Østermark


Sogn Vejen
Herred Malt
Amt (i 1970) Ribe
Pastorat Vejen-Læborg
Provsti Malt
Stift Ribe
Kommune Vejen
Region Syddanmark
Stednavne i sognet Korsvejen, Karensmark, Knagmølle, Lundgårdenge, Nørremark, Skodborg Bjergegårde, Skodborg Mark, Skodborghus, Søndermarken, Vejen, Vejen Mose, Vejen Å, Vejenknude, Vejenskov, Vestermark, Ålykke, Østermark
Indbyggere ukendt

Bedstemors beretning

Fortalt af Mads Lauridsen

Efteråret var mere indetid. Så var det godt at ”holde mørkning” inde hos bedstemor, - og høre hende fortælle de gamle beretninger fra et langt liv. Om hendes fars lange vandringer ”nør ned” efter stude, som de så drev op til Hamborg og Husum. Om bedstefar, der havde været i krig. Om hvordan de havde stridt sig gennem livet, med dets glæder og sorger. Gamle siger og sagn, der levede i hendes firsårige erindringer - og groede videre i drengens fantasi og lege.

Bedstemors beretning
Min farmor, Marine Lauridsen - Født Clemmensdatter var født den 2. oktober 1839 i Knud, Fjelstrup sogn. Da hun var omkring 80 år boede hun hos mine forældre på Vejen Østermark. Jeg var omkring 10 år gammel, da hun fortalte de beretninger, som jeg nu fortæller videre. Der er ingen kronologisk rækkefølge i disse glimt af et menneskeliv, om end jeg vil søge at gøre det nogenlunde fortsættende.

Det hændte at hun blev fjern i blikket når minderne kom over hende. Så glemte hun sikkert hvem tilhøreren var, med det resultat at der blev fortalt et og andet som måske ikke helt var beregnet for en lille drengs øren. Mange af beretningerne er så ofte fortalt, at det rigtig har kunnet sætte sig fast i erindringen.

Min fader var daglejer, og arbejdede ved hvad arbejde der var at få. Om foråret stod han i møddingen på gårdene og læssede møg. Det kunne hænde at han arbejdede på akkord, og fik løn efter antal læs; men for det meste måtte han arbejde på dagløn, for ellers syntes gård folkene, at han tjente for meget.
Om sommeren gik han i mosen og gravede tørv. I høsletten gik han med leen, og lige sådan i høsten; men når høsten var ovre, gik han på sine ben til Thy, hvorfra han var med til at samle stude, som de så drev til Husum og Hamborg. Ja det kunne hænde at de gjorde turen to gange på et efterår, - vist også om foråret.
Når de var kommen af med studene, købte så studedriverne hver et ”rink” klodser – et slags træsko – så mange som de kunne bære på deres ryg, og dem solgte de så på vejen hjemad. Vi længtes altid efter den dag han kom hjem, for så havde han gerne lidt godt med til os børn.
En gang fik jeg et lille spejl, Jesper fik en kniv og Knud fik en kok, der kunne gale når man blæste i et rør, der sad i den bagerste ende på den. Jeg husker hvordan han græd da den gik i stykker. Jeg græd også da mit spejl gik i stykker. Det var vist de eeneste stykker købelegetøj vi havde nogensinde.
Ellers var det gerne lidt slikkeri og sådan noget, han havde med til os; men det bedste af det hele var, at når han kom hjem med penge, så kunne vi da få hvad vi kunne spise, og så fik vi smør på brødet om søndagen. Til daglig fik vi bart brød, hvis vi da fik noget. Sommetider fik vi skabet fedt eller fåretælle på. Vi sultede tit når far var på de lange rejser, eller der var småt med arbejdet. Han var ellers ihængende nok, for når han om vinteren var ude og tærske med plejl, kunne han godt nå at tærske 10 skæpper om dagen, når ellers kornet var til det, og det var højt, når det ellers regnedes med 1 tønde om dagen for en mand*; men så måtte han da også have lys både morgen og aften.

En gang da far var kommen til Sommersted – var det vist – med en drift stude, fik han en anden til at se efter dem den nat, og så rendte han med træskoene i hånden hjem til os, og det var over en mil. Vi blev så glade for han havde jo noget godt i posen, og vi fik så meget at spise, at vi fik ondt i maven.
Næste dag da vi vågnede, var han væk, og så græd vi; men han skulle jo være på sin plads til tiden.

Den gang var det skik, at fattigfolk kunne gå til bønderne og tigge mælk, og da hun (moderen) ikke selv var meget for det, blev vi sendt af sted, så snart vi var så store, at vi kunne bære kanden.
Ved Mortens fik vi altid god sødmælk i kanden og en kopfuld at drikke; men vi måtte jo ikke gå der for tit. Der var andre steder hvor vi kun fik noget sølle blåsur håndskummet mælk.
En gang var vi på vejen hjem med mælk, og det var min tur til at bære kanden. Da vi kom hen til en gård, som vi altid var rædde for at gå forbi, fordi de havde sådan en gal hund, så kom hunden farende ud mod os. Jeg blev ræd og ville rende. Selv om Jesper prøvede at værge for mig, nåede den at rive min kjole, og jeg faldt og spildte mælken, og kanden gik i stykker.
Jeg var så ræd for at komme hjem; men jeg måtte jo til det. Hu ha endda, hvor hun smækket mig, og så blev jeg sendt i seng uden mad.
Jeg græd og bad om forladelse; men det fik ikke hjælpe, og så var jeg så sulten. Da så Jesper kom i seng, havde han gemt det halve af sit brød under skjorten, og det lå jeg så under dynen og spiste; men hvor var vi dog bange for at det skulle blive opdaget. ( Om moderen talte hun sjældent. Hun sagde at hun var ”ilsindet” – galhovedet - og at hendes ”folk” - forældre – var vrede på hende fordi hun havde ”smidt sig hen til en småmand”.

Skolegang fik de vist ikke meget af; men det hændte dog at hun fortalte: Bønderbørnene var sommetider slemme ved os. Engang var der nogen der havde gemt Jespers træsko, så han måtte tage strømperne af, og løbe barbenet i sneen hjem, og det var temmelig langt; men næste gang måtte han så gå med et par gamle af fars, og de var jo alt for store til ham. Træskoene stod så hvor han havde sat dem, og der var ingen der ville vedgå at have gemt dem for ham, og ingen turde sige, hvem der havde gjort det.

En gang, da degnen var ved at slynge honning, fik vi lov til at sutte honning ud af vokset. Som det dog smagte.

Når vi var ene hjemme måtte vi hverken have lys eller ild på skorstenen (arnen), og når det så var koldt, og vi var trætte af at rende, så krøb vi tæt sammen i sengen for at holde varmen.
Vi måtte jo holde sammen og ”vare af” for hinanden. Engang havde Jesper slået noget i stykker, og skulle have stryg; men da han dagen før var blevet tærsket af degnen, så der var kommen blod på hans skjorte, så måtte jeg jo sige, at det var mig der havde gjort det, og så var det mig der fik pryglene.

En dag var der en mand der havde kørt det ene hjul fast på sin vogn. Han fik det da af; men han havde ikke noget ”fjetels” at smøre med; men så tog han en ”suotens” (skovsnegl) og smurte med, og så kunne vognen køre igen. Vi måtte samle brænde i skoven, og ofte blev vi sendt alene ud efter noget. Vi måtte efterhånden længere og længere ind i skoven efter det, og det var vi jo ikke så glade ved, for vi var så ræd for ræven.

Om sommeren skulle vi samle tørv på mosevejen. Så var der en gammel mand, der var efter os, for han ville selv have brokkerne; men så fik Jesper ham til at rende efter sig, og så samlede Knud og jeg hvad der var at finde. En meget begærlig mand kom kørende med et læs tørv. Han opdagede at der var faldet et par tørv af. Han lod så hestene stå, og løb tilbage efter dem. Alt imens gik hestene i gang, og trak vognen ud til siden, hvor de to hjul sank i, så de ikke kunne trække vognen op. Så måtte han til at læsse det meste af, og siden på igen. Det var der ikke noget ved for ham, og vi fik vore poser fyldt da han var kørt sin vej.

Jeg var ikke ret stor, da mine ”folk” (forældre) Flyttede til Farris. Far havde akkorderet med en mand, der skulle til Vamdrup efter noget, så han tog vort ”boskab” med. Når det ikke gik op ad bakke, fik vi børn lov at køre med på læsset; men mine forældre måtte gå hele vejen, og det var seks mil.

Jeg kom ud at tjene første gang da jeg var seks år. Skulle vogte gæs. Det var strengt at gå dagen lang og skulle passe på at de ikke gik i kornet eller haven, og især var det drøjt da gæslingerne ville flyve. De kunne jo ikke flyve rigtig; men det kunne godt blive nogle slemme rendeture efter dem. Mine ben var jo kun korte. Det var slemt at komme ud om morgenen når der var rim i græsset. Jeg måtte rende med bare ben, for jeg havde ingen træsko; men det hjalp da noget da jeg fik et par ”stunthoser” der var blevet for små til deres egen (søn eller datter). Der var jeg i to somre.

Siden kom jeg et sted hen, hvor jeg skulle passe får. Det var bedre, selv om det kunne være kedsomt nok. Konen havde givet mig en pose med, og i den skulle jeg putte uldtotter, der var blevet hængende i lyng og buske. Havde jeg ikke noget i posen når jeg kom hjem om aftenen, skældte konen, for så havde jeg været doven.
Så lærte karlen mig at plukke lidt uld af fårene og putte i posen, når der ikke var ret meget at finde. Jeg vidste godt at det ikke var rigtig at gøre sådan; men jeg var så ræd for konen. Dog skulle jeg passe på kun at plukke på bugen og benene af fårene, for ellers kunne hun se det, og så var det sidste værre end det første.
Jeg drev også med ungkreaturer. Det var lange dage – fra sol stod op til sol gik ned. - Der havde jeg det ellers godt nok, for den gamle (mand) kom gerne ud med mad til mig, og så efter dyrene, mens jeg spiste, og fik en lille middagssøvn. Konen i gården kunne ikke så vel lide det; man turde ingenting sige, for det var den gamle der havde skødet på gården. Han havde også givet mig en gammel frakke til at tage over mig.

Da jeg havde ”stået på kirkegulvet”, kom jeg til Sønderskovgård som lillepige. Det var en god plads. Jeg var barnepige det meste af tiden. – Ok ja – ham der har gården nu ( ca. 1920 ) har såmænd tit siddet på mit skød og faldet i søvn. Der var flere karle på gården, så det var såmænd ikke så let at værge sig, Især var der én, der var slem, og han havde da også gjort det ved en pige; men han måtte rende sin vej, for hun druknede sig. Eja – sikken en redelighed.

Man var jo ung den gang og kunne nok bestille noget. Jeg var længe i den plads, og jeg har snart aldrig haft det så godt; Men omsider mente jeg jo at jeg ville se noget andet, og så fik jeg da en anden plads, og det var medens jeg var der at jeg fik ”kolden” (malaria). Da jeg kom så nogenlunde ved det igen sagde doktoren, at jeg havde Tæring, og at jeg ikke levede til jeg var tredive år – og nu er jeg snart tre gange tredive år.
Han sagde også at jeg ikke kunne tåle bondearbejdet, og måtte se at komme til noget andet. Så kom jeg da til nogle gamle folk for at lære at væve. Jeg var tyve år den gang, og tænkte ikke på at jeg skulle komme til at væve i syvoghalvtredsindstyve år.

Da jeg havde lært min tid, akkorderede jeg med de gamle, at jeg skulle have en stue og (en vis mængde) uld, tørv, mælk, rug, (og måske mere), og for det skulle jeg væve for dem. Hvad jeg nåede mere var min egen fortjeneste. Det var ikke altid jeg havde brød, for jeg kunne kun få bagt når de gamle skulle bage; men så måtte jeg spise rugmelsgrød.
Når der skulle bages, måtte jeg stå op og ”ilde” ovnen tidlig om morgenen. Det var ikke altid så rart. Den gamle skulle jo sørge for at der var brændsel nok. Det var ikke altid tilfældet, og så måtte jeg se at finde noget kvas og andet skrupperi, så jeg kunne få ”den sorte mand” ud og ”den røde mand” ind. (Ovnen skulle varmes så den var rød indvendig).
Jeg havde ikke noget dejtrug, så jeg måtte bruge en dragkisteskuffe til at ælte dejen i. Bagefter måtte jeg jo så gøre den ren. Det var vel ingen skade til, for det var den jeg gemte maden i, - når jeg ellers havde noget at gemme.
En gang kom der en mand og ville give mig et dejtrug han havde hulet ud af en skoeld (bævreasp). Det skulle ikke koste noget; men jeg vidste nok at hvis jeg først kom i lag med ham, kunne det blive mig dyrt nok. Lige meget hvor meget han ”sleget” og snakket ville jeg ikke linde af for ham, så han måtte gå med sit trug igen.
Jeg kunne nok væve - jo jeg kunne - skulle det være stadstøj, kom de til mig, og det kunne de gamle ikke vel lide.

En gang i krigens tid, sad jeg og skulle være færdig med et stykke, som kunden havde sagt at de ville hente den aften. Jeg var blevet sinket og det var blevet sent.
Da det bankede på døren, måtte jeg jo lukke op, selv om man ikke var så glad for det, for der var jo så meget med soldater, og man hørte så meget om at der var sket både det ene og det andet. Det kunne jo være at det var dem der kom efter tøjet.
Udenfor stod en soldat, og han sagde at jeg ikke skulle være ræd, han ville bare så gerne bede om en kedel varmt vand til sine fødder. Han var gået efter lyset. Han så så afkørt ud at jeg fik ondt af ham og lod ham komme ind. Han var så træt, for de havde marcheret så langt den dag. Jeg hjalp ham støvlerne af og sikken en redelighed. Hoserne måtte jeg linde med lunken vand, for at få dem af benene. De sad i det blodige kød. Nå, han fik fødderne i vand, og siden smurte jeg dem i noget usaltet fedt, som jeg havde fået et sted.
Noget af det fik han med i en klud da han gik, så havde han da noget at smøre med. Så varmede jeg noget øl til ham. Han havde noget brød, som han havde fået udleveret, og det var godt brød. Vi delte så med hinanden hvad vi havde, og siden lod jeg ham lægge sig på min seng og sove. Jeg vaskede hans hoser ud og tørrede dem ved varmen, og sad vågen resten af natten, for at få ham op og af sted. Han skulle være i sit kvarter klokken 5, og det kom han. (Når hun kom så langt, fik de gamle øjne glans, og med et hemmelighedsfuld smil sagde hun ”Det var Mads Lauridsen”).

Efter krigen tjente min bror Knud i samme by. Han havde en kammerat der hed Peter. Denne Peter havde en bror der nylig var kommen til at tjene i samme by. Nu var de to knægte så ivrige efter at få et par ud af Peters bror og mig; men vi afviste alle forsøg, og lod som vi slet ikke brød os om deres pjat. De viste jo ikke at vi kendte hinanden.

Da vi blev gift, købte vi et hus i Maltbæk. Det havde tilhørt sognet, og de havde haft nogle husvilde boende i det en tid, og de havde brændt alt hvad der kunne tages bort uden at huset faldt ned. Der var ikke engang en dør; men din bedstefar lavede en af tagrør og den klarede vi os med indtil der blev råd til at købe brædder til en ny dør.
De penge vi havde sparet sammen, var jo gået med til købet af huset , så vi måtte klare os med de møbler som jeg havde i forvejen. Det var min væv, et bord, hans skab (eller kiste) min dragkiste, min seng og to stole.
Kom der så nogen på besøg, måtte jeg sidde på skostensskødet (kanten af ildstedet).
Al jorden var hede, og din bedstefar gik i gang med at brække den op med spaden. Om aftenen lavede han fodtøj. (Han må have lært noget skomageri på et eller andet tidspunkt, muligvis ved militæret. Der blev talt om at han havde været såret).
Vi lagde skilling til skilling, og fik jorden dyrket op, og så solgte vi stedet, og købte et bedre.
Da banen til Esbjerg blev anlagt fik han arbejde der, og efterhånden tjente han helt godt, for han blev formand.

Så stred de sig da gennem årene. Flyttede nogle gange og endte med at bo i Gørding. Far var den ældste, og var født i 1867 i Maltbæk. Han havde en søster i Vejrup, og en bror og en søster på New Zealand. En yngre bror døde mens han gjorde militærtjeneste. Om dette fortalte bedstemor:

Der kom bud at Peder var blevet alvorlig syg, og så rejste hans far til København for at se til ham: men da han kom derover var Peder død. Hans far fik så ham i en kiste og rejste hjem med ham i en kreaturvogn. Det tog halvanden døgn. Det var strengt for ham...

Bedstefar må ved den tid have været omkring 67 år gammel. Så det har været en hård tørn at sidde i en kold kreaturvogn i halvanden døgn, ved sin døde søns side.

*10 skæpper korn = 180 potter 1 tønde korn = 144 potter

Indsendt 3. april, 2008 af Børge Kiel | Kommentér - kommentarer (0)

Vi træffer mennesker

Fortalt af Petra Cecilie Andersen

De første, vi møder, er arbejdsklædte mennesker. En lidt trivelig, men smilende og venlig - ikke særlig stor kone, på hvem man let kan se, at hun har båret slægtens fremtid. Det vil sige to tvillingepar, begge par var piger, samt tre piger foruden to drengebørn!
Manden er i hvid murerbluse og hvide murerbenklæder. Han er lidt hjulbenet - for, i hans barndom for omtrent hundrede år siden, var der ingen, der gjorde særlig meget for et barn med Engelsk syge. Derfor måtte man leve med de skavanker, der fulgte med!
I har vist gættet, at de to mennesker var mine forældre?

Far var som nævnt murer. Han cyklede på arbejde ofte lange veje. Han kørte, før det blev lyst om morgenen og kom først hjem sent om eftermiddagen. Mor og vi børn passede så de ni tønder landjord, som hørte til ejendommen. Vi var oppe før skoletid så tidligt, at vi om sommeren kunne nå at trække vore to eller tre køer i marken, og jeg husker endnu, hvordan solen skinnede på det dugvåde græs. Henover dette græs havde edderkopperne spundet deres kunstfærdige væv. Når køerne og jeg så havde trampet hen over marken, var der ligesom trukket en mørk stribe, hvor vi havde gået.

I roetiden
Sidst i maj måned skulle roerne luges og tyndes ud. Det foregik på den måde, at vi børn med mor i midten kravlede på "alle fire" op og ned mellem roerækkerne. Det gjaldt om at gøre arbejdet godt og at skynde sig, for vi tjente penge ved det. Vi fik en femøre - for de længste rækker - men kun en toøre for de korteste. For denne formidable løn kunne vi få lov til at købe os et par halvstrømper eller et par fine hårsløjfer, som kun måtte blive brugt om søndagen, når vi gik i søndagsskole.

Engen og Åen
I forsommeren måtte vi ikke løbe rundt og træde græsset ned i engen. Det skulle nemlig høstes og vejres til hø. Når far ret sent på eftermiddagen kom hjem fra arbejde, og havde fået lidt mad, hentede han sin le, der hang på en bestemt knag i loen - fandt strygestålet frem og gik i engen, hvor han så lagde græsset på skår.
Han nåede ikke det hele på een aften, men han holdt ud, til det altsammen var høstet. Efter nogle dages vejring gik mor og vi børn, så snart vi var store nok til at håndtere en rive, i gang med at "hverle" høet. Siden fik det lov til at ligge lidt, indtil det var helt tørt, og så blev det sat i stakke, for derefter at blive kørt hjem på loftet over stalden.

Det var festdage at komme med på det svingende læs på køreturen fra engen og at tumle med og i høet. I de grøfter, jeg før har nævnt, var der masser af frisk, krystalklart vand, for det kom fra kildevæld op af jorden lige under "brynken", der skilte den højere liggende mark fra engen. På kanten af brynken voksede et fyrrehegn, hvor vi i efterårstiden samlede fyrrekogler til optændingsbrænde i komfuret eller kakkelovnen. Det var især i nærheden af de nævnte kildevæld, der voksede massevis af forglemmigejer. Vi kunne næsten plukke ubegrænsede mængder af buketter, som vi enten bar hjem til mor eller forærede væk.

Men - der var andet i grøfterne end blomster. Der var bl.a. "hundestejler", nogle småfisk, som vi morede os med at fange i et dørslag og bære hjem, hvor de så kunne svømme rundt som akvariefisk i en balje. Om sommeren badede vi børn i åen, og en dag lagde jeg mærke til en andemor med en halv snes ællinger. Jeg fik mor med ned for at se, hvor søde, de var. Vi blev enige om, at det var vildænder, så jeg smed særken og sprang i åen, hvor jeg fangede to af ællingerne, som mor og jeg bar hjem og satte i en dyb tønde. Da far kom hjem om aftenen, blev han betænkelig. Det måtte være en tam and, der havde ruget et sted i åkanten. Men hvem ejede den and? Far vidste kun, at kromanden havde ænder, så jeg fik ællingerne i en kurv og gik ned til kroen. Om det nu var sandt eller hvad - men kromanden spurgte ud om anden og ællingerne og ja, så havde han da godt nok savnet den et stykke tid! Jeg fik 25 øre for min ulejlighed...

Ræven gav mig dog mere
Det var dog en bedre forretning for mig, da jeg opdagede en rævegrav. Det var en dag i januar, og der lå et godt lag sne på jorden syd for granplantagen. Til min forundring så jeg, at der lå gult sand ovenpå sneen, og da jeg undersøgte sagen, viste det sig, at der var en rævegang ind under granerne. Jeg hentede far - vi var næsten sikre på, at ræven var i sin hule. Vi hentede en nabo, der var jæger. Han fandt ud af, hvor ræven befandt sig og fik den (med en spade) holdt fast, indtil far fik gravet ned, så jægeren kunne række hånden ned og kvæle ræven! Jægeren flåede ræven, og det fine skind, der jo ikke var hullet efter hagl, solgte han, og fik 35 kroner for det. De 35 kr. delte vi. Jeg fik 5 kr. mens far og jægeren fik hver 15 kroner. Det var mange penge dengang.

Køerne gik løse om efteråret
Sidst på sommeren skulle vi passe køerne, som da gik løse i engen. Vi satte os gerne lidt nede under brinken med strikketøjet eller en historiebog. Jeg husker en dag, hvor een af køerne fandt ud af at springe over grøften, der var skel til naboens eng. Jeg satte også over grøften - efter koen, der løb - eller sprang ca. en kilometer eller mere gennem engdragene, indtil den pludselig drejede af og ville op over en brink, der var der - men, der var også et fyrrehegn, og der kunne den ikke komme igennem. På det sidste stykke vej var jeg nået så nær koen, at jeg havde fået fat i halen af den. Endelig lykkedes det mig at få fat i dens grime og få den trukket hjem i vores egen eng.

Vi ristede kartofler
Sommetider samlede vi lidt brænde og nogle kogler og lavede bål oppe på marken. Imellem gløderne ristede vi så nogle store kartofler, som vi pillede og spiste varme. De smagte herligt, syntes vi.

Inden krigen havde far købt en ældre hest - en skimmel, der havde ord for at være "tålle", og da mor ikke kunne holde ud at trave efter ploven og harven, og fordi mine brødre Anders og Mads var omtrent i hver sin ende af søskendeflokken, blev det mig, der overtog tømmen, når der skulle harves og pløjes i den lette sandjord. I det hele taget fik jeg lov at bruge mine hænder, også til andet end de "kvindelige sysler".

Da bedstemor i 1917 efter at have været syg, flyttede hjem til os, måtte vores beboelseslejlighed udvides, og da far var murer, og jeg blev hans håndlanger, fik jeg også lov til at mure de lige vægge. Far lavede selv hjørnerne, de måtte jo ikke blive skæve. Forøvrigt var bedstemor og jeg perleveninder i de 12 år, hun levede, efter at hun som 78-årig var blevet installeret i vores hjem. Hun strikkede, kartede og spandt, men det kneb hende at læse og skrive breve, så jeg blev hendes sekretær, hvad der især var interessant, når det gjaldt brevene fra farbror og faster, der boede på New Zealand. Brevene var to måneder undervejs (med skib)!

Når der var marked i byen, fik vi børn gerne hele 25 øre af bedstemor, og dem måtte vi selv administrere. Bedstemor døde så at sige i mine arme. Efter at jeg i 1928 havde været en sommer på højskole, var jeg hjemme for at hjælpe mor med at passe bedstemor, som var meget sløj. Jeg vågede både om natten og om dagen, men sov i aftentimerne og i morgentimerne, mens mor tog vagten. Bedstemor lukkede sine øjne lillejuleaften - næsten 90 år gammel.

Indsendt 3. april, 2008 af Børge Kiel | Kommentér - kommentarer (0)

Mit hjem lå lige nord for Kongeåen

Fortalt af Petra Cecilie Andersen

Mor var sønderjyde - og far var blevet udvist af tyskerne, fordi han havde været med til en dansk fest, hvor man sang danske sange!

Under første verdenskrig kunne mor kun holde forbindelse med sin far ved, efter trufne aftaler at "mødes" på hver sin side af Kongeåen. De måtte råbe højt for at kunne snakke sammen.

Sommetider smuttede der desertører over grænsen, mest ved nattetide, men en sekstenårig dreng dristede sig dog en morgen til at gå med smuglerne, der stod på god fod med både de danske og de tyske vagtposter (ved hjælp af bestikkelse)!
Han blev her i Danmark, indtil krigen var forbi. Ikke så underligt, at han ikke ønskede at blive tysk soldat, hans farbror (min morbror) og hans fætter var faldet ved Fronten.
En af vore nabokoner hjalp sin mand med at desertere. På een eller anden måde havde de truffet en aftale om, at hun, på et bestemt klokkeslet en aften skulle fange vagtposternes opmærksomhed og holde et landkort op for vinduet så længe, at manden kunne smutte over grænsen - Det lykkedes, vel også fordi hun havde en god madkurv med til vagterne. Da tyskerne kapitulerede i november, blev grænsen ved Kongeåen bevogtet af de "internationale", og det blev muligt at få et pas eller en passerseddel, så private kunne besøge familie i Sønderjylland.

Til mor og far´s sølvbryllup fik de foræret et jumbekøretøj. Ved afstemningen den 10. februar havde de begge, sammen med bedstemor været med til at stemme for at få Sønderjylland hjem til Danmark. På Genforeningsdagen skulle Dannebrog helst vaje højt ved hvert dansk hjem, og min kusine Anna Gamborg havde da også fået smuglet et dansk flag over grænsen ved at svøbe det om sig, så det så ud som om, hun var gravid.
Genforeningsdagen var en festdag, og vi danske børn var med til at tage mod kongeparret (Chr. 10 og dronning Alexandrine) og kaste små rosenbuketter op i dronningens bil, så hun omtrent var helt begravet. Skolebørnene havde små flag i hænderne, også veteranerne fra 1864 var mødt op. Kongen holdt tale og takkede for udholdenheden, og der var en jubel uden ende. Der var rejst æresporte, hvor kongen kom frem med sit følge.
Hvert år den 10. februar blev der festet i Skrave sogn og mange andre steder i Sønderjylland. I kirken blev der holdt mindegudstjeneste for de faldne, men det husker jeg ikke meget om.

Derimod husker jeg min kusines bryllup i Langetved. Der var ca. 250 indbudte familiemedlemmer til Annas bryllup. Præsten - pastor Toft talte over ordet om at "den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme". Det var en festdag, der varede lige til den lyse morgen. Der blev leget i haven og på græsmarken. Man legede sangleje : "To man frem for en enke", "Skære havre" og "Tyv ja tyv det skal du være", "Væve vadmel" og mange flere.
Der var et væld af bryllupsgaver - her kan jeg ikke lade være med at nævne en meget mærkelig oplevelse. Under en meget svær sygdom lå jeg bevidstløs i flere uger, men da jeg vågnede, havde jeg det som om, jeg erindrede nogle drømme. Bl.a. syntes jeg, at jeg havde drømt, at jeg ville forære min far en pakke med 6 par meget smukke kopper. De var med et yndigt rosenmønster, som jeg godt kunne huske. Men pakken var blevet borte. Da jeg fortalte far om min "drøm" , røbede han, at det var et af mine febersyner, som jeg havde talt om i vildelse.
Der gik 26 år - så var vi samlet til slægtsfest i Langetved. Bagefter skulle vi overnatte hos min kusine Anna. Jeg fik næsten et chok, da hun pludselig satte de omtalte kopper på bordet. Jeg tænkte mig om. Jeg var mærkelig tilmode, indtil det gik op for mig, at der måtte være en naturlig forklaring. Jeg spurgte så: Anna? Fik du de kopper til dit bryllup? "Ja, men hvorfor spørger du så forskrækket?". Så fik hun forklaringen. Min underbevidsthed gemte noget...

Indsendt 3. april, 2008 af Børge Kiel | Kommentér - kommentarer (0)

Vi gik vild i mosen

Fortalt af Petra Cecilie Andersen

Lisbeth og Valdemar Hansens lille Anne Marie var død af difteritis. Hendes klassekammerater ville samle penge ind til en gravsten, men var lidt for små til at klare den sag alene, derfor kom jeg ind i billedet.
Jeg var ca. 14 år måske lidt mere. Jeg gik med rundt til de små klassekammerater, hvoraf een boede langt ude i den store Vejen mose. Det var tåget, og det var nytårsaftensdag, så det blev tidligt mørkt, og pludselig kunne vi hverken se vej eller sti. Den lille pige, jeg fulgtes med, var bange. Det var jeg vist også, men det måtte hun ikke få at vide. Vi gik og gik, men forsigtigt, for der var jo mosehuller rundt om os.
Endelig så vi et lys og fandt ud af, at det var fra et hus. Vi famlede os frem til døren, fik banket på og spurgt om vej. De ældre mennesker så helt forskrækkede på hinanden. "Men I skal da ikke gå til Vejen i aften?" "Jo" det skulle vi da. "Jamen der er to mil".
Vi kom så på ret vej, og så gik det hjemad. Jeg havde ventet at få skænd, men jeg fik ingen. Jeg var så træt, at jeg intet kunne spise, selvom mor havde sat aftensmad i ovnen til mig. En engel må have vogtet over os, at vi nåede helt igennem den farlige mose.

Mor og Far har måske også den aften som så ofte før bedt Gud holde sin beskærmende hånd over mig. Nu tegner der sig et billede i mine tanker af de to, og med det tror jeg, jeg vil slutte, selvom der er tusindvis af småtræk (muntre som alvorlige) der stiger frem for mit indre øje. Jeg ser, som jeg så det i min barndom, far bøje sine knæ ved fodenden af dobbeltsengen, mens mor bøjede sine ved en stol i køkkenet. Jeg ved, de bad for deres børneflok. De bad for mig og overgav mig i "de evige arme". Derfor vil jeg altid mindes dem med taknemmelighed.

Indsendt 3. april, 2008 af Børge Kiel | Kommentér - kommentarer (0)