor med. For at Poul og jeg ikke skulle være alene hjemme, havde de fået
farbror Marius til at være hos os, til de kom hjem. Marius, som kunne
være lidt lun, spurgte far og mor, da de kom hjem, om de nu havde
stampet hende ordentlig til.
Min mor havde 3 ældre søskende: Helga, Julie og Alma. Helga blev
aldrig gift, men fik en datter Bente. Det siges, at det var farbror
Camillus, der var far til hende. Helga arbejdede på et vaskeri i
København så derfor var det svært for hende at få passet Bente, og da
onkel Hans og moster Alma ingen børn havde, tilbød de at bente
kunne komme over til dem.
Bente flyttede til København, da hun blev 18 år, hvor hun efter nogle år
blev gift med Lasse. De fik ingen børn, men adopterede en dreng (Søren).
Julie blev gift med Viggo Christensen. De boede mange forskellige
steder. Da de blev gift havde Viggo en købmandsforretning i Refsøre, og
senere blev han brødkusk på Kongshøj Mølle. Det sidste sted de boede,
var i Bogense, hvor Viggo fik et øldepot (Carlsberg).
Det var et godt
sted at komme på ferie, da vi kunne drikke alle de sodavand, vi havde
lyst til.
Viggo og Julie havde 3 drenge: Aksel, Ove og Ejnar. Aksel kom i
bagerlære i Nyborg, hvor han blev udlært konditor. Det havde vi megen
glæde af i Aunslev, når han til jul kom og lavede konfekt. Aksel
arbejdede i Tyskland 1939-40, og her lærte han en pige at kende, som hed
Erna. De flyttede til danmark og blev gift. Jeg tror, de giftede sig
for, at Erna kunne blive dansk statsborger. De fik en datter Heidi.
Efter deres skilsmisse rejste Aksel til Grøndland, hvor han passede et
lille elværk. Han hjalp også fiskerne, når de kom i havn med deres
fangst af laks. Mens Peter var på Grøndland, besøgte han Aksel. Peter
har også haft forbindelse med Aksels datter Heidi. Far har fortalt, at
Viggo ikke var far til Aksel. Der kom en gæst på besøg hos Groth
Christensen, han kom gerne flyvende, og far mente det var ham, der var
far til Aksel.
Ove var ansat i Marinen. Han blev senere vicevært i en ejendom i
København. Han var med i modstandsbevælgesen, og jeg kan huske, at han
kom over til os, da det blev for varmt til, at han turde blive i
København. Han havde ingen papirer på sig, så jeg var med ham ude ved
Aksel Frederiksen for at få lavet et pasfoto, hvor efter han fik lavet
nogle nye papirer på kommune kontoret.
Far mente heller ikke, at Viggo var far til Ove. Ejnar var vist ægte
nok. Ejnar blev udlært maler, og han blev også en dygtig kunstmaler. Han
har lavet mange fine malerier, men vi kunne aldrig købe nogle af ham.
Han har også dekoreret en væg i en skole i Bogense med H.C. Andersens
eventyr.
Tippe, som Ejnar blev kaldt var en festlig fyr. Han havde en folkevogn
(Rugbrød), som var lavet så han kunne bo i den. Engang spurgte han sin
mor, om de ikke skule køre til Paris. Det var hun med på, så de startede
bilen og kørte, der var ikke så mange forberedelser.
Ejnar var med i modstandsbevægelsen, hvorfra han får pension. Han fik
også lov at bo i et gammelt hus, som hørte under Gyldensten. Ejnar døde
i 2001, og kort tid efter brændte Burskovhuset.
Alma blev gift med Hans Rasmussen. Han var andenlærer i Bovense skole,og
da lærerlønnen dengang ikke var for stor, tjente han lidt ekstra ved at
cykle rundt i omegnen og solgte cigarer. Han blev senere ansat som
førstelærer i Regstrup Skole, hvor han blev en meget afholdt lærer. Han
var en af de første, der fik indført sløjd som skolefag. Som lærerpar
var de altid inviteret med,når bønderne holdt deres årlige pølsegilder.
Nu var der det særlige ved Regstrupperne, at de var meget præcise, når
de var inviteret til gilde. Det var der en af bønderne, der havde lært
dem. Han blev kaldt Løjtnanten. Han kom til Regstrup på en
efterårsmanøvre, og her lærte han Dorthea at kende. Hun var datter af en
landmand på den sidste i Regstrup på venstre hånd, når vi kommer fra
Aunslev. De blev gift og overtog gården efter hendes forældre. Han var
en meget precis herre, som gerne så, at folk kom til tiden, når de var
inviteret til spisning. Men det skete engang, at Andersens nede fra
Bakkely, først kom da gæsterne var nået til desserten. Han bød dem
velkommen og sagde: Vær så god og sid ned og få noget dessert.
Efter den velkomst kom dem fra Bakkely ikke til Løjtnanten mere. Når
Løjtnanten og hans kone skulle til Nyborg og handle foregik det den gang
med hestevogn. Når Løjtnanten holdt for døren, og Dorthea ikke var der
til den tid de havde aftalt, kørte Løjtnanten.
Far har også fortalt,at engang han havde handlet med Løjtnanten, og de
var blevet enige om prisen, skulle de ind og have en gang at drikke.
Løjtnanten forlangte en kande øl på bordet, og da hans kone ikke
reagerede første gang, slog han i bordet og råbte:” Jeg sagde øl”, og
som far sagde: ”jeg skal love for, at Dorthea kom ned i kælderen i en
fart.” Hun smuttede ned under køkkenbordet i sådan en fart, at far blev
helt forskrækket.
| Helga, Alma og min mor tjente samtidig på Bovense kro, hvor der også var købmandsforretning, min mor fortalte, at hun engang kom tovligt af sted. Hun skulle ned i kælderen for at hente sirup, der var i en tønde, man kunne tappe fra, men hun glemte at lukke for hanen så alt siruppen løb ud på gulvet. Kroen fik ofte besøg af folk fra Nyborg, som kom kørende i hestevogn søndag eftermiddag for at drikke kaffe. |
![]() |
| Bovens Kro 1916 |
Holmskov,som ejede kroen, handlede med heste. Min far, som kom på kroen, nok fordi han var forlovet med mor, var sommetider med Holmskov på handelen. De kørte rundt med hest og vogn, og far fortalte, at de nogen gange var væk i flere dage, så det har været nogle ture, de har taget.
Min mor har tjent på Skalkendrup Central, der blev passet af en skrædder, og derfor blev han kaldt Centralskædderen. Da mor kom dertil, var der ca. 100 numre. Tavlen med numrene stod i spisestuen, og her ved bordet sad skrædderen af og til og fik sig en kaffepunch sammen med nogle af byens bønder og også gerne med smeden. Hvis så telefonen ringede tog han røret og sagde: ” kalde” (??), så kunne folk bare vente, til han var færdig med sin kaffepunch.
Min mor har også tjent på Mensalgård i Aunslev. Min mor var kun 18 år da hun blev gift med far. De flyttede ind i min fars fødehjem, hvor de boede sammen med min farfar og hans mor, som blev 90 år.
Thule Christensens familie
Fortalt af Jørgen ThulesenThule Christensen er født i Starup sogn i Jylland. Hørsvinger i Aunslev, stammer fra Vorgbasse. Gift med Kirstine Marie Christiansdatter født i Caltshoved Årup sogn. Chresten Thulesen blev født 1883 i Starup sogn Jylland og afgik ved døden 1/12 1895. Han var gift med Karen Pedersen, født 1838 der muligvis stammer fra Holemose ved Korkendrup. De fik tilsammen 3 børn: Marie Kirstine Thulesen, født 5/12 1862, Peter Thulesen, født 11/9 1863 samt Mette Pedersine Thulesen, født 1878.
![]() |
Oldefar Chresten Thulsen |
![]() |
Oldemor Karen Thulesen |
|
![]() |
Farfar Peter Thulesen |
![]() |
Farmor Maren Thulesen |
Peter Thulesen var gift med Maren Kirstine Andersen født i Flødstrup sogn 12/5 1856. Tilsammen fik de 3 børn. Anton Camillus Thulesen, født d. 18/4 1883, Thorvald Chr. Thulesen, født d. 18/8 1896 samt Anders Peter Marius Thulesen, født d. 28/5 1899.
![]() |
![]() |
![]() |
||
| Camillus | Thorvald | Marius |
Far har fortalt, at huset engang var stuehus til Kristian Madsens
gård. Far fortalte også, at hvis de skulle lave noget om på huset,
skulle de lade en hjørnestolpe af bindingsværket blive stående.
Far
betalte renter til en gammel kone ved Kristian Madsen, så det må være
dem, han har købt huset af. Min oldefar var hørsvinger han hed Chresten
Thulesen og var gift med Karen Thulesen. Det var hende, der begyndte at
slagte. Hun slagtede en kalv og et lam, som hun læssede på en trækvogn,
hvorefter hun gik til Nyborg og solgte kødet på torvet. Det var en tur
på 14 km. Frem og tilbage.
Dyrlægekontrollen, mener jeg, far har fortalt, lå nede på Strandvejen i nærheden af Vejerboden. Når de stod og ventede på Dyrlægen, kørte der en fiskehandler forbi med en vogn, som blev trukket af 4 hunde. Så var der nogle af slagterne, der morede sig med at smide nogle ben ud foran hundene. Det kunne hundene ikke stå for. De kom op at slås, og blev viklet ind i deres seletøj. Slagterne morede sig, men Fiskehandleren blev selvfølgelig gal i hovedet.
Når slagterne holdt frokostpause,
mødtes de på landmandscafeen. Her kunne de købe et stykke varm medister
for 25 øre, men så blev snapsflasken også sat på bordet til fri
afbenyttelse. Det var ikke altid farfar, var ædru, når han kørte hjem
fra torvet. Han faldt som regel i søvn på vejen hjem, men det skete der
ikke noget ved, for hestene kunne selv finde vej hjem, og farfar vågnede
gerne, inden han nåede Aunslev. Det kød de ikke solgte på torvet kørte
de rundt og forsøgte at sælge Søndag formiddag.
Min far gik i skole i Aunslev, hvor førstelæreren hed Dige. Han var en
meget kendt lærer, der blandt andet var formand for Danmars
Lærerforening. Dige havde en søn som hed Ejnar, som far sad sammen med i
skolen. Han blev departementschef i statsministeriet, og han kom engang
imellem og besøgte far. Da vi var besat af tyskerne, og regeringen var
gået af, var Ejnar som departementschef med til at få samfundet til at
fungere.
Far var allerede som dreng begyndt at slagte. Han var kun 9 år, da han
blev hentet nede i skolen af Hans Laurits, som havde gården på Bystævnet
nr. 10. Da han kom ind i skolestuen for at hente far, sagde lærer Dige:”
Sådan en knægt han kan da ikke slagte.” Jo det kan han sagtens sagde
Hans Laurits,” jeg har et får, der har brækket benet, og jeg kan ikke få
fat i andre slagtere lige nu, så jeg bliver nødt til at låne Thovald med
hjem. Det fik han så lov til.
Far og Camillus var meget som drenge omme ved Hans Laurits. De hjalp til
når køerne skulle flyttes. De stod dengang tøjret ude på marken, hvor de
skulle flyttes 2 gange om dagen. Når Hans Laurits gav dem besked om hvad
de skulle lave, sagde han til dem:” Hvis i ikke har forstået, hvad jeg
har sagt, skal i sige (hva).”
Da far kom ud af skolen, kom han i lære som slagter i Nyborg hos
slagter Poul Sørensen. Han havde en forretning i Mellemgade. Det var en
meget fin forretning med et stort pølsemageri, hvor der var en
pølsemester, der hed Jessen, samt 2 svende. Jeg kan godt huske, hvordan
der så ud. I dag var det ikke blevet godkendt af veterinærmyndighederne.
Lønnen til lærlingen var ikke stor, men til gengæld fik de lov til at
sælge ben og andet affald fra forretningen, og det tjente de mere ved,
end de fik i løn.
De kørte også på landet for at handle. Det varede hele dagen, så de
havde frokostpakken med. Da far lukkede sin op, syntes han, det pålæg,
der var på så mærkeligt ud. Der lå nogle røde skiver på brødet, det var
første gang far fik et stykke med tomat.
Jeg var tit med i Nyborg, efter at far var blevet selvstændig. Han handlede med Poul Sørensen. Når vi var derude, besøgte vi fars tante og onkel Rasmus, de boede i en baggård bag ved Poul Sørensens forretning. Jeg kan huske at når vi besøgte dem, legede jeg med hendes tøjsnor, som var gjort fast på den anden side af gården. De boede jo oppe på første sal. Tøjsnoren var dobbelt, og den løb i 2 taljer, så hun kunne trække tøjet tværs over gården fra sit køkkenvindue, når det skulle hænges til tørre. Far kørte i byen med varer, som folk havde købt i forretning gen. Dengang bar man ikke varerne hjem selv. De varer han skulle ud med, havde han i et slagtertryg på skulderen. Det foregik på cykel, men så skete det engang, da han kørte over skinnerne ned ved havnen, at forhjulet kom ned i skinnerne, så han væltede, og alle varerne røg ud på gaden.
Far hjalp engang imellem slagter Pelck, det var gerne om lørdagen.
Han havde en forretning på hjørnet af Nørregade og Adelgade, og han var
meget omhyggelig med sit kød, så hvis der kom en kunde lige ved lukketid
og ville købe et stykke skært inderlår, kunne han finde på at sige:” det
har jeg desværre ikke i dag lille frue.” Det kunne far ikke forstå, for
han viste, at der hang en bagfjerding inde i kølerummet. Men så
forklarede Pelck ham, at når der først var skåret hul på bagfjerdingen,
så holdt den sig ikke pæn længere.
Da far var færdig med sin læretid ved Poul Sørensen og var blevet svend,
rejste han til Ellinge, hvor han fik plads ved slagter og kreaturhandler
Karl Rasmussen. Her slagtede de både køer, heste, grise, kalve og
lam.Det meste af det blev solgt på torvet i Nyborg, og da transporten
foregik pr. hestevogn, begyndte de allerede kl. 3 fredag nat at læsse
vognen, for det var med at komme først til Nyborg, da kødet skulle
kontrolleres ved dyrlægen, inden de kunne tage plads på torvet. Her
havde de et nr.,som var hugget ned i en brosten. Hestene blev opstallet
i August Rasmussens gård, hvor der var en mand der fodrede dem. Han blev
kaldt den røde skomager. Han stillede bordene op, som slagterne solgte
deres kød fra.
Når vi kørte ind i gennem landporten mod torvet, gik vejen skråt op
over torvet. På den venstre side af vejen havde slagterne deres
stadeplads, og på den højre holdt gartneren til. I gaden ned mod Mads
Lerches gård var der grisetorv, derfor kaldtes den lille restaurant, der
ligger i gaden for grisen.
Da far rejste fra Ellinge, kom han ind som soldat og lå i Nyborg, men
blev senere flyttet til Vordingborg, da garnisonen i Nyborg blev
nedlagt.
Efter soldatertiden rejste far hjem til Aunslev for at hjælpe sin
far. Slagtningen af dyrene, som de havde købt, foregik i det det gamle
baghus, hvor der nu er garage. Farfar havde startet en langtur, som
blandt andet gik til Skalkendrup, men her nåede han næsten aldrig
længere end til købmanden, for da farfar godt kunne lide at få sig en
øl, endte det mange gange med, at han ikke nåede længere den dag.
Men da far begyndte at køre med på turen og sad ude på vognen og
ventede, sagde han stop og begyndte selv at køre turen. Slagter Sørensen
fra Bovense kørte også rundt i Skalkendrup, men far og ham havde en fast
aftale om, at far handlede med dem på den højre side af gaden og
Sørensen med dem på den venstre side. Den regel holdt de meget fint
begge to, så fint, at hvis der kom en fra venstre side af vejen for at
handle med ham på den højre side, så blev der pænt sagt, at det kan ikke
lade sig gøre.
På væggen i det gamle slagterhus hang der et lille skab, hvor der stod
en smørekande og der lå også lidt værktøj. Når dyrlæge Mikkelsen fra
Nyborg kom for at stemple kødet, der var blevet slagtet, var det ikke
altid farfar havde nogle penge, så han kunne betale, men det gjorde ikke
noget, bare han måtte få det lille skab, der hang på væggen.
Den historie har far fortalt mig,så en dag jeg traf fru Mikkelsen på
gaden i Nyborg, hun var blevet enke, stoppede jeg hende og fortalte
historien om skabet, som Mikkelsen havde fået af farfar. Hun syntes,det
lød spændene, så hun inviterde mig med hjem. Hun boede i Adelgade nr.5,
hvor hun havde en meget stor lejlighed. Da jeg kom ind i hendes stuer,
kunne jeg med det samme se, at hendes mand havde samlet på tobaksskabe.
For her både stod og hang mange flotte skabe, som Mikkelsen havde gjort
i stand.
Men efter fars beskrivelse kunne jeg godt se, at det ikke var nogle af
dem, men til sidst kom vi ind i et lille værelse, hvor det hang på
væggen.” Prøv at lukke det op og se om der er noget i det.” Der lå et
lommeur og andre ting.” Tag dem ud og tag skabet ned, for jeg synes, du
skal have skabet med hjem. Det blev jeg selvfølgelig glad for, og nu
hænger skabet i vores stue, og der er ingen tvivl om at det er det
rigtige, for der er stadig en olieplet i bunden af skabet.
Da far kom hjem for at hjælpe sin far, kom der mere gang i
forretningen. Der blev for lidt plads hos farfar, så far købte et hus i
Skovgyden, som hed Højbo, det var omkring 1920. Her blev der mere plads
til familien.
Mens de boede ved farfar blev min bror Poul født, og i 1920 blev jeg
født i Højbo. Da farfar nu blev ene i huset, lejede han det halve af
huset ud til fotograf Pedersen. Han tog rundt på herregårdene og
fotograferede folkeholdet. Far spurgte ham engang, om der var nok at
lave, og om tiden ikke faldt ham lang.” lang, sagde han; ” så skulle du
prøve at have 4 veksler i banken.”
I Højbo fik far bygget et nyt slagtehus, da han var begyndt at handle
med slagterne i Nyborg. Han købte dyrene af bønderne i omegnen. Engang
købte han en ko af Peter Holmegård for 35 kr., men så fik han også en
pattegris med oven i købet, så dyrene var billige den gang.
Farbror Camillus kom i lære som smed ved smed Knudsen, der havde et
værksted på hjørnet af Bystænet og Kertemindvej.
Da han var udlært, søgte han ind til politiet. Han var først i
København,hvor han var meget ude i Kastrup Lufthavn, senere blev han
overflyttet til Odense. Da politiet blev taget af tyskerne nåede han væk
og kom ud til far i Aunslev, hvor han var til krigen sluttede.
Han var en god hjælp for os, da vi under krigen fyrede med tørv. Vi
havde hele garagen fyldt. De skulle bæres ned i kælderen, hvor fyret
stod, og da der samtidig blev megen aske, som skulle bæres op, så gjorde
han megen gavn der.
Den sidste vinter under krigen havde vi kun varme i køkkenet. Her havde
vi en lille kakkelovn. Til at fyre med havde vi 2 molersten, som vi
lagde i noget spildolie, far havde fået ved mekanikeren. En sten kunne
brænde 1 time, hvorefter den blev skiftet ud med den, der lå i olien. Da
krigen var forbi, og Camillus kom i tjeneste i Odense igen, fik han så
megen kritik af kommunisterne i Odense, fordi han havde været med til at
arrestere nogle af dem. Derfor blev han overflyttet til Rudkøbing, hvor
han var til han blev pensioneret. Herefter flyttede de tilbage til
Odense, hvor de sjovt nok fik deres gamle lejlighed igen.
Farbror Marius kom i lære som mejerist på Aunslev mejeri. På mejeriet
var der en mejeribestyrer, 3 mejerister og 2 husmænd. Der var en af
husmændene der havde et fast job når han gjorde rent omkring mejeriet,
så skulle han stå uden for lokummet, og snakke med mejeribestyren, mens
han forrettede sit ærinde der.
Mejeribestyreren, som hed Andersen, var en meget bestemt herre. Det
fortælles, at hvis der ikke var lige penge i mejerikurvene som
mælkevognene havde med fra folk,så fik de ikke noget mælk eller smør.
Når Andersen var færdig i mejeriet, og fik sine træskostøvler af, gik
det strenge af ham.
Da Marius var udlært, kom han ind som marinesoldat. Efter
soldatertjenesten kom han i lære som slagter hos en slagter i Refsøre.
Han kom derefter hjem til min far for at hjælpe ham, når der skulle
slagtes. Han tog også ud og slagtede for folk. Der havde han mange sjove
oplevelser, som jeg har skrevet om et andet sted.
Marius var også god til at passe Poul og mig når far og mor skulle i
byen. Efter nogle år som ungkarl lærte Marius Margrethe at kende. Hun
boede i Hjulby sammen med sin gamle far. De kom fra en gård i Økendrup,
som lå lige bag ved Kirken. Da de blev gift købte de et hus i
Kissendrup, som lå over for mejeriet. Huset hed Bromose.
Her forsøgte de at drive en forretning lige som far havde i Aunslev. Men
det gik ikke så godt, så efter et par år solgte de huset og flyttede ud
i Pilevad Mølle, hvor de boede til leje ved gartner Qade.
Her begyndte Marius igen at køre rundt som hjemmeslagter, og Margrethe
begyndte som kogekone, hvad hun var rigtig god til.
Der gik nogle år med det, men så blev der en lille slagterforretning til
salg i Nyborg, som de blev enige om at købe. Den lå på hjørnet af
Christianslundsvej og Birkhovedvej. Den var meget forsømt og beskidt.
Marius fortalte, at der hvor pålægsmaskinen havde stået, lå der så meget
skidt under den, at der var et helt aftryk af maskinen. Men Margrethe,
som var meget proper, fik hurtigt styr på det, og de fik efterhånden
oparbejdet en god og fin forretning.
Margrethe havde en søster der hed Rikke, som var gift og boede på
Sjælland. Men hendes ægteskab holdt ikke, så hun flyttede ud til Marius
og Margrthe. Hun var gravid, og her fødte hun en dreng, som Marius og
Margrethe adopterede. Ivan, som han kom til at hedde, læste til læge, og
da han var færdig, kom han ind i et lægehus i Stenløse på Sjælland.
Min tid som murer
Fortalt af Jørgen ThulesenJeg stillede over på pladsen bag ved John Købmand tirsdag morgen kl.
7.
Jeg blev sendt ud sammen med gl. Arne.Vi skulle ned på Drejet og grave
fri ved nogle stophaner, så smeden kunne komme til at lave dem. De var
blevet udtætte i løbet af vinteren, hvor de ikke var blevet brugt. Man
skulle sørge for at grave hullet så stort, at smeden kunne komme til,
ellers brokkede han sig. Kl. 9 spiste vi frokost. Det foregik i bilen,
når det ikke var vejr til at sidde udenfor. Kl. halv 11 holdt vi
kaffepause, det kaldte man drikketid. Kl. 12 spiste vi resten af vores
madpakke, og kl. halv 3 var det igen drikketid.
I Nyborg skulle samtlige septiktanke laves om til gennemløbsbrønde.
Det arbejde fik Bendt Jørgensen. Det blev Børge fra Skalkendrup og mig,
der blev sat til at lave dem om. Det arbejde gav os mange sjove
oplevelser.
I Møllervangen hvor der var mange lejligheder til en brønd, bad vi folk
om ikke at skylle ud i toilettet, mens vi arbejdede i brønden. Det var
ikke alle, der huskede det, men heldigvis kunne vi høre, når der kom en
skylle. Engang Børge lige havde skåret hul i røret, hørte jeg at der
blev skyllet ud. ”Pas på,” råbte jeg til Børge, ”nu kommer det.” han
kiggede ned i røret, og hvad så han, der kom forbi? En gang suppe med
boller. Bagefter blev vi enige om, at der kunne vi have fået suppe til
middag. Hullet,der blev skåret i røret, var for, at man kunne spule hvis
rørene stoppede.
Jeg husker det første sted. Jeg kom ind kl. 7½ om morgenen, og da var
beboerne allerede bænket ved morgenbordet med øl og snaps, så det gik
lystigt til i Møllervangen. Det var også derfor, de glemte, at de ikke
måtte skylde ud i toilettet. Det første år, jeg var ved Bendt hjalp jeg
til, da Albert Sørensen byggede en villa ved siden af værkstedet, han
havde bygget i Nederby.
Bendt havde meget arbejde i Nyborg. Jeg blev engang sendt op til en skorsten, hvor der lå nogle løse mursten, som i stormvejr kunne ryge ned på fortovet. For at komme op til skorstenen, kom der en bil med kran med en kurv, jeg kunne stå i. Jeg kom op og begyndte at tage stenene af, men det viste sig, at der var mange løse sten. Jeg kunne ikke ene mand holde på alle de løse sten, så de begyndte at ryge ned af taget, som var af skiffer. Det kom nærmest til at ligne en si. Bendt havde heldigvis en forsikring, som dækkede for at få taget repareret.
I Skippergade lagde vi nyt tag på 2 ejendomme, og der blev også lavet meget indvendig. Facaden blev vandskuret, men her sad der en flot lampe, så jeg spurgte arkitekten, hvad vi skulle gøre ved den. ”hvis du vil have den, sagde han,” så tag den. ” Da jeg var ved at tage den ned, lukkede Gudrun, som var ansat i Bikuben, et vindue op og råbte over til mig, om hun kunne købe lampen. Det kunne hun godt, men den koster 400 kr. ”Det er for meget”, sagde hun,”du kan få 300 kr.” Det fik hun den så for, hvorefter vi købte øl for pengene. Når jeg kører forbi, der hvor Gudrun bor, kan jeg se, at hun har hængt lampen op.
Præstegården i Skalkendrup skulle have nye sålbænke. Det blev Poul og mig, der skulle ordne det. Da vi kom derned, så vi, at de gamle var af kobber. Da Bendt kom ned, og så til os, sagde han at dem måtte vi nok hellere lægge til side. Det gjorde vi nu ikke, for da præsten kom ud, spurgte vi ham, hvad vi skulle gøre ved de gamle sålbænke. Han sto og så på dem et øjeblik, så spurgte, han om det var noget, vi kunne komme af med. Vi var ikke længe om at sige, at det kunne vi sagtens, og vi var heller ikke længe om at få dem læsset på bilen, hvorefter jeg kørte til Nyborg i frokostpausen og solgte dem. Jeg fik 400 kr. for dem, som Poul og jeg delte. Bendt spurgte aldrig om, hvor de var blevet af.
Til jul, årstallet kan jeg ikke huske, brændte Johannes Jeppesens gård i Hjulby. Det blev også Bendt, der fik arbejdet der, og vi skulle brække hele taget ned. Alle spær og lægter skulle ned, da de havde taget stor skade af ilden. Det var kun stuehuset, der var brændt, og der var selvfølgelig sket stor skade på det, men Johannes og kone boede stadig i huset, selv om vi gik oppe på loftet og lavede et forfærdelig spektakel. Der skulle brække nogle gulve op, som jeg skulle hjælpe tømrerne med. Her skete det, at et af brædderne røg op og ramte mig på næsen, så jeg så både sol, måne og stjerner, og blodet sprøjtede ud af næsen. Tømrer Jørgen Vest, som jeg hjalp, kørte mig på skadestuen, hvor det viste sig at næsen var brækket. Johannes og hans kone var nogle flinke mennesker at arbejde for. Hver eftermiddag kl. 14,30 fik vi kaffe med friskbagt kringle. Bendt sendte mig engang til lÅsum, til et par ældre damer, da deres afløb fra badeværelse var stoppet. Rørene var stoppet med trærøderne fra et stort piletræ, som stod ude ved vejen. Jeg begyndte at grave op uden for huset, men det viste sig at trærøderne var groet tværs igennem badeværelset og helt over i brusekabinen, så det endte med, at vi måtte hugge hele badeværelsesgulvet op. Der gik mere tid end vi havde regnet med, men de tog det meget pænt, jeg blev da inviteret på kaffe om eftermiddagen. Det skete også, at de sagde. ”Skal vi dog ikke have en cognac til kaffen?” Jeg var med Poul Bjarnmose i Ørbæk for at sætte en isokærn i skorstenen ved hans svigerforældre. Vi havde fået besked om, at vi ikke skulle tage vores madpakke med, da de ville give både frokost og middagsmad, og vi kunne også låne sofaen, hvis vi ville sove til middag.
| Det bedste job jeg havde ved Bendt, var da jeg kom til at
arbejde på Juelsberg. Erik Juel havde bestemt, at slottet skulle
renoveres. På avlsgården skulle der laves et halmfyr, og det
skulle være så stort, at det kunne levere varme til slottet,
forvalterboligen, maskinhallen, korntørringsanlægget og
Amalienlund. Man fyrede med store halmballer, der blev sat ind i fyret med traktor, og varmvandtsbeholderen var så stor at den kunne rumme 100,000 l. vand. Det første halve år, efter at vi begyndte, boede der ingen på slottet. Jeg fik udleveret en nøgle, så jeg selv kunne låse mig ind om morgenen, og samtidig slog jeg tyverialarmen fra. Det var mærkeligt at lukke sig ind på slottet, som stod tomt. |
|
Erik boede på avlsgården. Der skulle brækkes skillerum ned, det var det første jeg begyndte med, men når Erik kom, blev jeg nogen gange sat til at lave noget helt andet. Engang bad han mig om at flytte hans mors tøj og sko ned i kælderen.
Anne, hans kone, bad mig engang hjælpe hende med at få ryddet ud fra værelserne af gammelt sengetøj. Jeg hentede en traktor og gummivogn på avlsgården, og kørte over på slottet, hvor Anne stod oppe på første salen og smed det ud af vinduet ned på vognen, jeg kørte det over bag ved laden og brændte det af. Erik, som var ved at køre, råbte til os fra bilen, at nu skulle vi ikke rydde hele slottet.
Vi havde sjov med en musvit, da vi arbejdede på Juelsberg. I sommer ferien var der en, der havde bygget rede i værktøjskassen på blandemaskinen.
![]() Juelsberg |
Da vi kom efter ferien, var der unger i reden, og de skulle
fodres. Men så lang tid maskinen kørte, turde forældrene ikke
komme, så jeg var nød til at stoppe hver gang, jeg havde brugt
den. Normalt kørte maskinen ellers hele dagen, men når jeg
stoppede, kom de og fodrede, og pludselig var ungerne væk. I selve slottet blev der sat 80 radiatorer op. Nogle af dem skulle ned under gulvhøjden, og det gav nogle problemer, for her lå nogle store kampsten, og de var ikke sådan at flytte, da det var grunden til slottet. |
Så for at få plads til radiatorerne, borede man nogle huller på 10 cm, hvori der kom noget pulver, som var rørt op i vand. Det var noget Bendt havde fået fra Norge, og når det havde stået nogle dage flækkede stenen.
Erik var meget pertentlig. Radiatorerne, som hang på væggen, skulle selvfølgelig hænge lige, men der skulle også være en bestemt afstand fra væggen. Så når Erik kom, prøvede han med sin lille båndoptager om afstanden passede, og gjorde den ikke det, skulle det bare laves om. Der var en telefon så Erik kunne ringe til mig. Jeg kan huske engang han ringede, han og Anne var kørt til Jylland, om jeg ikke kunne gå over i lejligheden for at se, om Anne havde slukket for en kogeplade, hvor på der stod en gryde med noget voks i. Hun havde godt nok glemt at slukke.
Efterhånden begyndte der at komme flere håndværkere på. Bendt havde
en murer, Erling Skov, som var meget dygtig, så ham fik Erik tillid til.
Der var flere pejse på slottet, dem ville Erik gerne have til at
fungere, så det blev Erlings job at få dem lavet så de virkede. I
pejsene var der nogle spjæld af jern som var rustet op, men Erling kunne
andet end mure, han var også god til at arbejde med jern, så dem fik han
lavet.
Erik ville gerne have lavet en elevator, på grund af at han var meget
dårligt gående. Det var eftervirkningerne, efter at han som barn havde
haft børnelammelse. Den skulle gå fra kælder til loft. Til at mure
elevatorskakten fik Bendt fat i en murer fra odense, som ellers var gået
på efterløn. Men han kunne ikke finde sig i at gå hjemme, så han var
begyndt at arbejde igen, og jeg skal love for, at mure en elevatorskakt
det var noget han kunne. Den mørtel, jeg blandede til ham, måtte der
ikke komme cement i, den blev kaldt bastardmørtel. For at få plads til
elevatoren, skulle der laves hul i gulv og loft. Det var en svend fra
Bendt tømrer i Ullerslev begyndt på, men han lavede desværre noget
forkert, så Erik tog en anden tømrer fra Vissenbjerg, Gunnar hed han,
han var vant til at arbejde på slotte og i kirker, det var jo nogle
meget store dimensioner tømmeret havde, og det var han vant til at
arbejde med. Gulvbrædderne på Juelsberg var meget store og lange, de var
lavet af douglasfyr.
Erik ville også gerne have vinduerne på slottet ordnet, så Gunnar tog et
vindue med hjem, da de skulle skilles ad, uden at det glas, der sad i
gik i stykker. Det var det gamle originale glas, der sad i vinduerne,
men det viste sig, at det var meget besværligt at skille dem ad, og det
tog lang tid, da de skulle undgå, at glasset gik i stykker. Erik søgte
”Fredningen” om tilskud, men fik afslag, så det opgav han.
Nede i kælderen skulle der laves et dørhul, men her sad der en stor
kampesten i vejen, så der blev sendt bud efter en stenhugger fra
Regstrup, som sad der i flere dage og huggede. Han brugte 2 muggerte og
2 mejsler, som han skiftede for hver 10. Slag.
Der skulle isoleres i mellemrummet mellem første salen og loftet, så
gulvbrædderne, som var meget store, de var lavet af douglasfyr, blev
taget op. Der kom en stor tankbil med isoleringen, som blev blæst op på
loftet, hvor vi med trillebør kørte rundt og lagde det mellem spærene.
Når det var fyraften, skulle jeg sørge for at lås og slå tyverialarmen
til. Da skete det engang, da jeg lukkede døren, at alarmen gik i gang.
Det viste sig, at vi havde glemt, at Lars ikke var kommet ned oppe fra
loftet.
Der skete mange sjove ting mens vi arbejdede på Juelsberg. Murer Skov
havde sat filser op i badeværelset i forvalterboligen. Om eftermiddagen
kom forvalteren over på slottet og sagde til Skov, at der var en af
fliserne, som sad forkert. ”Det kan ikke passe sagde Skov. Men da
forvalteren var kørt, gik Skov over og lavede det om, uden at
forvalteren op dagede det. Til fyraften kom han igen og sagde til Skov;
”Du har nok været ovre og lavet det om.” Nej jeg har ikke lavet noget
om, ”påstod han. Hvor er du fuld af løgn,” sagde forvalteren, men han
fik ikke Skov til at indrømme, at han havde lavet det om.
EN anden sjov episode jeg kan huske, var med mig selv. Jeg sad og spiste
morgenmad, da Bendt pludselig holdt ude i gården og kom ind og spurgte,
om jeg ikke skulle på arbejde i dag. ”Jo,det skal jeg da, men klokken er
da ikke så mange. ” Jeg havde glemt, at vi var gået over til sommertid.
Mig og Kim (Bent Tømrers søn) var i Nyborg og lave kloak ved et hus, men
der var noget vi ikke rigtig kunne finde ud af, så vi forsøgte at få fat
i enten Bendt eller Knud. Men det lykkedes ikke, så vi valgte at lave
det så godt vi kunne. Da vi var ved at være færdige, kom Knud. Han så på
det og sagde, ”Hvad er det dog for noget, I har lavet? Det ser jo
forfærdeligt ud: ”Jeg stod lidt og tænkte over det, så sagde jeg til
ham:” Ved du hvad Knud, nu har vi forsøgt hele formiddagen at få fat i
dig og Bendt, men i er ikke til at råbe op, så vi blev enige om at gøre
det færdig. Knud så lidt på det, så sagde han: Dæk det til det ser
udmærket ud.
Aunslev Kirke var jeg med til da den skulle kalkes. Det var ret spændende, for det skulle gøres efter en ganske bestemt opskrift. Kalken, vi fik var flere år gammel og den skulle røres op i kærnemælk, som vi fik fra Ullerslev mejeri. Der var stillads omkring tårnet, hvorfra der var en dejlig udsigt, når vi var helt oppe. I tårnet var der nogle huller, og her var der en tårnfalk som havde en rede, hvor der var unger. Selv om vi arbejdede på stilladset, kom moderen og fodrede ungerne med mus.
Personer i Aunslev som min far har fortalt om
Fortalt af Jørgen ThulesenJeg har kendt mange af beboerne i Aunslev, som far har fortalt mange sjove historier om. Følgende er en kort beretning om en del af disse personer.
Sognefogeden Peter Rasmussen
Han var landmand og ejede en gård i Nederby. Han havde sin egen måde at
klare tingene på. Vi skal huske på, at dengang gik folk til
sognefogeden, hvis der var noget, de var utilfredse med. En landmand i
Lille Åskov, som havde slået vejgræs, det skulle være til hø, havde
stakket det midt på vejen, og det var naboerne irriterede over. Så de
ringede til Peter, om han ikke kunne sørge for, at det blev fjernet. Han
cyklede ned og snakkede med manden, men det hjalp åbenbart ikke, så
næste dag cyklede Peter ned og satte ild til høet. Så var det fjernet.
Vejgræs,som stod langs med vejen kunne folk, som havde en ko eller to,
købe af bylauget. Der blev holdt auktion om foråret, hvor man kunne købe
så mange meter, som man havde brug for. Jeg har set en kone i Åløkke som
gik med to køer, som græssede samtidig med at hun strikkede.
Peter tog ikke tingene så højtideligt. En gang blev han stoppet af
politiet, fordi han cyklede i venstre side og ydermere på fortovet. Da
politiet fik at vide hvem han var, syntes de nok, at han som sognefoged
burde overholde færdselsreglerne. Der var også engang, da Peter og
Henny, hans kone, var til fest i forsamlingshuset. Da festen var slut,
og de skulle hjem, tilbød Henny deres naboer, at de kunne køre med hjem.
Så de satte sig ind i bilen for at vente på Peter, men da det varede
noget inden han kom, gik Henny ind for at se hvor han blev af. Det viste
sig, at han var gået hjem.
Peter og Henny mistede deres klaver. Det gik til på den måde, at der kom
nogen indtil dem og spurgte, om deres klaver ikke trængte til at blive
stemt. ”jo det kan da godt være,” sagde Peter,” men i kan jo se på det.”
Det gjorde de så, men efter kort tid fandt de ud af, at det kunne de
ikke lave på stedet, så de var nødt til at tage det med hjem for at
stemme det. Så klaveret blev læsset på bilen. Da de var kørt, kom Peter
i tanke om, at han havde glemt at spørge om, hvor de kom fra, så han så
aldrig sit klaver mere.
Peter Sognedfoged, var sammen med nogle venner, på en sommertur til
Kerteminde, her var han så uheldig at han fik tandpine, så han gik op
til en tandlæge, for at få tanden trukket ud, han blev bedøvet, men da
bedøvelsen virkede,og tandpinen gik over, forlod han tandlægen, uden at
få tanden trukket ud. Pludselig siger Peter, da han gik sammen vennerne,
der kommer han sku, det var tandlægen, så Peter forsvandt ind i en port.
Brugsuddeleren - Hans Jørgensen
Brugsuddeleren i den gl. brugs i Aunslev hed Hans Jørgensen. Han var søn
af Jørgen Brugs, derfor fik Hans pladsen, da Jørgen holdt op. Hans var
ellers udlært fotograf, så det er hans skyld, at vi har så mange
billeder af det gl. Aunslev på arkivet i Nyborg.
Hans var et meget venligt og hjælpsomt menneske. Hvis nogle af kunderne
stod og manglede penge, kunne de roligt snakke med Hans om det, så var
han altid villig til at hjælpe dem. Når folk skulle afregne med ham,
fandt han et ternet stilehæfte frem, som han opbevarede i brugsens
pengeskab og trak beløbet fra der. Det var alt det bevis han havde på de
penge, han havde lånt ud.
Hans kunne også godt være en smule begærlig med at have god varme på om
vinteren. Far fortalte, at engang de var på besøg ved Hans og Petrea,
hvor det var meget koldt. Søren Nielsen, som havde sin gamle mor med
syntes, at der var koldt i stuerne. Det beklagede Søren sig over til
Hans, hvortil Hans svarede: ”så kunne I sku været kommet i sommer, da i
var bøden.”
Inde i forretningen var han heller ikke meget for at fyre, så når
folkene klagede over det var koldt, kunne Hans godt finde på at stille i
butikken i sommerskjorte og korte bukser.
Ved siden af brugsen boede en gammel tømrer. Ham kørte Hans og Petrea en
gang om året tur for, men det var ikke altid de kunne blive enige om,
hvor de skulle køre hen. Så når Hans nåede en rundkørsel, blev han ved
med at køre rundt der. Når han havde kørt nogle omgange, sagde han, nu
må i sku bestemme jer.
Skomager Marius Hansen
I Aunslev Nederby boede skomager Marius Hansen, og der fortælles, at han
skulle være enorm stærk. Engang væddede han med en af byens bønder om,
at han godt kunne holde et spand heste, hvis han blot kunne få lov at
stemme benene imod en grøftevold. Men der skete desværre det uheld, at
hamlen brækkede, og skomageren fik den i hovedet så blodet løb ned over
ansigtet på ham.
Han passede også den lokale sygekasse, hvilket han var meget omhyggelig
med. Han kunne godt finde på at hjælpe folk af sin egen pengepung, hvis
det kneb for nogen at få hjælp af sygekassen.
Han havde et meget hidsigt temperament. Han havde engang købt en dejlig
stor torsk af Thorvald fisker fra Bovense, men da han kom ud i køkkenet
med torsken, kunne han godt mærke på sin kone Marie, at det passede
hende ikke med fisk til middag den dag. Så da han så at køkkenvinduet
stod åbent smed han torsken ud i haven til kattene.
Marius arbejdede meget på værkstedet om aftenen, for han kunne nemlig
ikke lide at komme ud af sengen om morgenen. Om vinteren var der dejligt
varmt på værkstedet, og her holdt nogle af byens karle til, hvor de sad
og spillede skak med Marius.
Marius havde ikke så langt fra tanke til handling. Posten Jørgen Holck
og Marius var kommet op at diskutere inde på værkstedet, og da de ikke
kunne blive enige, gik Posten uden at sige farvel og sprang op på sin
cykel. Marius fulgte efter ham, tog ham i nakke og røv og løftede ham
bag af cyklen som væltede så aviser og pakker spredtes ud over vejen.
Min far og mor spillede kort med Marius og Marie samt brugsuddeler Anton
Larsen og Marie og malermester Svend Kilian, hvis kone også hed Marie.
Skomager Viggo Hansen
Marius skomagers ældste søn blev også skomager, og da hans far døde
overtog han forretningen. Viggo lignede meget sin far, derfor havde han
også sin egen mening om mange ting. Jørgen Bech, som var flyttet ind på
Onkelsminde, kom op til Viggo for at få lavet et par sko, men dem ville
Viggo ikke lave, for han kendte ham ikke, ”Hvem er du for resten spurgte
Viggo.” Jeg hedder Jørgen Bech og er gift med Merethe nede fra
Groths: ”Nå, jamen så kan du godt få dem lavet, for hende kender jeg godt”.
Viggo tog ikke så meget for at lave sko. Kirsten Johansen kom ned til
ham med et par sko, og Viggo så på dem, hvorefter han sagde:”Det bliver
sørme dyrt min pige. ”Da Kirsten skulle ned og hente skoene, fik hun 100
kr. med af sin mor, der ville være sikker på, at hun havde penge nok
med, og så kostede det kun 2 kr.
Peter Bengtson
(Lille Peter) boede på Kertemindevej nr.1. Han var ldt
af en særling, derfor blev han drillet meget af byens drenge særlig
nytårsaften, men det var nu mest hans egen skyld, for han startede altid
nogle dage før nytår med at løbe efter os op igennem byen med en
jernstok, hvor han råbte, at den skulle vi få at smage, hvis vi kom
nytårsaften.
Når Peter var i godt humør, kunne jeg godt komme ind og
snakke med ham. Jeg morede mig meget over at se den gryde, han kogte
øllebrød i. Jeg kunne godt se, at den ikke blev gjort ren hver gang, han
havde brugt den, for den lignede nærmest en til røget pibe.
Han havde også
en fin radio. Han påstod, at den kunne tage 7 faste stationer samt nogle
løse, og så påstod han, at den kunne tage Sahara, så sandet fløj ud af
højtaleren.
Vi havde en sjov oplevelse Søndag, når vi sad og drak morgenkaffe, vi kunne se over til hans hus, her gik døren op, ud kom Peter, hvor
han smed natpotten til den ene side og askeskuffen til den anden.
Peters
far hed Gustav Bengtson (han var Svensker). Han havde ord for at være
byens største løgnhals, for han fortalte de mest fantastiske historier
om, hvad han havde lavet. Dem har vi på bånd på lokalhistoriske arkiv i
Nyborg fortalt af fotograf Aksel Fredriksen.
Rasmus Rasmussen (kanin), Nederbyvej
Rasmuses morgenmad bestod af appelsinvand og wienerbrød. Rasmus
handlede med kaniner, høns og duer. Når der kom nogen og ville købe en
høne til suppe, og Rasmus ikke var hjemme så klarede Gusta det. Hun
fangede en høne tog den mellem benene og med et snuptag rev hun hovedet
af den.
Det fortælles, at Rasmus engang ringede til Johannes købmand for
at bestille en natpotte. Johannes spurgte: ”Rasmus, hvor stor skal den
være”? Ja,”sagde han,” måske til 7 pis og en skvat.
Når der var
sognerådsvalg, blev ældre kørt til valgstedet, Rasmus og Gusta blev kørt
af Socialdemokratiet. Rasmus og Gusta gik ind i stemmeboksen sammen,
hvor Rasmus siger til Gusta, hvor er det der står Jens Hansen, det kunne
folk i lokalet høre, og det morede de sig meget over, for Jens Hansen
var opstillet for venstre, og det var Socialdemokratiet der havde
kørt for Rasmus og Gusta.
Rasmus havde et gammelt orgel, som han godt kunne
spille på, selv om hans fingre var noget krogede af gigt. Gusta ville
gerne have ham til at spille ”Violer til mor”. Det har jeg heldigvis på
bånd. Rasmus påstod, at når Lillepeter døde, så var der ikke flere
originaler tilbage i Aunslev.
Svend Gali, Kertemindevej nr. 40 (Bondemosehuset)
Her boede Svend Gali. Han var tryllekunsner og bugtaler, som han tog
rundt og optrodte med. Han kom blandt andet en gang om året på Ollerup
Gymnastikhøjskole. Om sommeren opholdt der sig mange unge på det store
hjørne nede ved hovedvej 1. Dem kunne Svend godt lide at komme i snak
med, og han kunne godt finde på at hypnotisere nogle af dem.
Han fik
engang Møller til at være frihedskæmper. Møller smed sig ned på jorden
og begyndte at skyde vildt mod Odense, men det værste var, at Svend næsten
ikke kunne vække Møller igen.
Andet steds har jeg skrevet om, når Svend
optrådte i Aunslev forsamlingshus.
Svend Galis bror Anders, kaldet
Mirakeldokteren, kunne helbrede folk, hvis de havde ondt. Min Farfar
klagede over, at han havde ondt i skulderen,og en dag Anders cyklede
forbi,stoppede far ham for at få ham til at se på farfars skulder.
Anders strøg og mumlede over farfars skulder, og da der var gået nogle
dage, spurgte far:”Hvordan går det med din skulder”?” ;min skulder jo det
går da godt, jeg mærker ikke noget mere.
Peter Karoline
Karl på Onkelsminde. Hvornår han kom dertil ved jeg
ikke, men han blev der også da han begyndte at få aldersrente, som det hed
dengang før folkepangsionen. Onkelsminde var et godt sted at tjene. De
havde ry for, at folkene fik noget god mad, derfor havde de aldrig besvær
med at få folk. Det betød også meget, at peter passede hestene, han sørgede
for at muge ud, han lagde seletøj på hestene, når karlene skulle i marken
fra morgenstunden af, og han fodrede hestene af kl. 9 om aftenen.
Peter
havde sit værelse lige op til hestestalden, så han havde det godt lunt om
vinteren. Peter havde et stort hul på sit ene ben, det forbandt jeg hver
morgen inden vi gik ind og spiste morgenmad. En gang hver fjerde måned
tog han en tur til Odense for at more sig. Han lejede en taxa hjem til
Aunslev. Han betalte for turen, men samtidig spurgte han, hvad koster det
at køre med tilbage til Odense igen. ” Det koster skam ikke noget”, sagde
taxamanden, ”Godt sagde Peter,” så kører jeg med tilbage igen”, og så gik
han hjem til Aunslev.
Peter havde en bror, som blev kaldt Jakob Bob
Bob. Han havde fået tilnavnet, fordi han stammede. Han boede ved Marius
skomager. Da Jakob døde, flyttede Peter op til skomageren.
Murer Niels Jensen
(Ildmureren) boede i et meget gammelt hus i Krogen
(nu Bystævnet). Det lå lige ved siden af Krogsmeden, som nu er væk. Den
blev brækket ned i ca. 1953, den har vi et billede af på Arkivet.
Ildmurerens hus er også væk, det blev brækket ned i 1957-58, fordi vej
skulle føres igennem til Skovgyden. Når vejen var ført igennem, kunne der
blive plads til 4 byggegrunde; i forvejen havde der været en gangsti.
Han blev kadlt Ildmuren, fordi han altid var første mand på brandstedet
for at hjælpe til med at slukke ilden. Bag ved hans hus, i Rasmus
Kristians mark, lå der en høj. Når han hørte, Falck kørte igennem byen, løb
han op på højen for at se, hvor det røg henne.
Han cyklede rundt til
gårdene og kom nyt glas i staldvinduerne. Han rensede også kakkelovne
for folk. Ildmurerens kone hed Signe. Det var et hyggeligt hjem at komme
i, selv om der ikke blev gjort så meget ud af rengøringen. Engang Signe
havde sat sig på potten inde i stuen på gulvet, kom Hans Laurits fra
Højgård på besøg. Han opdagede hurtigt, hvad der foregik, så han blev ved
med at gå rundt om Signe, for at snakke med hende, så hun var nødt til at
blive siddende, hvor længe han blev, melder historien ikke noget om, Men
hun har nok været godt øm i ballerne.
Når Signe kogte suppe, og den
skulle skummes, smed hun det hen i et hjøne af bryggerset.
Mekaniker Hindsgavl
En kendt person i Aunslev var mekaniker Hindsgavl, som byggede et nyt
værksted ud til landevejen Nyborg - Odense. Men før den tid boede han i
Hans Møller Hansens fodermesterhus, som ligger bag ved Peter Knudsens
gartneri.
Hindsgavl var også kørelærer. Han skulle lære sadelmageren fra
Skalkendrup at køre bil, og det foregik på den måde, at når sadelmageren
kørte forbi Krogen (Bystævnet), skulle Hindsgavl springe på bilen.
Sadelmageren havde købt bil, inden han fik kørekort, men det var ikke
altid Hindsgavl nåede at springe på bilen, for sadelmageren havde ikke
lært at bremse. Han tog en tur rundt Af Kirkegyden, for han havde heller
ikke lært at vende, men i anden omgang lykkes det Hindsgavl at springe på
bilen.
Hindsgavl havde 4 børn, Amalie, Meta, Jens og Dines. Tømrermester
Johannes Pedersen lærte også at køre bil ved Hindsgavl. En dag, de kom
hjem efter en køretur og var kørt i garage, spurgte Hindsgavl, om de ikke
skulle skyde til måls med en salonriffel. Der blev sat en skive op på
væggen ind til bilen. Væggen bestod kun af nogle tynde granrafter, så
første gang de skød, gik kuglen igennem væggen og fortsatte i gennem 2 af
bilens ruder.
Far fik engang en regning af Hindsgavl, hvor der var
skrevet 4 tændrør på. Far mente nu ikke, han havde fået dem, så han lavede
vrøvl og slap for at betale dem. Far sagde til Hindsgavl:” Hvad vil du
nu gøre ved det ”?” Jo sagde han,” jeg skriver dem da på en anden
regning, til der er nogen, der betaler dem.
Det siges om Hinsgaul ,at han
sagtens kunne reparerer en bil, blot han havde en knibtang og en
skruetrækker. Johannes Petersen fra Korkendrup, Laurits Murer fra Bovense og
Kristian Nielsen fra Skaboeshuse lærte alle 3 at køre bil ved
Hindsgaul, og det var noget af en oplevelse. Særlig til køre- prøven, den
har Johannes Petersen indtalt på bånd som opbevares på lokalh. arkiv i
Nyborg. Han har også fortalt om sig selv på samme bånd.
Kresten
Sorte Kresten arbejdede sammen med Laurits Murer. De tog rundt og
fejede skorstene, derfor blev han kaldt sorte Kresten. Han hjalp også til, når Laurits havde noget murerarbejde, særligt når det var noget, der
skulle pudses.”Kan han nok det”? spurgte præsten Laurits om. ”jo, det kan
han sagtens, han har pudset så mange”.
Kresten kom engang ind i butikken
til far og spurgte, om han kunne låne penge til en flaske gas, da han
skulle hjem og lave mad. Det fik han af far, og senere på dagen kom der
en kunde ind i forretningen. Ham fortalte far, at han havde lånt Kresten penge
til en flaske gas. Da kunne kunden ikke lagde være med at grine, for han
vidste, at Kresten ikke havde noget gasanlæg.
Det skete af og til, at
Kresten fik en tår over tørsten, så det var ikke altid, han kunne styre
cyklen på vejen hjem til Bovense. Det skete, at han ramte et af
vejtræerne, så skældte han ud og sagde:” Det er også fandens, at de ikke
planter gummitræer.
Kresten boede samen med Ingeborg. Hun havde været
gift med Mirakeldokteren, men da han døde, flyttede hun samen med Kresten.
Ingeborg arbejdede på fiskefabrikken 555 i Kerteminde, og for at komme
derned tog Kresten sin cykel fik Ingeborg på stangen, og så gik det
ellers på cykel til Kerteminde.
Harald
Bovense havde andre specielle typer. Der var skæve Harald, det blev han
kaldt, fordi han altid vente hovedet til den ene side. Da han skulle
holde sølvbryllup, købte han kødet til suppen af far, men han glemte at
betale, så hver gang han kørte forbi forretningen, kunne han godt vende
hovedet til den anden side.
Snedker Hansen
I Hjulby boede snedker Hansen (den blå snedker). Når bager Gertz i
Nyborg var på jagt i Hjulby, var snedkeren med, selv om han ikke selv var
jæger. Bager Gertz havde næsten al jagten i Hjulby moserne, og der blev
sagt, at han kunne gå på jagt fra Hjulby og op til Aunslev Kirke.
Jagtforeningen som Gertz var formand for, holdt engang om året en fest i
Aunslev forsamlingshus. Det vildt, som var skudt ugen før festen, blev
solgt på auktion, og her deltog snedkeren. Han var skrap til at byde, men
når det blev sagt til ham, at det var pr. kontant, sagde snedkeren:” så må
de undskylde.
Mads P. Søren
Mads P. Søren solgte noget hø til far. ”Hvad koster det Mads”?
”Det koster 75 kr.”. Far syntes det var dyrt, men betalte. Noget efter skulle
Mads have slagtet en ged, det gjorde far.”Hvad koster det Thorvald”?” Det
koster 75 kr. Det morede de to sig meget over.
Gunnar Madsen
Gunnar Madsen (Tatol) var også en af byens kendte personer. Han havde
en bil, som han lejede ud uden fører. Han kørte også for folk, selv om det
ikke var helt lovligt, da han ikke havde nogen bevilling, men det tog
Gunner ikke så tungt og han var heller ikke så dyr.
Engang min svigermor
skulle over og besøge os, hvor jeg ikke selv kunne hente hende ved
færgen, gik jeg ned til Gunnar og spurgte, om han ville, jo hvis du er
interreseret vil jeg godt”. Jeg ville også betale og spurgte, hvad det
kostede. Det kommer an på, hvad hun vejer”, svarede Gunnar.
Skorstenen ved
det gl. mejeri skulle sprænges af hjemmeværnet, og det skulle vi
selvfølgelig overvære. Jeg stod sammen med Gunnar og et par ældre
damer, som spurgte ham, hvorfor der var lagt halm ud. ” Jo,sagde han,” det
er fordi, den skal bruges igen”.
Gunnar holdt duer, så han kunne ikke tåle
at se en kat i sin have, da den jagtede duerne, så hvis han så en, tog han
sit jagt gevær, lukkede køkkenvinduet op, hvor fra han skød katten. Men
engang gik det galt, nogle af haglene fra skudet, ramte en sten, de slog
tilbage og ramte en dame, som lå og vaskede en trappe ved naboen, i
bagdelen. Gunnar måtte køre hende til Nyborg Sygehus for at få haglene
pillet ud, historien er sand har jeg fået af vide af hans kone Grethe.
Pælemaleren
Odensevej nr. 162, herboende maler Jakobsen (Pælemaleren). Det blev
han kaldt, fordi han boede lige ved siden af milepælen, som viser, at der
er 7 km. til Nyborg.
Maler Kryger
Maler kryger i Bovense var tysker. Han talte noget gebrokkent
dansk, var ikke ret stor, gik meget dårligt og hans ryg var meget skæv.
Han spillede på rumsterstang, som han optrådte med, når der var fest i
forsamlingshuset.
Han holdt meget til på Bovense Kro, hvor han ofte fik
for meget at drikke. Han var engang kommet op at skændes med en, og de
blev enige om, at gå ud for at slås. Da de kom ind i krostuen igen, var
der en, der sagde:”hvad har du dog gjort ved maleren, han ser helt deform
ud.”
Nordenhuse
Johannes Jakobsen (fine Johannes) boede i Nordenhuse, hvor han havde et
husmandssted med en 7-8 tdl. til. Johannes kunne gribe høns, det vil
sige, at han kunne mærke på en høne om den var en god æglægger.
Johannes
havde 4 køer, men det der med hvornår de skulle malkes tog han ikke så
højtideligt. Hvis man kom der omkring middag, var han først ved at malke
til morgen. Han havde altid en radio til at spille i kostalden, så gav
køerne mere mælk, påstod Johannes.
Johannes gik til madlavning i Nyborg.
Dengang var det gratis, fordi kommunen betalte. Når han mødte nogle af
beboerne næste dag, morede det ham at sige tak for mad, for det var jo
dem, der var med til at betale.
Til jul var han ude ved dyrlæge Nielsen fra Nyborg for at gøre deres prismelysekrone ren. Han var den eneste, der
var betroet til det.
Johannes havde fire meget fine stole,som han havde
købt på en auktion, han påstod de havde tilhørt dronning Aleksandrine.
Dem testamenterede han til Aunslev Kirke. De bliver nu brugt, når der er
bryllup. Bent Jørgensen, som var med til det årlige kirkesyn, har fortalt
mig hvordan det gik til, da stolene skulle stilles på plads. Der kom folk
fra Nationalmuseet, Biskoppen og menighedsrådet, samt Bent og Graveren.
De
to holdt sig i baggrunden, de morede sig over det der foregik, og det da
hele var overstået, ”sagde Graveren, når alle de mennesker er gået, går vi
to op og stiller dem på plads.”









